Eensomt Sommerliv
Naar de første, sommerklare Dage
har gydt Straaler paa min Yndlingsdal,
og naar Alfers Brudefølger drage
gjennem Skovens duftende Portal, —
o, da vil jeg eensom vandre did,
og, af Løvet skjult, en stakket Tid
glemme al min Klage.
Langt fra Livets Tummel er jeg fjernet,
mens jeg hviler der bag Klippers Værn.
Af Nymfæer rigeligt bestjernet
blinker der det himmelklare Kjern.
Høie Lunde dufte paa dets Bred,
nwdens tusind Krandse hænge ned
over Klippeværnet.
Her har Freias Falkevinge dalet
og hun glemte her sin Længselsflugt;
her den Fagre saa sit Billed malet
i den stille, skyggefulde Bugt.
Paa det lave Næs stod hendes Lund;
der har Drømmen i en Morgenblund
hendes Sind husvalet.
Hvor hun vandred, har hun allevegne
strøet rige Blomster i sit Spor;
Sagnet ved, at hun i Godheims Egne
samled Spirerne til Dalens Flor.
Trindt paa Eng og under Lundens Tag
vil de fagre Klynger end idag,
hendes Fjed betegne.
Engang stod jeg med et sorgfuldt indre
der, hvor Dalen aabned mig sin Favn,
og den kunde dog livsaligt lindre
med sin rene Sommerfryd mit Savn.
Drosler hilsed mig fra Lund og Krat,
og paa Engen lod en Blomsterskat
sine Smykker tindre.
Og min Sjæl har kunnet grant fornemme
mellem Løvet der en sagte Røst:
„Du vil dog ei med dit Suk forstemme
disse Lundes fredelige Lyst?“ —
Ved den mildeste Naturens Magt
blev min Smerte der til Slummer bragt
i sit dunkle Gjemme.
Derfor vinkes jeg saa tidt tilbage
til mit Eden, til min Yndlingsdal.
Som en Pilgrim vil min Længsel drage
gjennem Skovens duftende Portal.
O, hvor sødt at vandre ensom did,
og, af Løvet skjult, en stakket Tid
glemme al sin Klage!