Vinald eller Vinalde?

Den Erkebiskop i Nidaros, som i 1387–88 var virksom ved Dronning Margretes Valg i Norge, kaldes af de nyere Historikere Vinalde; tidligere kaldtes han Vinald, men det ser ud til, at Keyser har indført Navneformen Vinalde og at derefter, Munch i de senere Dele af sin „Norske Folks Historie“ har fulgt Keysers Exempel. Man vil imidlertid ved at slaa efter i Diplomatariet finde, at Navnet overalt skrives Vinalder eller Vinaldr: derimod har de islandske Annaler Formen Vinalldi. Det forekommer mig ikke tvilsomt, at originalbrevene her maa følges, f. Ex. Retterboden af 1392 (D. Norv. VI No. 338), hvor Navnet i østlandsk Dialekt endog skrives Vinaldar (= Vinaldr). Ogsaa de, som senere bærer dette Navn i Norge, bør kaldes Vinald, f. Ex. den Kannik i Nidaros, som synes opkaldt efter Erkebiskopen og vel var hans Frænde, heder Vinallder Steinfinnssøn. Navnet er ellers meget sjeldent, saa at man maa antage det for fremmed i Norge. Da Erkebiskopen, som havde faaet sin geistlige Opdragelse i Linköping Stift, engang kalder sig „Vinalder Henzasson“ (D. Norv. III No. 312), er det, som Daae formoder, sandsynligt, at hans Fader har været en i Sverige bosat Tysker; isaafald svarer „Vinald“ ganske til det tyske Navn Winolt, – og med dette Navn benævnes Erkebiskopen ogsaa stadigt i hanseatiske Dokumenter (f. Ex. Hanserecesse 1395–99). Vinalde bliver altsaa et islandsk Forsøg paa at nationalisere det tyske Navn; paa samme Maade beholder Islændingerne Navneformerne Sigvalde, Aavalde, Thoralde, medens disse Navne allerede i 14de Aarhundrede hyppigt og senere stadigt i Norge lyder Sigvald (Sevald), Aavald, Torald (Tarald).

18. Febr. 1900.

Gustav Storm.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.