Topografisk-statistisk beskrivelse over Finmarkens amt/1/2
Finmarkens amt er Norges største amt i fladeindhold, men det har af alle amter den mindste folkemængde.
Det er landets nordligste amt og har Ishavet i nord; mod øst grændser det til Rusland og mod syd til Rusland med Finland; i vest støder det til Tromsø amt. Grændserne skal senere nøiagtig angives.
Det var i gammel tid et norsk skatteland, men beboet af finner, der drev renavl, jagt og fiskeri. Senere, vel fra det 14de aarhundrede eller noget tidligere, nedsatte der sig en norsk befolkning; i det 18de aarhundrede begyndte en indvandring af kvæner.
Det er havets rigdomme, som fra først af har lokket nordmænd til at nedsætte sig i dette land, og fiskeri er hovednæringsveien. Derfor er kysterne bedst bebygget, medens de største strækninger af det indre land er øde; de giver dog næring for renen, saa at en hel del finner kan leve som nomader.
Fædrift er en vigtig næringsvei; agerbrug med kornavl er der ikke, skjønt byg tidligere blev dyrket og ofte modnedes i Alten. Derimod kan poteter dyrkes, om der end er mange steder, hvor de ikke bliver modne. Multer samles paa myrerne. Der er et enkelt bergværk i Kaafjord, og der brydes endel skifer.
Jagten eller fangsten, særlig af ryper og sælhunde, er af nogen vigtighed i nogle herreder; enkelte steder er der dunvær og egvær.
Hvalfangsten dreves med udbytte, indtil den blev forbudt ved lov i 1903. Nogen fangst af sæl, hvidfisk, hvalross og isbjørn drives fra amtet udenfor landets grændser.
Enkelte elve er gode lakseelve, og mange indsjøer er rige paa fisk.
Der er endel furuskog i nogle herreder, og birkeskog er noksaa almindelig, men oftest er landet snaut. Torv bruges mange steder til brændsel.
Industri og husflid er ringe, haandværksdriften ubetydelig.
Handelen er en hovednæringsvei i byerne, og overalt ved kysterne er handelen med russerne, der bytter bort mel mod fisk, af vigtighed. Kun faa skibe hører hjemme i amtet.
Selve landet er i Vestfinmarken nærmest mod havet høit, med bræer, tildels med tinder; udenfor fjordene er der her en skjærgaard. Det indre af Finmarken er en høislette, som er forholdsvis jevn, mest mosgroet og øde. Den østlige del af amtet mangler skjærgaard, har vide aabne fjorde, og landet er et plateauland, steilt ud mod kysten, forholdsvis fladt i høiderne. Kysten er om vinteren fri for is, undtagen inderst i nogle fjorde.
Klimatet er i det hele raat og surt, taaget og stormfuldt, særlig i den lange vinter. Ved kysten er der ikke særdeles koldt til at være saa langt mod nord, men sommeren er kort og den mørke tid lang.
Amtets navn, Finmarken, paa oldnorsk Finmǫrk, er sammensat af finnr, fin, og mǫrk. Mǫrk betyder dels skog (Markirnar brugtes som navn paa de skogstrækninger, som dannede grændsen mellem Sverige og det sydlige Norge; sammenlign Aramǫrk, Øyjaimǫrk, Markir. Ordet forekommer desuden i Vingulmǫrk, Þelamǫrk, Heiðmǫrk). Det forekommer ogsaa som navn paa jordeiendomme baade i Sverige og Danmark (om skogstrækninger) og i Norge (om jordeiendomme, som vel fra først er opryddet i tæt skog).
Desuden har mǫrk ogsaa samme betydning som úbygð, sammenlign eyðimǫrk, ligesom «marken», «skogen» paa flere steder i Norge endnu bruges som modsætning til bygden og den dyrkede jord.
Mǫrk bruges ogsaa alene i betydningen Finnmǫrk. Finnmǫrk betyder da de fjelde og skoge, hvor finnerne holder til (= finnabú).