Topografiske Oplysninger til Kongesagaerne

Sverres Saga Kap. 28, 29[1] (Fornm. s. VIII 76, 77). I den uheldige Kamp udenfor Hattehammeren ved Nidaros (1178) var Kong Sverre bleven saaret i Foden af en Mand, som hed Serkr á Rjóðum. Da Birkebeinerne efter dette Nederlag drog over Fjeldet til Oplandene, gjorde derfor nogle af dem en Afstikker til Møre og dræbte Serk.

Serk har altsaa hørt hjemme paa Møre, og som det maa sluttes, paa Nordmøre. At han blev dræbt i sit Hjem, siger ikke Sagaen, og det er jo heller ikke rimeligt, at han var kommen langt paa Hjemveien, før han blev indhentet af de hevnlystne Birkebeiner[2].

Serks Gaard Rjóðar behøver altsaa ikke at have ligget i den Nidaros nærmeste Del af Møre; vi have Frihed til at søge den hvorsomhelst i den søndenfor Trondhjemsfjorden liggende Del af det gamle Nordmørafylke.

Munthe[3] siger, at det er Røen i Stangvik Sogn. Munch antager derimod, at det har været Gaarden af samme Navn i Rindalen[4].

Mod begge disse Meninger taler afgjørende, at Navnet saavel i Stangvik som i Rindalen i Middelalderen skrives Ruð, ikke Rjóðr eller Rjóðrar (Rjóðar)[5].

Der gives imidlertid to andre Gaarde paa Nordmør, til hvilke Serk kan henføres: Rød i Halse Sogn og Rød i Øre Sogn. Den sidste af disse Gaarde er ganske vist den, vi søge.

For det første skrives den i AB.[6] a Riodom, stemmende med Formen i Sverres Saga, og desuden anføres i denne Jordebog, at Serker oc Sigrid a Riodom havde skjænket til Erkestolen i Nidaros hele Gaarden Sjaumælingar (nu Sjømæling i Øre Sogn). Paa Rød i Øre har altsaa boet en velstaaende Slægt, hvori det ingenlunde almindelige Mandsnavn Serk brugtes.

Det kan ikke være den i Sverres Saga nævnte, i 1178 dræbte Serk selv, som har givet Sjømæling til Erkestolen; det maa have været en meget yngre Navne at ham af samme Slægt. Jordebogen (fra c. 1440) pleier ikke at nævne Givere med Navn, uden de have levet i forholdsvis nær Tid; desuden omtaler HHS.[7] ved 1220 og endnu 1239 en Andres af Sjaumælingum; denne Gaard maa altsaa antages dengang endnu at have været privat Eiendom.

Sverres Saga Kap. 32, 33 (Fornm. s. VIII 82–84). Paa seilads sydover fra Nidaros Vaaren 1179, kort før Slaget paa Kalvskindet, møder Sverre nordenfor Stad Kong Magnus og Erling Jarl, der komme fra Bergen. Sverre maa, da Modpartiet har stor Overmagt, redde sig ved at søge ud tilhavs, og det lykkes, da en tæt Taage kommer ham til Hjælp. Paa sin videre Vei nordover erfare Magnus og Erling, at Sverre har seilet ind fra Havet søndenfor Edøen og videre nordover til Knarrarskeid (norðr at Knarrarskeiði). Derved lykkes det ham at komme først til Nidaros.

Saaledes staar der i det Haandskrift, som Udgaven i Fornm. s. følger. I de øvrige Haandskrifter ere Udtrykkene lidt afvigende, hvor der tales om Knarrarskeid. I Eirspennil[8] siges: „ind fra Havet forbi Smølen“, uden at Knarrarskeid nævnes. Skaalho1tsbogen: „ind fra Havet ved Smølen, mellem denne og Edøen, og videre nordover til Knarskeid“. I Flatøbogen[9]: „ind forbi Edøen og videre sydover (norðan) til Knarrarskeid“.

Det samme Knarrarskeid forekommer ogsaa i HHS[10]. Kong Haakon drog i Febr. 1240 fra Bergen til Nidaros. Da han seilede nord over Knarrarskeid (norðr um Knarrarskeið[11]), fik han hvast Veir og Snefog og maatte derfor søge Havn ved Sandstad[12]. Paa dette Sted er der ingen væsentlige Afvigelser i Haandskrifterne.

Knarrarskeid kjendes ikke nu. Ved at sammenholde de to anførte Steder, hvor det nævnes, kan man neppe faa andet ud, end at det maa være et Stykke Farvand i Trondhjemsleden paa Strækningen mellem Edøen og Sandstad, søndenfor Hitteren. Til denne Opfatning forekommer ogsaa Betydningen af skeið mig at passe godt.

I ethvert Fald maa vistnok de tidligere Forsøg paa at stedfæste Navnet betragtes som mislykkede. Øen Hevnskjel, som Kraft[13] helst vil tænke paa, ligger ligeoverfor Sandstad, altsaa for langt ind; et med skeið sammensat Navn vilde vel heller ikke være noget passende Ønavn. Munthes Mening[14], at Knarrarskeid skulde være Oterholmene ved Nordvestsiden af Edøen, fortjener ingen Opmærksomhed; Stedet ligger for nær Edøen, og det svarer i Virkeligheden ilde til den Beskrivelse, Munthe giver af det. Munch[15] søger Knarrarskeid ved Gaarden Knarvik i Solemsundet, mellem Tusteren og Solskjel. Den Navnelighed, som har bragt Munch ind paa denne Tanke, beviser i sig selv intet, og han maa, for at kunne fastholde den, følge Flatøbogens Text i Sverres Saga, hvorefter Kongen seilede ind fra Havet forbi Edøen og videre „sydover“ til Knarrarskeid; det nævnte Knarvik ligger nemlig et godt Stykke søndenfor Edøen. Derved kommer man imidlertid til at tillægge Sverre en høist urimelig Rute. Naar han, som Tilfældet var, vilde komme til Nidaros snarest muligt, vilde det have været meget uklogt af ham, efter at han var kommen ind til Edøen, først at seile et Stykke i modsat Retning, mod Syd. Han spildte derved ikke blot Tid, men han udsatte sig ogsaa for at løbe lige i Armene paa sine Fiender, med hvem han vilde undgaa Kamp. Norðan i Flatøbogen er aabenbart Feil for norðr, som der staar i de andre Haandskrifter.

Sverres Saga Kap. 46 (Fornm. s. VIII 115). Ulfr af Laufnesi, en af Sverres mest betroede Mænd i de tidligere Aar, nævnes her for første Gang i Anledning af Slaget paa Ilevoldene. Han antages almindelig at have været fra Løvsnes i Flatanger Pgd. i Namdalen[16].

Dette kan ikke være rigtigt, forudsat at Sagaens Laufnes er den rette Form, og herom er der ingen Grund til at tvivle, naar Navnet gjentages i samme Form paa saa mange Steder. Af Laufnes kunde umulig blive Lausnes, som Navnet i Flatanger nu lyder i Bygdens Udtale[17].

Laufnes maa altsaa søges andensteds. Af de flere Gaarde i Landet, som virkelig hede Lauvnes, er det vel rimeligst at tænke paa L. i Værnes Sogn i Ørlandets Pgd., ikke langt søndenfor Agdenes; der er jo nemlig al Sandsynlighed for, at Ulv har været Trønder. Dette Lauvnes er en liden Gaard, men Ulv vides at have været af ringe Herkomst; han kaldes engang af en Modstander haanligt „Torpersønnen“[18].

Sverres Saga Kap. 51 (Fornm. s. VIII 128–132). Kong Sverre kom i Vaaren 1181 med en Flaade fra Bergen til Viken, hvor han for Øieblikket havde Overmagten, da Kong Magnus, der havde tilbragt Vinteren hos Valdemar I i Danmark, endnu ikke var kommen tilbage. Medens Sverre laa „í Spjǫrinni i Salteyjarsundi“ langt øst i Viken (det sees af Sagaens Tidsangivelser at have været tidlig i Mai Maaned), fik man en Dag se en Mængde Skibe komme seilende østenfra[19]. Sverre kaldte da sine Folk til Raadslagning og spurgte dem, hvad der burde gjøres, – om Flugt eller Kamp med den store Overmagt, hvormed Kong Magnus nu nærmede sig, var raadeligst. Haavard Jarlssøn svarede: „Min Mening er snart sagt: lad os gjøre Skibene klare, ro ud af dette trange Hul (ór þessum þaularvági), reise Masterne og saa seile unna nordover. Det er ikke raadeligt at kjæmpe mod Overmagt her; thi miste vi vore Skibe, er Landsfolket heromkring værre at komme ud for end de værste Hedninger; ingen af os har Liv at vente, om han falder i Heklungernes eller Vikverjernes. Hænder“. Dette fandt alles Bifald. Birkebeinerne roede ud af Havnen, og de havde netop faaet Seilene op, da Magnus’s Skibe kom ind paa dem nord igjennem Sundet. Der begyndte nu en skarp Forfølgelse, hvorunder begge Parter brugte baade Seil og Aarer; de kom hinanden saa nær, at Heklungernes Smaaskibe, der var forrest, kom i Skudfegtning med Storskibene agterst i Birkebeinernes Flaade. Tilsidst lod Sverre sine Skibe pludselig vige ind i et trangt Sund mellem Øerne. Heklungerne fulgte fremdeles den vanlige Led og mærkede ikke, at deres Fiender havde taget en anden Vei, før det var blevet for sent at fortsætte Jagten med noget Haab om Held. Sverre seilede da uforstyrret „Havleden“ over Folden[20] og videre til Bergen.

Naar det gjelder at stedfæste, hvad Sagaen her fortæller, er det eneste, man har at holde sig til, Ordene: „í Spjǫrinni i Salteyjarsundi“, og at dette Sted siges at være „langt øst i Viken“, samt at Sverre først efter længe at være forfulgt og efter at have narret Heklungerne ved det omtalte Krigspuds naar Folden.

Der nævnes et Salteyjarsund paa disse Kanter senere i Sagaen[21]; dette antages almindelig, og vistnok med Ret, at være Sundet mellem Saltøen og Tjernøen i Tjernø Kapelsogn nordlig i Bohuslen, lidt søndenfor Strømstad.

Paa nærværende Sted har imidlertid Munthe[22] antaget, at et andet Salteyjarsund maa være ment. Han har nemlig taget det for givet, at der med det tilføiede í Spjǫrinni“ maa sigtes til Øen Spjǫr, nu Spjær[23] i Hvalergruppen, og Salteyjarsund skal da efter ham være Skjelsbusundet, som adskiller denne Ø fra Vesterøen[24].

Munch, som tidligere[25] havde fulgt Munthe, opgav senere[26] Identifikationen af Salteyjarsund med Skjelsbusundet, men antog fremdeles, at Sverres Flaade havde ligget ved Spjær, og at Forfølgelsen var begyndt derfra.

Mod denne Antagelse kan der dog reises meget vægtige Indvendinger.

For det første er der i Virkeligheden ikke Spor til Navnet Saltøsund ved Spjær. Der er intet Sund der i Nærheden, som kaldes saa nu, og overhovedet intet med Salt- begyndende Stedsnavn[27].

Fremdeles vil det, naar Heklungernes Jagt paa Birkebeinerne tænkes begyndt ved Spjær, ikke være muligt at finde noget „trangt Sund mellem Øer“, hvorigjennem Sverre kunde være veget tilside med Udsigt til at undgaa Kamp med Overmagten. Det eneste Sund, man kunde tænke paa, er Skjelsbusundet; men dette er jo lige ved Spjær, og Jagten sees af Sagaen at have varet en god Stund, før Sverre foretog denne Manøvre.

Endelig er det paafaldende her at finde Ønavnet Spjǫr med den bestemte Artikel: í Spjǫrinni. Usammensatte Ønavne anføres saa langt tilbage i Tiden altid i ubestemt Form; ogsaa denne Ø skrives í Spjǫr paa flere andre Steder i Kilder fra Middelalderen[28].

Disse Grunde, hvortil nok flere kunde føies, om det behøvedes, ere saa stærke, at det synes nødvendigt at opgive Tanken om at søge det paa dette Sted i Sagaen omtalte Saltøsund ved Spjær. Derimod synes ingen Indvending af Betydning at kunne anføres mod at tænke paa det før nævnte Saltøsund i Tjernø Sogn. Efter Karterne at dømme er der paa Veien herfra til Kristianiafjorden nok flere Steder, hvor Sverre kunde være veget ud af Leden paa den i Sagaen beskrevne Maade.

Dette bliver altsaa vel det rette; men isaafald maa der stikke en Feil i Ordet Spjǫrinni, der jo, som anført, ogsaa ved sin sproglige Form vækker Mistanke. Jeg vover ingen Gisning om, hvorledes denne Feil er at rette. Mulig er det en Forvanskning af et Appellativord.

Sverres Saga Kap. 68, 69 (Fornm. s. VIII 172. 174). Her fortælles, at Sverre i Februar 1182, paa Tog søndenfra over Fjeldet, i Orkedalen paa en Gaard, som hed Grjótar, overraskede to Sysselmænd, som Kong Magnus netop havde indsat i Bygden, og dræbte dem og deres Følge.

Man finder 1 ældre Tid baade Grjótar og Grýting anførte som Gaardnavne i Orkedalen[29]. Saavidt jeg har forstaaet, antages det, at disse Navne i Virkeligheden betegne samme Gaard, og at dette er den nuværende Præstegaard i Orkedalen, hvis rette gamle Navn forøvrigt angives at have været Grjótar[30].

Dette er umuligt. Grjótar og Grýting findes begge som Gaardnavne paa adskillige Steder i Landet; men der er intet Exempel paa, at de begge have været brugte om samme Gaard. De ere jo ogsaa ganske forskjellige Navne, om de end ere dannede af samme sproglige Stamme (grjót, Sten).

Grýting er, som man af flere Steder i gamle Kilder kan se, det oprindelige Navn paa Præstegaarden. Præsten Vi Orkedalen kaldes oftere Præst á Grýtingi[31], og Sognet findes kaldet Grýtingar sókn[32].

Grjótar er nu forsvundet, men maa ogsaa have ligget langt nede i Bygden og sandsynlig i Nærheden af Præstegaarden. I 1520[33] findes i denne Del af Orkedalen opført Gaarde af Navn Østegord og Nedegord, Navne, som tyde paa, at Gaardene have været Parceller af en udstykket Storgaard[34]; denne har vel netop været det gamle Grjótar. Den ene af disse Gaarde, Østgaard, forekommer endnu i en Jordebog fra 1590 som en større Eiendom nær Præstegaarden. Det er vel rimeligt, at den senere er gaaet ind under denne. Erindringen om, at Præstegaarden indeholdt Dele af Grjótar, kunde da have givet Anledning til, at dens Navn i Matrikeludkastet af 1723 urigtigt opgives at være Grøtte, hvoraf igjen Munthes og Andres feilagtige Mening, at den har hedet Grjótar, vistnok har sit Udspring.

Sverres Saga Kap. 69 (Fornm. s. VIII 174). Som Orkdølernes ordfører paa det Thing, Kong Magnus holder med dem 24 Febr. 1182, optræder en Bonde, som kaldes Hrói á Kjarrastǫðum.

Det er vist rigtigt, naar man har antaget, at den Gaard, hvorefter Manden nævnes, er Kjærstad i Meldalen; men Gaardnavnets rette Form bliver tvivlsom, da det skrives meget forskjelligt i Haandskrifterne. Det i Udgaven optagne Kjarrastaðir stammer fra Eirspennil; Hovedhaandskriftet (Cod. Arnam. 327. 4) har Kjarka-, Flatøbogen Bjarka-, Skaalholtsbogen Kraka-. Nu findes den nævnte Gaard i 16de Aarh. skrevet Kirkestad[35] og Kerckestaa[36]. Der bliver da sandsynlighed for, at Kjarkastaðir er den rette Form; den finder jo ogsaa et Slags Støtte i Flatøbogens Navneform Bjarka-.

Kjarkastaðir kunde tænkes dannet af et Mandstilnavn Kjarki, af kjarkr (Mod, Freidighed).

Sverres Saga Kap. 76 (Fornm. s. VIII 185 ff.). Sverre drager i Sommeren 1183 med 20 lette Skuder sydover fra Nidaros, i den Agt at forsøge paa at overfalde Kong Magnus i Bergen. For at Planen skal kunne lykkes, gjelder det at opsnappe de Vagter, som Heklungerne formodes at have udsat paa forskjellige Steder i Leden mellem Stad og Bergen. Saasnart Sverre var kommen forbi Stad, sendte han derfor nogle Skuder ind i Ulvesund (Ulfasund), medens han selv seiler den ydre Led til Aaløsund (Áleyjarsund[37]). I Ulvesund tage Birkebeinerne 2 Heklungeskuder, som laa der paa Vagt; af de fangne Heklunger erfare de, at der laa 3 andre Vagtskuder i Aaløsund[38]; paa Haaøen (á Háeynni) var der en Varde, og en anden paa Indsiden af Askøen (Fenring). Fra den sidste var der fri Udsigt baade ind til Byen og til varden paa Haaøen. Med disse Oplysninger vendte de udsendte Skuder tilbage til Kongen. Denne sendte nu de to fra Heklungerne vundne Skuder forud, bemandede med hans egne Folk, for at tage Vagtskuderne i Aaløsund. Da disse Birkebeiner kom seilende sydover ud paa Fjorden fra Drevøerne (frá Drifeyjum), kjendte de paa Vagt liggende Heklunger Skuderne og mente, at det var Venner, som kom; det blev derfor Birkebeinerne en let Sag at tage dem ganske uforberedte og jage dem i Land. Da Kongen var kommen efter, og de nu seilede videre gjennem Sundene, sendte han atter nogle af de erobrede Heklungeskuder forud for at overrumple Vardevagten paa Haaøen. Ogsaa det lykkedes. Ved at holde sig ind under Skyggen af det østre Land slippe Birkebeinerne derefter i Nattens Mørke ubemærkede forbi Varden paa Askøen og komme ganske uventet til Bergen. Overfaldet lykkedes udmærket; Kong Magnus maa tage Flugten, og hans Flaade og andet rigt Bytte falder i Birkebeinernes Hænder.

