Audun Hestakorn og St. Margrete paa Nordnæs

I Aarene 1300–1302 førtes i Bergen to Processer for Landsforræderi, og begge endte med Henrettelser, som gav Anledning til meget Folkesnak, fremkaldte Folkeviser og i nyere Tid har givet Historikerne Stof til flere Hypotheser. Den ene henrettede var en tysk Kvinde, som udgav sig for en norsk Kongedatter, den anden en af Landets Magnater, en nær Slægtning af Kongeætten. Om Aarsagen til Audun Hestakorns Død tier Samtidens kortfattede Annaler, men saa meget mere vides fra senere Sagn, hvis Troværdighed dog ikke er garanteret. Om St. Margretes Død vides mere, og man ser tillige, at allerede Samtiden var uenig om hende: Stormændene med Konge og Biskop i Spidsen erklærede hende for en Bedragerske, men Almuen troede hende uskyldig henrettet og gjorde hende til Helgen. Den sidste Opfatning finde vi igjen i to gamle Folkeviser, som ere gjenfundne paa Færøerne i dette Aarhundrede, og som hævde, at den egentlige Aarsag i hendes Død var Audun Hestakorn. Vi skal i det følgende offentliggjøre disse hidtil utrykte Viser, som Prof. Grundtvig velvilligt har stillet til vor Disposition; men anse det rettest at forudskikke Oplysninger om alt, hvad de samtidige Kilder oplyse om de to Hovedpersoner i

Digtningen.
I.

Audun Hugleikssøn var beslægtet med Kongehuset, og dette Slægtskab anerkjendtes af Kongerne, thi Kong Erik kalder ham sin „kjære Frænde“ (carus consanguineus); han var dog ikke af kongeligt Blod, idet hans Slægtskab, som Munthe har paavist, skriver sig fra, at hans Morfader var en nær Slægtning af Kongemoderen Inga fra Varteig.[1] Hendes Slægt, Varteigsmændene, var neppe mere end en „god Bondeæt“ i Borgesyssel; den blev naturligvis hjulpet mægtigt frem i Ingas Søn Haakon Haakonssøns Tid. To af hendes Brødre, Gunnulv og Bjørn, tjente i Kongens Hird som Krigsmænd[2] og ere vel som saadanne videre forfremmede, forsynede med gode Gaarde eller Giftermaal. Ialfald vide vi dette om Ingas Frænde (Søskendebarn?) Audun i Borg, der af Kong Haakon fik som Gave Gaarden Bjærke i Follo,[3] og vi tør vel slutte det samme om flere andre af Slægten, da vi se en ellers ukjendt Frændkvinde af Kongerne, Thorunn, faa en Gaard i Elvedalen til Gave af Kong Haakon.[4] Den Jon af Sudrheim, der i 1240 kaldes „Kong Haakons Frænde“, og i hvem jeg har seet Hafthorssønnernes Stamfader,[5] hører aabenbart til samme Familiekreds, da hans Efterkommere føre samme Vaaben (Rosen) som Audun Hugleikssøn. Hverken Audun af Borg eller Jon af Sudrheim betragtedes som jevnbyrdige med de gamle Lendermandsætter, og ingen af dem spiller nogen politisk Rolle i Kong Haakons Tid; ikke engang Audun i Borgs Døtre bleve gifte med Lendermænd; hans ene Datter var gift med en Hugleik af Hegranæs, der ikke kan have været mere end en rig Bonde i Søndfjord, i Høiden Hirdmand, og hvis jeg forstaar rigtigt Brevet DN. II, 19, var Auduns anden Datter gift med Jon Holtessøn († c. 1277), der hørte til en rig Hirdmandsæt fra Romerike.[6] Først Auduns Dattersøn, Hugleiks Søn og Arving, Audun, bragte denne Sidegren af Kongehuset i Veiret. Han synes at være født omkring 1240 og er maaske tidligt kommet til Hoffet og der uddannet i boglige Kunster og Forretningsdygtighed; thi allerede 1273 var han Stallare, et Embede, som krævede baade praktisk Dygtighed og Lovkundskab, da Stallaren havde at forestaa alle offentlige Forhandlinger paa Thinget paa Kongens Vegne, var øverste Dommer i Hirden og desuden Skydsvæsenet laa under ham. Netop fra Aar 1273 har vi en udtrykkelig Udtalelse om, at Audun ansaaes for den sagkyndigste Mand i fædrelandsk Ret og derfor endog deltog i Bedømmelsen af den islandske Kirkesag, og det er visselig mere end en rimelig Gjætning, naar P. A. Munch ansaa Audun for en af de fornemste Deltagere i Kong Magnus’s Lovrevision, der hovedsagelig foregik i de Aar, Audun var Stallare. Det tør maaske endog betragtes som en Løn for denne Auduns Virksomhed, naar han, der endnu 1276 fungerede som Stallare, i Aaret 1277 var forfremmet til Lendermand (Baron) og forlenet med Tønsbergs Syssel. Hans Formuesstilling maa allerede nu have været glimrende, og han antyder selv, at han for en stor Del skyldte Kongen denne, idet han i 1279, efterat Jon Holtessøn havde betænkt ham i sit Testament med forskjellige Gaardparter i Follo og Romerike, benytter disse til at indløse fra Halvardskirken i Oslo den Gaard Bjærke, som Audun i Borg havde faaet af Kong Haakon, som Jon Holtessøn havde arvet efter Audun og testamenteret til St. Halvard, – „fordi jeg Audun havde megen Taknemmelighed at vise Kongedømmet for mangfoldige Hædersbevisninger og den Forfremmelse, jeg har faaet af det“. Audun var paa denne Tid gift og havde – ialfald i 1281 – med sin Hustru Fru Gyrid (hvis Slægt ikke kjendes) Børn, uden at vi vide, at nogen af dem overlevede ham.[7]

