Topografisk-statistisk beskrivelse over Finmarkens amt/1/3

Der er en temmelig betydelig literatur om Finmarken og dets indbyggere, og de reisende, dels nordmænd og dels fremmede, som har skrevet om Finmarken, er ikke faa.

Det turde være paa sin plads at give en oversigt over de vigtigste arbeider om dette amt, hvilke er benyttede ved denne beskrivelse.

I den sidste menneskealder, eller rettere efterat Finmarkens kyster stadig fik faste anløbssteder for dampskibe, er der groet op en turistliteratur, der dog som oftest ikke indeholder noget, som ikke er bekjendt fra norske skrifter.

Den ældste beretning om Finmarken er den, som findes i et angelsachsisk skrift, hvor Ottar fortæller kong Alfred (død 901) om Finmarken og sin reise did.

Den er gjengivet i afsnittet om historie, ligesom Sagaernes beretninger om Finmarken er omtalt under afsnittet historie.

De meget gamle beretninger, som findes om finnerne fra Tacitus og nedover, er omtalt i beskrivelsen af Tromsø amt, bind I, pag. 195—200, saaledes den gamle beretning i Historia Norvegiæ fra ca. 1264.

Fra den senere del af middelalderen er der faa efterretninger om Finmarken.

Der er «et brev til pave Nicolaus den 5te om Norges beliggenhed og undre». Det kjendes i oversættelse fra latin paa fransk, og da Nicolaus den 5te var pave fra 1447 til 1455, saa maa brevet være fra denne tid. Det er udgivet af professor Gustav Storm i det norske geografiske selskabs aarbog, X. Brevet er vistnok ikke meget oplysende, men det er saa godt som den eneste efterretning om Finmarken fra denne tid. Det, som fortælles, er neppe rigtigt.

Storm bemærker, at man vistnok vil undres over i Finmarken at læse om blodigler, som suger blod af mennesker og dyr; nærmere virkeligheden er beretningen om, at befolkningen ikke kjender penge og betaler skat med kostbare skind til Norges konge.

Hvad forfatteren skriver om Finmarken hidsættes her:

«Derfra kommer man til slettelandene i Finmarken (Venmarche); der kan man ikke komme frem for de forskjellige sjøer og myrer, som der er fulde af blodigler, saa tykke og lange som aaler; disse hænger sig fast i mennesker og dyr og suger saaledes deres blod, at mennesker og dyr bliver ganske svækkede og tilslut dør. I nærheden af disse slettelande er tre slags hedninger, som har forskjellige sæder, nemlig Lapprens, Rebiens og Hergrons. De første ofrer til Proserpina og til Venus og holder fester den første dag i maaneden til ære for sol og maane og iagttager offentlige religionsskikke, saaledes som romerne gjorde i oldtiden for sine guder. Det andet folk tilbeder én Gud, som skaber alting, og som af det oprindelige stof, som de tænker sig, avlede i fortiden to sønner; til den ene gav han himmelens rige og til den anden det modsatte rige og helvedes afgrund. Det tredje folk tilbeder ogsaa én gud og tror paa Jesus og Maria og sværger ved Jesu og Marias navn, men de kjender ikke mere af vor tros artikler. Mellem de tre slags folk er der skarp og stadig krig. Fordum herjede de og plagede meget skadelig ved voldsomme indfald og utaaleligt røveri den del af Norges rige, som er dem nær, men nu er de alle undergivne kongen og betaler skat, og da de ikke har den sæd at bruge penge, har de heller ikke sligt, og ved ikke, hvad det er, og heller ikke, om de vil have dem. De betaler sin skat i skind af hermelin, maar og sobel og lignende.»

G. Storm mener, at de hedenske folkestammers forskjellige religioner skulde svare nogenlunde til finnernes forskjellige religionsstandpunkt, alt eftersom de var mere eller mindre paavirkede af nordmændene; i «lapprens», som dyrker sol og maane og to gudinder, bør vi vel se fjeldfinnerne, som ganske har beholdt sin religion; «rebierne», som kjender en skabende gud med en himmelsk og en underjordisk søn, synes ialfald at minde om den religionsform, som det 18de aarhundredes missionærer kjendte; og «hergronerne», som kjender kristendommens hovedtræk og tror paa «Jesus» og «Maria», staar omtrent paa samme standpunkt som forfatteren af Finmarkens beskrivelse i 2den halvdel af 16de aarhundrede kjender hos sjøfinnerne.

Der er en gammel beskrivelse af Finmarken af erkebiskopen i Nidaros Erik Walkendorf. Det er en beretning paa latin, som omkring aar 1520 blev sendt fra erkebiskopen til pave Leo den 10de. Denne beskrivelse er fundet i Rom i Vatikanets arkiv og blev udgivet af dr. H. K. Karlsson og professor Gustav Storm (det norske geografiske selskabs aarbog 1900—1901).

Erkebiskop Erik Walkendorf var allerede før 1496 kannik i Roskilde og kong Hans’s notarius; senere var han kansler hos hans søn Kristian (II) under dennes styrelse i Norge (fra 1506); 16de august 1510 blev han af paven udnævnt til erkebiskop i Nidaros og kom til sit sæde vaaren 1511; han styrede dette indtil vaaren 1521 og døde i Rom 28de november 1522.

Olaus Magnus, der er den eneste, som synes at have benyttet erkebiskopens skrift, fortæller, at erkebiskopen omkring aar 1520 sendte skriftet til pave Leo den 10de. Dets titel lyder oversat saaledes: «En kort og summarisk beskrivelse over Nidaros bispedømme og særlig over den del af dette, som kaldes Finmarken, det yderste landskab i kristenheden mod nord.»

Erkebiskopen skildrer landet saaledes:

Finmarken bestaar af vidtstrakte fjelde, som i det hele er golde og meget ufrugtbare; kun i faa dale gror der lave vækster og paa de fleste steder vokser ikke græs; endog af skog eller vedfang findes intet, især langs havet; af husdyr er der kun faa faar og gjeter. Fjeldene i dette landskab har for beskueren et underligt og usædvanligt udseende og form. Landet vilde ikke være beboeligt for kristne mennesker, hvis ikke fiskefangsten, som der er meget rigelig, lokkede folk til at slaa sig ned der, thi den art fisk, som sædvanlig kaldes skrei (stokfisk), er saa værdifuld og god, at den udføres til næsten alle fremmede kristne folk.

Erkebispen fortæller ogsaa om folks evne til at se igjen o. s. v. og slutter saaledes:

Foruden dette findes der i dette land ogsaa meget andet saadant, som jeg forbigaar i taushed for sagens utroligheds skyld og for ikke at vække anstød hos deres hellighed.

Olaus Magnus, ogsaa kaldet Magni (latiniseret navn af Olaf Månsson) med tilnavnet Gothus (østgøte), var svensk prælat, diplomat, kulturhistoriker og kartograf, født i 1490 i Linköping; han var broder til den sidste svenske katholske erkebiskop Johannes Magni. I 1524 kom han til Rom for at faa pavens stadfæstelse paa broderens valg til erkebiskop, men han kom aldrig tilbage til Sverige af uvilje mod reformationen i Sverige. Pave Paul III udnævnte ham til erkebiskop i Upsala, en udnævnelse, som blev uden betydning, da reformationen var indført. Han opholdt sig den sidste tid af sit liv i Rom i St. Birgitta kloster, hvor han døde i 1557.

Hans mest bekjendte arbeide er en skildring af de nordiske folk: «Historia de gentibus septentrionalibus liberi XXII». Et gammelt kart af Olaus Magni gjenfandtes i 1886 i Münchens statsbibliothek, bestaaende af 9 blade, tilsammen 170 cm. langt og 125 cm. høit. En reproduktion af Olaus Magni kart i 13 af originalens størrelse er publiceret i 1886 i Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger af dr. Oscar Brenner.

Navne paa steder i Finmarken, afsatte paa kartet af Olaus Magnus, lader sig tildels gjenkjende, som Skuttingberg (Skjøtningberg), Bomgang (Omgang), Matkur (Makur), Vardahus (Vardøhus), Stappen (Stappene).

Segervær paa kartet er fortolket som Gjæsvær, men rimeligere synes det at være, at det er Sørvær paa Sørøen, hvilken ø ca. 1580 findes skrevet Seierø. Kedelvik paa kartet er vistnok Kjelvik, Kind paa kartet er forklaret som Kifjord eller Kjøllefjord, men rimeligvis er det det almindelige navn Kinn og betyder Kinnarodden eller Nordkyn. Andre navne kan være tvilsomme.

Olaus Magnus har delt sit kart i 9 dele, som han betegner med store bogstaver fra A til I, og under hver af disse store bogstaver er der smaa bogstaver ved de talrige tegninger, hvormed kartet er forsynet. De store bogstaver B og C omfatter strækningen fra det østlige Grønland over Finmarken til Bjarmeland, og de mærkværdige ting, som her er illustreret, forklarer Olaus Magnus. Forklaringen giver en oversigt over det, man den gang vidste eller mente at vide om Finmarken og omliggende lande, og den hidsættes ber:

B indeholder først en del af Grønland; dets indbyggere a er dygtige sjøfolk, som bruger skindbaade, der taaler alslags veir: med disse baade angriber de fremmede skibe og sænker dem. b viser to store havuhyrer, det ene med forfærdelige tænder og det andet er frygteligt med horn og med flammende blik; øiets omkreds er 16 til 20 fod. c viser en hval, som har reist sig op og ødelægger et stort skib. d er en slange paa 200 fod, som ruller sig ind paa og anfalder et stort skib. e er hvalrossen, et sjøuhyre med tænder som en elefants; den sover paa klipperne og jages der. f er nogle skrækkelige havstrømme. g er den umættelige jærv, som tømmer sin mave ved at klemme den mellem træer. h er en fisker, som slaar paa isen med en hammer og bedøver fisken og fanger den. i er rensdyr, som tæmmes og holdes i hjord; spændte for vogne løber de hurtigere end de raskeste heste. k er dæmoner, som paatager sig en ham og tjener menneskene. l er en tæmmet hjord af rensdyr, som skaffer melk til husbrug. Med en stjerne er betegnet guldgruber.

C. Bogstavet a viser vilde mennesker, som angriber sjøfolk om natten, men aldrig om dagen. b er hedninger, som tilbeder som en gud en rød klud, som de har sat op paa en stage. c er kjæmpen Starkad, en svenske, som før var meget berømt i hele Europa. d er magnetøen (insula magnetis), som er 30 mil fra polen, og ovenfor hvilken det hjælpemiddel, som sjøfolkene bruger, og som kaldes kompasset, mister sine kræfter. e er en stor ørn, som har trukket skindet af en hare og gjemmer sine eg i det; ungerne klækkes ud ved rugevarmen. f er den store hvide sjø, i hvilken der er utallige fiske og fugle af forskjellig slags. g viser bryllupsskikkene hos hedningerne; de slaar ild med en flintesten over hovederne paa dem, som gifter sig. h er tuskhandel uden penge. i er kamp mellem to konger; den ene, som har rensdyr og folk paa ski med buer, overvinder den anden, som kjæmper til hest. k er rensdyr, som trækker en vogn eller slæde over sne og is. l er fangst af sælhunde paa isflag og en utrolig mængde laks og gjedde. m er maar, zobel og hermelin og en mængde bæver. n er moskovitiske kjøbmænd, som trækker sine baade fra sjø til sjø for at drive tuskhandel.

Paa grundlag af norske og svenske biskopers meddelelser havde i 1532 Jacobus Ziegler (død i Wien 1549) udarbeidet et nyt kart med beregninger af bredde og længde, saa at Norge og Sverige paa hans kart fik den rigtige længderetning i nord og syd.

Kort efter (1539) fulgte Olaus Magnus’ kart efter egne og andre samtidige observationer. Dette kart var for sin tid mærkværdigt, og fik maaske betydning derved, at det gav et rigtigere begreb om Ishavet.

I det 15de og i begyndelsen af det 16de aarhundrede nærede man nemlig endnu den forestilling, at Grønland var landfast med Norge, saaledes at der var landfast forbindelse østlig for Vardøhus over Spitzbergen til Grønland. Denne opfatning var gammel.

De russiske sjøfolk, som seiler til Norge og Spitzbergen, eller pomorerne, kalder Spitzbergen fra gammel tid for Grumant, og de anfører som bevis for, at de har gammel ret til Spitzbergen, at de endog har et eget gammelt navn paa øen. Men det russiske navn Grumant er efter G. Storm tydeligvis Grønland, der antoges at strække sig til Spitzbergen efter ældre geografiske begreber.

I en oldnorsk kortfattet jordbeskrivelse fra slutningen af det 13de aarhundrede heder det saaledes:

Nordenfor Norge er Finmarken; derfra dreier landet sig mod nordøst og saa mod øst, inden man kommer til Bjarmeland, som er skatskyldigt under Gardarikes konge. Fra Bjarmeland gaar lande til ubygderne mod nord, til grændserne af Grønland. Fra Grønland ligger mod syd Helluland, dernæst Markland; derfra er det ikke langt til Vinland, som nogle tror gaar ud fra Afrika.

Den havbugt, som man i middelalderen troede gik ind mellem Norge og Grønland, kaldtes paa latin Sinus septentrionalis (den nordlige bugt) og paa norsk Hafsbotn.

Man mente, som berørt, at alle polarlandene ligefra Grønland til Norge var sammenhængende og omsluttede en kredsformet bugt, som omgav polen, ligesom en kreds omgiver midtpunktet. De ikke beboede og for det meste ubeboede lande mellem Bjarmeland og Grønland betegnedes med det almindelige navn (Úbygðir, men en del af den vestlige kyst kaldtes Svalbarði.

Om disse egne herskede der mange overtroiske forestillinger. Her troede man, at der boede jetter og trold og ogsaa amazoner, en tro, som beror paa en forveksling mellem Kvænland og Kvenland eller mellem kvænernes land og kvindernes land. Af overtroiske forestillinger kommer ogsaa benævnelsen Risaland og Tröllabotnar, hvormed disse egne ofte betegnes.

Endnu paa det bekjendte kart af Jacobus Ziegler af 1532 angives Grønland som sammenhængende med Norge østenfor Vardøhus, saa at Ishavet omsluttes af land mod nord, øst og syd. Efter denne opfatning kunde man ikke seile langs Asiens nordkyst til Kina.

Ifra midten af det 16de aarhundrede begyndte englændere og hollændere ivrig at søge vei til Kina nord om Norge, Rusland og Asien, den saakaldte nordøstpassage. Nogle af disse ekspeditioner var indom Norge. Paa den første af disse i 1553 fik Nordkap navnet Nordkap. Dette hav og denne kyst, som nordmændene havde beseilet helt fra Ottars tid eller mindst i 60O til 700 aar, ansaaes da for nyopdagede. Det var skibet «Edvard Bonaventura» under Richard Chancellor, som passerede Nordkap i 1553.

Nordkap nævnes forøvrig første gang i Stephen Burrows (Burroughs) beretning om den anden nordøstfærd af 1556, idet han siger: Nordkap, som jeg kaldte saaledes paa den første reise.

Jan Huyghen van Linsehoten, født i Haarlem i 1563, død i Enkhuysen i 1611, deltog i den ekspedition, som under Willem Barentsch i 1594 udgik fra Holland til kysterne af Norge, Rusland o. s. v. for at søge veien til Kina. Han blev senere en berømt opdager og sjømand.

Han har skrevet: Voyagie, ofte schip-vaert, van Jan Huyghen van Linschoten, van by Noorden om langes Noorwegen de Noortcaep, Laplant, Vinlant [&c.]. Anno 1594 en 1595. Franeker [1601]. Den indeholder flere kobberstukne profiler af Nordkap, Nordkyn, Vardøhus.

En udgave, Amsterdam 1624, indeholder 3 kobberstukne profiler af Nordkap, 1 af Nordkyn og Nordkap, 2 af Vardøhus; 1 tegning af Vardøhus by, 1 Norges kart.

Enn liden Undervisning om Findmarchen och detz Handell heder et mellem 1570 og 1590 forfattet skrift, der findes blandt «Historisk-topografiske Skrifter om Norge og norske Landsdele» i det 16de aarhundrede, udgivne ved G. Storm for kildeskriftfondet. Forfatterens navn kjendes ikke, men han har sandsynligvis været prest i et sogn i Vestfinmarken.

I aaret 1599 foretog Kristian IV en reise til Finmarken med en eskadre. Fra denne reise er der 2 dagbøger, en af Sigvard Grubbe og en af Jonas Carisius. Sigvard Grubbes (latinske) dagbog er trykt i «Samling af åtskilliga Handlinger och Påmindelser» etc., utgifven af Sven Bring, III (Lund 1758); Carisii reisebeskrivelse findes i «Samlung zur Dänischen Geschichte, Munzkentniss» etc. durch Johann Heinrich Schlegel, I. De to dagbøger stemmer ikke altid overens i detaljerne, uagtet begge forfattere var ombord paa samme skib, «Victor».

Stephan Hans Stephanius, født i Kjøbenhavn 1599, fra 1630 professor i Sorø og siden kongelig historiograf, har i 1629 udgivet en liden samling af arbeider om Norge og Danmark:

Stephanus Johannis Stephanius: De Regiae Daniae et Norwegiæ Tractatus varij. Lugduni Batavorum 1629.

Det, som handler om Finmarken, er taget af lidt ældre arbeider og har til overskrift «Chorographica Daniæ descriptio, compendio è Jona Coldingensi & Isacio Pontano, aliisque excerpta».

Her hidsættes det, som vedkommer Finmarken:

«Wardhusia (Vardøhus), Norges og vel næsten kristenhedens nordligste fæstning, ligger paa øen Warda (Vardø), som i omkreds er én og en halv norsk mil (man maa mærke sig, at en norsk mil svarer til to tyske). Afstanden fra fastlandet er omtrent en fjerdedels mil; i længden strækker øen sig henimod en knap mil; foruden fæstningen ligger der henved tre hundrede træhuse.

Under Wardhusia lyder, foruden de tilgrændsende finner, Finmarchia og hele det sjødistrikt, som kaldes Trunsolen, med et særlig udmærket fiskeri. Befalingsmanden paa Wardhusia skifter lov og ret for hele Finmarchia, som forresten ogsaa selv har en sommer- og en vinterbefalingsmand.

Finmarehia. Finmarchia strækker sig fra Norvegia mod nord; den kaldes almindelig Taakemarchia. Det er en eiendommelighed ved Finmarchia, at denne landsdel ikke, i lighed med hvad der andensteds finder sted, er delt i eiendomme og privatbesiddelser, men ligger aabent for alle, for den, som først tager land. Men landnaamsmanden erhverver sig ikke egentlig eiendomsret til landet, kun ret til at bruge det og tilgodegjøre sig det. Finnerne, som søger til det fiskerige hav, skifter let opholdssteder, eftersom det begynder at skorte paa brændeved i nærheden; men naar fiskeriet i sommermaanederne er slut, trækker de sig for vinteren tilbage til indlandet. Men øbyggerne, som bor paa Heymeland (hjemlandet) og andre øer, har faste bosteder, med kirker i Trom (Tromsø), Suro (Sørø), Maggero (Magerø) og andensteds. De finner, som har slaaet sig ned paa kysten, taler en ganske forskjellig dialekt fra indlands-finnerne, saa at den ene part slet ikke forstaar den anden uden tolk.

Der er ti sognekirker i Finmarchia: den første i Wardhusia; den har to annekskirker (kapeller) under sig, én i Wadsoen (Vadsø) og én i Kiberga (Kiberg); den anden sognekirke i Ommegang (Omgang); den tredje i Scuttingbergh (Skjøtningberg), den fjerde i Kielingh (Kjelvik), med en annekskirke under sig i Hellenes (Helnes), som er et præstegjeld paa øen Maggeroe, fem tyske mil lang og noget mindre bred. Den femte sognekirke i Thunes (Tuenes); den sjette i Hellemsnes (Hjelmsø); den syvende paa øen Ingien (Ingø); den ottende i Meifjord (Mefjord) paa Suroii (Sørø), som er en ø 11—12 mil fra Tromsunda, omtrent 8 tyske mil lang, men overmaade smal; den niende sognekirke i Sorffru (Sørvær); den tiende i Loppers (Loppen). Alle disse kirker hører til scritofinnerne; thi hos fjeldfinnerne, som bor inde i landet, og ligner finnerne eller en del af dem, findes ingen templer.»

Italieneren Francesco Negri fra Ravenna var født i 1623 og døde 1698. Han havde studeret geografi og blev præst i sin fødeby. Da han gjerne vilde se sig om, drog han paa reiser til fjerne lande; han var 1664 i Sverige, hvor han (efter Verelius) alene og ukyndig i sproget skal have vandret til det yderste Lappmarken. Senere kom han til Kjøbenhavn, reiste derfra til Bergen, hvor han var i 1664 i oktober, og senere kom han ogsaa til Finmarken. Han har skrevet en reisebeskrivelse, udgivet efter hans død i Padova 1700: «Viaggio Settentrionale Fatto, e Descritto Dal Molto Rev.do Sig.r D. Francesco Negri Da Ravenna. Opera Postuma, Data alla luce da gli Heredi del Sudetto. In Padova, M.DCC.» Til det komplette værk hører 19 særskilte kobberstik af Carlo Antonio Buffagnotti, hvoriblandt portrætbuster af forfatteren og Cosmo III.

Negris bog er meget sjelden. Et uddrag af den er meddelt af Ludvig L. Daae i Norsk historisk Tidsskrift, anden række, bind VI. Negri kom til Østraat, hvor kansler Ove Bjelke da opholdt sig, og reiste med anbefaling fra ham til Nordland og Finmarken; han kom tilbage til Italien i 1666. Negri optegnede sine iagttagelser paa reisen i form af breve. Det ottende og sidste brev handler særlig om Finmarken og Nordkap.

Pierre Martin de la Martinière, fransk reisende og læge, var født i Rouen og var i 1653 med som skibslæge paa den ekspedition, som Fredrik III sendte til de nordlige egne. Lyst til eventyr havde drevet ham til reiser, først til Asien og Guinea, senere paa den nævnte ekspedition, da han besøgte Norge, Finmarken, Rusland, Novaja Semblia, Grønland og Island; senere vendte han tilbage til Frankrig, og der er et par lægevidenskabelige afhandlinger af ham.

Mest bekjendt er hans bog: Voyage des pais septentrionaux. Dans lequel se void les moeurs, maniere de vivre, & superstitions des Norweguiens Lappons, Kiloppes, Borandiens, Syberiens, Samojedes, Zembliens & Islandois, enrichi de plusieurs figures. Paris 1671 (chez Louis Vendosme).

Denne bog er ofte optrykt, oversat paa tysk, engelsk og hollandsk, men den indeholder gjennemgaaende unøiagtige iagttagelser og en hel del skrøner; imidlertid er det den første franske beretning om de nordligste lande. Som eksempel paa, hvad han fortæller, kan her anføres, hvorledes de paa reisen bar sig ad for at skaffe vind. De havde først seilet nogle dage nordenfor Trondhjem, da de nedenfor polarcirkelen fik stille tæt ved kysten. Da de vidste, at de, som boede ovenfor polarcirkelen, ligesom beboerne af kysten her næsten alle var troldmænd og raadede for vindene efter behag, saa gik de i en baad for at kjøbe vind i en nærliggende landsby. De henvendte sig til stedets fornemste heksemester og spurgte, om han kunde forsyne dem med vind til Murmanskysten (Mourmanskoimore). Han svarede, at hans magt kun strakte sig til nogle nes (som han kaldte Rouxella), og da der var langt did, og de derfra let kunde seile til Nordkap, saa kjøbte de vind af ham for 10 kroner, som svarer til 20 francs, og for et pund tobak. De fæstede da paa en kant af seilet en stump baand, paa hvilket de bandt tre knuder. Da de var reist iland, løste kapteinen den ene knude, og neppe var det gjort, før der kom udmærket god vind fra østsydøst, som førte hans skib og de andre skibe, som var med, 20 mil nordenfor malstrømmen, uden at de behøvede at lese den anden knude. Han fortæller da, at man maa holde sig otte til ti mil ude paa det aabne hav for at undgaa malstrømmen. Da vinden begyndte at blive nordlig, løste kapteinen den anden knude, og de fik da god vind til de nævnte nes, men da disse var passeret, saa fik kompasset en misvisning paa 6 streger, hvilket bragte dem paa den formodning, at der var en magnet i fjeldene, og hvis de ikke havde havt en erfaren lods, saa vilde de helt have forvildet sig o. s. v.

De la Martinière har øiensynlig kjendt, hvad Peder Claussøn i sin «Norriges Bescrifuelse» fortæller om finnerne og deres evne til at gjøre vind, og saa beretter han, at han selv har oplevet det.

Om finnerne i Varanger fortæller han:

I hvert hus er der en stor sort kat, som de holder høit i ære, og som de taler med, som om den havde forstand. De gjør intet, som de ikke fortæller den, og tror, at den hjælper dem i det, de tager sig til. Hver aften gaar de ud af sin gamme for at raadspørge den, og katten følger dem overalt, hvor de gaar, saavel paa fiskeri som paa jagt. Skjønt dette dyr af udseende har formen af en frygtelig kat, saa har jeg troet og tror endnu, at det er en husdjævel.

Johannes Schefferus, født i Strassburg 2den februar 1621, kaldtes i 1647 som professor til Upsala. Han var en mangesidig og flittig forsker. Af interesse for Finmarken er hans Lapponia, 1673, som er udarbeidet efter opdrag af M. G. de la Gardie. Denne bog blev i sin tid modtaget med stort bifald i den lærde verden og oversattes paa mange fremmede sprog.

Scheffers Lapponia er grundet paa haandskrifter af Rheen, Tornæus og maaske Graan. Paa rigskansler Magnus Gabriel de la Gardies opfordring har disse nævnte tre forfattere skrevet beretninger om finnerne, hvilke først er trykte i «Nyare bidrag til kännedom om de Svenska landsmaalen» i 1898, 1899 og 1901.

Samuel Rheens arbeide heder «En kort Relation om Lapparnes Lefwarnee och Sedher, wijd-Skiepellsser, sampt i många Stycken Grofwe wildfarellsser» og er skrevet i 1671.

Olaus Graans arbeide heder: «Relation eller En Fulkomblig Beskrifning om Lapparnes Vrsprung så wähl som om heela dheras Lefwernes Förehållande». Den er skrevet i 1672, og det er ikke sikkert, at det er benyttet af Scheffer.

Johannes Tornæus har ca. 1671 skrevet «Berättelse om Lapmarckerna och Deras Tillstånd».

Hans Hansen Lillienskiold, født 1650 vistnok i Bergen, blev 1673 vicelagmand og senere lagmand i Bergen. I 1676 blev han med sin fader optaget i adelsstanden; i 1684 blev han amtmand i Finmarken, men fjernedes 1700 fra amtmandsembedet «ved eftermandens had og avind»; han døde i 1703 i Kjøbenhavn. I 1693 blev det ham tilladt at bo i Bergen.

Han har forfattet Speculum boreale (manuskript i 2 store foliobind i den Thottske samling i det kongelige bibliothek i Kjøbenhavn). Det er en i 1698 afsluttet beskrivelse af Finmarken, der i 1701 overraktes kongen. Afskrift findes paa universitetsbibliotheket i Kristiania.

Hensigten med Lillienskiolds Speculum boreale var at raade bod paa de uheldige følger af monopolhandelen.

Skriftet indeholder talrige oplysninger om tilstanden i Finmarken i slutningen af det 17de aarhundrede.

Knud Leem er født 1697 paa prestegaarden Kjærstad i Søndmør; han blev i 1725 missionær for Porsangers og Laksefjords menigheder, i 1728 præst i Alten, 1734 præst paa Avaldsnes og i 1752 professor ved Seminarium lapponicum Fridericianum i Trondhjem. Han døde i 1774.

Leems hovedværk er hans «Beskrivelse over Finmarkens Lapper, deres Tungemaal, Levemaade og forrige Afgudsdyrkelse», med J. E. Gunneri anmerkninger og E. J. Jessens afhandling om de norske finners og lappers hedenske religion.

Leem har skrevet den første finske grammatik og et leksikon: «Lexicon lapponicum».

Hans Paus var født i Vadsø i 1710 eller 1713, blev immatrikuleret ved universitetet i 1732, vendte saa hjem til Finmarken og bereiste hele landskabet i 2 aar for at give en udførlig historie derom. Senere udfoldede han i Kjøbenhavn en ikke ringe literær virksomhed; mest bekjendt er hans «Samling af gamle norske love». I 1753 blev han sorenskriver i Finmarken og boede ved Talvik kirke. Han døde 1770. Han har skrevet en beskrivelse over Finmarken (mskrpt. no. 272, kildeskr.fond, univers. bibl.).

Jens Sporring, der var fuldmægtig hos amtmand Friman i Finmarken, har i Topografisk journal for Norge, bind 2, hefte 6, skrevet: «Relation angaaende Finmarken», hvilket skrift er forfattet i 1734.

Peter Schnitler blev født i Kjøbenhavn 1690, student i 1707, studerte jus i Rostock, blev auditør og regimentskvartermester i 1711 og var som saadan med i felttoget i Tyskland og i Norge. I 1718 blev han kaptein ved Størenske kompani og i 1734 major ved 3dje Trondhjemske regiment og i 1748 oberstløitnant i infanteriet. Den 16de marts 1742 fik han befaling til at være med ved grændsereguleringen mellem Norge og Sverige og begyndte i mai 1742 sine undersøgelser, idet han optog vidneførsler over grændsens gang. Han fortsatte disse undersøgelser helt til den russiske grændse indtil 9de november 1745, da han kom tilbage til Trondhjem.

Resultatet af sine undersøgelser har han nedlagt i 6 protokoller, hvilke indeholder talrige oplysninger om de egne, han bereiste, og hans undersøgelser er hyppig omtalte i denne amtsbeskrivelse.

I 1750 blev Schnitler beskikket til amtmand i Finmarken, men han blev efter ansøgning fritaget for at overtage dette embede, idet han forblev som oberstløitnant i Trondhjem, hvor han døde i 1751.

Astronomen pater Maximilian Hell foretog i 1768 en reise til Finmarken og blev der til 1769.

I aaret 1769 passerede planeten Venus forbi solskiven, og iagttagelsen af denne gjennemgang var den gang af stor betydning, da man ved hjælp af denne iagttagelse kan beregne solens afstand fra jorden.

Vardøhus laa saaledes til, at det egnede sig til at iagttage denne gjennemgang, og den daværende danske regjering lod gjennem den danske gesandt i Wien indbyde direktøren for det astronomiske observatorium i Wien, pater Maximilian Hell, til at foretage en saadan reise paa den danske stats bekostning for paa Vardøhus at iagttage planeten Venus’s vandring forbi solskiven.

Doktor Maximilian Hell, medlem af jesuiternes selskab og professor i astronomi ved observatoriet i Wien, var født i Schemnitz i Ungarn den 15de mai 1720, blev i 1738 medlem af Jesu selskab. Han havde ledet bygningen af observatoriet i Klausenburg i Siebenbürgen og kaldtes 1755 til Wien.

Af mange akademier og videnskabsselskaber blev der i 1769 udsendt iagttagere til bekvemt beliggende steder, og en af de faa ekspeditioner, som havde anledning til at iagttage planeten Venus’s berøring med solskiven baade ved begyndelsen og slutningen af passagen, var pater Hells ekspedition paa Vardøhus.

Til ledsager paa reisen havde Hell pater Johann Sainovics, som havde været hans medarbeider paa Wienerobservatoriet, og som førte en dagbog paa reisen, hvilken er opbevaret.

Da pater Hell kom tilbage til Wien, fik han i opdrag at udarbeide en plan til et videnskabsakademi i Wien. Han udførte dette hverv med sædvanlig punktlighed, udarbeidede planen i de mindste detaljer og foreslog blandt dem, som skulde udnævnes til akademikere, næsten kun jesuitere. Keiserinde Marie Theresia sendte straks planen tilbage med den underskrift: «Jeg anser pater Hell for at være for svag til at udføre denne forretning.»

Pater Hell døde den 14de april 1792.

Pater Hell reiste fra Kristiania den 18de juli 1768 og kom til Trondhjem den 30te juli. Den 22de august reiste han med en jægt paa 26 læster fra Trondhjem og kom til Vardøhus den 12te Oktober 1768. Han brugte saaledes 86 dage paa reisen fra Kristiania til Vardøhus.

Lørdagen 3dje juni 1769 var den dag, for hvis skyld pater Hell havde foretaget den store reise. Skjønt himmelen den foregaaende aften var helt overskyet, saa fordelte dog skyerne sig henimod morgenen, saaledes at man tydelig kunde se solen omkring kl. 3, men da blev det igjen uklart. Senere blev det gjentagne gange klart og overskyet. Noget efter kl. 9 skulde Venus komme ind paa solskiven, og tre kikkerter rettedes mod solen, som ofte skinnede frem mellem skyerne. Endelig blev den indre og ydre berøring af Venus med solskiven iagttaget «ved Guds besynderlige naade». Skipperen lod fyre sine 9 kanoner, og som et tegn paa glæde lod han heise flag, hvilket eksempel ogsaa kommandanten paa fæstningen fulgte. Neppe var planeten dukket ind paa solskiven, før solen atter blev bedækket af skyer og med spænding, men næsten uden haab ventede man paa den tid, da planeten atter skulde gaa ud af solen. Klokken 3 om morgenen blev det en frisk sydøst, og den drev skyerne bort fra solen, og saavel den indre som ydre berøring af Venus blev godt iagttaget.

Atter blev der skudt med kanoner, og Vardø indvaanere glædede sig over, at iagttagelsen var lykkedes. De to astronomer bad med indre begeistring sit Te deum og undte sig en smule hvile.

Venus brugte 6 timer 29 minuter 34.6 sekund for at passere solskiven.

Pater Hells iagttagelser gav senere anledning til en vidtløftig strid. Vandringen af planeten Venus forbi solskiven var, som omtalt, den tid den eneste iagttagelse, ved hjælp af hvilken man kunde beregne jordens afstand fra solen, og det er meget sjelden, at Venus vandrer forbi solskiven. Det skede i 1761 og 1769, og indtraf saa først i 1874 og 1882, og vil ikke indtræffe igjen før i aarene 2004 og 2012.

Astronomerne var derfor utaalmodige efter at faa Hells iagttagelser meddelte, men han mente, at da iagttagelserne var anstillede efter den danske konges anmodning, saa burde de først meddeles i et dansk tidsskrift. Der blev da udkastet den mistanke, at pater Hell ventede, til han fik andres iagttagelser, forat han kunde rette sine efter dem; ja, det blev endog sagt, at han overhovedet ikke havde seet Venus gaa forbi solskiven. Imidlertid blev hans iagttagelser offentliggjort i 10de bind af det kjøbenhavnske selskab af «Lærdoms og Videnskabernes Elskere» for aarene 1765—69 under titel «Observation over Veneris Gang forbi Solens Skive», oversat fra latin af Henrich Høvinghoff.

I 1833 offentliggjorde direktøren for Wiens observatorium, C. L. Littrow, en beretning, hvorefter der i Hells iagttagelser var foretaget rettelser af vigtige tal, men urigtigheden af den mistanke, der næredes til Hell, blev ved en nøiere undersøgelse i 1883 paavist af den engelske astronom Simon Newcomb.

Allerede pater Hell omtaler i 1769 havets aftagen ved kysten af Finmarken.

Hell har bestemt flere norske steders geografiske bredde, og hans bestemmelser synes at have været meget nøiagtige. Han fandt, at hans observatorium i Vardø laa paa 70° 22ʹ 35ʺ n. br. og 28° 46ʹ 30ʺ øst for Paris. Efter de nye rektangelkarter ligger Vardøhus fæstning paa 70° 22ʹ 19ʺ og 28° 45ʹ 53ʺ.

Sainovics’ dagbog, som indeholder en beskrivelse af reisen fra Wien til Vardø og tilbage igjen, er flere hundrede foliosider og er skrevet paa latin og senere fundet mellem pater Hells efterladte manuskripter i rigsarkivet i Wien. Den indeholder en hel del smaatterier, f. eks. om hvordan Hell og Sainovics var paaklædt i selskaberne, beskrivelse over disse og de tilstedeværende gjæster, maden o. s. v.

Om Hells reise er der en beretning af C. L. Littrow:

P. Hell: Reise nach Wardoe hei Lappland und seine Beobachtung des Venus-Durchganges im Jahre 1769. Aus den anfgefundenen Tagebüchern geschöpft und mit Erläuterungen begleitet von Carl Ludvig Littrow. Wien 1835.

Første afdeling er fragment af P. Hells astronomiske dagbog. Anden afdeling er Sainovics’ dagbog: P. Johann Sainovics: Tagebuch der Reise von Wien nach Wardoe und zurück.

Hells ledsager Sainovics var født i Ofen 1733; i en alder af 15 aar blev han optaget i jesuiterordenen og var fra 1766 observator i Tyrnau. Som født ungarer lagde han mærke til det nære slægtskab mellem finnernes og ungarernes sprog og har i et lærd arbeide paavist det nære slægtskab mellem disse to sprog.

Hans Hammond, født 24de september 1734, var søn af sognepræst til Meldalen Thomas Hammond, blev 1760 hospitalspræst i Trondhjem, senere var han præst i Drammen, præst for den danske lutherske menighed i London og 1782 sognepræst i Rakkestad. Han døde i 1792. Han har skrevet: «Den nordiske Missions Historie i Nordlandene og Finmarken til Lappers og Finners Omvendelse». Kjøbenhavn 1787.

Hans Dahl, født i Bergen, blev præst i Kautokeino i 1755, i 1759 i Rødøen, i 1767 i Alstahaug, fik i 1782 titel af professor; i 1784 blev han præst i Skogn og døde i 1803.

I Topografisk journal, bind I, hefte 3, har han skrevet: «Chorographi over Gaudakejno Sognekald i Vestfinmarken».

Carl Pontoppidan, søn af biskop Erich Pontoppidan, blev født i Bergen 1748. Han blev i 1781 administrerende direktør for den ved sammenslutning af flere handelsselskaber oprettede kgl. grønlandske, islandske, finmarkske og færøiske handel, som imidlertid ophævedes i 1788.

Af hans skrifter er af betydning for Finmarken: «Det finmarkske Magazins Samlingen (1790).

Ludvig Filip, hertug af Orleans, fra 1830—48 konge i Frankrige, født 6te Oktober 1773, død 26de august 1850, var landflygtig i 21 aar; han reiste i Finmarken i 1795 og tilbage over Finland og til Stockholm. Nogen beretning om reisen fra hans haand er der ikke, men der har om hans navn dannet sig adskillige sagn.

I begyndelsen af april maaned 1795 kom Ludvig Filip til Kjøbenhavn.

Fra Kjøbenhavn gik hans reise over Helsingør til Helsingborg, hvorfra den over Halmstad, Falkenberg, Kungsbacka og Gøteborg fortsattes opover til Venern. Her slog han ind paa veien til Norge og kom over Fredrikshald, Fredrikstad og Moss frem til Kristiania.

Fra Kristiania gik reisen videre gjennem Gudbrandsdalen over Dovrefjeld til Trondhjem, hvor han tog ind hos enkemadam Holmberg ved Ravnkloa.

Fra Trondhjem fik hertugen, hvis incognito strengt overholdtes, anbefalingsbreve med til forskjellige familier i Namdalen, Nordland og Finmarken, hvilke familier tildels var udvandrede fra Trondhjem til de nye byanlæg paa Hundholmen (det senere Bodø), Tromsø, Vardø og Hammerfest.

Biskopen skriver i et anbefalingsbrev for ham og hans ledsager til sognepræsten ved Altenfjorden: «Der kommer to reisende schweizere, en hr. Frohberg og en hr. Müller. Det er oplyste, vittige, sædelige mænd, taler tysk.» Hr. Müller var Ludvig Filip, Frohberg var en tysk oversættelse af ledsagerens navn, grev de Montjoye.

Reisen foregik paa en nordlandsjægt kysten nordefter med afstikkere til forskjellige kanter, hvor der var noget seværdigt at iagttage. Saaledes var han kommen for at undersøge strømsætningerne i malstrømmene udenfor Salten og Moskenes. Torghatten blev ikke glemt. Han kom frem til Nordkap, hvorpaa han igjen tiltraadte reisen sydefter.

I Alten, hvor en islandsk faktor ved navn Holm, der var anbefalet af stiftamtmand Fjeldsted, sluttede sig til de fremmede som tolk, gjorde de bekjendtskab med fjeldfinner, med hvem hertugen skal have vandret i nogen tid.

Da Ludvig Filip var blevet konge, sendte han i 1838, 1839 og 1840 en videnskabelig ekspedition til de arktiske egne, som senere omtalt; om hvilken ekspedition. der er en vidtløftig og værdifuld beretning.

Nogle sagn eller beretninger, der knytter sig til Ludvig Filips navn, omtales i denne beretning:

«Da Louise Philippe reiste til Nordkap, tilbragte han en nat hos præsten i Maasø, en anden hos en fisker paa Stappene. Hans reise i Norden er allerede gaaet over til at blive et sagn. Fiskerne fortæller hverandre det, fædrene gjentager det for sine børn; og de naive fortællere af denne kongelige Odyssee har ikke kunnet nøie sig med virkeligheden; de har forstørret og udpyntet efter sin indbildningskraft. Man fortæller saaledes, at der en gang kom fra egnene i syd, disse mærkværdige egne, hvor træerne bærer guldæbler, en mægtig prins, der ligesom i eventyrene skjulte sin høie rang og stilling under en simpel dragt af norsk vadmel. I førstningen tog man ham for en nysgjerrig studerende, som søgte at skaffe sig besked ved at gjennemreise landet, eller for en kjøbmand, som vilde lære fisket i Lofoten nærmere at kjende; saa meget hellere, som han var venlig, honnet og langt fra vanskelig at betjene. Men snart erkjendte man, at det var en person af rang, thi han havde med sig en reisefælle (greven af Montjoye), som aldrig talte til ham uden at blotte sit hoved, og som laa paa gulvet, medens prinsen laa i en seng. En fiskerkone, hos hvem de to reisende havde tilbragt natten, kom ind i deres kammer, medens de klædte sig paa, og hun saa, at under sin tykke vadmelsdragt havde prinsen en kostbar klædning, ganske bedækket med kors og stjerner i diamanter.»

Hos handelsmanden i Havøsund staar paa en sokkel en broncebuste i henved dobbelt legemsstørrelse af Ludvig Filip. Som flygtning i Finmarken boede han i dette hus, som dengang stod paa Maasø. Da han senere var bleven fransk konge, ankrede en dag to franske krigsskibe paa havnen, og under kanonernes torden bragtes kongens buste iland som en tak for udvist gjæstfrihed i de onde aar. Huset er senere flyttet til Havøsund, og busten følger ifølge kongens bestemmelse dette.

Om Ludvig Filips ophold i Trondhjem fortælles der i beretningen om ekspeditionen i 1838 («Voyage» etc. I, pag. 110):

øl denne samme Munkegade, hvor gammel og ny historie saaledes mødes ansigt til ansigt — domkirken og Munkholmen —, ser man tilhøire, naar man gaar opover mod domkirken, et enetages træhus, gulmalet, kjendeligt blandt alle de andre ved sin simple bygningsmaade: det var tidligere Trondhjems eneste hotel. Den brave gamle dame, som grundlagde det for et halvt hundrede aar siden og endnu besidder det, mindes ikke uden en vis stolthed det held, som har fulgt det i lang tid, de lovtaler, som boglærde reisende har givet det i sine bøger, og den berømmelse, som værelsernes komfort og kjøkkenets dristige kombinationer har forskaffet det i fjerne lande. — En dag saa hun et ungt menneske komme anstigende, som med frygtsom stemme bad om et kammer for sig og sin reisefælle. Madame Holmberg anviste ham en hybel, meget lav og meget trang. Hun lod anbringe en madras paa gulvet, og de to fremmede blev der i 5 dage, for siden at drage til Nordkap. Vi har seet dette kammer omtrent sligt som det var for 40 aar siden, og madam Holmberg viste os det med en naiv stolthed; thi denne unge mand, som hun havde modtaget som en student, var en fransk prins. Det var Louis Philippe, hertug af Orleans.»

Ole Hannibal Sommerfelt, født 1753 paa Toten, var først lensmand i Gudbrandsdalen og siden foged i Vest- og Øst-Finmarken, dernæst amtmand i Finmarkens amt, fra 1800 i Romsdals amt og fra 1811 i Kristians amt. Han døde i 1821.

I Topografisk journal, bind VII, hefte 24, har han publiceret: «Kort Beskrivelse over Finmarken.» J. Chr. Berg siger: «Egentlig kan man nok antage, at den ældre lærde broder, amtmand Christian Sommerfeldt († 1811) har udarbeidet skriftet ved hjælp af de materialier, som O. H. Sommerfeldt, som lokalkjendt i Finmarken, har tilveiebragt eller forsynet ham med.»

Jens Rathke, født i Kristiania 1769, foretog i 1795—96 med understøttelse af «Naturhistorie-Selskabet» i Kjøbenhavn en reise til Norges vestkyst fra Bergen til Lofoten for at undersøge landets naturlige og økonomiske forhold, særlig med hensyn til fiskerierne. Aar 1800 blev han paa statens bekostning sendt til Norge for at undersøge fiskerierne og fremkomme med forslag til forbedring af dem. Han reiste fra Kjøbenhavn den 22de juli 180O og fra Fredrikshald langs kysten lige til Kristiansund. Den 8de mai 1801 reiste han fra Trondhjem langs kysten til Finmarken, hvor han overvintrede, og fortsatte den 30te marts 1802 fra Vadsø til Arkangel, hvorhen han ankom den 26de april. Fra Arkangel reiste han den 27de juni over St. Petersburg og Stockholm til Kjøbenhavn. Han blev 1810 udnævnt til professor ved Kjøbenhavns universitet, men blev allerede aaret efter af regjeringen sendt paa en ny reise til Nordland i anledning af Nordlands gjældsforhold og paatænkte handelsfrihed; forordningen af 20de oktober 1813, hvorved handelen i Nordland blev fri, var for en ikke liden del Rathkes værk. Den 16de januar 1813 blev han professor ved universitetet i Kristiania, tog afsked i 1845 og døde den 28de februar 1855. Af hans indberetning til det kgl. oeconomi-commerce-collegium om hans reise i Norge i aarene 1800, 1801 og 1802 er de afsnit, som handler om hans reise i Finmarken og det nordlige Rusland, publiceret.

Giuseppe (Joseph) Acerbi, italiensk reisende, er født 3dje mai 1773 i Castel-Goffredo ved Mantua og døde sammesteds 1846. Han reiste i Finmarken i 1799, ledsaget af den svenske oberst Skjöldebrand. Han udgav sin reisebeskrivelse paa engelsk:

Joseph Acerbi: Travels through Sweden, Finland and Lapland to the North Cape in the years 1798 og 1799. Illustrated with 17 elegant engravings. Vol. 1. 2. London 1802.

Acerbi har benyttet Knud Leems beskrivelse.

Anders Fredrik Skjöldebrand, født i Algier 14de juli 1757, reiste sammen med Acerbi; han har udgivet et pragtfuldt billedværk med tegninger fra Alten til Nordkap.

Skjöldebrand, der senere blev general, greve og statsraad, døde i Stockholm i 1834. Af sin reise med Acerbi i Finmarken havde han ubehageligheder, da Acerbi kom med en nærgaaende kritik af svenske tilstande, og det antoges, at denne kritik var grundet paa Skjöldebrands oplysninger. Han har udgivet:

A[nders] F[redrik] Skjöldebrand: Voyage pittoresque au Cap Nord. Stockholm 1801[—1802]. Plancherne er graverede af M. R. Heland, I. F. Martin, A. F. Skjöldebrand, C. Akrel efter tegninger af A. F. Skjöldebrand. 30 plancher vedrører Norge. Værket udkom i fire leveringer. Videre har han skrevet:

Premier supplement du voyage pittoresque au Cap Nord; contenant des remarques sur le premier cahier de cet ouvrage et sur le voyage de Mr. Joseph Acerbi. Sth. 1802.

Christian Leopold von Buch, friherre af Gelmersdorf, Schöneberg o. s. v., er en af den geologiske videnskabs grundlæggere. Han blev født paa slottet Stolpe i Ukermark i 1774 og døde i Berlin 1853. Han var elev af freiberger-geologen Adam Gottlob Werner og foretog geologiske reiser i Nordtyskland, Frankrige, England, Alperne og Italien. Til Norge kom han i 1806 og reiste der til 1808. Werner mente, at «urberget» granit, gneis, gabbro, glimmerskifer, porfyr o. s. v. dannede underlaget for alle de yngre lag, «fløtsbergene», og de andre bergarter skulde have afsat sig over dette i vandrette eller næsten vandrette lag rundt hele jorden. Leopold von Buch var fra først af en ivrig tilhænger af sin lærers, Werners, opfatning og antog endog basalten for at være afsat under vand.

Efter reiser i Italien og Frankrige kom han til det resultat, at basalten var eruptiv, og paa sine reiser i Norge saa han graniter og gabbroer, der var yngre end lagdelte bergarter. Da han saaledes kommer til Magerøen, saa han, at gabbroen eller dialagstenen, den grovkornede sten, laa over den finkornede lerskifer og var yngre end denne, og han føier saa til, at Schlesien, Prato, Genua og Cuba modsiger ikke dette.

Paa sine vidtløftige reiser blev han saaledes frigjort fra den skole, i hvilken han var oplært. Han udviklede en mærkværdig mangesidighed og bevarede en aldrig sluknende interesse for alle geologiske spørgsmaal. Han gik senere til yderligheder og fremsatte vidtgaaende vulkanske theorier.

Han er forskjellig bedømt af eftertiden, en naturlig følge deraf, at han tilhørte en tid, som udmærkede sig ved sine store fremskridt og sin storartede opfatning, men tillige ved sine radikale feiltagelser.

Leopold von Buchs «Reise durch Norwegen und Lappland» er en af de bedste reisebeskrivelser om vort land.

Leopold von Buch kom til Alteidet i juni 1807, derfra reiste han ind til Alten og saa gjennem Vargsund over Hammerfest nordenom Kvalø over Maasø gjennem Magerøsund til Kjelvik; herfra vendte han tilbage til Alten, idet han tog ind Porsangerfjorden og gik over til Reppefjord og derfra reiste gjennem Kvalsund og Vargsund ind til Alten. Herfra drog han i september 1807 til Koutokeino og videre paa Torneå til Torne.

Edvard Romeo, greve af Vargas-Bedemar, mineralog og bergmand, blev født i Kiel i 1770, døde i Kjøbenhavn i 1845; han blev 1795 malteserridder og siden oberst ved det neapolitanske artilleri; 1808 kom han til Kjøbenhavn, hvor han var inspektør ved den senere konge Kristian VIII’s mineralsamling og derefter direktør for det kongelige naturhistoriske musæum. Han har reist i Norge, Sverige, paa Bornholm, Færøerne og Madeira.

Han var i Norge i aarene 1810, 1811, 1812 og 1814. Ogsaa han kom over Alteidet til Alten og drog videre gjennem Kvalsund til Maasø og Kjelvik, hvorfra han reiste til Nordkap; over Hopseidet kom han ind Tanafjord, op Tana til Seida og over til Varangerfjord til Vadsø og Vardø. Herfra reiste han til Bugø og over Enaretræsk til Torne.

Vargas Bedemar har meddelt sine iagttagelser i «Reise nach dem hohen Norden durch Schweden, Norwegen und Lappland in den Jahren 1810, 1811, 1812 und 1814», 2 bind. Frankfurt a. M. 1819.

Johan Vilhelm Zetterstedt, født 20de mai 1785 paa Lärketorp i Östergötland, botaniker og insektkjender, døde som professor i Lund i 1874. Han reiste i 1821 i Finmarken og kom til Nordkap; fra denne reise har han publiceret: «Resa genom Sweriges och Norriges Lappmarker förrättad år 1821».

Nils Joachim Christian Vibe Stockfleth er født 1787 i Fredrikstad. Han blev Officer i 1809 og deltog i den danske hærs forpostfegtninger i 1813 ved Ratzeburg og i det senere tilbagetog fra Holsten; for sin tapre deltagelse i slaget ved Sehested 11te december 1813 blev han dekoreret. I 1814 tog han afsked fra dansk krigstjeneste og kom til Norge I 1824 tog han afsked fra krigstjenesten i Norge og underkastede sig theologisk embedseksamen i den hensigt at kunne blive præst for finnerne og kvænerne i Finmarken. Han udnævntes i 1825 til sognepræst til Vadsø med annekserne Vardø og Næsseby, og som eneste præst i provstiet havde han tillige at forrette i Lebesby sognekald med annekserne Tanen og Kjøllefjord. Han reiste til Kjøbenhavn for at kunne seile til Vadsø med et handelsskib i 1825 og begyndte derefter sine reiser i sit 13 000 km.2 store provsti. For sprogstudiernes skyld foretog han vinterreiser til Karasjok og Koutokeino og indover den svenske og russiske grændse Da han mente, at han ikke samtidig kunde varetage de 2 store sognekald Vardø og Vadsø og samtidig være missionær for fjeldfinnerne, saa fik han i 1828 Lebesby sognekald. Han begyndte nu at gjenoptage og fortsætte den ved provst Kildals død afbrudte oversættelse af bibelen paa finsk og at bearbeide det finske sprog. Efterat han havde oversat alterbogen, katekismen, forklaringen, det nye testament og første mosebog, fandt han, da han var trængt noget mere ind i folkets sprog, at oversættelserne ikke var skikket til udgivelse, hvorfor han brændte dem for at gjenoptage sin virksomhed, naar han ved fortsat samliv med finnefolket havde lært sproget bedre at kjende. I 1832 opholdt han sig 5 maaneder i Kjøbenhavn og fastslog under stadigt samarbeide med sprogforskeren professor Rask grundlaget for det finske sprogs behandling. Fra august 1833 til juni 1836 fortsatte han sit arbeide som præst i Lebesby og reisende sproggransker. I 1839 tilstedes ham en aarlig understøttelse i 8 aar fra 1ste december 1838 til bearbeidelse af det finske sprog og for at virke for finnernes kristelige oplysning. Han skulde tillige bistaa ved udførelsen af geistlige forretninger i Finmarken. I 1840 tiltraadte han sin tredje reise til Finmarken over Stockholm og Finland til de svenske Lapmarker og til Koutokeino. Som missionær og forsker bereiste han alle finske og kvænske bygder i Norge og Sverige, indtil han i 1845 kom til Kristiania. Fra 1847 overtog han forelæsningerne ved universitetet over finsk og kvænsk, i hvilke sprog der fra 1ste januar 1849 blev krævet kundskabsprøve hos ansøgere til geistlige embeder i visse præstegjeld. Hans sidste reise i Finmarken varede fra juli 1851 til juli 1852. Han tog afsked i 1853 og bosatte sig i Sandefjord, hvor han fortsatte sin literære virksomhed til sin død 1866. Han ligger begravet paa Sandeherreds kirkegaard, og paa hans grav staar et monument af granit.

Han har paa finsk udgivet en abc og læsebog, katekismen, en liden bibelhistorie, en alterbog, en bønne- og lærebog samt det nye testament og flere religiøse skrifter. Han har udgivet en grammatik i det finske sprog, en norsk-finsk ordbog, videre «Bidrag til kundskab om finnerne», «Bidrag til kundskab om qvænerne», «Dagbog over mine missionsreiser i Finmarken»; breve fra Stockfleth er udgivet af J. N. Skaar. Endelig har han leveret flere indlæg for at udvirke, at de norske finner blev undervist paa det finske sprog.

Frederik Rode, født 23de september 1800 i Kjøbenhavn af norske forældre, blev 1826 Sognepræst i Alten og Talvik.

Han og Stockfleth var i nogen tid de eneste præster i Finmarken, hvor de førte et nomadeliv for at betjene sine vidtstrakte præstekald. Senere blev han i 1833 præst i Gjerpen, i 1843 i Bamle, i 1854 stiftsprovst i Kristiania, i 1855 blev han hofprædikant, i 1859 sognepræst i Lier, fra hvilket embede han tog afsked i 1875. Han døde i Kristiania 1883.

Han har skrevet «Optegnelser fra Finmarken samlede i aarene 1826—1834» og senere udgivne som et bidrag til Finmarkens statistik.

Baltazar Mathias Keilhau var født i Biri i 1797. I 1826 blev han lektor ved universitetet i bergvidenskaberne med forpligtelse til at foretage videnskabelige reiser i fædrelandets mindre undersøgte egne. Han var den første norske geolog, som reiste i Finmarken; han kom did 1827 og foretog herfra i selskab med tyskeren B. v. Löwenigh og englænderne brødrene Everest en 5 til 6 ugers reise til Beeren-Eiland og Spitzbergen. Han overvintrede i Finmarken i Talvik. I aarene 1828—1829 fortsatte han sine undersøgelser paa reiser i Nordlandene. Han døde 1ste januar 1858.

Hans geologiske iagttagelser i Finmarken er publicerede i «Gæa Norwegica». Desuden har han skrevet en indholdsrig og underholdende «Reise i Øst- og Vest-Finmarken samt til Beeren-Eiland og Spitzbergen» i 1827 og 1828.

I 1838 sendte den franske regjering under ledelse af Paul Gaimard en videnskabelig ekspedition (Commission scientifique du Nord), som skulde undersøge Danmark, Norge og Sverige, Spitzbergen og Færøerne. Korvetten «La Recherche», der tidligere var benyttet til en ekspedition til Island, sattes til ekspeditionens raadighed. I 1838 indbød den franske regjering fremmede videnskabsmænd i de tre nordiske riger til deltagelse. Ekspeditionen reiste fra Frankrige med den nævnte korvet «La Recherche». Foruden ekspeditionens leder, Paul Gaimard, deltog i samme af franske videnskabsmænd fysikeren V. Lottin, som historiker og sprogmand X. Marmier, som maler A. Mayer, Raoul Anglès, som naturhistorisk tegner L. Bevalet, endelig som fysiker A. Bravais og som botaniker Charles Martins.

Af nordmænd deltog i ekspeditionen efter den franske beretning kaptein i armeen E. G. Meyer, vistnok kun fordi han var ordonansofficer hos Carl Johan, og professor Chr. Boeck.

Af dansker deltog som zoolog H. Krøier og som botaniker J. Vahl, og videre svenskerne C. B. Lilliehöök, P. A. Siljeström, som fysikere, zoologen C. J. Sundevall og endelig fra den tid, ekspeditionen opholdt sig i Lappland, L. L. Læstadius; grev U. Gyldenstolpe fulgte med.

I begyndelsen af juli seilede «La Recherche», ført af M. Fabvre, fra Trondhjem direkte til Spitzbergen (kun med et kortvarigt anløb af Hammerfest); den kom tilbage til Hammerfest i slutten af august efter udførte observationer. Her deltes ekspeditionen i 2 dele. Skibet vendte tilbage til Frankrige; Paul Gaimard med en del af ekspeditionens medlemmer gjorde en reise gjennem Lappland og det nordlige Sverige, og fem andre, nemlig hr. Lottin, Bravais, Bevalet, Lilliehöök og Siljeström blev tilbage i Finmarken for at anstille forskjellige iagttagelser.

Ved ankomsten til Finmarken var det Gaimards hensigt at vælge Hammerfest til blivende station, men senere fandtes det noget sydligere beliggende Bossekop i Alten mere beleiligt paa grund af dets friere horisont. Paa dette sted blev de i 8 maaneder til midten af april 1839 og udførte en række observationer. De meteorologiske observationer foregik uafbrudt nat og dag med korte mellemrum. Videre anstilledes astronomiske og magnetiske iagttagelser, pendelobservationer, observationer over nordlyset, over flod og fjære, videre over strandlinjer af Bravais, over skuringsstribernes retning o. s. v.

I april 1839 reiste Lottin, Bevalet og Lilliehöök tilbage til Sverige gjennem Lappland.

Bravais deltog i en ny ekspedition med «La Recherche» til Færøerne og Spitzbergen, og Siljeström reiste tilbage med dampbaad til Trondhjem.

Kommissionen har offentliggjort en beretning i mange bind betitlet: «Voyages de la commission scientifique du Nord, en Scandinavie, en Laponie, au Spitzberg et aux Feröe, pendant les années 1838, 1839 et 1840, sur la corvette la Recherche, publiés par ordre du roi sous la direction de Paul Gaimard.»

Af deltagerne i denne ekspedition i Alten skal omtales Bravais, Siljeström og Marmier.

August Bravais, fransk astronom, er født i 1811 i Annonay. Han blev professor i astronomi i Lyon og derpaa professor i fysik ved den polytekniske skole. Han var den første, som maalte høiden af strandlinjerne i Finmarken og paaviste, at de ikke er vandrette, men bliver lavere ud mod kysten. Hans arbeider findes i den ovenfor nævnte «Voyage».

Per Adam Siljeström, født i Åby sogn i Kalmar len i 1815, forblev i 1838 med den franske ekspedition i Bossekop. Siljeström, der senere indlagde sig store fortjenester af undervisnings- og oplysningsarbeidet i Sverige, døde først i aaret 1892.

Siljeström har skrevet «Anteckningar och observationer rörande Norrige, i synnerhet de nordligaste delarna af detta land», 1842.

Xavier Marmier, fransk litterat, født 1809 i Pontarlier, deltog i korvetten «La Recherche»s ekspedition i de nordlige have. Han døde i Paris i 1892. Han har skrevet den almindelige beretning om den nævnte franske ekspedition.

Marmier har ved sine studier og sine oversættelser bidraget meget til at gjøre de nordiske landes literatur bekjendt for sine landsmænd.

Lars Levi Læstadius, født i Arjeploug 1800, død i Pajala 1861, blev i 1825 præst i Karesuando. Han var tillige naturforsker og deltog i den franske ekspedition af 1838 under Gaimard.

Nicolai Lund, født paa Bragernes 23de mai 1814, studerede først filosofi, senere botanik, fik i 1841 et reisestipendium til botaniske iagttagelser i Vestfinmarken. Han blev i 1843 universitetsstipendiat i botanik, reiste i 1847 til Sydamerika paa botaniske undersøgelser, og her døde han i Venezuela den 21de februar 1847. Han har skrevet: «Reise gjennem Nordlandene og Vest-Finmarken i sommeren 1841».

Peter Andreas Munch, Norges berømteste historiker, blev født i 1810; i 1837 blev han lektor i historie ved universitetet; han døde i Rom 1863.

Af hans mangfoldige arbeider vedkommer Finmarken hans hovedværk: «Det norske folks historie», videre «Om Finmarkens politisk-commercielle forhold» i «Annaler for nordisk oldkyndighed», «Om grænse-traktaterne mellem Norge, Sverige og Rusland i det 14de aarhundrede» i Langes Tidsskrift, b. 5.

Ludvig Kristensen Daa, født paa præstegaarden Fiskevaag i Saltdalen i 1809, bekjendt historisk og politisk forfatter, blev lektor i historie i 1862 og i 1866 professor. Han døde 12te juni 1877. I 1867 foretog han i selskab med professor J . A. Friis paa offentlig bekostning en reise til Finmarken, russisk Karelen og Finland.

Han bar udgivet «Skisser fra Lapland, Karelen og Finland», 1870.

Johan Fritzner, født paa Myren i Askøens sogn i 1812, blev i 1838 sognepræst til Vadsø sogn, i 1845 blev han kapellan i Lier, i 1848 Sognepræst til Vanse og Farsund, i 1862 sognepræst til Tjølling, fra hvilket embede han tog afsked i 1877 for at fuldføre sin store oldnorske ordbog. Han døde i Kristiania 1893. I Historisk tidsskrift 1876 har han skrevet: «Lappernes hedenskab og troldomskunst sammenholdt med andre folks, især nordmændenes, tro og overtro», ligesom han har beskrevet hedenske begravelser i Østfinmarken (Nor, III).

Jens Andreas Friis, født i 1821, blev theologisk kandidat 1844. Han studerede finsk og kvænsk under Stockfleths veiledning og reiste senere til Finmarken. Efter tilbagekomsten fra denne reise overtog han undervisningen i finsk ved universitetet og udgivelsen af finske skrifter. I 1863 blev han lektor i de finske sprog. I 1859 og 1875 reiste han i Finmarken. I 1867 og 1868 reiste han sammen med professor L. Kr. Daa i Finmarken og russisk Lapmarken. Han døde som professor ved universitetet i 1896.

Af hans mange arbeider vedkommende Finmarken skal nævnes hans «Ordbog over det lappiske sprog», hans «Grammatik» og hans «Sprogprøver». Han har udgivet paa finsk Luthers katekismus og en finsk abc. Sammen med biskop Hvoslef og finnen Lars Hætta har han udgivet en omarbeidet udgave af den ældre finske oversættelse af det nye testament og sammen med Lars Hætta en finsk salmebog. Han deltog indtil 1891 i oversættelsen af bibelen paa finsk, hvilken fuldførtes af rektor J. Qvigstad i 1895. Af særskilte bøger om Finmarken har han skrevet: «Lappisk mythologi», «.Æventyr og folkesagn», «En sommer i Finmarken, russisk Lappland og Nord-Karelen», 1871, (Fra Finmarken, skildringer», 1881, «Klosteret i Petschenga», 1884. Hertil kommer artikler i aviserne om Finmarken. Derhos har han udgivet «Ethnografisk kart over Finmarken», 1861—1862 og en ny udgave i 1888.

Andreas Georg Nordvi, født paa Mortensnes i Næsseby den 11te juli 1821, var fra 1840 bestyrer af handelsstedet Mortensnes. Under et ophold i Kjøbenhavn studerede han zoologi og arkæologi under veiledning af Japetus Steenstrup. Nordvi forlod Finmarken i 1877 og tog ophold i Kristiania, hvor han døde 15de januar 1892.

I «Oversigt over danske videnskabsselskabs forhandlinger 1853» har han skrevet: «Undersøgelse og beskrivelse af hedenske (lappiske) grave i Østfinmarken» og i 1855: «Beretning over de i 1853 og 1854 fortsatte undersøgelser af lappiske, hedenske grave i omegnen af Mortensnes».

Theodor (Thore) Magnus Friis, født i Femsjö sogn 1832, blev 1877 professor i botanik i Upsala. Han har reist i Finmarken i 1857 og 1864 og skrevet: «Berättelse öfver en resa i Finmarken 1857, 1858».

Gustav Vilhelm Jonas von Düben, født i 1822 i Lista sogn i Södermannland, blev i 1858 professor i patologisk anatomi. I 1868 og 1871 reiste han i Lule, Pite og Ume lappmarker. Om finnerne har han udgivet et vigtigt arbeide: «Lappland och lapparne» (1872).

Von Düben tog afsked i 1887 og døde paa sin gaard Nysund i Vårdinge sogn i 1892.

Jacob Böckmann Barth, født i Kristiansand 11te mai 1822, var først jurist og fogedfuldmægtig i Lofoten og Vesteraalen fra 1849—1852, og her studerede han egnene dyreliv. Efter 1852 uddannede han sig til forstmand. Han har skrevet en beretning; «Om skovforholdene i Finmarken», en indberetning til departementet for det indre; hans «Naturskildringer og optegnelser fra mit jæger- og reiseliv» (1877) handler delvis om Finmarken. Han døde paa Lillehammer i 1892.

Johannes Musæus Norman blev født i 1823, tog medicinsk embedseksamen i 1847, var 1849—1850 universitetsstipendiat i botanik, reiste i Vest-Finmarken i 1852, var atter universitetsstipendiat 1856—1857, uddannede sig saa ved forstakademiet i Aschaffenburg i Baiern og udnævntes i 1860 til forstmester i Tromsø og Finmarkens amter. I 1876 bevilgedes ham en aarlig løn, forat han uafhængig af andre hverv skulde bearbeide Norges arktiske flora. Fra 1877 var han bosat i Larvik sysselsat med dette videnskabelige arbeide. Han døde i Larvik i 1903. Hans hovedværk er «Norges arktiske flora», der udkom i aarene 1894—1901 i 4 bind.

Tellef Dahll blev født i Kragerø i 1825, tog mineralogisk eksamen i 1846, blev geschworner i vestre søndenfjeldske distrikt i 1861 og i 1872 bergmester i samme distrikt. Fra 1866 til 1874 ledede han den geologiske undersøgelse i det nordlige Norge. Han har udarbeidet «Geologisk kart over det nordlige Norge»; om Finmarkens geologi har han skrevet afhandling i Kristiania videnskabsselskab 1867 og i den af H. Reusch udgivne: «Det nordlige Norges Geologi», 1892. Dahll døde i Morgedal i Telemarken i 1893.

Karl Johan Pettersen blev født paa Tromsø i 1826, blev mineralogisk kandidat i 1849, i 1855 adjunkt ved Tromsø skole, i 1877 toldkasserer i samme by. Han døde i 1890.

Han har i mange aar foretaget geologiske reiser i det nordlige Norge.

Af hans arbeider handler «Bidrag til de norske kyststrøgs geologi» («Arkiv for mathematik og naturvidenskaber», b. 7. 8. 10) for en del om Finmarken, ligesom flere andre af hans arbeider.

Christian August Wulfsberg er født 1811, fra 1856 auditør ved artilleribrigaden, død 1884. I 1866 reiste han i Finmarken for at undersøge, hvad staten burde gjøre for at ophjælpe dette amt. Han offentliggjorde en bog «Om Finmarken» 1867.

Thorkel Bergh Bang, født paa Fredrikshald i 1834, var i en række af aar ansat i den geografiske opmaalings tjeneste. Han blev i 1882 chef for den geografiske opmaaling og døde i 1888.

