Utrykte Optegnelser om Thelemarken
Faa norske Landskaber have en saa interessant provinciel Historie som Thelemarken, og intet norsk Landskab maaler sig med dette i Rigdom paa sagn og Folkeviser. Disse sidste ere blevne samlede af Landstad og Bugge, og skjønt Thelemarkens Historie og Topographi ikke i tilsvarende Grad er kommen til sin Ret i Literaturen, har den dog ikke manglet Dyrkere.[1] Mellem disse er Hans Jacob Wille uden Sammenligning den, der har de største Fortjenester. Han var født 1756 i Sillejord, hvor Faderen, en dansk Mand, var Sognepræst, og blev, efter at have studeret i Kjøbenhavn, dennes personelle Capellan i syv Aar. I denne Tid udarbeidede han en Beskrivelse over Fødebygden, der (hvad der ikke er oplyst hverken i Bogens Fortale eller Literaturlexiconnet) først udtogsvis aftryktes i Christiansands Adresseavis og derefter udkom i Kjøbenhavn 1786. Dette Skrift, der ei alene vidner om en dengang sjelden Interesse for Almuens Liv, Tænkemaade og Traditioner, men ogsaa om grundig historisk Dannelse og flittig Benyttelse af Diplomer, ja endog af Geheime-Archivets for private Forskere i hine Tider fordetmeste utilgjængelige Skatte, vandt fortjent Bifald og blev, da det topographiske Selskab i Christiania oprettedes, anbefalet som et Mønster for lignende Arbeider.[2]
Allerede medens Wille arbeidede paa hint Verk, var han kommen i Berøring med den lærde og fortjente Hans Strøm paa Eker, hos hvem han derpaa (1786) en Tid blev Hjelpepræst. Her fattede han den Plan at bereise Thelemarken for at gjøre sig bekjendt med hele dette Landskab og nedlægge sine Iagttagelser i en Reisebeskrivelse. Skjønt han var fattig og et Stipendium trods Ansøgninger ikke var at opnaa, udførte han ogsaa denne Plan, men det literære Arbeide, der skulde være Reisens Frugt, rammedes af en uheldig Skjebne. Kun et Hefte, der skulde danne en Indledning til selve Verket, udkom omsider i Kjøbenhavn 1800,[3] indeholdende Oplysninger om Thelemarkens Fjelde, Vasdrag og Søer, Inddelinger, Embedsmænd o. s. v., men selve Reisen udkom aldrig. Forfatteren, der imidlertid 1788 var bleven Sognepræst til Gryten i Romsdalen og derfra 1792 Sognepræst til Frue Kirke i Throndhjem, i hvilket Embede han 1808 døde som Stiftsprovst, efterlod det imidlertid i Haandskrift, og dette kom med hans øvrige utrykte Efterladenskab, hans temmelig rige Diplomsamling m. V. til Videnskabsselskabet i Throndhjem.[4] Forlængst er imidlertid Reisen ikke her at finde, og der var altsaa Grund til at anse den for tabt, indtil nærværende Udgiver for nogen Tid siden til sin Glæde erfarede, at dog nogle Brudstykker deraf, dels i Concept, dels i Renskrift, forefandtes i kgl. Fuldmægtig Thorvald Boecks betydelige Bibliothek. Eieren udlaante mig beredvillig Haandskriftet til Benyttelse efter Forgodtbefindende, og jeg overbeviste mig snart om, at der i de bevarede Levninger gaves adskilligt, der fuldt fortjente at fremdrages. Ved Henvendelse til det throndhjemske Videnskabsselskabs Bibliothekar, Overlærer N. P. S. Arentz, erholdt jeg ogsaa udlaant de af Willes øvrige Haandskrifter, der endnu findes i Throndhjem. Af disse var et af botanisk Indhold og saaledes mig og nærværende Tidsskrift uvedkommende, et andet, en Samling af thelemarkiske Ord, er allerede benyttet af Ivar Aasen, men det tredie var det oprindelige Haandskrift til Sillejords Beskrivelse. Ved at sammenligne dette med den trykte Udgave befandtes det, at i den sidste – sandsynligvis af økonomiske Hensyn – flere Ting, især Almuelivet vedkommende, vare udeladte, skjønt de frembød Et og Andet af Interesse, og jeg besluttede derfor ogsaa at medtage disse.
Mine Meddelelser falde saaledes naturlig i to Capitler, det første et Uddrag af Reisebeskrivelsen, det andet Supplementer til den trykte Udgave af Sillejords Beskrivelse.
Som født og opdragen i Thelemarken, dette hine gamle gjæve Kjæmpers Fødeland, haver jeg fra min Ungdom af havt Leilighed at lære kjende dets Forfatning og altid følt Vellyst ved disse Kundskaber. Da nu hertil kom den Tanke, med dem at kunde gavne og fornøie Publicum, fik jeg en uovervindelig Lyst at forøge disse Underretninger ved at samle Stedets Naturalier, saa mange jeg kunde overkomme, at granske dets Oldsager, lære dets Situation og gjøre mig bekjendt saameget som muligt med dets øconomiske og politiske Forfatning. Da noget af dette var samlet, saa jeg tillige, at mere kunde opdages ved Omreiser, naar jeg selv besteg Fjeldene, gjennemsøgte Dalene, udfrittede Folket og paa Stedet selv fik locale Kundskaber. Men Penge, dette store, drivende Verdens-Hjul, det manglede mig. En betydelig Mangel, vægtig nok til at vise mig disse mine Ideers Forfængelighed! Vel ansøgte jeg paa høiere Steder om Reisestipendium, men enten mine Ansøgninger ikke bleve indleverede, eller de bleve afslagne, derom er jeg endnu ganske uvidende. Nok var det: jeg fik Intet, og Billigheden heri indser jeg meget vel; thi hvem var vel Bergen for, at jeg ikke vilde handle, som saa mange andre Reisende, der modtage Stipendium og udrette Intet? Desuden ere Penge i vore Dage ikke at spøge med. De synes og nuomstunder at have faaet den slemme vane enten at desertere over til vore Naboer eller at gjøre sig rent usynlige. Iøvrigt haver Regjeringen Udgifter nok. Ligesom jeg og hel vel indser de vigtige Forpligtelser, den bør føle, som gaar frem paa offentlig Bekostning. Anderledes vilde det være med mig, naar jeg gik frem paa min egen. Idetmindste vilde min Fornøielse blive dobbelt stor, om mine Foretagender da kunde udfalde til Publici Nytte og Fornøielse. Paa egen Bekostning og med laante Penge vovede jeg da dette Skridt og blev dertil især ansporet ved min dyrebareste Velgjører, Hr. Professor Strøm, hvis uvurderlige Venskab og Understøttelse stedse svæver mig i taknemmelig Erindring. Jeg reiste, og uagtet jeg ofte led overmaade meget ondt og nogle Gange var i Livs Fare, skede dog Reisen med en uudsigelig Fornøielse, og aldrig vil jeg komme til at fortryde den med Reisen forbundne Udgift. Om jeg ikke haver reist forgjeves, og om Udgiften ikke er unyttig anvendt, det tilfalder Publicum at bedømme.
Planen, jeg ved dette Arbeide forelagde mig, er den samme, som den Ridder Linnée haver brugt i sine svenske Reiser, en Plan, som vel Ingen her i Norge haver forhen betjent sig af, men som dog formodentlig vil billiges, om ikke for Mandens Skyld, hvis Plan jeg fulgte, saa dog for Kortheden, som med den er forenet, og for den Bekvemmelighed, den medfører, i en Hast at kunne overskue Materierne. Den Orden, som ellers bruges i Landbeskrivelser, kan da Ingen fordre her, og Ingen vil vel heller fordre den.
Under Skriftets Udarbeidelse saa jeg snart, at Thelemarkens Navn, Beliggenhed, Grændser m. m. ingensteds kunde anbringes i Reisen selv, hvorfor jeg haver tilføiet det i en Indledning, som jeg tror ikke vil ansees for overflødig, især da der forekommer en og anden Efterretning, som tilforn næsten haver været ubekjendt. Paa Indledningen følger Reisen selv og hvad der hver Dag er iagttaget. Deriblandt haver jeg strøet enkelte Oplysninger og Afskrifter af gamle Documenter, hvilket alt er vel ikke af lige Værdi, og noget vil maaske forekomme af ingen Betydenhed, men da jeg og haver skrevet for danske Læsere, og disse føle altid en varm Glæde ved at underrettes om vort kjære Norge, saa vil dette undskylde alt det overflødige eller det mindre vigtige.
Bag ved Reisen haver jeg tilføiet en kort Beskrivelse over en Provinds i Agershuus Stift, kaldet Nomedal, som grændser paa den vestre Side til Thelemarken og haver meget tilfælles med den. Jeg maa tilstaa, den er kort og ei saa fuldstændig, som jeg havde ønsket; det er alene Publici Bevaagenhed og milde Domme, som undskylder dette Tillæg.[5]
Da man tilforn haver saameget paa Prent om Thelemarken, lige indtil kronede Skrifter,[6] saa kunde det hænde sig, at adskillige vilde betragte dette Skrift som overflødigt og altsaa unødvendigt. Men vil den gunstige Læser alene behage at gjøre Sammenligninger, da tør jeg smigre mig med det Haab, at dette falder bort af sig selv. Skulde derimod Relationen om en og samme Ting ikke stemme overens, da beder jeg, det ikke maa lægges mig tillast. Jeg har selv været paa Stederne, selv betragtet Tingene, selv modtaget autentique Documenter af Vedkommende og intet nedskrevet, uden hvad jeg troede at være ægte Sandhed. – – –
Vel havde dette Skrift voxet i Interesse, om de gamle Documenter og oldsager havde været at opspore, som en efter anden til ingen Nytte for det Almindelige haver Tid efter anden draget af med, især om jeg havde været saa lykkelig at overkomme tvende Beskrivelser, den ene over Bratsberg Amt, forfærdiget omtrent 1720 af Amtmand Berg,[7] den anden over Øvre Thelemarken, forfattet omtrent 1760 af Præsten Hr. Luth,[8] den største Antiqvar, Norge maaske har eiet, men begge disse ere forsvundne. Dog kan jeg ikke negte, at de, jeg anmodede om Efterretninger, have med en rosværdig Iver contribueret til at gjøre Verket saa interessant som muligt, ligesom jeg og neppe tror, nogen Provinds i Norge kan fremvise flere Oldsager, end denne; idetmindste vil enhver erfare, at jeg haver været meget heldig i at erholde dem, og flere havde jeg opsporet, naar ikke Uvidenhed derom havde hindret det. Saaledes opdagede jeg af en Hændelse en Sten med Rune-Inscription i en Kirkemur og tvende ved en anden Kirke, hvorom Sognepræsten ikke engang havde hørt det ringeste tilforn. Med den varmeste Følelse af Taknemmelighed maa jeg her offentlig erindre de gunstige Velyndere, som have saa huldeligen vist mig deres Beredvillighed i at understøtte mig med Oplysninger.[9] – – –
Under Arbeidet bar jeg meget vogtet mig for at støde Læseren ved at anrøre enkelte Personer, noget, der altid bliver anstødeligt for enhver Veltænkende. Ikke destomindre kunde det hænde sig, at en og anden Anmærkning havde, mig uafvidende, indsneget sig, hvoraf kunde tages Anledning til offentlige Repliquer eller skriftlige Besværinger. Men forlad mig, gunstige Læser! Saadanne Complimenter frabeder jeg mig ydmygst, og det kan jeg saameget heller, som min Samvittighed overbeviser mig om ikke at have skrevet en Tøddel til Nogens Fornærmelse (den Ildetænkende kan udlede Fornærmelse af den uskyldigste Anmærkning) og ikke at have rørt ved Uordener, uden at de vare altfor almindelige og saadanne, som for det Almindeliges Vel burde hemmes. Disse ansaa jeg for en hellig Pligt at anmærke, og jeg behøver vel ikke at melde, at dertil er Enhver berettiget efter den Ed og Forbindelse, han haver gjort Regenten og Staten. Dette haver jeg seet mig nødsaget til her at hensætte, fordi jeg, som bekjendt af de offentlige Aviser, ragede uforskyldt i Uenighed med Skiens Haandverkere og blev angreben baade ved offentlige Repliquer og skriftlige Besværinger, der ginge lige til H. M. Kongen, fordi jeg kom for Skade i min Sillejords Beskrivelse at vise den nøgne og altsaa forhadte Sandhed, som nuomstunder skal drives i Landflygtighed og ikke fordrages, uden den saa stadseligen udstafferes, at Ingen kjender den igjen. – – –
Med Reisen gjennem Øvre Thelemarken følger et geographisk Charte, optaget med al mulig Nøiagtighed. – Ved dets Optagelse haver Studenten Hr. Envold Steenbloch til Moland bevist mig en meget vigtig Hjelp, idet han forfærdigede Molands Præstegjeld og godt beskrevet tilsendte mig det. – – –
[Reisen begyndte fra Eker Præstegaard 12te Juni 1786.]
– – Langerud Dalen, en halv Mil fra Ravalsjaa, skiller imellem Sandsver og Bratsberg Amt, da Strækningen imellem Udvisningen for Kongsbergs sølv-Verk og Fossums Jern-Verk deles ad ved en Stendynge i Vest til Øst ved et Sted kaldet Steinlenuterne, da man der indtræder i
hvorfra man har en halv Mil til den første Gaard i Gjerpen Sogn, som kaldes Bestul, hvorfra man bestandig reiser i Høiden.
Den 15de Juni. Bestul Gaard, som i sig selv er af ringe Skyld, kan formedelst de derværende fede Græsgange føde 20 Kjør og 2 Heste. Den med flere Pladser udgjør en Bygd, kaldet Øvre Luxefjeld, der tilforn laa under Souer Præstegjeld, men blev efter en kgl. Resol. i Aaret 1782 lagt til Gjerpen Sognekald.
Fjelde er en Samling af Gaarde, til hvilken Bygd man farer ned over Bakker og igjennem smale Dale, og hvoromkring jeg fandt en Mængde Afsynkninger i Bjergene. Ligesom man og fortalte mig, at ved Siden af en af disse Gaarde var en Grube, 15 Lagter dyb, hvoraf man i sin Tid skulde have udarbeidet Sølv. Ved et Sted strax ved, kaldet Hougerud, saa jeg Tegn til en vidtløftig Bygning og adskillige Stendynger som fuldkomne Spor til Grube-Arbeide der, ved hvilken Anledning jeg maa anføre, hvad jeg desangaaende haver fundet i et Manuscript fra 1704, som haver tilhørt Etatsraad og Stiftamtmand Henrik Adeler, hvilken curieuse Efterretning lyder saaledes:
„Luxefjelds Sølvverk i nedre Thelemarken haver i sin Tid været rigt paa Sølv og er derfor kaldet Sølv-Stokken. Uagtet man ei ved Grubernes Sted, Situation og Strækning, saa relateres dog, at det haver ligget i Vest-Fjeldet omtrent enten under eller ikke langt fra Gaarden Vesterbø i Luxefjeld, beliggende 1½ Mil fra Gjerpen Kirke og 1¾ Mil fra Skien. De, som allerførst optoge det, vare Tydskere, der bleve kaldte Garper, boede i Luxefjeld omtrent 1250, vare saa rige, at man sagde, de gjorde Hestesko af Sølv, opbyggede magnifiken Gjerpen Kirke, som i et Pergament fra 1479 kaldes efter dem Garpene Kirke, udsirede og berigede den med adskillige Herligheder. Derfor nød de og den Frihed, at Munken ikke maatte lade ringe første Gang, førend de kom til Gaarden Tofte paa Ophougen, en Fjerding ovenfor Kirken, hvor de da toge sin Kirke-Frokost. Før den Tid og i Kong Inges, som med sine tvende Brødre regjerede fra 1136 til 1161, paa hvilken Tid Gregorius Dagssøn beboede Bratsberg og blev begraven i Gimsø Kloster, hed Gjerpen Sogn Hoffum eller Hofuum (ɔ: Hougene), hvoraf endnu er Levning i Sognets Inddeling i Udhougen og Ophougen.[10] Indtil 1350 er Verket drevet af Garperne, som da uddøde i den sorte Pest, hvorved Gruberne bleve ruinerede og igjenkastede; de igjenlevende bleve ved en saakaldet Mandegar uddrevne og ihjelslagne af de omkringboende Bønder, fordi de vare overdaadige, trodsige og voldsomme mod Almuen.[11] I Kong Frederik II.s Tid, omtrent 1570, var der en vis Præst i Gjerpen, som laa i Luxefjeld og samlede Sølv, medens Kaldet blev forsynet ved en Capellan, hvilket siden gav Anledning til, at Gjerpens Præstebol blev seculariseret. Omtrent 1630 kom en Bonde i Hvalebø ved en Hændelse til et Sted i Luxefjeld, i hvis Fjeldvæg han saa Sølvtappe hænge som Isjokler. Et Par af disse hug han af, leverede Jordeieren dem og gav ham samme tilkjende, hvilket denne igjen rapporterede Eiler Urne, daværende Lensherre, men da Bergmænd kom did, fandt man ikke Stedet igjen. En 30 Aar derefter var der en Bonde i Vestfjeldet, navnlig Jens Fjelde, som ligeledes vidste noget derom, men hans altfor tidlige Dødsfald hindrede Opdagelsen.“
Gjerpen Kirke ligger paa en Høi, er grundmuret og smukt malet indvendig, har et muret Begravelsessted for den Arnoldske Familie og den Løvenskioldske. Paa Klokkerne i Taarnet er Runeskrift. – – Jeg tog derpaa Veien til Borrestad, lidt over 2 Fjerd. i S. fra Skien d. 18de Juni. Denne Gaard beboes nu af den brave og arbeidsomme Hr. Cancelliraad Løvenskiold, som har udgivet sin Beskrivelse over Bratsberg Amt og foreviste mig adskillige Afhandlinger over historiske, øconomiske og andre Ting; han viste mig en Samling af Ertser, Stenarter, Conchylier og adskillige rare Oldsager, som dels vare fundne deromkring, dels komne fra øvre Thelemarken. – – –
19de Juni tog jeg Veien til Graaten, som ligger paa den vestre Side af Porsgrunds-Elven og har sit Navn af den Besværlighed, der er ved at ro der forbi formedelst Elvens Stridighed. Dette Sted er et lidet Ladested, hvor især Malme fra Arendal indlægges og derfra føres til Volds og Ulefos Jernverker. Herfra tog jeg en liden Excursion, for at betragte den ny opdagede Kirke ved Bratsberg. – – Kirken er bygt paa en Klippe, som er meget steil paa den vestre Side, men ikke paa den østre. Den er muret af hugne Stene og kalkblandet, formodentlig for mange hundrede Aar siden i Gregorii Dagssøns Tid, og saaledes ganske ubekjendt har ligget indtil 1783, da man tog Jord til at fylde veiene og derved traf paa den, skjønt Stedet stedse er kaldet Capel-Jordet. Ved Hr. Kammerherre Adelers Foranstaltning som Eier af Bratsberg blev den i Aaret 84 renset for det meget Grus, som fandtes i den.
Fra Graaten gaar Veien over den saakaldede Gjederyg, paa hvis øverste, 1 Fjerding fra Skien, sees en Stendynge i Anledning af den rige Commerceraad Halvor Sørensen Borse, som der blev skudt, saa han døde noget derefter, hvilket tildrog sig sidst i forrige Seculo. Fornævnte Borse boede paa Gaarden Fjere.
20de Juni. Fra Fjerestranden til den bekjendte St. Michels Kirke er ½ Mil. Denne ligger under Gaarden Gisholt i et Fjeld, 20 Skridt op fra Vandet. Hulen er 28½ Al. lang, hvor Gulvet hælder meget ud ad Indgangen og bestaar af Sand, hvori man ved at grave finder Kul. – – – Næsten inderst er et rundt dybt Hul under Loftet, hvor man vil paastaa, Klokkerne have hængt, men det er saa dybt, at samme synes umuligt. Jeg gik øverst op paa Klippen for at finde Begravelser, men uagtet jeg ledte overalt, var det mig ikke muligt at finde dem, ligesom heller ingen Begravelser vel kunde have Sted i den haarde Klippe. Kun en Stendynge laa midt ovenpaa Kirken, hvori var gravet, og ligeoverfor i den saakaldte Gjedø sees en ligesaadan Stendynge. – – Jeg tog Veien op i Næsherred, hvor jeg kom til Fyljadalen. Her fandt jeg endel Pergamentsbreve, dog af ingen Betydenhed, kun dette, at 1387 var Jon Alfssøn Chorsbroder i Oslo og Præst i Gjerpen, Skeldulf Helgessøn Chorsbroder ibid.
22de Juni. Til Souer Præstegaard. I Kirken sees intet antique uden et Røgelsekar fra de catholske Tider og tvende Klokker i Taarnet med Munkeskrift.[12]
26de Juni. Flom i Hvidesø beboes af tvende Brødre, navnlig Paus, en ældgammel Familie her i Thelemarken. Her staar en gammel Bygning, opført af Sorenskriver Hans Morland, omtrent sidst i forrige Aarhundrede. – – Paa Gaarden Østenaa viste man mig af Oldsager to overmaade store Messing-Fad, hvoraf det ene veiede et B℔, i hvis Bund forestilles Mariæ Undfangelse med nogle Bogstaver omkring. Om denne Gaard har jeg et Pergament &c. Næsten en Fjerding ovenfor har Eieren Jørgen Østenaa opbygget en Saugmølle meget konstigt, saa der behøves ingen Underbygning, da den øverste staar paa tvende udestaaende Bjergknolder og Saughjulet er fastgjort i selve Klipperne; formedelst Rendens Styrtning falder Vandet med saa megen Force ned paa Hjulet, at den gaar med lidt Vand. Strax ovenfor findes en Jerngrube, som og holder Bliant, og Eieren heraf fortalte mig, at paa Gaardene nordre og søndre Lone i Tørredals Annex og Drangedals Præstegjeld, 7 Fjerdinger SO. for Østenaa, ere mange Jerngruber, nemlig 3 paa søndre og 4 paa nordre Lone, som for 20 Aar siden skulde være beskudte af de Herrer Løvenskiold, men nu ligge øde, ligesaa paa Homlei i Tørredal, 1 Mil fra Østenaa, hvilke Gruber blive formodentlig optagne og brugte under Nissedals Jernverk, dersom Løvenskiold faar dem i Drift. Han fortalte mig og, at paa Vraastad i Tørredal vel havde staaet en stor Bygning, hvor en Konge skal have regjeret, men som nu er nedrevet, og at adskillige Pergamentsbreve, der laa, ere splittede og bortkomne. Ligeoverfor Østenaa ligger Fjaagesand, som har tvende Opsiddere og er den bedste Gaard i Præstegjeldet, da den eier alle de Herligheder af Ager, Eng, Skov, Sæter, Mark, Fiskeri og Bygninger, som kan udgjøre en god Gaard. Her boede 1350 en Mand, kaldet Hare Steinar, fordi han var saa haard og mordisk, at han dræbte utallige Mennesker. Man viste mig hans Øxe, kaldet Skrukke, der altid gav Klang, naar der forestod ham et Mord. Denne Haandøxe har indtil de senere Tider havt den lægende Egenskab, at naar man var syg af Grepet og man bagede sig med den, blev man helbredet. Her laa ogsaa et Spyd og skaftet af en Geir, hvor syntes adskillige Hug.
NB. Om Thor Fjaagesand. (sic).
27de Juni. Herfra ligger Hvidesø Præstegaard 5 Fjerdinger, hvortil man reiser over Hvidesø-Vandet, havende Dame-Fjeld paa den høire og Grotnæs-Fjeldet paa den venstre Haand. Først møder man da den store Buk-Øen, som er over en Fjerding i omkreds. Den tilhørte i gamle Dage Fru Anne Arnold paa Borrestad, men blev foræret først i dette Aarhundrede til Sognepræsten Hr. Hans Paus for en Thelebonde-Vise, han gjorde over hende, hvorudover Øen blev lagt til Gaarden Næs i Sume(?)-Kilen, som Præsten da eiede.[13] Præstegaarden ligger paa et Eid, hvorudover Stedet og Gjeldet er kaldet Hvitiseid i gamle Dage og har formodentlig faaet sit Navn af den grundmurede Kirke, som staar her, der har været den første i Thelemarken. Præstegaarden er et meget smukt Sted, forsaavidt det ligger paa en Peninsel og har Udsigt over en stor Del af Vandet, forresten ikke just saa behagelig, som man har udraabt det for. Den brændte 1764, men blev opbygt igjen af forrige Sognepræst Hr. Brochmann, og nærværende har ladet den male og anlagt skjønne Hauger. I Aaret 1779 modnedes i den Hauge et Græskar over en Alen langt. Velærværdige Hr. Windfeldt[14] stræbte at give mig alle de Efterretninger, som jeg anmodede ham om.
– 29de Juni. I Nissedal bor velærværdige Hr. Claus Barfod Storm,[15] en lærd Mand af gode Indsigter i Theologi, Historie, adskillige europæiske Sprog og Oldsager. Han meddelte mig endel Malme og viste mig at ældgammelt Haandskrift af Kong Valdemar den andens jydske Lov, fundet her i Thelemarken, et ældgammelt Læderbelte, beslaget med Messing, som man havde om Livet, naar man spændte Belte med hinanden, en Haandøxe med en ulæselig Skrift om. Ligesaa gav han mig en Udskrift af nogle Rune-Bogstaver, som han i Mai 1776 fandt paa den mindste Klokke i Slotstaarnet i Agershuus: Paolt gjota klok opgiot a nyo leit tymno ɔ: Paul gjorde Klokken, Tymno lod den omgjøre af ny.[16] Ligesaa gav han mig sin Forklaring af det tønderske Guldhorn, fundet 1734, saa lydende: Mannom kono Utim haltia um horno thoalto mio ɔ: Othins Mænd og Kvinder bør altid bevare dette Horn.
30. Juni. Ligeoverfor Kirkenæsset i Nissedal ligger Fione, som beboes af tvende Opsiddere, hvoraf den ene var saa ulykkelig ved et ondskabsfuldt Menneskes Ugudelighed at se sin Gaard og alle sine Effecter i Aske i Aaret 1768 d. 12 Aug. og derved blev sat i den yderste Elendighed. Den anden Opsidder er den tilforn værende Lensmand Kittel Thjostovsen Finne, respectabel Mand og Medlem af det Bratsbergske Opmuntringsselskab. Denne Mand sparede intet for at give mig al mulig Oplysning om Stedets øconomiske Forfatning, som for nærværende var i den allerynkværdigste Tilstand, da Almuen ved deres daarlige Tømmerhandlen med Arendals-Borgerne var saaledes udarmet, at de vare tiggefærdige hveranden Mand i Sognet.
1. Juli. Ved Fione findes Bæver-Boliger, hvor Bæveren gjør megen Skade paa Løvskoven deromkring. Her fortalte man mig en artig Maade at fange den paa. Man jagede den paa Vandet og med en Pram forfulgte den. Den dukker strax under og med Halen giver en saadan Bevægelse, at man ovenpaa kan se det. Herefter ror man lige, og naar den et Par Minutter er svømmet under Vandet, maa han op for at drage frisk Luft, da forfølger man ham, indtil han bliver sprængt og ganske langsomt kan svømme, kommer derpaa op, hvor man da slaar ham ihjel. – Her voxer og Egetræet, men ikke i den Mængde, som i Tørredal og Drangedal. Om Mag. Thomas Cortsen Wegener, som blev Biskop i Stavanger 1627, har man denne Efterretning, at han var en lærebegjærlig Mand, som paa sine Visitatsreiser søgte meget at opdage Landets og dette Stifts Naturproducter og mere end sædvanligt i de Tider dyrkede Naturhistorien og havde anskaffet sig adskillige Samlinger af Naturrigerne. Naar Bisperne saaledes vilde opmuntre Præsterne, vilde deraf flyde en større Erudition, som sees i Pontoppidans og Gunneri Exempler, men nu heder det: quod infra nos, nihil ad nos. – Af endel Pergamentsbreve fra Dale i Nissedal fandt jeg kun dette, at Søren Pederssøn var Præst i Sillejord 1559 og Jens Pederssøn Foged i Skiens Syssel 1459, da hans Broder Herlaug Pederssøn var død.[17] – –
2. Juli. I Vraadals Annex er Gaarden Fladeland, halvanden Mils Vei fra Roholt, hvor der fandtes 1714 et Billede, kaldet Thorbjørn, af en Alens Høide, dannet som en Parykblok med istøbte Øine af Tin og flad paa Hovedet, at en Skaal kunde staa derpaa. Dette Billede blev toet hver Løverdags Aften som en stor Helligdom og hensat i Høisædet. Mag. Otto Stoud reiste engang til Opsidderen og bad ham af hellig Iver at levere sig Billedet for at hugge det istykker, men Eieren satte sig derimod, da han ved Jule-Gjæstebud tracterede det med Øl og satte Ølskaalen paa dets Hoved. Strax efter blev det med Gaarden opbrændt. For Mandens store Overtro med dette Billede og øvrige Overtro ved at ofre alle ædendes og drikkendes vare til de derværende Vette-Houger troede man, at alle hans Børn, som alle vare vanvittige, maatte bære Straffen.[18] – –
3. Juli. Tog jeg Veien tilbage til Hvidesø Hovedsogn og Annexet Brunkeberg. Paa et gammelt Loft paa Kirkebø, som var bygt paa 16 Stolper, staar 1588, hvilket var saa høit, at de havde Fæhus under Underbursgulvet. Men for et Par Aar siden blev det nedrevet og gjort til en sædvanlig Stolpebod. I Enden af Sundekilen ligger Gaarden Møen, som beboes af Justitsraad og Foged Clouman, en virksom Patriot. Han har anlagt et stort og ordentligt indrettet Teglbrænderi til uudsigelig Nytte for Øvre Thelemarken, da Stedet er beleiligt i Henseende til Transporten og Skovene derved kan bespares. Han har og sat Karudser i Hvidesø-Vandet, som der trives vel, og gjort sig særdeles prisværdig ved veienes ypperlige Istandsættelse, som røber Geni, hvorved han har gjennemgaaet utallige Fortrædeligheder, som meget maa beklages, allerhelst da der er saa faa, som viser Patriotisme. – –
4. Juli. Paa Holtene, en af de bedste Gaarde i Sundebygden, boede tilforn Sorenskriver Paus, som og satte den i god Stand, men da nu en Bonde bebor den, falder alt tilbage i en raa Forfatning. Strax ved ligger en Plads, hvor Klokkeren Thore Gunstensen bor. Denne Mand har paa den forunderligste Maade gjort Ager og Eng af en Stenhob. – Et lidet Stykke herifra ligger Gaarden Gadeholt, hvor der paa en gammel stue staar udenpaa over Døren:
DAVID HEBERLIN CHIRURGUS ET OPHTALMICUS HONORA MEDICUM PROPTER NECESSITATEM ETENIM ILLUM CREAVIT ALTISSIMUS. A DEO EST OMNIS MEDELA. ANNO MDLXXXIX.
