To stedsnavne fra sagaen
Naar man kommer seilende ind Viksfjord med Varildfjord inderst inde, møter øiet som karakteristisk og særmerket de fra istiden avslepne, runde fjeldknauser som rager op av vandet, og som likeledes indenfor paa land tildels som runde knoller stikker umiddelbart op av jorden. Paa sjøen kalder man jo den dag idag saadanne fjeldknauser som rager over vandet for »sker« eller »skjær«. Ifølge dr. Johan Fritzners ordbok benyttes betegnelsen »sker« endnu i folkesproget omkring Larvik ogsaa om en klippe som stikker umiddelbart op av jorden. Det kan da kanske antages, at disse karakteristiske fjeldformationer har git navn til det eid som ligger mellem bunden av Varildfjorden, og den arm som i tidligere tid fra Sandefjorden forbi gaardene Sørby, Syrist og Hem har strakt sig mot vest henimot Hosle, og hvorfra der paa 700–800-tallet antagelig kun har været et ca. 300 meter bredt eid over til Varildfjorden. (Tænkes kan det ogsaa at Skæreid har faat sit navn paa grund av disse lange fjordarme som fra begge sider skjærer sig ind mot Eidet).
Jeg anser det i ethvert fald utvilsomt, at man her har sagaens »Skæreid«, og at man i gaardsnavnet »Eide«, der ligger mellem Hosle og Klaastad, har en reminiscens av navnet Skæreid. Paa Eidets høieste punkt staar en vældig bautasten, ca. 6 meter høi, som er kaldt Halfdan Hvitbeins bauta. Er det end meget tvilsomt om denne bautasten er reist over Halfdan Hvitbein, maa dog Ynglingatals beretning om at Halfdan Hvitbein døde paa Toten og hauglagdes paa Skæreid, ansees for paalidelig paa grund av den bestemte stedsangivelse. Thjodolf siger nemlig i Ynglingatal om Halfdan Hvitbein:
| Det hver hørte, | thjodkongen |
| at over Halfdan | tok paa Toten, |
| tingbønderne | og Skæreid |
| taarer fældte | i Skiringshal |
| da dødens over | brynjeheltens |
| dræpende mø | ben luter. |
Paa et høidedrag utenfor eidet ligger mange gravhauger, men ikke av meget store dimensioner; derimot er der paa den i nærheten liggende gaard Klepaaker endnu rester av en meget stor gravhaug, der formentlig har git gaarden sit navn (klep = rund haug).
Landet utenfor Skæreid har sandsynligvis været kaldt Thorsøi. I nærheten av eidet ligger det saakaldte Helgefjell, der, set fra én side, ogsaa meget karakteristisk rager op fra den omliggende mark.
Er oversættelsen av ovennævnte strofer av Ynglingatal rigtig, tør betegnelsen »luter« tyde hen paa, at Thjodolf har tænkt paa den første del i navnet Skæreid som en klippe der rager op og »luter over brynjeheltens ben«, ti han vilde ellers neppe ha benyttet ordet »luter« om et eid.
Stiflesund, hvor sagaen beretter at Gudrød Veidekonge blev myrdet, tør muligens ha været et forlængst opgrundet sund mellem Lahellefjorden (en arm av Tønsbergfjorden) og Mefjorden, hvor gaardene »Sunde« endnu minder om at her har været et sund; stifla betyr tilstoppe, og derav formentlig navnet, Stiflesund eller det tilstoppede, opgrundede eller stængte sund.
P. A. Munch siger, at de to halvøer der nu stikker ut paa begge sider av Mefjorden i Sandeherred mellem Sandefjord og Tunsbergfjord, kaldtes i oldtiden øer, Yxney og Velley, og traditionen i egnen er den, at de ikke meget langt tilbake i tiden var adskilte fra fastlandet med smale sund. Munch mener dog at Stiflesund maa søkes i Sønder-Jylland, og han gjetter paa Mesund i Slien; men dette strider absolut mot Snorres fortælling om at dronning Aasa, da Gudrød Veidekonge var dræpt, för med sin søn Halfdan »vester til Agder«. Snorre gaar altsaa ut fra at Stiflesund har ligget østenfor Agder. Det synes være god grund til at anta at Snorre har kjendt Stiflesunds beliggenhet, da navnet paa stedet hvor kong Gudrød blev dræpt, sandsynligvis har holdt sig i traditionen indtil Snorres tid, og Snorre vilde heller ikke ha sagt at Aasa fôr vester til Agder, hvis han ikke hadde visst hvor hun drog ut fra.
Hauk Erlendsøn siger ogsaa at Stiflesund var nær ved Geirstad.
H. H. Holta.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |