Anarkiets Bibel/Bog VII
Aarsagen til den ukyndige navigering
og hvorledes strandingen foregik
KAPITEL I
Et centralstyre vilde ha forudset faren
og raabt varsko
Denne økonomiske forbrydelse blev ikke begaat af ond vilje og med velberaad hu; de frygtelige følger af den gik jo ud over os selv ligesaavel som over befolkningen — masser af os blev bragt til ruin og fallit. Naar vi handlet som vi gjorde var det kun fordi vi ikke længer var vor opgave voxen. Ulykken var at vi hadde organiseret os i hundrede-tusen selvstændige aktieselskaber der drev forretning for hver sin regning og administrertes af hundrede-tusen selvstændige direktører, som hver især bare tænkte paa sit eget selskabs økonomi. Dermed var landets økonomi git paa baaten og maatte sejle sin egen sø. Hadde vi isteden derfor nu staat organiseret som et eneste stort aktieselskab, under ledelse af et centralstyre, der blandt andet hadde hat til opgave stadig at holde rede paa forholdet mellem forbrug og produktion, da vilde jo dette centralstyre, i god betids før det kritiske vendepunkt var naad, ha sagt til os aktionærer og til de øvrige svingere af pengepisken:
— Paa det og det tidspunkt vil vort nye produktions-apparat være færdigt og vi staar da ansigt til ansigt med en ny situation, som vi ikke vil kunne mestre, hvis vi ikke paa forhaand har gjort os klart rede for den og truffet vore foranstaltninger til at møde den:
Foruden et kvantum landmands-produkter, som bruges til at afbetale statens gjæld med, frembringer vi fra det nævnte tidspunkt af, selv alt hvad landet forbruger. Men dengang barbarerne kom reducerte vi jo landets forbrug ned til et minimum, og har siden ikke øget det igjen. Befolkningen faar endnu fremdeles ikke andet for sit arbejde end akkurat det uundværlige; og vi selv lever endnu bestandig lige tarvelig og tillader os ingensomhelst luxus. At produktionen under disse omstændigheder dækker landets forbrug vil ikke si andet end at vi endelig er naad frem til selv at producere, hvad vi kan kalde „det nødvendige for alle“. Heldigvis kommer denne produktion ikke til at sluge hele landets arbejdskraft; betjeningen af det nye produktions-apparat vil nemlig ikke komme til at lægge beslag paa mere end 60 procent af den industrielle arbejdsstyrke vi raader over, og de resterende 40 procent af den vil altsaa bli ledige i det øjeblik produktions-apparatet er lavet færdigt. Sier vi nu at landbefolkningen udgjør halvparten, den uproduktive befolkning en fjerdepart, og industri-befolkningen den resterende fjerdepart af landets samlede befolkning, saa er det altsaa 10 procent af hele landets arbejdskraft, som dermed blir disponibel for øjemed der ligger ud over det nødvendige — og situationen er da denne:
De 90 procent af befolkningen, som dels er optat med at producere „det nødvendige for alle“, dels med det nødvendige uproduktive arbejde, kan for den løn vi gir dem ikke kjøbe mer end akkurat hvad de behøver. Af det de 90 procent frembringer beholder altsaa vi pengepisk-svingere tilbage ikke blot hvad vi selv bruger, men desuden ogsaa hvad de resterende 1 procent af befolkningen behøver for at kunne leve. Sætter vi saa disse 10 procent til at frembringe hvad vi ønsker frembragt ud over „det nødvendige for alle“, og lønner dem som vi lønner de andre, da vil jo de for sin løn bare akkurat kunne afkjøbe os, hvad vi har tilbage af de 90 procents produktion — og vort netto-udbytte af den hele produktions-forretning kommer altsaa til at bestaa i det vi har sat disse 1 procent til at producere.
Dette er jo ikke just noget særdeles storartet resultat, naar vi betænker at 60 procent af vor industrielle arbejdsstyrke har faat sin produktions-evne mangedoblet ved hjælp af det nye produktions-apparat. Men masseproduktions-systemet kræver nu engang en ganske vældig mængde transport og et yderst vidtløftigt og indviklet handels- og regnskabsvæsen — hvad der altsaa sluger en mængde arbejdskraft — og udbyttet kan derfor ikke bli større. Hadde det staat i vor magt at lave et endnu mere arbejdsbesparende produktions-apparat, da vilde selvfølgelig en større arbejdsstyrke blit disponibel for øjemed der ligger ud over det nødvendige, og vort udbytte vilde altsaa blit større. Men med det produktions-apparat vi har, blir bare 10 procent af landets arbejdskraft disponibel, og vort udbytte kan da umulig komme til at bestaa af noget andet eller mere end det vi sætter disse 10 procent til at frembringe.
Vi maa derfor ikke bilde os ind, at vi naar produktions-apparatet er færdigt, fremdeles som før kan bli ved at øge vor fortjeneste ved hjælp af de nye foretagender hvormed vi sætter den disponible arbejdsstyrke igang. Vor fortjeneste har, i det øjeblik produktions-apparatet blir færdigt, naad sit maximum — og ethvert forsøg paa videre at øge den kan bare bringe ulykke over os selv som over befolkningen.
Et enkelt tanke-experiment vil gjøre det soleklart indlysende for enhver:
Lad os et øjeblik gaa ud fra, at vi efter at være naad frem til at producere „det nødvendige for alle“, beslutter at anvende alle de penge vi tjener til at frembringe luxus for os selv. Vi sætter da, til at begynde med, hele den disponible arbejdsstyrke igang med at lave os et apparat til at producere luxus paa — og vi lar dem lave det saa stort, at hele arbejdsstyrken, naar apparatet er sat op, kan sættes til at producere paa det. Da aflønningen af hele den disponible arbejds-styrke akkurat sluger hele vor fortjeneste, kommer det færdige apparat akkurat til at koste os de penge vi har tjent mens det blev lavet. Og det samme blir ogsaa tilfældet med den første forsyning af luxus-artikler som frembringes — den kommer til at koste os akkurat de penge vi har tjent mens den blev frembragt. Har det f. ex. tat en uge at frembringe den, saa gaar om lørdagen hele vor ugefortjeneste med til at lønne arbeidsstokken som har frembragt den.
Men sælges saa disse luxus-artikler for akkurat det de har kostet, og vi i den næste uge kjøber bort i luxus hver skilling vi tjener, da vil jo denne første forsyning akkurat være udsolgt naar lørdagen kommer — og med de penge salget af den har indbragt vil man akkurat være istand til paany at aflønne arbejds-stokken, som imens har frembragt en forsyning no. 2. Og kjøber vi saa ogsaa i den følgende uge hele vor fortjeneste bort i luxus, da vil jo, naar næste lørdag kommer, ogsaa forsyning no. 2 være udsolgt, og atter vil man, med de penge salget har indbragt, akkurat kunne aflønne arbejdsstokken, som imens har frembragt en forsyning no. 3. Osv. osv. — det hele vil gaa som det er smurt.
Finder vi derimod paa at ville tjene penge paa vor luxus-produktion, da gaar det hele pokker ivold. Sælger vi f. ex. for 120 hvad der bare har kostet os 100 at frembringe, da er det jo klart, at selv om vi kjøber luxus for hver skilling vi tjener, saa rækker vi i den første uge ikke længer end til at faa kjøbt de 5 sjetteparter af den første forsyning, og der ligger altsaa, naar lørdagen kommer, en sjettepart af den usolgt paa lager. Og næste lørdagaften kommer der til at ligge 2 saadanne sjetteparter usolgte, den derpaa følgende lørdagaften 3 osv. osv. At vi sælger vore luxus-artikler med profit bringer os altsaa ikke en skilling mere i kassen, end om vi solgte dem uden profit. Det eneste vi opnaar ved vort profit-salg er, kunstig at skabe „overproduktion“, og derved at gi chimæren „Arbejdsløshed" med den dobbelt-tvundne hale af Sult og Ruin anledning til at gjæste vore byer.
Paa produktionen af „det nødvendige for alle“ kan der tjenes penge, paa luxus-produktionen ikke. Den kapital vi nedlægger i luxus-apparatet kommer derfor ikke til at gi nogen rente, og luxus-apparatet kan følgelig ikke som nødvendigheds-apparatet laves for laante penge. Til at sætte luxus-apparatet op er der imidlertid brug for alle de penge som tjenes i landet, og bankerne maa derfor, mens arbejdet staar paa, fremdeles som før skaffe industriens gründere alle de penge ihænde, som tjenes af de øvrige pengepisk-svingere. Men i bytte for pengene kan de nu ikke længer faa rentebærende værdipapirer; de kan kun faa aktier i luxus-apparatet — og om end disse aktier kanske engang senerehen under forandrede forhold kan komme til at faa en værdi, saa er de jo ialfald foreløbig aldeles værdiløse, siden de ikke kan gi noget udbytte.
Saalænge anlægget af luxus-apparatet staar paa, faar vi altsaa bare værdiløse papirer for de penge vi tjener. Men til gjengjæld kan vi saa ogsaa, naar apparatet er færdigt og luxus-produktionen sat igang, for de penge vi derefter tjener kjøbe al den luxus som produceres. Og ikke blot kan vi det. Nej, kjøbes der ikke luxus for hver skilling som tjenes, saa blir der jo „overproduktion“, og chimæren Arbejdsløshed med den uhyggelige hale kommer da strax ansættende. Følgelig gjælder det først og fremst at sørge for, at de penge der tjenes ogsaa virkelig lar sig bruge. Og det er ikke
tilfældet med de penge der tjenes af centralbanken. Centralbanken er jo ikke en virkelig men bare en juridisk person, der selv ikke kan bruge andet end sine administrations-omkostninger. Det blir derfor nødvendigt at bemyndige staten til at bruge op centralbankens netto-indtægt til sin aflønning af uproduktive arbejdere — selvfølgelig mod en tilsvarende skattenedsættelse, der altsaa flytter centralbankens netto-fortjeneste over i vore lommer, saa den kan bli brugt. Fremdeles maa alle bankerne høre op med at øge sine reservefonds og fra nu af uddele hver skilling de tjener som udbytte til sine aktionærer. Og skulde endelig de gamle gründere ikke kunne raa med at bruge hele indtægten af sine vældige formuer, da faar de simpelthen følge centralbankens exempel og mod en tilsvarende skatte-nedsættelse afgi til staten hvad de ikke formaar at bruge. — Naar der paa denne maade er sørget for, at alle de penge som tjenes virkelig kan bruges, og vi saa allesammen samvittighedsfuldt bruger hver øre vi tjener, da vil altsaa vor økonomi fremdeles komme til at gaa iorden som hidtil — og vi vil i fred og ro kunne leve som herremænd af vor fortjeneste, mens befolkningen som før maa nøje sig med det uundværlige.KAPITEL II
Hvad centralstyret vilde ha foreslaaet
Dette kommer vi jo imidlertid ikke til at ville gjøre. Som værdige sønner af vore fædre vil vi uden al tvil, naar tiden er inde, ofre ialfald en del af de penge vi tjener, paa at lette befolkningens kaar. Lad os si at vi beslutter os til at ofre halvparten. Vi sætter da bare halvparten af den disponible arbejdsstyrke, altsaa 20 procent af hele arbejdsstokken, til at lave vort luxus-apparat; den anden halvpart, de resterende 20 procent, sætter vi til at udvide nødvendigheds-apparatet i de brancher, hvis produkter befolkningen hidtil har været nødt til at spinke og spare paa for at faa sin løn til at strække til — og vi lar dem foreta denne udvidelse efter en saadan maalestok, at de allesammen, naar udvidelsen er besørget, kan sættes til at producere paa det udvidede apparat. Naar saa denne nye arbejdsstyrke har frembragt en første forsyning af nødvendigheds-artikler ud over det nuværende forbrug, maa naturligvis befolkningen sættes istand til fra det øjeblik af at kunne kjøbe baade denne første forsyning — og sidenefter alt hvad den nye arbejdsstyrke videre producerer. Dertil udkræves for det første, at industrien sænker niveauet for sin pristarif saa meget, at det større kvantum nødvendigheds-artikler, som de 80 procent af den industrielle arbejdsstyrke nu frembringer, kan kjøbes for de samme penge, hvormed man indtil da har betalt det mindre kvantum, der tidligere blev frembragt af de 60 procent. Dermed opnaar vi imidlertid endnu ikke helt vor hensigt. Vi pengepisk-svingere ønsker jo nemlig slet ikke at øge vort forbrug af nødvendigheds-artikler; hvad vi ønsker os ud over det vi nu forbruger, er jo ikke nødvendigheds-artikler men luxus — derfor anvender vi ogsaa hele den del af fortjenesten som vi har besluttet at beholde for os selv, til at lave et luxus-apparat. Vi pengepisk-svingere kommer altsaa til at kjøbe akkurat det samme kvantum nødvendigheds-artikler efter at nødvendigheds-apparatet er udvidet, som før — og da disse artikler nu er blit billigere, blir følgelig en del af de penge der tidligere gik med til vort forbrug, nu liggende ubrugte tilbage i vore portemonnæer. Til gjengjæld blir derfor ogsaa et kvantum nødvendigheds-artikler til værdi af disse ubrugte penge liggende usolgte paa lager og virker som „overproduktion“, hvis vi ikke — samtidig med at sænke prisniveauet — ogsaa ved en forhøjelse af befolkningens (de produktive som de uproduktive arbejderes) løn, flytter disse penge som vi selv ikke længer har nogen brug for, over i befolkningens lommer saa de kan bli brugt. Først naar det er gjort har vi helt opnaad vor hensigt — da først er befolkningen sat istand til for sin løn at kjøbe alt hvad den nye arbejdsstyrke frembringer.
At de penge vi selv ikke længer har nogen brug for, ved en lønsforhøjelse flyttes over i befolkningens lommer, betyder ganske vist en nedgang i vor brutto-fortjeneste; men da vort forbrug paa grund af de billige priser gaar ned med det tilsvarende beløb, gjøres derved intetsomhelst skaar i vor netto-indtægt.
At industrien sænker sit pris-niveau og nu sælger hvad 80 procent af dens arbejdsstok frembringer, for samme pris som den før solgte hvad de 60 procent frembragte, fører derimod til, at det tab i netto-indtægt som samtlige pengepisk-svingere er enige om at finde sig i til fordel for befolkningen, helt og holdent kommer til at bæres af industrien — og det er jo slet ikke meningen. Meningen er tværtimod den, at alle pengepisk-svingerne skal bære hver sin del af tabet. En udjevning maa altsaa finde sted.
For det første maa renten af det svimlende beløb som ejerne af det industrielle produktions-apparat skylder i bankerne, reduceres fra 7 % til 3½ %. Derved mister gjældsfondet, som bestaar af rente-bærende papirer, halvparten af sin værdi, og blir altsaa ikke længer istand til at betale mere end halvparten af statens gjæld. Det har imidlertid ingenting at sige. Skal landmændenes netto-indtægt bli reduceret ned til det halve af hvad den er da maa de ikke blot paata sig at betale resten af statsgjælden med halvparten af det guld de tar ind paa sit udenlandske salg; de maa desuden nu som før sende ind til bankerne overskuddet af sit indenlandske salg, skjønt bankerne nu for disse penge ikke kan gi dem andet end aktier i luxus-apparatet lydende paa halvparten af det indsendte beløb. Den anden halvpart af beløbet maa landmændene abandonnere til fordel for os andre pengepisk-svingere.
Paa den ene side er nemlig bankernes og deres klienters interesser gaat for nær ved rentens nedsættelse til det halve; og paa den anden side kan ejerne af industri-apparatet ikke engang betale saameget som den halve rente, hvis de netto skal tjene det halve af hvad de tjente før — det er jo let at se ved et exempel:
Lad os si at ejerne af industri-appftratet paa salget af sine produkter har et overskud af 27 millioner om ugen, efterat produktions-omkostninger, salgs-omkostninger og skatter er betalte. Af dette overskud betaler de 7 millioner i rente til bankerne, og beholder selv netto 20 millioner om ugen. Til at dække bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug medgaar 2 millioner kroner om ugen, og desuden hæver centralbanken paa gjældsfondets regning 1 million til at indløse landmændenes guld med. Bankerne centralbanken og de gamle grundere beholder altsaa tilsammen 4 millioner kroner tilbage som netto-fortjeneste. Landmændenes overskud paa deres indenlandske salg vil vi sætte til 3 millioner om ugen, og da de for sit guld faar 1 million, saa har ogsaa de en netto-fortjeneste af 4 millioner — og da de sætter pengene i banken, har altsaa bankerne hver uge 8 millioner at disponere over. Og det er akkurat det beløb industrien maa laane for at kunne lønne de 40 procent af arbeids-stokken som er blit disponibel for nye øjemed i det øjeblik nødvendigheds-apparatet er færdigt. Disse 40 procent af arbejdsstokken lønnes altsaa med 28 millioner kroner om ugen.
Nu vel: naar nu 20 af disse 40 procent sættes til at udvide det færdige produktions-apparat og øge produktionen af nødvendigheds-artikler, og industrien derefter sænker sit pris-niveau saa meget, at dens salgs-indtægt ikke øges med en øre ved hvad disse 20 procent af arbeidsstokken producerer, da vil jo det si, at industrien har øget sine udgifter med 14 millioner kroner om ugen, mens indtægterne vedblir at være som de var — og det ugentlige overskud paa salget af dens produkter blir da ikke længer 27 millioner men bare 13.
Men naar industri-apparatets ejere af disse 13 millioner maa betale 3½ million i rente til bankerne blir jo deres netto kun 9½ million, mens den bør være 10 millioner, siden den før var 20. For dem er altsaa selv den halve rente endnu for stor. Men for bankerne og deres klienter er den for liden. Ganske vist hæver centralbanken paa gjældsfondets vegne nu bare ½ million om ugen, siden landmændene har paatat sig at betale halvparten af statens gjæld; men til at dække bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug medgaar der fremdeles 2 millioner, og af de 3½ million som bankerne nu faar i rente blir der altsaa bare én million tilbage som netto isteden for to. Bankernes centralbankens og de gamle gründeres netto-fortjeneste er med andre ord ikke reduceret til halvparten men til fjerdeparten af hvad den var — de mangler en million i sin netto-fortjeneste, som ejerne af industri-apparatet mangler en halv million i sin.
Landmændenes overskud paa deres indenlandske salg er imidlertid fremdeles 3 millioner, og en halv million har de faat for sit guld. De sender altsaa 3½ million ind til bankerne, som dog bare krediterer dem for 2 millioner; de resterende 1½ million, halvparten af overskuddet paa deres indenlandske salg, maa landmændene nemlig abandonnere, og deres netto-fortjeneste er dermed, som ret og rigtig er, reduceret til 2 millioner, mens den før var 4. Af de abandonnerede 1½ million tar nu bankerne den ene million og bringer derved sin og sine klienters netto-fortjeneste op i 2 millioner; den resterende halve million fører de over paa industriens konto, hvis netto derved bringes op i 10 millioner.
Naar denne udjevning har fundet sted, tjener altsaa alle pengepisk-svingere halvparten af hvad de tjente før, mens den anden halvpart af fortjenesten kommer befolkningen tilgode. Og naar luxus-apparatet er færdigt og udvidelsen af nødvendigheds-apparatet besørget, kan altsaa vi pengepisk-svingere for vor reducerede fortjeneste akkurat kjøbe al den luxus som de 20 procent af arbejdsstokken frembringer, mens befolkningen ved hjælp af de lavere priser og den højere løn vil være istand til, foruden hvad den før brugte, ogsaa at kjøbe alle de nødvendigheds-artikler, der nu frembringes af de 20 procent af arbejdsstokken der er sat til at producere paa det udvidede nødvendigheds-apparat. Samtidig med at vi pengepisk-svingere kan føre et forholdsvis luxuøst liv, er altsaa befolkningen blit kvit alle økonomiske bekymringer. Godernes fordeling er med andre ord da blit omtrent som den var, før barbarerne kom. —
Noget i den smag er det jo vi kommer til at ville gjøre naar det kritiske vendepunkt er naad. Men skal vi, naar tiden er inde, strax kunne opnaa hvad vi vil, uden at vor økonomi noget eneste øjeblik bringes i uorden, da maa vi allerede nu vælge tillidsmænd og la dem træ sammen for at bestemme hvad der skal gjøres med vor fortjeneste fra det øjeblik af, at vor produktion naar frem til at dække det nuværende forbrug.
Hvor meget af det der da tjenes vi vil beholde for vor egen mund, og hvor meget af det vi vil gi afkald paa til fordel for befolkningen; hvad slags luxus-artikler vi selv ønsker at kunne kjøbe for den del af fortjenesten vi beholder, og hvad slags nødvendigheds-artikler der for resten af fortjenesten maa produceres til befolkningen for at den endelig kan bli sine økonomiske bekymringer kvit — alle disse spørgsmaal faar tillidsmændene nøje overveje og afgjøre. Og paa basis af den afgjørelse de træffer kan saa centralstyret la udarbejde den nye arbejdsplan som bliver at befølge fra det øjeblik af at vor produktion er naad frem til at dække det nuværende forbrug.
Ligger denne arbejdsplan færdig i beredskab naar det kritiske vendepunkt indtræffer, vil centralstyret øjeblikkelig kunne sætte de 40 procent af arbejds-stokken som da blir disponibel for nye øjemed, til at frembringe hvad vi selv og befolkningen ønsker at kunne kjøbe ud over det vi til da har maattet nøje os med. Og naar der samtidig ved ordningen af priser og arbejdsløn sørges for, at det ogsaa altsammen kan kjøbes — da vil der hverken kunne indtræde „overproduktion“ eller arbejdsløshed, og vor økonomi vil vedbli at gaa iorden som hidtil.
Ligger derimod ingen saadan ny arbejdsplan færdig i beredskab naar den nye situation indtræder, og vi altsaa blir nødt til foreløbig at la arbeidsstyrken gaa igang med en produktion paa maafaa, da vil aldeles sikkert det der produceres ikke altsammen la sig sælge, og dermed vil „overproduktion“ og arbejdsløshed indtræde og bringe hele vor økonomi i uorden.
Lad os altsaa, for at undgaa dette, strax skride til valg paa tillidsmænd, saa vor nye arbejdsplan kan ligge færdig naar der bliver brug for den.
KAPITEL III
De hundrede-tusen direktørers uforstand
Dette vilde jo centralstyret ha sagt til os aktionærer og til de øvrige pengepisk-svingere — hvis vi hadde hat et centralstyre. Men det hadde vi jo ikke. Vi hadde isteden vore hundrede-tusen selvstændige direktører, som hver især bare syslet med sit eget selskabs økonomi, og slet ikke gav sig af med at holde rede paa forholdet mellem forbrug og produktion — hvad der jo ogsaa i et land med 50 millioner indvaanere vilde vært en uoverkommelig opgave for hver enkelt af dem. Vor stadig voxende industri-produktion rak derfor frem til det punkt hvor den helt dækket landets forbrug, uden at nogen af os var opmærksom paa det — og dermed var en situation indtraadt, som nødvendigvis maatte bli skjæbnesvanger for os, siden vi ikke paa forhaand hadde rustet os til at møde den. Anende fred og ingen fare gled vi uden selv at vide af det ind i denne nye, farlige situation, og blev derfor yderst forbløffede ved pludselig at se „Overproduktionens“ gespenst dukke frem af jorden og gi sig til at æde vor fortjeneste op lige for næsen af os. Og da vi saa i befippelsen gav os til at slaas med spøgelset, som var det en fiende af kjød og blod vi hadde for os, istedenfor rolig at ta vor gamle formularbog frem og mane det i jorden igjen — saa kom jo strax arbejdsløshedens chimære med sin hale af Sult og Ruin susende paa sine skrækkens-vinger og spredte sin nød og elendighed ud over vore byer.
Det hele gik saaledes for sig:
Et nyt sæt etablissementer var blit færdigt, og vi var dermed i besiddelse af alt det materiel vi behøvet for at kunne frembringe hvad landet brsugte af industriartikler. Men det var der altsaa ingen af os om vidste. Gründerne sat derfor som sædvanlig den disponible arbejdsstyrke til at lave nok et sæt etablissementer af samme sort som dem vi hadde, skjønt der nu ingen brug var for flere af den slags, med mindre vi vilde sætte befolkningen istand til at øge sit forbrug — hvad vi slet ikke hadde nogen tanke paa, og derfor heller ikke traf nogen foranstaltning til. Saalænge disse første overflødige etablissementer var under anlæg gjorde de os imidlertid endnu ingen positiv skade. Men da de var færdige blev en del af den arbeids-styrke der hadde lavet dem sat til at producere paa dem, mens resten af arbeidsstyrken gik ivei med at lave et sæt no. 2 af samme slags overflødige etablissementer — og ikke før kastet saa sæt no. 1 det første resultat af sin overflødige produktion ind paa markedet, før det strax viste sig, at hvad der producertes ikke længer lod sig sælge.
Nu burde jo de hundrede-tusen direktører ha vaagnet af sin økonomiske dvale og fluxens kaldt sine aktionærer sammen, og sagt til dem:
— Før det sidste sæt etablissementer traadte i virksomhed, kunde vi endnu sælge hvad der blev produceret — nu kan vi det ikke længer. Hvorvidt det er alle de nye etablissementer som er overflødige, eller bare endel af dem, kan vi ikke vide før det statistisk er oplyst hvor store varemængder det er som nu blir liggende usolgte rundt omkring paa lagrene — og en saadan statistik gaar vi naturligvis strax igang med at lave. Men hvad det gjælder om hvis vi atter vil bringe vor økonomiske skude paa ret kjøl, det er, at svingerne af pengepisken skyndsomst organiserer sig og vælger tillidsmænd der bemyndiges til at bestemme, hvad der skal gjøres med de penge vi alle tilsammen tjener. For øjeblikket anvendes disse penge kun til at skabe døde værdier; dels forbrugs-artikler som ikke kan sælges, og dels nyt produktions-materiel som der ikke er nogen brug for — vi kaster med andre ord hele vor fortjeneste bort. Og det er vi desværre nødt til at bli ved med, indtil det er blit bestemt hvad der skal frembringes istedenfor disse døde værdier. Saalænge til vi derom har truffet en bestemmelse, staar vor fortjeneste ikke til at redde. Allerede nu at stanse frembringelsen af de døde værdier og la den disponible arbejdsstyrke gaa ledig saalænge, gaar nemlig slet ikke an. For det første vilde vor fortjeneste derved ingenlunde bli reddet, det vilde bare være en ny maade at kaste den bort paa —: vi tjener jo nemlig i virkeligheden ingenting andet end det vi lar den disponible arbejdsstyrke frembringe, og lar vi den ingenting frembringe blir følgelig vor fortjeneste nul. Men dertil kommer jo desforuden, at en saadan arbejdsstansning nødvendigvis kom til at resultere i, at vi fik hele vor produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet — og det skal vi ikke ha noget af. Vi er altsaa nødt til foreløbig at la tingene gaa sin skjæve gang som de gaar.
Noget kan imidlertid gjøres for ialfald at afdæmpe en smule det tossede ved den situation hvori vi befinder os: Vi direktører maa nu i huj og hast organisere os og vælge et centralstyre der kan skaffe sig fuld oversigt over forholdene — og naar det først statistisk er konstateret hvor stor „overproduktionen“ er, vil centralstyret selvfølgelig strax regulere priserne saaledes, at ialfald hovedmassen af de overflødige produkter kan bli solgt. Derved vil ganske vist ikke nogen del af fortjenesten bli reddet for os, men en væsentlig del af den kommer da ialfald befolkningen tilgode — hvad der jo er bedre end at den rent skal kastes bort.
Naar de valgte tillidsmænd er traadt sammen vil de, saa hurtig som det lar sig gjøre, af centralstyret faa sig forelagt en fuldstændig statistik, saavel over den samlede produktion og de usolgte varemængder, som over den samlede arbejdsstyrke og den maade hvorpaa den anvendes. Af denne statistik vil det jo fremgaa, baade hvormeget produktionen maa indskrænkes for at komme til at svare til det nuværende forbrug, og hvor stor den arbejdsstyrke er, som da blir disponibel for øjemed der ligger ud over det nuværende forbrug. Med andre ord: det vil af denne statistik fremgaa, hvormange penge det egentlig er vi tjener. Naar tillidsmændene saa har bestemt hvad der skal frembringes for disse penge, og centralstyret i overensstemmelse dermed har lavet sin nye arbejdsplan, da — men ogsaa først da! — kan frembringelsen af de døde værdier stanses, og den disponible arbejdsstyrke isteden sættes til at frembringe, hvad vi gjennem vore tillidsmænd har erklæret at ville ha for de penge vi tjener. Og naar derefter centralstyret regulerer priser og arbejdsløn saaledes, at det der produceres ogsaa virkelig kan komme os og befolkningen ihænde, da er dermed vor økonomi endelig bragt i den orden hvori den burde ha befundet sig allerede dagen efter at vor produktion var rukket frem til dække landets forbrug.
At hele vor fortjeneste i mellemtiden gaar fløjten, er kun den straf der nødvendigvis maatte ramme os for vor mangel paa omtanke. Og som enhver af os bærer sin del af skylden for denne tankeløse færd, saa maa ogsaa enhver af os bære sin del af straffen. Gründerne og de nye aktie-selskaber hverken bør eller kan bære den alene. Helt fra det øjeblik af da frembringelsen af de døde værdier begyndte, har gründerne og deres aktionærer ikke blot sat overstyr alle de penge de selv har tjent; de har desuden laant alle de penge som de andre pengepisk-svingere samtidig tjente — og sat dem overstyr ogsaa. Men for disse laante penge bør de altsaa ikke hæfte; laanene bør annuleres og de panteobligationer der er indleveret som sikkerhed for dem gives tilbage. Og ikke det alene; men saalænge til tingene kan bringes iorden igen maa bankerne fremdeles vedbli uden vederlag at tilstille gründerne alle de penge der tjenes af de øvrige pengepisk-svingere. Paa andre betingelser kan nemlig gründerne og deres aktionærer ikke gi sig af med at fortsætte frembringelsen af de døde værdier, og derved redde situationen for os alle. Men for at tingene kan komme iorden hurtigst muligt, saa vi slipper at kaste vor fortjeneste væk længer end nødvendigt, maa vi altsaa øjeblikkelig organisere os og skride til valg paa tillidsmænd. —
Hadde de hundrede-tusen direktører, strax de saa at det der producertes ikke længer lod sig sælge, optraadt paa denne maade ligeoverfor sine aktionærer og de øvrige pengepisk-svingere, da vilde jo „overproduktionen“ ikke kommet til at anrette nogen anden skade end den: at sluge vor fortjeneste i den tid som gik hen til tillidsmændene og centralstyret hadde bragt tingene iorden igjen. Men hverken direktørerne eller vi andre kom i befippelsen vor økonomiske børnelærdom ihu. „Overproduktionens“ gespenst blev derfor ikke manet i jorden igjen — og følgen var, at chimæren Arbejdsløshed kom susende paa sine sorte skrækkens-vinger, og bragte hele vor økonomi i den vildeste uorden og forvirring.
KAPITEL IV
Hvad der økonomisk og finansielt gik for sig, mens
det første sæt overflødige etablissementer blev sat op
Lad os ved hjælp af nogle vilkaarlig valgte tal gjøre os klart rede for, hvad der egentlig foregik, økonomisk som finansielt, fra det øjeblik af da overproduktionen viste sig, og indtil vi hadde faat hele vor industri-produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet.
Lad os si at alle aktie-selskaberne tilsammen beskjæftiget et antal af 3 millioner mand, som hver uge fik sig udbetalt i løn 60 millioner kroner; at desuden 10 millioner gik med til aflønning af arbeidsledere og forretningsførere; og at endelig salgs-omkostninger og skatter slugte 30 millioner. Industrien hadde med andre ord en samlet udgift af 100 millioner kroner om ugen at bestride.
Dengang vor produktion rak frem til at dække landets forbrug var de 40 procent af arbeidsstyrken som da blev disponibel — hele 1200,000 mand — af gründerne blit sat igang med at lave det første sæt overflødige etablissementer. De øvrige 60 procent, 1800,000 mand, frembragte imens alt hvad landet forbrugte af industri-artikler — og vi vil for en nemheds skyld si, at salget af disse artikler indbragte just netop akkurat de 100 millioner kroner, som industrien behøvet for at dække alle sine udgifter. Industriens uge-regnskab vilde følgelig for den der hadde hat en oversigt over alle dens indtægter og udgifter tat sig saaledes ud:
I løn til 1800,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere udbetales 42 millioner kroner; salget af det disse folk producerer indbringer 100 millioner; bruttofortjeneste 58 millioner; salgsomkostninger og skatter 30 millioner — netto om ugen 28 millioner.
Af denne industriens netto-indtægt beholdt ejerne af industri-apparatet bare de 21 millioner; de hadde nemlig at betale renter af alle de penge de skyldte i bankerne, og disse renter beløb sig til 7 millioner om ugen. Da imidlertid aflønningen af de resterende 1200,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere krævet 28 millioner om ugen, maatte industrien for at klare sine udgifter laane de 7 millioner tilbage af bankerne igjen.
Det var ogsaa akkurat hvad bankerne kunde laane dem.
Naar nemlig landmændene af de penge de tog ind paa sit indenlandske salg, hadde dækket alle sine udgifter, salgs-omkostninger og skatter iberegnet, sat de jo i banken hvad de hadde tilovers. Og de penge industrien tog ind paa salget af sine produkter udgjorde jo sammen med dette landmændenes overskud paa deres indenlandske salg, akkurat det beløb som skulde til for at dække, baade industriens udgifter og bankernes centralbankens og de gamle grunderes forbrug. At de 100 millioner som industrien tog ind paa salget af sine produkter akkurat dækket industriens egne udgifter, vilde altsaa si, at landmændenes overskud paa deres indenlandske salg akkurat dækket bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug. Bankerne behøvet følgelig ikke at røre ved de 7 millioner de inkasserte i renter, de kunde helt og holdent disponere over dem til udlaan. Ganske vist hævet centralbanken ud over sit forbrug de penge hvormed den indløste landmændenes guld og tog derved hul paa de 7 millioner, men da landmændene sat pengene de fik for guldet i banken igjen, blev alle de 7 millioner alligevel disponible til udlaan.
Praktisk gik jo tingene saaledes for sig:
Industriens 100 millioner kroner blev i ugens løb, efterhvert som de kom ind, sat i banken, og bankerne tog ugen igennem af disse penge hvad de behøvet. Om lørdagen kom saa landmændene og bragte dem hele sin fortjeneste. Guldet landmændene hadde tat ind paa sit udenlandske salg blev sendt ind til centralbanken og brugt til at betale renter og afdrag paa statens gjæld; overskuddet af deres indenlandske salg blev brugt til at dække bankernes forbrug i den forløbne uge — og tilbage i bankernes kasser laa altsaa Lørdag aften ganske ubeskaaret akkurat de 100 millioner kroner som industrien hadde brug for, og som den altsaa hævet.
Lad os sætte de 30 millioner der slugtes af salgs-omkostninger og skatter ud af betragtning.