Men midt over Døren staar IHS, hvilket og findes paa de fleste Steder her i Thelemarken og har givet Anledning til utallige Udlæggelser og Fortolkninger, men er ligefrem Jesus Herrens Søn, som de stedse skar ud paa Døre og over samme, som noget, der skulde bevare fra Trolddom og give Lykke og Velsignelse. Herifra gaar Veien opover Brunkeberg-Bakkerne, som tilforn ere blevne anseede for næsten impassable formedelst deres Steilhed, men nu sat i saa ypperlig Stand ved Hr. Justitsraad Clouman, at man kan kjøre dem i Kariol. Her øverst ligger Brunkeberg Annex-Kirke, opreist af Træstaver med mange Udbygninger.
– – –[19] Fruentimmeret brugte [fordum] samme Dragt, som nu, undtagen sorte Trøier, istedenfor at de nu bruger røde, blaa og hvide. Skjørterne vare uden Folder, og ved deres Belte havde de tvende Knive i deres Skede; naar de rede som Brude og Brudekoner, havde de Hatte paa Hovedet. – (NB. Gjelstad-Hullet). Man viste mig og en liden rund Sten, som lignede Træ.
6. Juli. Om deres Overtro angaaende Drouger (ɔ: Dødninger) i Kirker fortalte man mig følgende, som i de catholske Tider var passeret i Hvidesø Kirke med en Kone, som boede paa Lundeval i Sundebygden og kom for tidlig i den saakaldte Otte-Messe. Her fandt hun sin afdøde Søster blandt de andre, som sagde: Vi er Drouger, nu faar du løbe, thi se din Bedstefader, hvor vred han er, fordi du ikke har kaldet ham op (reist ham up), han vil dræbe dig, men brug dette Raad, og i Flugten kast af dig først din Trøie, derpaa dit Belte og tilsidst dit Forklæde, hvilket hindrer ham i at forfølge dig. Kan du komme hjem, inden han faar fat paa dig, bliver du frelst. Konen løb derpaa og kastede først Trøien, som Bedstefaderen greb og klemte mellem sine Hænder, derpaa Beltet, hvormed han handlede ligesaa, endelig Forklædet, men da hun havde tre Fjerdinger at løbe, greb han hende og klemte hende mellem Hænderne, saa hun døde 2 Dage derefter.[20] – – – Som en Raritet maa anmærkes, at fra Dalerne i Brunkeberg har man anlagt en ældgammel Vei over Moradser, som ere belagte med Stenheller for at gjøre dem passable, hvorover man fortæller, at Bergsfolkene transporterede Malmene fra Guldnæs til Sligstul og tilbage. Veien gaar fra Moen i Dalerne til Juve i Laurdal og til Præstegaarden der, hvor de paa et Sted, endnu kaldet Malmhus-Bakken, nedlagde Malmene. Paa Veien ligger en Sæter, kaldet Kjørvestøl, hvor man ser Rudera af en Kirke, og skal der efter Pergament-Breves Beretning have været et Kirkesogn, kaldet Kjørvestad Sogn, hvortil vises Spor af de mange Hustomter, Ager-Rener og Stendynger, at der har været Gaarde og boet Folk, som i Pestens Tid faldt til Flektved-Manden, der lagde det under sin Gaard, hvorudover denne i Circumference er maaske en af de største i Thelemarken. Paa Gaarden Huvestad i Dalerne findes et Drikkehorn, kaldet Huvestad-Honne, fra de ældgamle Tider. Paa Gaarden Gjersund i Morgedal bor en Mand navnlig Saamund Saamundsen, som i Aaret 1785 vandt Landhusholdningsselskabets Guldmedalje for Jordforbedringer. I dette Sogn findes adskillige, som dels har faaet Landhusholdningsselskabets Præmier, dels det Bratsbergske, og har især Potatos-Avlen her kommet i stærk Drift. Paa Gaarden Loupedalen i Ordal findes en Kniv, hvormed mange Mennesker ere tagne af Dage. Med den har man den Overtro, at man kan curere Gevæxter, naar man daglig lægger den paa dem.
7. Juli. – Aarsagen til den røde Farve, som Hyperikon giver af sig, fortalte man mig her [i Laurdal] at være, at da den stod under Christi Kors, randt noget af hans Blod ned paa den, som den trækte i sig, og derfor er ogsaa af saadanne lægende Kræfter. – –
8. Juli. Gaarden Trisæt er et af de smukkeste Steder, man kan forestille sig, har ikke alene en smuk Bygning, men planeret Gaardsrum, en net Hauge, en deilig liden Lund af Løn, Lind, Rogn og Ask. I Haugen findes kun Frugttræer og især et Rønnebærtræ, som paa de nederste Træets Grene bær Rønnebær, men i Toppen Pærer af det bedste Slags. Forresten fortalte man mig om en Urt, kaldet Graase, som bestod af 3 Leder, og i hvert Led fandtes Blod; naar Kreaturerne æde det og opspise det 3die Led, faa de Blodpis og crepere. Da jeg bad, man vilde vise mig denne Urt, svarede man mig, at den endnu ikke var opdaget af noget Menneske og maaske heller ikke kunde opdages, da den var overnaturlig og skulde blive skjult til Plage for Mennesker; hvor den voxte, saa man deraf, at Kreaturerne fik Sygdomme og creperede, hvor dette ikke skede, voxte den ikke. Dog havde man Raad derimod, som man aldrig var foruden. Man samlede Geranium Robertianum, som de kaldte Ure-Kall, og tørrede. Naar Kvæget blev sygt, blandede man den tørre Urt med Salt og stoppede alt ind i Halsen, hvorved det blev helbredet. Ligesaa fortalte man mig om en Urt, de kaldte Fenne-Græs, som de heller ikke kunde anvise mig, der havde den særdeles Egenskab, at Ormen kunde umuligt skyde Hammen af sig om Sommeren, førend han havde slugt samme. Ved den Anledning erindrede jeg mig, at en Bonde i Næsherred fortalte mig, at paa Souer Præstegaards Jorder voxte en Urt, der havde den Egenskab, at naar man lagde den paa en Laas, blev den inden 24 Timer opladt, og at en anden Bonde fortalte mig, at naar Folk paa Fjeldene bleve fortumlede i Hovedet, at de ei kunde finde Nor og Sør, da kom det deraf, at de havde traadt paa en Urt, kaldet Vildstraa, der havde denne galgjørende Egenskal. – –
Et lidet Stykke NV. fra Laurdals Præstegaard ovenfor et Sted, kaldet Flyxe-Helle i Præstehaugen, fandt Sognepræsten Hr. Hans Post Sølv i Bjerget, hvoraf han lod sig gjøre Sølvknapper, hvilket endnu levende Folk her kan erindre og bevidne. – –
9. Juli. Hovedkirken er af Træ og ikke i nogen synderlig god Forfatning, men Præstegaarden er under al Kritik. Gaarden Bjaaland har ikke mindre end 5 Bur, et smukt Vaaningshus, en ypperlig Frugthauge og god Jordvei. Den har tilforn blevet beboet af en Familie Blom, hvilken respectable Familie endnu lever i Skien. Af et Pergaments-Brev fra 1473 har jeg seet, at denne Gaard har været et Munke-Kloster,[21] hvoraf nu ikke sees mindste Levninger. Allerøverst i denne Samling af Gaarde ligger Haatved, hvor sorenskriverne Paul Drukken og Cornelius Paus har tilforn boet, og som i de sidste Tider er bleven beboet af Skovinspecteur og Holtzførster Paus, en Mand af det største mechaniske Geni, som kan tænkes. – Lidt over en Fjerdingvei fra Kirken ligger Gaarden Hegtved, mærkværdig af sin Beboer Asgier, der levede først i det 17de Aarhundrede, 1614 og saa videre, hvorom jeg i gamle Documenter har læst utallige Historier, da hans Liv var en Kjede af Vold, mord og Slagsmaal. For at opægge andre dertil og selv finde Aarsag brugte han adskillige Kunster, f. Ex. gik til Bryllups med en sort og en hvid Strømpe, at man derfor kunde fixere ham og han have Aarsag til Slagsmaal. Han eiede og uhyre Kræfter, hvorudover han engang med en lang Bænk udjagede en hel Bryllups-Stue, men samme Gang fik utallige Knivsting og 4 Knive sad fast i hans Ryg, hvorudover han maatte forlade Selskabet og se sig cureret igjen. Han dræbte utallige, og da Lensmand med Mænd engang kom til ham for at fange ham, havde han i Forveien gjort en underjordisk Gang fra Kjelderen og ud paa Marken, som endnu er til, og som man urettelig har troet var en Malmgrube. Han foregav da, at han vilde hente Øl for at tractere dem, men rømte derigjennem og var i lang Tid borte. Men da han var meget rig, sonede han stedse for sine Forbrydelser for at kunne begaa nye. Udenfor Døren til hans Stue staar han derfor afmalet i fuld Legems Størrelse med sin Haandøxe i Haanden (som endnu bevares paa Gaarden Home som en Antiqvitet) hvorover staar: „Asgier Hectved er mit Navn. Jeg frygter icke for min lige Mand saa længe Øxen bide kand.“ Fra denne Gaards Eiendele har man i forrige Tider bragt Kobberkis til Omdals-Verket forat faa den derværende vrangsmeltende Malm flydende, dog uden synderlig Nytte. – –
10. Juli. Strax ved Ødefjelds Kirke ligger Gaarden Røindal. Her findes et ældgammelt Bur, kaldet Jar-Bur, fordi det har ingen Stolper under sig, men er bygget paa den flade Jord. Paa Jernbeslaget fandt jeg en Runeskrift.[22] – –
Paa Gaarden Gjøtil, som i gamle Dage har været Lensmands-Gaard, fandt jeg adskillige gamle Brevskaber, deriblandt et, som viste, at 1465 var Ivar Vikingssøn Provst til Marie Kirke i Oslo, Norges Riges Canceler og Sysselmand over Skiens Syssel, et andet, hvori fandtes, at 1593 boede der to Mænd ved Navn Torgier og Jørgen, som i lang Tid havde trættet med hinanden om Grændseskjellet imellem deres Gaarde. Da de derpaa Christi Himmelfartsdag havde communiceret og gik fra Esborg Kirke, havde Torgier sin slebne Øxe og Jørgen sit ladte Gevær med sig, og da de kom en Fjerding fra Kirken, overtalte Jørgen Torgier at gaa fore, hvorpaa han skjød ham, dog uden at dræbe ham, og derfor maatte bøde 120 Lod Sølv. Broderen til den nuværende Opsidder havde ved egen Flid lært sig at skildre meget smukt. – –
Paa Gaarden Berge i Esborg Sogn fandtes tilforn en Sabel, næsten 3 Alen lang og 3 Kvarter stort Haandfang, som en vis Capitain skal have reist af med. Skade, at saadanne Oldsager føres væk uden at blive observerede og beskrevne. Saaledes reiste en Procurator Lund, Stiftamtmand Adeler og andre af med adskilligt. Uden at give Publicum den mindste Oplysning skilte de Bønderne af med det, som saalænge har hvilet ved Gaardene, og som stedse burde vedblive. – –
11. Juli. – Ved en Plads, kaldet Paradis, i Skafse Sogn sees Rudera af en Kirke, som skal have hedt Oprans Kirke. Ved Gaarden Veum skal findes en Sten med Runeskrift. Paa de fleste Gaarde her i Molands Sogn ser man Bjørnepander fastslagne paa Loftet til Bevis paa, hvormange Bjørne man paa den Gaard har ladet fælde. En Mil fra Veum ligger Hægelands Kirke.[23] Dette Sogn og denne Kirke er ganske unødvendig, da dertil hører kan 12 Gaarde, der ligge splittet ad hist og her i de andre Sogne, der skylde 23 Td. 10 Sett. og have 12 Opsiddere, samt 4 Husmandspladse. Naar den derfor skulde være brugelig, burde flere og ordentlig beliggende Gaarde henlægges til den. Kirken er stor, lys og meget smukt opbygt 1671, har tilforn været ophjelpet ved Gaver, altsaa en Gavekirke, da Folk reiste fra Drangedal og rundt om for at helbredes, gave Penge til den, naar de Nat til St. Hans Dag vaagede der eg bleve paa Brokke Gaard tracterede om Morgenen og hørte Kirketjeneste St. Hans Dagen, men drak aldrig Vand af Elven for at faa sin Sundhed (sic). Men da Hr. Jæger, fordum Præst her, holdt efter Begjæring en Fredags-Prædiken her en vis St. Hans Dag og med det samme viste den Daarlighed, der var at søge Lægedom ved visse Kirker mere end ved andre og ved alle i Almindelighed, har der siden den Tid ikke en eneste besøgt den mere. Denne Kirke ligger kun en kort halv Mil fra Hovedkirken. Paa Molandsmoen, en kort Fjerding fra Præstegaarden, er en slet Plan, hvor der har staaet fire spidse Stene opreiste, der har udgjort en Firkant til Kampplads for Kjæmperne i gamle Dage. Nu omstunder holdes derimod et lidet Marked med Heste den 14de August, da man rider for at probere sine Heste og endelig løslader dem for at figtes om en Hoppe, som en Mand holder midt paa Pladsen og med en lang Stang forsvarer, indtil en har vundet Magt over dem alle.[24] Den ene af disse igjenstaaende stene har en Runeskrift.[25]
