Anarkiets Bibel/Bog VIII
Forsøget paa at bringe skuden flot
planlægges
KAPITEL I
En raadden ballance — den store krise tegner sig
mørk i horizonten
Før krisen hadde vi tjent 28 millioner om ugen — nu den var over tjente vi bare 12. Men det var ingenlunde den eneste forskjel mellem nu og da. Hele den økonomiske situation var blit en totalt anden, baade for os og for befolkningen.
I krisens første uge, mens priserne endnu var de gamle, blev resultatet af 2400,000 mands arbejde budt ud for 133⅓ million, kroner — nu solgte vi det samme kvantum produkter for 84 millioner. Følgelig fik landbefolkningen, der fremdeles som dengang kjøbte industri-artikler for 50 millioner om ugen, nu over halvanden gang mere for sine penge, og hadde altsaa faat sine kaar væsentlig forbedret. Men det hadde byernes befolkning ikke. Mens nemlig ved krisens udbrud 3 millioner industriarbejdere tjente 60 millioner om ugen, beskjæftiget industrien nu, efter krisen, kun 2400,000 mand, og lønnet dem bare med 36 millioner. Bybefolkningens kjøbeevne var altsaa under krisen blit reduceret med 24 millioner om ugen, og skjønt den nu slap med 8 millioner mindre i husleje, hadde den følgelig alligevel 16 millioner mindre at fare med, og kunde ikke længer som før krisen kjøbe industri-artikler for 38 millioner om ugen, men bare for 22. Den fik imidlertid nu for disse 22 millioner omtrent ligesaa meget som dengang for 35, saa differencen blev ikke saa farlig stor endda. En ganske anderledes følelig forskjel var det, at befolkningen nu maatte bo sammenstuvet som sild i en tønde for at spare de 8 millioner i husleje. Men den væsentlige og uhyggeligste forskjel bestod naturligvis deri, at 600,000 mand, som tidligere hadde kunnet leve af sit arbejde, nu maatte drive arbejdsløse omkring og leve paa den øvrige befolknings bekostning.
Det var imidlertid ikke blot byernes befolkning, som hadde faat sine kaar væsentlig forslettet, ogsaa for os pengepisk-svingere var situationen uhyggelig forandret til det værre:
De 28 millioner vi tjente, før krisen brød ud, og som allerede i krisens første uge sank ned til 14, var jo penge vi tjente netto, ud over hvad vi brugte — derfor hadde vi ogsaa kunnet la de 14 millioner bli liggende, hvad der altsaa gav krisen anledning til at udvikle sig. De 12 millioner vi nu tjente, var derimod penge vi maatte bruge hver skilling af bare for at kunne leve som vi plejet. Ejendomsbesidderne og industri-funktionærerne hadde nemlig i løbet af krisen faat sine personlige indtægter til den grad reduceret, at mens de før helt hadde kunnet leve af dem, saa var disse indtægter nu blit 12 millioner for smaa til at kunne dække deres forbrug. Ejendomsbesidderne hadde jo oprindelig 15 milloner kroner i ugentlig indtægt af sine ejendomme, og af den indtægt levet de; pantelaansrenten blev betalt af deres aktie-udbytte, og resten af udbyttet lagt til deres formue. Nu derimod indbragte ejendommene bare 1 millioner om ugen, og da ejendomsbesidderne levet som før gik derfor de 8 millioner i aktieudbytte med til at leve for. Industri-funktionærerne hadde paa sin side, dengang de alle var i virksomhed, tjent 10 millioner om ugen og levet af dem, mens de la sit aktie-udbytte tilside. Nu derimod, da en femtepart af dem gik ledige og de øvrige hadde faat sin løn reduceret med 25%, var det ikke 10 men bare 6 millioner funktionærerne oppebar i løn om ugen — og da de fremdeles levet som før gik der med 4 millioner mer end de tjente. Tilsammen brugte altsaa ejendomsbesidderne og industri-funktionærerne, ud over hvad deres ejendomme og deres arbejde indbragte dem, hele 12 millioner om ugen, altsak akkurat det beløb der i det hele taget tjentes i landet. Men just fordi alle de penge der tjentes i landet blev brugt, netop derfor var det ogsaa, at der nu var ballance i tingene.
Det var imidlertid en raadden ballance, fordi ejendomsbesidderne og industri-funktionærerne, som brugte de 12 millioner, selv bare tjente en del af dem, og altsaa maatte ta resten af sine formuer.
De 8 millioners udbytte, som faldt paa ejendomsbesiddernes aktier, var nemlig ganske rigtig alt hvad de ud over sin personlige indtægt behøvet for at kunne dække sit personlige forbrug. Men de hadde jo ogsaa sin pantelaansrente at betale, og den trak bankerne nu af paa aktie-udbyttet. Af de 8 millioner i aktie-udbytte blev der altsaa bare 1 million tilbage til ejendomsbesidderne selv — og de maatte følgelig for at kunne klare sine personlige udgifter spæ til 7 millioner om ugen af sine egne formuer.
Med en del af industri-funktionærerne var det ligedan fat. Naar ejendomsbesidderne hadde faat sine 8 millioner af aktie-udbyttet, var der 4 millioner tilbage, og af dem faldt 1½ million paa de aktier, der før hadde tilhørt de gamle gründere, men nu sad paa landmændenes hænder. Resten, 2½ million var alt hvad der faldt paa industri-funktionærernes aktier. Af disse 2½ million hævet de fire femteparter af funktionærerne som var i arbejde de 2, og da de folk selv tjente 6 millioner af de 8 de brugte, slap de følgelig for at tære paa sine formuer. Men til gjengjæld faldt der af det hele aktie-udbytte bare en halv million paa den femtepart af funktionærerne som gik ledige og ingenting tjente — og da de folk brugte 2 millioner om ugen, var de altsaa nødt til at ta de resterende 1½ af sine formuer.
Kort sagt: ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer, som tilsammen brugte 17 millioner om ugen, tjente af disse 17 millioner bare de 8½ — de manglende 8½ tog de hver uge af sine formuer. Og hvad det hadde at betyde var jo ikke vanskeligt at se:
Af de 7 millioner, bankerne inkasserte, blev 2 millioner brugt til at dække bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug, 1 million hævet centralbanken paa gjældsfondets vegne for dermed at indløse landmændenes guld, og de resterende 4 millioner var penge bankerne centralbanken og de gamle gründere tjente ud over sit forbrug. Landmændene paa sin side hadde nu som før 2 millioners overskud paa sit indenlandske salg, og 1 million fik de for sit guld og 1½ million i udbytte af sine aktier — de tjente altsaa alt i alt 4½ million om ugen ud over sit forbrug. Med andre ord: bankerne centralbanken landmændene og de gamle gründere tjente tilsammen, ud over sit forbrug, akkurat de 8½ million som ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer manglet paa at kunne dække sit forbrug — og at ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer tog de 8½ million af sine formuer vilde altsaa ikke si andet end at de hver uge solgte for 8½ million kroner i aktier til bankerne og deres klienter. Og det var det raadne ved affæren.
Naar nemlig ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer endnu tjente saapas meget som halvparten af de 17 millioner de brugte, da var det jo udelukkende fordi de endnu ejet aktier der gav et udbytte af 8½ million om ugen. Efterhvert som de nu skilte sig ved disse aktier, sank derfor deres indtægt fra 8½ million og nedover mod nul, mens bankerne og deres klienter, til hvem aktierne vandret over, samtidig saa sin ugentlige netto-indtægt voxe fra 8½ million og opover mod 17. Og efterhvert som ejendomsbesiddernes og de ledige funktionærers indtægt uge for uge blev mindre, maatte de jo stadig, uge efter uge, spæ mere og mere til af sine formuer, d. v. s. sælge et større og større antal aktier. Deres formuer randt altsaa fra dem med en stadig øgende fart, og naar de tilslut en god dag ingen aktier mere hadde tilbage, og deres indtægt dermed var gaat ned til nul, mens bankernes og deres klienters var naad op til 17 millioner om ugen, da vilde jo ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer pludselig ikke længer kunne skaffe sig de 17 millioner, de plejet at bruge, siden de ingen aktier mere hadde at gi i bytte for dem — og pengene kom da til at bli liggende ubrugte i bankernes kasser, eftersom bankerne og deres klienter selv ingen brug hadde for dem.
Men da vilde jo en ny krise bryde ud — og den kom til at arte sig meget værre end den forrige, baade for os og for befolkningen.
Ikke blot vilde de ruinerede ejendomsbesiddere og funktionærer under den nye krise være fuldstændig tabte som kunder for industrien, nej ogsaa de øvrige funktionærer kom uden al tvil, skræmte af sine kollegers skjæbne, til at ta rev i sejlene strax krisen viste sig, og hele krisen igjennem saavidt gjørligt indskrænke sit forbrug til hvad de tjente — og naar krisen naadde sit højdepunkt, vilde industrien ikke ha andre kunder tilbage end landmændene og de gamle gründere, og dens afsætning kun beløbe sig til 51 millioner om ugen.
Hvis saa industrien — som under den forrige krise — kunde indskrænke sig til at reducere sine udgifter ned til disse 51 millioner, da vilde der vistnok ikke tjenes en skilling; men til gjengjæld vilde isaafald befolkningen, som sidst krisen var paa sit værste, manglet 4 millioner paa hvad den behøvet til mad og hus, denne gang komme til at faa 4 millioner tilovers, siden huslejen nu var 8 millioner billigere — og med disse penge vilde den ialfald for endel kunne afhjælpe nøden blandt de forarmede pengepisk-svingere.
Men industrien vilde jo være nødt til at forsøge at tjene noget, den kom derfor utvivlsomt til at reducere sine udgifter endnu længer ned end sidst, siden afsætningen denne gang sank saameget mere — og de stakkars 4 millioner vilde bli slugt. Men naar da den brave befolkning ikke desto mindre — fordi den ikke taalte at se folk sulte ihjel — gav sig til at dele som brødre, baade med hverandre og med de ruinerede pengepisk-svingere, saa kom jo hele bybefolkningen til at gaa omkring og halvsulte, mens de levnetsmidler den ikke længer hadde raad til at kjøbe, af landmændene solgtes bort til barbarerne.
Og ikke blot for befolkningen, ogsaa for os pengepisk-svingere kom krisen denne gang til at arte sig værre end sidst. Blandt andet kom den nu ogsaa til at ramme bankerne og deres klienter.
Forrige gang sad jo bankerne og deres klienter trygt i ly bag sin pantelaansrente og lod ejendomsbesidderne ta stødet. Men nu vilde jo ejendomsbesidderne være forsvundne. Bankerne og deres klienter vilde denne gang ikke sidde inde med panteobligationer, men med de pantsatte ejendomme, som de selv hadde maattet overta efter ejendomsbesidderne. Og ejendommene vilde ikke længer indbringe 7 millioner om ugen, som de hadde gjort under den forrige krise, selv da den var paa sit værste — der kom til at mangle meget paa det. Den halvsultende befolkning kom jo til at stuve sig endnu tættere sammen end før, om sommeren kom den vel til at flytte helt paa gaden — dens husleje vilde i hvert fald bli pint ned til en ren ynkelighed. Og det samme vilde bli tilfældet med de besiddende klassers husleje. Ikke blot de forarmede pengepisk-svingere, men ogsaa de arbejdende industri-funktionærer, som under den nye krise sparet hvad spares kunde, vilde nu ha forladt de komfortable lejligheder, de altid hadde været vant til at bo i, og være flyttet ind i en del af de ledige arbejder-lejligheder som var at faa for en slik og ingenting. Hvis ejendommene under disse omstændigheder endnu indbragte de 2 millioner om ugen som skulde til for at dække bankernes centralbankens og de gamle gründeres forbrug, da vilde det sikkerlig være alt.
Men det vilde jo si, at renten af det svimlende Beløb som indestod i bankerne nu istedenfor 7 procent bare indbragte 2 procent — og af dem vilde bankerne endda bare kunne gi den ene til sine klienter. Centralbankens og de gamle gründeres formuer, som paa den maade bare kom til at indbringe 1 procent istedenfor 5, vilde dermed være reduceret til ⅕ af sin tidligere værdi — og gjældsfondet vilde være ruineret og ikke længer kunne betale mere end ⅕ af statens gjæld. Og hvis de gamle gründere, ærgerlige over denne rentefodens nedsættelse til 1 procent, fandt paa at ville ta sine penge ud af bankerne, saa vilde de jo ikke kunne faa dem. Bankerne hadde jo aldrig havt i sine kasser det svimlende beløb der lidt efter lidt var blit dem betroet, og vilde selvfølgelig heller ikke ha det nu — for at kunne forrente pengene hadde de jo altid maattet laane dem ud efterhvert som de blev dem betroet. Hvad bankerne sad inde med var nu som før kun de sikkerheder de hadde faat for sine udlaan, og det var netop disse sikkerheder, som nu viste sig bare at være værd ⅕ af de laan de skulde garantere. Gik altsaa gründerne paa og vilde ha sine penge hadde bankerne ingenting andet at gjøre end at opgi sit bo og i guds navn la centralbanken og de gamle gründere dele mellem sig de ejendomme der udgjorde boets masse, og som altsaa nu kun repræsenterte en femtedel af hvad der var blit laant paa dem. — Og staten fik saa se til at arrangere sig med landmændene saa den herefter kunde faa laant de ⅘ af deres guld, siden gjældsfondet ialfald foreløbig bare magtet at indløse ⅕ af det.
Saadan kom den til at fortone sig, den nye krise som laa og luret bag den raadne ballance. En truende mørk sky, ladet med uvejr og storm, var altsaa ifærd med at trække op paa vor fremtids horisont — vi bare ikke la mærke til det, fordi enhver af os ikke hadde tanke for andet end sin egen private økonomi og lod landets økonomi sejle sin egen sø.
Ejendomsbesidderne og de ledige funktionærer kunde jo imidlertid ikke la være at se, at deres formuer løb fra dem med en fart af 8½ million om ugen. De saa udmærket godt at de var ifærd med at glide nedad et uhyggeligt skraaplan, og forstod fuldt vel, at hvis de modstandsløst lod sig glide, kom de til at havne nede i det arbejdsløse proletariats rækker. Men did ned vilde de fanden ikke saasandt det lod sig undgaa, med næb og klør forsøgte de derfor at hage sig fast i skraaplanet og kravle op ad det igjen — og det lykkedes virkelig ogsaa for en del af dem.
Hermed gik det saaledes til:
KAPITEL II
Hvorledes de ledige funktionærer firdobler sine
formuer
De ledige funktionærer hadde vært ude af virksomhed helt siden krisens første uge; allerede den første lørdag hadde de jo faat sin afsked — og da de følgelig den 2den lørdag befandt sig uden en skilling i lommen, henvendte de sig i bankerne og bad om laan paa sine industri-aktier. Bankernes statuter forbød dem imidlertid at laane ud penge mod den slags sikkerheder; desuden hadde de gamle gründere allerede lagt beslag paa de 14 millioner bankerne raadet over — og til dem blev derfor de laansøgende funktionærer henviste.
Men de gamle gründere svarte dem:
— Om noget laan paa industri-aktier kan der for øjeblikket ikke vel være tale. Den krise vi nu staar ved begyndelsen af har jo sin grund i overproduktion; en mængde industrielle etablissementer vil aldeles utvivlsomt under krisens forløb bli nødt til at indstille sin virksomhed, og om end nogle af dem vil kunne sættes i drift igjen naar krisen er over, saa vil dog ganske sikkert en hel del komme til at bli liggende nede for bestandig, fordi der simpelthen ikke er plads for deres virksomhed. Men penge laant ud paa aktier i disse overflødige etablissementer vilde jo være tabte penge, og da vi ikke paa forhaand kan vide hvilke aktier der paa denne maade vil bli gjort værdiløse og hvilke ikke, kan vi vanskelig gi os af med at laane penge ud paa nogen af dem. Derimod kan vi kjøbe jere aktier, hvis I vil sælge dem for deres sandsynlige værdi, som vi mener lar sig beregne paa følgende maade:
Naar krisen er over, og der ikke længer produceres mere end hvad der lar sig sælge med rimelig profit, da vil de etablissementer der besørger denne indskrænkede produktion, atter tjene penge. Men der vil ikke som før bli tale om et aktie-udbytte af 20 procent; kommer disse etablissementer til at gi 6 à 8 procent vil det sikkerlig være højden, og vi kan isaafald si, at aktier i dem da omtrentlig vil være værd den sum de lyder paa, mens aktier i de nedlagte etablissementer vil være værdiløse. Og gaar vi saa ud fra — hvad vi anser for sandsynligt — at det er en fjerdepart af samtlige etablissementer som har maattet nedlægge driften for godt, da er det jo klart at 75 procent af aktiernes paalydende er alt vi kan gi for dem, al den stund vi jo maa kjøbe gode og værdiløse aktier iflæng. — Vil I altsaa sælge for den pris, kan I faa penge.
Haardt føltes det for de stakkels afskedigede funktionærer at maatte sælge til slig pris — nogle uger i forvejen hadde jo deres aktier vært fire gange mere værd. Men penge til at leve for i næste uge maatte de ha; i guds navn solgte de derfor paa flekken aktier lydende paa 2⅔ million for 2 millioner kroner, stak pengene i lommen, og vandret med mørke miner hjem og sat sig til at spekulere over hvad i alverden de skulde finde paa for om muligt at forebygge at deres sørgelig reducerede formuer nu atpaa kom til at løbe fra dem med en fart af 2 millioner om ugen.
Allerede den næste dag fattet de sin plan — de sa til sig selv:
75 procent er hvad man byr for aktier nu; men højst sandsynlig vil man, naar krisen er paa sit værste, komme til at by adskillig mindre — og mange vil da være nødt til at sælge. Sidder da vi med kontanter paa haanden i steden for som nu med aktier, er der al sandsynlighed for at vore formuer, tiltrods for at vi imens har tæret paa dem, endnu vil være store nok til at vi kan kjøbe tilbage ligesaa mange aktier som vi nu har — ja kanske vil vi endda kunne faa penge tilovers. Lad os altsaa strax realisere!
Som sagt saa gjort: Allerede mandag morgen i den tredje uge begyndte de at sælge, og før dagen var gaat hadde de gamle gründere kjøbt bort de 12 millioner kroner bankerne endnu sad inde med. De ledige funktionærer hadde imidlertid ingensomhelst brug for disse penge, som gründerne hadde git dem i form af bankanvisninger; de hadde derfor slet ikke hævet dem i bankerne, men bare lat dem føre over paa sin konto. Bankerne sad altsaa fremdeles med 12 millioner i kasse. Og da der jo ikke var noget ivejen for paa denne maade at føre et hvilketsomhelst beløb over fra den ene konto til den anden, sa bankerne slet ikke stop, da gründerne hadde brugt de 12 millioner, men honorerte rolig videre alle de anvisninger som gründerne vedblev at udstede hele ugen igennem. Resultatet blev, at ved ugens slutning var de ledige funktionærers hele formue, aktier tilsammen lydende paa 300 millioner kroner, vandret over paa de gamle gründeres hænder, mens funktionærerne til gjengjæld hadde 225 millioner kroner indestaaende i bankerne — vi vil nemlig foreløbig se bort fra de 2 millioner kroner om ugen, som de bruger.
Pantelaansrenten bragte den 3die lørdag bankernes kassebeholdning op fra 12 til 19 millioner — de 2 millioner industrien i ugens løb hadde tjent og lod bli staaende i bankerne som reserve, blev derimod hævet af de ledige funktionærer til dækning af deres forbrug i den kommende uge. Bankerne fik imidlertid i den 4de uge ingen brug for sin øgede kassebeholdning; de 19 millioner blev liggende rolig hen — for aktie-omsætningen var stanset. Ejendomsbesidderne foretrak nemlig at spare 7 millioner paa sit forbrug fremfor at sælge aktier til 75 procent af deres paalydende, og de funktionærer som endnu var i virksomhed og altsaa for øjeblikket ingen penge behøvet, vilde heller ikke sælge til den pris saalænge de kunde undgaa det.
Den 4de lørdag viste det sig imidlertid, at industrien i ugens løb hadde gaat med et tab af 5 millioner — og de arbejdende funktionærer fik sin løn nedsat fra 8 millioner til 7. Da de ingen lyst følte til at indskrænke sig, som ejendomsbesidderne hadde gjort, og altsaa forstod at de i næste uge vilde bli nødt til at skaffe penge, besluttet de at følge sine afskedigede kollegers exempel og sælge aktier nu ved krisens begyndelse, for muligens siden at kunne kjøbe dem billigere tilbage — og en mængde ejendomsbesiddere besluttet sig til det samme. Rigtignok viste gründerne sig nu at ha faat betænkeligheder og bød ikke mere end 70 procent, men det var jo bare et tegn paa at aktierne allerede var begyndt at falde — det gjaldt altsaa at skynde sig at sælge før de gik yderligere ned. Og sælge gjorde de altsaa, baade ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer — og en mængde penge blev i løbet af den 5te uge af bankerne flyttet over paa deres konto. De ledige funktionærer derimod kjøbte nu omkap med de gamle gründere, og den 5te lørdag sad de atter med aktier tilsammen lydende paa 300 millioner kroner, som de altsaa hadde betalt med 210 millioner. Deres konto i bankerne var dermed gaat ned til 15 millioner — men det var ogsaa tjente penge.
Nu hadde jo imidlertid industrien i den forløbne uge ikke længer gaat med tab, der var endog tjent 2 millioner — og strax bildte man sig ind at „tiderne“ allerede var i opgang igjen. Ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer ærgret sig derfor over at de uden nødvendighed hadde begyndt at sælge, og solgte i den 6te uge ingen aktier mere, skjønt gründerne nu bød 80 procent. De ledige funktionærer derimod greb til, og solgte i løbet af den 6te uge sine 300 millioner i aktier for en sum af 240 millioner kroner, og deres konto i bankerne var derfor den 6te lørdag oppe i 255 milioner.
Men atter viste det sig at industrien i den forløbne uge hadde gaat med tab — og nu indstillet fjerdeparten af etablissementerne sin virksomhed. „Tiderne“ viste sig med andre ord fremdeles at være i fuld nedgang, og ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer begyndte derfor paany at sælge skjønt de gamle gründere nu ikke bød mere end 75 procent — og det endda bare for aktier i etablissementer som fremdeles var i virksomhed; med aktier i de stansede etablissementer vilde de ingenting ha at gjøre. Da besluttet de ledige funktionærer at vove et kup. De bød 20 procent for de aktier gründerne ikke vilde ha — og for en sum af 80 millioner kroner fik de i den 7de uge kjøbt aktier i de stansede etablissementer tilsammen lydende paa 400 millioner kroner. Ved siden deraf kjøbte de ogsaa, for en sum af 150 millioner, gangbare aktier tilsammen lydende paa 200 millioner kroner — og tilbage paa deres konto i bankerne stod der den 7de lørdag bare 25 millioner.
Men saa viste opgjørene denne 7de lørdag, at industrien atter hadde tjent penge, dennegang hele 8¼ million; „tiderne“ var altsaa tydeligvis i fuld opgang — og atter ærgret ejendomsbesidderne og de arbeidende funktionærer sig over at ha solgt, og sluttet med at sælge. Og det tiltrods for at gründerne nu bød 90 procent for gangbare aktier. De ledige funktionærer betænkte sig derimod ikke; de solgte i løbet af den 8de uge sine 200 millioner i gangbare aktier for en sum af 180 millioner kroner, og sad altsaa den 8de lørdag med 205 millioner kroner i banken, og desuden med 400 millioner i døde aktier paa haanden.
I den forløbne 8de uge hadde imidlertid industrien paany gaat med tab, og en ny fjerdepart af etablissementerne stanset driften. Desuden foretog de etablissementer der besluttet at fortsætte, en reduktion af sine arbejderes og funktionærers løn. Tiderne var altsaa fremdeles i nedgang, og da gründerne alligevel bød 90 procent for aktier i de etablissementer der endnu holdt det gaaende, tog ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer atter til at sælge. Og de ledige funktionærer kjøbte. Først kjøbte de for 90 millioner kroner 100 millioner i gangbare aktier, og dernæst for 80 millioner nye 400 millioner i døde aktier. Den 9de lørdag var deres konto i bankerne nede i 35 millioner.
Industriens opgjør den 9de lørdag udviste imidlertid et overskud af 13½ million, og at „tiderne“ nu definitivt var i opgang ansaa ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer i den grad for givet, at de holdt op med at sælge skjønt gründerne nu bød 110 procent. De ledige funktionærer solgte derimod uden betænkning sine 100 millioner i gangbare aktier for 110 millioner, og sad altsaa den 10de lørdag med 145 millioner i banken, og med 800 millioner i døde aktier paa haanden.
Nu var ganske vist industriens fortjeneste i den forløbne 10de uge sunket fra 13½ til 4 millioner, og de gamle gründere fandt det derfor i den 11te uge ikke raadeligt at by mere end 100 procent for gangbare aktier. Men da der, trods nedgangen, i den forløbne uge dog endnu hadde vært fortjeneste trodde de fleste fremdeles at „tiderne“ var ifærd med at gaa op, og faa brydde sig derfor om at sælge andet end aktier i de stansede etablissementer — man gjorde sig nemlig ikke noget større haab om, at de vilde kunne sættes i drift igjen. Ogsaa i den 11te uge fik derfor de ledige funktionærer for nye 80 millioner kroner tiltusket sig 400 millioner i døde aktier, og de sad altsaa den 11te lørdag med 1200 millioner i døde aktier og 65 millioner kroner i banken. Og da det saa viste sig at industriens fortjeneste i den forløbne uge var steget til 8 millioner, og at „tiderne“ tydeligvis virkelig var i opgang, saa sat de ledige funktionærer i den 12te uge dristig halvparten af de stansede etablissementer i drift igjen.
Dette kom som en overraskelse og bragte al omsætning af aktier til at stanse. De gamle gründere var bange for at denne pludselige øgning af produktionen vilde bringe „tiderne“ til at gaa ned igjen og bød derfor nu bare 75 procent, og til den pris vilde ingen sælge før de saa hvordan det gik; men med spænding imødesaa man følgerne af det dristige skridt de ledige funktionærer hadde tat. For den 12te uge fik det imidlertid ingensomhelst følger. Den fjerdepart af etablissementerne som var blit sat i drift igjen hadde jo i den første uge endnu ingen ting at sælge, og arbejdsstokken den beskjæftiget fik jo ingen løn før om lørdagen; afsætning og kjøbeevne vedblev altsaa i den 12te uge at være den samme som i den 11te, og fortjenesten blev derfor atter 8 millioner.
Men den 12te lørdag skulde den nye arbejdsstok lønnes med 10½ million. De ledige funktionærer, som i de forløbne 10 uger hadde brugt 20 millioner af sine penge, hadde i virkeligheden ikke 65 men bare 45 millioner i banken, og da det var alt hvad de i det hele taget hadde at falde tilbage paa hvis deres dristige spekulation skulde mislykkes, vilde de nødig røre ved disse penge og søgte derfor de gamle gründere om et laan paa 10½ million — som de ogsaa fik mod at deponere 100 millioner i aktier som sikkerhed. l½ million af disse 10½ gik til de ny-engagerede arbejdsledere og forretningsførere og sat dem istand til i den 13de uge at bruge 1½ million mindre af sine formuer; men de 9 millioner gik jo til 600,000 mand som hidtil hadde levet paa befolkningens bekostning, og øget altsaa befolkningens kjøbeevne med 9 millioner — hvad der ogsaa bragte industriens afsætning til at stige med det samme beløb. Da imidlertid det kvantum produkter, der i den 13de uge blev kastet ud paa markedet, kostet industrien 10½ million mere end det kvantum den hadde solgt i den 12te uge, gik fortjenesten tiltrods for den øgede afsætning alligevel ned med 1½ million, og resultatet blev, at mens halvparten af etablissementerne i den 12te uge hadde tjent 8 millioner, tjente de tre fjerdeparter af etablissementerne i den 14de uge bare 6½ million.
Denne nedgang skræmte imidlertid ingen. Derimod var man blit meget ængstelig ved at se, at de ledige funktionærer, som de dristige spekulanter de var, i denne 13de uge hadde sat ogsaa den sidste fjerdepart af etablissementerne i drift — næsten alle mente at det var at drive tingen for vidt. Resultatet af det nye dristige skridt blev imidlertid ikke værre end af det forrige. Befolkningens kjøbeevne, og med den industriens afsætning, voxet i den 14de uge paany med 9 millioner, mens det kvantum produkter der samtidig blev kastet ud paa markedet atter kostet 10½ millioner mere end ugen i forvejen — og følgen blev, at mens de tre fjerdeparter af etablissementerne i den 13de uge hadde tjent 6½ million, saa tjente i den 14de uge samtlige etablissementer bare 5 millioner.
Ved at se at resultatet ikke blev værre, aandet man lettet op. At der endnu tjentes penge skjønt alle etablissementer var i drift, blev tat som et tydeligt tegn paa at „tiderne“ nu for alvor var i opgang. Ved hjælp af ét greb i den meningsløst store reserve blev der derfor den 14de lørdag uddelt 12 millioner i udbytte istedenfor de 5, som var tjent, ejendomsbesidderne besluttet at vende tilbage til sit oprindelige levesæt og øget i den 15de uge sit forbrug med 7 millioner — og den 15de lørdag viste det sig altsaa at fortjenesten var gaaet op til 12 millioner.
Disse 12 millioner blev imidlertid adskillig anderledes fordelt end vi før gik ud fra. Stillingen var i virkeligheden denne:
De 28 millioner om ugen, eller 1456 millioner om aaret, som tjentes før krisen, repræsenterte jo 20 procent af hele industriens aktie-kapital — der altsaa med et rundt tal beløb sig til 7200 millioner. De ledige funktionærers 1200 millioner i aktier udgjorde altsaa en sjettedel af samtlige aktier, og af de 12 millioner i udbytte som samtlige aktier gav, faldt der følgelig paa deres part akkurat de 2 millioner, som de trængte til sit ugentlige forbrug. Andre 2 millioner tilfaldt de gamle gründere, som foruden de 300 millioner i aktier de allerede i den 3die uge kjøbte af de ledige funktionærer, siden hadde lagt sig til aktier lydende paa andre 900 millioner, og altsaa ogsaa sad inde med en sjettepart af aktie-kapitalen. Landmændene endelig, som under krisen ikke hadde menget sig med noget aktie-jobberi, hævet som vi før gik ud fra 1½ million i udbytte — og deres aktier lød altsaa tilsammen paa 900 millioner.
Med andre ord: hele 3300 millioner af aktie-kapitalen med et samlet udbytte af 5½ million sad nu fordelt paa landmændenes de gamle gründeres og de ledige funktionærers hænder; og resten, 3900 millioner der gav et samlet udbytte af 6½ million, var alt hvad ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer hadde tilbage i form af aktier. Ved siden deraf hadde de imidlertid staaende i banken de penge salget af deres aktier hadde indbragt dem — minus hvad de deraf hadde brugt under krisen. For de 900 millioner i aktier som var gaat over paa de gamle gründeres hænder, hadde de faat ca. 700 millioner i penge; for de 1200 millioner de hadde solgt til de ledige funktionærer hadde de bare faat 240 — tilsammen 940 millioner, som ved deres forbrug under krisen var svundet ind til ca. 850 millioner, der nu indbragte dem en ugentlig rente af godt og vel ¾ million. For en enkeltheds skyld vil vi si at ¼ million af denne rente og 6 millioner af aktie-udbyttet faldt paa ejendomsbesidderne, mens ¼ million i rente og ½ million af aktie-udbyttet faldt paa de arbejdende funktionærer. Da huslejen og pantelaansrenten hævet hverandre — de beløb sig jo begge til 7 millioner — var de 6½ million i aktie-udbytte og rente i virkeligheden alt hvad ejendomsbesidderne tjente, og da de brugte 15 millioner om ugen, tog de altsaa hver uge 8½ million af sine formuer. De arbejdende funktionærer, som ved siden af sine ¾ million i udbytte og rente bare hadde 6 millioner i løn, og alligevel brugte 8, tog paa sin side hver uge 1¼ million af sine formuer.
Den fart hvormed ejendomsbesiddernes og de arbejdende funktionærers formuer gled fra dem, var altsaa 9¾ million om ugen eller ca. 500 millioner om aaret, og da deres formuer i aktier og penge tilsammen beløb sig til 4750 millioner, kunde de ha varet i over 9 aar, hvis farten hadde vært jevn. Men farten var jo progressivt stigende. Mange aar vilde det derfor ikke ta, før ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer allesammen var rak fant — og da vilde altsaa den store krise komme.
Men imidlertid var det altsaa lykkedes de ledige funktionærer i løbet af krisen at faa krabbet sig opad skraaplanet, saa de den 15de lørdag kunde sætte sig ned oppe paa toppen af det. Og deroppe er de blit siddende og ballancere med sine 2 millioner om ugen, i de uger som siden er gaat.
KAPITEL III
En ny krise kan hverken undgaas ved at spare eller
ved at jobbe — men vel ved at sætte al ledig ar-
bejdskraft igang med at lave et luxus-apparat
Ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer tog sig til en begyndelse ikke saa farlig nær af den kjedelige omstændighed, at deres formuer hver uge minket med 9¾ million. Det vilde nok rette paa sig, mente de. Inden kort vilde „tiderne“ sikkert gaa yderligere op og bringe baade aktie-udbytte lønninger og husleje i vejret, og da vilde de jo atter som før, ikke blot kunne leve af det de tjente, men ogsaa lægge sig penge tilbedste. Og med det haab har de altsaa hidtil trøstet sig. Men da de endnu fremdeles ikke ser nogetsomhelst tegn til, at en saadan yderligere opgang i „tiderne“ virkelig er i anmarsch, er de tilslut blit ængstelige, og mange af dem er nu atter begyndt at indskrænke sit forbrug — hvad der strax har bragt „tiderne“ til at vakle og vise en nedadgaaende tendens.
Nu er der ganske vist ingen tvivl om, at ejendomsbesidderne og de arbejdende funktionærer ved at spare kan til en vis grad minke den fart, hvormed deres formuer glider fra dem. Men ogsaa kun til en vis grad. Industriens afsætning, og dermed ogsaa aktieudbyttet, gaar nemlig nøjagtig ned med det beløb de indsparer. Sæt det yderste: at de sparer 12 millioner om ugen, hvad der altsaa er det meste de i det hele taget kan spare uden at frembringe krise. Aktie-udbyttet gaar da ned til nul, og de har dermed mistet den indtægt af 6½ million, de nu har af sine aktier. Da imidlertid deres udgifter til gjengjæld er reduceret med 12 millioner, bruger de alligevel 5½ million mindre af sine formuer — og den fart hvormed formuerne løber fra dem, er dermed reduceret fra 9¾ til 4¼ million. Men der er et aber ved tingen —: de ledige funktionærer har samtidig mistet de 2 millioner i udbytte, hvoraf de for øjeblikket lever. Begynder nu ogsaa de at spare blir det krise, og det sidste blir værre end det første — og lar de være at spare og bruger fremdeles 2 millioner om ugen, da maa de jo nu ta dem af sine formuer. Ogsaa de ledige funktionærers formuer begynder dermed at glide, og resultatet blir, at ejendomsbesiddernes og samtlige funktionærers formuer glider fra sine ejere med en fart af 6¼ million om ugen. At minke formuernes glidning fra 9¼ til 6¼ million om ugen, er altsaa det højeste man kan opnaa ved sparsomhed.
Men hvis ejendomsbesiddernes og funktionærernes formuer ustanselig glider fra dem, kan det jo lidet hjælpe at de glider lidt langsommere — de tar jo alligevel slut engang. Og da kommer altsaa den store krise anstigende, og bræmser først industriens produktion ned til dens absolute lavmaal ved at forvandle ejendomsbesidderne og hovedmassen af funktionærerne til arbejdsløse proletarer, for derefter ogsaa at ruinere bankerne centralbanken og de gamle gründere.
Vil vi undgaa den store krise — og for befolkningens som for vor egen skyld bør den jo undgaas for enhver pris — da maa den fatale glidning af formuerne stanses.
Men kan den ikke stanses ved sparsommelighed, saa kan den endnu mindre stanses ved hjælp af det aktie-jobberi, som ejendomsbesidderne og funktionærerne nu atter har styrtet sig op i, siden tiderne er begyndt at vakle. Hadde de endda rottet sig sammen til en eneste stor bande, der ved et dristigt børs-spil vilde forsøgt at fravriste bankerne centralbanken landmændene og de gamle gründere de 9¼ million de hver uge tjener ud over sit forbrug, for derefter at dele pengene saaledes mellem sig, at ingen af dem mere behøvet at røre ved sine formuer — da hadde jo deres hensigt lat sig forstaa, selv om deres plan vilde vært ugjennemførlig. Men de har jo slet ikke rottet sig sammen, — tværtimod! de har delt sig indbyrdes i to lejre; paa den ene side dem der tror at vi nu staar ved begyndelsen til en ny krise; paa den anden side dem der fremdeles tror paa yderligere opgang — og de første sælger altsaa aktier, mens de andre kjøber. Hvad der nu end kan komme ud af disse kjøb og salg for den enkelte, saa er det jo ganske klart, at hvad nogen af dem vinder, det er der andre af dem som taber — og imens vedblir deres samlede formuer at løbe fra dem med den samme fart som før. Dette aktie-jobberi fører altsaa ingensteds hen, og er derfor en aldeles uværdig beskjæftigelse for alvorlige mænd som os, i alvorlige tider som disse.
Vort lands økonomi er jo for øjeblikket at ligne med et skib, der ved sine officerers ukyndige navigering er bragt i en farlig nærhed af den berygtede malstrøm. Om kvælden ryger der op en storm, sejl efter sejl maa bjerges, og man driver natten igjennem for stumperne paa det oprørte hav. Ud paa morgensiden gir stormen sig en smule, men man holder det endnu gaaende for smaa sejl — da det pludselig ved dagens frembrud viser sig, at skuden af dragsuget er blit trukket ind i den forhexede ring, hvis hele vandmasse kredser omkring hvirvel-sluget i malstrømmens centrum. Situationen er betænkelig, men ingenlunde fortvilet —: hvis officererne strax kalder alle mand paa dæk og lar sætte til alle de sejl skuden kan bære, vil de endnu kunne sejle hende ud af den forhexede ring og slippe bort. Men de brave folk har andet at bestille —: de er just ifærd med at spille kort om de penge de har i sine lommer. Og mens skibets officerer inde i kahytten sidder ivrig optat med denne fængslende beskjæftigelse, gjør skuden der er betroet i deres varetægt, sine skjæbnesvangre rundture omkring det dragende svælg.