Af de i denne Beretning nævnte Steder er det let et gjenfinde de tre: Ulvesund (sydlig i Selje Pgd. i Nordfjord, mellem Vaagsøen og Fastlandet), Drevøerne (i Vilnes Sogn i Søndfjord, nord for Sulengruppen, adskilte fra denne ved Laagøfjorden) og Fenring (Askøen, strax nordenfor Bergen). Derimod har det voldet Vanskelighed at faa Rede paa Haaøen og det to Gange nævnte Aaløsund; ved det sidste har man ogsaa Grund til at spørge baade om Navnets rette Form og, om der ikke i Virkeligheden menes forskjellige Sund paa de to Steder.

Munthe[39] antager Læsemaaden Atleyjarsund paa begge Steder for den rigtige[40]. Han formoder dermed ment det Sund, som nu kaldes Granesund i Askvold Sogn i Søndfjord; det kunde jo nok tænkes engang at have været kaldet Atleyjarsund, da det adskiller Atløen fra Fastlandet. Haaøen skal efter hans Opfatning være Ytre Sulen, hvor der findes et Fjeld af Navn Haafjeldet, som siges tidligere at have havt en Varde.

Ser man nærmere paa Stedforholdene, bliver det dog umuligt at tænke sig Granesund som det Sted, hvor den sydligste af Heklungernes Skude-Udposter laa. Disse Heklunger siges at faa Øie paa Birkebeinerne, idet disse komme seilende sydover ud paa Fjorden fra Drevøerne; men disse Øer ligge langt i SV. fra Granesund, meget nærmere Bergen i den Led, som begge Partier følge efter Sagaen. Det er ikke engang muligt fra Granesund at se ud paa Fjorden søndenfor Drevøerne. Munch[41] undgaar denne Vanskelighed ved paa det sidste Sted istedetfor Áleyjarsund at optage et enkelt Haandskrifts Læsemaade Laugjarsund, der, som han med Føie bemærker, ogsaa maa kunne læses Langjarsund og kunde tænkes at være en Forvanskning af Langeyjarsund. Dette er, mener Munch, Sundet mellem Langøen og Oddekalven[42] nordenfor Ytre-Sulen.

Heri har M. vistnok Ret[43]. Det nævnte Sund ved Langøen har Ankerplads og ligger bekvemt for Folk, som vilde holde Øie med Fiender, der ventedes at ville komme nordfra og tage den endnu almindelig brugte Led gjennem Ytre Steinsund, indenfor Ytre Sulen. Fra Høiden paa Oddekalven har man fri Udsigt nordud over Laagøfjorden henimod Drevøerne.

Hermed kan vel dette Punkt betragtes som klaret. Men endnu staar tilbage at finde Haaøen.

Dermed skal, ogsaa efter Munchs Mening, være sigtet til Ytre Sulen. Denne Ø findes dog ellers aldrig kaldet Haaøen (d. e. den høie Ø). At den har et Fjeld, som heder Haafjeldet, kan ikke anføres som Bevis for, at Øen har havt dette Navn, saameget mindre som de nærliggende større Øer, Steinsundøen og Indre Sulen, have endnu større Høider. Endvidere vilde Varder paa Ytre Sulen og paa Askøen ikke kunne korrespondere. Efter lokalkjendte Folks Skjøn vilde det fra Haafjeldet paa Ytre Sulen nok være muligt at se en Vardeild paa Askøen, men kun i det Tilfælde, at Ilden var paa Ydersiden af den sidste Ø, og selv da kun om Natten. Sagaen siger dog udtrykkelig, at Heklungerne havde sin varde paa Indsiden af Askøen.

Haaøen maa altsaa søges andensteds, nærmere Askøen. Der findes nu virkelig et Sted af dette Navn, som passer udmærket til Sagaens Fremstilling. Dette er Haaøen i Hammer Sogn (Gaards-No. 1,8 i den nye Matrikel)[44]. Denne Haaø ligger i passende Afstand fra en Varde paa Indsiden af Askøen og saaledes, at Udsigten mellem begge Steder er fri. Den er ogsaa vel skikket til Vardestation for Iagttagelse af nordfra kommende Skibe, da man herfra allerede i nogen Afstand kan se de Fartøier, der komme fra denne Kant gjennem Radøsundet og Radøfjorden.

Det eneste, som fremdeles bliver usikkert, er, hvor man skal søge det først nævnte Áleyjarsund, hvor Sverre biede paa de Skuder, han havde sendt ind til Ulvesund. At her ikke kan være Tale om Atløsund (eller Granesund), følger af sig selv; dette ligger baade for langt ind og for langt syd. Det er muligt, at det samme Áleyjarsund ogsaa er nævnt etsteds i HHS[45], men Haandskrifterne afvige her stærkt, saa at Navnets rette Form bliver ganske usikker[46]; Sundet sees efter dette Sted at maatte ligge etsteds mellem Sognsjøen og Leirgulen (i Rugsund Sogn i Nordfjord). Noget Aaløsund har jeg ikke kunnet finde paa disse Kanter. Paa Aalesund paa Søndmør[47] kan naturligvis ikke tænkes; dette har sikkerlig i Middelalderen hedet Álasund, og Áleyjarsund maa desuden paa begge Steder, hvor det synes at være nævnt, nødvendigt være at søge et godt Stykke søndenfor Stad.

Sverres Saga Kap. 77 (Fornm. s. VIII 191 f.). Ved Birkebeinernes i den forrige Artikel omtalte natlige overfald paa Bergen i Sommeren 1183 havde de Heklunger, som undkom, maattet flygte i saadan Hast, at de vare daarlig udrustede baade med Klæder og Vaaben. Da endel af Flygtningerne havde samlet sig om Kong Magnus oppe ved Nonnesæter (Lungegaarden), fandtes det derfor raadeligst ikke at gjøre noget Forsøg paa at tage Byen tilbage. Flugten fortsattes sydover til Strindefjorden (til Strindarfjarðar) og videre til Hardanger.

Den ber omtalte Strindarfjǫrðr har været antaget[48] at være Strandefjorden, mellem Strandvik Kirke og Tysnesøens Nordkyst, udentvivl saaledes kaldet efter den Strandstrækning, som begrændser dette Fjordstykke i Øst, Revnestranden (i gammel Tid Refnustrǫnd)[49].

Denne Forklaring af Stedsnavnet er dog af flere Grunde ikke holdbar. Strind og Strǫnd ere forskjellige Ord, om end maaske sproglig beslægtede, og kunne ikke saaledes uden videre ombyttes med hinanden. Heller ikke falder det naturligt at faa et saa langt fra Bergen liggende Sted som Strandefjorden opgivet som det, hvorhen den flygtende Konge og hans Mænd først stevnede.

Vanskeligheden løses ved at antage en liden, let tænkelig Skrivfeil indløbet i Navnet: der skal staa Steindarfjǫrðr, ikke Strindarfjǫrðr.

Steindarfjǫrðr kjendes ellers fra adskillige Steder i „Munkelivs Brevbog“[50]. Det optræder der som Bygdenavn, og følgende Gaarde i Bergens Omegn henføres til denne Bygd: Fyllingen, Totland, Riple og Henne i Birkeland Sogn; Bjørndal, Lyngbø og Haastein (nu Damsgaard) i Askøens Pgd. og Unneland i Langedalen sydligst i Haus Pgd. Heraf maa sluttes, at Steindarfjǫrðr som Bygdenavn har havt det samme Omfang som Skjold Skibrede, d. v. s. indbefattet Fane Pgd., Fastlandsdelen af Askøen, Aarstad Sogn og Langedalen.

Spørges der om, hvilken af Fjordene i denne Bygd det er, som har givet Bygden dette Navn, kan Svaret ikke være tvivlsomt. Steindarfjǫrðr maa være kaldet efter Gaarden Steind, nu Stend i Fane Sogn[51]. Den søgte Fjord er altsaa Fanefjorden, og det er den, som menes i Sagaen.

Sverres Saga Kap. 82. 88 (Fornm. s. VIII 203. 212). Umiddelbart før det navnkundige Slag i Norefjorden, eller som det ogsaa kaldes, Slaget ved Fimreite (15de Juni 1184), siges paa de nævnte Steder i Sagaen Kong Sverres Flaade at have ligget nær Fimreite ved en Strandstrækning, hvis Navn skrives dels Haugastrǫnd, dels Hugastrǫnd[52].

Kraft[53] siger om Stedet „paa den fordum saakaldte Huge- eller Haugestrand“ og Munthe[54]: „nu Haugestranden d. e. den østre og sydre Bred af Norefjorden, saa kaldet efter det derværende høie Fjeld Haugen“. Munch, som tidligere[55] ogsaa antog Haugastrǫnd for den rette Form, siger derimod i „det norske Folks Historie“[56] uden nærmere Forklaring „Hugastranden tæt ved Fimreite“.

Disse Forklaringer gjøre ikke Indtryk af at hvile paa nogen nøiere Undersøgelse af Spørgsmaalet. Noget Fjeld af Navnet Haugen er ikke anført her paa det bedste trykte Kart, som nu findes, Rektangelkartet Sogndal, men vel en Gaard Haug ved Stranden i Bugten østenfor Fimreite. Haugastrǫnd vilde forøvrigt ikke kunne forklares hverken af Fjeldnavnet Haugen eller af Gaardnavnet Haug; var Strandens Navn dannet af et af dem, maatte det have været Haugsstrǫnd eller Haugstrǫnd.

Jeg har af Mænd, der bo paa Stedet[57], velvillig faaet meddelt den værdifulde Oplysning, at en Strandstrækning her, fra den nævnte Gaard Haug østover til Hølen, i en Længde af omtr. 2 Kilometer, nu kaldes Hagastrondi og har været kaldet saaledes, saalænge Folk paa Stedet kunne mindes. Navnet menes, vist medrette, at skrive sig fra, at denne Strand har været brugt som Hage (Græsgang), hvortil den endnu for en Del bruges.

Efter dette kan der vel ikke være Tvivl om, at de i Sagahaandskrifterne forekommende Former Hauga strǫnd og Hugastrǫnd ere Forvanskninger af Hagastrǫnd.

Sverres Saga Kap. 101 (Fornm. s. VIII 245). Simon Kaaressøns Fader, den senere Baglerkonge Filippus’s Farfader, kaldes her Aulru-Kári eller Aulnu-Kári. Den sidste Form findes kun i et enkelt Haandskrift[58]; alle de andre have den første.

Man har antaget[59] Aulnu-Kári for den rette Form og derpaa grundet den Formodning, at Kaares Hjemsted har været Gaarden Alne i Vikebygd i Søndhordland.

Sagen har dog en formel Vanskelighed. Gaardnavnet Alne udtales nu paa Stedet Alna, hvilket efter Egnens Dialekt forudsætter som oprindelig Form et Flertalsnavn, Alnar eller Ǫlnur. Efter Aulnu-Kári skulde det derimod være et svagt Hunkjønsord i Ental, Alna. Var dette den oprindelige Form, maatte Navnet nu udtales Alne, eller hvis det var gaaet over til bestemt Form, Alno.

Hertil kommer, at Formen Aulru har bedst Hjemmel i Haandskrifterne. Nu kan der ogsaa paavises en Gaard, hvis Navn passer udmærket her under Forudsætning af, at denne Form er den rette. Det er Alra[60], nu Orre, en betydelig Gaard i Klep Pgd. paa Jæderen, hvor den ene af Bygdens Annexkirker staar.

Der er saaledes al Sandsynlighed for, at denne Slægt har hørt hjemme paa Jæderen.

Sverres Saga Kap. 114 (Fornm. s. VIII 274). Brísteinn her maa være Feil for Þrísteinn, se Hist. Tidsskr. 3 Række II S. 426.

Sverres Saga Kap. 130–132 (Fornm. s. VIII 304 ff.). Her fortælles om Sverres første Møde med Baglerne, nordlig i Bohuslen, i 1196, strax efter at Baglerpartiet var stiftet i Danmark. Baglerne, der kom fra Danmark, standsede i Salteyjarsundi. Sverre, som laa í Seimsfirði, kom snart i Berøring med dem, og der fortælles nu om en Række af mindre Sammenstød, og fortælles paa en saadan Maade, at de to fiendtlige Flaader nødvendigt maa forudsættes at have ligget ganske nær hinanden. Der nævnes derved intet Sted, hvis Navn nu kan identificeres, uden Hásteinn, som med Rimelighed kan antages at være en Forvanskning af Hafsteinn, nu Hafsten, Ø ved Indløbet til Seimsfjorden. Under Fortællingen siges udtrykkelig (Kap. 131), at Sverre fremdeles laa i Seimsfjorden. Kongen, hvis Styrke er langt underlegen, opgiver tilsidst Kampen og seiler, uden Hindring fra Baglernes Side, nordover for at begive sig til Bergen; han lader de af hans Folk, som vare faldne i Fegtningerne her, begrave i Kirken í Salteyjarsundi.

Her er aabenbart Forvirring i Sagaens Fremstilling. Der kan paa dette Sted ikke være Tale om noget andet Salteyjarsund end det ovenfor (S. 246 ff.) nævnte, mellem Saltön og Tjernön søndenfor Strømstad, og Seimsfjorðr er den nuværende Sannäsfjord i Tanum Sogn, ved hvis Bund der er en Gaard Säm[61]. Denne Fjords Munding ligger over en Mil, maalt i ret Linie, søndenfor Saltøsund. Da der ikke siges noget om, at Baglerne have flyttet sig sydover, og Sverre fremdeles ligger i Seimsfjorden, blive de i Sagaen fortalte Fegtninger uforstaaelige, og det skjønnes ikke, hvorledes Sverre kunde komme til at begrave sine Døde ved Kirken i Saltøsund (paa Tjernön), naar Baglerne laa der med stor Overmagt.

Det værste Anstød vilde falde bort, om man kunde forudsætte, at Salteyjarsund paa det første Sted, hvor det nævnes her, ved en Uagtsomhed var kommet ind fra det sidste Sted, istedetfor Navnet paa et sydligere liggende Sund i Nærheden af Seimsfjorden. Det som Ankerplads bekjendte Hafstensund, lige ved denne Fjords Udløb, vilde passe. Jeg skulde næsten tro, at dette er Tilfældet; men selv om dette antages, faar man et Indtryk af, at Stedforholdene her have staaet noget uklart for Sagaens Forfatter.

Sverres Saga Kap. 139 (Fornm. s. VIII 326). Efter at have slaaet Baglerne i Oslo i Juli 1197 gjør Sverre et Tog til Bohuslen for at drage Folket der til Ansvar for den Hjælp, det havde ydet Baglerne. Blandt de Steder, Sagaen nævner paa hans Færd her nedover til Konghelle, er Svanshals, som Munch og Munthe[62] have forstaaet om Svansund, den trangeste Del af Løbet mellem den store Ø Ordost og Fastlandet østenfor, eller om en Del af dette Sund. Navnet tilhører dog vistnok Gaarden Hals i Långelanda Sogn paa Ordost[63]. Den maa være kaldet Svanshals, fordi den ligger nær Svansund.

Sverres Saga Kap. 142 (Fornm. s. VIII 333). Efter Julen 1197–1198 kommer en stærk Afdeling af Bagler over Dovrefjeld til Opdal og dræber nogle Birkebeiner i Rennebu og Orkedalen; „de dræbte ogsaa Skjegge á Eggju inn í Skaun og drog saa videre til Byen“.

Udtrykket inn í Skaun bragte Munthe[64] til at tænke sig, at denne Skjegges Hjem var Gaarden Eggen i Skogn i Indherred, søndenfor Levanger.

Denne Slutning er formelt fuldt berettiget efter Sagaens Udtryk, som de foreligge i Udgaven i Fornm. s. I det Trondhjemske skjelnede man nemlig i Middelalderen mellem de to Bygder Skaun ved Levanger og i Orkdølafylke (det nuværende Børseskognen) paa den Maade, at man om den første sagde inn í Skaun[65], om den sidste út í Skaun[66].

Det vilde imidlertid klarlig have været høist taabeligt af disse Bagler at gjøre en Afstikker til Indherred for at dræbe en enkelt Mand, før de søgte ind til Nidaros. Deres Hensigt var nemlig først og fremst at faa fat paa Sverres Langskibe, som vare oplagte i Nidaros, og det var dem derfor om at gjøre at naa Byen snarest muligt.

Altsaa kan „inn í Skaun“ ikke være rigtigt. Saa staar der ogsaa kun i det Haandskrift, Udgaven lægger til Grund. I Eirspennil[67] staar blot á Eggju, uden dette Tillæg, og Flatøbogen[68] har á Eggjum í Skaun. Efter disse Haandskrifters Text er altsaa intet til Hinder for at søge den af Baglerne dræbte Skjegges Hjem paa det Sted, man efter Baglernes Rute nærmest maa tænke paa, Gaarden Eggan i Børsen, liggende i den Del af denne Bygd, som tidligere hørte til Børseskognen[69].

Der har oprindelig aabenbart i Sagaen staaet, som i Flatøbogen, á Eggjum í, og det feilagtige inn er opstaaet af m i Eggjum ved skjødesløs Afskrivning.

Sverres Saga Kap. 143 (Fornm. s. VIII 334). Da Kong Sverre erfarede det i forrige Artikel omtalte Overfald, hvorved Baglerne havde faaet Nidaros i sin Magt, drog han skyndsomt fra Bergen til Nidaros med endel lette Skibe. Da han var kommen forbi Agdenes, traf han et Baglerskib ved det strax indenfor liggende Selven; det blev taget og Mandskabet dræbt eller jaget i Land. Da Birkebeinerne saa kom „inn um Hornbora“, mødte de atter en Baglerskude, som havde samme Skjebne. Derefter roede de over Fjorden til Rein, hvor en fiendtlig Tyvesesse blev erobret, og Farten fortsattes langs østre Land, indtil man traf Baglernes Hovedflaade ved Þórsbjǫrg i Stadsbygden. Her kom det saa til den for Birkebeinerne uheldige Søfegtning, som benævnes efter dette Sted.

Det her nævnte Sted Hornbori er altsaa klarlig at søge lidt søndenfor Agdenes og paa samme (vestre) Side af Fjorden, eftersom det udtrykkelig siges, at Birkebeinerne roede over denne til Rein, efter at de havde taget Baglerskuden ved Hornbore.

Man har tidligere[70] uden Betænkning identificeret Hornbori med Haarberg, en Gaard i Rissen.

Denne Gaard passer ikke i Sagaens Fremstilling efter Beliggenheden. Den ligger paa Fjordens østside og ret overfor Agdenes, ikke sydligere.

Desuden er det formelt umuligt at faa Haarberg til at være samme Navn som Hornbori. Gaarden skrives i Middelalderen Háruberg[71], og Navnet udtales nu med lang Vokal i 1ste Stavelse[72]. Selv om man ikke havde kjendt dets gamle Form, vilde det have været klart nok, at Hornbori ikke i Nutidens Udtale kunde være blevet til Haarberg[73].

Navnet Hornbori er i Virkeligheden bevaret netop paa det Sted, hvor man skulde vente at finde det efter Sagaen. Lidt søndenfor den større Bugt, som gaar ind til det i Sagaen nævnte Selven, er der en mindre, der kaldes Hambaara, hvilket Navn ogsaa en der inde liggende liden Gaard har[74].

Hambaara lader sig meget vel forklare af Hornbori efter kjendte Overgangslove.

Navnet Þórsbjǫrg, ved hvilket Sted Slaget staar, er ikke bevaret, men der er vel Rimelighed for, at man, som det almindelig menes, har en Erindring om Navnet i det nuværende Torshaug, sydvest for Stadsbygdens Kirke, omtrent midtveis mellem Præstelvens Udløb og Røberget. Det forekommer ogsaa i Harald Haarfagres Saga[75].

Da Birkebeinerne, efter at have opgivet Kampen, drage østover, jage de[76] et Baglerskibs Besætning i Land „fyrir innan Þinarós, á milli ok Þranga“ d. e. indenfor Thinarosen, mellem denne og Trangan. Det sidste er Navnet paa en vel kjendt Gaard i Stadsbygden, ved Fjorden, 4–5 km. østenfor Kirken. Navnet Þinaróss kjendes derimod ikke nu, ligesaa lidet som Elvenavnet Þin eller Þiná, som maa ligge til Grund for det. Efter Stedforholdene kan det ikke være nogen anden Elv, som har baaret det, end den, der nu kaldes Præstelven, vestenfor Kirken, som allerede antaget af Munthe og Munch[77]. Mulig er der endnu levnet et Spor af Elvens gamle Navn Þin (dette er vel den sandsynligste Form) i Gaardnavnet Fenstad vestenfor Elvens Udløb; þ og f vexle jo undertiden i Begyndelsen af et Ord[78].

Sverres Saga Kap. 154 (Fornm. s. VIII 370). Blandt de Mænd, Baglerne fik med sig fra Haalogaland ved sit Tog did i Høsten 1198, nævnes Haldor i Hjǫrleifsvík og hans Sønner.

Efter Munthe skal denne Gaard være Gjersvik i Rødø Sogn[79]. Han kan ikke have Ret deri Navnet skrives ved 1440[80], af Gieswikom, og i 16de Aarh., ligesom stadigt senere, skreves det ligeledes med G–. Dette gjør det allerede usandsynligt, at denne Gaard kan have bedet Hjǫrleifsvík. Dertil kommer endnu, at det sidste Navn ikke i Nutidens Udtale kunde blive til Jærs- eller Jæss-; det maatte blive Jølls- eller Jælls-, ligesom f. Ex. Gaardnavne, sammensatte med et af Mandsnavnene Herlaugr, Herleifr, Herleikr, nu regelmæssig lyde Hels-, Helles-, Hellings-.

Saavidt jeg har bemærket, findes der ikke nu noget Gaardnavn i Nordlands eller Tromsø Amt, som lydlig kunde svare til Hjǫrleifsvík. Formodentlig har altsaa Gaarden siden den Tid byttet Navn.

Sverres Saga Kap. 162 (Fornm. s. VIII 399). I Fortællingen om Bøndernes store Reisning mod Kong Sverre i Viken i Begyndelsen af Aaret 1200 omtales en af de Bondeflokke, der stevne mod Kongen i Oslo, som bestaaende af Skeynir, Eynir, Foldungar, Heggnir. De fleste af disse Navne forekomme ogsaa ellers og ere klare nok: Skeynir ere fra Skaun, det nuværende Rakkestad Pgd. i Smaalenene, Heggnir fra Nabobygden Heggin, nu Eidsberg Pgd., og Foldungar fra Follo. Eynir kjendes derimod ikke ellers.

Munthe[81] forklarer det saaledes: „de, som boede ved Eyna[82], nu Øieren Sø, og vel nærmest Beboerne af Eid eller Askim Sogn op til bemeldte Vand“.

Dette skal se ud som én Forklaring, men er i Virkeligheden, som det let indsees, to sproglig og reelt ganske forskjellige. Munch[83] følger den første af dem[84], idet han oversætter: Bønderne fra omegnen af Øieren.

Denne Forklaring har to afgjørende Grunde mod sig. For det første finder man aldrig ellers Folk, som bo omkring en Indsø, betegnede med et Fællesnavn, dannet af denne Indsøs Navn. Og dernæst er det vel sproglig lidet rimeligt, at man af Øierens Navn skulde have dannet Eynir, hvad enten man som Indsønavnets gamle Form tænker sig Eyjavatn, den eneste, der nu haves Hjemmel for fra Middelalderen, eller Eyjir, hvilken Form vel maa have været brugt ved Siden, eftersom den ligger til Grund for den nuværende.

Derimod har maaske Munthe truffet det rette med sin anden Forklaring, hvorefter Eynir bliver Askimfolkene. Eið forekommer i Middelalderen ofte som Benævnelse paa det nuværende Askim Sogn[85].

Spørgsmaalet kommer til at bero paa, om Eynir er en sproglig mulig Dannelse af Eið; herom tør jeg ikke have nogen bestemt Mening. Sverres Saga Kap. 166 (Fornm. s. VIII 417). Paaskedag (9de April) 1200 kommer en Baglerflaade nordenfra til Bergen, uden at have nogen Anelse om, at Sverre var kommen did Dagen iforveien. Idet Baglerne ro ind paa Bergens Vaag, blive de ganske uventet angrebne af Birkebeinerne og maa tage Flugten, skarpt forfulgte af disse. Nogle af dem løbe i Land i Gravdal, andre, og blandt disse Anføreren Reidar Sendemand, i Gýgisvík, og atter andre endnu længere mod Syd.

Munthe[86] mener, at det sidstnævnte Sted maa være Godvik i Askø Sogn, et Stykke udenfor Gravdal, hvilket Munch[87] bifalder.

Godvik kan imidlertid jo umulig være samme Navn som Gýgisvík[88]. Det sidste maatte vel, om det havde været bevaret, nu havde lydt Gjøsvik; i ethvert Fald kunde s-Lyden ikke være bleven borte.

Gýgisvík er altsaa et tabt Navn; det kan have betegnet hvilkensomhelst af Bugterne nærmest udenfor Gravdal, med Undtagelse af Skaalevik, som nævnes med dette Navn faa Aar efter 1200[89].

Sverres Saga Kap. 169 (Fornm. s. VIII 423). Kong Sverre gjør i Sommeren 1200 et Tog til Viken for at straffe Bønderne, som havde været med i den store Opstand om Vinteren; han møder overalt meget fiendtlig Stemning. Under dette Tog, som han begynder søndenfra, ved Landsgrændsen, lægger han ind i Horneskilen i Skjeberg og sender Bud til Omegnens Bønder, at de skulle komme og forlige sig med ham. „Nogle kom, andre ikke, og det var de fleste, overalt østenfor Elven omkring paa Agder (um Agðir)“; de forlod sig paa, at Reglerne vilde komme dem til Hjælp. Kongen gjorde da, efter at have ventet paa dem en Stund, Landgang „paa det nordre Land“ (altsaa opover gjennem Skjeberg) og fandt alle Gaarde i Bygden øde. Ud paa Dagen vendte han om og lod sine Folk paa Tilbageveien brænde Bygden, delte i to Afdelinger, som tog hver sin Side af den. Blandt de brændte Gaarde nævnes en enkelt, Store Dal vestligst i Skjeberg. Dagen efter kom alle Bønderne og underkastede sig.

Saaledes lyder Texten i Udgaven i Fornm. s. I Flatøbogen[90] gives det ovenfor ved Anførselstegn udhævede Sted i væsentlig forskjellig Skikkelse: „nogle kom og indgik Forlig, andre ikke; alle østenfor Elven kom, men ingen ellers“. Det tredie Haandskrift, om hvis Textform Oplysning haves, Eirspennil, forkorter Stedet saaledes, at der ikke bliver nogen Vanskelighed ved Forstaaelsen: „nogle kom, andre ikke og det var de fleste“. Skaalholtshaandskriftets Textform kjendes ikke.

Med „Elven“ kan der alene menes Glommen; ingen anden Elv kunde i denne Sammenhæng nævnes saaledes uden nærmere Bestemmelse. Men da bliver det høist besynderligt, hvad Sagaen fortæller efter Texten i Fornm. s., at det var Folkene østenfor Elven, som ikke mødte. Sverre laa jo med sin Flaade østenfor Glommen, og de løb altsaa størst Fare ved at udeblive.

Flatøbogen fortæller lige det modsatte, at de østenfor Elven boende Bønder alle kom. Men heller ikke denne Text giver en tilfredsstillende Mening. Havde Bønderne østenfor Elven forligt sig med Kongen, vilde han selvfølgelig ikke have brændt deres Gaarde, men det er jo netop østenfor Elven, han lader brænde. Kunde der være nogen Tvivl derom, saa maatte den falde bort, naar Store Dal sees at være blandt de brændte Gaarde.

Uforstaaeligt bliver endvidere det i Hovedhaandskriftet tillagte um Agðir. Paa det vel kjendte Landskab Agder i det nuværende Kristiansands Stift kan selvfølgelig ikke tænkes her. Munthe[91] retter det til Ábygðir, hvilket da skulde være et Bygdenavn, svarende til Folkenavnet Ábyggir, som man har i den oftere nævnte Ábyggja skipreiða; denne omfattede foruden Hvaler det nuværende Borge Pgd., eller Egnen nærmest øst for Glommen paa denne Kant.

Denne Rettelse kan ikke godkjendes. Navnet Ábygðir forekommer ikke ellers; om Folkene kaldtes Ábyggir, følger ingenlunde deraf, at Bygden kaldtes Ábygðir, helst da man jo havde et andet, vistnok ældgammelt Navn paa den samme Bygd, det paa mange Steder forekommende Ámorð. Dertil kommer, at man, om Navnet virkelig har været brugt, maatte vente at finde det i Entalsform, Ábygð, da det kun er en enkelt Bygd, Borge Sogn, som det her kan være Tale om.

Sandsynligvis er paa dette Sted i Sagaen tidlig indkommen en Feil, som ligger bag alle de nu kjendte Textformer. Det vilde kanske være for dristigt at gjette, at Ordene „allt fyrir austan ána um Agðir“ i det Haandskrift, hvorpaa Texten i Fornm. s. beror, er et Indskud af en Afskriver, som ikke har havt noget Lokalkjendskab her og er kommen til at tænke paa den oftere omtalte „Aa“ (Sireaaen), som dannede Agders Vestgrændse[92], og at Flatøbogen her giver en skjødesløs Omarbeidelse af dette Indskud med Udeladelse af um Agðir, som let kunde skjønnes ikke at høre hjemme paa dette Sted. Sløifer man det formentlige Indskud, er der ingen Vanskelighed.

Sverres Saga Kap. 169 (Fornm. s. VIII 424). Strax efter de i forrige Artikel omtalte Begivenheder seiler Sverre over Kristianiafjorden (norðr yfir Foldina); da han laa í Hafsteinssundum, spurgte han, at Baglerne havde skaffet sig Skibe i Tønsberg. Da han kom til Grindholmasund (Vrængen mellem Nøtterø og Tjømø), roede han efter dem nordenom Tjømø (fyrir norðan Tjumu), til det begyndte at blive mørkt; han laa om Natten i Ravnsvaag (í Hrafnsvági) paa Udsiden af Tjømø[93], medens Baglerne laa lidt sydligere ved Stranden. I Dagningen roede Kongen ud med Skuder og lette Skibe for at lede efter dem, men de havde allerede før Dag seilet ud tilhavs. De mærkede dog snart under Forfølgelsen, at Birkebeinernes Skibe skjød bedre Fart, og at de ikke kunde løbe fra dem, og søgte derfor ind til Land. Paa Veien blev et af deres Skibe taget at Tunnuskǫgum. Syv andre Baglerskibe stevnede ind i Sandefjord til Hellisvík, hvor Kongen indhentede dem og drev Folkene i Land eller dræbte dem.

Det er klart, at der i denne Fortælling, formodentlig ved Forkortning af den, maa være udfaldet et ikke ganske uvæsentligt Led: at Baglerne med sine Skibe forlade Tønsberg, da de erfare, at Sverres Flaade er i Nær- heden, og at de allerede gjennem Tønsbergfjorden ere naaede udenfor Vrængen, da Kongen kommer ud af Sundet fra den anden Side. Forøvrigt er der flere Steder i Fortællingen, som kunne trænge til at bestemmes noget- nøiere end hidtil skeet[94].

Det eneste Hafsteinssund, som kjendes paa disse Kanter, er det i Tanum Sogn i Bohuslen (omtalt ovfr. S. 259). Om dette kan dog ikke være Tale her, hvis Sagaens Fremstilling er i Orden; efter den maa Hafsteinssund nødvendigt søges paa Vestsiden af Kristianiafjorden, men østenfor Vrængen, altsaa vistnok ved Østsiden af Tjømø[95]. Hvilket af de her værende Sund der kan være ment, lader sig ikke gjette. Man fristes dog stærkt til at formode en Feil i Sagaens Text, som den nu foreligger, og tænke sig, at her oprindelig har været- sagt, at Sverre tidligere paa denne Reise, før det i Begyndelsen af Kapitlet fortalte Tog ind i Skjebergkilen, og medens han laa i Hafstensund paa Bohuslenskysten, havde spurgt Baglernes Skibsrustninger i Tønsberg.

Ravnsvaag, hvor Kongen lægger ind for Natten, sees at maatte søges lidt østenfor Sydspidsen af Tjømø. Det tør være, at Navnet har Sammenhæng med Ramsøen inde i Ryssesundet mellem den sydligste Del af Tjømø og det østenfor liggende Vasserland[96].

At Tunnuskǫgum maa sigte til Gaarden Skagen i Sandeherred, liggende yderst paa den smale Halvø (den i Sagaen her nævnte Yxnøy), som ender med „Tønsberg Tønde“ (Tunna). Gaarden har sit Navn af Beliggenheden; skagi betyder jo en stærkt fremstikkende Odde. I den feilagtige Læsemaade Tunnuskógum stikker en Misforstaaelse, lignende den, der har bevirket, at Gaardnavnet (udtalt Skaagænn) i senere Tid har været skrevet Skougen, Skogan osv.

Hellisvík er, som allerede oplyst af Munthe, at søge ved Hellesøen i Sandefjorden, ved dennes Østside.

Sverres Saga Kap. 170 (Fornm. s. VIII 425). Limgarðssíða, se Hist. Tidsskr. 3 Række II S. 427.

Sverres Saga Kap. 178 (Fornm. s. VIII 439). Om det her nævnte Aldinhagi i Vik i Sogn se Hist. Tidsskr. 3 R. II S. 424.

Haakons, Guthorm og Inges Saga Kap. 9 (Fornm. s. IX 20, jfr. 120). Det lykkes Baglerne under deres Konge Erling Steinvegg 22de April 1206 at overfalde Kong Inge og hans Mænd i Nidaros om Natten og at fælde mange Birkebeiner. Paa Veien havde de faret Bergen forbi, da de hørte, at Jarlen Haakon Galin, som sad der, var beredt paa at modtage dem. Jarlen sendte flere Bud for at advare Kong Inge. Et af disse opsnappede Baglerne; da de en Kveld søgte Havn i Skútusundi, fik de af Bonden der vide, at han den Dag havde skydset Kong Inges Brevdragere til Vaagsøen (í Vágsey). De sætte da efter disse, indhente dem og bringe sin Konge Brevet.

Vágsey kan efter Baglernes Rute, som den gives i Sagaen, ikke være noget andet Sted end den bekjendte Vaagsø sydligst i Selje Pgd. i Nordfjord. Skútusund, hvorfra Bonden samme Dag havde skydset dem did, maa altsaa være at søge noget, men ikke meget sydligere.

Man har ment[97] at finde det i Skatestrømmen mellem Rugsundøen og Bremangerlandet. Det er dog lidet troligt, at Skútu- i Nutidens Udtale kunde være gaaet over til Skate-, og man maa finde det umuligt, naar man lægger Mærke til, at Skatestrømmen har sit Navn af en midt i den liggende Grund af Navn Skaten[98].

Sagaens Skútusund er altsaa endnu ikke fundet. Det maa være her i Nærheden, og mulig kjendes Navnet endnu, skjønt det ikke findes paa Karterne.