12. Juli. Molands Hovedkirke er en af Træ i Aaret 1665 opført Korsbygning, den smukkeste i Øvre Thelemarken, da den er lys, net malet og udsiret med alle Kongerne af den oldenborgske Stamme lige indtil Frederik V. Her har staaet en Helgens Billede, St. Lorents kaldet, 1½2 Alen høi og saa tung, at man har prøvet Styrke med at løfte den med en Finger under Hagen. Den staar nu i Præstegaarden som en Levning fra de catholske Tider. Denne var Molands Kirkes Patron. Strax ved Molands Præstegaard i NO. sees en artig Korsvei, hvor alle fire Veiene bøier sig om med Solen, og imellem hver Vei en liden Kjæmpehøi. Med denne Vei har man tilforn saa og tildels nu omstunder brugt adskillige Overtroer, især naar Børn har været syge, at lægge dem midt i Korsveien, naar man først havde gjort et firkantet Hul af Jordtorver, og, naar Barnet var stukket derunder, da at skyde over det et Skud. Paa hin Side Vandet ligger en Gaard, Vig, hvor man ser et Lys, (ignis fatuus) at brænde nede ved Vandet, helst om Høstaftener; naar man ror hen til det, flytter det sig ud efter, og ror man derud, ser man det igjen ovenfor. Det skal ikke være seet før om Høsten 1768, og derom fabulerer man, at en Mand fra Vig roede fra Kirkesanden den fjerde Adventsøndag 1767 og var drukken. Han omkom, og man fandt ham aldrig mere. Naar man nu ser dette Lys, sige Bønderne, at det lyser efter Vig-Manden. Ved Vandet ovenfor Gaarden Brevig sees ogsaa Lygtemanden. Herom fortæller man Aarsagen: En Mand paa Brevig roede over til Næslend og bortstjal alle de derværende Madvarer, eftersom Folket var til Sæters, samt satte Ild paa Husene. En Pige, som tjente hos Tyven, fortalte for Andre, at hendes Husbonde mod Sædvane var vel forsynet med Mad, siden Næsland brændte. Tyven, som da frygtede for onde Følger, tog Pigen engang med sig i en Pram, foregivende, at han vilde udlægge sit Fiskegarn, roede ind i en Bugt en Fjerding fra Gaarden og sank hende ned. Ved Brevig fortalte man mig om et Uhyre, som undertiden lod sig se i Fyrrisvandet, kaldet Gjevestøtroldet. Det skal undertiden se ud som en hvælvet Baad, undertiden som et meget stort Træ langs Vandet. Det skal sees i taaget Veir og være Forvarsel mod Storm og Uveir.[26] Fra Brevig gaar Veien over en Hei til en Grænd, som kaldes Bertedalen. Paa denne Hei saa jeg fire Begravelseshøie, ved hvert Hjørne er opreist fire Bautastene uden Inscription. – –
14. Juli. Fra Molands Præstegaard til Sligstul, hvor det gamle Kobberverk Moisesberg har ligget, er 2½ Mil i NV. Her fortalte man mig det almindelige Principium, man her har i Jura, at den, som kræver sin Gjeld paa en hellig Dag, skal have forbrudt sit Krav, hvorpaa man viste mig et Exempel i en Kone der, som for samme ulykkelige gale Principiums Skyld kom til at betale 9 Rdl. istedenfor 1 Rdl. 2 ₻. Ved Sligstul vises endnu Tomten af Kirken, Kirkegaarden, som nu er Ager, og en Mængde Husetomter, som har været Vaaningshuse for Bergsfolket, sees nede paa Jordet lige under Gaarden samt Skjerper og adskillige Nedsynkninger i Bjerget, hvoraf findes utallige i Skoven. Derimod ligger Gruben Moiberg (hvoraf sees, at samme Navn er beholdt indtil disse Tider, og at dette er det rigtige Moisberg) SV. fra Sligstul lige over i Fjeldet, hvor der gives paa et og samme Sted 3 Gruber, drevne fra ONO. til VSV., staa nu under Vand, vise ringe Malm, men græsselige Stendynger af Gruberne, – som ligge udenfor. – Disse Beboere leve ret i Uskyldigheds-Standen, vise sig sær gavmilde og hospitale uden Mistænkelighed. – Her i dette Sogn og overalt i Thelemarken grasserer Radesyge. – –
15. Juli. Ved Veum Kirke findes tvende Stene med Runeskrift.[27] – Angaaende deres Skikke, da har man her i Sognet adskillige Fordomme, f. E.: Naar en Præst forser sig, da tror de, at Biskoppen klipper et Stykke af hans Samarie, som de kalde „at stytta paa Kappa“. Naar derfor en Præst har en kort Præstekjole, er det et Bevis, at han har forseet sig. Ingen behøver at møde som Vidne i en Sag, uden han faar Betaling af den, som behøver Vidnesbyrdet, hvorudover adskillige maa betale Falsmaals Bønder. At tage Renter af indestaaende Rente, som kaldes Rentes Rente, agtes for en dødelig Synd, men at optrække sin Næste for dobbelt saameget paa anden Maade holdes for et Mesterstykke. Bønderne her ere meget andægtige, naar de brygge øl til Gjæstebuds, af Frygt for, at det ei skal blive stærkt, som holdes for en stor Ulykke. Naar de gjøre Gjæstebud og der findes nogen, som ikke bliver drukken, holdes det for, at Guds Forbandelse hviler over den Person, hvorom man siger: Gud naade den, som Guds Gaver ikke bider paa. Hænder det, at Gjæsterne i et Gjæstebud ikke bliver drukne, gaar Verten saa bedrøvet, som om hans Gaard var afbrændt. Derfor gjør adskillige sig drukne, naar de ikke er det, for at trøste Verten og vise, at de ere ikke forbandede Mennesker. Folket er i det Hele i en ussel og elendig Forfatning, foraarsaget af deres Handel med Arendals Borgere, som nu næsten ganske har ophævet al Handel. Af Dyr gives her Elsdyr i Mængde, da velærv. Hr. Bugge fortalte mig, at forleden Vinter talte han ved Præstegaarden 14 Stykker i en Flok. De fredes ved en kongelig Befaling, at Ulvene kan have dem til Føde, da man paa Molands-Moen ser adskillige Spor af deres Ødelæggelse. Bæver gives i Mængde langs Fyrresvandet og i Dale-Elven, hvor man finder deres kunstig byggede Huse. Ulvene grassere her i Mængde om Vinteren, men det er faa, som skyde dem. Bjørne derimod skydes i Mængde. – Thomas Olssøn Block, Mag. phil., blev af Provsten Hr. Skancke indsat som Præst her d. 19. Mai 1672, levede et meget uroligt Liv med sin Almue, hvorfor Biskoppen, Dr. Jacob Jenssøn Jersenius, tilligemed Provsten Hr. Skancke og Provsten Hans Kjelssøn, Sognepræst til Bygland, maatte hid at forlige dem, skjønt uden Nytte.[28] 1706 forærede han sit Portræt til Molands Kirke, som endnu staar der, og døde han som Provst 1717. Peder Thomassøn Block succederede sin Fader 1718, kaldte Hr. Laurits Qvislin til Capellan d. 12. Juni 1721 og døde d. 13. Sept. 1723. Mathias Aagaard, Mag. phil., blev her Sognepræst 1723 d. 3. Decbr., Viceprovst d. 5. Juni 1734, virkelig 1738, og døde d. 28. Marts 1746. Henrik Berg blev samme Aar Sognepræst, men formedelst en mod ham anlagt Provsteret saa han sig nødt til at resignere 1768 og fik en Pension af 100 Rdl. Da blev Kaldet delt, som tilforn havde været en Mands Levebrød, blev nu trendes. Denne Deling skede d. 4. Febr. 1769. Ditlev Hanssøn Luth, fød i Christiania 1723, blev Capellan pro persona i Hjerdal 1752, residerende Capellan til Valle i Undal 1767, Sognepræst her d. 5. Mai 1769, og døde d. 17. Juni 1774. Ephraim Jæger, kaldet hertil 5. Octbr. 1774 og forflyttet til Bygland d. 4. Dec. 1782, da Hr. Henning Junghans Bugge succederede ham. Hr. Jæger udgav i Aaret 1782 en Bog kaldet Menneske-Vennen, der indeholder Advarsler mod Drukkenskab.[29]
16. Juli. Fra Veum til Omdals-Verket regnes for 1½ Mil. Dette Verk ligger i Skafse Annex, 2 Fjerdinger fra denne Kirke, er optaget 1670 omtrent, men af hvem vides ikke.[30] 1750 begyndte oberstlieutenant Koss at drive det og opbyggede de fleste Vaaningshuse med mere, men ved hans Død[31] blev det solgt til et Participantskab, som bestod af Kammerherre og Stiftamtmand Adeler, Justitsraad Bentzen paa Kongsberg, Kjøbmændene Simon Zachariassen og Jochum Jørgensen i Skien, Nils Aall og Lars Wright i Porsgrund, Nils Laersson med Hans & Jørgen Christie i Brevig, som kun opbyggede Rosteovnen, Kullehuset og et Herbergehus. Det er forskrækkeligt og jammerligt at se, hvorledes dette Verk er i Bund og Grund ødelagt af Tyve, som have bortstjaalet lige indtil den mindste Søm, opbrækket Gulve, udtaget Vinduer og Kakkelovne, nedrevet Skorstene og anrettet en almindelig Ødelæggelse. I Aaret 1766 blev det nedlagt. Det har kun en eneste Grube, kaldet Hoffnungen, lige i SV. fra Verket, hvorhen man i gamle Dage har ved Vandrender henledet en Bæk, formodentlig til at drive Maskinerne. Ligesaa finder man en stor Mængde Skjærper overalt i Fjeldene derom, men under dette Verk er i de senere Tider Sligstuls Gruber blevne drevne, og hele Fyrrisdal har havt Kulleverancer dertil, som ikke var til liden Fordel.
17. Juli. Herfra gaar Veien til Omli, en Fjerding derfra. Paa denne Gaards Eiendele ligger et Vand, kaldet Goustbø-Vandet, hvor man fabulerer skal have opholdt sig tilforn en Linder-Orm 20 Alen lang, der opsteg paa Landet, gjorde store Huller i Sanden, som man havde kjørt der med Tømmerstokker, og derpaa begav sig i Vandet igjen. For nogle Aar siden fandt den Speculation paa at rive en Mær ihjel ved at udrive store Stykker af Laar og Sider, men blev derved formodentlig ihjelslaget, nok er det, fra den Tid er den forsvunden.
18. Juli. Skafse Kirke er en liden net Trækirke, ganske smuk inden i, malet efter Bonde-Façon. Naar man gaar ud af Porten til Kirke-Gaarden, staar der paa høire Haand en Rune-Sten.[32] Udenfor Kirkegaarden staar der opreist endel flade Stene i Form af Bautastene, hvorunder de formodentlig have begravet Personer, som vare uværdige til christen Jord.[33] Her ligger en Gaard, kaldet Kjettestveit, hvor der tilforn har ligget forvaret et Drikkehorn, kaldet Sveipe-Rova, men nu er bortkommet. Paa Gaarden Aaseland saa jeg en Haandøxe, en Stridshammer, som man i forrige Hundredeaar brugte at gaa med i Haanden, og tvende Pile, som man for nogle Aar siden fandt siddende i den haarde Klippe. Strax ved ligger Gaarden Vistad, hvor der findes et messingbeslaget Drikkehorn, som gaar paa tvende smaa Hjul og saaledes kan skydes frem og tilbage paa Bordet. Det kaldes Sløkkefri. Paa hin Side Elven ligger det forhen omtalte Dalen i Laurdal, hvor man for nogle Aar siden opkastede en stor Kjæmpehøi, 5 Al. 12 Tommer lang og 2 Al. 18 T. bred med 3 store Huller ovenpaa til Laag.
19. Juli. Mo Præstegaard er baade af en liden Strækning og ussel Forfatning, Husene ere opbyggede 1770, da Stedet, efterat Fyrrisdal Kald blev delt, blev udvalgt til Præstegaard. Stedets Sognepræst har opført en smuk og ordentlig Hauge med stor Bekostning. En Mil fra Børte-Vandets Begyndelse ligger Gaarden „Ut aa Bjaa“ ɔ: ud paa Engen, da Eng kaldes her Bjaaen, og en Ko, som gjerne bryder sig ind paa Engen, kaldes Bjaasli. Dette Sted med tvende andre Gaarde eiede Hr. Jacob Hanssøn Morland og beboede det, da han 1672 blev afsat fra at være Præst i Fyrrisdal, fordi hans Kone kom for tidlig. Da boede han i de saakaldte Røgstuer, sad til Støls med sine Folk om Sommeren, og paa en Seng her, dannet paa Bonde-Façon, staar endnu. „Hær Jacob Hansen Morland og Kirsten Henricsdaatter Borregaard Anno 1680 den 16 April“.
– 20. Juli. Vinje Præstegjeld har en gammel Munkekirke strax ovenfor Præstegaarden, malet i gamle Dage og mørk. I Choret staar paa Væggen: „Anno 1601 hafver Her Søren Hanssøn Opslo voren Sognepræst hær paa Vingie, huilcken hafnar gifven efterkommerne fornemste oplysning om kircken og præstebolets intrader. Hans Hustru hafver vaaren naufngiven Kirstine Christensdaatter oc daatterens Naun Berte Sørensdaatter“. Over denne Kirstine findes en Ligsten paa Kirkegaarden af følgende Inscription: „Her Huiller i Herren S. Kirstine Krestsd. som døde paa Venje den 30 Mai Anno 1607. S. H. O. G. T. M. B. H.