Hans bog: «Landmaalerliv i Finmarken» udkom i 1873.

Gustav Storm, født i Rendalen den 18de juni 1845, blev professor i historie ved universitetet i Kristiania i 1877 og døde som saadan i 1903. Af hans talrige skrifter er der flere, som vedkommer Finmarken, saaledes «Historisk-topografiske skrifter om Norge og norske landsdele, forfattede i Norge i det 16de aarhundrede», udgivet for kildeskriftfondet i 1895. «Finmarkens beskrivelse af erkebiskop Erik Walkendorf», udgivet af dr. M. H. Karlson og dr. Gustav Storm i det norske geografiske selskabs aarbog XII for 1900—1901; i samme aarbog, bind V, har han skrevet: «0m opdagelsen af Nordkap og veien til det hvide hav».

Paolo Montegazza, født i Monza i 1831, blev i 1870 professor i anthropologi i Florents. Han er forfatter af mange videnskabelige og populære arbeider i fysiologi og filosofi.

I Finmarken reiste han sammen med Stephan Sommier i 1881.

Han har skrevet «Un viaggio en Lapponia», 1881.

Therese Charlotte Mariane Augustine, prinsesse af Bayern, født i München 1850, reiste i Finmarken i 1881. Under det pseudonyme navn Th. von Bayer har prinsesse Therese skrevet en bog «Ueber den Polarkreis», 1889, i hvilken der omhyggelig er samlet oplysninger om Finmarken med benyttelse af den foreliggende norske literatur.

Georg Ossian Sars, født 1837 paa Florø præstegaard i Kinn, fra 1874 professor i zoologi ved universitetet i Kristiania, studerede fra 1864 i en række af aar torskens udvikling og viste først, at torskens rogn flød i overfladen, ligesom han først udklækkede torskeyngel. I 20 aar fra 1873 til 1893 stod han i spidsen for det praktisk-videnskabelige arbeide vedkommende landets saltvandsfiskerier. I 1876—78 deltog han i Nordhavsekspeditionen. Af særlig interesse for Finmarken er foruden hans undersøgelser om torsken hans arbeide om lodden, om hvalerne og om hvalfangsten ligesom hans oversigt over de i Norges arktiske egne forekommende bløddyr.

Georg Sandberg, født 30te juni 1842, blev i 1871 stiftskapellan i Tromsø, i 1875 sognepræst i Sydvaranger og i 1883 i Søndre Aurdal, hvor han døde i 1891.

Sammen med J . Qvigstad har han udgivet: «Lappiske eventyr og folkesagn» med en indledning af professor Moltke Moe.

Just Knut Qvigstad er født i Lyngen 1853 og blev filologisk kandidat i 1874 og theologisk kandidat i 188l. I 1883 blev han bestyrer af Tromsø seminarium og senere rektor ved samme.

Han har udgivet «Lappiske eventyr og folkesagn» ved J. Qvigstad og G. Sandberg, med en indledning af professor Moltke Moe.

«Nordische Lehnwörter im Lappischen» er trykt i Kristiania videnskabsselskabs forhandlinger for 1893.

I «Journal de la société finno-ougrienne» har han skrevet i bind III «Lappische Sprachproben», i bind XIII af Mémoires de la société finno-ougrienne en bibliografi over den finske literatur sammen med docent K. B. Wiklund og i bind XVI «Uebersicht der lappischen Sprachforschung».

l «Kildeskrifter til den lappiske mythologi» i videnskabsselskabets skrifter i Trondhjem 1903 er blandt andet udgivet det saakaldte Nærømanuskript, et af de vigtigste kildeskrifter for finnernes gamle gudelære.

Qvigstads arbeide med bibelens oversættelse paa finsk er omtalt i Tromsø amts beskrivelse, bind I, pag. 236.

Aksel Severin Steen, født i Kristiania 1849, er fra 1899 bestyrer af den meteorologiske station i Kristiania I 1882-1883 var han bestyrer af den norske polarstation i Bossekop i Alten, der som led i et internationalt videnskabeligt foretagende blev holdt i virksomhed fra 1ste august 1882 til 31te august 1883.

Han har publiceret «Beobachtungs-Ergebnisse der norwegischen Polarstation Bossekop in Alten», 1888.

Jonas Smitt, født 20de mai 1836 paa gaarden Rud i Nordre Land, var fra 1877 til sin død i 1905 landbrugsdirektør. Af hans skrifter vedkommer Finmarken «Landbruget og eiendomsforholdene i Finmarken», 1901.

Robert Collett, født i Kristiania 1842, fra 1885 professor i zoologi ved universitet i Kristiania, har foretaget en række reiser i Finmarken og har særlig studeret amtets fugle og fiske. Oversigter over fiskenes og fuglenes udbredelse i Norge skyldes ham, ligesom talrige meddelelser om hvirveldyrene i det hele.

Hans Reusch, født i Bergen 5te september 1852, blev 1875 assistent ved den geologiske undersøgelse; i 1888 blev han bestyrer af denne undersøgelse.

Han har publiceret: «Det nordlige Norges geologi» med bidrag af Tellef Dahll og O. A. Corneliussen, desuden i den geologiske undersøgelses aarbog flere afhandlinger om Finmarken. Endelig har han skrevet: «Folk og natur i Finmarken».

Aksel Otto Christian Hagemann, født i Øiestad i 1856, blev i 1887 forstassistent i Alten, i 1896 skogforvalter i Vestfinmarken og i 1900 skoginspektør i det nordenfjeldske skoginspektorat. Han har skrevet en hel del om Finmarken spredt i forskjellige aviser og tidsskrifter. Af hans bøger skal her nævnes: «Blandt bumænd og lapper», 1889, og «Engelskmanden under Finmarken», 1891.

Johan Hjort, født i Kristiania i 1869, blev i 1892 konservator ved universitetets zootomiske musæum. Fra 1896 har han været leder af de praktisk videnskabelige undersøgelser af saltvandsfiskerierne og fra 1900 medlem af Norges fiskeristyrelse i Bergen, hvilken styrelse blev oprettet i 1900. Samme aar anskaffedes til de praktisk-videnskabelige undersøgelser af fiskerierne dampskibet «Michael Sars», og med dette dampskib er der foretaget vigtige undersøgelser af fiskerierne i det nordlige Norge; særlig kan her nævnes dr. Hjorts arbeide «Fiskeri og hvalfangst i det nordlige Norge».

Olaf Kristian Bernhard Birkeland, født 1867 i Kristiania, blev realkandidat i 1890, stipendiat i fysik ved det norske universitet i 1893 og professor i samme fag i 1898.

Gjentagne ekspeditioner til Finmarken er foretaget i 1898, 1899—1900 og 1902—03 under ledelse af professor Birkeland for at studere de magnetisk-elektriske fænomener og nordlysene, saaledes som under afsnittet om nordlysene omtalt.

Endelig skal nævnes endel udlændingers skrifter om Finmarken foruden dem, som ovenfor er omtalt:

Arthur de Capell Brooke: Travels through Sweden, Norway and Finmark, to the North Cape in the summer of 1820. London 1823. A winter in Lapland and Sweden, with various observations relating to Finmark and its inhabitants; made during a residence at Hammerfest, near the North Cape. London 1827. Plancher og kart.

Robert Everest: A journey through Norway, Lapland and part of Sweden; with some remarks on the geology of the country; its climate and scenery; the ascent of some of its principal monutains — the present political relations of the two countries — statistical tables, meteorological observations, &c. 1829.

Bayard Taylor: Northern travel. Summer and winter pictures of Sweden, Lapland and Norway. 1858.

Carl Vogt: Nord-Fahrt, entlang der Norwegischen Küste, nach dem Nordkap, den Inseln Jan Mayen und Island, auf dem Schooner Joachim Hinrich unternommen während der Monate Mai bis Oktober 1861 von Dr. Georg Berna, in Begleitung von C. Vogt, H. Hasselhorst, A. Greszly und A Herzen. Erzählt von Carl Vogt. 1863.

J. Vahl: Lapperne og den lappiske mission, 1866.

V. J. Nemirovitch-Dantchenko: Strana choloda (ɔ: fra kuldens egne) etc. St. Petersburg 1877. Pag. 37—191 omhandler Murmankysten og Norge. Oversat i uddrag i Vardø-Posten 1888 no. 7. 9. 11. 13. Reisen foretoges i 1875.

Charles Rabot. Au Cap Nord. Itinéraires en Norvège, Suède, Finlande.

Paul B[elloni] du Chaillu: Le pays du soleil de minuit. Voyages d’été en Suède, en Norvège, en Laponie et dans la Finlande septentrionale. 1882. Un hiver en Laponie. Voyages d’hiver en Suede, en Norvège, en Laponie et dans la Finlande septentrionale. 1884.

A. Koechlin-Schwartz: Un touriste en Laponie. Le soleil de minuit — Karasjok — Les Lapons — Le fjeld — Avec trois cartes. 1882.

Sophus Tromholt: Under nordlysets straaler. Skildringer fra lappernes land. Med talrige illustrationer. Kbh. 1885.

O. von Stockhorner: Ums Nordkap. Eine Sommerfahrt. Heidelberg 1885.

E. Hoehne: Nordkap und Mitternachtssonne. Eine norwegische Reise. 1885.

Pierre Friédé: Voyage au Cap Nord et en Laponie par la Finlande. Paris 1885.

Ferdinand Krausz: Von der Ostsee bis zum Nordcap. Eine Wanderung durch Dänemark, Norwegen und Schweden, mit besonderer Rücksicht auf Kunst- und Kulturgescbichte, Sage und Dichtung. 1888.

Prince Roland Bonaparte: La Laponie et la Corse. Résumé de la conférence (dans) la séance (de la Sociéte de géographie de Genève) du 25 janvier 1889. Genève 1889. Le Globe. Tome 28. (Kort oversigt over en reise i Norge).

Théophile Calas: Au Cap Nord (Aller et retour). 1892.

L. Isenburg: Im Lande der Mitternachtssonne. Reiseskizzen aus dem hohen Norden. Ronshausen bei Bebra 1895.

Jean Baptiste O. Fallize: Une tournée pastorale en Norvège. Extrait des Missions catholiques. Lyon 1896.