Haakons, Guthorm og Inges Saga Kap. 12 (Fornm. s. IX 28, jfr. 134). Da Baglerne efter det heldige Overfald paa Nidaros i 1206 drage sydover igjen med det rige Bytte, de havde gjort, møde de sydlig paa Nordmør Haakon Jarl, som ved Efterretningen om Overfaldet var brudt op fra Bergen. Da Jarlen kom seilende, laa Baglerne við Markarholminn; de roede igjen nordover, da de saa ham, og stevnede i Veien for ham indenfor Langøsund (ved Langøen, omtrent midt paa Averøens ydre Kyst). Jarlen lagde til i Sveggjaðarsundi (indenfor Øen Sveggen nær Averøens Nordspids). Da han fik Øie paa Baglernes Skibe, fandt han sig ikke stærk nok til at modtage en Kamp og greb derfor Flugten nordover til Hamrasund (nu Hammersund, Indenskjærsleden langs den søndre Del af Tusterens Udside). Birkebeinerne seilede derfra ud paa Fjorden til Edøen og fik saa stor Fordel af en opkommende vestlig Vind, at Baglerne opgav Forfølgelsen.

Den udførligere Form af Sagaen, som nu kun haves i Peder Claussøns Oversættelse, synes at have havt en noget afvigende Fremstilling, men den er saa stærkt afkortet i Oversættelsen, at den ikke giver nogen Veiledning.

Det eneste Stedsnavn her, som ikke før er sikkert bestemt, er Markarholmrinn. Den sees at ligge længere syd i Leden end Langøsund, men ikke særdeles langt fra dette.

Sandsynligvis er det Marholmen, som efter Kystkartet ligger nær Fastlandet omtrent ret i S. for Kvitholmens Fyr[99].

Forøvrigt er det vel tvivlsomt, om vi paa dette Sted have Sagaens oprindelige Fremstilling uforandret; det skjønnes ialfald ikke, hvorledes Baglerne under sit Forsøg paa at spærre Jarlen Veien kunne komme „indenfor“ Langøsund.

Overhovedet er denne Saga den blandt de senere Kongesagaer, hvis Text nu foreligger i mindst paalidelig Form. Man har derfor ikke ret sikker Bund at bygge paa, naar man i den træffer tvivlsomme topografiske Spørgsmaal, og vil vist i flere Tilfælde aldrig komme til noget tilfredsstillende Resultat i disse.

Haakons, Guthorm og Inges Saga Kap. 15 (Fornm. s. IX 37). Strax efter at Baglerne havde taget Filippus Simonsen til Konge tidlig paa Aaret 1207, sendte de 16 Skuder nordover fra Viken. Da disse kom til Seløerne lidt vestenfor Lindesnes, spurgte de, at Birkebeinernes Sysselmand Torgils var norðr á Veggjum[100] og der havde samlet endel Leding. De ville da forsøge at faa fat i ham og i Ledingen og aftale, da de ro videre næste Morgen, Hitterø (søndenfor Flekkefjord) som Mødested. Idet de samles der, ror en af deres Skibshøvdinger videre og støder udenfor Sogndalselvens Munding paa to Birkebeinerskuder; disse vare udsendte fra en større Skudehær, Fortrop for Birkebeinernes Hovedflaade, som var paa Vei nordfra og nu laa i Kvitingsøerne udenfor Stavanger. Det kommer derefter til adskillig Jagt frem og tilbage mellem de to Parter paa Kysten mellem Sogndalselven og Svaavik (i Egersund Sogn), hvor Birkebeinerne tilsidst nødes til at give Slip paa sine Skibe og flygte i Land.

Det er her for det første usikkert, hvor á Veggjum er at søge. Efter Sammenhængen maa det ligge vestenfor Hitterø og østenfor Svaavik. Munthe mener at have fundet det. Det er, siger han[101], „formodentlig den med Haaland nu forenede Gaard Viggen i Sogndal“. Gaarden, som M. sigter til, er Vigen, nu Gaards-No. 28 i Sogndal Herred. Denne Gaard er en ubetydelig Eiendom, der i Jordebøgerne saa sent som 1723 staar som Underbrug til den nærliggende større Gaard Haaland, men nu er selvstændigt Brug. Da den desuden ligger meget afsides, over en Mil op fra Søen øverst i et Dalføre, bliver det i høieste Grad usandsynligt, at en Sysselmand skulde have taget Standkvarter der. Dertil kommer, hvad der allerede i og for sig vilde være afgjørende, at Vigen (Vík) og Veggir ere to ganske forskjellige Navne[102].

Veggir er vistnok nu glemt; det ser snarest ud til at være et Bygdenavn og maa efter Sammenhængen søges i det nuværende Sogndal Herred.

Under Baglernes og Birkebeinernes Sammenstød ved denne Leilighed omtales et Sted Selvágar paa en saadan Maade, at det skjønnes at maatte være at finde etsteds mellem Sogndalselven og det bekjendte, noget vestligere paa Kysten liggende Fjeld Haadyret. Dette forbyder at henføre Selvágar til Selvaag paa Jæderen, ved Haaelvens Munding, som Munthe[103] vil. Det er aabenbart den lidt østenfor Haadyret liggende Havn, som nu kaldes Vaagene[104], Sagaen sigter til.

Haakons, Guthorm og Inges Saga Kap. 17 (Fornm. s. IX 48). Mod Slutningen af Aaret 1207 sende Baglerne fra Bergen nogle Skuder mod Syd for at holde vagt i Leden. Disse Folk faa ved Moster vide, at Birkebeinerhøvdingen Peter Støyper er i Stavanger, og beslutte at forsøge paa at overfalde ham. De ro da ud í Herfili, hvor de fik Modvind, saa at de blev liggende der i 4 Nætter. Derefter roede de „over Fjorden“, ind til Vaðey indenfor Bokn, udenfor Utstein og saa syd i Fjarðbyrjusund og ind paa Vaagen i Stavanger, hvor de træffe Peter uforberedt, saa at han maa redde sig ved Flugten.

Saa fortælles i det Haandskrift, som her er udførligst, Skaalholtsbogen. Eirspennil er kortere og nævner hverken Vaðey eller Utstein; den har en afvigende Form af Sundets Navn, Fjǫrbyrjusund[105].

Her er baade Herfili, Vaðey og Fjarðbyrjusund (eller Fjǫrbyrjusund) vanskelige at bestemme.

Det i Sagaen nævnte Moster maa nødvendigt antages at være M. i Søndhordland, ikke Mosterøen i Rennesø Pgd., noget nordenfor Stavanger, som man har ment.[106] Ved at antage det sidste kommer man til at tænke sig, at Baglerne, efter at have faaet Besked om Peters Ophold i Stavanger, ro et langt Stykke tilbage istedetfor strax at tilbagelægge den korte Strækning, de havde igjen til denne By, og overfalde ham.

Herfili ligger altsaa paa Strækningen mellem det søndhordlandske Moster og Bokn. Det kan ikke være Øen Høvring i Avaldsnes Pgd.[107], noget nordenfor Bokn, da det ikke vil være sproglig muligt at bringe disse to Navne sammen. Høvrings gamle Navneform er ganske vist Hefring, et Navn, som ogsaa bæres af et i Kongesagaerne oftere nævnt Nes udenfor Nidaros, nu Høvringen[108]. Herfili maa derimod sproglig være samme Navn som Herfyli ved Hvaler østenfjelds[109], nu Herføl.

Vaðey siges at ligge „indenfor Bokn“. Det kan ikke være samme Navn som Vaagholmene ved Sydenden af Lille Bokn[110], men Beliggenheden passer, forsaavidt disse Holmer jo ligge indenfor Store Bokn, og det kan vel nok tænkes, at de i Tidens Løb have skiftet Navn.

Med Fjarðbyrjusund har man[111] bragt i Forbindelse et Navn, der forekommer paa et tidligere Sted i den samme Saga (Kap. 5, Fornm. s. IX 11). Her fortælles, at Erling Steinvegg i Begyndelsen af Aaret 1205 fra Viken sendte 18 Skuder til Bergen. Da disse kom til Fjǫlbyrju[112], spurgte de, at Einar Kongsmaag laa med en Afdeling Birkebeiner i Stavanger og ikke vidste noget om dem. De stevnede da did, seilede forbi Jæderen og kom ved Middagstid til Stavanger, hvor de fangede og dræbte Einar.

Dette Fjolbyrja, eller Fjolbyrða, maa altsaa efter Sagaens Fremstilling ligge søndenfor Stavanger, og det bliver umuligt at henlægge det til Fjeldøen søndenfor Utstein, nordenfor Stavanger; nogen virkelig sproglig Lighed er der heller ikke mellem de to Navne[113]. Ligesaalidet vil det lade sig gjøre at bringe dette Fjǫlbyrja sammen med Fjarðbyrjusund, der efter Sagaens Kap. 17 er nordenfor Stavanger.

Det vil paa Veien mellem Utstein og Stavanger være vanskeligt at finde noget Sund, som kunde passe ind i Fortællingen paa det sidste Sted. Det eneste, man kan tænke paa, er Byfjorden mellem Bru og Tungenes og videre indover[114]; men denne Fjord vides ellers ikke at have været benævnt „Sund“ og passer, forholdsvis bred som den er, heller ikke synderlig til denne Benævnelse.

Resultatet af denne Undersøgelse bliver negativt. De tvivlsomme Steder i Sagaen kunne endnu ikke siges at være sikkert gjenfundne, og man faar en bestemt Mistanke om, at Vanskeligheden ved at finde dem først og fremst ligger i, at Sagaens Text foreligger os i forvansket Skikkelse.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 3 (Fornm. s. IX 233 f.). Om Birkebeinernes Færd med den spæde Kongesøn Haakon fra Lillehammer nordover til Trondhjem i Begyndelsen af Aaret 1206 fortælles her i det væsentlige følgende: „Efter Julen drog de med Kongesønnen og hans Moder fra Lillehammer og stevnede til Østerdalen. Paa denne Færd led de meget af Uveir, Frost og Snefald og maatte stundom ligge ude i Skove og Ubygder om Natten. En Kveld[115] blev det saa ondt Veir, at de for vild. De lod da de to bedste Skiløbere i Flokken fare i Forveien med Barnet, med to Bønder til Veivisere. De naaede ikke frem til Bygden, men fandt nogle Udlader, hvor de slog Ild og redede et Leie for Barnet. Siden hentede Veiviserne de øvrige af Følget, og de blev i Laden om Natten, hvor daarligt Kvarter det end var. Det Sted, hvor de da vare, hed Nafardalr. De fik saa vanskeligt Føre, at de maatte stappe Sneen ned med Spydskafterne for at bryde sig Vei. I Østerdalen hjalp Bønderne dem, saa godt de kunde, overalt hvor de kom. – Baglernes Høvdinger, som sad i Tønsberg og havde faaet Nys om Kongesønnens Færd, sendte 8 Sveitehøvdinger til Oplandene for at lede efter ham. Da disse kom op til Hedemarken, var de Birkebeiner, som ledsagede Kongesønnen, naaede op i Østerdalen; Baglerne hørte, at mange Folk søgte til dem, og da det desuden var daarligt Veir og Føre, vendte de om. Paa Birkebeinernes Færd op gjennem Østerdalen strømmede der, uagtet det var saa vanskeligt at komme frem, fra mange Bygder, ogsaa fra Gudbrandsdalen, Folk til, som vilde være med at følge Kongesønnen. De kom ned af Fjeldet i en Bygd, som heder Aal, øverst i Gauldalen“.

Efter denne Fremstilling kan der ikke være Tvivl om, at de Reisende have fulgt Østerdalens Hoveddalføre helt op, ialfald paa det nærmeste, og gaaet over Fjeldet ved Røros eller ikke langt vestligere; ellers kunde ikke Aalen blive den første Bygd, de naaede nordenfjelds.

Nafardalr skulde efter det Sted i Fortællingen, hvor det nævnes, synes at maatte søges temmelig nær ved Reisens Udgangspunkt, Lillehammer. Men Frem- stillingen gjør ikke Indtrykket af at være særlig vel ordnet og klar og heller ikke af at hvile paa noget nøiere Kjendskab til Stedforholdene. Man kan saaledes ikke afvise Muligheden af, at den Episode i Reisens Besværligheder, hvortil dette Stedsnavn er knyttet, i Virkeligheden kan høre hjemme længere henne i Reisen. Det bliver derved vanskeligt nok at bestemme Navnet.

Munthe[116] mente at have fundet det i Nardalen i Os Sogn i Tolgen, en Sidedal, som her kommer ned til Glommen fra Øst, og Munch sluttede sig først[117] til denne Mening. Efter Beliggenheden kan det vel til Nød være muligt at tænke paa dette Sted; man maatte da forudsætte, at de Reisende havde forvildet sig ind i Nardalen istedetfor at følge Glommen. Navneformen lægger dog afgjørende Hindringer i Veien. Nardalens Navn er dannet af dens Elvs Navn, der nu i Egnens Udtale lyder Nøra, med Mellemlyd af aa og ø og med Enstavelsesbetoning. Naar saa er, bliver det neppe muligt sproglig at bringe disse Navne sammen med det gamle Nafardalr, hvad enten man i dette Navns første Led ser Genitiven af et Elvenavn Nǫf, eller man tænker sig det at være Ordet nafarr (Naver, Bor), der jo oftere findes brugt som stedsnavn (om Fjeldtoppe og om langt udskydende Tanger).

Senere[118] søgte Munch Stedet ved Næversjøen, der ligger oppe i Fjeldet en god Mil i NØ. for Lillehammer. Fra denne Sø gaar Elven Nævra ret mod Syd ned i Nordre Mesna, og dens Dal kunde nok passe i Sagaens Fremstilling. Men ogsaa her melde sig sproglige Indvendinger. Elvens Navn lyder efter de paalideligste Opgaver i Stedets Udtale Nævla, med „tyk“ l[119], hvilket synes at udelukke Muligheden af sproglig Forbindelse med Nafardalr.

Der gives et Stedsnavn, som sproglig ganske svarer til dette: Næverdalen, som det almindelig skrives, i Inset Anneks i Kvikne: I denne Gaard har allerede Kraft[120] villet finde Sagaens Nafardalr. Gaarden kaldes i Virkeligheden Naavaardalen, og den lille Elv, som her falder ud i Orkla, og hvorefter den har Navn, Naava, med Enstavelsesbetoning. Disse Nutidsformer svare efter Egnens Dialekt nøiagtigt til Nafardalr og Nǫf. Men Realitetsgrunde forbyde at tænke paa dette Sted. Vare de Reisende komne saa langt mod Vest, maatte de[121] have fortsat Reisen langs Orkla og kunde ikke være komne til det meget østligere liggende Aalen.

Man bliver altsaa vel nødsaget til foreløbigt at give Afkald paa at stedfæste det omstridte Navn.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 10 (Fornm. s. IX 247, jfr. S. 202 og 204). Da Indtrønderne paa Grund af Dyrtid længe vare udeblevne med Leding og andre Udredsler, holdt Kong Inge i 1213 Møde med dem paa Raumathing; det kom her til Kamp mellem Kongsmændene og Bønderne, og det endte uden Forlig. Aaret efter kom Kongen tilbage med stor Magt for at bringe Bønderne til Lydighed og mødte dem „inn við Vágsbrú“, hvor Forlig blev sluttet. Sommeren 1214 blev paa Grund heraf kaldet „Vaagsbrusommeren“.

Istedetfor Raumathing har Flatøbogen[122] Runathing. De islandske Annaler, som omtale Sagen i Korthed ved Aar 1213, kalde Thinget dels Raumathing[123], dels Raumathing[124]. Ogsaa Vágsbrúarþing nævnes i de samme Annaler[125] ved 1214.

Dette Thing, hvis Navns Form altsaa bliver noget usikker, forekommer ikke ellers. Munthe[126] gjettede, at det har været holdt paa Rones i Beitstaden. Denne Gaards Navn skrives 1336[127] Runes; hvis Formodningen var rigtig, maatte man holde sig til Læsemaaden Runathing og antage, at Gaardnavnets oprindelige Form havde været Runanes. Man kan dog neppe give Munthe Ret i, at Rones skulde være bekvemt liggende Thingplads for en videre Omegn, og Runathing er, som oplyst, en svagt hjemlet Læsemaade.

En anden Forklaring af Navnet, der er henkastet af Munch[128] som en løs Gjetning, synes heller ikke antagelig. Den gaar ud paa at læse Raurnathing eller Rǫrnathing, hvorefter Thinget skulde være holdt i Bygden Røren (Salberg Sogn, Inderøen). Men denne Bygds gamle Navn er Ryr, Ryrin[129], hvoraf ikke kunde dannes et Indbyggernavn Raurnir eller Rornir. Heller ikke er det just sædvanligt, at et Thing kaldes efter Distriktets Indbyggeres Navn; det pleier at være efter Steden hvor det holdes.

Thingets rette Sted er altsaa endnu ikke fundet[130].

Det andet i Sagaen her nævnte Sted, Vágsbrú, kan gjenfindes med større Sikkerhed. Navnet forekommer en Gang til i samme Saga[131], hvor det fortælles, at Hertug Skule i 1239 blev uens med Indtrønderne i Anledning af de svære Udredsler, som han da, kort før sin Reisning mod Kong Haakon, krævede af dem; han tvang dem til at falde tilføie ved at drage ind i Fjorden og lægge sig med stor Krigsmagt við Vágsbrú.

Vágsbrú sees altsaa at have været et nogenlunde centralt beliggende Sted i Indherred. Navnet maa betyde „Broen ved Vaagen“ eller „Broen over Vaagen“. Munch har vel Ret, naar han[132] henlægger Vágsbrú til Levanger. Her er en „Vaag“, Eidsbotnen, der har Udløb til Fjorden gjennem strømmen ved Levanger. Over denne Strøm har der neppe været Bro saa langt tilbage i Tiden, men vel lige i Nærheden over Levangerelven, i den ældgamle Færselsvei gjennem Indherred, og denne Bro kunde da efter sin Nærhed ved Vaagen være kaldet Vágsbrú. Mindre rimeligt er det at tænke paa Strømmen paa Inderøen, hvor „Vaagen“ maatte tænkes at være Borgenfjorden og Broen lagt over dennes Udløb ved Strømmen. Her har der vist ikke været Bro i ældre Tid; Gaardnavnet Sundfær ved Strømmen tyder ogsaa paa gammelt Sundsted[133].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 28 (Fornm. s. IX 267 f.). Den unge Kong Haakon og Skule Jarl drage ud paa Sommeren 1217, strax efter at de havde faaet Efterretning om Baglerkongen Filippus’s Død, fra Bergen til Viken. Da de kom did, vare Baglerne alle østenfor Fjorden (Kristianiafjorden). Biskop Nikolas og nogle af Baglernes Høvdinger havde lagt sig „helt nord i Svinesund“. Da Kongen og Jarlen kom seilende til Viken, roede Biskoppen dem imøde og traf dem[134] ved Rossanes (Nordspidsen af Nøtterø), hvor der blev sat Grid mellem begge Partier. Derefter kom Baglernes øvrige Høvdinger over Fjorden og lagde til ved Gunnarsbø (lige østenfor Tønsberg), hvorpaa Underhandlinger begyndte.

