Topografisk-statistisk beskrivelse over Nedenes amt/1/82

Udklækning af saltvandsfisk. En udklækningsanstalt for saltvandsfisk i Flødevigen har i en række aar udklækket aarlig nogle hundrede millioner torskeyngel, og mange antager, at torskemængden herved er forøget langs amtets kyststrækning, og man mener, at tilførselen især til Arendal og fra de nærmest liggende distrikter har været rigeligere i de senere aar.

Store mængder yngel afsendes hvert aar til de østenfor liggende kyststrækninger og til Kristiania.

I aarene 1884 til 1902, ialt 18 aar, i hvilke udklækningsanstalten har været i virksomhed, er der behandlet 10 182 liter rogn eller 536 liter om aaret og udklækket 2 644 millioner rognkorn eller 139 millioner om aaret. Da 1 liter rogn indeholder omtrent ½ million korn, er af rognkornene temmelig nær 50 pct. sluppet som yngel, som det der kaldes.

Spørgsmaalene om nytten af denne udklækning og om fiskemængdens aftagen er diskuteret, og meningerne er endnu delte trods de vægtige grunde, som er anførte mod den praktiske nytte af udklækning af yngel af de fiske, hvis rogn eller eg driver frit i havet.

Om fiskemængdens aftagen i Nordsjøen er der anstillet undersøgelser.

Siden 1883 har Nordsjøfiskeriet udviklet sig stærkt, og i 1895 udgjorde fangsten 717 000 tons til en værdi af 129 millioner kroner.

De enorme mængder, som fiskedes, vakte frygten for, at havets bestand af fisk kunde aftage saa stærkt, at fiskeri ikke længer vilde lønne sig.

I England, hvor fisket har været drevet med størst energi, blev der af underhuset nedsat en komite, som i 1893 kom til det resultat, at en aftagen af sild og rundfisk (makrel, torsk, kolje og lignende) ikke har fundet sted i Nordsjøen. Derimod maatte antages en kjendelig aftagen af fladfisk, fremforalt af rødspætter og tunger (soles), paa den egentlige Nordsjøs fiskebanker.

Ved kattegatfiskeriets begyndelse var det ikke sjeldent at faa rødspætter saa store som vore nordlandske «guldflyndrer» noget der nu aldrig finder sted.

I Tyskland og Danmark er den anskuelse almindelig, at fladfisken aftager i mængde og størrelse, hvor der fiskes med redskaber af stor fiskende evne som trawl, snurrevad og lignende.

Saagodtsom alle de madnyttige fiske, som gyder i havet, har drivende (pelagiske) eg, der i havets overflade følger vind og strøm, indtil de ved et vist udviklingsstadium søger bunden og gaar over fra at være drivende (pelagiske) dyr til at blive kystbeboende (littorale) bunddyr. Det drivende rødspætteeg f. eks. udvikler sig til en liden faa millimeter lang larve og vokser sig større, indtil den ved en størrelse af 1—2 cm. slaar sig ned paa den fine sandbund langs land og lever der. De senere alderstrin har alle sine bestemte levesteder; de unge fiske lever for sig paa lavt vand nær kysten, de store, gamle individer holder til paa de større dybder. Saaledes fanges de største individer af rødspætten i Kattegat paa 30 favne vand, medens yngelen lever lige iland, f. eks. ved Jyllands kyst.

Her i landet har der længe været klaget over, at fiskerierne aftager, og klagerne gjælder ogsaa rundfisken.

Den kongelige kommission af 1852 mente, at de fleste vigtige fiskearter i længere tid havde været i kjendeligt aftagende, og henviste til de saagodtsom enstemmig afgivne, til daglige erfaringer gjennem aarrækker støttede, forklaringer af fiskerne. Denne fiskemængdens aftagen siges at være sporet for henved 30 aar siden (altsaa ca. 1820), men var fornemmelig i de sidste 10 aar blevet mere og mere kjendelig; syntes fra først af at have ytret sig i det indre af Kristianiafjorden o. s. v.

Om aarsagen til fiskemængdens aftagen er kommissionen i tvil. De afhørte vidner har angivet f. eks. dampskibenes gang i fjorden, tiltagende mængde haabrand, indførelse af liner, men især grundvadene, som trækkes langs havets bund.

Det er mærkeligt, at kommissionen i 1852 ikke fører klagerne over fiskens aftagen længere tilbage end til 1820.

Allerede i 1753 omtaler professor Pehr Kalm i sin «Resa til Norra America», at man ved Grimstad klagede over, at det daglige fiske aftog; han skriver:

«Fisken skal nu her i egnen ikke faaes i de mængder som før i tiden. Aarsagen til dens aftagen foregiver de fleste at være den, at de nu saa stærkt udrydder hummeren, hvis rogn skal være en stor del af fiskenes vigtigste føde, og efter hvilken de løber.

De har derimod i gamle dage aldrig taget mere deraf, end de trængte til egen husholdning. Nu gaar flere jagter om aaret herfra med den til Holland.

Men mere trolig synes den grund mig at være, som en ældgammel fisker sagde, nemlig at paa de steder ved havkanten, hvor der i hans barndom kun boede én fisker, sidder nu ofte fem eller flere, og paa de steder, hvor man da kun fiskede med ét garn, udsættes nu ti og flere; desuden sagdes, at det gjorde meget, at de udryddede fisken i legetiden, inden den har gydt sin rogn.

Mange troede, at velsignelsen nu var forsvundet for folkets synders skyld»

Deslige klager er fortsat ogsaa i vor tid:

«Alene i et eneste vaddræt optages ofte, efter fiskernes egne beretninger, tommelang fiskeyngel i skjæppe- og tøndevis», heder det.

Denne tro paa fiskens aftagen førte til loven af 5te juni 1869 og af 18de april 1888, hvorefter kongen efter beslutning af kommunestyret kan forbyde brugen af visse redskaber for at hindre fiskebestandens ødelæggelse, især har forlangendet om forbud mod vadtrækning været stærkt for Kristianiafjorden og egnen rundt Arendal.

Det heder, at efterat der er trukket aalevad en nat, er fangsten et eller flere bismerpund aal samt omkring en halv tønde smaa fiskeyngel af fra 1 til 3 tommers længde, og bestaaende af torsk, hvitting, berggylte og flyndre samt endel ulker og sandkrabber.

Endvidere heder det, at fiskeriet med torskeruser har vistnok ogsaa sin store andel i fiskebestandens aftagen.

Der er da for at hindre fiskeriernes aftagen forbudt brugen af grundvad, og ligesaa har man søgt at komme naturen tilhjælp ved i udklækningsanstalten i Flødevigen aarlig at befrugte nogle hundrede millioner rognkorn, som saa slippes under navn af torskeyngel.

Stamfisk kjøbes, eller man beholder stamfisken fra det ene aar til det andet. Arbeides der med 2000 torsk fra 10de marts til 10de mai, kan man under almindelige forhold levere 400 à 600 millioner yngel eller larver.

Forsøgene med at befrugte og udklække rogn eller eg af saltvandsfisk er ikke meget gamle; saadan udklækning er først foretaget af professor G. O. Sars.

Ferskvandsfiskene har forholdsvis faa og store eg, og de deraf udklækkede unger er meget store og haardføre og lader sig let opdrætte, hvilket er skeet længe og med held.

Til saltvandsfiskenes forplantning kjendtes for ca. 40 aar siden saagodtsom intet. At de fleste madnyttige saltvandsfiske havde mange og smaa eg, hvis tal for enkelte arters vedkommende kunde gaa op i flere millioner, vidste man, men ikke hvor de lagde sine eg, og hvorledes de spæde unger saa ud ide forskjellige stadier. Man antog, at alle saltvandsfiske i lighed med ferskvandsfiskene lagde sine eg paa bunden af vandet.

Professor G. O. Sars opdagede i Lofoten i 1864, at torskens eg flød i overfladen, og dette kastede et nyt lys over forplantningen hos havets fiske.

Ved Sars’s og andre saavel uden- som indenlandske forskeres undersøgelser er kjendskabet til forplantningen hos havets fiske i høi grad øget.

Sars tog moden rogn af hunfiskene og befrugtede den ved at helde et par draaber melke (sperma) i vandet.

I glas med sjøvand fulgte han eggenes udvikling, til de smaa unger drev om i vandets overflade, hvor de i et vist antal dage kunde ernære sig af indholdet i sin blommesæk. Naar denne var forbrugt, blev dødeligheden stor i de mindre glaskar, som anvendtes.

Sars bragte i disse første forsøg udklækningen af torsk saa vidt, som den overhovedet endnu som industri er naaet.

Hans forsøg vakte opsigt, og i Amerika søgte man at anvende opdagelsen praktisk, og hos os begyndte et arbeide for ved Sars’s opdagelse at ophjælpe fiskebestanden i det søndenfjeldske Norges angivelig udfiskede fjorde.

Senere begyndte man i Skotland og England udklækning af saltvandsfisk, og der er paa dette arbeide anvendt kapital og omtanke; men udklækningens praktiske teknik er dog ikke bragt videre i hovedsagen end til de muligheder, som Sars’s forsøg viste.

Larverne kan ikke holdes længer, naar blommesækken er absorberet, og hverken hos os eller i Amerika har det lykkedes at præstere yngel af saltvandsfisk i mængde og for en rimelig sum anderledes end i det første drivende stadium, medens de endnu ernærede sig af blommesækken. Skal man bringe ungerne længere i udvikling, bliver dødeligheden stor, og skal de opdrættes videre i større bassiner, er det økonomiske tab stort.

Alle udklækningsanstalter maa slippe yngelen kun faa dage, efterat den er udklækket af egget.

Fra Flødevigen slippes hvert aar et par hundrede millioner saadan yngel paa forskjellige steder i fjorde og bugter.

I Amerika er man heller ikke kommet videre end til at sætte nylig udklækkede eg i sjøen, hvor der vrimler af dem paa forhaand paa de naturlige gydepladse.

En stigning i fiskeriernes udbytte i Kristianiafjorden er forsøgt tydet som en følge af udklækningsvirksomheden.

De aarlige variationer i fisket tydes imidlertid lettere som variationer i indsiget, og da indførselen fra Sverige og Danmark ligeledes stiger, saa viser dette, at hovedstadens stærkere forbrugsevne har øvet indflydelse. Denne statistiks brugbarhed er overhovedet tvilsom.

Forøgelsen af fiskemængden gjælder hele Skagerak og ogsaa andre fiske end torsk.

Bestyreren af Flødevigens udklækniugsanstalt, kaptein Dannevig, foreslog i 1893 en undersøgelse, idet han udtalte, at man i virkeligheden ikke vidste med absolut sikkerhed, om en forøgelse af torskemængen som følge af udklækningen har fundet sted eller ei.

Ved at undersøge yngelens forekomst i stranden i fjorde, hvor drivende yngel har været udsat, og i fjorde, hvor ingen saadanne foranstaltninger har været truffet, kunde man faa tal at støtte sig til.

Saadanne undersøgelser har været udførte af dr. Johan Hjort og kand. Knut Dahl, og de kom til dette resultat:

Kristianiafjorden, hvor udsætning paabegyndtes i 1891 og siden aarlig har været fortsat, og desuden hele sydkysten med dens fjorde og bugter helt til Lindesnes, hvor ligeledes udsætning af drivende yngel har været drevet, saalænge Flødevigen har arbeidet, er ved undersøgelsen fundet at være ligesaa fattig paa den spæde aarsyngel som Trondhjemsfjorden, hvor udklækning aldrig har været drevet.

De millioner drivende yngel, der udsættes i søndenfjeldske fjorde, kan ikke undgaa i det store og hele samme skjæbne som eggene i Kristiania- og Trondhjemsfjorden, nemlig at drive for strømmen ud til det aabne hav for der at vokse op. Disse millioner nylig udklækkede eg formaar neppe i nogen mon at øge havets umaadelige bestand.

Professor Hensen har i 1885 i Skagerak i juli maaned, der slet ikke er rig paa eg af madnyttige fiske, fundet 278 795 millioner befrugtede flydende fiskeeg pr. geografisk kvadratmils overflade, og disse befrugtede eg maa antages at have lige stor og lige liden udsigt til at udklækkes, som yngelen fra en udklækningsanstalt.

Havets umaadelige tal overstiger vor fatteevne, og tallene for udklækningsanstalternes udslupne drivende yngel, hvor store de end kan synes, er forsvindende.

Flødevigens millioner kommer fra et par hundrede stamfiskes gydning, hvis eg rimeligvis vilde have udviklet sig ligesaa sikkert i havets overflade som i anstaltens udklækningskasser.

Udklækningen som en praktisk nytteforanstaltning vil efter dette bringe skuffelser.

Særskilte undersøgelser er som nævnt foretaget over torskeyngelens forekomst ved Norges sydlige kyst i 1897 og 1898.

Omegnen af Arendal undersøgtes i august maaned, og der gjordes en mængde træk med aalehaandvad rundt i Arendals omegn, dels ude ved det aabne hav, som f. eks. i Alvekilen og Fevigen, dels i bugterne ved indløbet til Arendal som Sømskilen, Hovekilen og dels indenfor Tromøen i bugterne paa begge sider af Tromøsundet.

Paa ingen af disse mange steder lykkedes det at finde synderlige mængder af rundfiskyngelen.