Søren Tamssøn var Præst der 1579 og endnu 1587. Om det er denne, som die der kaldte Gampe-Seuren, hvilken de ihjelslog ved Rolands Kirke og ligger begraven ved Alteret der, hvorover der blev hængt et sort Klæde, som endnu sees der, det kan jeg ei sige, skjønt samme synes dog at være rimeligt. Hans Successor hed Mads. Søren Hanssøn Opslo kom her 1601 og blev 1610 d. 18. Febr. forflyttet til Hvidesø. Svend Gunderssøn gjorde 1610 en Slaatte-Dovning paa Gaarden Særen, i hvilken tvende Bønder kom udi Klammeri og med Huggen og Stikken saa længe flængede paa hinanden, til den ene blev dræbt. Hans Successor Henrik døde i Pestilentsen 1629. Ole Nielssøn Kjøbenhavn, født 1599, blev Student 1622 d. 26. April og fik Testimonium publicum fra Academiet d. 17. Marts 1625, og d. 20. Juli s. A. blev han ordineret i Stavanger af Biskop Laurids Claussøn Schabo til at være Capellan pro pers. hos Hr. Anders Behn, Sognepræst i Topdal, hvor han var i 14 Aar, men 1639 blev han befalet af Biskop Thomas Cortssøn Wegner avreise hid for at betjene Kaldet, hvorfra han maatte reise tilbage, da Almuen ikke skjøttede om ham. Han blev atter paalagt at begive sig did, indtil Biskopen selv kom paa Visitats. d. 2. Oct. 1640, og var han saa Præst der efter hans Anmodning indtil d. 13. Sept. 1670, da hans Kaldsbrev til Vinje Præstegjeld blev ham tilsendt. Han døde der d. 14. Decbr. 1675. Jacob Hanssøn Morland blev Sognepræst i Fyrrisdal omtrent 1653 og giftet med Susanna Michelsdatter Lindegaarde, hvilken døde omtrent 1670; hans anden Kone hed Kirsten Borregaard, hvilken, da hun kom for tidlig i Barselseng, var Aarsag i, at han blev suspenderet 1672. Imidlertid boede han paa „Ut aa Bjaa“ i Børtegrænden i samme Præstegjeld indtil 1676, da han af Kongen blev kaldet hertil. Men da Bønderne ikke vare fornøiede med ham, lukkede de Kirkedøren for ham og sagde: „Her kommer de Børte-Mænd med deres Præst, men vi vil ikke have ham“. For samme Grovhed maatte de bøde meget og tillade, at han d. 11. Juni, dom. 3. post trin., blev af Provsten Skancke indsat til Sognepræst. Sidst i Aaret 1683 blev han Provst og døde omtrent 1698. Hos ham var Hr. Jens Holst personel Capellan, som siden blev Sognepræst paa Thoten. Abraham Lauritssøn Quislin, født i Christiania 1658, hvor hans Fader Laurids Ibsen Quislin var Slotspræst og bekjendt af sin udgivne Bog, kaldet Solatium, blev her Sognepræst omtrent 1698.
Om Grungedal har man den Efterretning af et gammelt Pergament fra 1567, at det var et eget Sogn under Vinje og havde sin egen Kirke liggende 3 Fjerdinger derfra under Gaarden Oddan, og da Kirken forfaldt og Sognet ikke saa sig istand til at opkoste en ny Kirke, blev det dem tilladt at søge Vinje Hovedkirke. Nesland Annex, hvis Kirke ligger 1½ Mil i S. fra Hovedkirken, bestaar af 15 Gaarde og har intet mærkværdigt
– –[34] [I Saude] er Brattingsborg, saa høi, at naar man kaster en Sten, bliver det et Par Minutter, inden man hører den falde tilbunds. I Sognepræsten. Hr. Posts Tid omtrent 1716 fandt man der en Mængde Krigsudrustninger af Jern-Sabler, Spjud, Skjolde, Hjelme med videre, som Manden paa Souer havde i sin Forvaring. I Aaret 1767 fandt en Bonde i en Myr strax ved et Instrument af Jern at spænde Staalbuen med, som Bønderne kalde Bog-Vippe. En Varme i Skoven fortærede over 200 Rdl. i Tømmer. Den havde været let at slukke, hvis ikke de havde blevet regjeret af den Overtro, at man ikke tør eller kan slukke Lynild uden med Brystmelk.
D. 23. Fra Souer tog jeg Veien gjennem Næsherred, hvor Gaarden Næs beboes af Major Palludan. Veien gik forbi Gunnem, og saa jeg den Høi, hvor Guldet blev opgravet. I Næs Kirke findes intet antique. Her har man endnu Otte-Præken første Juledag, som for sin Misbrug burde afskaffes, da Folk derved har sat Livet til.
D. 24. Gaara Kirke, denne elegante Træbygning, er nu i forfalden Tilstand. Her prædikedes i gamle Dage hver St. Hans Dag, men nu Søndagen efter for Ulefos Verks Folk, og paa Kirkegaarden begraves Verkets Døde. Det er en Gave-Kirke og eies af Geheimeraadinde
Løvenskiold.[35](Af det oprindelige Manuscript til Sillejords Beskrivelse. Det følgende Afsnit er af Forfatteren betegnet som „Tillæg til Primstaven om visse Skikke og Overtroer i Aaret, som de Gamle har iagttaget.“
I Almindelighed var det hver Aften kveld-vart ɔ: at Ingen maatte arbeide, men alle Thorsdags Aftener vare især hellige, thi da turde ingen hugge, telje eller spinde af Frygt for, at Thusserne og de Underjordiske skulde fortørnes og straffe dem med Sygdom paa det Lem, hvormed de havde foruroliget dem, hvilket ofte skede, ligesom de da ogsaa bortveg med al sin Velsignelse. At man ikke tør spinde om Thorsdags og Løverdags Aften, kommer ogsaa deraf, at en Matrone kom tilbages (sic) fra Graven, stak sin Arm, der var nøgen og blodig op til Albuen, igjennem Vinduet med spundet Gram i Haanden og sagde: „Dette har jeg spundet om Thorsdags-Aftenerne.“
Før Jul skulde man tre Thorsdage efter hinanden ikke spise andet end Kjødmad og vel gjemme Benene ved den øverste Bords-Ende; der stod man og kastede til Døren for at udjage Dvergen, og fulgte man ivrig efter og kastede ud igjennem Døren og langt ud paa Gaarden med disse Ord: „Ud Dverg om Dør! Kom ind Korn og Kjør! Du skal ikke faa mere af Maden min end af Brød Skoren“ (sic).
Solhverven, som er Thomas Bryggers Dag, var meget farlig; da sprang Baandene af Kar og Tønder, alt Vand qvellede ud og gav en fæl Allarm i Naturen; men for Brygning var Raad; kun 3 Draaber Melk gjorde Alting roligt igjen.
Juleaften var den glædeligste Dag hele Aaret igjennem; om Morgenen gav man hverandre Ris, og det kaldes Jole-Skjerka. Før Sol gik ned, maatte Kreaturerne være røgtede; for at udrense alle Tusser maatte Stuen og Fæhuset være raget med Krudt og Svovl (Brænde-Steen) og alle Huse korses udenfor med Tjære. Foruden sin vedbørlige Tractement gav man Koen Salt og Malt med denne Tiltale: „Salt og Malt Jole-Kvellen Kyre mi!“ En liden Bjelde, kaldet Dingele, blev hængt paa Heste, og et Korn-Neg udsat paa en Stang til Fuglene. Alle Øl–Tønder bleve korsede med Tjære, Lefserne og Kagerne med Smør. Man forføiede sig da til Brygger-Huset at bade sig. Vilde man se sin tilkommende Kjæreste, stod man ganske stiltiendee op af Badet, klædte sig og gik tre Gange baglængs om Stuen med en Ølskaal i Haanden; naar man tredie Gang nærmede sig Døren, kom der et græsseligt Smeld, hvorover man ikke maatte altereres, og da kom den tilkommende Ægtemages Gjenfærd og drak af Skaalen. Ligesaa feiede man Laavegulvet meget rent og derpaa gik tre Gange baglængs rundt om Huset; naar man da tredie Gang kom, gik man ind, og da stod Kjæresten i en af Krogene, havende i Haanden en Øl-Skaal, om den er rig, en Melke-Skaal, om den er middelmaadig, men en Skaal Vand, om den er fattig. Naar man indkom, dækkede man Bordet, satte Maden derpaa og to tændte Lys, der med alt skulde staa Natten over, at de vandrende Tusser kunde have god Forflegning. Man bar da Grød og Lefse-Kling hen i Qværne-Huset til Nissen og Fosse-Grimen; ligesaa satte man noget under Huset og henbar i Haugene til Vetten, at disse ikke skulde bedærve dem og deres Sager, men give dem Overflødighed og Velsignelse. Samme Aften fandt man en liden Rogn og satte den i Muld paa Aaren, hvorudover varmen uddrev dens Blade og Blomster; heraf spaaede de om et godt Aar, ligesom den blomstrede meget til. Man lagde og i Aaren en Salthob for hvert Menneske i Huset med et Mærke for hver; dens Hob, som blev udspredt, den maatte dø i anstundende Aar. Iligemaade tillavede man et Vigsle-Vatten; hver Karl lagde sin Ring og hvert Kvindfolk sin Sølje samt et Korn-Ax i Vand, og dermed var det færdigt. Det besad en uendelig Kraft, og bleve alle Kreaturerne dermed trakterede om Juledagen, men Folket bleve bestænkede dermed. Naar der kom ligesom en Dug eller senere Vand-Blærer paa Axet i Vandet, da fik man et godt Kornaar. Man maatte ellers ikke gaa ud hverken denne eller andre Høitids-Aftener, thi da er de Underjordiske ude at flytte, alle Laaser maatte staa oplukkede, at de kunde have Frihed at gaa ind, hvor de vilde, og ingen maatte ligge uden i Skjorten, thi laa man nøgen, som sædvanlig, da fik de Underjordiske Magt til at skade dem og de i Søvne skulde vandre hen, hvor de vare fødde. Man maatte især nøie bevogte smaa Børn, som ligge i Reverne, disse Aftener ved at have Staal i Vuggen, vigsle det med Fladbrød, svie Haar, have en 10 Skilling i Reven, thi ellers kunde der blive Byttinger af dem, hvilket man saa deraf, at Barnet var underligt, og da havde Tussen lagt sit istedenfor det rette. Vilde man derimod have sit eget igjen, saa pidskede man Byttingen hver Thorsdags Aften med Ris over Feie-Skarn-Dyngen, spyttede paa det og feiede det ud paa Dyngen, hvorudover Tussen af Kjærlighed og medynk over sit Barn hentede det tilbage. Ellers kunde man erfare, em det var en Bytting eller ei, naar man holdt det nøgen mod Solen Paaske-Dags Morgen, thi deraf revnede det, dersom det var en Bytting.
Anden Dags Otta var og en mærkværdig Tid, da skulde alle have spist før Dag, thi da hugger Fuglen 3 Hug med Nebbet i Træ, thi han vil komme først, og den, som da af disse kommer først, den behøver mindst at æde hele Aaret igjennem. I Otten skulde man da gaa hen til sin Nabos Fæhus og Hestestald, dog uformærkt, skuffe ud alt Skarn, feie Gulvet, give Kreaturerne Hø og derpaa reise, men traf de dem i Arbeidet, bleve de inviterede ind at spise og faa en Skaal Øl. Ligesaa tidlig skulde man da i forenet Selskab ud at ride Jul med Hujen og Skrigen, og hver man kom, skulde man have Drikke. Den Slags Fugl, man først da saa, var et Tegn paa, hvad Natur man fik hele Aaret igjennem. Saa man først en Skjære, da blev man meget sladderagtig.
Nytaars-Aften, naar Grøden var kogt, gik man ud paa Møge-Dyngen med Grød-Tværen i Haanden, raabte 3 Gange: „Basse, Basse, Du skal ikke faa mere af Kyri mi ad Aare end af denne Grød-Tvære.“ Medens man spiste, gik man ud uden at have læst fra Bordes og saa gjennem Vinduet; var da nogen fei i tilkommende Aar, da saaes den med Hovedet under Armen indenfor, dog kunde undertiden saadan Nysgjerrighed straffes med Fald. Slukte Lyset af sig selv, betydede det Feihed. Nøs den yngste; da skulde den ældste dø, og nøs den ældste, da skulde den yngste dø. Man kastede ogsaa Sko samme Aften for at erfare, om man skulde leve eller dø. Man satte sig paa Gulvet, tog Skoen paa Taaen og kastede den over Hovedet til Døren; dersom Spidsen af Skoen vendte til Døren, da var den, som kastede, fei. Naar man derimod lagde sig tilsengs, satte man Skoen ved Skorstenen eller under Aaren med Taaen til Bordet; var Skoen om Morgenen omsnud, da var man dødsens. Vilde man erfare sin Skjebne i Ægteskab, da tændte man et Lys og satte derved tre Skaaler, en med Øl, en med Melk, en med Vand; man satte sig da til at vaage; naar da et Knald var hørt, som rystede hele Huset, kom Kjæresten og drak, og af denne Drikken kunde man bedømme, hvordan Rigdom den besad. Vilde man derimod erfare, af hvad Slags Korn man fik mest i anstundende Aar, da feiede man Gulvet under Bordet ganske rent om Aftenen; om Morgenen saa man, hvad Slags Korn der laa under Bordet og derefter dømte man.
Dagen efter Helligtrekonger drak man Eldbjørs Minde paa denne Maade. Førend det blev Dag, lagde Konen i Huset i Bagerovnen eller paa Aaren, og naar det da brændte allerstærkest, havde hun ved Haanden en Lefse-Kling og en Øl-Skaal. Derpaa sammenkaldte hun alle Husets Folk, opstillede dem i en Halv-Maane om Aaren eller Ovnen, da de alle paa Knæ med Lykønskning aad en Bid af Klingen og drak hver sin Drik med Eldbjørs Skaal. Naar dette var forbi, kastede hun det overblevne i Ilden i det Haab, at de udi dette Aar skulde bevares fra Ildebrand og anden Ulykke.[36]
Jule-Nyet, som blev tændt efter Jule-Dagen, var det mærkværdigste i hele Aaret; om Aftenen gik man da ud med en Psalme-Bog, saa paa Nyet og da greb i Psalme-Bogen, som man holdt bag paa Ryggen, traf man da paa en Lig-Psalme; da skalde man dø det Aar, traf man paa en Brude-Psalme, skulde man giftes.
Skjærthorsdag Aften maatte en Bjelde, en Øxe og et Stykke Staal lægges i det Hul i Bækken, hver man vander Kreaturerne; det vilde da fordrive ondt fra Kreaturerne det hele Aar igjennem. Samme Aften skulde vrides tre Pidsker til at istandsætte Slæden for Loke, som da kom kjørendes med et Læs Lopper og havde kjørt Slæden itu, da Læsset var meget tungt. Blev dette ikke iagttaget, blev der i det Aar en utrolig Mængde Lopper. Selve Skjærthorsdag skirte (navngav) man Kalvene paa denne høitidelige Maade: Man lagde Kalven hen paa Møgedyngen og gik derpaa 3 Gange rundt om den, nævnte dens Navn 3 Gange og ved hver Gang sagde: „Lugte brav Buusløi (Kreaturernes Spor), bide brav Beiti, lyde brav Navnet, Fribot skal du hede.“
Langfredags Morgen maatte Kreaturerne ikke ud, før man havde kogt en Hespel Garn i Lad og slog alt dette saa hedt, som det var, over Stokken i Huset. Langfredags Aften skulde man æde 3 Saltkager og derpaa nedlægge sig at sove.[37] I Søvne tørstede man da meget, og kom da den tilkommende Kjæreste og gav Soveren Drikke. Langfredags Morgen skulde alle have Ris, som kaldtes Langfredags-Skjerka. Ingen maatte spise før Aftenen, man maatte arbeide af alle Kræfter og plage sig paa det meste. For at forekomme Kløvhalte hos Kjøerne tog man paa denne Dag Jernkrogen, hvori man hænger Gryden i Skorstenen, og lagde i Fæhusdøren, at Kreaturerne skulde gaa derover. Naar man om Aftenen skulde spise, maatte man de sidde ganske stille, thi hvis men gik og aad, fik man Stuve-Loup (man traadte Stager i Fødderne) i anstundende Sommer.