Kredsen der under den første rundtur beskrives omkring svælget er endnu saa vid at det hele næsten ser ud som en fareløs sport. Men der er det lumske ved denne kreds, at skjønt den ser ud som en cirkel, løber den ikke som en virkelig cirkellinje tilbage i sig selv; dragsuget har nemlig under hele rundturen git den en umærkelig men jevn liden bøjning indover mod svælget, og derved forvandlet den fra en cirkel til en indadgaaende spirallinje. Og i denne farlige linje fortsætter skuden sit løb. Hver ny rundtur bringer den derfor nærmere svælget. Hidsig øger den hvergang sin fart, som vil den sprænge ud af den fatale linje — men hvergang er det lumske dragsug blit stærkere, og tvinger den med uimodstaaelig magt til, mathematisk nøjagtig, at fortsætte linjen. Hidsigere og hidsigere øger skuden sin fart, men det ubønhørlige dragsug slipper ikke sit tag i den — og i vildere og vildere løb bærer det afsted mod den visse undergang.
Vildere og vildere raser ogsaa imens spille-lidenskaben derinde i kahytten. Ogsaa pengene synes grebne af en malstrøm, der ustanselig suger dem ned i sit svælg... hele tiden er det bare én der vinder... altid taber alle de andre ... uafladelig øges indsatserne; de tabende maa jo ha sine penge tilbage ... men bestandig taber de paany, om igjen og ustanselig — og spille-lidenskaben er voxet til en rasende højde, da spillet pludselig stanser, fordi der ikke er mere at spille om. Men just som den ene der har vundet alt stryger pengene til sig, mens de andre stirrer idiotisk ned i sine tomme portemonnæer, sejler skuden paaskjønsk ud over randen af det fløjelsblanke krater, der udgjør svælgets aabne gab; dens boug peger i samme sekund nedad... agterskibet rejser sig ende tilvejrs — og snurrende rundt som en top hvirvles skuden, med kortstok, spillere, penge og det hele, ned gjennem svælget og forsvinder i det bundløse slug. —
Lad os holde op med dette nichtswürdige aktie-jobberi, der ingenting har at gjøre med den alvorlige situation, hvori vi befinder os — og lad os isteden som forstandige mænd træffe effektive foranstaltninger til at afværge den store fare der truer os.
Hvad vi har at gjøre er klart nok:
600,000 mand med deres arbejdsledere og forretningsførere gaar endnu ledige om, skjønt de ingenting heller ønsker end at faa lov til at producere. Og ikke blot har vi de nødvendige penge til at sætte dem i arbejde med; men sættes de saasant til at frembringe ting, vi pengepisk-svingere ønsker at kjøbe, da vil der stadig strømme ind de penge, som skal til for vedblivende at holde dem i arbejde. Men er alle mand vedblivende i arbejde, gaar nødvendigvis lønninger og husleje ivejret igjen, saa ejendomsbesiddere og funktionærer atter kan leve af sine indtægter — og dermed er jo formuernes glidning stanset.
At dette er hvad vi har at gjøre, derom kan der altsaa ikke være nogensomhelst tvil. Men om det vil kunne lykkes os, er et andet spørgsmaal.
Vidste vi saasandt i dette øjeblik, hvad alle pengepisksvingere tilsammen ønsker sig ud over det de nu bruger, eller hvad de kan bringes til at ønske sig naar de ser det frembragt; kjendte vi med andre ord paa en prik vore egne luxus-behov, og altsaa kunde sætte den ledige arbejdsstok igang med at tilfredsstille disse behov saalangt dens kræfter rak — da var jo det hele ligetil som fod i hose: Vi kunde da strax paa førstkommende mandag la arbeidsstokken begynde med at lave os det produktions-apparat, som en saadan luxus-produktion krævet.
Det første resultat af dette skridt vilde være, at alle lønninger gik op til hvad de var før krisen, og industrien vilde altsaa næste lørdag komme til at staa foran en mer-udgift paa 28 millioner paa lønnings-konto. Af disse 28 millioner kan bankerne ikke skaffe mere end de 24. I de 14 uger krisen varte, blev der alt i alt inkasseret 98 millioner i pantelaansrente; men da ejendomsbesidderne og funktionærerne i løbet af disse 14 uger brugte 94 millioner af sine formuer, og altsaa tog 94 millioner ud af bankerne, var der ved krisens slutning bare 4 millioner tilbage af disse penge — og siden krisens afslutning er jo hele pantelaansrenten stadig blit brugt. Disse 4 millioner, plus industriens reservekapital, stor 20 millioner, er alt hvad bankerne fortiden har ledig i kasse. Men det er ogsaa nok. I ugens løb vil jo industrien selv som sædvanlig ha tat ind 84 millioner, hvoraf de 12 er tjente penge der skal udbetales til aktionærerne — og om lørdagen vil der altsaa ligge 108 millioner i bankernes kasser. Skulde nu industrien, hvis udgifter pludselig er steget fra 72 millioner til 100, denne lørdag som de forrige lørdager ud med 12 millioner kontant til aktionærerne, da vilde ganske vist bankerne komme 4 millioner tilkort. Men det er slet ikke tilfældet. Alle de folk som tjener de 12 millioner, tjener dem nemlig nu ud over sit forbrug. Industri-funktionærerne, som endelig allesammen er kommen i virksomhed igjen og oppebærer sine gamle gager, kan nu som før krisen leve af sin løn, og har ingen brug for sit aktie-udbytte. Og hvad ejendomsbesidderne angaar, saa tjener de slet ikke de 6 millioner der falder i udbytte paa deres aktier — saalidt som de tjener den halve million de har i rente. Baade disse 6½ million, og desuden en halv million af de penge de har staaende i bankerne, gaar med til at betale deres pantelaansrente. Da de 12 millioners udbytte saaledes udelukkende tjenes af folk, der ikke har brug for dem, blir de simpelthen staaende i bankerne, og industrien hæver dem for de folks regning der har tat aktier i luxusapparatet. Industrien har altsaa kun brug for de 100 millioner, hvortil dens udgifter beløber sig, og bankerne kommer følgelig ikke 4 millioner tilkort, de faar tværtimod 8 millioner tilovers.
Men disse 8 millioner er jo dem der blev sat ud af cirkulation ved at huslejen reducertes. Ejendomsbesidderne har siden den tid hver uge maattet ta dem af sine formuer og sætte dem i cirkulation igjen — og det er de ogsaa nødt til at gjøre denne lørdag. Men naar det er gjort, da er dermed ogsaa bankernes kasser endelig denne lørdagsaften blit tomme, som de bør og skal være hver lørdagsaften — alle pengene er endelig blit sat i cirkulation igjen.
Den følgende uge vil saa befolkningen være flyttet ind i sine gamle lejligheder, huslejen vil være gaat op med 8 millioner — og ejendomsbesidderne kan atter som i gamle dage leve af sine ejendomme. Og ikke det alene, nej, desuden vil deres aktie-udbytte være voxet. Af de 28 millioner hvormed industrien har øget sine udgifter, gaar de 4 millioner i lommen paa funktionærerne, som derved blir istand til at spare sine formuer og sit aktie-udbytte; og 8 millioner sluges af den øgede husleje. Men med de resterende 16 millioner øges befolkningens kjøbeevne. I den forløbne uge har altsaa befolkningen hat 16 millioner mere end før til at kjøbe industri-artikler for — og mens industrien i forrige uge solgte for 84 millioner, hvad der var produceret med en udgift af 72, vil den i denne uge ha solgt for 100 millioner, hvad der er produceret med en udgift af 86. Aktie-udbyttet vil altsaa være steget fra 12 millioner til 14, og ejendomsbesiddernes andel i det fra 6 til 7; deres aktie-udbytte vil med andre ord akkurat dække pantelaansrenten — og den halve million de har i rente kan de herefter hver uge enten lægge til sin pengekapital, eller de kan ta aktier i luxus-apparatet for dem.
Kort sagt: allerede ugen efter at alle mand er sat i arbejde, vil ingen pengepisk-svinger mere bruge en skilling af sin formue — hver én af dem vil tjene flere penge end han bruger. Og mens for øjeblikket alle pengepisk-svingere tilsammen ikke tjener en skilling ud over hvad de alle tilsammen bruger, fordi der i det hele taget ikke frembringes nye værdier, saa vil de altsaa da komme til alle tilsammen at tjene 14 millioner om ugen ud over hvad de bruger, fordi der da hver uge produceres for 14 millioner i nye værdier.
KAPITEL IV
Naar luxus-apparatet er færdigt vil krisen atter
true, hvis ikke luxus-produktionen drives for én
fælles regning
Ved at sætte alle mand igang med at lave os et luxus-apparat, stanser vi med et eneste slag formuernes glidning. Og de vil ikke paany faa anledning til at glide mens luxus-apparatet sættes op. Men naar apparatet en skjønne dag er blit færdigt, og de 600,000 i den følgende uge har frembragt en første forsyning af luxus-artikler, som altsaa tilsammen repræsenterer den luxus vi pengepisk-svingere sidenefter hver uge vil kunne tillade os, da forandres pludselig situationen:
Glade over endelig at skulle faa endel af vore luxus-behov tilfredsstillet, væbner vi os nemlig da allesammen om lørdagen med de penge som skal til, for i den kommende uge at kjøbe denne første luxus- forsyning — og dermed vil ligevægten strax være brudt.
