At lide og at lindres
Der faldt et Sollys i min Krog
og spilled i den aabne Bog
just paa en mørk Tirade.
En Fuglerøst i samme Nu
bar i den triste Gade,
saa fjernt fra Glæden blandt de grønne Blade,
sin Længsel til min Hu.
Mit Hjerte slog paa denne Dag
med tunge, kummerfulde Slag
af Savn og mørk Erindring.
Hvor Haabet søgte sig en Vei,
der var kun Mulm og Hindring.
I hver en Harpestreng jeg famled efter Lindring,
og ak, den var der ei.
Men Fuglens Røst og Solens Blink
gav mig tilsidst det rette Vink,
et Bud fra Skov og Enge.
Jeg havde glemt, at Vaarens Børn
forlængst var oven Senge,
at fulde Reder tyngede alt længe
den vilde Rosentjørn.
Der er en Høide, Byen nær,
beskygget tæt af Fyrretrær
med høitopskudte Grene.
Der slynger sig en yndig Sti
blandt overgrode Stene,
og Egnen viser Dig paa denne Scene
sit hele Trylleri.
Did vandred jeg; thi der jeg veed
en Skygge og et Hvilested,
til Mindets Fest udkaaret.
En Engel har paa denne Plet
min Kummerbyrde baaret,
og lagt sin milde Haand paa Hjertesaaret,
og stille lindret det.
I Huset der, bag Skovens Krands,
var den Gang Strengeleg og Dands,
der brændte Kjerter klare;
men hun slog Shavlet om sin Hals,
og fra den muntre Skare
vi smutted bort, og vilde gjerne spare
den hede Længselsvals.
Ak, Foraarsmaanen skued ned
vemodigt til vor Ensomhed,
som om vor Sorg den vidste;
og sagte hvisked Nattens Røst
om Troskab til det Sidste,
og end en Gang, fra nysudsprungne Kviste,
fløi Haabet til mit Bryst.
Men nu, da atter her jeg stod,
sank dybere mit sunkne Mod;
her var saa trist og øde.
Det var, som Dagen, før saa smuk,
med Et bag Skyen døde,
mens Vindens Røster gjennem Dalen løde
som idel tunge Suk.
Jeg fordred af den smukke Egn
et stille Vink, et Mildheds Tegn,
det havde lægt og trøstet; —
men, som en ængstet, raadløs Ven,
hvert Træ sin Krone rysted,
og Suset gik mig bittert gjennem Brystet,
som naar et Haab dør hen.
Da maatte jeg med tunge Trin,
og med et overskygget Sind,
min kjære Skov forlade.
Jeg vandred ved den stride Strøm,
der væder Birkens Blade,
hvor Elvens Harpe i en bred Kaskade
klang til min vaagne Drøm.
Og medens Fossens vilde Magt
blindt legede med Vaarens Pragt
og brused over Løvet,
jeg tænkte paa den lange Nød,
som Hjertets Vaar har prøvet,
hvor Blomstens Knop alt bøier sig bedøvet
mod Dybets kolde Skjød.
Men, som jeg nu tilbage saa
did, hvor ved Skoven Huset laa,
var Egnen huldt forklaret.
Hvad Længslen nylig spurgte om
blev nu saa sødt besvaret;
af Lysets Engle signet og bevaret
laa Mindets Helligdom.
En Flok af Duer daled ned
som Sendebud om Trøst og Fred,
hvor Smerten nylig dvæled,
og Solen var ved Bilk og Kys
med Vaaren der formælet.
Ja, Dagen laa forsonet og besjælet
just hvor den sørged nys.
Da løstes atter i min Barm
det strenge Aag af Kval og Harm,
der vilde Hjertet tynge.
Hvert bittert Nag, i Sjælen gjemt
langt bort jeg kunde slynge;
jeg hørte Elvens Risletoner synge:
„O, lad det være glemt!“
Ja, glemt! — Det falder ei saa svært;
min Vandring har mig atter lært
at sese med Lyst tilbage.
Det søde Minde svigter ei,
selv fulgt af Savn og Klage;
det spaar til Slutning dog om klare Dage,
og lyser paa min Vei.