Ved Grundstenens Nedlæggelse til de nye Universitetsbygninger
Her, hvor milde Engle bære
Gaver til en lys Natur,
her er gode Varsler nære,
mens vi lukke denne Mur.
Markens Blommer
har i Sommer
krandset den med Haabets Pragt.
Haabet svinger
stærke Vinger,
hvor den dybe Grund er lagt.
Denne Steen, som nu skal signes,
er at skatte meer end Guld;
med et Frøkorn kan den lignes,
som med Haab er gjemt i Muld.
Verket stiger,
Muren higer
kraftig mod sit høie Meed.
Fra dens Tinde
skal oprinde
Sol, som ei af Nedgang veed.
Ja, fra Dale og fra Fjelde
Folkets Bønner hid vil naa;
her skal Mimers Vande vælde,
her skal Norges Hjerte slaae.
Lad de hvide
Vintre skride
gjennem Skov og Urtegaard —
her skal trygge
Alfer bygge
Hegnet om en evig Vaar.
Der lød en Jubel Landet om,
den lange Nat var svunden,
da Videnskabens Helligdom
stod reist i Granelunden.
Paa dette høie Tag
faldt Iorgnens første Skjær;
ja, inden det blev Dag,
sad Trøstens Due der
med Olieblad i Munden.
En Kraft af Folkets Hjerterod
omfatted Lysets Lykke,
og kjøbte løs fra Glemsels Flod
det sunkne Runesmykke.
Den stærke Helligaand
tog Skat af Klippens Søn;
da ofred mangen Haand,
der hævedes til Bøn,
et vægtigt Arvestykke.
Idag er dette Mindes Lyst
med Haabets Fest forenet;
den Vaar, der steg af Landets Bryst,
er nu saa vidt forgrenet.
I Mindets Fryd og Glands
bor Smykket for vort Haab,
og under denne Krands
det stiger af sin Daab,
med tifold Kraft forlenet.
Hvor er det sødt at stirre ud
i Aandens fagre Rige,
og hilse Lysets Sendebud
blandt Skyerne, der vige!
Fra steilest Klippetop
de vinke Dalens Slægt,
og her gaar Veien op,
hvor Blikket frit og kjækt
skal hæve sig og hige.
Velsignet vorde denne Grund
med Frugt for alle Dale,
med gyldent Sagn for Sagas Mund
til Kvad og Mindetale!
Vort Haab gaaer tankefuldt
til Gud i Bønnens Fjed,
og hvisker: Han vil huldt
beskjærme med sin Fred
de lyse Læresale!