Thi hvor mange penge er det som skal til? — Jo: Luxus-apparatet som det staar der, koster 1200 millioner kroner — akkurat det beløb vi alle tilsammen har tjent ud over vort forbrug, mens det blev sat op. Men apparatet ejes ikke af os alle. De tre fjerdeparter af os har ikke bryd sig om at ta aktier i det; de har foretrukket at la de 900 millioner de efterhaanden tjente bli staaende paa rente i bankerne — og bankerne har efterhvert laant pengene ud til den ene fjerdepart af os, for hvis regning apparatet blev sat op. Ejerne af luxus-apparatet har altsaa 300 millioner egen og 900 millioner fremmed kapital staaende i det. Af de fremmede penge betaler de 7 procent, hvoraf de 2 gaar til bankerne, og af sine egne beregner de sig 5 procent — hvad der tilsamen gjør en udgift af 63 + 15 = 78 millioner om aaret, eller l½ million om ugen, foruden de 14 millioner som selve produktionen koster. Solgtes nu den ugentlige produktion for 15½ million, vilde forholdet mellem luxus-producenternes og de øvrige pengepisk-svingeres formuer ikke bli forrykket. Men foruden de 5 procent af sin kapital beregner luxus-producenterne sig ogsaa en ugentlig profit af 4 millioner paa sin produktion — og priserne paa deres produkter blir derved saa høje, at ugens luxus-forsyning kommer til at koste 19½ million.
At vores alles samlede formuer er voxet med 1200 millioner kroner, og at vor ugentlige indtægt som følge deraf er steget med de l½ million der betales i rente af disse penge, kan forsaavidt være aldeles ligegyldigt, som det i virkeligheden er os selv der betaler denne rente. Tilsyneladende blir den ganske vist betalt af luxus-producenterne alene; men de lægger jo renten ind i priserne paa sine produkter, og tar den paa den maade ud af sine egne og vores alles lommer, eftersom baade de og vi er luxus-konsumenter. Tællet i penge er altsaa vor indtægt voxet, men regnet i produkter er den uforandret. Hvad der i virkeligheden tjenes, er jo nu som før det de 600,000 producerer — og vi vil derfor ligesaa godt beholde vore gamle tal og si, at skjønt nødvendigheds-produktionen ikke indbringer mer end 14 millioner om ugen, saa forlanger luxus-producenterne 18 millioner for ugens luxus-produktion.
Tiltrods for de stive priser beslutter vi os alligevel til at kjøbe den — baade fordi vi virkelig ønsker os disse artikler, og fordi luxus-produkterne jo maa sælges, hvis der ikke atter skal indtræde arbejdsløshed. Vi henvender os altsaa om lørdagen i bankerne for at hæve de dertil nødvendige 18 millioner. Og bankerne har forberedt sig paa tingen. Mod at deponere for 18 millioner i panteobligationer har de i centralbanken faat laane 18 millioner i nye sedler, som centralbanken paa sin side har dækket med et guldlaan paa 6 millioner. Der er altsaa ingenting ivejen, vi faar hævet de 18 millioner, og kjøber i løbet af næste uge for dem hele den første luxus-forsyning.
Om lørdagen ligger der saa i bankernes kasser 118 millioner. Af dem hæver industrien sine sædvanlige 100, som er alt hvad den behøver for at betale baade nødvendigheds- og luxus-produktionen; 14 millioner, der repræsenterer nødvendigheds-produktionens udbytte, blir direkte eller indirekte uddelt til os alle — de resterende 4 millioner gaar i lommen paa luxus-producenterne alene.
Men for nu ogsaa i den kommende uge at kunne kjøbe den nye luxus-forsyning, som imens er blit produceret, trænger vi jo alle tilsammen 4 millioner ud over de 14, der er blit uddelt til os alle — og af disse 4 millioner trænger luxus-producenterne selv den ene, siden de udgjør en fjerdepart af os.
For at kunne dække sit forbrug i den kommende uge hæver altsaa luxus-producenterne én af de 4 millioner, som de har tjent særskilt — de øvrige 3 millioner lar de bli staaende paa rente i banken, siden der ikke kan produceres med dem, da al arbejdskraft er optat. Men bankerne har ogsaa akkurat brug for disse 3 millioner — for vi andre tre fjerdeparter kommer jo strax og hæver dem, tiltrods for at vi ikke har tjent dem. Og dermed er altsaa vor konto i bankerne sunket med 3 millioner, mens luxus-producenternes konto er steget med det samme beløb.
At der tjenes 4 millioner paa luxus-produktionen vil altsaa si, at de tre fjerdeparter af os pengepisk-svingere hver uge blir 3 millioner fattigere, fordi vi bruger 3 millioner mer end vi tjener — mens én fjerdepart af os hver uge blir 3 millioner rigere, fordi de tjener 3 millioner mer end de bruger. Formuerne er med andre ord atter begyndt at glide, og vi driver følgelig mod en krise. I længden gaar det jo nemlig slet ikke an at bruge mer end man tjener; det kan gaa til en tid, men det ender nødvendigvis med, at man maa indskrænke sit forbrug. Men indskrænker vi vort forbrug, da maa vi ogsaa indskrænke vor produktion. Og indskrænkning af produktionen betyder jo arbejdsløshed og lønsnedsættelse, og lønsnedsættelse og arbejdsløshed betyder ny indskrænkning af forbruget. I samme øjeblik som de tre fjerdeparter af os, trætte af bestandig at bli fattigere, begynder at indskrænke sit forbrug, sætter altsaa den automatiske bræmse sig i bevægelse, og vi faar vor produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet. Og naar vi endelig efter overstaaet krise naar op igjen til en raadden ballance, da staar vi altsaa atter der hvor vi nu staar, og har paany valget mellem modstandsløst at la os drive mod den store krise, eller at tvinge „tiderne“ op igjen ved atter at slippe den ledige arbejdskraft til.
Men tar vi os nu sammen og gjør en ende paa den tossede situation hvori vi befinder os, da er det sandelig ikke for gjennem en ny krise at la os føre tilbage til den igjen. Hvis vi nu sætter hele den disponible arbejdsstyrke til at lave os et luxus-apparat, og derved med et eneste slag stanser formuernes glidning, da er det ikke for at la dem begynde at glide igen, strax vi bare har faat luxus-apparatet færdigt — det er sandelig vor hensigt engang for alle at sætte en bom for den farlige glidning af formuerne, saa vi for alle tider kan bli det tossede krise-vrøvl kvit.
Saa meget er derfor klart, at paa den luxus-produktion vi sætter igang, maa der ikke tjenes en skilling. Men maa der ikke tjenes penge paa den, kan den jo heller ikke overlades til det private initiativ — vi maa da organisere os og la den sætte igang for vores alles fælles regning.
Det er vi desuden nødt til at gjøre ogsaa af en anden grund. Den grund nemlig, at vi jo slet ikke paa forhaand kjender det luxus-behov som det gjælder om at tilfredsstille. Ingen enkelt af os engang, kan paa forhaand gjøre op med sig selv, hvad slags luxus han ønsker at kjøbe for de penge han kommer til at tjene — det kan han først gjøre sig rede for, naar han faar se den luxus som bydes. Og endnu langt mindre lar det sig paa forhaand beregne, hvad slags luxus, og hvor meget af hvert slags, vi alle tilsammen kommer til at ville kjøbe. For at faa rede paa det er vi nødt til at gaa forsøgsvis tilværks, og prøve os frem til vi finder det ud. Det er altsaa paa forhaand givet, at den luxus-produktion vi fra først af sætter igang, i mange maader vil vise sig at være forfejlet, en hel del af det der produceres kommer ikke til at bli solgt — og en mængde etablissementer kommer til at maatte, dels indskrænke sin drift, dels helt lægge den ned. Og hvis hvert enkelt etablissement drev forretning for egen regning, da vilde jo det betyde fallit for vedkommende etablissementer og arbejdsløshed for dem de beskjæftiger. Men arbejdsløshed og falliter betyder formuer som flyder fra sine ejere.
Skal vi altsaa undgaa formuernes glidning maa ikke blot ingen tjene penge paa luxus-produktionen, der maa heller ikke være noen som taber paa den; af begge grunde maa den drives for vores alles fælles regning — og naar det sker vil der heller aldrig kunne bli tale om arbejdsstansning.
Da vi ikke paa forhaand kjender det luxus-behov det gjælder om at tilfredsstille, kan vi ikke saadan uden videre paa førstkommende mandag sætte den ledige arbejdsstok ivej med at lave os et luxus-apparat. Alt hvad vi foreløbig kan gjøre er at organisere os og vælge vore tillidsmænd og vort centralstyre. Og først naar tillidsmændene efter bedste skjøn har bestemt arten af den luxus-produktion, hvormed der til en begyndelse skal forsøges, og centralstyret i overensstemmelse dermed har udarbejdet sine anlægsplaner, kan vi la den ledige arbejdsstok ta fat.
Naar saa luxus-apparatet en god dag staar færdigt, og luxus-produktionen begynder, faar centralstyret en vigtig opgave at løse, som kan bli vanskelig nok, men som ingenlunde er over evne for et centralstyre, nemlig ved ansættelsen af sine priser at sørge for, at den del af luxus-produkterne som blir solgt, kommer til at indbringe hvad den hele luxus-produktion koster. Efterhvert som det saa bringes paa det rene, hvilke dele af forsøgs-produktionen der maa betragtes som mislykket, faar tillidsmændene at afgjøre, med hvad slags produktion der isteden skal forsøges; og efterhvert som centralstyret paa basis af tillidsmændenes afgjørelser faar gjort sine nye arbeidsplaner færdige, stanses den mislykkede produktion og erstattes af den nye forsøgs-produktion, uden at der noget øjeblik indtræder arbejdsløshed. Naar vi paa denne maade ustanselig vedblir at prøve os frem, vil jo den dag nødvendigvis komme, da alt hvad der produceres virkelig blir solgt — og da kan altsaa luxus-artiklerne sælges for hvad de koster. Indtil da kan vi ikke faa fuld valuta for vore penge, fordi vi baade maa betale de artikler vi kjøber og den mislykkede prøve-produktion. Men det har jo ingenting at si; hovedsagen opnaaes: formuerne faar ingen anledning til at glide, og arbejdsløshedens chimære er for evig manet i jorden — og dermed er vor økonomi fast afballanceret, og det tossede krise-vrøvl for bestandig bragt ud af verden.
KAPITEL V
Ogsaa nødvendigheds-produktionen maa drives for
fælles regning
En saadan rationel luxus-produktion, drevet for vores alles fælles regning, uden tab men ogsaa uden gevinst, lar sig imidlertid ikke i længden holde gaaende, med mindre vor nødvendigheds-produktion er saaledes ordnet, at den til enhver tid, med aldrig svigtende regelmæssighed, indbringer os hvad luxus-produktionen koster. Og saadan er vor nødvendigheds-produktion for øjeblikket ingenlunde ordnet. Naar det et øjeblik er kommen til at se ud som om den var det, da stikker det dels deri, at vi for at skaffe os en oversigt, er gaat ud fra en række forudsætninger, der ingenting har med de virkelige forhold at bestille, og dels deri at vi har sat ud af betragtning et faktum som det var aldeles nødvendigt at regne med.
Vi har nemlig ræsonneret som saa:
Oprindelig kjøbte by som land industri-artikler for 50 millioner kroner ugen hver, hvoraf 12 millioner faldt paa pengepisk-svingerne og 38 paa befolkningen. Tilsammen kjøbte altsaa by-befolkning og land-befolkning dengang for 76 millioner om ugen, mens de nu kun kjøber for 60, fordi by-befolkningen efter krisen ikke har mere end 22 millioner at ofre til industri-artikler. Men sætter vi nu de 600,000 arbejdsløse til at lave os et luxus-apparat, da gaar industri-arbejdernes lønninger op igjen, by-befolkningen faar 16 millioner mer at kjøbe for, og der vil atter til den samlede befolkning kunne sælges for 76 millioner. Der blir imidlertid ikke produceret noget større kvantum industri-artikler da end nu; priserne kommer derfor til at stige — og da vi selv kjøber det samme kvantum som før, uanset priserne, blir pris-stigningen saa stor, at befolkningen for sine 76 millioner ikke faar kjøbt andet end det samme som den nu betaler med 60 millioner.
Holdt dette ræsonnement stik, kom vi ganske rigtig til at tjene 14 millioner om ugen paa vor nødvendigheds-produktion, saalænge vi bare vedblivende sørget for at holde alle mand i arbejde.
Men det holder slet ikke stik — vi har jo ikke tat i betragtning at vor industri-produktion faktisk ikke kan lades uforandret, naar by-befolkningens kjøbeevne voxer. Af det kvantum industri-produkter der frembringes med den samlede befolknings behov for øje, har by-befolkningen for øjeblikket knapt raad til at kjøbe mere end én tredjedel, mens land-befolkningen har raad til at kjøbe næsten to tredjedele. Men naar by-befolkningens kjøbeevne voxer med 16 millioner faar den jo raad til at kjøbe halvparten, og land-befolkningen faar da bare raad til at kjøbe den anden halvpart. Land-befolkningens forbrugsevne gaar ned andre ord ned fra ⁴/₆ til ³/₆ mens by-befolkningens forbrugsevne gaar op fra ²/₆ til ³/₆. Følgelig maa ¹/₆ af den arbejdsstok, der er sysselsat med at tilfredsstille befolkningens behov, holde op med at producere for landet og isteden sættes til at producere for byerne — og da behovene ikke er de samme i by som paa land, maa denne sjettedel af arbejdsstokken ændre sin produktion. Og ikke nok med det. Nej, ogsaa de ²/₆ som allerede før producerte for byerne, saavelsom de ³/₆ der fremdeles producerer for landet, kommer til at se sin produktion delvis skifte karakter. Naar nemlig en befolknings forbrugsevne aftar, og produktionen er overladt til konkurrerende producenter, da fører konkurrencen altid til, at der opstaar en godtkjøbs-produktion, som spekulerer i at sælge daarlige men billige varer til befolkningen. Befolkningen foretrækker nemlig altid det daarlige og billige gods for den i virkeligheden fordelagtigere solide vare, naar nedgang i forbrugsevnen tvinger den til at indskrænke sig. Men ikke før gaar forbrugsevnen paany ivejret, før efterspørgslen efter den solide fordelagtigere vare atter stiger — og godtkjøbs-produktionen maa da indskrænkes igjen. I det øjeblik altsaa, at land-befolkningens forbrugsevne aftar mens bybefolkningens forbrugsevne tiltar, vil godtkjøbs-produktionen for landet ta et opsving og slaa ihjel en del af den solidere produktion, mens omvendt den solide produktion for byerne kommer til at voxe, og slaa ihjel endel godtkjøbs-produktion.
Kortsagt: naar by-befolkningens kjøbeevne øges med 16 millioner, faar baade by-befolkning og landbefolkning sin forbrugsevne forandret, og de konkurrerende producenter lægger da produktionen baade for by og for land om efter den nye forbrugsevne.
Men hvorledes produktionen maa lægges om for at komme til at svare til den nye forbrugsevne, se det er der ingen der paa forhaand ved — og man kan kun finde det ud ved at prøve sig frem. Og mens denne prøve-produktion varer, vil der altid være produktion som mislykkes. Men mislykket produktion betyder jo fallit og arbejdsstansning, hvis hvert etablissement driver forretning for egen regning — og falliter og arbejdsstansninger betyder arbejdsløshed og glidning af formuer. Og lidet kan det hjælpe at vi søger at stanse formuernes glidning og gjøre en ende paa arbejdsløsheden ved at sætte den ledige arbejdsstok til at drive luxus-produktion for vores alles fælles regning, hvis vi samtidig overlader nødvendigheds-produktionen til den fri konkurrence, og derved skaber ny arbejdsløshed, og gir formuerne ny anledning til at glide.
Vil vi altsaa for alvor gjøre ende baade paa arbejdsløsheden og paa formuens glidning, da maa ogsaa nødvendigheds-produktionen drives for vores alles fælles regning.
Og det maa den ogsaa af en anden grund:
Det er nemlig ingenlunde, paa forhaand givet, at det vil være hensigtsmæssigt at sætte hele den ledige arbejdsstok til at øge vor luxus-produktion. Tværtimod, tænker vi os en smule om, ser vi snart at det vilde være yderst uhensigtsmæssigt.
Der produceres slet ikke fortiden — som vi før gav det udseende af — 1⅓ gang det kvantum nødvendigheds-artikler, som vi selv og befolkningen nøjet os med en hel menneskealder igjennem, mens vi sat vort nye produktions-apparat op. Der produceres simpelthen det samme kvantum nu som da. Og heller ikke var befolkningen den menneskealder igjennem hele tiden beskjæftiget til sidste mand; den var da som nu delvis arbejdsløs, og vor nødvendigheds-produktion var derfor ogsaa da som nu baseret paa den forbrugsevne befolkningen har, naar den er delvis arbejdsløs og derfor mer eller mindre sultelønnet.
Thi hvorledes var det vort produktions-apparat blev til?
Slet ikke — som vi før forudsatte — paa den maade, at vi fra først af tog fat i alle brancher paa én gang, og sidenefter sørget for at hver enkelt branche stadig kom til at holde skridt med alle de andre. Det hele gik ganske anderledes vildt for sig:
Enhver mand med initiativ der kunde rejse penge. tog til at begynde med i guds navn fat hvor bedst det kunde falde sig — han kunde nemlig endnu ikke vide, i hvilken branche det vilde lønne sig bedst at kaste sig ind. Det første sæt etablissementer som blev rejst, kom derfor — skjønt det ikke repræsenterte alle brancher — til at bestaa af en broget blanding nødvendigheds- og luxus-etablissementer om hverandre. Og alle disse første etablissementer tjente penge. De viste sig nemlig allesammen istand til at konkurrere med udlandets etablissementer i de tilsvarende brancher, og da de endnu var for faa til at kunne genere hverandre med nogen indbyrdes konkurrence, behøvet de bare akkurat saavidt at undersælge barbarerne for at bli af med alt hvad de producerte. Men tjentes der end penge i alle de brancher hvori man hadde forsøgt sig, saa tjentes der dog ikke lige meget i enhver af dem — og i et par brancher viste fortjenesten sig at være ulige større end i alle de andre. Og dermed hadde det private initiativ faat en rettesnor at gaa efter. Fra nu af blev al arbejdskraft som efterhaanden blev ledig uafladelig kastet ind i disse par bedste brancher — indtil der i dem var frembragt over-produktion og krise. Naar det var gjort, kastet det private initiativ sig over de næstbedste brancher til der blev krise ogsaa i dem — og saaledes blev man ved, til man successivt hadde frembragt overproduktion og krise i samtlige brancher.
Hver enkelt af disse fag-kriser gled imidlertid forholdsvis let over. Naar produktionen inden faget en stund hadde gaaet med tab, stanset lidt efter lidt de etablissementer der hadde færrest penge at staa imod med — indtil der ikke producertes mere end hvad der til de lavest mulige priser lod sig sælge. Naar det punkt var naad tjentes der atter penge inden faget; men fortjenesten var nu saa liden, at den ikke længer fristet til ny konkurrence — og dermed var fagets produktion ordnet efter det virkelige forbrug.
Da tilslut samtlige fag hadde gjennemgaat sin krise var altsaa produktionen over hele linjen ordnet efter forbruget — med andre ord: produktions-apparatet var færdigt.
