Paa Fjeldet
Nu sidder Huldren paa Tue
og blæser i Luren og er saa glad;
thi Aftenhimmelens Lue
spreder sit Guld paa det bævende Blad.
Naar Huldren spiller i Lien
sin gamle Vise en Sommerkveld,
da gjenklinger Melodien
langt borte i Bygden, fra Fjeld til Fjeld.
Og frem bag mosede Stene
titter den blomstrende vilde Lind,
og suser med sine Grene,
og strøer sine Blomster i Aftnens Vind.
Og Fossen i Klippefuren
nedstyrter mod Dybet med stærkere Magt,
og dandser saa vildt til Luren,
og ryster sin tindrende Sølvmorsdragt.
Paa Skrænten ved Sætervangen
staaer Jetergutten i Aftnens Glands,
og lytter til Huldreklangen,
og trylles og dysses af Fossens Dands.
Han dysses til han vil blunde
og hvile sit Hoved hvor Lyngen groer;
han tænker: ak, hvem der kunde
være derinde, hvor Huldren boer!
Da kommer hun let og stille,
og kysser i Fjeldet den brune Dreng,
og lærer ham sødt at spille
paa guldvunden Lur og paa Silkestræng.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |