Wikikilden

Vikingetogenes tidligste Udgangspunkter

Det i Høst udkomne 2det Bind af Hr. Joh. Steenstrups „Normannerne“[1] leverer saa mange og nye Bidrag til de nordiske Rigers Historie i Vikingetiden, at den fuldt fortjener en nøiere Drøftelse, end hidtil er skeet i videnskabelige Tidsskrifter. Skjønt Forf. fremdeles staar paa samme Standpunkt i sin Behandling af sprogvidenskabelige Spørgsmaal, og skjønt han endnu ikke helt synes at have tilkjæmpet sig faste Principer i Behandlingen af de historiske Kilder, vil dog enhver uhildet ogsaa paa disse Punkter indrømme en absolut Fremgang ligeoverfor 1ste Bind.

Paa flere Punkter kan allerede ved Hr. Steenstrups Bog Undersøgelsen siges at have bragt et Resultat eller ialfald Holdepunkter for en frugtbar videnskabelig Diskussion; paa andre er han, synes mig, altfor tidligt bleven staaende ved tidligere Paastande eller hurtigt fremkastede Hypotheser, og han synes ofte ligesom at mangle Bøielighed til at kunne gaa ind paa andres Ræsonnement. Jeg skal i det følgende optage til Drøftelse hans 2det Kapitel, „De første Vikingefarter“, der forekommer mig mest at tiltrænge en Revision, fornemmelig de to første Afsnit (I. Vikingetogene til 813, II. Hvorfra kom Vikingerne), idet jeg dog inddrager i Undersøgelsen hvad Forf. leilighedsvis i senere Afsnit bemærker vedkommende samme Gjenstande.

I. Vikingetogene til 813.

I det 1ste Bind (1876) udtalte Steenstrup om Normannernes første Indfald kun den tidligere Lære, at „tydske og frankiske Annaler omtale dem for første Gang paa Plyndringstog ved Frislands Kyster 810, efter at de Danske i de to Aar forinden havde ligget i Krig med Obodriterne. Paa de engelske Kyster træffe vi dem 787, da 3 scipu Norðmanna af Häreðalande gjorde et Plyndringstogt; Anglo-Saxon Chronicle betegner dem senere som „þa ärestan scipu Deniscra manna“. Den wales’ske Krønike the Gwentian Chronicle henfører de Danskes første Anfald paa Kymrerne til Aar 795. I Følge de irske Annaler kom Hedningerne først til Erin 794 (795).“ Efterat jeg imidlertid havde fremført min Kritik og min Opfatning af disse Forhold,[2] har Hr. Steenstrup underkastet Sagen en ny Drøftelse, og Resultatet heraf er da, at det første Anfald skede i 793 (8 Juni) i det nordlige Northumberland paa Øen Lindisfarne, at Vikingerne gjentog sit Angreb paa Northumberlands Kyst 794, da de overfaldt Klostret ved Donemouth, men blev slagne, og at der „i de samme Aar“ skede et mindre Anfald paa Englands Sydvestkyst i Wessex. „795 hærge Normanner i Glomorganshire i det sydlige Wales og gaa derpaa til Irland, hvor de plyndre Øen Rechru (nu Lambey ved Kysten af Grevskabet Dublin). 798 overfalde de Man og brænde Patricks Ø (Peel) vest for Man og borttage Dachonas Skrin, hvorefter de tage Bytte paa Søen mellem Irland og Skotland. Fra disse Tider, dog uden nøie Angivelse af Aaret, haves Efterretning om, at Vikinger plyndre paa øen ved Frislands Kyst (Einhardi Vita Caroli c. 17), ligesom ogsaa at der 799 hærges paa Øerne i Havet ved Aquitanien, hvor dog 105 Vikinger falde. 802 vove Hedningerne sig længere mod Nord og brænde den vidt berømte Ø Jona“ osv.

Noget af dette maa jeg fremdeles anse for absolut urigtigt. Med Rette fremhæver han nu, at de første Tog til England skede til Lindisfarne 793 og Mundingen ved Done (Wear) 794, og at Streiftoget til Wessex ikke er tidligere. Men naar han samtidig mener, at Ulster-Annalernes Ord ved 793 (= 794): vastatio omnium insularum Britanniæ a gentibus „maa sigte til Anfald paa Englands Kyst“, saa finder jeg den Fortolkning utilladelig. Jeg havde fremsat den Mening, at ved „alle Britanniens Øer“ fornemmelig tænkes paa de skotske Øer, og jeg er ved Hr. Steenstrups Citat bleven opmærksom paa, at ligeledes Skene har forstaaet Stedet om de „Western Isles“,[3] hvad Steenstrup S. 12 kalder „urigtigt“, medens han S. 305 kalder min dermed overensstemmende Tydning „meget tvivlsom“ og tilføier: „alt kommer naturligvis an paa, hvad Ulsterannalerne forstaa ved Britannia. Nu er uheldigvis Britannia en Benævnelse, der forekommer sjældent i disse Annaler. Folkenavnet Britter findes oftere og betyder Britterne fra Strathclyde, men disses Land kaldes aldrig Britannia. Derimod viser dette Navn snarere hen til England; saaledes heder det i disse Aarbøger, at Theodorus, Britannias Bisp, dør 690, men han var Ærkebisp af Canterbury, og 648 siges Furseus død „in Britannia“, men han virkede i England (hvorimod han ikke døde der, men i Frankrige). [Note: Optegnelserne ved 663: „terre motus in Britannia“, og ved 872 om Ivar, „rex Nordmannorum tocius Hibernie et Britannie“, ere utydelige]. Annalforfatteren har altsaa ikke valgt det Udtryk, der betegner særligt de skotske Øer, men han benytter en Betegnelse, som snarest bringer Læserens Tanke hen paa England, og Udgiveren af denne Kilde har derfor heller ikke tænkt paa andet end at sætte hin Notits i Forbindelse med Overfaldene paa England i disse Aar (Lindisfarne, Wearmouth, Dorsetshire).“ Hr. Steenstrups Mening er altsaa, at naar der staar, at alle Britanniens Øer plyndredes i Aaret 794, betyder dette egentlig, at nogle af Englands Kyster blev plyndrede i dette og de nærliggende Aar; naar man behandler Kildestederne saa vilkaarligt, kan man jo bevise, hvad man vil. Intet af de citerede Udtryk i Ulster-Annalerne strider mod her at tillægge Britannia samme Betydning, som Ordet overalt har i den lærde Litteratur, nemlig Øen Storbritannien,[4] og istedenfor at citere Udtryk fra forskjellige Tider i Ulster-Annalerne, hvis Forfattelse strækker sig gjennem flere Aarhundreder, havde vistnok Hr. Steenstrup gjort bedre i at studere nærmere det Sted hos den samtidige irske Forfatter Dicuil (som Steenstrup selv citerer), som netop bruger Udtrykket „insula Britannia“ om Storbritannien: „Ved Øen Britannia er mange Øer, nogle store, nogle smaa, nogle af middels Størrelse, nogle i det sydlige Hav, endel i det vestlige, men de fleste mod Nordvest og Nord“.[5] Disse Dicuils Ord og de virkelige Forhold er naturligvis Grund nok for baade Skene og mig til ved alle Britanniens Øer „fornemmelig at tænke paa de skotske Øer“. Fastholdes dette Punkt, at de skotske Øer blev besøgte i 794, vil det stille sig ganske naturligt, at Togene i 795 naaede til en Ø udenfor Irlands Kyst, Rechru,[6] at Vikingerne i 798 kom til Man og 802 til Iona. Hvad der er vigtigt at lægge Mærke til, er at de ogsaa her væsentlig holder sig i de nordlige Farvand og først 807 angriber Irlands Fastland.

Dermed stemmer det da, at inden de danske Tog fra 835 af begyndte, er de før omtalte paa Nordenglands Kyst i 793 og 94 de eneste Herjetog i disse Tider til England. Thi det Besøg, som de saameget omtalte „3 Normændsskibe fra Hæredaland“. (se nedenfor) aflagde i Beorhtrics Dage paa Wessex’s Kyst – efter en enkelt Kilde ved Portland,[7] – var intet Plyndringstog, snarere en Forsøgsfart i ukjendte Farvand: vikingerne lander paa Englands Sydkyst uden at herje, og først da Greven vil „drive dem til Kongens Gaard“, sætter de sig til Modværge og dræber ham. Og Plyndringen i England 795, som engelske Kilder ikke kjender, omtales under saa mistænkelige Forhold, at jeg trods Hr. Steenstrups Protest maa anse den for mere end tvivlsom. I de paalidelige Ulster-Annaler heder det ved 794 (= 795): „Øen Rechru [ved Irland] blev brændt af Hedninger, og dens Skrin opbrudte og plyndrede“, og hermed stemmer det, naar den ældste wæliske Krønike (Annales Cambriæ, der ender 954) siger ved Aar 795: „Hedningernes første Ankomst til Hibernia“,[8] ligesom ogsaa de ældre Haandskrifter af Brut y Tywysogion nøier sig med at sige ved Aar 790 (= 795): „Hedningerne kom 1ste Gang til Irland“.[9] Efterhaanden er denne Notits bleven udvidet; et senere Haandskrift af Annales Cambriæ har: „Hedningernes første Ankomst hos Sydboerne i Irland“,[10] hvor derefter „Sydboerne“ er forstaaet om Indbyggerne af det sydlige Wales, og fra en irsk Kilde er i senere Haandskrifter af Brut y Tywysogion tilføiet: „og Rechru blev plyndret“.[11] Endelig er begge disse Tillæg kombinerede og videre udviklede i den senere Form af „Brut y Tywysogion“, der kaldes „Gwentian chronicle“ og ender ved 1196; her staar nemlig: „De sorte Hedninger kom først til Øen Britannia fra Danmark og gjorde store Plyndringer i England; derpaa trængte de ind i Glamorgan (sydl. Wales), hvor de dræbte og brændte stærkt, men tilslut overvandt Kymrerne dem, drev dem ud i Søen og dræbte overmaade mange af dem; derfra gik de til Irland og plyndrede Rechren og andre Steder.“ Allerede Beretningens gradvise Væxt gjør den mistænkelig, dertil kommer dens Forskjel fra de samtidige Kilder: her høre vi ikke som paa de engelske og irske Kyster om Anfald paa Øer og Næs, ikke om mindre Skarers heldige Overfald, ikke det almindeligere Navn „Hedninger“, men vi har som i senere Tider en Flaade, der gjør „store Plyndringer“ først i England, saa i Wales og Irland; vi har en Hær, som kun egte Walisere formaar at drive tilbage, medens Englændere og Irer bliver udplyndrede, og endelig har vi det bekjendte Navn de „sorte Hedninger“, der ellers først dukker op i Midten af 9de Aarhundrede – altsammen Tegn nok til, at Beretningen er upaalidelig og ubrugelig til at bevise Vikingers Plyndringer i England og Wales i 795. Kun paa et eneste Sted optræder i disse Tider en skare Vikinger udenfor de britiske Øer, nemlig i 799 ved Aquitanien, men ogsaa her rettes Angrebet kun paa de yderste Øer, ogsaa her er Vikingerne en ringe Skare.[12] sammenfattes disse Resultater, vil det sees, at fra sluten af 8de Aarhundrede kan disse Anfald paavises: 793 Øen Lindisfarne, 794 Kysten ved Wearmouth og „alle Britanniens Øer“, 795 Øen Rechru ved Irlands Kyst, et ubestemt Aar (mellem 793 og 802) Øen eller Halvøen Portland ved Wessex, 798 Øen Peel ved Man og 799 Øer ved Aquitanien. Det værste ved disse nye Fiender synes ikke at have været Anfaldene selv, thi disse gik hidtil kun ud over de yderste Øer, men den Usikkerhed, som nu Havet frembød: Handelsskibene, som i de sidste Aarhundreder havde passeret i Fred mellem de kristelige Nationer paa Fastlandet og de britiske Øer, var fra nu af udsat for at plyndres eller kapres af Vikingerne. Derfor hører vi af Alcuins Klager, at Hedningerne beseilede Havet om England, af de irske Annaler, at de Hedninger, som 798 plyndrede Peel, bagefter[13] tog Bytte paa Havet (ɔ: af Handelsskibene) mellem Irland og Skotland, og af de frankiske Annaler ved Aar 800, at Havet var usikkert. Den eneste, som greb til Foranstaltninger mod dette Onde, var Karl den store. Han forlod i Midten af Marts Maaned (800) Aachen, var den 26de Marts i St. Omer, reiste derfra sydover langs Kysten af Kanalen, feirede Paaske (19de April) i St. Riquier ved Somme[14] og fortsatte derefter langs Vestkysten til Rouen. Denne Reise gjør han for at undersøge Forholdene ved Kysterne af det galliske Hav, for at lægge Befæstninger og bygge Skibe mod Sørøverne. Det „galliske Hav“ betegner her, som sees af Sammenhængen, den britiske Kanal, men kunde ogsaa indbefatte Atlanterhavet, derimod bruges Udtrykket i Modsætning til „det germaniske Hav“ (Nordsøen). Naar Hr. Steenstrup siger, at „de Flaadestationer, som Karl har indrettet, have været ved de flanderske og østfranske Kyster; begge Dele maatte jo hedde littus Gallicum“, saa citerer han urigtigt; der staar nemlig „littus oceani Gallici, og Flandern ligger vistnok ved „littus Gallicum“, men ikke ved „oceanus Gallicus“. Raade Flandern og Frisland er saaledes ved Udtrykket udelukkede fra at nyde godt af Karls Foranstaltninger fra Aar 800. Rigtignok paastaar Hr. Steenstrup, at i de samme Tider som de før omtalte Plyndringer i det irske Hav „haves Efterretning om, at Vikinger plyndre paa Øer ved Frislands Kyst“, og citerer Einhards Vita Caroli Kap. 17. Men læser man Einhards Ord i Sammenhæng, bliver det strax klart, at han mener Begivenheder i 813. I Kap. 14 fortæller Einhard om Krigen mod den danske Konge Godfrid i 810 saaledes: „Den sidste Krig blev ført mod de Nortmanner, som kaldes Daner, der først øvede Sørøveri og dernæst med en større Flaade angreb Galliens og Germaniens Kyster“. Man maa altsaa adskille almindeligt Sørøveri, som gjorde seiladsen paa de nordlige Have usikker, og den „større Flaade“. Af sligt Sørøveri er et enkelt Tilfælde fra Aar 809 noteret: Diakonen Aldulf blev paa Havet under Overfarten fra England fangen af Sørøvere, som førte ham tilbage til England, hvor han blev løskjøbt af en Landsmand.[15] Ved den „større Flaade“, som angreb Frankernes Lande, menes tydeligvis Toget til Frisland Vaaren 810, og dette skulde altsaa efter Einhards Ord have naaet endog søndenfor Frisland til Gallien, det vil vel sige Flanderske Egne. I Forbindelse hermed staar derpaa i Kap. 17: „Han udrustede ogsaa en Flaade mod den Nordmanniske Krig, idet der byggedes skibe ved de Elve, som fra Gallia og Germania dyder ud i det nordlige Ocean, og da Normannerne herjede den galliske og germaniske Kyst med stadige Anfald, lod han ved alle Havne og Flodmundinger, hvor skibe kunde opsættes, lægge Besætninger. Det samme gjorde han ogsaa paa Sydgrænsen ved Kysten af Narbonensis og Septimanien og hele Italiens Kyst indtil Rom mod Maurerne, som nylig havde begyndt Sørøveri, og derfor led i hans Dage hverken Italien fra Maurerne eller Gallien og Germanien fra Normannerne nogen større Skade, undtagen at Centumcellæ (Civita vecchia) i Etrurien blev tagen og ødelagt af Maurerne og i Frisland nogle Øer ved den Germaniske Kyst blev plyndrede af Nortmannerne.“ Sammenhængen viser her, at Keiseren tog denne Foranstaltning i Anledning af Krigen med Godfred Vaaren 810, hvad der baade stemmer med Rigsannalerne[16] og med Astronomens Beretning fra Aar 810.[17] Naar der altsaa siges, at tiltrods for disse Foranstaltninger blev Civita vecchia ødelagt af Maurerne og frisiske Øer plyndrede af Normannerne, maa disse Begivenheder være hændt efter 810. Dette bekræftes ogsaa paa det stærkeste af de frankiske Annaler: Civita vecchia blev brændt 813,[18] og Plyndringen i Frisland forefaldt samme Aar![19] Desuden er det ikke tvivlsomt, at Frisland har været frit for Vikingeplyndringer til Aar 809; derfor borger os Udtrykkene i Vita Liudgeri (forf. c. 840), at saalænge Liudger levede († 26de Marts 809), var disse Lande i Ro og Fred, men efter hans Død næsten hvert Aar hjemsøgte af sørøverne.[20]

Det vil saaledes sees, at der er en betydelig Forskjel paa Forholdene øst- og vestenfor Nordsøen. I de vestlige Farvand var Kystanfald og Plyndring af Handelsskibe begyndt allerede fra 793, men ved Flandern, Frisland og Saxen var endnu alt roligt; i Nordsøen viser sig kort før 810 Sørøvere, men saa begynder den store Søkrig i 810 mod det frankiske Rige, og da efter et kort Fredsforhold atter det fiendtlige Forhold fornyes ved, at Keiserens Forbundne i Danmark fordrives, afsætter dettes atter et Herjetog i 813.

II. Hvorfra kom vikingerne (S. 14–34).

De sydligere Folk, Franker, Angelsaxer og Irer, som nu ved Vikingetogene første Gang gjorde Bekjendtskab med de nordiske Folk, kunde naturligvis ikke strax have Rede paa, hvorfra disse Folk udgik, og lærte det først efterhaanden at kjende. Oprindelig nøiede man sig med at kalde dem „Hedninger“, siden optog man hos Frankerne som Fællesnavn Udtrykket Nortmanni („Mænd fra Nord“), der nok oprindelig er det norske Folks Navn;[21] derimod synes de frankiske Rigsannaler ved Dani kun at tænke paa Danerne, det Frankerne nærmeste Folk blandt Nordboerne, hvad der naturligvis ikke forhindrer, at Navnet Dani ogsaa blandt Frankerne kan af geografisk Usikkerhed bruges, hvor Fællesnavnet heller burde været anvendt. Hos Engelskmænd synes omvendt Navnet „Norðmenn“ at betyde „Mænd fra Norge“, „Daner“ derimod dels at betyde Mænd fra Danmark, dels at omfatte de nordiske vikinger i Almindelighed.[22] Man har saaledes sjelden fuld Sikkerhed om Forfatternes geografiske Kundskaber; hvert Kildested maa derfor underkastes en streng Kritik, samtidige Efterretninger nøie adskilles fra senere og de geografiske Forhold komme med i Betragtning.

En vigtig Plads i denne Diskussion maa det Sted i den engelske Krønike indtage, hvor Nordmannernes 1ste Optræden i Sydengland omtales, thi her nævnes ikke alene de to nordiske Nationer, men ogsaa det Landskab, hvorfra Vikingerne kom. Opfatningen af de engelske Krøniker som historisk Kilde er ikke uvæsentlig forandret efter de Undersøgelser, som Grubitz og efter ham Theopold har anstillet.[23] Det fremgaar heraf, at det saa meget roste Haandskrift fra Corpus Christi College, Cambridge, (A) ikke er Original, men en Afskrift, der i mange Punkter maa berigtiges og suppleres fra de to andre Haandskrifter af samme Klasse (B og C); videre, at Kronologien for Sluten af 8de Aarh. og 1ste Halvdel af 9de Aarh. maa berigtiges, og endelig er Earles Resultat bekræftet, at de Tillæg, som findes om Begivenheder fra Sluten af 8de og Begyndelsen af 9de Aarhundrede i de øvrige Haandskrifter (D, E, F), skriver sig fra samtidige og ægte northumbriske og merciske Annaler. Stedet om de første Vikinger lyder efter den rigtige sydengelske Text (BC)[24]: 787 (= 789): I dette Aar fik Kong Beorhtric Offas Datter Eadburg. Og i hans Dage (ɔ: 785–802) kom først 3 Normænds-Skibe, og Greven red ned til dem og vilde drive dem til Kongens Gaard, thi han vidste ikke, hvem de var, men de slog ham ihjel. Det var de tidligste danske Mænds Skibe, som søgte til England.“ Stedet er, derom er alle enige, fra den senere Tid, da Daner herjede i store Skarer i England, da Daner her var de almindeligste Vikinger; men Traditionen har altsaa alligevel fastholdt, at de første Vikinger, som landede i Sydengland, var Nordmænd. Denne sydengelske Notits har nu i de samme Haandskrifter, som indeholder Indskuddene fra Nordengland (deriblandt ogsaa om Vikingeanfaldene ved Northumberland i 793 og 94), efter „Nordmanna scipu“ faaet den mærkelige Tilføielse „of Hæreðalande“, som har givet Forskerne saa meget Stof til Diskussion. Häreða er Gen. (pl.) af Häreðas, der efter en bekjendt Omlydsændring svarer til oldn. Hörðar (opr. Harudas)[25]; Häreða-land er altsaa en sprogrigtig engelsk Gjengivelse af oldn. Hörða-land, deri vil enhver Sprogmand give mig Ret. Dette Hordaland har man dels søgt i Danmark (Hardesyssel), dels i Norge (Hordaland); men da skibene fra Häredaland ogsaa i den oprindelige Beretning kaldes „Norðmanna scipu“, maa Maurer have Ret i at foretrække det norske Hordaland.[26] Steenstrup søger i sin sidste Bog at gjøre dette „Kildested saa mistænkeligt, at der ikke ret vel kan være Tale om at ønske det bevaret i den Form, hvori det foreligger.“ Hans første Indvending: „Det ligner for det første ikke ret noget nordisk Navn“, er løierlig nok. Hr. Steenstrup, der ikke er Sprogmand, vil i vel atter kalde det en kategorisk Dom, naar jeg hævder, at den Omstændighed, at det (ikke blot ligner, men) sprogrigtigt svarer til et nordisk Navn, er et sprogligt Bevis for, at Navnet Hæreðaland er optegnet i England i tidlig Tid, d. v. s. den Tid da man endnu temmelig sprogrigtigt overførte det ene germaniske Sprogs Navne til det andet, saaledes som i de oldengelske Digte fra Tiden før Danernes Anfald,[27] medens man ellers i den engelske Krønike fra Sluten af 9de Aarhundrede og engelske Diplomer fra 10de Aarhundrede finder de nye nordiske Navne enten gjengivne efter Lyden uden Forsøg paa Overførelse eller uheldigt overførte (f. Ex. Sydroc og Hareld a. 871, Guðrum a. 874, Hæsten a. 893 o. s. v.). Hr. S.s 2den Indvending er ikke mindre eiendommelig: „At ville fortolke det om Hordaland i Norge maa dernæst vække den høieste Grad af Betænkelighed. Det vilde dog være altfor besynderligt, at første Gang nogen europæisk Annal fortæller om Vikingeanfald, det da skulde være Skibe fra en nordlig norsk Provins, Skibe fra Bergenskanten, som halvandet Hundrede Mile Syd paa gjøre Indfald paa Englands sydlige Kyst helt inde i Kanalen.“ Besynderligheden ved dette fremkommer kun, naar man stiller Modsætninger op, som Hr. Steenstrup gjør. Han har selv vist, at dette Anfald ikke var det første, men at Togene til Nordengland gaar forud; allerede derved formindskes det besynderlige i, at Vikingerne vover sig paa egen Haand ind i Kanalen. End yderligere svinder det, naar man erindrer, at Hordaland ikke er en nordlig, men en sydlig eller sydvestlig norsk Provins,[28] hvorfra Afstanden til de nordligste britiske Øer er dobbelt saa kort som fra Jylland.

Hr. Steenstrups tilsyneladende vigtigste Indvending er, at de fleste latinske Aflæggere af den engelske Krønike (Ædelwerd, Florentius af Worcester, Henrik af Huntingdon, Mathæus af Westminster, Wallingford, Ricard af Cirecester, Bartholomæus Cotton og endelig den franske Rimkrønike af Geffrei Gaimar) „alle have Beretningen om dette samme Indfald, men ikke een af dem om Hæredaland. Dette ubekjendte Land er med andre Ord aldeles svundet ud af den engelske Historieskrivning, hvad der er forbausende, da enhver af disse Krønikeforfattere med Glæde vilde have anført en saadan geografisk Optegnelse, om den fandtes.“ Ogsaa her har jeg at anke over Hr. Steenstrups Misbrug af Argumenter, da han dog ikke burde være uvidende om, at flere af disse Forfattere kun afskriver sine nærmeste Forgjængere uden at have seet den engelske Text. Hr. Steenstrups „Forbauselse“ vilde kanske ikke have været saa stor, hvis han havde tænkt paa, at de stakkels Krønikeskrivere fra 12te Aarhundrede ikke forstod det ubekjendte Navn og derfor kunde have god Grund til at udelade det eller rette det. At saa er Tilfælde, kan sees netop af Henry of Huntingdon, som Hr. Steenstrup vil benytte til at bevise sin Sats, at Stedet er interpoleret. Det er sikkert nok,1 at Henriks engelske Original har været af samme stamme som D, E, F, (maaske nærmest E), der alle har disse omstridte Ord: of hæreða lande Naar nu han paa tilsvarende Sted oversætter „prædationis causa“, vil enhver med Originalen i Haanden forstaa, at han har misforstaaet de oldengelske Udtryk, hvad han jo ogsaa ellers er berygtet for. Men Hr. Steenstrup stiller Sagen paa Hovedet: naar Henry of Huntingdon i 12te Aarh. har læst „ofer hærian þæt land“, saa maa Texterne fra 11te Aarhundrede (der har: of hareða lande) rettes herefter! En Parallel er kanske her paa rette Sted for at vise, hvor vilde Hr. Steenstrups kritiske Principer er. I den saakaldte Jens Mortensens Norske Kongers Krønike [Oversættelse fra 16de Aarhundrede af Snorres Kongesagaer efter Haandskriftet Kringla] kaldes den svenske Kong Olav Erikssøn stadig med Tilnavnet Fønske eller Fynsche, medens han i Sagaen kaldes Sœnski (ɔ: svenske). Hvis nu en moderne Forsker vilde give sig til i Overensstemmelse med den slette Oversættelse at rette „Sœnski“ i Texten til „Fynski“ (hvorved man jo vilde faa den værdifulde Oplysning, at denne svenske Konge oprindelig var dansk og født paa Fyen), hvad vilde man da have at sige om denne Forskers kritiske Holdning? Svaret er ikke tvivlsomt, men Tilfældet er aldeles parallelt med Hr. Steenstrups Textrettelse, hvorfor han dog har faaet Lovord af danske Anmeldere.

Vi kan efter dette ikke finde andet, end at Hr. Steenstrups Forsøg paa at mistænkeliggjøre Kildestederne er fuldstændig mislykket; det maa saaledes fremdeles staa fast, at ifølge de engelske Annaler var det Nordmænd fra Hordaland, som i Tiden mellem 7943 og 802 landede paa Kysten af Wessex. Og dette Vidnesbyrd staar ikke ganske alene; om Vikingernes første Optræden i England 793 foreligger ogsaa Ytringer, som nærmest henviser deres Hjemstavn til Norge, ikke til Danmark: Alcuin citerer om dette Overfald Jeremias’s Ord „Fra Norden kommer al Ulykke“ og mener altsaa, at Vikingerne har nærmet sig Nordengland langs Skotlands Østkyst, og Simeon af Durham, der excerperer ældre Kilder, siger ligeledes om samme Begivenhed, at Hedningerne kom med Skibshær til Britannien og til Lindisfarne fra de nordlige Egne („ab aquilonari climate).[29] Naar dette sees i Forbindelse med, at de i disse Aar angrebne Steder er de skotske Øer, Kysten af Nordengland, Øer ved Irland og ved Aquitanien, medens det sydøstlige England, Nordgallien, Flandern og Frisland ikke bliver angrebet, tør det vel medgives, at jeg havde Ret til at henvise til de naturlige geografiske Forhold mellem de nordiske og de sydligere Lande: „Det har allerede før været paastaaet, at selve Naturen har anvist Nordmænd og Daner forskjellige Veie for deres Vesterviking. Neppe 35 Mil i Vest for Hordaland ligger Shetlandsøerne; fra deres Sydpunkt kan man se over til den temmelig høie Fairhill og derfra over til North Ronaldsay, den nordligste af Orknøerne. For Nordmændene paa Vestlandet – Firdafylke, Sogn, Hordaland og Rogaland – skulde der ikke stort mere end et Døgns heldig Seilads for at naa over til de skotske Øer; naar de her havde taget fast Station, kunde de følge Kysten sydover enten langs Skotlands Østkyst til England eller langs dets vestkyst til Irland. Her maa man altsaa vente at finde Nordmændenes (Vestlændingernes) ældste Søvei, og her maatte man søge deres Spor. De Danske har Naturen derimod anvist en anden Vei: selv om man antager, hvad der er sandsynligt, at Limfjorden i 9de Aarhundrede var aaben mod Vest, kunde man ikke vente, at Danerne (Jyderne) skulde søge direkte over den 70 Mil brede Nordsø til England, især naar man erindrer, at deres Tog leilighedsvis allerede før var gaaet til Frisland og den britiske Kanal; for de danske vikinger var den naturlige søvei at følge langs Kysterne af Saxland, Frisland og Frankrig, hvorfra de bagefter vilde naa til England og selve Atlanterhavet.“

Naar Hr. Steenstrup gjengiver Meningen af disse mine Ord med, at jeg heraf har villet udlede, at „nordnorske Mænd skulde have givet de Danske Ideen til det syndige Vikingeliv“, kan jeg naturligvis ikke acceptere denne Gjengivelse som korrekt; thi for det første er jeg ikke saa ukyndig i Norges Geografi, at jeg regner Indbyggerne af Rogaland, Hordaland, Sogn og Firdafylke til „nordnorske Mænd“,[30] dernæst gjør jeg jo netop opmærksom paa Modsætningen mellem de to Vikingeveie, Nordmændenes over Nordsøen til de skotske Øer, Danernes langs Nordsøens østlige Kyster, og paapeger ogsaa, at langs Nordsøens Østkyst laa Danernes ældre Søvei. Hans Maade at gjengive mine Ord stemmer ganske med hans unøiagtige Maade at opfatte Kilderne paa: „Kilderne sige saaledes netop lige mod Storms Fremstilling, at Anfaldene ske fra Syd mod Nord. 798 plyndres Man først og derpaa længere mod Nord ved Skotlandskysten. 802 brænde de endog saa høit oppe som Jona, og derpaa gaar det i de følgende Togter mod vest, til de næsten have omgaaet hele Øen. Altsaa ere vikingerne gaaede op gjennem det irske Hav og bøie derpaa mod Vest og Syd ned om Irlands Kyst – hvad der navnlig vil blive tydeligt, naar vi tænke os (!) alle disse Hærgninger foretagne i samme Aar (!); Toget tegner sig da af sig selv; Vikingerne ere komne i ind gjennem Kanalen, gaa gjennem det irske Hav og derpaa i en Bøining Nord om Øen Sydpaa. Vi véd jo desuden, at der netop i disse Aar blev plyndret ved Aquitaniens Kyst, inde i den engelske Kanal og paa Frisland (!), for ei at tale om Englands Østkyst.“ Hvis man har Ret til at „tænke sig“ hvad man vil med de historiske Kilders Ord, saa staar det jo Hr. Steenstrup frit for at tænke sig de Hærgninger foretagne i samme Aar, som Kilderne beretter i forskjellige; men dette Tankeexperiment kan ikke bruges som Argument mod min Fremstilling efter Kilderne. Hr. Steenstrup vil benytte min Argumentation mod mig, idet han siger: „Skal det, at et nordligt Punkt plyndres for et sydligt, bevise, at Vikingerne kom fra Nord, maa dette gjælde overalt“; men denne Slutning er neppe rigtig, thi saasnart Vikingerne først kjendte Farvandene, stod det selvfølgelig i deres Magt at vise sig snart sagt overalt. Det er derfor det forsigtigste kun (som jeg har gjort) at benytte de allerførste Beretninger paa denne Maade.

Jeg forlader her de britiske Farvand for at gaa over paa Nordsøens Østkyst, idet jeg minder om, at intet Hærtog foregik til Frisland før 810. Vi skal nu se, hvorledes Hr. Steenstrup tiltrods for dette faar bygget en Forbindelse til disse Lande fra Danmark, idet jeg her maa citere længere Stykker af hans Fremstilling:

„Det tør næsten siges, at der alt ved vor historiske Tids Morgen var som en begyndende Udvandring til Frisland og var forberedt en Erobring af dette Land. Saaledes er det jo bekjendt, at de Danskes Konge Harald ved sin Daab [826] blev forlenet med Rustringen ved Jahdebugten, for at han kunde trække sig tilbage dertil, om han blev foruroliget i sit Rige. Han blev nødt til at søge ned til dette Tilflugtssted og fik senere Dursted i Forlening, tilsidst af Lothar Walcheren [841]. Men allerede paa et tidligere Tidspunkt synes Danske at have Besiddelser ved Rhinen. Vi véd, at i Aaret 807 en dansk Høvding Halvdan kom til Keiser Karl med en stor Skare og hyldede ham. Hans senere Skjæbne er ukjendt, men 30 Aar efter dræbe Normannerne paa Walcheren en dansk Høvding Hemming, Halvdans Søn; det er vel ikke urimeligt at anse disse for Fader og Søn. Ja endnu længere op ad Rhinlandene kunne vi forfølge de Danskes Spor. Saaledes er det eneste, som historisk sikkert vides om Holger Danske, den Kriger hos Karl den Store, der skulde blive en saa berømt Sagnfigur, en Notits, der findes fra Martinsklostret ved Køln, at han med Keiser Karls Hjælp skal have gjenopført dette Kloster.“

Hvad der i disse Ord skulde tyde paa tidligere Forbindelser mellem Danmark og frisiske Egne kan ikke være Kong Haralds Skjæbne, thi hans Historie falder ifølge de af mig tilføiede Aarstal efter Vikingetogenes Begyndelse, men Halvdans og Olger Danskes. Men intet Ord i Kilderne siger os, at Halvdan har havt noget i Frisland at bestille; at hans mulige Søn Heming, efter at Vikingetogene til Frisland var begyndt, her kjæmper mod sine angribende Landsmænd, kan dog ikke bevise, at hans mulige Fader var sat til Landværnsmand i Frisland, før Togene begyndte hid. Og med Olger danske staar det endnu værre til; udenfor Danmark tænker jeg neppe nogen tror paa hans Virksomhed i at gjenopbygge Martinsklostret ved Kølln, som neppe blev brændt i 778[31], og det er vel fremdeles rettest at forvise denne Helt fra den danske Historie til den franske Poesi.

„Hvad der drog Nordboerne ned til Rhinlandene var for det første Handelen og dernæst Kristendommen. – – Fra disse Rhinegne udgik en stærk kristelig Paavirkning paa Norden. Saaledes vide vi fra Ansgars Levnet, hvorledes i Midten af 9de Aarhundrede en svensk Kvinde sender sin Datter til Dursted, for at hun ret kan lære Kristendommen at kjende, og da den første Kirke reistes i Slesvig, fandtes der alt mange Kristne endog blandt Byens fornemme Folk, som vare døbte i Dursted eller Hamburg. Ligesaa erklærer en gammel Mand paa Tinget i Birka, at paa en tidligere Tid; Mange droge til Dursted og bleve kristnede, men nu var der stor Vanskelighed derved, da Havet var overfyldt af Vikingerne. Saaledes kan der anføres ikke faa Exempler paa Forbindelser af al Art mellem Norden og de flanderske [skal være: frisiske] Lande.“

Det gjælder om alle disse Vidnesbyrd, at de er fra Midten af 9de Aarhundrede, efterat danske Kongesønner havde faaet Len i Frisland (826), og de har saaledes ingen Betydning for Tiden før Vikingetogene. Ikke stort større Betydning vilde det efter min Mening have, om det med det følgende Exempel, Hr. Steenstrup fremfører, var lykkedes ham at bevise, at i Aaret 834 2 danske Mænd var naturaliserede i Frisland. Han gjør opmærksom paa, at i et Brev af dette Aar 6 „Salmænd“ overdrager efter Saxeren Wibrechts (Widukinds Søns) Ønske noget Jordegods ved Rhinen til Utrechts Kirke, og at to af disse Mænd hedder Bern (Bjørn) og Knut, som Hr. Steenstrup bestemt hævder som danske Navne. „Bern forekommer ganske vist i Tydskland, men dog ikke meget hyppigt; det tydske efter Bjørnen dannede Personnavn hedder Bero, og Berno er snarest en senere Tids Forkortning af Bernhard, – hvorimod Bern er den stadige Betegnelse for Vikingekonger med Navn Bjørn, saa at sandsynligheden afgjort er for, at vi have med en Dansk at gjøre. Afgjort er det i hvert Fald, at Knut er et dansk Navn og aldeles ikke forekommer i Tydskland.“ Her har atter Hr. Steenstrup streifet ind paa et Omraade, hvor han er usikker.[32] Man kan ikke være forsigtig nok med at hævde, at et germanisk Navn hører ind under et bestemt mindre Sprogomraade, thi det viser sig meget hyppigt, at vor Kundskab her er ufuldstændig Skjønt Navnene Knut og Bjørn nu gaar og gjælder for nordiske, har de dog begge tidligere havt et videre Omraade. Knut findes i høitysk (alemannisk) Form Chnuz allerede i 8de Aarhundrede, hvilket viser, at en (nedertysk) Franker eller Friser godt kunde hedde Knut; vi kan paavise en engelsk Ealdorman Beorn i Northumberland († 779)[33] og en saxisk Greve Bern omkr. 800–820,[34] altsaa ogsaa dette Navn er fællesgermanisk; og da de to nævnte Salmænd fra 834 ikke udtrykkelig kaldes Danske og netop optræder blandt Franker og handler efter frankisk Ret, er der for mig ikke Tvivl om, at de var Indfødte.

Disse tidligere Forbindelser mellem Frisland og Danmark er saaledes fuldstændig imaginære, og naar Hr. Steenstrup altsaa vil „benytte dette Resultat paa to Maader“, kan en nøgtern Kritik ikke følge hans Fantasier: „Det synes da for det første klart, at naar Handelsskibene stadigt (!) have søgt over (!) Nordsøen, saa maa Krigsskibene være gaaede samme Vei; naar vi altsaa finde Lindisfarne, Wearmouth og Dorchester plyndrede paa de første Togter, saa maa det være af Afstikkere fra denne Route“.

„Det er tilmed netop alle de berømte Byer og Klostre, hvis Ry de kunde have hørt om i Frisland, som hjemsøges i Vikingetidens første Periode, saaledes Lindisfarne, Quentovic (!), Jona, Bangor (!)“ osv.

Naar Hr. Steenstrup og jeg ser disse første Farter paa saa forskjellig Maade, synes det mig, Modsætningen kommer af, at han ikke har rigtig aabent Øie for, hvilken Udvikling i Søfartens Historie her foreligger. Der er intet overleveret om direkte Handelsforbindelser mellem Danmark og nordlige frankiske Lande (Frisland osv.) inden sluten af 8de Aarhundrede: vi ved, at omkr. 500 nogle jydske Høvdinger deltog i de angelsaxiske Tog til England, at omkr. 515 en gøtisk Høvding seilede op ad Rhin, og vi hører om, at Angelsaxeren Willibrord fra Frisland – rimeligvis paa et frisisk skib – seilede til Danmark (Jylland) omkr. 700, men det er ogsaa Alt: nogen stadig Handelsforbindelse langs Østkysten af Nordsøen i 8de Aarhundrede er der ingen Spor til, ja det har ikke lykkedes f. Ex. ad archæologisk eller numismatisk Vei at paavise tidlige danske Sø-Handelsforbindelser mod Sydvest. Medens Hr. Steenstrup mener, at Kjøbmandskab over Søen ledede til Vikingetog, taler nok alt snarere for det omvendte Forhold: Handelen mellem Daner og Franker sker (saavidt man kan se) i den tidligere Tid (omkr. Aar 800) overland med vender og Friser som Mellemmænd,[35] Gesandter mellem Danmark og Keiseren reiser overland gjennem Saxen,[36] ja den danske Konge bruger endog over Saxen reisende Kjøbmænd som Diplomater,[37] – altsaa, de tidligste Tilknytninger mellem Danerne og deres sydlige Naboer, man kan paavise, er skede overland; først fra 810 af forandres dette Forhold ved de hyppige Krigsforhold mellem Daner og Franker. Men i Begyndelsen føres disse Slag fra Danernes Side ligesaa meget tillands som tilsøs: Krigen begynder 808 med Godheds Overfald paa Abotriterne, og først da Keiseren anlægger en Borg i Holsten, gjør Godfred Gjengjeld ved at sende 810 en Flaade til Frisland, medens han samtidigt forbereder et Hovedangreb (som dog ikke blev af) tillands over Saxen; i 817 drager en dansk Flaade opad Elben og Stør, men samtidig en dansk Hær gjennem Holsten, i 828 føres Grænsekrig ved Eideren, og i 829 truer atter de Danske med Indfald i Holsten. Vistnok ser man, at i 820 13 Skibe vover sig ud paa en Forsøgsfart langs de frankiske Kyster (Flandern, Seinemundingen, Aquitanien); men først de frankiske Borgerkrige i 833 og 34 var det, som for Alvor lokkede Danerne ud paa stadige Anfald: i 834 seilede de første Gang opad Rhin til Dorestad, i 835 viste de sig ved Themsens Munding, og samtidigt dukkede de op ved Loire. Har der forud for denne Tid gaaet en Periode af rolig Søhandel (over Frisland), maa det have været i Tiden efter 819, da Forholdet mellem Nabostaterne atter var blevet fredeligt, og den har udviklet sig efter Krigstogene, ikke forud for dem. Men om Seilads tvers over Nordsøen – fra Danmark til England – kunde der neppe være Tale, førend Danerne lærte dette aabne Hav nærmere at kjende, og deraf, at Anfaldene paa England i den første Menneskealder stadig sker ved Themsen og Kanalen, medens Nordostengland først angribes 866, og at selv da Danerne kommer did fra Ostangeln, har man vel ialfald en vis Ret til at slutte, at disse nordlige Farvand i Begyndelsen var ukjendte, at Danerne lærte dem at kjende lidt efter lidt paa Kystfarter og først senere vovede sig ud paa den farlige Fart tværs over det aabne Hav.

Noget anderledes forholder det sig med Nordmændenes første Reiser over Nordsøen. For at naa til de britiske Øer maatte de seile over Nordsøens smaleste Punkter til Shetlandsøerne og Orknøerne, og først derfra kunde de følge Kysterne. Om Opdagelsen af denne Søvei foreligger der ingen Oplysning; den kan enten være skeet ved et Tilfælde – ved at et Skib er drevet vestover og derved fandt Veien, saaledes som da Island blev opdaget – eller ogsaa kan irske Paper have ufrivilligt vist sine Fiender Veien. Men at denne nye Vei er funden, derom kan der ingen Tvivl være; dels viser sig jo allerede før 800 Hørder ved Englands sydlige Kyst, dels er det jo efter Dicuil sikkert, at Nordmænd allerede adskillige Aar før 825[38] havde vist sig paa Færøerne og skræmt de irske Eneboere væk. Og den sidste Kjendsgjerning er efter min Mening tilstrækkelig til at afvæbne enhver Indvending mod, at de om 790–800 seilede over Nordsøen til de britiske Øer, thi saa lange Farter som til Færøerne gaar man ikke til paa de første Aar efter Aabningen af denne Havfart, og paa den anden Side: kan man saa tidligt vove sig ud paa det aabne Verdenshav, forudsætter dette en tidligere Øvelse i Seiladsen over Nordsøen. Det samme Folk, som før 825 kom til Færøerne, maatte allerede tidligere have opdaget Veien over til de skotske Øer og Skotlands Kyster.

TILLÆG.

Hr. Steenstrup har i sin sidste Bog viet en hel Række Noter til Behandling af mit seneste Skrift „Kritiske Bidrag til vikingetidens Historie“ (I); navnlig har han havt den Fornøielse at opdage og paapege en hel Række saakaldte Selvmodsigelser hos mig. For at dette ikke skal staa uimodsagt, finder jeg det her nødvendigt at gaa nærmere ind paa disse og paavise, hvorledes hans Polemik beror paa ganske besynderlige Misforstaaelser, og jeg tvivler ikke om, at den begavede Forfatter ved nærmere Studium af min Bog selv vil indse dette. De af dette Tidsskrifts Læsere, der ikke interesserer sig for Detailspørgsmaal i videnskabelig Polemik, advarer jeg paa Forhaand mod at fordybe sig i det følgende, hvor jeg Skridt for Skridt er nødt til at citere og gjennemgaa Hr. Steenstrups Bemærkninger.

S. 26. „I nyt norsk Tidsskrift I, 149 ff. hævdede Storm bestemt, at Dani i de frankiske Annaler indbefattede ogsaa Norske, og at jeg havde stor Uret i min Antagelse, at det var Danske alene. Et halvt Aar efter udtalte Storm, uden at omtale sin tidligere Mening (Norsk historisk Tidsskrift II R. 1, 411), „i de frankiske Annaler tro vi neppe der skal paavises noget Sted, hvor Dani bruges som skandinavisk Fællesbetegnelse ligesom Normanni“. Hvorledes Storm nu vil faa Norske med paa hint Irlandstog [Aar 812], véd jeg ikke, da Enhardi Fuldenses Annales 812 have classis Danorum Hiberniam aggressa.“ Hermed hænger det saa sammen, at jeg paa første Sted ikke taler om Daner, men om Normanner [Hr. Steenstrup synes at have gjengivet min Mening efter Hukommelsen], saa der ingen Modsigelse er. En Forfatter som Enhard – den eneste, som kalder de tidligere Vikinger Daner – sætter jeg selvfølgelig ganske ud af Betragtning, hvor vi har hans Original; thi han er ikke primær Kilde, men afskriver og (hyppigt) forvansker Annales Einhardi, der paa tilsvarende Sted har classis Nortmannorum. (At dette er Forholdet mellem disse to Annaler, indrømmer ogsaa Hr. Steenstrup indirekte ved S. 13, Note 5, at citere Einhard, ikke Enhard). S. 324 varierer Hr. Steenstrup atter dette: „Dani i de frankiske Annaler betyder Beboere af Danmark. Denne Sætning er da ogsaa endeligen (!) bleven tiltraadt af Professor Storm, efter at denne Forfatter først havde bekjæmpet den“ (!). Og i Noten: „Prof. Storm udtalte i Nyt norsk Tidsskrift I, S. 154 som Resultat af en Undersøgelse om dette Spørgsmaal: at de sydligere Folks dunkle geografiske Forestillinger gjør, at de bruger Normanner og Daner om hverandre, snart som Fællesnavn, snart som Navn paa den enkelte Nation. I norsk historisk Tidsskrift II R. 1, S. 411 udtaler samme Forfatter dog, at man næppe skal kunne paavise noget Sted i en frankisk Annal fra 9de Aarhundrede, hvor Dani bruges som Fællesbetægnelse; i Optrykket i Kritiske Bidrag S. 68 hedder det omtrent ligeledes: „og i de frankiske Annaler fra 9de Aarh. bruges neppe Dani som skandinavisk Fællesbetegnelse ligesom Normanni“. – Hvor glædeligt det end er, at denne Sætning altsaa synes at ville blive godkjendt, kunde jeg dog have ønsket, at Prof. Storm havde udtalt, at det Resultat, hvortil han endelig kom, og som er saavidt forskjelligt fra Historikerne tidligere Anskuelser, var hævdet og først fremsat af mig, og at han selv tidligere havde bekjæmpet det.“

Hvis nogen skulde ønske et iøinefaldende Exempel paa Steenstrups Maade at citere og fortolke Modstanderes Ord, saa kan dette benyttes. Min Bekjæmpelse af Theorien om, at Dani er = Danske, existerer kun i min ærede Modstandere Fantasi, Selvmodsigelsen altsaa ogsaa; hvis han havde citeret det første Sted i Sammenhæng, vilde enhver kunne se, at der omhandles Fællesnavnet Normanner, og naar jeg taler om de sydlige Folks dunkle geografiske Forestillinger, viser den foregaaende Udvikling, som er for vidtløftig til her at citeres, at jeg ikke sigter til de frankiske Rigsannalers Forfattere, hvis Kundskaber og Evne til at beherske sit Stof jeg oftere har fremhævet. Naar Hr. Steenstrup vil hævde for sig den mageløse Opdagelse, at Dani er = Danske, og er misfornøiet over, at jeg ikke har citeret ham som opdager-, maa jeg beklage fremdeles at være uenig med ham. Hvis dette er en Opdagelse, er ialfald ikke Hr. Steenstrup den første Opdager, thi det har dog været Forudsætningen ogsaa hos tidligere Forfattere, og jeg agter slet ikke at gjøre Fordring paa nogen Opdagerret, naar jeg gjør opmærksom paa, at denne Antagelse ligger til Grund for min Afhandling i 1873 „om Ynglingatal og de norske Ynglingekonger i Danmark“, men at jeg ingensteds fastholder den saa ensidigt som Hr. Steenstrup.

S. 325: „Storm bemærker, at fordi Vestfold (Grevskabet Laurvig) 813 hørte ind under Danmark, derfor behøver det ikke at være dansk 843, og at „Westfaldingi, der plyndre Nantes i dette Aar, altsaa ikke af mig bør opfattes som Danske. Hertil skal bemærkes, at Vikingerne, som plyndre Nantes 843, vistnok (dette antager i alt Fald Storm, Bidrag S. 62) ere de samme som dem, der plyndre i Aquitanien 844, eg disse vare i Følge Prudentius (se 844, 845) Dani, altsaa Danske, saa at ogsaa her Storm kommer i Modsigelse med sig selv.“ Ogsaa denne selvmodsigelse tænker jeg vil bortfalde, naar jeg citerer mine Ytringer S. 62 i Sammenhæng: „Disse Vikinger kaldes dels med Fællesnavnet Normanni, dels med de mere specielle Navne Dani og Wesfaldingi (ɔ: Mænd fra Vestfold i Norge); man ser saaledes ogsaa her, at i fremmede Farvand ligesom i sine Hjemland optræder i denne Tid Daner og norske Mænd i Fællesskab.“

S. 93. „Prof. Storm har i sine nye Bidrag til Vikingetidens Historie S. 67 kategorisk erklæret, at Raghnall „gjengiver paa Irsk ikke Ragnar, men Ragnvald; den Kongesøn Raghnall mac Albdan, som et irsk Annalfragment omtaler i Forbindelse med Yorkslaget 867, kan altsaa ikke, som jeg har paastaaet, være Ragnar Lodbrog. Storms Skrift frembyder imidlertid den Mærkelighed, at dets Forfatter udtaler den Formodning, at Halfdan fra Northumberland – er den Halfdan Ragnvalds (læs: Raghnalls) Søn, som en irsk Annal siger dræbt paa Irland 877. Det maa fremdeles erindres, at Storm ikke i mindste Maade tvivler om, at det er Lodbrogs Søn Halfdan, der hersker i Northumberland. Saaledes har Prof. Storm været nødsaget til at fremdrage et Kildested, hvori en irsk Annal gjengiver Ragnar (Lodbrog) ved Raghnall – og har kun yderligere bragt Bevis for Rigtigheden af min Formodning, at Raghnall betyder Ragnar og særlig den berømte Viking.“ Jeg skal ikke opholde mig ved Tonen i dette Indlæg, der er saameget mindre klædelig, som Forf. har komplet Uret, heller ikke ved Udtrykket „har været nødsaget“, hvad der naturligvis er komplet usandt; jeg skal blot atter og atter gjøre opmærksom paa, at den Kong Raghnall, hvis Sønner gjorde Tog til Afrika [Forbindelsen med Yorkslaget er meget tvivlsom], kaldes Konge i Lochlann og hans Sønner „Lochlannaig“ – hvilket i denne Krønike overalt ellers betyder Nordmænd –, medens den Halvdan Raghnallssøn, der faldt i 877, kaldes dansk Høvding[39]; saalænge Hr. Steenstrup ikke har præsteret Bevis for, at „Lochlannaig“ i denne Krønike eller endog overhovedet i irske Krøniker fra 9de Aarhundrede betyder „Daner“ eller ialfald „Nordboer“, saalænge maa den norske Ragnvald Halvdanssøn, hvis Sønner for til Afrika 858, adskilles fra den danske Ragnvald, hvis Søn Halvdan faldt i Irland 877. Og saalænge der ikke er præsteret ialfald sproglige analogier for, at Raghnall betyder Ragnar (at Endelsen ar f. Ex. i Ivar paa Irsk gjengives med all), saalænge vil vel enhver Sprogmand fastholde, at det her som ellers betyder Ragnvald.

S. 158. „Naar Prof. Storm endelig fortolker [Roric] nepos Herioldi saaledes, at Rorik var en Ætling af en dansk Konge Harald, der havde levet i det foregaaende Aarhundrede, da kan jeg fremdeles kun anse denne Fortolkning for yderst kunstlet.“ Jeg skal endnu engang repetere Hovedstederne: ved 812 nævnes Anulo nepos Herioldi quondam regis, derpaa hans Brødre Reginfrid og Heriold, som altsaa ogsaa er nepotes Herioldi. Ved 850 beretter endvidere Rudolf af Fulda om Røriks Forhold efter sin Broder Haralds Død – altsaa ogsaa Rørik var nepos af den „ældre“ Harald. At denne ældre Harald endnu erindres ved 850, fremgaar af 1) at Ann. Xantenses kalder Rørik Broder af den føromtalte yngre Harald, og af 2) at Prudentius udtrykkelig kalder ogsaa Rørik „nepos Herioldi“. Til yderligere sikkerhed for at Rørik var Haralds Broder, ikke hans Brodersøn (som nu Steenstrup gjetter paa), henvises til, at Haralds Søn Rodulf udtrykkelig kaldes i Annales Xantenses ved 873 nepos af Rorik, – og efter de karolingieke Annalers Sprogbrug betyder nepos fortrinsvis Brodersøn. Det kan altsaa ikke „indrømmes, at Kilderne her ere dunkle“, undtagen naar man vil afvige fra dem.

S. 299–301 findes en lang Polemik mod min Opfatning af Sagnet om Luna, hvoraf jeg blot skal anføre: „Beretningen om Lunas Indtagelse findes nemlig hos Dudo, der øste af Traditionen i Normandiet, og hos en stor Mængde andre normanniske Forfattere, og det gaar ud paa, at Normannerne paa deres store Middelhavstog, der vitterlig fandt Sted 859–61, ved en bestemt List erobrede Luna. Denne Tradition om at Luna paa et bestemt Togt, til en bestemt Tid, paa en bestemt Maade er bleven erobret af en bestemt Anfører, vil Storm redde ved at paavise, at Luna ganske vist erobredes, men paa en anden Tid, af en anden Nation, under en anden Anfører og paa andre Maader.“ Jeg gjentager det: naar man har Hr. Steenstrups Talent til at arrangere Modsætningerne, har man paa Forhaand Spillet vundet. Men Sagen kunde ogsaa fremstilles anderledes, f. Ex. saa: Dudo, der kun øste af usikre Traditioner, dels normanniske, dels almindelige nordfranske, og levede halvandet Hundrede Aar senere end Middelhavstoget, er den eneste Kilde til denne Beretning, thi alle andre Berettere har laant fra ham: han henfører alle Normanners Bedrifter, (tidligere end Rollo) til Hasting og overlader ham naturligvis ogsaa denne Bedrift; han beretter, at Hasting efterat have forladt Gallien (hvilket denne gjorde 882) drog ud for at erobre Rom, men kom til Lune (som efter samtidige Kilder blev plyndret af en afrikansk Hedningehær i 849) og indtog denne By ved den bekjendte List og derpaa drog tilbage til Gallien (medens Hasting var borte i 8 Aar). Af Hr. Steenstrups „bestemt Tog, bestemt Tid, bestemt Maade“ lader saaledes kun det sidste sig redde, og Beretningen er og bliver et Folkesagn, som ikke har støtte i nogen samtidig Kilde, men kun findes hos en Sagnkræmmer, der er overbevist om at have dynget paa sin Helt Bedrifter, der er udførte af andre.

S. 306. „Uagtet nu Prof. Storm har for at forklare de allerførste vikingetog og for at paavise deres Retning fremstillet Orknøerne som en fast Station, hvorfra de første Hærgefarter udgik, fremsætter han dog i samme Skrift den Sætning, at Orknøerne omkring 844 vare ubeboede, idet Indbyggerne vare flygtede eller bortførte som Trælle, medens Nordmændene endnu ikke havde nedsat sig her. Disse to Theses synes bestemt at modsige hinanden, og ligesom den førstes Urigtighed alt er paavist, saaledes har den anden neppe nogen Grund at støtte sig til.“

Ikke destomindre kommer Hr. Steenstrup paa næste Side (307) netop til samme Resultat som jeg, nemlig „at de skotske Øer ere blevne hjemsøgte af Vikinger fra Begyndelsen af 9de Aarhundrede, og at navnlig norske Vikinger have benyttet dem som Mellemstation paa deres Farter fra Norge til Irland“. Saa lyder virkelig hans Ord, og derfor synes det mig ikke Umagen værd at optage til Drøftelse det vigtige Punkt, enten jeg har Ret til at sige „fast Station“ eller (som Hr. Steenstrup) „Mellemstation“; jeg aner ikke Forskjellen. Ligesaa liden Anledning til Diskussion giver Hr. Steenstrups Bemærkninger S. 314 om Ragnvalds Ophold paa Orknøerne. Han gjengiver mine Ord „slog sig ned der“ med „bosatte sig der“, protesterer mod denne [hans egen] Udlægning og forlanger, at der skal staa „opholdt sig nogen Tid paa Orknøerne“! Gjerne for mig; men naar han tilføjer „ja der antydes i Annalen, at han var der kort og strax efter blev dræbt“, skal jeg her kun bemærke, at saa forstaar jeg ikke Ordene. Hvad Hr. Steenstrup forøvrigt her fortsætter om, viser kun, at han ikke har givet sig Tid til at sætte sig ind i mit (kanske noget kortfattede) Ræsonnement, hvilket jeg for hans egen Skyld beklager, da derved hele det vittige Bombardement S. 314–16 bliver virkningsløst.