Denne maade at ordne produktionen paa, kunde forsaavidt være bra nok, som det jo var aldeles nødvendigt at prøve sig frem for at finde ud, hvad der var brug for i hver enkelt branche — og var bare denne prøveproduktion blit drevet for vores alles fælles regning, vilde alting ha gaat iorden. Der vilde jo da ikke blit spørgsmaal om at stanse overproduktionen i ét fag, uden for strax at overføre den arbejdsstok som derved blev disponibel til et andet fag; hele arbeidsstokken vilde altsaa uafladelig vedblit at være beskjæftiget til sidste mand; befolkningen vilde med andre ord den ganske tid ha beholdt sin forbrugsevne hel og ubeskaaren — og paa denne hele, ubeskaarne forbrugsevne vilde følgelig produktionen vært baseret, naar den tilslut var bragt iorden over hele linjen.
Men isteden derfor blev denne prøve-produktion overladt til det private initiativ og den fri konkurrence — og de konkurrerende producenter kan jo slet ikke sørge for, at den arbejdskraft som blir ledig ved arbejdsstansninger strax sættes til nyt arbejde. Som der, mens prøve-produktionen varte, hele tiden var krise, saa var der ogsaa hele tiden arbejdsløshed med tilhørende sulteløn; befolkningens forbrugsevne var altsaa hele tiden ynkelig beskaaret — og paa denne ynkelig beskaarne forbrugsevne var derfor ogsaa nødvendigheds-produktionen baseret, da den endelig var bragt til at svare til det virkelige forbrug.
Naar de konkurrerende producenter umulig kunde undgaa arbejdsløshed mens de sat op det nye produktions-apparat, da berodde jo det naturligvis for en del derpaa, at arbejdskraft der er oplært i ét fag, ikke saadan uden videre lar sig flytte over i et andet — den der vilde betjene sig af slig overflyttet arbejdskraft kom jo til at ligge under i konkurrencen. Men at arbejdsløsheden blev saa stor som den blev, det skrev sig væsentlig derfra, at krisevæsenet øvet en stærkt demoraliserende virkning paa endel af os pengepisk-svingere.
Den kapital de industridrivende fra først af selv hadde at sætte i det nye produktions-apparat, var jo snart sagt for ingenting at regne. Men foreløbig hadde det ikke noget at si. Til en begyndelse kappedes nemlig ejendomsbesidderne om at rejse penge paa panteobligationer for at sætte dem i industrielle foretagender, og ingen grunder stod derfor i den første tid fast for penge — stod han fast, var det altid paa manglende arbejdskraft. Men ikke før hadde de første fagkriser meldt sig, før ejendomsbesidderne forsigtig trak følehornene til sig. At gjøre flydende den kapital der laa bunden i ens ejendom og derved kanske fordoble sin indtægt var jo fristende nok — men risikoen forekom nu mange at være for uhyggelig stor. Kapital der først var gjort flydende viste sig at ha forbandet let for at flyde fra sin ejermand istedenfor at øge hans indtægt — og sad man med en ejendom, der rundelig indbragte hvad man hadde brug for, da var der sandelig ingen mening i at sætte denne sikre indtægt og dermed hele sin velfærd paa spil, for muligens at kunne faa sin indtægt forøget. Man skyldte baade sig selv og sin familie ikke at løbe den risiko. Slig ræsonnerte mange ejendomsbesiddere, og slig ræsonnerte ogsaa mange pengemænd, hvis formuer var store nok til at de kunde leve af sine renter — og fra det øjeblik af, da fagkriserne begyndte at grassere, saa man derfor til stadighed energiske foretagsomme gründere med hoderne fulde af planer til nye foretagender rende fortvilede omkring fra den ene penge- og ejendoms-mand til den anden, uden at kunne formaa nogen af dem til at sætte de fornødne penge ind, tiltrods for at en ledig arbejdsstok stod færdig til at ta fat, bare pengene var skaffet tilveje.
Selvfølgelig var det ikke alle penge- og ejendoms-mænd som ved det tossede krise-væsen paa den maade blev bragt til at glemme hvad al ejendom er indstiftet for. Ellers vilde det jo set galt ud for os allesammen. Anlægget af det nye produktions-apparat hadde jo da maattet indstilles, og snart hadde saa hverken penge eller ejendom git noget af sig. Nej, en mængde ejendomsbesiddere sat fremdeles modig sin ejendom ind — og saaledes gik det til, at baade de penge landmændene tjente, og de penge bankerne paa egne og klienters vegne tog ind i pantelaansrente, stadig væk kunde anbringes i nye panteobligationer. Mens produktions-apparatet blev sat op fik altsaa pengemændene hele tiden renter og renters rente af sine kapitaler, fordi der hele tiden var ejendomsbesiddere, som paatog sig risikoen ved at la deres penge cirkulere. De penge som tjentes i landet blev saaledes stadig brugt paany. Men de penge der gik i lommen paa barbarerne, og som centralbanken maatte indløse med guld vendte ikke allesammen — som vi før forudsatte — tilbage til bankerne; en del af dem blev liggende i centralbanken, fordi der ikke fandtes ejendomsbesiddere, som vilde overta risikoen ved at la dem cirkulere for sin regning — og den sum der saaledes blev sat ud af cirkulation var akkurat lig det beløb man tidligere hver uge hadde udbetalt til dem der nu var arbejdsløse, plus det beløb hvormed man hadde reduceret ugelønnen for dem der endnu fik lov til at arbejde.
Fra det øjeblik af da fag-kriserne begyndte, blev altsaa anlægget af vort nye produktions-apparat ganske vist ikke længer drevet med fuld kraft; men man vedblev dog hele tiden at sætte op nye og stadig nye etablissementer — og det blev man altsaa ved med saalænge indtil alle brancher hadde gjennemgaat sin krise og dermed faat sin produktion ordnet. Men da det punkt var naad, og produktions-apparatet altsaa forsaavidt var færdigt, som der paa det nu producertes alt hvad vi selv og befolkningen brugte, tjentes der i alle brancher saa lidt, at faa ejendomsmænd længer fandt det raadeligt at risikere sin ejendom paa at sætte op nye etablissementer i nogensomhelst branche. De som alligevel gjorde det fik svi for det — de ruinerte baade sig selv og andre — og da man saa det resultat, holdt man ganske op med alt ny-arbejde. Men derved fik jo de arbeidsløses hær en betydelig tilvæxt — og saaledes gik det til, at vi fra de forholdsvis uskyldige fag-kriser gled over i den almindelige krise og fik baade vor nødvendigheds-produktion og vor luxus-produktion bræmset ned til elendigheds-niveauet.
Efter at krisen nu er overstaat, produceres der atter det samme kvantum nødvendigheds-artikler som før den brød ud; men det vil altsaa ikke si andet, end at vor nødvendigheds-produktion fremdeles som før krisen er baseret paa en delvis arbejdsløs og derfor mer eller mindre sultelønnet befolknings forbrugsevne.
Nu er det jo ganske klart, at i det øjeblik vi organiserer os og driver baade nødvendigheds- og luxus-produktion for vores alles fælles regning, saa staar det absolut i vor magt at holde befolkningens forbrugsevne nede paa dette usle niveau ved simpelthen at sætte al ledig arbejdskraft til at producere luxus, og bare la den arbejdsstok der nu udfører nødvendigheds-produktionen lægge den en smule om, fordi forholdet mellem forbrugsevnen i by og paa land blir en smule forandret ved at alle sættes i arbejde. Men det er ligesaa klart at vi slet ikke vilde staa os paa en saadan optræden. En befolkning der uafladelig plages af næringssorger ender med at gaa uvillig til sin gjerning og levere lidet og daarligt arbejde, mens en befolkning der er befriet for alle økonomiske bekymringer gaar glad til sin gjerning og leverer meget og udmærket arbejde. Ingen tvil derfor om, at det er i vor egen velforstaaede interesse at sætte en del af den ledige arbejdsstok til at øge nødvendigheds-produktionen og samtidig forhøje befolkningens forbrugsevne ved at forandre forholdet mellem priser og arbejdsløn.
Hvor stor en del af den hele arbejdsstyrke der bør anvendes til nødvendigheds-produktion, og hvor meget befolkningens forbrugsevne maa forhøjes for at arbejderen kan bli absolut befriet for næringssorger, er jo en opgave som vore tillidsmænd og vort centralstyre kommer til at maatte løse ved at prøve sig frem. Og naar de tilslut har faat forholdet mellem nødvendigheds- og luxus-produktion ordnet med de to ting for øje, og dermed bragt hele vor økonomi i al ønskelig orden, da vil det siden være en nem sag at hindre den fra paany at komme i uorden. Hvergang en ny arbeidsbesparende reform sidenefter indføres i vor produktion, behøver vi da bare at sætte den arbejdsstok som derved blir ledig, til at øge vor luxus-produktion, der altsaa hvergang vil bli akkurat saa meget dyrere, som nødvendigheds-produktionen blir billigere. Og skulde luxus-produktionen tilslut bli saa stor, at vi ikke selv raar med at bruge al den luxus der frembringes, da er der jo god raad med det —: centralstyret behøver da bare ved en forandring i forholdet mellem priser og arbejdsløn at sætte befolkningen istand til at delta i luxus-forbruget.
At vi maa gaa over til at drive hele vor produktion for én fælles regning, hvis vor økonomi skal komme iorden, er saaledes aldeles utvilsomt. Alt hvad vi foreløbig kan gjøre, er imidlertid kun at organisere os og faa valgt vore tillidsmænd og vort centralstyre. Men det bør vi ogsaa gaa igang med idag heller end imorgen, saa der snarest mulig kan bli en ende paa den tossede situation hvori vi befinder os.