Istedetfor Svinesund, der kun synes at staa i 1 Haandskrift, har et andet Lúasund og et tredie Ifasund; i det fjerde nævnes Stedet ikke.

Om Svinesund synes her ikke at kunne være Tale efter Udtrykket „helt nord i Sv.“. Efter Forliget af 1208 hørte nemlig den søndenfor Svinesund liggende Del af Viken til Birkebeinernes Landsdel; Stedet laa altsaa sydligst i Baglernes Del[135].

Det maa søges længere nord paa Østsiden af Fjorden, da Sagaen siger, at alle[136] Baglernes Høvdinger vare der, altsaa ogsaa de, der vare i Følge med Biskoppen. Helst skulde man vente at finde det et Stykke inde i Fjorden, eftersom det heder, at Biskoppen roede Birkebeinerne „imøde“.

Munch[137] holder sig til Læsemaaden Lúasund og mener, at dette er „Sundet mellem Fojenland og Gaarden Luen paa Nøtterø“. Den Gaard, hvortil M. sigter, maa være Lunden (Neslunden), der ligger ved det sydlige Udløb af Sundet mellem Føienlandet og Nøtterø. Navnet Lunden udtales vistnok nu, ved en let forklarlig Lydovergang, paa disse Kanter paa en saadan Maade, at det lyder omtrent som Luen, og man kan nok ogsaa finde det skrevet saaledes; men i Sagaens Tid var det ikke saa. Dengang var Nominativformen Lundrinn, hvoraf ikke denne Udtale kunde fremkomme, og et efter Gaarden benævnt Sund maatte da hede Lundarsund. Munchs Mening er allerede af denne Grund uholdbar.

Jeg har forgjæves søgt et andet Sted i Kristianiafjorden, hvis Navn med Rimelighed kunde forudsættes at svare til en af de i Sagaens Haandskrifter overleverede Former, d. v. s. hvoraf en af disse kunde antages at være fremkommen ved Forvanskning.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 60 (Fornm. s. IX 296). Da Kongen og Jarlen med en stor Flaade i Slutningen af Septbr. 1220 drog fra Bergen til Viken for at møde Ribbungernes stærkt voxende Magt, maatte de efter at have seilet forbi Jæderen i haardt Veir ligge en halv Maaned veirfaste í Lykri. Da der blev Mangel paa Levnetsmidler og Folkene begyndte at knurre over det lange Ophold, blev det besluttet, at Kongen skulde vende tilbage til Bergen med Storskibene og Jarlen fortsætte Reisen til Viken med de smaa. Det nævnes, at Kongen paa Tilbageveien til Bergen mødte Biskop Henrik af Stavanger i Egersund.

Man har været i Forlegenhed med Stedsnavnet í Lykri, som af Sagaen sees at maatte søges østenfor Egersund, men sandsynligvis ikke ret langt østenfor. Man har gjettet, at det kunde være Løgevig i Sogndal Pgd.[138]. Dette Navn passer dog ilde til den i Sagaen givne Form, og der findes et Sted, hvis Navn lydlig ganske svarer til dette; det er hidtil blevet overseet, fordi det ikke har været navngivet paa Karterne. Det er Løgre, ogsaa skrevet Lygre, en liden smal Fjord, som skjærer sig ind i Landet strax østenfor det søndre Indløb til Egersund[139]. Da Fjorden er grund, er det vel sandsynligt, at den kongelige Flaade har ligget ved dens Indløb, i en endnu benyttet Havn, som nu kaldes Skivoldvig[140].

Siden Navnet er et Fjordnavn og Fjordnavnene pleie at være Hankjønsord, maa Nominativformen forudsættes at have været Lykrir.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 67 (Fornm. s. IX 303). Kong Haakon og Skule Jarl havde aftalt, at de i Sommeren 1221 skulde angribe Ribbungerne i Viken hver fra sin Kant, Kongen tilsøs fra Bergen og Jarlen overland fra Nidaros. Kongen overrasker ved sin Ankomst Ribbungerne med Overmagt ude i Kristianiafjorden, da de kom over fra Østsiden for at angribe hans i Tønsberg liggende Sysselmænd. Netop som han under Forfølgelsen holdt paa at jage dem i Land fra deres Skibe paa Sydsiden af Jeløen, kommer Skule Jarl uden at vide noget om dette Sammenstød roende ud over Fjorden fra Oslo. En Bonde paa Jeløen raaber til ham fra Land og underretter ham om, at Birkebeinerne og Ribbungerne slaaes ude paa Fjorden. Jarlen lod da sine Folk ro, alt hvad de kunde; de kom forbi Stallen (fyrir Stallinn), just som Ribbungerne løb fra sine Skibe.

Det i Sagaen nævnte Stallen er sagt at være „Stolsberget (Stolen), den sydvestlige Pynt af Jeløen“[141]. Noget Sted af dette Navn findes imidlertid ikke der, men vel et Nes, kaldet Stallsberget, et Navn, hvis første Led aabenbart er det gamle Stallrinn[142]. Sandsynlig høres Navnet i Egnen ogsaa fremdeles i Formen Stallen.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 75 (Fornm. s. IX 314). Da Skule Jarl noget efter Kyndelmesse 1222 hørte, at Afdelinger af Ribbungernes Flok holdt til i den vestre Del af Oslosyssel, befalede han nogle af sine Høvdinger at opsøge dem. Jarlens Folk fandt dem við Svans[143] og drev dem paa Flugt.

Der er vist ingen Tvivl om, at hermed menes Svang (Svangstranden) i det dengang til Oslosyssel hørende Lier, som ogsaa almindelig antages; men man har overseet, at Navnets Form i Sagaen ikke kan være rigtig. Af Svans kunde ikke den nuværende Form Svang fremkomme[144], og Gaarden skrives ved 1400[145] i Svang. Sandsynligvis er i Sagaen Svans feilskrevet eller feillæst for Svang[146].

Haakon Haakonsøns Saga Kap. 105 (Fornm. s. IX 344). Ívarr af Skeðjuhofi, i de nærmest følgende Aar en af Kong Haakons mest brugte Krigshøvdinger, nævnes her for første Gang, men allerede som Sysselmand.

Det har været ment, at denne Mand har havt sit Navn efter Gaarden Skjeau i Høijord Sogn, Andebu Pgd. i Jarlsberg[147]. Det tør være muligt, at det virkelig forholder sig saa[148], men nogen Sikkerhed derfor har man ikke, eftersom der gives to andre Gaarde i Landet, som med mindst lige saa god Grund kunde antages at være Ivars Hjemsted: Skea i Sørum Sogn paa Romerike[149] og Ske Præstegaard nordlig i Bohuslen[150]. Da intet af, hvad der vides om Ivar, giver nogen Veiledning til at udfinde, hvor han var fra, maa Spørgsmaalet blive staaende uafgjort.

Det samme gjelder ved adskillige andre i Kongesagaerne omtalte Mænd, som almindelig nævnes efter et Gaardnavn: de kunne ligesaa godt være fra andre Gaarde af samme Navn, som fra den, til hvilken de almindelig henføres. Det tjener imidlertid til lidet at gaa ind paa de enkelte Tilfælde, medmindre man bestemt kan udpege den rette Gaard.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 109 (Fornm. s. IX 350). Da Kong Haakon i Januar 1225 tiltraadte sit bekjendte Tog til Vermland, vendte Dagfinn Bonde, som nys var kommen til ham, tilbage til sin Post i Bergen, men standsedes udenfor Nesjar[151] af Havisen, som havde samlet sig i den ved denne Tid herskende usædvanlig strenge Kulde. Dagfinn nødtes derved til at ty ind til Land, men her streifede Ribbungerne omkring overalt. Til Held for ham laa imidlertid en Mængde Tydskere med sine Kogger inde i Sandefjord. De indbød Dagfinn til sig og lagde hans Skib imellem Koggerne. Paa samme Maade tog de senere Sysselmanden i Sogn, Isak af Bø, under sin Beskyttelse, der ligeledes var paa Hjemveien fra et Besøg hos Kongen.

Munch har her[152] optaget Læsemaaden Sandasund fra et enkelt Haandskrift (Eirspennil) som „aabenbart rigtigere“. Han sigter dermed tydeligvis til den bekjendte Udhavn Sandøsund i Kristianiafjorden, ved Østsiden af Tjømø.

Det bliver dog nok nødvendigt at holde sig til Læsemaaden Sandefjord, eftersom Sandøsund har Navn af den udenfor liggende Sandø og paa Sagaens Tid maa have bedet Sandeyjarsund.

Munchs Grund til at forkaste Sandefjord har formodentlig været den, at det vilde være mindre paafaldende at finde flere udenlandske Handelsskibe paa denne Aarstid samlede i Sandøsund end i det mere afsides, længere ind fra Leden liggende Sandefjord.

Det kunde dog jo godt tænkes, at Havisen havde drevet dem ind netop til det sidste Sted[153]. Desuden kunde der nok ogsaa være Mulighed for, at de havde Ærinde der, at de vare komne for at hente Trælast[154].

Det bliver visselig paafaldende at finde Udførsel drevet fra Sandefjord midtvinters i 13de Aarh. Men paafaldende er det i ethvert Fald at se et større Antal udenlandske Skibe samlede paa denne Aarstid i en hvilkensomhelst norsk Havn og mange andre Skibe indesluttede i Isen udenfor. At skibene vare der, er imidlertid sikkert; derfor har man Sagaens uforkaste1ige Vidnesbyrd.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 117 (Fornm. s. IX 360). Paa Hjemveien fra Vermlandstoget red Kongen ind paa Grændseskoven om Morgenen, kom ved Middagstid paa norsk Grund og tilbragte Natten paa Folkisberg i en Bygd, som kaldes Ánsmǫrk.

Munch[155] har paavist, at her maa menes Gaarden Folkenborg (i rigtig gammel Form vistnok Folkinsborg) i Rødenes Sogn, ikke Gaarden af samme Navn i Eidsberg (Kongens Fødested). Fuld sikkerhed derfor faar man ved det tilføiede Bygdenavn Ánsmǫrk. Dette kan nemlig ikke være andet end en Forvanskning af Aursmǫrk; som er Rødenesbygdens gamle Navn; det forekommer som saadant i to Breve fra 14de Aarh.[156] Ogsaa i en Jordebog fra 1604 har jeg seet Rødenes benævnt Øuersmark, og endnu 1792[157] siges, at sognet „fordum kaldtes Ørsmark“. Dette Navns første Led, Aurr, er utvivlsomt Rødenessjøens gamle Navn. Af dette er dannet Yrja, oprindelig Navn paa den korte Afløbselv fra Rødenessjøen til Ømarksjøen[158], nu paa Strøget deromkring (Ørje).

Aursmǫrk har det sidste Led tilfælles med de to Bygder, som ligge i Flugt med Rødenes langs Rigsgrændsen mod Syd, Eyjamǫrk (Ømark) og Aramǫrk (Aremark). Tilsammen udgjøre disse, vel i Forening med de tilgrændsende Bygder paa svensk Side[159], det gamle Markir, ofte omtalt i Kongesagaerne, særlig som Tilholdssted for Oprørsflokke i Tronkrigenes Tid.

I samme Linie som disse Bygder nordover langs Grændsen har man en anden Række, hvori Navnene alle. ende med –skógr: Rømskogen, Setskogen, Eidskogen.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 127 (Fornm. s. IX 371). Medens Kongen tidlig om Vaaren 1225 opholdt sig i Tønsberg, blev Ribbungerne saa overmodige, at de vovede sig saa nær Byen som til en Mil derfra. Kongen sendte da en stærk Afdeling ud mod dem, som traf dem ved Gaarden Agnleysa i Osloherred og tilføiede dem et alvorligt Nederlag[160].

Munch[161] har ved Bestemmelsen af Stedet holdt sig til Læsemaaden Angleysa og lagt særlig Vægt paa, at det formentlig maatte søges ikke for langt fra Tønsberg. Han har derfor troet at gjenfinde det i Gaarden Løse eller Løise[162] i Skoger Sogn. Tillægget Ang- kunde Navnet, mener M., have faaet, fordi Skoger er Nabobygd til Sande, hvis gamle Navn var Angr, og kunde regnes dertil, forsaavidt som begge Bygder hørte til samme Skibrede. At Gaarden i Sagaen henføres til Osloherred, kunde bero paa en Misforstaaelse, opkommen derved, at Skoger i den katholske Tid hørte til Oslo Provsti.

Disse Grunde synes lidet overbevisende. Sagaerne bestemme ellers ikke steders Beliggenhed efter den geistlige Inddeling, og selv om man vil medgive Muligheden af, at skoger kan have været regnet til Angr, skjønnes der ikke nogen rimelig Grund til at betegne Gaarden Leysa med Tillæg af Bygdenavnet. Skulde dette tilføies, maatte det være for at adskille Gaarden fra andre Gaarde af samme Navn, liggende i andre Bygder; men dertil var i nærværende Tilfælde ingen Trang; Leysa har været et saa lidet brugt Navn, at Gaarden i Skoger, saavidt vides, nu er den eneste i hele Landet, som bærer det.

Der foreligger desuden i Sagaens Fremstilling ingen tvingende Nødvendighed for at søge Stedet saa nær Tønsberg. Under disse Omstændigheder har man visselig ikke Lov til at slaa en Streg over Sagaens bestemte Udsagn, at det laa i Osloherred, d. v. s. i det nuværende Aker. Agnleysa[163] maa altsaa antages at være et nu forsvundet Gaardnavn i denne Bygd.

Navnet slutter sig efter sin Dannelse og Betydning naturlig til en hel Række af norske Gaardnavne, hvis sidste Led er afledet af Adjektivet lauss (løs), og hvis Mening er, at der paa Stedet har været Mangel paa det, Navnets første Led betegner[164]. Om man blot holder sig til Egnene omkring Kristianiafjorden, kan af saadanne Navne anføres Husløs, Garløs (af garðr, Gjerde) Mjelløs (af mjǫl, Mel), Solløs, Rosløs (af hross, Hest). Agnleysa maa vel være sammensat med agn n. (Madding til Fisk).

Haakon Haakonsens Saga Kap. 130 (Fornm. s. IX 374). Da Kongen i Septbr. 1225 var kommen til Viken fra Bergen med en stor Flaade, besluttede han at overfalde Ribbungerne i Oslo. Han sendte derfor om Natten Ivar af Skedjuhov fra Nesodden ind til Þrælaberg (ved Grønlien eller der i Nærheden) for at lægge et Baghold. Ivar gaar med sine Folk op til Elvinaregg[165]. Da Kongens Flaade om Morgenen saaes roende ind til Byen, tog Ribbungerne Flugten, men mødtes da af Ivar, som drev dem i Armene paa Kongen.

Elvinaregg (eller -eng) maa altsaa have ligget noget østenfor eller ovenfor Oslo, men Navnet er nu tabt. Munch[166] mener, at her kan have været en Gaard Elfvin, hvis Navn var dannet af elfr (Elv), med Hensyn til den her løbende Loelv. Derimod maa indvendes, at Benævnelsen elfr ikke kan antages at have været brugt om Loelven saa langt tilbage i Tiden, som et saadant Navns Dannelse maatte falde. I gammel Tid brugtes jo elfr kun om de store Hovedelve, medens de mindre kaldtes á[167]. Det tør være sandsynligere, at her foreligger en gammel Feil: Elfvinar- istedetfor Ulfvinar-, af Ulfvin[168], nu Gaarden Ulven, hvor østre Aker Kirke staar. Stedet passer efter sin Beliggenhed i Sagaens Fortælling.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 133 (Fornm. s. IX 378). Da Kongen i Høsten 1225, strax efter det nys omtalte heldige overfald paa Ribbungerne i Oslo, derfra drog op i Landet for at fortsætte Kampen med dem, bragte han sin Flaade i Sikkerhed ved at lægge den ude ved Elgjarnes; ombord paa den var ogsaa Dronningen og Kongens Moder.

Elgjarnes, som ikke nævnes andensteds, troede Falsen[169] at gjenfinde i Øen Ildjernet ved Nesodden. Dette er siden blevet almindelig antaget, men det kan ikke være rigtigt.

At en Ø skulde være benævnt med et med -nes sammensat Navn, er lidet rimeligt, og der kan neppe paavises noget andet Exempel derpaa. Munthe[170] har følt, at Navnet er lidet passende af denne Grund, og søger at svække Indvendingen ved en Bemærkning om, at Øen „i Fortiden synes at have været sammenhængende med Fastlandet“. Skal der være Tale om en saa nær liggende Fortid som den, hvori Dannelsen af Navnet Elgjarnes maa falde, har denne Gisning neppe det ringeste at støtte sig til. Kystkartet angiver Dybder paa 4 og 5 Favne i Sundet mellem Ildjernet og Fastlandet og har Skibsløb paa begge Sider af de i dette Sund liggende Holmer.

Det er heller ikke rimeligt, at Elgjarnes lydlig kunde blive til Ildjernet; efter almindelige sproglige overgangs- love var det ikke muligt. Munch[171] vil forklare det af „en af de falske Etymologiseringer, som have været saa hyppige i de senere Aarhundreder“. Det er sandt nok, at mange saadanne Etymologier have været forsøgte, men de pleie kun at faa Indflydelse paa Navnenes Skriftform, ikke paa Almuens Udtale, og det er af flere Grunde lidet troligt, at selv meget overfladiske Etymologi-Fabrikanter kunde falde paa at omgjøre Elgjarnes til Ildjernet.

Jeg tror derfor at maatte anse det som sikkert, at disse to Navne ikke have noget med hinanden at gjøre. Mindre sikkert er det kanske, hvor Elgjarnes i Virkeligheden er at søge. Efter Sagaens Ord maa det have ligget ved Fjorden noget udenfor Oslo, men rimeligvis indenfor Drøbak. Jeg kjender intet Sted paa denne Strækning, hvis Navn kunde svare til det gamle, Elgjarnes, end Elnes udenfor Arnestad i Asker, hvor der er Havn. Man vil maaske indvende, at dette Gaardnavn nu udtales med -ll- (saa har jeg ialfald faaet opgivet), ikke med „tykt“ l, som man skulde vente, naar Elgjarnes var den oprindelige Form. Men der foreligger ogsaa andre Stedsnavne, hvori gammelt lg foran et med Konsonant begyndende 2det Led er gaaet over til ll: Heltorp i Ingedal i Skjeberg (udt. Hælltørp) = Hælghæþorp RB. 510; Elset paa Byneset (udt. Ællseten) = Elgesætr AB. 59.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 141 (Fornm. s. IX 386). Efter at Kongen havde tilbragt Julen 1225–1226 i Tønsberg, drog han strax efter Jul (altsaa i Januar Maaned) til Bergen og efterlod 100 Mand som Besætning paa Berget i Tønsberg under Befaling af Gunnbjørn Jonsbroder. Kongen blev liggende 7 Nætter í Hvǫlum; her kom Gunnbjørn til ham og meldte, at Besætningen paa Berget negtede at blive der. Kongen reiste da ind til Byen og talte Folkene tilrette, hvorefter han fortsatte Reisen til Bergen.

Í Hvǫlum er det naturligt at forstaa om den bekjendte Øgruppe Hvaler (gl. Form Hvalir, Dativ Hvǫlum). Den ligger vistnok noget tilside for den lige Vei fra Tønsberg vestover, men Modveir kan jo godt have gjort det raadeligt for Kongen at søge Havn der, eller ogsaa Havisen. Det sidste er kanske sandsynligst. Reisen foregik i Januar, og flere Træk i Sagafortællingen her antyde, at Kulden har været streng; der siges, at Kongen maatte gaa det østre Løb ud fra Tønsberg, fordi alle sundene vare islagte, og der berettes om et Uheld, som indtraf ved Reisningen af Masten paa Kongeskibet ved Afreisen fra Tønsberg, fordi der var Is i Mastesporet.

Der er saaledes ingen Grund til at søge Sagaens Hvalir andensteds, som Munthe har gjort. Han mener, at det er Valøerne i Fjære Sogn ved Grimstad, strax østenfor de oftere i Kongesagaerne nævnte Hesnesøer[172].

Det vilde have været underligt nok, om Gunnbjørn havde reist efter Kongen, hvis denne allerede var kommen saa langt paa Veien til Bergen. Men der er desuden en afgjørende Hindring i Veien for at antage, at Valøernes gamle Navn kunde være Hvalir. I Nedenes udtales oprindeligt hv nemlig nu altid kv; hvis denne Form var den rette gamle, maatte altsaa øerne nu hede Kvaløerne[173].

Valøerne ved Grimstad have vel sit Navn af vaðill, grundt Sted; efter Kystkartet findes der nemlig adskillige Grunde omkring og mellem disse Øer.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 147 (Fornm. s. IX 393). Da Kongen kom til Viken i Juli 1226 i Anledning af Sigurd Ribbungs Død, lagde han til ved Aarøerne (við Áreyjar), hvor han af Bonden der fik Underretning om det Nederlag, Ribbungerne under deres nye Konge, Knut, Haakon Galins Søn, nys havde lidt paa Aker ved Oslo.

Munch har[174] henlagt de her nævnte „Aarøer“ til det bekjendte Aarøsund ved Nøtterø, ved det østre Udløb fra Vrængen. Dette lader sig ikke gjøre; thi de Aarøer, hvoraf Aarøsund har sit Navn, hed i Middelalderen Alreyjar[175]. Det Sted, hvortil Sagaen sigter, maa altsaa, som antaget af Munthe[176], være Aarø i Sandeherred, hvis gamle Navn virkelig er Árey[177], og som vistnok sammen med de omliggende Holmer kunde faa Flertalsnavnet Áreyjar. Stedet nævnes som Anløbssted ogsaa paa et tidligere Sted i Sagaen[178]. Kongen maa have seilet gjennem Tønsbergfjordens ydre Del, standset ved den her ved det vestre Land liggende Aarø og saa gjennem Vrængen taget Veien til Oslo.

Haakon Haakonsøns Saga Kap. 147 (Fornm. s. IX 394). Kongen opsøger (1226) Ribbungerne i Mjøsen med Skibe, som han har ladet drage op fra Oslo og fra Glommen. De flygte, og deres Hovedstyrke løber i Land i en Bygd, hvis Navn findes skrevet forskjelligt i Haandskrifterne: Hun, Him.

Der er vist ingen Tvivl om, at her, som almindelig antaget, menes Bygden omkring Gjøvik, benævnt efter den Gaard, paa hvis Grund dens Kirke stod, Hunn. Men man har rigtignok den stærkeste Grund til at betvivle, at denne Bygd nogensinde paa Stedet selv har været kaldet Hunn. Dette er Gaardens Navn, vistnok overført paa denne fra den her udfaldende, fra Einavandet kommende Elv. At Elvenavne bruges som Navn paa Bygder, har man derimod neppe sikkert Exempel paa; denne Bygd findes i norske Kilder fra det følgende Aarh. kaldet med et med Elvenavnet sammensat Navn, Hunnardalr[179].

Brugen af Hunn som Bygdenavn skyldes formodentlig en Misforstaaelse af den islandske Forfatter. Misforstaaelser af dette Slags findes ogsaa ellers, om end sjelden, i Kongesagaerne[180].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 148 (Fornm. s. IX 397). Ribbungerne havde mod Slutningen af Aaret 1226 faaet alle Skibe i Mjøsen og de andre store Søer paa Oplandene i sin Magt og havde derefter fuldstændigt overmagten i denne Landsdel. Det sidste udtrykkes i det Haandskrift, som Udgaven i Fornm. s. følger, cod. Frisianus, saaledes: hǫfðu Ribbungar nú ǫll Upplǫnd inn til Óss (Ribbungerne havde nu hele Oplandene ind til Os).

Munthe[181] og Munch[182] gav, idet de forudsatte denne Textforms Rigtighed, den Forklaring af det her nævnte gaadefulde „Os“, at dermed skulde menes Laagens Os i Mjøsen, altsaa det nuværende Lillehammer[183]. Denne Forklarings Svagheder ere iøinefaldende. Det er høist besynderligt, naar man vil sige „hele Oplandene“, at tilføie: „ind til Lillehammer“, som dog paa ingen Maade kan siges at være nogen Ydergrændse for Oplandene. Ligesaa besynderligt er det, at Lillehammer skulde være kaldet „Os“, et Navn paa Stedet, som aldrig ellers findes brugt, og som jo med lige Ret kunde bruges om mange andre Steder paa Oplandene[184].

Ved at sammenligne de andre Haandskrifters Text vil man nu ogsaa opdage, at dette „inn til Óss“ slet ikke oprindelig har staaet i Sagaen og er kommet ind i cod. Frisianus ved en af de ikke faa grove Skjødesløsheder, som dens Afskriver har gjort sig skyldig i.

Her sees fra først af at have staaet omtrent følgende: „hǫfðu Ribbungar nú ǫll Upplǫnd. Hákon konungr sigldi um daginn inn til Oslóar“. Afskriveren har oversprunget det meste af den sidste for Sammenhængen i Fortællingen temmelig nødvendige Sætning, men har i Hasten taget med 3 Stavelser af den „inn til Ós“, som da kom til at slutte sig til den foregaaende Sætning og give denne en i Virkeligheden meningsløs Afslutning[185].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 151 (Fornm. s. IX 401). Her fortælles, at Ribbungekongen Knut tidlig i Aaret 1227 lod Skibe drage fra Hellisfjorden op paa Marker og videre op i Glommen.

Det er vistnok med fuld Ret, man har antaget, at Hellisfjorden er et gammelt Navn paa Iddefjorden[186]. Men det er at mærke, at det ikke kan være rigtigt, naar Munch udleder dette Navn fra Gaarden Helle i Lommelanda Sogn paa den svenske Side af Fjorden og mener, at den i samme Saga ofte nævnte Véseti af Helli har været fra denne Gaard. Dens Navns gamle Form var nemlig efter „Røde Bog“[187] Hella, hvormed stemmer, at den paa nyere svenske Karter skrives Hälla. Havde Munch her Ret, maatte altsaa Navnene have lydt Hellufjǫrðr og Véseti af Hellu[188].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 156 (Fomm. s. IX 409). Det fortælles her, at Kongen paa Vei nordover fra Konghelle i Hornborusund (Hambergsund i Qville Sogn i Bohuslen, søndenfor Fjellbacka) modtager de Gisler, som Ribbungerne havde sendt ham, og samme Dag seilede til Usvíkseyjar.

Det sidste Sted har man[189] gjenfundet i Isviken i Tanum Sogn, omtrent 2 Mil nordenfor Hambergsund. Beliggenheden passer godt, men hvis Formodningen er rigtig, er det klart, at Navnet, som det staar nu i Sagaen, ikke kan være rigtigt skrevet. Usvík er jo ogsaa et saa besynderligt Navn, at man allerede af denne Grund maa faa Mistanke til det.

Det nævnte Isviken maa oprindelig have hedet Eiðsvík. Efter Karterne er der nemlig indenfor Bunden af denne Bugt en Gaard, som skrives Edsvik, og som ogsaa virkelig ligger paa et Eid, mellem Sannäsfjorden og Havet.

Videre siger det sig selv, at her ikke fra først kan have staaet -víks-. Det maatte i rigtig oldnorsk Form lyde -vík- eller -víkr-[190].

Det bliver altsaa sandsynligt, at den i Haandskrifterne bevarede Navneform er en Forvanskning af Eiðsvíkeyjar eller Eiðsvíkreyjar.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 173 (Fornm. s. IX 427). Hernar nævnes her som en Havn, hvor et Skib søger ind, som var afseilet fra Bergen for at gaa til Orknøerne, men blev drevet tilbage ved Uveir.

Den samme Havn nævnes paa flere andre Steder: i Olaf d. hell. Saga (Kap. 145 i Heimskringla), i Orkneyinga saga (Flatøbogen II 455), i Landnaama (S. 25 not., jfr. Grønlands historiske Mindesmærker III 212), i Njaals Saga Kap. 2 og i flere Skaldedigte (se Munchs Saml. Afh. I 211 og Egilssons Lexicon poeticum under. Ordet).

Hos Digterne er Ordet Entalsord, Hern, i Genitiv Hernar, – i Sagaerne derimod i Regelen Flertalsord (í Hernum, við Hernar).

Det har tildels urigtigt været antaget, at Stedet er det bekjendte Herlø nordenfor Bergen, ellers i Sagaerne kaldet Herðla[191]. Allerede den afvigende Navneform viser, at dette maa være en Feiltagelse; der kan ingen Tvivl være om, at det rette Sted er Hennøen, nu udtalt Hædnøinæ, i Bø Sogn i Manger, som forlængst paavist[192]. Denne Ø er den største i en Gruppe, der ligger ud mod Havet noget søndenfor Fedje; mellem den og Naboøen Staksøen er god Havn ogsaa for større Fartøier[193].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 181. 182 (Fornm. s. IX 439). Kongen lægger, efter hvad her berettes i Sagaen, paa Reise fra Bergen til Nidaros ind i en Havn, som kaldes Leirangrar; man ser, at Stedet maa søges mellem Solskjel paa Nordmør og Nidaros. Noget nøiere faar man dets Beliggenhed bestemt ved et Sted længere fremme i Sagaen[194]; her siges nemlig Erkebiskop Sigurd at komme i Leirangra, idet han seiler inn eptir Þrándheimi. Stedet har følgelig ligget indenfor Agdenes, hvor Þrándheimr begynder.

Den eneste, som har forsøgt at paavise, hvor Leirangrar har ligget, er Munch[195], som mener, at det „maaske er det samme som Leinavík“, der, som man ser, af ham antages at være den gamle Navneform for det nuværende Lensviken i Rissen Sogn, paa Vestsiden af Trondhjemsfjorden ikke langt indenfor Agdenes.

Leinavík findes ikke i nogen gammel Kilde; det er en af Munch gjettet Form, og sammenligningen med Navnets nuværende Form Lensviken viser klart nok, at han har gjettet feil. Man ved nu[196], at dette Navns oprindelige Form maa være Leirangrsvík, og at Gaardene Indergaarden, Melland og Ystland i Lensviken ere Parter af en oprindelig samlet Gaard, der har hedet Leirangr eller Leirangrar. I Realiteten har Munch altsaa dog Ret; den paa de to Steder i Haakons Saga nævnte Havn maa være Bugten ved Indergaarden i Lensviken, der endnu benyttes som saadan[197].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 202 (Fornm. s. IX 467). Af de Partier, som Hertug Skule udsender til forskjellige Kanter for at dræbe Kong Haakons Mænd, efter at han endelig havde brudt med denne i November 1239, kommer det ene blandt andre Steder til Ljoxnu og dræber der to Hirdmænd, som vare Brødre og kaldtes Ljoxnusveinar.

Det er ingen Tvivl om, til hvilket Sted her sigtes: det maa være de to Øer Leksen udenfor Trondhjemsfjordens Munding. Tvivlsom er kun Navnets Form. Det skrives vaklende i Haandskrifterne; man finder ved Siden af Ljoxnu ogsaa Lyxu og Losnu[198].

Øernes Navn skrives i norske Diplomer fra 14de Aarh.[199] Lœxa; nu lyder det Lækksa (svagt bøiet Hunkjønsord.

Følgelig kan Formen Ljoxna, som man har opstillet efter dette Sagasted[200], ikke være rigtig. Det vil neppe være for dristigt at antage, at her oprindelig har staaet til Ljoxu, Ljoxnasveinar. Ved Misforstaaelse af Genitivendelsens n i det sidste Navn er da først Ljoxu paa det første Sted blevet til Ljoxnu, og saa ved ny Misforstaaelse Ljoxna- paa det sidste ligeledes til Ljoxnu-.

Ljoxa, Lœxa og Lexa maa have været forskjellige Former af det samme Navn[201].

Sandsynligvis har den i Sverres Saga Kap. 148 (Fornm. s. VIII 356) nævnte Eindride Ljoxa sit Tilnavn efter dette Sted.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 203 (Fornm. s. IX 470). Om den Afdeling af Skules Folk, som udsendes mod Kongsmændene paa Haalogaland, fortælles, at den hjemsøgte Bjørøen sydligst i Namdalen, Torget, Brønnø, Tilrem og Sandnes paa Søndre Helgeland, hvorefter den for út i Salpti og der dræbte to af Kongens Hirdmænd. Derefter drog Flokken til Arnøerne, nordlig i Gildeskaal Sogn, hvor Kongens Skutilsvend Asbjǫrn í Meðalbúi dræbtes, og saa gik det videre norðr í Salpti[202], hvor Hirdmanden Einar Præst, som ikke var hjemme, fik sin Gaard udplyndret.

Munthe[203] har medrette gjort opmærksom paa, at Salpti (Saltfjorden) paa første Sted maa være en Feil, da Skules Mænd først senere komme til de søndenfor denne Fjord liggende Arnøer. Men om man[204] har havt Ret i istedetfor det feilagtige Navn at indsætte Sanda (Sande i Trænen), og hvad der overhovedet skal sættes istedet, bliver meget usikkert. Sande ligger saa afsides, at det ikke synes meget rimeligt, at kongelige Hirdmænd skulde holde til der, og Navnet har heller ikke grafisk synderlig Lighed med Salpti.

Meðalbú, hvorfra den dræbte Skutilsvend Asbjørn var, har været forstaaet „Mellemgaarden“ d. e. den mellemste Gaard i Arnøerne[205]. Dette er lidet rimeligt. Arnøerne have, saa langt tilbage som Forholdet kjendes, altid været delte i to Hovedbrug, det nordre og det søndre, som det er naturligt efter Stedforholdene. Det er meget sandsynligere, som allerede Kraft[206] tænkte sig, at her menes den eneste Gaard i Nordland, som sikkert vides at have bedet Meðalbú, det nuværende Melbu i Hadsel i Vesteraalen. Manden kunde jo godt, om han hørte hjemme der, tilfældig have opholdt sig paa Arnøerne, da Fienderne kom.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 231 (Fornm. s. IX 511). Da Birkebeinerne tidlig om Morgenen den 21de April 1240 angribe Hertug Skule i Oslo, finder Kongens egen Afdeling, som havde taget Veien over Ekeberg Gjeitebroen, der laa paa samme Sted som den nuværende Bro ved Oslo Kirke, næsten afkastet. Der bliver derfor Spørgsmaal, om man ikke skulde tage Veien „op over voldene og hen til den Bro, som ligger paa Veien fra Ryenbergene ret for Osyn (móti Ósyn)“. Kongen forkastede dog dette Forslag, og det lykkedes at komme over paa de to Aaser, som vare igjen af Gjeitebroen.

Ósyn nævnes kun i to af de Haandskrifter, vi nu have af Sagaen[207]. Noget tilsvarende Navn kjendes ikke paa det Sted, hvor det efter Sammenhængen maa søges; der kan naturligvis ikke være Tale om det langt herfra liggende Óssin, nu Aasen ved Sandaker.