Paaskedags Morgen maatte Ingen antænde Ild paa Skorstenen, thi i den Gaard, hvor det først røg, der blev ufredsommeligt for Rovdyr. Naar man da endelig blev nødt til at tænde Ilden, skulde 9 Slags Ved lægges paa Skorstenen tilligemed en Ske, en Tvære, en Lime, Krudt og Svovl. Strax Ilden begyndte at ryge, sprang man hurtig ud tor at se, hvor Røgen for hen. Gik den til Kirkeveien, da var en af Husets Folk fei. Ellers dansede og boltede Solen sig som et Hjul, idet den opstod, af Glæde over Christi Opstandelse.
Pintsedagen kaldes her Qvids-Aands Hægi og betyder Qvædie eller. Trøstens Aands Fest.[38]
Siden 1654, da Ministerialbøgerne begynde, har her været adskillige Navne i Brug, hvormed man har ladet sine Børn benævne, og de fleste af disse skrive sig fra Hedenskabets Tid, da det var den største Ære, jo fælere Navn man blev kaldt med, som kan sees af disse Bjørner, Ormer, Ulver og andre fæle Dyr, hvis Navne de have beæret sine Børn med formodentlig i den Tanke, at de skulle ligne dem i Navnet som i Gavnet. Fra Pavedømmet har man og adskillige, hvoriblandt Ole den hellige er i stor Agt og kan sees deraf, at af 575 confirmerede Mandspersoner er her 92 som heder 0le, da derimod Marie-Navnet og andre Helgeners er meget rart. Det almindeligste Kvindenavn er Anne, da her af de for nærværende Tid confirmerede er 73, som saa hede. En Fortegnelse paa en Del Navne med Forklaring over samme[39] følger her i alphabetisk Orden:
Mandsnavne; Aad, Aadne, Aanen, Aasmon, Aasoph, Aasvald, Aavald, Ale, Ambjørn, Amgrim, Anfin, Anton, Arne, Asbjørn, Asgeir (communis generis), Aslak, Asle, Berder, Bertor, Bjørgur, Bjørn, Brat, Brynjul, Børjar, Dreng, Drengmand, Dyre, Egil, Einar, Eivin, Elleiv, Elling, Endre, Gjermon, Giesleuv, Gieste, Gisle, Gonbjørn, Gonleik, Gonnar, Gonne (comm. gen.), Gonstein, Goute, Grim, Grimar, Gudmon, Gunulv, Guttorm, Haakon, Haavor, Hakie, Halgrim, Havthor, Herbrand, Herjus, Hermo, Huskul, Kalv, Kjetil, Kiool, Kole, Kolbjørn, Ledvor, Leuv, Liote, Liotov, Neri, Notor, Orm, Ougon, Ouvir, Raamm, Reiyaer, Rolleiv, Saamon, Saave og Salve, Sigur, Sigvald, Snære, Sonne, Sondre, Staale, Steinar, Steinthor, Steinulv, Størkar, Svein, Sveiung, Svenke, Syfte, Sæbjørn, Tallak, Talleiv, Taral, Tarbjørn, Tarjei, Tarkiel, Thiøstov, Thor, Thorgrim, Thorjus, Thamo, Thorstein, Thoruv, Thorvil, Tov, Tron, Uv, Vebjørn, Vetle, Viar, Verind, Viking, Vraal, Øistein.
Kvindens Navne: Aadbjør, Aase, Aasne, Aaste, Aasie, Ambjør, Andi, Anloug, Asjer, Asloug, Asper, Astra, Astri, Avloug, Baaril, Bujil, Dagne, Elbjør, Gjelloug, Gjeddou, Gonbjør, Gondi, Gonil, Gonlon, Gonvor, Gro, Gudve, Guro, Gudvei, Herbor, Herdis, Herloug, Hillebor, Ingebjør, Juri og Jyri, Kiodvor, Liv, Ragnil, Rane, Ranon. Saave, Signe, Sigri, Sigvei, Sonnon, Svaanon, Taaron, Tolloug, Tone, Torbjør, Tore, Toril, Turi, Æjeliv, Øli.
Naar man her vil fri, sendes i Forveien en mægtig Mand, som derom skal handle med Forældrene og Pigen. En Maaned gaar i det ringeste bort, før Frieren, her kaldet Belen, selv kommer, og har han et Mandfolk i Følge, som her kaldes Fyrigaangs-Manden eller Beleguten.[40] Hertil er Løverdags Aften den eneste Tid, Aftener i Julen er de fornemste, andre Høitidsaftener ere heller ikke at forsmaa. Det maa være mørkt, før man kommer. Ved Ankomsten staar Frieren udenfor. Er det koldt; begiver han sig til Fæhuset, skjønt altid paa Udkig. Beleguten gaar ind, beder Pigen ud, Tiden og alle Omstændigheder lærer hende, hvad man vil. Her sker da absolut Modstand. Med Magt maa hun ud. Ofte er Pigen stærkere, og Manden staar til Skamme. Han er da betænkt paa Raad imod Uraad og ved Snedighed faar hende paa Døren. Naar hun er indkommen, griber Frieren sit Bytte og holder fast, indtil Beleguten maa anvise Seng og Klæder, om Pigen vil vægre sig derfor. Men for de fornemste og især for Enkemænd reder Forældrene selv Sengen op. Det hænder sig og ofte, at Pigen nu undrømmer, indelukker sig i Loftet eller Høistuen, og da maa Frieren agere Voldsmand, opbrække Gulvet eller Døren eller udtage Vinduet for at faa fat paa sin Elskede. Naar dette er skeet, forføie de sig til Sengs. Den gamle Skik var, at Pigen forlod ham i Leiet, om hun ikke havde Lyst til at ægte ham; nu derimod sove de ofte tilsammen til om Morgenen for Løiers Skyld. Denne Søvn kaldes Kvilnøyt (ɔ: nyde Hvile);[41] og er Fjøshjellen Hvilested for de ringere, men Bursvalen eller Loftet for de fornemmere. Om Morgenen rømmer Frieren som en Hønsetyv og er hjertelig bange, at man skal møde ham. Er det nødvendigt, at han maa ind, da sætter han sig med Undseelse paa Krakken næst Døren, hvilken Ende derfor kaldes Belehynne. Tre Uger og en Maaned er gemenlig den Tid mellem hver Gang Frieren besøger sin Elskede. Sker det oftere, er det paa Ulvens Maner. Et halvt Aar gaar bort, inden han kommer med sine Foræringer, kaldet Gaavune. Efter Formuen bestaar disse i Sølvsøljer, Maljer med Lænke, Skaatelærred og Tørklæder. Saalænge dette hviler i Pigens Gjemme, er det Tegn til, at hun vil ægte ham; og har han da Ret at besøge hende. Efter et halvt Aars Forløb fra denne Tid maa pigen selv personlig absolut bære Gaverne tilbage. Dette maa ske paa en Søndag, da hun i Følge med en Pige faar Kjæresten afsides, leverer ham Gaverne og strax forføier sig hjem. Det er derfor ikke Tegn til Opslag, men angrer han paa Tilbudet, bliver han dermed borte for evig; hvis ikke, da bær han dem næste Aften tilbage. Derimod, er det hendes fulde Alvor, at hun ei vil have ham, kommer hun strax tilbage med dem, ja ofte ikke tager dem i sin Haand. Det er skammeligt at gifte sig før efter 2 Aars Forløb fra den Tid, man begyndte at fri. Derimod er det en sand Ære for Pigen, jo længere hun bier, inden hun forlover sig, og ved at love ham halv om halv lader hun ham løbe 4, 6, ja 8 Aar, for at se, om ingen rigere vil indfinde sig. En saadan Mandsperson kaldes Vara-Styre,[42] og da Æren er størst for Pigen, jo flere Friere hun faar, saa slaar hun ofte op med sin Forlovede for at give andre Anledning til at komme, eller og lader hun ham gaa til sig, uagtet hun ikke vil ægte ham, at andre derved skal faa Lyst, og en saadan Person kaldes her Bele-Vekje.
Naar man skal troloves, som her kaldes at feste, maa det altid ske i Nymaane eller andet Kvarter. Pigens Fader gjør Festerøllet. Før man reiser til Præstegaarden at troloves, forsamles Mandfolkene hos Festemanden, som her kaldes Festingen, og Pigerne hos Festepigen, hver paa sin Gaard. Det er skam for dem, som først tager afsted, og vilde bevise, at man der havde intet at leve af. Dog maa Festepigen med en Kone og nogle Piger først afsted. Forældrene maa nødvendig være hjemme. Festerøllet varer kun en Nats Tid, og da skal Festeparret endelig sove sammen. Fra denne Tid er Festepigen et Trin høiere end alle Pigerne, og derfor ofrer først og sidder ovenfor hine i Vertskabet.
Gemenlig varer det et Fjerdingaar, inden de Trolovede lade sig copulere. Gjesterne ved Festerøllet ere visse Gjester ved Bryllupet, som her kaldes Gjestebaa. Fjorten Dage før Bryllupet er den seneste Tid, Festingen maa bede til Bryllups. Selv personlig maa han invitere først Slægtninger og Naboer, dernæst Venner og de rigeste, dernæst 2 Brudekoner, 1 à 2 Spillemænd og en Tambour. Imidlertid brygges Øl, og de Indbudnes Fruentimmer bære til Bryllupshuset Foræringer, kaldet Sendinger, som bestaa af Kager, Smør, sød Ost, Gomme, Fisk, Kling. De fornemste bære og undertiden Vafler. Klokken omtrent 12 Dagen før Bryllupsdagen forsamles hos Brudgommen i Bryllupsgaarden alle Mandfolkene og den ene Brudekone. I Loftet paaklædes da Brudgommen af hende. Hans Stads er følgende: en blaa Trøie næst en udsyet Skjorte, der ovenpaa en rød og yderst en sort, der ikke rækker længere end midt paa Livet. Buxerne maa være af de foldede, blaa strømper, ombundne med Baand, i hvis Ende hænger Dusker, nye Sko, i hvis Bund ligger fra en Fireskilling til en Rigsort efter hans Formue, en Medalje, kaldet Agnestei (agnus dei) hængende i en Sølvkjæde om Halsen, et Messingbelte om Livet, hvori hænge 2 Knive i en dobbelt Skede, en udslagen Hat paa Hovedet, ombndet med en hvid Klud, hvorom er hvirvlet en Sølvkjæde, og en Sabel uden Skade i Haanden med en Port d’Epée af en Tørkeklud, besat med Dusker. Iført alt dette sætter han sig ned. En af Hjaasetmændene (hossiddende Mænd, ɔ: Brudgommens Secundanter og Talsmænd) dandser 3 Gange med Brudekonen, og hver Gang stevnes Brudgommen til at begynde sit Ægteskab med Dands; derpaa staar han op og dandser 3 Gange. Man kalder da paa Tambouren, som trommer paa udenfor, og Spillemanden. Under disses Anførsel gaar Brudgommen ind. Naar han indtræder, maa Folket sidde om Bordet, som da er dækket med store Smør- og Ostepyramider, Kager, Kling og Fladbrød til hver Person. Idet han indtræder, dandser han en Dands, og derpaa hilser han Enhver med at tage i Haand uden at røre Hatten. Fra det Øieblik, han saaledes er iført sin Pragt, maa han ikke kaldes andet end Brudgom. Han sætter sig nu i Høisædet, og er der Kjøgemester nærværende, læser han tilbords for dem. Naar man har afspist, drikkes til Dessert-Vin tre Enskjels Boller Øl af Enhver. Man læser og synger 3 Gange det sidste Vers af Psalmen: Herre Jesu Christ, min Frelser etc. og takker for Maden med at tage Enhver i Haand. Dette Tractement kaldes Bele-Vesle.