Af de øvrige 70 millioner som gik med til at betale selve det industrielle arbejde blev 42 millioner hævet af de gamle aktieselskaber, mens de resterende 28 millioner paa de nye aktieselskabers vegne blev hævet af gründerne, som til gjengjæld indleverte i bankerne for 7 millioner kroner i nye panteobligationer. Da alle de penge landmændene tjente blev brugt op, dels af staten og dels af bankerne og deres klienter, maatte jo de fordringer paa bankerne som landmændene fik for sine penge dækkes med en del af de panteobligationer som gründerne indleverte — og resten af dem repræsenterte altsaa hvad bankerne centralbanken og de gamle gründere selv tjente ud over sit forbrug. Alle pengepisk-svingere tilsammen tjente altsaa hverken mere eller mindre men akkurat de 28 millioner, der udgjorde industriens netto-indtægt. Men alle disse penge blev jo hver uge anvendt til at lave overflødigt og altsaa værdiløst produktions-materiel, hvad der økonomisk som finansielt set var det samme som at kaste dem bort — og at alle penge som tjentes uafladelig blev kastet bort efterhvert som de tjentes var jo jevngodt med at der ingenting blev tjent. Samtlige pengepisk-svingeres formuer, tat som en helhed, voxte derfor tiltrods for de 28 millioners fortjeneste om ugen, ikke med en rød øres værdi. Ikke desto mindre voxte bankernes centralbankens landmændenes og de gamle gründeres formuer fort væk med 7 millioner om ugen. Ejerne af det industrielle produktions-apparat nøjet sig nemlig ikke med at kaste bort de 21 millioner om ugen som de selv tjente; de af dem der endnu sad med ubehæftet ejendom begik desuden den galskab hver uge at udstede til bankerne for 7 millioner i nye panteobligationer, mod ogsaa at faa lov til at kaste bort de penge bankerne og deres klienter tjente. De bildte sig nemlig ind dermed at gjøre en god forretning. For de laante penge, som de altsaa maatte forrente med 7 procent, tog de aktier i de nye etablissementer som var under anlæg; og naar etablissementerne blev færdige og sat i drift, saa vilde disse aktier — mente de — komme til at gi 20 procent ligesom de gamle etablissementers aktier. Men de nye etablissementer var jo overflødige, aktierne altsaa værdiløse — og blev bankerne og deres klienter paa denne maade 7 millioner rigere for hver uge som gik, saa blev til gjengjæld disse stakkels ejendomsbesiddere hver uge 7 millioner fattigere.
Hvad der økonomisk talt gik for sig mens det første sæt overflødige etablissementer blev lavet var altsaa det, at landet kun producerte hvad det forbrugte, uden at skabe nye værdier. Finansielt derimod gik der det for sig, at 7 millioner af de gamle værdier hver uge fra endel ejendomsbesidderes hænder gled over i bankerneskasser, for der at fordeles mellem bankerne centralbanken landmændene og de gamle gründere.
Men saa blev altsaa det første sæt overflødige etablissementer færdigt, og vi vil — atter for en nemheds skyld — gaa ud fra at halvparten af den disponible arbeidsstyrke, 600,000 mand, blev sat til at drive dem, mens de resterende 600,000 af gründerne blev sat ivej med at lave et sæt no. 2 af overflødige etablissementer
— og saa kom altsaa den uge da sæt no. 1 kastet det første resultat af sin overflødige produktion ind paa markedet.
KAPITEL V
Arbejdet stanses, pengene blir liggende — hvad det
har at si
Hidtil var resultatet af 1800,000 mands arbejde blit solgt for 100 millioner kroner, og man ventet derfor nu at kunne sælge for 133⅓ million hvad der i denne uge var blit frembragt af de 2400,000. Denne forventning vilde jo heller ikke være blit skuffet, hvis barbarerne indtil det øjeblik endnu hadde forsynet os med fjerdeparten af det kvantum industri-artikler landet forbrugte. I saa fald vilde jo vore egne produkter nu ha trængt de fremmede produkter helt ud af markedet, og vi hadde da ganske rigtig kommet til at sælge for 33⅓ million kroner mere end før. Men barbarernes produkter var jo forlængst trængt ud af vore markeder; landet brugte ikke for mere end 100 millioner om ugen i industri-artikler; varer til værdi af 33⅓ million kroner blev altsaa i denne uge liggende usolgte rundt omkring paa lagrene — og da lørdagen kom laa der følgelig i bankernes kasser hverken mer eller mindre end de sædvanlige 100 millioner kroner.
Dette finansielle resultat hadde vi til dato opnaad ved at kaste ind paa markedet et kvantum artikler som kostet os 42 millioner. Det kvantum vi dennegang hadde kastet ind paa markedet kostet os derimod 56 millioner — og naar vi alligevel bare opnaadde det samme resultat, da vilde det si, at vi i denne uge ikke hadde tjent mere end 14 millioner kroner, istedenfor de 28 millioner vi hadde plejet at tjene. Og af disse 14 millioner skulde desuden bankerne fremdeles ha sine sædvanlige 7 — der blev altsaa bare 7 millioner tilbage til ejerne af det industrielle produktions-apparat, istedenfor de 21 de var vant til at tjene.
De 100 millioner blev som sædvanlig hævet og brugt. Af de 70 millioner der gik med til selve det industrielle arbejde, hævet de gamle etablissementer de 42, de nye 14 — og de resterende 14, der altsaa repræsenterte alt hvad der i denne uge var tjent, blev paa de nydannede aktie-selskabers vegne hævet af gründerne, mod indlevering af 7 millioner i nye panteobligationer.
Men allerede midt i ugen hadde gründerne opdaget at der var „overproduktion“ og derfor fluxens kaldt sine aktionærer sammen og sagt til dem —: „At fuldføre anlægget af de nye etablissementer som vi har planlagt og paabegyndt, viser sig nu at være fuldstændig meningsløst!“ — og aktionærerne hadde saa besluttet, at arbejdet skulde stanses. Om lørdagen fik derfor de 600,000 mand som gründerne beskæftiget, med samt deres arbejdsledere og forretningsførere, ganske vist sin ugeløn udbetalt — men samtidig fik de ogsaa afsked paa graat papir.
Set fra gründernes og deres aktionærers privat-økonomiske synspunkt var der jo ikke andet at gjøre end strax at stanse anlægget af de nye overflødige etablissementer; de vilde jo ellers komme til at se sine formuer med en fart af 7 millioner om ugen forsvinde i bankernes kasser for der at fordeles mellem bankerne centralbanken landmændene og de gamle gründere. Men set fra et lands-økonomisk synspunkt var jo denne arbejdsstansning en skæbnesvanger daarskab.
Følgerne af daarskaben viste sig imidlertid ikke lige strax. I den næste uge hadde nemlig de 600,000 mand, med deres arbejdsledere og forretningsførere, som nu maatte gaa ledige om og ingenting bestille, endnu sin forrige uges løn at falde tilbage paa, og befolkningen kunde altsaa hele denne uge igennem bli ved at bruge de samme penge som den plejet at bruge. Dertil kom at konkurrencen mellem etablissementerne om at bli sine overflødige produkter kvit, drev priserne paa industri-artikler betydelig ned, saa befolkningen nu fik adskillig mer for sine penge end før — og forsaavidt blev denne uge endog den bedste befolkningen i det hele taget hadde oplevet siden barbarernes komme. Paa den anden side øvet ganske vist de lavere priser ingen indflydelse paa de besiddende klassers forbrug — de vedblev at kjøbe det samme kvantum varer nu som før og brugte altsaa færre penge. Men dette sidste vil vi se bort fra og si, at da den 2den lørdag kom laa der fremdeles som før 100 millioner kroner i bankernes kasser. Fortjenesten var med andre ord ikke gaat yderligere ned i denne uge; den beløb sig fremdeles til 14 millioner kroner, af hvilke de 7, med aktieselskabernes samtykke, som sædvanlig blev ført over paa bankernes konto. Men denne gang blev de tjente 14 millioner ikke længer hævet af gründerne — de blev liggende i bankernes kasse.
Lad os stille os klart for øje hvad det vilde si, at disse penge blev liggende der:
En hel menneskealder igennem hadde vi hver lørdag hævet disse 14 millioner kroner i bankerne og besørget dem over i lommerne paa 600,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere. Og ikke blot var vi hver gang ved hjælp af disse penge blit ejere af alt hvad de 600,000 i den forløbne uge hadde frembragt; men vi hadde ogsaa hver gang i løbet af den følgende uge faat pengene igen mod at udlevere til de 600,000 et kvantum produkter som ikke repræsenterte mer end 540,000 mands (produktive og uproduktive) arbejde i en uge. Vi hadde med andre ord en hel menneskealder igennem anvendt disse 14 millioner kroner paa en for os selv saa fordelagtig maade, at pengene hele tiden hadde git os 10 procent om ugen eller 520 procent om aaret.
Ved første øjekast skulde man altsaa tro, at vi ved nu at la disse penge bli liggende kun led et tab af 1400,000 kroner om ugen eller 72,8 millioner om aaret. I virkeligheden tabte vi imidlertid noget ganske skrækkelig meget mere —:
Da vor produktion efter den nævnte menneskealders forløb endelig rak frem til at dække landets forbrug, tjente vi alt i alt 28 millioner om ugen ud over vort eget forbrug — og hadde vi dengang vært vor opgave voxen og kunnet handle som vi hadde hjerte til, vilde vi sandsynligvis, til fordel for befolkningen, ha git afkald paa halvparten af denne nettogevinst, og nøjet os med at beholde 14 millioner om ugen for vor egen mund. Naar vi saa hadde faat vort luxus-apparat færdigt, vilde vi for disse penge hver eneste uge kunnet kjøbe og bruge for 14 millioner i luxus — vi vilde med andre ord da kunnet øge vort forbrug med 728 millioner om aaret og altsaa ha kommet til at føre en helt anden existens end den vi hidtil, af hensyn til landets økonomi, hadde maattet nøje os med. Og samtidig vilde altsaa befolkningen — saasnart den fornødne udvidelse af nødvendigheds-apparatet hadde fundet sted — endelig kunnet komme til at leve et økonomisk sorgfrit liv, efter en hel menneskealder igjennem at ha maattet spinke og spare paa det nødvendigste.
Vi var imidlertid ikke vor opgave voxen, vi handlet fuldstændig i blinde, fordi vi ikke hadde nogensomhelst oversigt over situationen, og de 28 millioner om ugen vi tjente blev derfor ikke anvendt til at øge vort eget og befolkningens velvære, men til at anlægge en vældig hoben nye etablissementer, som aldeles umulig vilde kunne finde nogen afsætning for sine produkter, eftersom vi selv ingensomhelst brug hadde for disse produkter, og befolkningen ingen penge hadde at kjøbe dem for.
Da disse nye etablissementer blev færdige og traadte i virksomhed viste det sig ogsaa strax, at vi ved at drive dem reducerte vor fortjeneste ned til det halve af hvad den hadde vært. Det fordelagtigste for os pengepisk-svingere vilde nu ha vært strax at nedlægge driften af de overflødige etablissementer og gaa igang med at anvende de 28 millioner om ugen til at frembringe luxus som vi selv ønsket at kjøbe. Isaafald vilde hele fortjenesten være kommet os selv tilgode. Det lod sig imidlertid ikke gjøre, siden vi ikke opererte i fællesskab og for én regning. De hundrede og noen tusen etablissementer drev jo allesammen forretning for hver sin regning med det formaal at tjene penge, og saalænge der endnu var en skilling at tjene faldt det derfor ingen af dem ind at stanse. Driften af de overflødige etablissementer blev derfor fortsat. I og for sig var imidlertid det ikke egentlig nogen ulykke. Konkurrencen mellem etablissementerne kom jo nødvendigvis til at drive priserne ned; vi vilde bli nødt til at sælge det vi nu producerte med en udgift af 56 millioner, for de samme 100 millioner som vi tidligere hadde faat for det vi dengang frembragte med en udgift af 42 millioner; den halvpart af fortjenesten som gik tabt for os vilde saaledes, ialfald for en væsentlig del, komme befolkningen tilgode — og det var jo ikke mere end hvad vi igrunden undte den. Og hadde vi bare nu strax gaat igang med at anvende de 14 millioner vi endnu tjente, til at frembringe luxus som vi selv ønsket at kjøbe, saa vilde denne anden halvpart af fortjenesten være kommet os selv tilgode — og vi vilde dermed saa omtrent ha opnaad hvad vi egentlig ønsket, tiltrods for at vi hadde begyndt med at handle iblinde. Men isteden derfor lod vi altsaa de 14 millioner ligge ubrugte hen.
At vi paa den maade snød os selv for nydelsen af 728 millioner kroner i luxus om aaret, var i og for sig en ganske sørgelig daarskab — men det værste var, at den trak endnu sørgeligere følger efter sig. Pengene vi lod ligge ubrugte hadde nemlig en dobbelt brugsværdi. Ikke blot kunde vi ved hjælp af disse 14 millioner frembringe og kjøbe for 728 millioner luxus om aaret, men ved at bruge disse penge besørget vi dem jo hver uge over i lommerne paa 600,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere, som derved blev istand til at afkjøbe os nødvendigheds-artikler for 728 millioner om aaret. At vi nu lod pengene ligge, og altsaa holdt op med hver uge at besørge dem over i lommerne paa disse folk, betød derfor en nedgang i afsætningen af nødvendigheds-artikler stor 728 millioner om aaret eller 14 millioner om ugen — og da mad og hus for befolkningen var endnu uundværligere end industri-artikler, saa gik denne nedgang i afsætningen udelukkende ud over industrien. Der kunde altsaa nu ikke længer sælges for 100, men bare for 86 millioner kroner industri-artikler om ugen, og da industriens salgs -omkostninger og skatter slugte 30 millioner og dens produktions-omkostninger 56 millioner, saa var jo dermed hele vor fortjeneste reduceret ned til nul. Men naar der ingenting tjentes, og bankerne alligevel skulde ha sine renter, da kom jo ejerne af det industrielle produktions-apparat dog til at se sine formuer, med en fart af 7 millioner om ugen, forsvinde i de andre pengepisk-svingeres lommer — og det var netop hvad vi hadde villet undgaa ved at stanse det overflødige arbejde og la de 14 millioner bli liggende. Tilsyneladende saa det ganske vist ud som om vi endnu kunde undgaa dette ubehagelige resultat, enten ved at nedsætte arbejds-lønnen eller ved at indskrænke produktionen. Men hvad vi paa den maade indsparte vilde jo atter være penge som vi ophørte med at besørge over i befolkningens lommer; afsætningen kom altsaa til at minke med det indsparede beløb, og vor fortjeneste følgelig vedbli at være nul. Den udvej var altsaa ingen udvej. Alligevel greb vi naturligvis til den, blinde som vi var, og fik derved vor produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet — hvad der ikke blot bragte befolkningen øgede næringssorger, men ogsaa yderligere øget vort eget tab.
At de 14 millioner kroner blev liggende i bankernes kasser betød altsaa ingenlunde, som det ved første øjekast kunde synes et tab af 72,8 millioner om aaret — det betød tre ting:
For det første et aarligt tab af 1456 millioner kroner, hvoraf halvparten faldt paa eierne af industri- apparatet og halvparten paa de 600,000.
For det andet at ejerne af industri-apparatet, hvordan de end vendte og vred sig, alligevel kom til at se sine formuer forsvinde i de andre pengepisk-svingeres lommer.
Og for det tredje at vi fik vor industri-produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet.
Fast utroligt skulde det derfor synes, at vi, der dog en menneskealder iforvejen hadde kunnet vor økonomiske Abc paa vore fingre, virkelig var istand til at begaa den haarrejsende daarskab at la de 14 millioner kroner bli liggende i bankernes kasser.
Vi begik den imidlertid — og det hævnet sig strax.
KAPITEL VI
Hvorledes krisen udvikler sig: — dens afslutning
I den 3dje uge hadde de afskedigede arbejdere og funktionærer ikke længer nogen forrige uges løn at falde tilbage paa. Arbejdslederne og forretningsførerne blev ikke desto mindre ved at leve som de var vant til og bruge 2 millioner om ugen som de før hadde gjort — de var nemlig allesammen formuende folk. De 600,000 derimod hadde jo ingen formue hvoraf de kunde ta de 12 millioner de ikke længer tjente — og da de hadde plejet at kjøbe bort 3 af de 12 millioner i industri-artikler, gik industriens afsætning for det første ned med disse 3 millioner. Men dermed blev det ikke. Byernes befolkning kunde jo ikke rolig se paa at 600,000 mand med deres familier sultet ihjel, den skjød derfor 9 millioner sammen til dem for at de ialfald kunde ha mad i munden og tag over hodet — og da den brave befolkning til gjengjæld selv maatte spare ind 9 millioner paa sit eget budget, og mad og hus jo ogsaa for den var det mest uundværlige, kom den nu til at kjøbe for 9 millioner mindre i industri-artikler end før. At de 12 millioner ikke mere blev besørget over i de 600,000’s lommer betød altsaa for industrien en nedgang i dens afsætning af 12 millioner, og den 3die lørdag laa der følgelig ikke længer hundrede, men bare 88 millioner kroner i bankernes kasser. Fortjenesten var med andre ord gaat ned fra 14 til 2 millioner kroner — og den vilde være gaat ned til nul, hvis de afskedigede arbejdsledere og forretningsførere hadde vært uformuende og altsaa hadde maattet hjælpes paa samme maade som de 600,000.
I betragtning af de stærkt nedadgaaende „tider“ besluttet etablissementernes direktører at la de tjente 2 millioner, sammen med de 7 som laa igjen fra forrige lørdag, bli staaende i bankerne som reserve, og der blev altsaa ikke længere uddelt noget aktie-udbytte. Ejendomsbesidderne maatte derfor nu betale sin pantelaans-rente — de 7 millioner som bankerne skulde ha — af de penge deres ejendomme indbragte dem, istedenfor at de hidtil hadde lat den afskrive paa sit aktie-udbytte. Da pantegjælden beløb sig til ⅔ af eiendommenes værdi, var 7 procent af den lig 4⅔ procent af ejendommenes fulde værdi — og ejendomsbesidderne som hidtil hadde brugt de 10 procent eiendommene indbragte til at leve for, beholdt nu af dem bare de 5⅓ procent tilbage. Eller for at bruge positive tal —: De 10 procent som eiendommene indbragte, gav eiendomsbesidderne en indtægt af 15 millioner kroner om ugen, og dem brugte de til at leve for. Samtidig gav udbyttet af deres aktier dem en ugentlig indtægt af 20 millioner, og naar de 7 millioner i pante-laansrente var afskrevet paa dette aktie-udbytte, hadde de altsaa endnu en nettofortjeneste af 13 millioner tilbage. Men saa kom krisen og reducerte i de to første uger deres aktie-udbytte til det halve, saa der netto bare blev 3 millioner tilbage naar pantelaans-renten var afskrevet. Og da der saa den tredie uge slet ikke blev udbetalt noget aktie-udbytte mere, maatte de stakkels eiendomsbesiddere ta de 7 millioner bankerne skulde ha, af de 15 millioner de hadde tat ind i husleie, og hadde altsaa bare 8 millioner at leve af, hvis de ikke vilde begynde at tære paa sin formue. Og det vilde de ikke. De besluttet sig til i guds navn saalænge krisen stod paa at leve af de 8 millioner om ugen, og af hvad de forresten foreløbig kunde indspare paa eiendommenes vedligehold.
I den fjerde uge kjøbte derfor byernes eiendoms-besiddere, som hidtil hadde vært industriens bedste kunder, for 7 millioner mindre i industri-artikler end de hadde plejet; om lørdagen laa der følgelig ikke længer 88 men bare 81 millioner i bankernes kasser; det betød ikke længer 2 millioners fortjeneste men 5 millioners tab; reserven sank fra 9 millioner til 4 — og industriens arbejdere og funktionærer fik valget mellem at nedlægge arbejdet eller finde sig i en lønsreduktion af 12½ procent.
De valgte det sidste, og de 2400,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere tjente altsaa i den 5te uge ikke længer 56 men bare 49 millioner kroner. Da de imidlertid i denne uge endnu levet af forrige uges løn, gik industriens afsætning alligevel ikke yderligere ned. Den 5te lørdag laa der altsaa atter 81 millioner i bankernes kasser; og da udgifterne nu bare beløb sig til 79 millioner blev der et overskud af 2 millioner, som bragte reserven op i 6 millioner igjen. Vi gik derfor om aftenen tilsengs med det haab at tiderne nu vilde gaa op igjen.
Vort haab blev imidlertid skuffet. Arbejdslederne og forretningsførerne som den 5te lørdagsaften bare hadde hævet 7 millioner i løn istedenfor 8 som de plejet, spædde ganske vist i den sjette uge den manglende million til af sine egne midler og levet videre som før; men de 2400,000 som bare hadde hævet 42 millioner, mens de før altid hadde hævet 48, kunde jo ikke spæde de manglende 6 millioner til af sine tomme lommer; de var pent nødt til i den 6te uge at kjøbe for 6 millioner mindre end før — og da mad og hus fremdeles var det mest uundværlige, gik det atter ud over industrien. Den 6te lørdag laa der følgelig ikke som sidst 81 millioner i bankernes kasse men bare 75, og da udgifterne fremdeles beløb sig til 79 millioner, maatte de manglende 4 millioner tages af reserven som derved sank fra 6 millioner til 2.
I de foregaaende uger var priserne paa industri-artikler ganske vist gaat betydelig ned, men man hadde dog hele tiden solgt sine varer for lidt mere end de kostet, og lagerne var derfor lidt efter lidt blit overfyldte. Saasnart man imidlertid i begyndelsen af den 6te uge til sin skuffelse opdaget at afsætningen atter gik ned, hadde der udspundet sig en vild konkurrence mellem etablissementerne; de begyndte med at sælge til underpris og endte med at sælge til spotpris, — de underbød hverandre nemlig uafladelig for om mulig ialfald at komme til at ta ind de penge de skulde ud med om lørdagen. Og det lykkedes ogsaa for endel af dem. Men hovedmassen af etablissementerne maatte alligevel om lørdagen ty til reserven; en fjerdepart af dem var endog nødt til at bruge hele sin reserve op bare for at kunne dække ugens udgifter — og denne fjerdepart besluttet nu at stanse og afvente bedre „tider“.
I den 7de uge var derfor de arbejdsløses tal voxet til 1200,000, og industriens lønnings-udgifter gaat ned fra 49 til 36¾ million. De sidst afskedigede 600,000 hadde imidlertid endnu forrige uges løn at leve af; industriens afsætning gik derfor atter i denne uge ikke yderligere ned, og om lørdagen laa der altsaa i bankernes kasser de samme 75 millioner som forrige gang. Da de samlede udgifter nu kun beløb sig til 66¾ million, blev der denne gang et overskud af hele 8¼ million, reserven voxte fra 2 millioner til 10¼ million — og vi gik denne 7de lørdags aften for anden gang tilsengs med det haab, at „tiderne“ nu vilde gaa op igjen.
Men atter blev vort haab skuffet. De sidst afskedigede arbeidsledere og forretningsførere, hvis løn i de to sidste uger bare hadde vært 1¾ million mens de før hadde tjent 2 millioner, og som derfor hadde maattet spæ til ¼ million af sine egne midler for at kunne leve som de var vant til, fulgte nu, da de ingenting længer tjente, sine tidligere afskedigede kollegers exempel og levet videre som før ved hjælp af at ta 2 millioner om ugen af sine egne midler. De sidst afskedigede 600,000 derimod, som ugen iforvejen endnu hadde hat 10½ million at leve af, men nu befandt sig uden en skilling i lommen, de maatte nu hjælpes af befolkningen paa samme maade som deres tidligere afskedigede kammerater — og industriens afsætning gik derfor i den 8de uge ned med 10½ million. Om lørdagen laa der altsaa ikke længer 75 millioner i bankernes kasser men bare 64½, og da udgifterne fremdeles var 66¾ maatte underskuddet, 2¼ million, dækkes af reserven, som derved sank fra 10¼ til 8 millioner.
Skuffelsen ved at opdage at afsætningen atter gik ned, hadde denne gang vært endnu større end sidst; der hadde atter udspundet sig en rasende konkurrence mellem etablissementerne om ialfald at faa tat ind de penge man om lørdagen skulde ud med — og det var ligesom forrige gang lykkedes for endel af dem. Til gjengjæld var de andres underskud desto større, og en ny fjerdedel af etablissementerne besluttet den 8de lørdagaften ikke at udsætte sig for yderligere tab, men indstille driften til „tiderne“ bedret sig. Den øvrige halvpart af etablissementerne besluttet fremdeles at holde det gaaende, men de reducerte sin arbejdsløn med nye 12½ procent for at beskytte sig mod yderligere tab.
I den 9de uge var altsaa de arbejdsløses hær voxet til 1800,000 mand. 600,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere som ugen iforvejen endnu hadde tjent 12¼ million, tjente i denne uge ingenting, og de arbejdere og funktionærer som fremdeles var i virksomhed, arbejdet nu for 21 millioner, mens de ugen iforvejen endnu hadde tjent 24½. Det var tilsammen 15¾ million spart for industrien, og dens udgifter sank dermed fra 66% til 51 millioner. Dens afsætning sank derimod ikke, siden befolkningen i denne 9de uge levet af den 8de uges fortjeneste. Om lørdagen laa der følgelig som sidst 64½ million i bankernes kasser, af dem var de 13½ million tjente penge, reserven voxte fra 8 millioner til 21½ million — og vi gik for tredje gang tilsengs med det haab, at nu! endelig! vilde „tiderne“ gaa op igjen.
Ogsaa denne gang blev vort haab skuffet, men ikke fuldt saa slemt som de to forrige gange. Rigtignok gik afsætningen i den 10de uge paany ned; men denne gang var nedgangen ikke større end at der endnu blev nogen fortjeneste tilbage. Ganske vist: 600,000 mand som i den 9de uge endnu hadde hat 10½ million kroner at leve af, hadde nu slet ingen ting; og 1200,000 mand som da hadde hat 21 millioner hadde nu bare 18, og befolkningen hadde altsaa faktisk 13½ million mindre at kjøbe for end ugen iforvejen. Nedgangen i befolkningens kjøbeevne frembragte imidlertid denne gang ikke en tilsvarende nedgang i industriens afsætning; befolkningen var nemlig nu blit saa fattig, at den ikke blot ingen industri-artikler kunde købe længer — men den manglet desuden 4 millioner til sine øvrige fornødenheder. Industriens afsætning gik derfor i den 10de uge ikke ned med 13½ men bare med 9½ million, den sank med andre ord fra 64½ til 55 millioner; og da udgifterne fremdeles kun beløb sig til 51 millioner, blev der et overskud paa 4 millioner, som bragte reserven til at stige fra 21½ til 25½ million.
Oprindelig hadde industrien solgt for 50 millioner om ugen til landet, og for 50 millioner til byerne — og af de 50 millioner til byerne repræsenterte 12 millioner de besiddende klassers kjøb, de resterende 38 millioner befolkningens. Istedenfor altsaa som dengang at kjøbe for 38 millioner i industriartikler om ugen, kjøbte befolkningen i den 10de uge slet ingen industriartikler mere; og da ejendomsbesidderne hadde mindsket sit oprindelige kjøb med 7 millioner, kjøbte de besiddende klasser nu bare for 5 millioner. For mere end disse 5 millioner solgtes der altsaa nu i det hele taget ikke til byerne. Men heldigvis var landbefolkningen ganske uberørt af den industrielle krise og kjøbte fremdeles som oprindelig for 50 millioner — og saaledes gik det til at industriens afsætning endnu beløb sig til 55 millioner om ugen.