Det bliver altsaa sandsynligt, at Navnet er forskrevet. Maaske har her staaet Volyn. Dette var en gammel Gaard[208], som laa netop, hvor man skulde vente at finde Sagaens Ósyn, paa Vaalerengens nuværende Plads. Da s og l ikke sjelden forvexles i gamle Haandskrifter, er Feilen nok forklarlig.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 235. 238 (Fornm. s. IX 520. 526). Da Slaget i Oslo endte uheldigt for Hertug Skule, tog han Flugten op over Landet – som det kan skjønnes allerede tidlig paa Dagen (21de April 1240) – og red uden at standse op til Hov (til Hofs) til Aamunde Lagmand, hvor han spiste; endnu samme Dag naaede han op til forbi Eidsvold[209]. Kongen satte noget senere efter ham, men opgav Forfølgelsen efter at have redet omtrent en halv Rast.

Hof, hvor Lagmanden boede, kan hverken være Hovin i Ullensaker[210] eller Haug sammesteds[211]. Den første Gaard skrives i Middelalderen Hofvin[212], den anden Haugr[213]. Intet af Navnene ligner Hof saa meget, at der er nogen Rimelighed for Forvexling.

Af Gaarde, som virkelig have baaret Navnet Hof, kan der nu kun paavises to mellem Oslo og Eidsvold, nemlig Hov i Vestre Aker og Gaarden af samme Navn i Fet Sogn. Disse Gaarde ligge begge saa langt tilside for den korteste Vei mellem Oslo og Eidsvold, at der ingen Rimelighed er for, at Hertugen skulde have berørt nogen af dem, naar han havde saa stærk Opfordring til at skynde sig og i Virkeligheden skyndte sig saa meget, som han gjorde. Hov i Aker har desuden det imod sig, at det ligger i saa kort Afstand fra Oslo; man kan ikke tænke sig, at Skule skulde have givet sig Tid til at spise her, hvor han havde den seirende Fiende saa nær ind paa Livet.

Man skulde tro at have nogen Veiledning til at finde Lagmandens Bolig i et andet Sted i Sagaen[214], hvor det fortælles, at Kongen i 1225 paa Vei fra Oslo til Eidsvold med Krigsmagt mod Ribbungerne tilbragte den første Nat hos Gunnar paa Berg i Skedsmo og den anden hos Aamunde Lagmand (hvis Gaard ikke nævnes ved denne Leilighed), hvorefter han tidlig den tredie Dag naar op til Eidsvold. Efter dette maa Lagmanden dengang have boet to magelige Dagsmarscher fra Oslo og ikke langt fra Eidsvold. Dette bliver imidlertid for langt fra Oslo til at passe i Sagaens Fortælling om Skules Færd i 1240. Lagmanden har formodentlig skiftet Bolig i Mellemtiden.

Det søgte Hof lader altsaa ikke til at være at finde. Det maa enten være en Gaard, som er forsvunden siden 13de Aarh., eller ogsaa maa her en væsentlig Feil være indløbet i Sagaen.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 238 (Fornm. s. IX 526). Hertug Skule drog Dagen efter Slaget i Oslo op over Mjøsen til Helgeøen; der blev han kun kort Tid, roede i Land og kom til Ullinshof, hvor han efter at have holdt Raad med sine Mænd besluttede at tage Veien nordover til Trondhjem.

Istedetfor Ullinshof har 1 Haandskrift Ullinsakr. Munthe[215], der antog dette for det rigtige, mente, at det maatte være feilskrevet for Ringisakr (Ringsaker). Munch[216] følger Læsemaaden Ullinshof, men har ikke kunnet finde Stedet. Det er Nes Præstegaard, paa Fastlandet ligeoverfor Helgeøen; denne Gaards oprindelige Navn er nemlig, som man ved af mange Diplomer[217], netop Ullinshof.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 252 (Fornm. s. X 13). Her fortælles, at Kong Haakon under Forberedelserne til Kroningsfesten i Bergen i 1247, da Hallerne i Kongsgaarden ikke syntes ham rummelige nok til Kroningsgildet, bestemte sig til at holde dette i „et stort Hus, som han havde ladet bygge út undir Knǫrrum“, for at bruge det som Skibsnaust.

I ældre Udgaver findes trykt knǫrrum; man forudsatte, at Ordet her var Appellativ. Saaledes opfattes det ogsaa i Aalls Oversættelse[218]: „et stort Hus, som Kongen havde bestemt til Hus for sine Knerrer“.

Denne Oversættelse lader sig ikke forsvare sproglig, og Stedet lader sig overhovedet ikke oversætte, om man tager knǫrrum som Appellativ. Udtrykkets Form peger bestemt paa, at undir Knǫrrum er en Stedsbetegnelse og sigter til et Sted i det gamle Bergen. Det er derfor visselig med Føie, at de nyere Udgaver, Ungers i Konunga sǫgur og Vigfussons[219], have givet Ordet som Egennavn og betegnet det som saadant i Registrene[220].

Det Sted, som kaldtes undir Knǫrrum, sees at have ligget i Nærheden af Kongsgaarden og Kristkirken, og langt ude paa denne Kant, siden det heder út undir Kn.; at fastsætte dets Beliggenhed nærmere er maaske nu ikke muligt.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 286 (Fornm. s. X 66–68). Et Par af de Steder i Halland, som nævnes her i Anledning af Nordmændenes Herjetog i Landskabets Kystegne i Sommeren 1256, ere nu bestemte rigtigere eller nøiagtigere, end det var muligt for Munch med de ham foreliggende Oplysninger.

Geitkjǫrr, hvor Nordmændene gjorde Landgang og efter en heldig Kamp med en af Landsfolket samlet Styrke plyndrede og brændte, har ligget, hvor senere den af Svenskerne i Syvaarskrigen ødelagte By Ny-Warberg laa, ved Gaarden Lindhof paa Himlaåns nordlige Bred, ½ Mil nordenfor Varberg By[221].

Byen Aranes, der blev brændt af Nordmændene paa Tilbagetoget, er ikke, som tidligere antaget, det nuværende Kongsbacka. Den har ligget et godt Stykke længere mod Syd, paa Sydsiden af den til det gamle Aas Kloster indgaaende Klosterfjord, hvor der endnu findes en Gaard Årnäs[222].

Haakon Haakonsens Saga Kap. 291 (Fornm. s. X 78). Da Kong Haakon i 1257 med en stor Flaade drog til Danmark, hændte det ved Bohuslens Kyst, at Erkebiskoppens Skib blev paaseilet af et andet Skib i Flaaden. Dette siges i et enkelt Haandskrift (Skaalholtsbogen) at være skeet, er þeir sigldu ór Vegginum[223]; de andre Haandskrifter nævne ikke Stedet.

Veggrinn er utvivlsomt at sammenstille med det Veggir, som omtales i Harald Graafelds Saga Kap. 9[224] i Anledning af Kong Tryggves Drab, og som utvivlsomt er Gaarden Wägga yderst paa Sotenes. I Haakons Saga har man Navnet i Ental, vistnok fordi her sigtes til den bratte Væg, hvormed Sotenes ender, og som har givet den indenfor liggende Gaard Wägga dens Navn. Det maa dog vel antages, at Veggrinn her ikke betegner Fjeldvæggen selv, men Ankerpladsen udenfor den; ellers vilde Brugen af Præpositionen ór blive uforklarlig.

Haakon Haakonsens Saga Kap. 311 (Fornm. s. X 111). Oddr af Sjolltum nævnes her som den ene af de tre Mænd, der i 1261 vendte tilbage fra Grønland med Budskabet om, at Landet havde underkastet sig Norges Konge.

Munthe mener[225], at Gaarden, hvorefter denne Mand nævnes, maa være Skjold i Birkeland Sogn ved Bergen, hvoraf den forhenværende Skjold skibrede havde Navn. Munch[226] tiltræder denne Mening.

Her kan med Grund indvendes, at en Gaard, som i 13de Aarh. hed Sjoltar eller Sjoltir (eller mulig Sjaltar, Sjaltir), i Nutidens Udtale nødvendigt maatte have bevaret t-Lyden; men Navnet paa Gaarden i Birkeland S. udtales nu Sjelle[227].

Munthes Formodning kan derfor ikke være rigtig. Jeg tvivler ikke om, at Odds Gaard er det nuværende Søholt i Ørskog Sogn paa Søndmør. Dette Navn udtales nu Sjaalt eller Sjølt, med kort Vokal, og i Middelalderen findes skrevet Syelltir[228] og Siialter[229]. Det er vistnok oprindelig en i Udtalen sammendraget Sammensætning af sjór og holt (Sjóholtir?), som forudsat ved den nu sædvanlige skriftform Søholt, der findes brugt allerede i Begyndelsen af 17de Aarh.