Ved disse undersøgelser viste det sig, at forholdene ved Arendal aabenbart var de samme som ved Kristianiafjordens munding, og resultatet af undersøgelserne var, at yngel af fladfisk (yngste aarsklasse) fandtes sparsomt yderst i Kristianiafjorden. Ude ved kysten fandtes den paa egnede lokaliteter, men overalt sparsomt, talrigst paa Jæderens flade sandstrand.

Yngel af rundfisk forekom fra og med Arendal østover yderlig sparsomt; paa Vestlandet fandtes derimod rundfiskyngelen (sei, torsk, lyr) i store mængder, fra Farsund (Lister) vestover til Fæøen (Haugesund).

Fiskenes livshistorie i de norske fjorde synes at være underkastet de samme betingelser, som i det danske farvand indenfor Skagen.

I de danske fjorde findes ved sommertid overveiende kun yngel af de fiske, som lægger sine eg fast paa bunden, og deres yngel er tilstede i enorme mængder. Det samme er tilfældet med yngel af aalekone, stængesild og enkelte naalefiske, med andre ord aalegræsdyrene Disse er derfor stamfiske i fjorden, grundfiske, som man kalder det ber i landet.

Det karakteristiske for alle disse dyr er, at de har eg, som afsættes fast paa bunden (fastsiddende eg), eller udklækker dem som levende unger (aalekonen).

Alle de arter, hvis yngel ikke fandtes ved sommertid i de danske fjorde, har pelagisk drivende eg og yngel. Til denne gruppe af fiske hører hele torskefamilien (torsk, sei, lyr, kolje, hvitting), flyndrefamilien (rødspætte, skrubbe, sandflyndre, pighvar, slethvar, kveite og mange flere).

Af ingen af disse fiske finder man den unge yngel i de danske fjorde.

De drivende pelagiske eg er i stadig drift med havstrømmene.

Denne fattigdom paa eg og især eggenes pelagiske yngel er paafaldende, da torsk i de norske fjorde fiskes i store mængder om vinteren i gydetiden, saa der i denne tid gydes mange eg.

Strømsætningen baade i Kristianiafjorden og Trondhjemsfjorden er forholdsvis simple. Om vaaren er der en i overfladen kraftig udgaaende strøm, og saltgehalten er altid saa høi, at de drivende eg flyder i de aller øverste vandlag Som eksperimenter med drivflasker har vist, føres disse eg af overfladestrømmen i løbet af dage helt ud af fjorden, fra Tautra til Hitteren; og søndenfjelds gaar den vestgaaende strøm ud for Norges sydøstlige kyst fra Kristianiafjordens munding til Lister med en fart af 10 kvartmil i døgnet. Regner man med en saadan hastighed, saa skulde det tage 18 dage for en flottør fra Færder til Jæderen. Den pelagiske yngel driver i vore farvand mindst i en halvanden maaneds tid, og den vil af strømmen kunne føres langt fra det sted, hvor den er gydt.

Her ligger aarsagen til det eiendommelige faktum, at aarets yngel af fisk med pelagiske eg mangler i fjordene. De torsk-, kolje-, hvitting-, sei-, rødspætte-, skrubbeeg o. s. v., som gydes i Kristiania- og Trondhjemsfjorden i tiden februar til april, findes en 4 til 6 maaneder senere, juni til september, naar de er 4 til 9 cm. store, mangfoldige mile fjernede fra det sted, hvor de blev gydt, og i fjordene findes da kun aarsyngel af de fiske, som fæster sine eg paa bunden, eller som først udklækkes, naar de er forholdsvis selvstændige organismer, som aalekone, svarthai, naalefiske o. s. v.

Dette er en gjengivelse af de resultater, hvortil dr. J. Hjort og kand. Knut Dahl kom ved sine undersøgelser over denne gjenstand.

Blandt beboerne af amtet er der mange, som tror, at udklækningen i Flødevigen ligetil har formeret torskebestanden ved kysten af Nedenes amt i den grad, at det mærkes i byernes fiskeforsyning som en forøgelse. Nogle mener endog, som det fremgaar af en række erklæringer (Dannevig «Fiskeri og videnskab, III»), at kunne adskille den i Flødevigen udklækkede torsk fra anden.

Fra Arendal heder det, at torsken er lysegraa, og fisken kjendes derved, at det er smaatorsk af den farve og façon, som udklækkes af stor, især dybtorsk, og som aldrig før har vist sig paa markedet her.

Formandskab og repræsentantskab i Arendal har enstemmig sluttet sig til udtalelsen om, at mængden af torsk er forøget, og for en stor del af en her sjelden forekommende art, der forklares at være afkom af den i 1890 fra Stavanger indkjøbte smaaprikkede dybtorsk.