Af de 38 millioner i industri-artikler som oprindelig hver uge solgtes til byernes befolkning var det de tre millioner industri-arbejdere — de var jo dengang allesammen i arbejde og tjente tilsammen 60 millioner kroner om ugen —, som kjøbte for 15 millioner, mens den uproduktive befolkning kjøbte for de resterende 23. De 1200,000 industriarbejdere som nu i den 10de uge endnu var i virksomhed, hadde dengang tjent 24 millioner om ugen og af dem brugt de 6 til industri-artikler; nu derimod tjente de ikke mere end 18 millioner om ugen og hadde altsaa bare akkurat til mad og hus. De kunde derfor ikke længer være med at hjælpe sine arbejdsløse kammerater — den byrde kom nu udelukkende til at hvile paa den uproduktive befolkning. Men mad og hus til de 1800,000 arbejdsløse kostet jo tilsammen 27 millioner kroner om ugen — og naar den uproduktive befolkning hadde skaffet mad og hus til sig selv, saa hadde den jo ikke mere tilovers af sin løn end akkurat de 23 millioner den oprindelig hadde brugt til at kjøbe industri-artikler for. Mere end disse 23 millioner kunde altsaa de arbejdsløse ikke faa. For dem skaffet de sig imidlertid mad hele den 10de uge igennem — men da lørdagen kom hadde de ingenting tilbage til at betale sin husleje med, som altsaa beløb sig til de manglende 4 millioner. De 4 millioner industrien i den 10de uge tjente blev paa den maade tat ud af ejendomsbesiddernes lommer.
Ejendomsbesidderne slap imidlertid at la sine insolvente lejeboere sætte paa gaden. Allerede i den 9de uge hadde nemlig befolkningen forstaat hvor det bar hen, hvis tingene fik bli ved at gaa som de gik, og den hadde derfor om lørdagen sagt sine lejligheder op, og besluttet at flytte sammen og nøje sig med det mindst mulige husrum. Ejendomsbesidderne, som allerede iforvejen sad daarlig nok i det, var blit aldeles forfærdede ved at se, at sagerne tog denne vending; en konkurrence paa liv og død hadde i den 10de uge udspundet sig mellem dem om at faa sine ejendomme lejet ud, og resultatet var blit at huslejen gik ned til det halve af hvad den hadde vært. De lejligheder befolkningen hidtil hadde bebod mod en leje af 12 millioner om ugen blev nu budt den for 6 millioner, men befolkningen lejet bare ⅔ af dem for en sum af 4 millioner, og hadde dermed indsparet 8 millioner om ugen paa sin husleje-konto. De arbejdsløse blev derfor den 10de lørdag ikke sat paa gaden, de bare trykket sig sammen, som den øvrige befolkning, og nøjet sig med ⅔ af det husrum de hadde vært vant til at benytte.
Heldigvis for eiendomsbesidderne var der blandt de besiddende klasser, tiltrods for de daarlige tider, ingen der ønsket at ombytte sine komfortable lejligheder med tarvelige arbejder-lejligheder som de nu kunde faa lejet til spotpris. De besiddende klassers husleje gik derfor ikke ned men vedblev at indbringe ejendomsbesidderne 3 millioner om ugen som den før hadde gjort. Men alt i alt indbragte altsaa deres ejendomme dem alligevel nu bare 7 millioner kroner om ugen, og de penge gik jo akkurat med til at betale pantelaans-renten. Selv for bare at fortsætte den tarvelige existens de hadde ført siden den 4de uge maatte altsaa de stakkels ejendomsbesiddere nu begynde at bruge 8 millioner kroner om ugen af sine egne midler. Til gjengjæld hadde byernes befolkning i den 11te uge 8 millioner mere at fare med end de hadde hat i den 10de; den kom derfor ikke længer 4 millioner tilkort paa sin husleje, men fik endog 4 millioner tilovers til indkjøb af industri-artikler. Industriens afsætning steg derfor i den 11te uge fra 55 til 59 millioner, og da udgifterne fremdeles kun var 51 millioner, blev der altsaa et overskud af 8 millioner som bragte reserven op fra 25½ til 33½ million.
I betragtning af de opadgaaende „tider“ besluttet nu halvparten af de stansede etablissementer at gjenopta sin virksomhed, hvad der i den 12te uge reducerte de arbejdsløses tal fra 1800,000 til 1200,000. Da imidlertid de 600,000 mand som var tat i arbejde igjen ingen løn fik udbetalt før om lørdagen, maatte befolkningen foreløbig fremdeles hjælpe dem til mad og hus, og industriens afsætning gik derfor i denne uge ikke yderligere op. Der blev altsaa atter solgt for 59 millioner, hvoraf de 8 millioner var tjente penge, og reserven steg fra 33½ til 41½ million. Men de etablissementer som hadde gjenoptat driften maatte jo den 12te lørdag ud med 9 millioner i løn til de 600,000 mand, de beskjæftiget, og med 1½ million i løn til deres arbejdsledere og forretningsførere — og da disse 10½ million ved bankernes mellemkomst blev tat af reserven, sank den atter til 31 millioner.
I den 13de uge var det ikke 1200,000 men 1800,000 mands arbejde, som blev kastet ud paa markedet, og udgifterne var ikke længer 51 men 61½ million. Nu kunde imidlertid de sidst engagerede 600,000 mand sørge for sig, de hadde jo sidste lørdag faat sig udbetalt 9 millioner i løn. Industriens afsætning gik derfor i denne uge fra 59 millioner op til 68, fortjenesten var altsaa 6½ million og reserven steg fra 31 til 37½ million. Imidlertid var ved begyndelsen af denne uge resten af de stansede etablissementer blit sat i drift; nye 600,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere skulde altsaa denne lørdagsaften ha sin løn — og da de dertil nødvendige 10½ million kroner atter ved bankernes mellemkomst blev tat af reserven, sank den fra 37½ million ned til 27 millioner.
I den 14de uge var det altsaa ikke længer 1800,000 men 2400,000 mands arbejde som blev kastet ind paa markedet, og udgifterne var yderligere voxet fra 61½ til 72 millioner. Til gjengjæld var befolkningens kjøbeevne atter voxet med 9 millioner kroner, afsætningen gik derfor op fra 68 millioner til 77, der blev et overskud paa 5 millioner, og reserven steg fra 27 millioner til 32.
De fleste af os var blit meget betænkelige ved at se de stansede etablissementer gjenopta sin virksomhed —: Var det ikke for tidligt?... den øgede produktion kom jo nødvendigvis til at drive priserne ned, fortjenesten vilde da minke, og kanske kom den helt og holdent til at bli slugt, og vi allesammen til at bli slynget over paa tabssiden igjen! — Denne frygt viste sig altsaa ugrundet, og det var med et lettelsens suk vi aandet op ved at se, at der dog blev nogen fortjeneste tilbage. Ganske vist var den tarvelig denne fortjeneste som repræsentertes af de 5 millioner; men at der i det hele taget tjentes noget, og at der ikke viste sig noget tegn til overproduktion, skjønt alle etablissementer var i fuld virksomhed og atter kastet det samme kvantum produkter ind paa markedet som i overproduktionens dage, det blev af os alle tat som et sikkert tegn paa at „tiderne“ nu for alvor var i opgang.
Under disse omstændigheder var der ingen grund for etablissementerne til fremdeles at bli siddende med sine forholdsvis store reserver, og direktørerne besluttet derfor nu den 14de lørdag at uddele 12 millioner i aktie-udbytte — hvad der altsaa bragte reserven ned i 20 millioner.
Af de 12 millioner faldt de 8 paa ejendomsbesiddernes aktier, og ejendomsbesidderne kunde altsaa nu, uden længer at tære paa sine formuer, vedbli at føre den tarvelige existens de hadde ført siden den 4de uge. De var imidlertid blit grundig kjed og led af al den spinken og sparen, det gik jo heller ikke i længden an at vedbli at spare paa ejendommenes vedligehold, og de besluttet derfor i guds navn, siden „tiderne“ nu var i sikker opgang, at vende tilbage til sit oprindelige levesæt og bruge 15 millioner om ugen, skjønt de jo da foreløbig maatte ta de 7 millioner om ugen af sine formuer.
I den 15de uge øget altsaa ejendomsbesidderne sit forbrug med 7 millioner kroner som allesammen kom industrien tilgode —: priserne gik op og industriens afsætning voxet fra 77 til 84 millioner, mens dens udgifter vedblev at være 72. Om lørdagen viste der sig at være et overskud af 12 millioner, som da ogsaa blev uddelt til aktionærerne.
Efter denne raske opgang fra 5 millioner til 12 haabet vi allesammen at faa se overskuddet voxe videre for hver uge som gik — men deri blev vi skuffet. Industriens afsætning gik i de følgende uger ikke yderligere op, den vedblev at beløbe sig til 84 millioner om ugen, som fortjenesten vedblev at beløbe sig til 12 millioner — der var kommen ballance i tingene.