Det kan være tvivlsomt, om Nominativformen i den senere Middelalder har været Sjoltir eller Sjaltir (Sjoltar, Sjaltar). For det sidste tale de anførte Former fra denne Tid. O i Navnets andet Led er isaafald allerede i 14de Aarh. gaaet over til a; samme Overgang findes ogsaa allerede i RB.[230] ved Bjøralt (Bjórholtar) i Lunner Sogn paa Hadeland.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Af de i det følgende benyttede Forkortelser bemærkes: AB. = Aslak Bolts Jordebog. DN. = Diplomatarium Norvegicum (citeret efter Sider). RB. = Røde Bog. Naar Munthe citeres menes hans Anmærkninger til Aalls Snorre. Af Munchs Skrifter citeres „Det norske Folks Historie“ med NFH., og „Historisk-geografisk Beskrivelse over Norge i Middelalderen“ med „Beskr.“ De behandlede Kongesagaer ere i Citater tildels betegnede SS. (Sverres Saga), HGIS. (Haakons, Guthorms og Inges Saga) og HHS. (Haakon Haakonsens Saga). – Jeg har forbigaaet adskillige topografiske Spørgsmaal i de behandlede Sagaer, som endnu ikke synes mig at have fundet en tilfredsstillende Løsning, dels fordi jeg savnede Oplysninger, som jeg haaber at kunne faa senere, dels fordi jeg endnu ikke selv var kommen til en bestemt Mening om Sagen. Jeg haaber senere at kunne levere nogle lignende Oplysninger til de ældre Kongesagaer.
  2. Jfr. Munch NFH. d 92 not.
  3. III 23.
  4. NFH. d 92 n. – Der er to Gaarde af dette Navn i Rindalen, G.No. 15 og 60; formodentlig mener M. den sidste. Begge Gaarde skrives nu Rød, men Navnet udtales Røen.
  5. AB. 67. DN. V 702.
  6. S. 71.
  7. Fornm. s. IX 319. 473.
  8. Konunga sǫgur, udg. af Unger, S. 37.
  9. II 564.
  10. Kap. 212. (Fornm. s. IX 483).
  11. Kan dog ogsaa oversættes: nordover forbi Knarrarskeid.
  12. Langt øst paa sydsiden af Hitteren.
  13. Beskr. V 748 not.
  14. III 26.
  15. NFH. d 97.
  16. Saaledes allerede Kraft, Beskr. VI 208.
  17. Dette Navns gamle Form kjendes ikke, men kan formodes at have været Laufisnes, dannet af Laufir, som da kunde have betegnet enten det indelukkede Fjordbassin, ved hvilket Gaarden ligger, eller det strax indenfor liggende Ferskvand, snarest vel det første, da dette Bassin udad begrændses af Løvøen (udtalt Lauvøia).
  18. SS. Kap. 90. (Fornm. s. VIII 221).
  19. Vil, efter sædvanlig Talebrug i Norge i Middelalderen, paa dette Sted sige: søndenfra.
  20. Maa betyde, at han seilede tversover Kristianiafjordens Munding.
  21. Kap. 130. 132 (Fornm. s. VIII 304, 309; ved Aar 1196).
  22. III 40, jfr. Saml. til det norske Folks Sprog og Hist. I 277 not.
  23. Udtalt Spjer med lukt e.
  24. Munthe siger uden videre, at Salteyjarsund „er“ Skjelsbusundet. Han udtrykker sig overhovedet ofte, som om hans topografiske Gisninger var Kjendsgjerninger.
  25. Beskr. S. 190.
  26. NFH. d 121 f.
  27. Meddelt mig paa Forespørgsel af Sognepræst Davidsen paa Hvaler, til hvis velvillig givne Oplysninger jeg ogsaa i det følgende paa flere Steder støtter mig.
  28. HHS. Kap. 288 (Fornm. s. X 71) og RB. S. 513.
  29. Det første forekommer, foruden her, ogsaa i Olaf d. hell. Saga. Kap. 38 (Heimskr.). Det sidste findes i Haakon d. godes Saga Kap. 18. 19; Olaf Tryggvesens Saga Kap. 74; DN. I 115. 710. III 7. V 255; AB. 114. De to førstnævnte Steder angaa den Kaar af Gryting, der optræder som en af Formændene for den gamle Tros Forsvarere i Haakon d. godes og Olaf Tryggvesens Tid.
  30. Se navnlig Munthe I 94. III 54; Munch Beskr. 82.
  31. DN. I 710. V 255. AB. 114.
  32. DN. III 7. – Efter denne Genitivform maa vel Gaardnavnets Nominativform, som, saavidt jeg har bemærket, ikke forekommer i Middelalderen, være Grýting (fem.).
  33. Norske Regnskaber og Jordebøger II 159.
  34. Jfr. Thjemske Videnskabsselskabs Skrifter for 1891 S. 154.
  35. Norske Regnskaber og Jordebøger II 163. Olaf Engelbretsens Jordebog 56.
  36. Skattemandtal over Skibskatten i Trondhjems Len 1559, i Rigsarkivet.
  37. 1 Haandskrift har her Elfarsund.
  38. Det er urigtigt, naar det i Fornm. s. opgives, at Flatøbogen og Eirspennil her have Atleyjarsund; de have begge Áleyjarsund. Atleyjarsund findes kun i Skaalholtsbogen (ikke Áleyjar-). Det 4de Haandskrift har den ganske forskjellige Form Laugjarsund.
  39. III 59 f.
  40. I Virkeligheden findes den, som før oplyst, kun paa det ene Sted, og der kun i et af Haandskrifterne.
  41. NFH. d 153.
  42. Saa heder denne Ø; Navnet har alm. feilagtigt været skrevet Olderkalven.
  43. I det følgende benyttes paa fl. St. Oplysninger fra Mænd, kjendte i Seillederne heromkring, som Sognepræst J. E. Sverdrup i Sulen har havt den Godhed at skaffe mig.
  44. Ogsaa nævnt i HGIS. Kap. 13 i den kortere Bearbeidelse (Fornm. s. IX 29). Her har Munthe (Ill 156) bestemt Stedet rigtigt.
  45. Kap. 79, Fornm. s. IX 318.
  46. 2 Haandskrifter have Áleyjar-, de andre Allreyjar-, Alreyrar-, Aleyrar-.
  47. Vigfusson i Registret til hans Udgave af HHS.
  48. Munthe II 61. Munch NFH. d 156.
  49. DN. XII 153. 156 o. fl. St. i dette Bind.
  50. DN. XII 48. 152. 153. 154. 156. 157. 159. 161. 227.
  51. Navnet udtales Stænn og skrives nu ofte urigtigt Sten; heder Stennd i Vincents Lunges utrykte Jordebog fra c. 1530. Gaardnavnet findes ogsaa, i Flertalsformen Steindar, nu Steinde, paa 2 Steder i Valdres, i Ulnes Sogn og i Øie Sogn (jfr. RB. 283).
  52. Hver af disse Former har 2 af Haandskrifterne for sig.
  53. Beskr. IV 783.
  54. III 65.
  55. Beskr. 104.
  56. d 163, jfr. 167.
  57. DHrr. Elling N. Fimreite og Nils O. Fimreite, gjennem Provst J. Greve i Sogndal.
  58. Det er Eirspennil, som har den, – ikke, som opgivet af Munch (d 198 not. 1) Flatøbogen.
  59. Efter Munthe III 79.
  60. Den gamle Navneform er givet ved Alro sokn i DN. IV 663.
  61. Nævnt i RB. 387.
  62. Munthe III 105. Munch NFH. d 307.
  63. Ogsaa nævnt i RB. 316.
  64. III 107.
  65. F. Ex. DN. III 165. AB. 23. 123.
  66. F. Ex. DN. II 18. 41. 227. Det tredie trondhjemske Skaun, det nuværende Kvam Sogn i Stod, som sjeldnere nævnes, findes et Par Gange i den seneste Del af Middelalderen kaldet Øvre Skaun (i et senere Tillæg i AB. 122 og i den trondhjemske Kapitelsbog fra 1550–1560 i AM. 332 fol.).
  67. Konunga sǫgur, udg. af Unger. S. 147.
  68. II 658 i Udgaven. – Hvad der staar i Skaalholtsbogen, er ikke oplyst.
  69. Saaledes forstaar ogsaa Munch (NFH. d 310 not. 2) Sagaen.
  70. Munthe III 107. Munch Beskr. 87. NFH. d 311.
  71. DN. II 251 (1349).
  72. Nøiere Oplysning om Navnet er meddelt i det trondhjemske Videnskabsselskabs Skrifter for 1882 S. 43.
  73. Det hjælper ikke at gjøre Kunster med det sidste Navn for at faa det til at ligne Hornbori noget mere (man finder det hos Munthe og Munch paa forskjellige Steder skrevet Horborg, Horbor, Horber).
  74. Tildels urigtigt skr. Hamnbaara, formodentlig efter Udledning af „Havn“.
  75. Kap. 38 i Heimskringla. – Hvorfra Schøning har, hvad han siger i Norges Riiges Historie II 206, at „Thorsborg er et gammelt Kastel paa et Forbjerg“, ved jeg ikke. Nu kjendes intet andet med Tors- dannet Navn i Nærheden, end Torshaug (efter velvillig Meddelelse til mig fra Lærer P. Pukstad i Stadsbygden).
  76. Sagaens Kap. 144 (S. 338 i Fornm. s.).
  77. Munthe III 108. Munch NFH. d 312. – De udtrykke sig, ligesom ikke sjelden ellers, som om denne Formodning var en Kjendsgjerning; Munch siger endog ligefrem, at denne Elv nu kaldes Thinaaen.
  78. Det var ved et Spørgsmaal af Hr. Pukstad, om ikke Gaarden Fenstads Navn stod i nogen Forbindelse med det oprindelige Elvenavn, at jeg blev ledet ind paa denne Tanke. Gaardnavnet skrives i AB. 63 Finnastadir og maatte, hvis denne Form var rigtig, antages at komme af Mandsnavnet Finni eller Kvindenavnet Finna. Den nuværende Udtale, som stemmer med Skriftformen Fenstad, taler dog imod en saadan Forklaring; disse Personsnavne have nemlig nu ellers som Led i Stedsnavne lukt i.
  79. Munthe (III 119) skriver Hjersvik uden at gjøre opmærksom paa, at den sædvanlige Skrivemaade er Gjers- eller Gjerts-.
  80. AB. 91.
  81. III 128.
  82. Denne umulige Form af Søens Navn har Munthe vel antaget efter Halfdan Svartes Saga Kap. 4.
  83. NFH. d 364.
  84. Den er ældre end Munthes Skrift; ialfald findes den i det geografiske Register i Fornm. s. XII.
  85. DN. I 190. RB. 142. 159. 166. 167. 168. 256. 299. Halfdan Svartes Saga Kap. 4.
  86. III 134.
  87. Beskr. 114. NFH. d 372.
  88. Dette vilde have været lige ubestrideligt, selv om Stedet havde hedet Gøvik eller Gjøvik, som Munthe og Munch skrive, istedetfor Godvik, som er dets virkelige Navn.
  89. Fornm. s. IX 19. 120.
  90. II 691.
  91. III 136.
  92. Munch (NFH. d 375 not. 2) har været inde paa en saadan Tanke, men forudsætter blot um Agðir indskudt, hvorved han ikke fjerner de Vanskeligheder, som reise sig af fyrir austan ána (hvilke M. forøvrigt ikke synes at have bemærket).
  93. Maa vel betyde: paa den mod Hovedfjorden vendende Side af Øen, – altsaa paa Østsiden.
  94. Navnene ere tildels stærkt forvanskede i Haandskrifterne, men lade sig visselig med Sikkerhed rette, som ovenfor gjort i Gjengivelsen af Sagaens Fremstilling.
  95. Munch (NFH. d 376 not. 2) vil sætte Navnet i Forbindelse med det i RB. 55 nævnte Hásteinar i Sandeherred. Denne Gaard kjendes ikke nu, og man ved ikke, hvor i Sandeherred den har ligget. Imidlertid kan efter Sammenhængen i Fortællingen, som ovenfor udviklet, Stedet paa ingen Maade søges saa langt vest som i Sandeherred.
  96. Munthes Forslag (III 136) at søge dette Sted ved Ravnøen i Tønsbergfjorden, er med Føie tilbagevist som umuligt af Munch.
  97. Munthe III 152. Munch Beskr. 97. NFH. III 489. Baade Munthe og Munch lempe lidt paa det nuværende Navn for at faa det til at ligne Skútusund mere; de udtrykke sig, som om man nu ogsaa sagde Skatesund.
  98. Den norske Lods VI 124 og Kystkartbladet Lille Batalden–Bremanger.
  99. Hvis dette er rigtigt, slaar Munchs Gisning (NFH. d. 498 not. 1) altsaa til: „sandsynligvis en af Smaaholmerne strax østenfor Stemshesten“. Den af Munthe (III 155) foreslaaede Mandsholme udenfor Vevang i Kvernes Pgd. har sproglig ikke andet tilfælles med Markarholmr, end at begge Navne begynde med M, og den synes at ligge vel langt ind fra Leden til at passe her.
  100. 1 Haandskrift har í Sókn norðr á Veggjum.
  101. III 159. Munch (NFH. d 511) har fulgt Munthe uden selv at undersøge Sagen.
  102. Munthe har søgt at bringe dem sammen ved at forvanske Vigen til Viggen.
  103. III 159. Dette Sted heder desuden forresten rigtigere Seilvaag.
  104. Den norske Lods III 100.
  105. I Peder Claussøns Oversættelse af den vidløftigere Bearbeidelse (Fornm. s. IX 172) er dette Afsnit endnu stærkere sammendraget og intet Sted nævnt uden Stavanger.
  106. Munthe III 164. Munch NFH. d 525 not. 1.
  107. Saaledes Munthe (III 164) og Munch (Beskr. 124. NFH. d 525 not. 2). De forandre begge stiltiende øens nuværende Navn til Hørving, hvorved det faar en noget større udvortes Lighed med Herfili.
  108. Navnet mulig dannet af hafr, en Buk.
  109. RB. 513.
  110. Munthe III 164.
  111. Munch Beskr. 125.
  112. I det i Fornm. s. IX 223 trykte Fragment staar i Fjǫlbyrdu. Peder Claussøn (Fornm. s. IX 106) har Fjeldbyrg.
  113. Munthe III 164, jfr. I 65. Munch Beskr. 125. NFH. d 477. Den nævnte Øs rette Navn er Fjøløen.
  114. Munthe og Munch paa de anf. Steder.
  115. Der staar ikke i noget af Haandskrifterne „den første Kveld“ (efter Afreisen fra Lillehammer), som Munch har i sin Gjengivelse af Sagaens Fortælling i NFH. d 485.
  116. III 205.
  117. Beskr. 139, 140. De to Stedsnavne i Nardalen, som M. her anfører, Nafarbúðvollr og Hvílvangr, ere, som mange andre gamle Navneformer i „Hist. geogr. Beskr.“, Frihaandsdannelser af M. selv, uden Hjemmel i gamle Kilder.
  118. NFH. d 485 f.
  119. Velvillig meddelt af Overlærer K. Nilssen paa Lillehammer. Tidligere var mig opgivet Nævra, med kort Vokal, tydeligt r og Tostavelsesbetoning, en Form, som forresten heller ikke vilde stemme med Nafardalr.
  120. Beskr.1 I 614.
  121. Som allerede bemærket af Munthe.
  122. III 12 i Udgaven. Læsningen maa dog efter den af Udgiverne tilføiede Anmærkning ikke være fuldt sikker.
  123. S. 183 og 478 i Storms Udgave.
  124. S. 124.
  125. S. 124. 183.
  126. III 209.
  127. DN. V 96.
  128. NFH. d 553 not. 2.
  129. DN. II 226. 288.
  130. Var det rette Navn Raunathing, kunde man tænke paa Gaarden Rognan i Sparbuen, som vistnok i den Tid har bedet Raunar; men den ligger for afsides til at være rimelig Thingplads. Runathing kunde, som Munch har gjort opmærksom paa, være feillæst for Rimathing. Var denne Form den rigtige, kunde Thinget være benævnt efter Gaarden Raamaa (alm. urigtigt skr. Rødmo) ved Snaasevandets nedre Ende; dette Gaardnavns oprindelige Form maa nemlig være Rimi (se Thj. Videnskabsselsk. skr. 1891 s. 221). Stedet ligger ikke ubeleiligt som Thingplads for en større Del af Nordre Indherred; men Formen Runathing er ovenfor paavist at være den i Kilderne svagest begrundede.
  131. Kap. 197 (Fornm. s. IX 459).
  132. NFH. d 558.
  133. Jfr. Thj. Videnskabsselskabs Skr. 1882 S. 4.
  134. Sagaens Udtryk tillader vel ogsaa at forstaa det saaledes, at det var ved Rossanes, Biskoppen først fik Kongen i Tale, hvilket ikke udelukker, at deres Skibe kunne have mødt hinanden tidligere.
  135. Af denne Grund bliver det ogsaa umuligt med Munthe (III 217, jfr. Munch Beskr. 190) at forstaa Lúasund om Lauersvelgen ved Hvaler, selv om der havde været nogen virkelig lydlig Lighed mellem de to Navne, hvilket ikke er Tilfældet.
  136. 1 Haandskrift udelader dette Ord, – hvad der forøvrigt ikke væsentlig forandrer Meningen i dette Punkt.
  137. d 588 not. 1.
  138. Kraft Beskr. Munthe III 228. Munch Beskr. 125.
  139. Findes paa det 1896 udgivne Kystkartblad Nesvaag–Ogne. Jfr. Norges Land og Folk XI 216.
  140. Den norske Lods III 105.
  141. Munthe III 230; gjentaget af Munch Beskr. 190. NFH. d 628. Munch har dog sløifet „Stolsberget“ og nævner kun „Stolen“.
  142. „Stolen“ er vel opkommet paa den Maade, at Munthe i en ham foreliggende Meddelelse feilagtigt har læst Stolsberget istedetfor Stalsberget og saa videre deraf trøstig har lavet Stolen i Lighed med det gamle Stallrinn, – uden at tænke paa, at „Stol“ og „Stall“ ere grundforskjellige Navne.
  143. Navnet staar i de andre Haandskrifter i samme Form som Nominativ (þar sem Suans heitir).
  144. Ikke engang, om man vilkaarlig forandrer Svans til Svangs, som Munch gjør (Beskr. 164).
  145. RB. 101.
  146. Vel Intetkjønsord. Et Hankjønsord Svangr vilde, som liggende fjernere fra Svans, være mindre sandsynligt.
  147. Munthe III 246.
  148. Gaarden nævnes ikke i Middelalderen, og man kjender derfor ikke med Vished Navnets gamle Form. De Diplomer, hvori Munthe mener at have fundet Gaarden nævnt, vedkomme alle Skjøl i Sande Sogn (DN. I 157. II 184. VI 63. VII 452. XI 131).
  149. Skrevet Skeidiof i RB. 560.
  150. Skrevet Skeidiof, Skedof paa mange Steder i RB.
  151. d. e. den af flere langt fremstikkende Halvøer bestaaende Kyst mellem Langesundsfjorden og Tønsbergfjorden; se Munch Beskr. 170 og Fritzners Ordbog (2den Udg.) II 814 b.
  152. NFH. d 682.
  153. Jfr., hvad der siges om Isforholdene i denne Vinter længere nede i Sagaen (Kap. 124): „Der var da saa megen Is (i Havet) i Viken, at ingen kunde mindes sligt; om man gik op paa de høieste Fjelde, var ingen Aabning at se, men vel en Mængde indefrosne Skibe. Folk, som kom gaaende i Land fra Skibene, havde været indtil et Døgn om Veien og havde ikke seet nogen Aabning udenfor. Mange Skibe blev sporløst borte om Vaaren“.
  154. Se herom nærmere Alexander Bugge, Handelen mellem England og Norge, ovenfor S. 139 ff.
  155. NFH. d 689 not. 2.
  156. DN. IX 168. XIII 16.
  157. Bassøes Beskrivelse af Rakkestad Fogderi, Topogr. Journal XVII 80.
  158. Jfr. Yrjubakki i DN. VI 661.
  159. Ogsaa blandt disse findes et Par Navne med samme Endeled: Nössemark og Töcksmark.
  160. Ialfald to Haandskrifter have Formen Agnleysa (Skaalholtsbogen med en Streg over g, der vel er at betragte som betydningsløs); i Flatøbogen staar Agnlausa, i Cod. Frisianus Angleysa.
  161. Beskr. 173. NFH. d 698. – Munthes Forsøg (III 257) paa at identificere Angleysa med Lyse i Sørkedalen kan som sproglig umuligt sættes ud af Betragtning.
  162. I den sidste Form udtales Navnet i Bygden, og saaledes skrives det derfor i den nye Matrikel.
  163. Efter de ovenfor meddelte Oplysninger om Haandskrifternes Læsemaader maa dette antages at være den rette Form.
  164. Naar dette Slags Navne forekommer i middelalderske Kilder, har sidste Led forskjellige Former: –lausa, –leysa, –leysi – ofte saaledes, at der ved samme Gaard findes brugt forskjellige Former i forskjellige Kilder. Saaledes findes ogsaa her Agnlausa ved Siden af Agnleysa.
  165. I Flatøbogen staar Elfvinareng.
  166. NFH. d 701 not. 2.
  167. Jfr. Fritzners ordbog under elfr.
  168. Nævnt i denne Form i DN. II 97. 110. III 97.
  169. Norges Historie III 390.
  170. III 259.
  171. NFH. d 705 not.
  172. III 262. Munch (NFH. d 714 not. 2) afviser ialfald ikke Muligheden heraf.
  173. Det kan mærkes, at der lidt i V. for Valøerne gives en Ø, som virkelig heder Kvaløen.
  174. NFH. d 7 19 (efter Falsen III 401).
  175. RB. 65. 206.
  176. III 265, jfr. III 233.
  177. RB. 55.
  178. Kap. 74, Fornm. s. IX 310.
  179. DN. II 303, jfr. II 612. VIII 798.
  180. I HGIS Kap. 15 (Fornm. s. IX 37) er Sókn brugt om Sogndalsbygden østenfor Egersund. I Haakons Saga Kap. 75 (Fornm. s. IX 313) staar strönd þá er Leina heitir, – Misforstaaelse af det sammensatte Navn Leinaströnd, dannet af Gaardnavnet Leinar.
  181. III 267.
  182. NFH. d 726 not. 2.
  183. Denne Forklaring var allerede nævnt som en Mulighed i det topografiske Register i Fornm. s. XII.
  184. Det kan tilføies, at der efter Omstændighederne ikke er nogen Grund til at antage, at Oplandene ovenfor Lillehammer ikke skulde være i Ribbungernes Magt.
  185. -lóar i Oslóar har maaske staaet i en ny Linie og er af den Grund ikke kommet med.
  186. Munthe III 268. Munch Beskr. 197. NFH. d 730 f.
  187. S. 520.
  188. Hellir er sandsynlig Iddefjordens ældste Navn, som jeg har forsøgt at paavise i en Afhandling om „Norske Fjordnavne“ i „Sproglig-historiske Studier tilegnede Professor C. R. Unger“, S. 49.
  189. Munthe HI 271. Munch Beskr. 197. NFH. d 734.
  190. Flatøbogen har Usvíkey; i Skaalho1tsbogen skal efter Varianten i Fornm. s. staa -víkr- (Vigfussons Udgave, som lægger dette Haandskrift til Grund, har rigtignok -víks-, men det skyldes vel Uagtsomhed).
  191. Munthe I 287 (jfr. III 278). Munch Beskr. 114.
  192. Keyser, Norges Historie I 386. Munch NFH. b 686.
  193. Den norske Lods V 143.
  194. Kap. 203, Fornm. s. IX 468 not. 11.
  195. Beskr. 87. I NFH. d 897 siger han blot: „Leirangen strax indenfor Agdenes“.
  196. Se Thj. Videnskabsselskabs Skr. 1882 S. 57 f. 1891 S. 244 f.
  197. Den norske Lods VII 255.
  198. Som man ser af Udgaverne af Flatøbogen og Eirspennil og af Vigfussons Udgave af Haakons Saga, angives Læsemaaderne tildels urigtigt i Noterne i Fornm. s.
  199. DN. II 198. 208.
  200. Munthe III 293. Munch Beskr. 85.
  201. Jfr. Fornm. s. I 36. II 41. Haakon d. godes Saga Kap. 19 og Olaf Tryggvesens Saga Kap. 74 i Heimskr. (hvor der forøvrigt er Tale om et andet Sted af samme Navn).
  202. eller Salpta.
  203. III 294.
  204. Munthe anf. St. Munch NFH. d 939.
  205. Munthe og Munch paa de anf. Steder. Munch Beskr. 64.
  206. Beskr.1 VI 382.
  207. Se Vigfussons Udgave S. 217. I Varianterne i Fornm. s. er denne Afvigelse ikke bemærket.
  208. RB. 213.
  209. Navnet paa det Sted, hvor han standsede for Natten, er uhjelpelig forskrevet i Haandskrifterne (Molda, Molga, Mjolga) og kan ei nu bestemmes. .
  210. Munthe III 315.
  211. Munch FNH. d 972.
  212. DN. IV 210. 227. 533. RB. 425 o. fl. St.
  213. RB. 291. 438.
  214. Kap. 133 (Fornm. s. IX 378).
  215. III 317.
  216. NFH. d 972.
  217. DN. I 636. 672. II 745. III 652. 707. V 397. XII 212. – Munch Beskr. 144 har rigtigt Ullinshof som Navn paa Nes Præstegaard.
  218. III 325.
  219. Vigfussons Indfald (se de i Registret i Corpus poeticum boreale II S. 682 anf. Steder og Antydningen i Registret til Haakons Saga), at det samme Sted skulde være ment af Sigvat Skald paa to Steder i hans bevarede Digte, synes lidet heldigt, da jo Bergen ikke existerede i Sigvats Tid.
  220. Munchs Udtryk i NFH. e 28 „nede ved Landingsstedet“ beror maaske paa en lignende opfattelse af Sagaens Ord.
  221. P. v. Möller, Bidrag till Hallands historia S. 7 ff. Styffe, Skandinavien under Unionstiden (2den Udg.) S. 87 not. 2.
  222. v. Möller S. 13. Styffe S. 87 not. 7.
  223. I Varianten i Fornm. s. staar ór veginum, hvilket er meningsløst. I Vigfussons Udgave, som lægger dette Haandskrift til Grund, er (S. 293) trykt ór Vegginum uden Bemærkning.
  224. Heimskringla (Unger) S. 118.
  225. III 362.
  226. NFH. e 381, jfr. Beskr. 117.
  227. Maa svare til Skildi, Dativ af Skjöldr. Dette forekommer ogsaa i Ryfylke (i Middelalderen skr. á Skildi DN. V 259. IV 669. Mon. hist. Norv. LII), hvor det nu er blevet Sognenavn. Det er Appellativet skjöldr (et Skjold), anvendt som Stedsnavn. Gaarden ved Bergen har stadigt lige fra 16de Aarh., da den tilfældigvis først findes nævnt, været skrevet med Sk–, undtagen i den allersidste Tid, da man har begyndt at skrive Sjold, paa Grund af den falske Identifikation med Sagaens Sjoltum.
  228. 1347, DN. II 233.
  229. AB. 81.
  230. S. 298.