Naar dette er forbi, stiger man til Hest, som er opsadlet og udstafferet med Ringle-Bidsel, Grime, en liden dinglende Bjelde, besat med Blokker, der alt ramler lystelig. Man skal nu afsted til Bruden. Rider man ikuld, er man fei. Jo galere man ellers rider, jo bedre, og ved at hænge paa diverse Sider af Hesten, lægge sig bagover i Sadlen og tøile Hesten frem og tilbage beviser man sin Ridekunst. Naar man reiser af Gaarden, skriger man uendelig, og ved fremmede Gaarde hujes forskrækkelig: „Hei Gjestebaa“, til Tegn, at man har Poli Høide. Trommeslageren er Forrider og banker lystig paa Læret. En Brudehest med Sadel skal løbe med uden Rytter. I Nærheden af Brudehuset skriges uophørlig til Tegn, at man kommer hverken sulten eller tørst. Ellers bliver man fixeret for Ædruelighed. Naar man er kommen temmelig nær Huset, skydes med Gevær 3 à 4 Skud, som hver Gang besvares med Skrig. Trende Mænd rider frem, Resten bliver stiltiende et Stykke tilbage. Kjøgemesteren tager imod disse ved at spørge, hvor de godt Folk komme ifra. Naar dette er besvaret, bedes om Natteherberg, hvorpaa Kjøgemesteren efter dere Spørgsmaal leverer dem nogle Ølskaaler. Med disse ride de tilbage til hine, bebude Ærindets lykkelige Udfald og lade dem drikke. Da rider og skriger man forskrækkelig. Og naar man er indkommen i Gaarden, rider man frem og tilbage op paa Trappen, ind i Døren, og jo galere eg mere rasende man kan husere, jo ypperligere. Efter en græsselig lang Riden staar man endelig af og hilser. Brudgommen gaar lige ind i Stuen og sætter sig ved den nederste Ende af Bordet, som da staar dækket, med Hjaasetmændene, en paa hver Side. Imidlertid er Bruden alt paaklædt af sin Brudekone i dette Loft. Hendes Stads er følgende: En Striesærk, to sorte foldede Vadmels Skjørter (Stakker), en blaa og yderst en rød Klædes ditto, et sort Forklæde med Sølvfryndser, og derovenpaa et ditto hvidt Lærreds Forklæde udsyet; paa begge Sider af dette hænger tvende lange hvide udsyede Tørkeklude. Til hver Stak haves en Skjorte, desuden blaa Strømper og nye Sko med 4 Sk. til 1 Mark i Skoen, eg om hver Stak et Belte, men yderst 3 Sølvbelter. Trøien er sort med en liden rød Krave, besat med Søljer, Maljer, Spænder og Lænker i Uendelighed, saa en saadan Trøie kan veie 13 til 14 B℔. Paa Hovedet bærer hun en Krone af Sølv eller i Mangel deraf et Hovedsølv, syet paa rødt Klæde, der kan veie 3 à 4 Skaalpund. (Men er hun Enke eller besovet, har hun et Hovedpynt, kaldet Skout). Haaret er udslaget over Ryggen, og derimellem hænger Sølvlænker. Om Halsen et Perlebaand (Korilbaand), som rækker ned paa Brystet med et Agnus dei i Enden. Paa den høire Haands Finger har hun tvende forgyldte Sølvringer. Medens hun paaklædes, musicerer Spillemanden adskillige Ouvertures, og Bruden maa græde hjertelig. Hun er og forsynet med tvende Drabantere, kaldte Brudesvende, hvoraf den ene er en Ungkarl, den anden en gift Mand, hvilke først dandse med hende i Loftet og derpaa under Musiceren af Spillemand og Tambour geleide hende ind. Saasnart den ene Brudesvend træder ind med hende i Stuen, dandser han en liden Dands, og derpaa hilser han først paa Brudgommen og Hjaasetmændene, siden hilser Bruden paa ham og derpaa Brudekonen. Hun sætter sig da øverst i Høisædet med en Brudekone paa hver Side. Naar man har spist og dandset en Stund, banker Kjøgemesteren i Bordet, at Bruden vil til Sengs. Hun bliver da geleidet til Sengs, og Brudgommen derefter, og sove de sammen den Nat. Gjesterne derimod har dertil ingen Leilighed, men ture Natten over. Om middagen næstfølgende Dag klædes Brudgommen atter paa i samme Habit, og naar han er færdig, hentes Kjøgemesteren, som skal bestille Tambour og Spillemand, under hvis Geleide han gaar ind og sætter sig som tilforn, ligesaa Bruden. Derpaa forføier Musikanterne sig til Klokkehuset at spille Spaet (Suppen) ind. Spillemændene gaa fore ind, Tambouren staar altid udenfor. Naar Suppen er indkommen, tager Kjøgemesteren en Tallerken og banker i Bordet: „Giv Lyd, godt Folk, vi vil bede Gud om en Mundfuld Mad.“ Under Taffelet begynde Hjaasetmændene Diskursen med det Spørgsmaal: Hvorfor Bruden er saa stadselig? Har de noget at forrette? Brudesvendene svare, at man har i Sinde at reise et Stykke Vei, om man kunde faa godt Selskab. Jo, svare Mændene. „Hvad vil I da give os, om vi følge Eder?“ sige Brudesvendene. „Hvad begjæres da?“ spørge hine. „Hundrede Daler, Hest og Sadel“ er det sædvanlige. Her bydes Halvdelen. Imidlertid tier Bruden og Brudgommen, eller hviske, om fornødent, til deres Talsmænd. Dette kaldes ellers Bænkegaver eller at løse Bruden af Bænken. Naar de ere blevne efter lang Procedure forenede, staa Brudesvendene op og takke Brudgommen for god Betaling, derefter gjør Bruden og Brudekonerne det samme og græde og bitterlig. Man sætter sig ned at drikke Kjøbskaalen, thi medens man accorderede, maatte ingen af de handlende drikke. Derpaa reiser Brudesvenden sig at dandse 3 korte Dandse; og hver Gang stevner Brudgommen, hvorpaa Brudgommen dandser med Bruden, og Hjaasetmændene med Brudekonerne, og derpaa fare ud af Stuen med at hilse Forældre og Venner, hvorved Bruden ikke maa forsømme at græde hjertelig, idet Spillemand og Tambour gaar fore op i Buret eller Loftet, hvor de afføre deres Sølv i Æsker, lægge Sadlerne paa Hestene og fare derpaa afsted til Kirken for at copuleres. Dette Tractement kaldes Sankingen og holdes, hvor Bruden har hjemme. Brudesvendene ride med Sølvet, og ingen flere Fruentimmere maa følge til Kirken end Bruden med sine trende Koner, som klæde hende paa i Vaabenhuset (her kaldet Skruve) før Præstens Ankomst. Rider hun, saa Hesten falder, er hun dødsens, men regner det lidt den Dag, er hun lykkelig, thi „det regner paa sæle Brude“. Medens man vies, maa man staa med hver sin Fod paa en Bræde i Gulvet, thi ellers bliver der Uvenskab i Ægteskabet. At komme til Kirken før langt ud paa Eftermiddagen er en Skam og vilde bevise, at man intet havde at drikke. Naar Forretningen er forbi og Sølvstadsen indpakket, reiser man til Brudgommens Bolig, hvor det rette Bryllup holdes, og maa man se til, at man reiser tilbage ad en anden Vei end den, man kom paa. Man skriger rasende, naar man er Præstegaarden af Sigte, og ved Passagen forbi Gaarde og naar man er Bryllupsgaarden i Sigte, hvorfra man da skyder, som stedse besvares med fæl Skrigen. Tvende reise da atter hen for at bede om Logement. Kjøgemesteren modtager dem med Spørgsmaal, hvor de godt Folk komme fra. Der svares: fra Kirken, og da ere de sær velkomne. Dem leveres da Skaaler med Øl, hvormed de ride tilbage og bebude Ærindets lykkelige Udfald. Imidlertid skydes græsselig, som stedse besvares med Brølen, og derpaa rides uophørligt. Naar Bruden er ankommen til Døren, leverer et Fruentimmer, som er Brudgommen nærmest beslægtet, en liden Bolle med Melk, som hun uddrikker og derpaa kaster Bollen over Taget paa Brudehuset, og gaar dette ikke an, faar hun nok en, og kastes Bollen ikke over, eller hvælver den i Faldet, er hun fei, eller andet ondt forestaar hende. Hun staar da af Hesten og gaar op paa Buret, imedens en anden stiger op paa Brudehesten og rider den varm; ellers bliver den fordærvet, især om Bruden ikke var Mø. Derpaa handles efter førommeldte Orden. Men medens der spises, maa der diskuteres meget om Brudens og Brudgommens Forretning og Fortrinlighed, som ofte falder i det burleske. Naar man har spist, dandses adskillige Gange efter Brudens Styrke, og naar hun vil til Sengs, da dandser Brudesvenden paa Døren med hende og slaar 3 græsselige Slag med Døren, som kaldes Brudesmelden. En gaar da fore med et Haandklæde og tre tændte Lys mellem den høire Haands Fingre. Udslukkes Lyset, er Ulykke paafærde. Bruden klædes da af, og en fattig Dreng aftager Skoene, som nyder den der liggende Skilling til Belønning. Brudesvendene ere stedse nærværende og maa ikke forlade Bruden, men holde vagt ved Sengen. Derpaa hentes Brudgommen paa samme Maade. Naar han i Stuen har afdandset, hugger han tre græsselige Hug med sin Sabel i Bjelken, Døren eller andet Sted og derpaa op til sin Brud. Naar nu Brudekonen har afklædt det yderste, og mere klædes ikke af, da sige Brudesvendene, at vil Brudgommen til Sengs, maa han tilkjøbe sig det. Dette kalde de Morgengave og bestaar af Løfte om Klæde til rødt skjørt og andet saadant. Her bliver da Disput. Ofte vil Brudgommen tage sig Sengen til med Magt, hvorfra Brudesvendene hindre ham. Naar de blive enige, maa han gaa uhindret deri, og hine forlade Stedet. Skulde ellers nogen føle altfor stor Tilbøielighed til at være Bruden nær, kaldes han brurenuggjen. Dette er den første Brudedag. Hele Natten opofres da til Støi og Svir, og er her det bedste og kjæreste Sted at fri, slaa op og slutte Mariage. Den anden Dags Middag Kl. 12 begynder man atter at paaklæde sig som forrige Dage, ligesaa spiser man. Naar Maden er taget af Bordet, tillaves at drikke Skaalen. Man sætter en stor Ølskaal paa Bordet (nu begynder man at drikke den i Brændevin), Brudesvendene iskjænker og giver Brudgommen og Bruden hver sin lille Bolle. Naar han har uddrukket, lægger han Penge deri, hvorfor Bruden, Konen og Svendene takke ham meget. Ligesaa handler man med Bruden, men hun maa endelig lægge flere Penge end Brudgommen. Brudesvendene lægge da Pengene paa en Tallerk og opraabe, hvor meget. Herpaa continueres da efter Slægtskab og Fornemhed. Før man drikker, skal man sige: „Nu drikker jeg Bruds og Brudgoms Skaal, Gud give dem Livet saa let, som jeg drikker skaalen ret!“ Men førend alt dette synges: „O Ægtestand“ etc. eller og et Vers af „Abraham kaldte Elieser sin gjæveste Svend“, med mange Complimenter af Kjøgemesteren, og da bliver der en hjertelig Graad, som ofte vedvarer hele Tiden. Imidlertid skydes der græsselig endog gjennem Vinduet og ind i Stuen. Naar dette er forbi, maa her dandses. Alle Pengene maa ikke tælles, men de, som ere talte, knyttes i et Tørklæde, og dermed skal Bruden dandse. Nu begynder man at drikke retskaffen. Man sætter sig rundt om Bordet og drikker til Pæls af de smaa Boller, som kaldes at drikke einskjels. Naar Bruden skal til Sengs, gaar det til som forrige Aften. Naar Brudgommen er kommen derop, skal han sætte Skautet paa hende, hvilket betyder, at han gjør hende til Kone. Bruden sidder da paa en Stol, mens Brudgommen binder Klædet om hendes Hoved. Brudgomshatten og Brudens Krone skal da sættes paa dem, man supponerer skal først blive giftet, og dermed skal de dandse. Da ender Brude- og Brudgomsnavnet, og da er Ende paa Embedsforretningerne. Naar Skautet er paasat, skal Bruden give Brudegarn, som bestaar af Baand og Vanter til Slægtninge og Embedsfolkene, og da trakteres med Brudegrøden. Bliver Brudgommen ikke boende paa Stedet, hvor Bryllupet stod, da gjør han undertiden hjemme hos sig et lidet Tractement, kaldet Heimkaamarøl.
Naar Konen laver til Barsel, maa hun nøie vogte sig for adskilligt, nemlig ikke træde over et Dørtrin, hvori man har hugget, deraf faar Fosteret Dyrehøg (ɔ: Dørhug) i Munden, ikke træde over Sæletøi, thi ellers bliver Barnets Lemmer saa store som paa en Hest, ikke se Haren i Munden, thi deraf faar Barnet et Skar eller Kløft i Læben, ikke se, medens der slagtes, thi spruder der Blod paa hende, vil Fosteret paa samme Sted faa røde Fødsels-Flekker, ikke høre Kjøernes Brølen, thi ellers vil Barnet brøle i Søvne. Man maa ingensteds i Stuen slaa smaa tynde Trækiler i andet Træ, som her kaldes at aarette, thi ellers bliver Konen ikke af med Barnet. Raad herimod er dette: Man slaar smaa Trækiler i Krakken og lader Konen, naar hun har Fødselssmerterne, paa Knæ krybe rundt om Krakken og med Munden udtage dem. Alle Baand i Stuen maa være løsnede, og hendes Haar hænge udslaget, og alle Knuder, som findes paa hendes Klæder, opløses. Dør hun uden at blive forløst, maa man lægge en Sax, Synaal, Traad og noget Linned i Kisten hos hende, som hun behøver til Barnet i hin Verden. Naar Barnet er født, løsnet og lagt i Klude, lægger man det paa Ryggen af Moderen og beder paa Barnets Vegne, at Moderen vil tilgive det de Smerter, det har foraarsaget hende. Naar Barnet er svøbt haardt og lagt i Vuggen, undertiden i en Hængeseng, som et Trug, der skydes frem og tilbage, syes en Penge i Svøbet og staal lægges ved Siden i Vuggen. Barnet vigsles[43] med et Stykke Brød og korses over Hovedet, hvorved det bevares fra Tusserne og de Underjordiske. Saalænge Barnet endnu ikke er døbt, maa Ilden aldrig slukkes af Arnestedet, thi ellers kunde der blive Bytting af, og en Bog maa stedse ligge paa Vuggen. Man maa derfor haste med at faa Barnet døbt, thi før er det Heie (Hedning) og underkastet stor Fare. Naar Barnet skal til Daaben, maa Klæderne, som daglig bruges, ligge urørte, og de Klæder, det ved Daaben er iført, skal saa længe som muligt blive paa det, ellers bliver Barnet uroligt. Barselkonen maa og have Staal i Sengen og en Kniv i Haanden, naar hun gaar ud. Hun maa ikke gaa over Bække eller til Fremmede, før hun har holdt sin Indgang, thi da er hun og Heie. Indtil den Tid maa ingen Mandfolk komme, thi da miste de Hatten eller Huen, som med Penge maa løses igjen Men Konerne af Slægten eller Nabolavet bær Flødegrød i et Spand, hvorover staar 4 Fingre tykt smeltet Smør, hvori flyder Honningkage-Stykker og haardkogte ituskaarne Æg. Paa den maa Konen endelig smage og takke for god Grød. At Smerterne ikke skal føles, maa hun drikke sig et lidet Rus. Skarnet af Barnet maa brændes. Kludene, som vaskes, maa brændes tilligemed Vandet, før det slaaes ud, at Barnet ikke skal blive uroligt. Vuggen maa ikke bevæges, naar Barnet ikke er deri, thi ellers bliver det sygt. Tørt Meel er ellers det første, man indgiver Barnet, naar det er født, thi Smør vil foraarsage Sved, Øl eller Melk Drukkenskab. De Børn, som fødes om Søndagen, pleie ikke leve længe, men leve de, da kan Tusser eller Spøgeri ingen Skade gjøre dem, ja en søndagsfødt Kone behøver ikke at frygte for noget, medens hun laver til Barsel. Medens Konen har Fødselssmerterne, skal Manden nødvendig se til, hvis ikke, da lignes han ved en Tyr og et Udskud af Menneskeheden. Dør Konen fra sit Barn i denne Tid, da maa man lægge en Dukke hos hende i Ligkisten, at hun ei skal gaa igjen efter Barnet og det deraf skal vantrives. Skulde derimod Barnet vantrives, da tager man en Sten af Elven, en af Hampeageren og en af en Høi eller og en Sten af Bjerget, en af Vandet og en af Kirkegaarden, da det var Bergrøsen, Nøkken eller Dødninger, som skadede Barnet. Disse Stene lægges i Ilden at blive røde, og da kastes hver Sten i et spand Vand. Den Sten, som da piber mest i Vandet, viser, hvorfra Barnets Vantrivelse kommer. Lægemidlet derimod er, at to Kvinder, som kan tie ganske stille tre Thorsdagsaftener, smutter Barnet ind og ud gjennem 3 Stole i Kirken eller 3 Gange under en Ligkiste, hvori er et Lig, eller 3 Gange mellem to Grave, to Ligstene, to Gravstokke eller 3 Gange gjennem en Præstekrave eller Messeskjorte eller Messehagel eller 3 Gange under et Træ i Skoven, hvis Top hælder nedad paa Jorden, eller 3 Gange gjennem Aabningen paa et Privet. Naar det bringes hjem, skal det leveres ind gjennem Vinduet og ei gjennem Døren. For at kunne betragte Barnets Indvolde og se, hvad Feil der kunde findes, sætter man et lidet Vandkar paa Brystet af Barnet og derover lægger et Fladbrød, som dertil er bagt. Derpaa smelter man Bly, taget enten i Kirken eller af Klædevare, og slaar det gjennem et Hul paa Brødet ned i Vandet, og da vil Blyet faa Façon efter Indvoldene. Barnehænder maa først stryges paa en Hund, thi deraf faar de godt Gro-Huld (ɔ: at saar kan hastigt læge sig), men tage de først paa en Kat, vil deraf flyde megen Svie i Saar.
