Ængstelig Forventning
En lummer Middagsro er udbredt over
den ynde-rige, skyggefulde Egn,
en Ro, der grunder paa hvad Himlen løber
med sine Solglimt mellem Uveirstegn.
Thi over Graneskovens lyse Toppe
udfolde sig de sorte Skyer nu.
Den strenge Magt, som ruster sig der oppe,
har fyldt Naturen med en stille Gru.
Paa Lundens Kroner og paa Eng og Ager
hviler endnu det sommervarme Lys;
men gjennem disse Løvpauluner drager
det korte Vindstøds ængstelige Gys,
og Fuglen standser nu sin bløde Trille,
og smutter dybest i det grønne Ly,
mens Draaber falde enkeltviis og stille
paa Lindebladet fra den mørke Sky.
Alt er Forventning og tungsindig Anen,
og Livet drager her sin Aande tungt.
Just nu, da Solen vil gaae nedad Banen,
staaer Dagens Skjæbne paa sit Vendepunkt.
I denne tunge, smertelige Pause
hvert lille Plantehjerte angstfuldt slaaer;
i Markens pludselige Duft det tause,
bønlige Suk fra Blomsterlæben gaaer.
Jeg sidder selv i Tanker under Løvet,
og deler Egnens hemmelige Nød;
thi Angst og Bæven, som min Sjæl har prøvet
fandt her sit Speil i Ensomhedens Skjød.
Med ydre Ro, lig den, jeg her betragter,
hvor ingen Skabning nyder Livet trygt,
hilsed jeg tidt de skjæbnesvangre Magter,
der holde Sjælen mellem Haab og Frygt.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |