Vandringen
Min Vei blev tung, min Horizont blev mørk;
jeg drog tungsindig gjennem Livets Ørk;
men, under al den Kval jeg maatte lide,
usynlig gik en Fører ved min Side.
Jeg vidste selv ei meer i Mulm og Nat,
hvor Veien faldt og hvor mit Maal var sat.
Med Eet blev Banen steil og haard og trang;
jeg maatte troe, det var min værste Gang.
Jeg følte Grunden løse sig og vige
ved hvert et Trin, jeg vilde opad stige,
og Stormen kom og stemmed sig imod
min tunge Opgang og min Rest af Mod.
Men da den steile Klippegang var endt,
var ogsaa Morgnens Gyldenlue tændt,
og for min Sjæl der lød en stille Tale:
„Sku nedad nu i disse grønne Dale;
dernede vinker et forjættet Land,
der er dit Hvilested, dit Kanaan!“
Og see, det var mit Barndomshjem der laae,
og det faldt Lys i hver en Mindets Vraa,
og rigt udfoldet blussed allevegne
det dybe Liv i disse fagre Egne;
det kaldte mig, det drog mig kjærligt ned.
Nu er jeg der, og glemmer hvad jeg leed.
Jeg staaer i Dalen ved det Livsens Træ,
der gav min Vaardags Drømme Ly og Læ;
for hver en Blomst, som siden sank i Støvet,
et Idunsæble gløder under Løvet.
Fra Træets Krone gaae med sagte Klang
de smeltende Akkorder til min Sang.