Naar En skal dø, maa en Mængde Folk være nærværende at se Dødsfaldet. Naar dette er skeet, læser Enhver strax sagte Fadervor over den Døde og korser Liget over Brystet. Samme iagttages af Alle, som vil se det, førend de tale og hilse. Naar det er toet og udbaaret paa Buret, skal der lægges en Bog paa Brystet. Vaagestue bruges sjelden. Naar det skal begraves, bæres det ind, før Folket ankommer. Kisten bedækkes da med et Klæde og derpaa to Haandklæder i Kors og et tændt Lys ved Siden af Psalmebogen ovenpaa alt dette. Naar alt Ligfølget er ankommet, aabnes Kisten for at bese Liget. Naar den derpaa er fastslaaet med Søm, synges 3 Psalmer, og naar Liget er baaret midt i Døren, skal en veltalende hilse for Liget, som andensteds kaldes at skille for Skaalen og bestaar i en lang Afskedstale til Familien paa den Dødes Vegne og Taksigelse for hver Dag. Men mellem hver Psalme maa Liget nyttes og Følget drikke. Naar Liget er udbaaret, antænder man lidt Halm, hvorpaa Liget har ligget. Slaar da Røgen ned ad, da er nogen fei af Husets nærmeste Slægt, men stiger den i Veiret, da skal Sygdom og Døden flytte sig did, hvor den slaar hen. Man kjører da meget hurtig ud af Gaarden, og satte man sig fordum paa Ligkisten, skreg og kjørte som rasende Mennesker paa sin Othinske Maade, som her nu er afskaffet, men bruges overalt i Thelemarken, og hændte det engang, at de saaledes i Drukkenskab og Raseri havde faret afsted, at da de kom til Graven, havde de tabt Liget paa Veien. Naar man kommer til Kirkegaarden, maa Hesten spændes forkert for Slæden og kjøres, thi ellers bliver Hesten fordærvet. Føres Liget paa en Bærebaar, maa den slaaes i 3 Parter, thi ellers kan det gaa igjen og med Baarestængerne lædere de Levende. For at forhindre dette strør man Linfrø paa Graven og ved Kirkevæggen. Liget nedsættes med Fødderne i Øst, hvorpaa man undertiden kaster 3 Gange lidt Muld paa Kisten, at den Døde ikke skal gaa igjen, thi den Døde har ingen Ro i Graven, før Præsten har kastet Jord paa. Naar Graven er tilkastet, gjør man et Kors i Mulden, og Muldskufferne lægges korsvis paa Graven, man falder da paa Knæ om den, læser sagte Fadervor, og derpaa gjør Enhver et Kors med Fingrene.[44]
Da Ingen tør begraves paa Kirkens nordre Side, har og den vise Bygmester hensat dens nordre Hjørner paa en underjordisk Klippe 9 Alen nær Kirkegaards-Muren, der forbyder al Begravelse. Ligesom ikke heller maa begraves (jares) paa den østre Side uden nogle Fattige, hvis Ben ikke maa meleres med de brave Folks. – – Her findes ingen Ligstene, kun Kors og Rammer (Grimer) over de Døde, lidet muret med Sten, hvorpaa man læser den Afdødes vita, men da dette er af Træ, undergaa de samme Skjebne som den Afdøde, hvis Erindring de skal vedligeholde. Man sætter og Sten-Heller ved den vestre Ende paa Graven, er en Levning af de 7 Gamles Bauta-Sten, til et Tegn, at de rigtig ene blevne begravede med Hovedet i Vest og Fødderne i Øst, hvilket paa det nøieste maa iagttages, ellers kan de ikke opstaa paa hin Dag. Ved Siden af Vaabenhuset, som her kaldes Skruve, er en Afdeling med Dør for til at henlægge de Dødes Been, som kunde være forglemt at nedlægges i de opkastede Grave.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Af Særskrifter om Thelemarken kunne foruden Willes Arbeider anføres: (O. F. Müller), Reise igjennem øvre-Tillemarken, Kbhvn. 1778; H. B. Løvenskiold, Beskrivelse over Bradsbierg Amt og Scheens By med sine Forstæder, Chra. 1784; J. M. Lund, Forsøg til Beskrivelse over Øvre-Tellemarken, Kbhvn. 1785; C. N. Schwach, Thelemarkiske Optegnelser (i Bratsbergs Amtstidende for 1850 og følgende Aar); H. Jensenius, Økonomisk Beskrivelse over Bratsberg Amt, Chra. 1852 (udg. af Selsk. for Folkeoplysningens Fremme); Chr. Glückstad, Hiterdals Beskrivelse, Chra. 1878; Moltke Moe i Norske Universitets- og Skoleannaler (under Pressen).
- ↑ Topographisk. Journal, H. 1, S. 14.
- ↑ „Indledningen til Reisen igjennem Thelemarken i Norge 1786 af Hans Jacob Wille. Første Hefte. “ Kbhvn. 1799. 128 S. med 2 Tabeller. Jeg har hørt, at Trykningen skal være fortsat, men oplaget brændt.
- ↑ A. Erlandsen, Biographiske Efterretninger om Throndhjems Stifts Geistlighed, S. 70–72, hvor hans trykte og utrykte Arbeider opregnes med Henvisning til Videnskabsselskabets Cataloger.
- ↑ Desværre forefindes nu heraf Intet, og dette er saameget mere at beklage, som Numedal hører til de Landsdele, om hvilke man især savner ældre Optegnelser.
- ↑ Herved sigtes til J. M. Lunds Beskrivelse over øvre Thelemarken, der erholdt det kgl. danske Landhusholdningsselskabs anden Guldmedalje.
- ↑ Christian Berg, Amtmand i Bratsbergs Amt fra 1727 til 21 Marts 1731, da han døde i Porsgrund. Om hans forsvundne Skrift se Løvenskiold om Bradsbjerg Amt S. 278.
- ↑ Se om denne Mand nedenfor S. 176. At han har været Antiqvar, er vistnok gaaet ganske i Forglemmelse.
- ↑ Her nævner Forf. med forskjellige Complimenter: Kammerherre Adeler til Gimsø. Foged i nedre Thelemarken Samuel Thoressen, Geheimearchivar Voss, de Deputerede i Cancelliet, Provst Monrad i Gjerpen, Byfoged P. S. Marstrand i Christiansand og Fuldmægtig Andreas Jølsen.
- ↑ Forvanskning af Bygdens gamle Navn Høfund eller Hafund. P. A. Munch, Norge i Middelalderen, S. 179–180.
- ↑ Hele Fortællingen om Garper i Gjerpen beror visselig paa en falsk Etymologi af Bygdens Navn, og Sagnet om deres Fordrivelse er vistnok en Localisering af den Begivenhed, der virkelig fandt Sted i Øvre Thelemarken i Christian III.s Tid. Navnet Garper, hvis Etymologi neppe hidtil rigtig er paavist, da det vistnok ikke kommer af det oldn. garpr, og man heller ikke af Absalon Pederssøns Udtryk om „Garpen i de norske Skindstakke“ (Norske Magasin I.) er fuldt berettiget til at forklare det ved et Insect, forekommer ogsaa om tydske Bergfolk i Sverige. Se f. Ex. A. Hülphers Dagbok öfwer en Resa i Dalarne, Wästerås 1762, S. 41.
- ↑ Afskrift meddeles, noget forskjellig fra den i Norske Fornlevn. S. 214 givne.
- ↑ Denne interessante Vise, der begynder saa: Stolt Anne hen bur upà Borgestad gàrd, og besynger Anne Clausdatter, en Lagmandsdatter fra Skien († 1713), gift først med Sti Anderssøn Tonsberg i Skien, siden med Generalmajor Johan Arnold, er trykt i Norske Folkeviser, saml. af M. B. Landstad, S. 683. Udgiveren anfører „ifølge Sagnet“ Hr. Hans Paus som Forfatter, men kjender ikke denne hans Skaldeløn.
- ↑ Nils Windfeldt var Sognepræst her 1776–1810 (se Literaturlexicon og Norske Stiftelser, III. S. 493). Hans Legat til Kaldets Skolevæsen har givet Stødet til det her 1818 oprettede Skolelærerseminarium.
- ↑ Nissedal var da Annex til Hvideseid, og Hr. Storm residerende Capellan.
- ↑ I Universitetets Samling af nordiske oldsager findes en Klokke fra Akershus Slotskirke med Runeindskrift, men hvor feilagtig end den ovenfor angivne Læsning kan være, synes det dog ikke muligt, at Præsten Storms Klokke kan være den samme som den paa Universitetet bevarede.
- ↑ Sidstnævnte blev tilsidst Rigsraad og var som saadan tilstede i det store Møde i Skara 1458.
- ↑ I denne Thorbjørn har man muligens en af de Bondehelgener, hvorpaa Thelemarken fremfor andre Egne har været rig. Udgiveren har i sit Skrift Norges Helgener, S. 211, omtalt et andet Exempel paa den samme Mag. Stouds Nidkjærhed, idet han ødelagde et Billede af den hellige Gudmund. Herom skriver Wille paa et andet Sted saaledes: Paa Fladeland i Vraadals Annex fandtes der omtrent 1718 en Helgen, navnlig St. Gudmund fra Island, hvilken daværende Opsidder, Gunnar, dyrkede som en Gud og bestod af et Træbillede i Kaaven ved Stuen. Mag. Otto Stoud reiste derfor til ham, da han laa paa sit Yderste og Sognet plagedes med Misvæxt, og bad ham om Billedet, men da Manden vægrede sig derved, brød han sig selv ind, hug Billedet itu og opbrændte St. Gudmund.
- ↑ Her er Lacune i Haandskriftet.
- ↑ Sammenlign P. C. Asbjørnsens „En gammeldags Juleaften“ (Norske Huldreeventyr og Folkesagn, 3. Udg. S. 79–81), hvor en lignende Fortælling er henlagt til Vor Frelsers Kirke i Christiania.
- ↑ Dette maa sikkerlig bero paa en Misforstaaelse.
- ↑ Findes nu i Universitetets Oldsagsamling. Se Aarsberetning fra Fornm. for Fortidsmindesm. Bev., 1871. S. 77.
- ↑ Se forøvrigt om denne Kirke Norske Bygdesagn, saml. af L. Daae, I, S. 7. (Skill.-Mag. for 1845, No. 19 og Lunds Beskr. over Øvre Tellemarken, S. 232). Kirken nedreves ifølge kgl. Resol. af 4de Decbr. 1844.
- ↑ Denne Hestekamp i Moland omtales allerede 1618 af Biskop N. Glostrup i hans Visitatsbog. Sammenlign ogsaa Landstads Folkeviser, S. 401, N. Nicolaysens Norske Formeninger, S. 235., L. Daaes Norske Bygdesagn, I, S. 51, Topogr. Journal, H. 26, S. 55 fgg., K. Rygh i Norsk historisk Tidsskrift, I, S. 64, 95, R. Keyser i Efterladte Skrifter, II, 2, S. 118.
- ↑ Sammenlign Norske Fornlevninger, S. 235. Wille læser den saaledes: Tharalr run saitat rætha runr tuna.
- ↑ Smlgn. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Opl., S. 49.
- ↑ Se om disse, hvilke Wille har læst mindre rigtigt, N. Nicolaysens Norske Fornlevninger, S. 237.
- ↑ Mere om denne Sag findes i Saml. til d. N. F. Spr. o. Hist. VI, S. 203–209.
- ↑ Han forflyttedes 1798 til Soggendal, hvor han døde 1799. Hans Smaaskrifter opregnes i Literaturlexicon. Det maa være denne Mand, der af Almuetraditionen under Navn af „Lille-Jæger“ tillægges overnaturlige Gaver. L. Daae, Norges Helgener, S. 202.
- ↑ Se om Verket Budstikken, IV, No. 39–40 og Krafts topogr.-statist. Beskr. over Norge, III, 2. Udg., S. 93–94.
- ↑ Oberstl. Christian Koss, der 1710 havde udmærket sig ved sit Heltemod under Akershus’s Beleiring af Carl XII., druknede 1758 i Byglandsfjorden i Setersdalen. L. Daae, Det gamle Christiania, S. 74–75.
- ↑ Se om denne Norske Fornlevninger, S, 234.
- ↑ Aabenbar Misforstaaelse. Stenene have høist sandsynlig været bestemte for den kirkesøgende Almues Heste.
- ↑ Her mangler meget i Haandskriftet.
- ↑ Denne Kirke nedreves i 1850. Den er afbildet i Skilling-Magazinet for 1836. No. 23 med Text af A. Faye.
- ↑ Her forbigaaes Beretningen om Asgaardsreien, der er indtagen i Udgaven af 1786.
- ↑ Smlgn. Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie af L. Daae, S. 4.
- ↑ Misforstaaelse af det oldn. hvitasunna.
- ↑ Forklaringerne har Udg. udeladt, da de dels ere urigtige, dels bekjendte. Derimod er Willes Orthographi med Hensyn til disse Navne bibeholdt.
- ↑ Møder han underveis en Orm, da er det Tegn til Courage i at udføre sit Ærinde og til Ønskets lykkelige Avantage.
(Willes Anm.)
- ↑ Denne Forklaring er ikke rigtig. Det betyder Sengefællesskab.
- ↑ Ifølge I. Aasens Norsk Ordbog, 2. Udg., Chra. 1873, S. 902: „noget at have i Baghaand, til Reserve“.
- ↑ „Vigsle er det samme som indvie, og deraf kommer Vigilie-Kadden (ɔ: Præsten i de catholske Tider) og Vigslevatten (ɔ: Vievand). Naar Barnet skal vigsles, sætter man Ild i Brødet og røger over det“. (Willes Anmærkning).
- ↑ Med denne Skildring af Begravelsesceremonierne i Thelemarken kan sammenlignes en Skildring af lignende Skikke i Sætersdalen, meddelt af den daværende Sognepræst i Valle P. L. Lund i Biskop P. Hansens Archiv for Skolevæsenets og Oplysning Udbredelse i Christiansands Stift, II, S. 358 flg., hvor i det Hele flere Træk af Almuens Overtro minde om de af Wille bevarede. Ogsaa i 1ste Bind af Hansens Archiv (S. 299 flg.) findes endel saadanne Meddelelser.