Hr. Steenstrups „Efterskrift“ kan jeg lade uberørt: den er et Hastværksarbeide, der lider dels af Unøiagtigheder, dels af urigtige Citater og tillægger mig Meninger, som jeg aldrig har udtalt. Den er forøvrigt livligt skrevet og kan læses med Fornøielse, navnlig har jeg havt stor Fornøielse af hans Slutningeprædiken til mig, som forøvrigt derved ikke er bragt til at angre mine Synder. Forsaavidt hans Bemærkninger indeholder Holdepunkter for en videnskabelig Diskussion, skal jeg komme tilbage til disse, saasnart Leiligheden tilbyder sig.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ under særskilt Titel: Vikingetogene mod Vest i det 9de Aarhundrede, af Johannes C. H. R. Steenstrup. Kjøbenhavn 1878 (Klein).
  2. ↑ i Nyt norsk Tidsskrift I (og i „Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie“ I).
  3. ↑ Celtic Scotland I, S. 304.
  4. ↑ Som Exempel paa denne stadige Sprogbrug skal jeg nøies med at henvise til Adamnans Vita Columbæ (ed. Reeves p. 9) om Columbas Reise fra Irland til Skotland (Iona): hic anno ætatis suæ 42 de Scotia ad Britanniam enavigavit, og til Bedas Ord om Oswald (III, 6): Denique omnes nationes et provincias Britanniæ, quæ in quatuor linguas, id est Brittonum, Pictorum, Scottorum et Anglorum divisæ sunt, in ditione accepit.
  5. ↑ Dicuil, de mensura orbis, VII, 2: Juxta insulam Brittanniam multæ [insulæ], aliæ magnæ, aliæ parvæ aliæque mediæ, sunt aliæ in australi mari et aliæ in occidentali, sed magis in parte circii et septentrionis illius abundant.
  6. ↑ Om denne er Rathlinn paa Nordkysten (som jeg mener) eller Lambey paa Østkysten, N. O. for Dublin (som Steenstrup foretrækker), er ganske ligegyldigt og vel umuligt at afgjøre ad direkte Vei.
  7. ↑ se Earle’s Two of the Saxon Chronicles, Introduction, p. LXI–III.
  8. ↑ Assers Annaler (hos Gale): eo etiam tempore primum 3 naves Normannorum [id est Danorum] applicuerunt in insula quæ dicitur Portland. Steenstrup anser dette for upaalideligt, væsentlig fordi der i Aarhundreder senere (ved 982) forekommer en lignende Notits om, at 3 Vikingeskibe kom til Dorset og herjede paa Portland!
  9. ↑ Primus adventus gentilium Hiberniam (A) eller Gentiles venerunt ad Hiberniam (C). Monum. Brit. p. 834.
  10. ↑ Brut y Tywysogion, ed. by Williams ab Ithel. (Lond. 1860) S. 9.
  11. ↑ primus adventus gentilium apud dextrales ad Hiberniam (B).
  12. ↑ Naar Steenstrup hermed vil kombinere Simeon af Durhams Ord ved 799: „Mange Skibe blev overfaldte af Storm i det britanniske Hav og sank med en Mængde Mennesker“, kan jeg ikke se andet, end at her tales om kristne (engelske eller frankiske) Handelsskibe.
  13. ↑ Deraf, at Ulster-Annalerne først fortæller, at Vikingerne plyndrede Patriks Ø ved Man, og bagefter, at de tog Bytte paa Søen mellem Irland og Skotland, formodede jeg, at det ved denne Tilføielse „antydes, at de vare paa Hjemveien“, – nemlig fordi Ulster-Annalisten ikke hørte mere til dem og de saaledes kunde antages at være vendt hjem Veien nord om Skotland. Men ogsaa heraf har Hr. Steenstrup taget Forargelse og tilføier den velvillige Insinuation: „Paa den Maade vilde man ved en lille Smule Behændighed kunne faa et „vi ere fra Norge“ ud af hvert Kildested.“ (!)
  14. ↑ Da jeg tidligere ikke kjendte Brevet af 26de Marts 800, har jeg i „Kritiske Bidrag“ med Urette sagt, at Karl ikke kom længer nord end til St. Riquier, hvilket herved berigtiges. Derimod faar Hr. Steenstrups Formodninger S. 32–33 om mine mulige Misforstaaelser staa for hans egen Regning.
  15. ↑ Ann. Einh. 809 (cfr. 808).
  16. ↑ Ann. Einh. 811: claasem quam anno superiori fieri imperavit.
  17. ↑ Vita Hludowici imperatoris, Pertz II, 614: Præceperat namque tunc temporis fabricari naves contra Nordomanicas incursiones in omnibus fluminibus quæ mari influebant.
  18. ↑ Ann. Einh. Pertz I, 200.
  19. ↑ Chron. Moiss., Pertz II, 259: Exierunt autem Nortmanni cum navibus suis in Frisia, et fecerunt ibi grande malum, capuerunt viros, mulieres et prædam magnam.
  20. ↑ Pertz II, 413: Nam omnibus diebus quibus idem Dei famulus in hoc seculo vixerat, pax fuit undique læta, ut nullus putaret hiis regionibus aliquam perturbationem a Northmannis evenire posse; sed post obitum ejus a gente sevissima Northmannorurn innumerabilia pene annis singulis perpessi sumus mala.
  21. ↑ Kritiske Bidrag S. 16. Om Hr. Steenstrup Misforstaaelse af mine Ord, se Tillægget.
  22. ↑ se Krit. Bidrag S. 20.
  23. ↑ Grubitz, Kritische Untersuchungen über die angelsächsischen Annalen bis zum Jahre 893. (Göttingen 1888). Theopold, Kritische Untersuchungen über die Quellen zur Angelsächsischen Geschichte des Achten Jahrhunderts. (Lemgo 1872). Paa disse Værker, som ikke fandtes paa vort Universitetsbibliothek, er jeg først bleven opmærksom ved Citater hos Hr. Steenstrup.
  24. ↑ Skriveren af A har udeladt „Norðmanna“, aabenbart fordi Skriveren kjendte Forskjellen mellem Daner og Nordmænd, men derved bliver den første Sætning meningsløs.
  25. ↑ Paa samme Maade svarer Mandsnavnet Hæreð (Beow. 1929), sax. Harid, med Afledningsendelse -iþ til oldn. Hörðr (ht. Harud) med Afl. -uþ, eng. hæleð (ht. helit) til oldn. hölðr osv.
  26. ↑ Bekehrungsgeschichte I, S. 66. Rigtignok gjør Steenstrup opmærksom paa, at Hardesysel i Jylland ogsaa engang kaldes „Hörðaland“ (Fornm. S. I, p. 114), men paa vedkommende Sted – et Haandskrift fra 14de Aarhundrede! – er Hörðaland tydeligvis kun Afskriverfeil for „Hörð á Jotlandi“, som alle andre Haandskrifter har.
  27. ↑ f. Ex. Personnavnene Scild (Skjold), Healfdene (Halvdan), Beovulf (Bjolv), Onela (Aa1e), Folkenavnene Geátas (Gauter), Reáman (Raumer), Eótenas (Jyder), Sveón (Svenske), Þróvende (Thrønder), Rugas (Ryger), Hæðnas (Heiner), se Beovulf og Widsid. I Verset „mid Hæðnum and mid hæleþum and mid Hundingúm“ (Widsið v. 81) retter Grein sindrigt hæleþum til Hæreþum ɔ: Horder.
  28. ↑ mellem 59½ og 61° n. Bredde, medens Norge i 9de Aarhundrede var beboet mellem 58° og 69°!
  29. ↑ Hist. Regum ed. for the Surtees society I, 33.
  30. ↑ S. 24 bruger Hr. Steenstrup det tvetydige Ord „nordenfjeldske Norge“ for rigtig at fjerne Hordaland saa langt Nord som muligt!
  31. ↑ se Abel, Jahrbücher des frankischen Reichs unter Karl dem Grossen I, 253.
  32. ↑ han henviser bl. A. til Førstemanns Namensbuch, hvorfra man netop kan hente Argumenter mod ham.
  33. ↑ Saxon Chronicle ved 779.
  34. ↑ Dümmler I, 311.
  35. ↑ Dehio, Gesch. des Erzbistums Hamburg-Bremen, S. 58.
  36. ↑ Ann. Laur. 782, 798. Ann. Einh. 804, 808.
  37. ↑ Ann. Einh. 809.
  38. ↑ jeg har i „Kritiske Bidrag“ sagt „om 800“. Steenstrup paastaar S. 305, at Dicuils Ord henviser os netop til Tiden om 815–20.
  39. ↑ se Steenstrup S. 92.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Vikingetogenes_tidligste_Udgangspunkter&oldid=214028»