Fra strækningen mellem Staubø og Arnevig heder det, at der før udelukkende fiskedes gulagtig torsk, som kaldtes græstorsk, medens der nu fiskes 4 sorter: gul græstorsk, graa torsk, rød torsk og lysegraa torsk.

Fra samme sted heder det i 1895, at her falder en flerhed af rødlig torsk, som forhen var ukjendt i fjorden, og som antages at stamme fra stamtorsk fanget ude i havet.

I Grimstad heder det, at torsken er forøget paa fiskebryggen, og den er brunmørk og lys.

Ligesaa heder det fra Tønsberg, at torskefisket kaster mere af sig end før, og at den indplantede torskeart er let kjendelig fra fjordens oprindelige stamme.

Af torskens farve lader der sig imidlertid intet slutte om dens afstamning fra udklækningsanstalten. Det er bekjendt, at torskens farve afhænger af bundens beskaffenhed; den røde taretorsk lever paa tare, hvor denne farve beskytter den og skjuler den; i dyreriget er lignende fænomen vel bekjendt fra pattedyrene og fuglene: haren og rypen bliver hvide om vinteren, naar der er sne, men om sommeren faar de farver, der skjuler dem bedre.

Lignende iagttagelser er gjort om ørreten. Yngel af en fed ørret med en let kjendelig farve fra et vand vil ført over i et andet vand ikke blive fed og farvet som forældrene, med mindre ernæringen og bundens beskaffenhed o. s. v. er den samme eller nogenlunde den samme.

Oplysende forsøg om torskens farve er foretaget af dr. C. C. Joh. Pedersen i Danmark. Han omtaler, hvorledes torsken paa bund, der er bevokset med rødagtige planter, kan være ganske rød eller gulrød, saakaldet taretorsk. Hvis bunden har en anden farve, graalig eller grønlig, er den torsk, som her fanges, graalig eller grønlig. Hvis den torsk, der engang er bleven rød, ikke kan blive graa eller grønlig, naar den forandrer opholdsted, maa den være meget stedbundet, og lange vandringer kan derfor ikke finde sted.

Dannevig mener at have iagttaget i sine saltvandsbassinen at torskens farve holder sig konstant endog i flere aar, saavel den røde, som den graa.

Han gjør dog opmærksom paa, at sagen kunde undersøges ved at skaffe sig en lys, graa dybtorsk samt en rød tarv-torsk, og ved at forvandle den førstnævntes farve til rød og den sidstes til graa. Dette forsøg er gjort af dr. Petersen.

I Storebelt var rig adgang paa stærkt rød torsk ved Refsnes ude paa algebunden, og derfra toges 25de mai 1900 endel af disse røde torsk ombord og førtes levende til Korshavn ved Fyens hoved. En halv snes stykker udsattes i en lukket torskeruse paa graalig tangbund. De overlodes til sig selv indtil den 1ste juni. Da rusen toges op, efter 6 dages forløb, var alle torskene graa, saa at ingen, der ikke havde seet dem før, vilde have bemærket noget særligt ved deres farve. Paa læberandene og finnerne havde nogle endnu en svag rød tone, som ogsaa tilsidst ganske vilde have tabt sig; thi forsøget blev senere gjentaget i dammene paa den biologiske station, og der gik rød torsk i endnu længere tid, og tilsidst forsvandt ethvert rødt skjær fra den. Det vilde have gaaet ligesaa godt at gjøre en graa torsk rød, ved at flytte den hen paa rød bund; men dels er dette ikke saa let at udføre, da den røde bund kun træffes pletvis paa dybere og strømrigere steder, saa anbringelsen af en ruse ikke der er saa let.

Denne slags farveforandringer hos fisk er der ofte leilighed til at se, og de er lette at forstaa, naar hudens egenskaber kjendes.

De røde, gule og sorte farveceller er altid tilstede, og farveforandringerne beror paa, om cellerne er mere eller mindre sammentrukne. De kan sammentrækkes til ganske smaa runde prikker, og den tilsvarende farve forsvinder derved næsten, især naar samtidig en anden farves celler har udskudt sine udløbere over et forholdsvis stort areal. Dette kan efter dr. Joh. Pedersen sees med stærk lupe paa enhver torsk.

Naar Arendals formandskab og repræsentantskab og erfarne fiskere mener af torskens farve at kunne slutte, at den stammer fra Flødevigens torsk, saa kan dette argument ved hjælp af farven ikke tillægges større vægt, end om man af vinterens hvide ryper vilde slutte, at de stammede fra en egen varietet, forskjellig fra ryperne i sommerdragt.