Ved Kong Magnus’s Død i 1280 skulde Audun stige endnu høiere; han blev sammen med de andre Baroner en af de faste Formyndere for den unge Kong Erik Magnussøn, en at dem, der „sad i Kongens Gaard“. Striden med Erkebiskopen er for bekjendt til, at vi her vil dvæle ved den; om Auduns Deltagelse i Regjeringen kan kun siges, at sandsynligvis skyldes den store Kong Eriks Rettebod fra 1280 eller 81, Sendebrevet til de østlandske Stormænd om Geistlighedens Anmasselser (c. 1282), Beskyttelsesbrevet for Nidaros Kirke og Kanniker (1283) o. s. v. helt eller udelukkende ham, saaledes at det paa en vis Maade maa siges at være ham, der formede Programmet for Baronernes og siden Kongedømmets Kamp mod Hierarchiet, medens det for største Delen var de andre Baroner, der øvede fiendtlige Handlinger mod Biskoperne; Banstraalen fra Erkebiskopen rettedes derfor ogsaa mod disse, mod Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Andres Plyt og Hr. Hallkel Krøkedans, medens Audun gik fri. Endog efterat Audun paa et Thing i Bergen havde ladet den Stavangerske Biskops Mænd lyse fredløse, fordi de ikke vilde yde Leding, høre vi ikke om noget Ban, thi heller ikke ved denne Leilighed var Audun den egentlige Exekutor; det var nemlig Gaute i Tolga, som fordrev dem fra Stavanger og tog deres Gods, medens Audun stod bag som den, der ledede det hele uden at deltage i den praktiske Detalj.

Saalænge Formynderregjeringen varede (1280–82), synes Audun at have holdt til i Bergen, hvor vi ialfald træffe ham ved flere Leiligheder i 1281.[8] I den følgende Tid fordunkles hans Navn næsten ganske af andre: Alv Erlingssøn har, støttet til Enkedronningen, ført Kongen og Landet ind i en aggressiv Politik mod Danmark og de tyske Stæder, og Hr. Bjarne Erlingssøn eller Thore Haakonssøn optræde overalt som de, der ligeoverfor Udlandet søge at bøde paa alle Alv Erlingssøns Feilgreb. Om Audun Hugleikssøn vide vi kun, at han enten 1284 eller 85 som norsk Gesandt indkrævede et halvt Aars Afdrag af Kong Eriks Tilgodehavende i Skotland, at han i 1287 deltog i Forhandlingerne med de danske Fredløse og i 1289 var med paa Krigstoget til Danmark, hvorved det udtrykkelig siges, at han og hans Afdeling vare uheldige.[9] Det synes tydeligt, at han maa have været optaget med en mindre fremtrædende, men maaske i lige Grad betydningsfuld Virksomhed paa andet Hold, og da paa den ene Side hans udenlandske Sendelser havde en afgjort finansiel Karakter og paa den anden Side han ogsaa senere overhovedet synes knyttet til Tønsbergs Fehirdsle, kan vi ikke tvivle om, at P. A. Munch har truffet det rette ved at hævde, at Audun allerede strax efter Formynderregjeringens ophør har overtaget sin forrige Myndighed som Befalingsmand i Tønsberg, og at dertil er knyttet Stillingen som Overskatmester over hele Norge.[10] Dermed stemmer ogsaa alt, hvad vi vide om Auduns Optræden i Aarene 1295 og 1298, idet hans Deltagelse i den ydre Politik ogsaa her havde en finansiel Karakter.

Enkedronningen og Alv Erlingssøn havde ført Landet ind i en uheldig Strid med Tyskerne, der endte med, at Kong Erik blev dømt til at betale 6000 Mark Sølv i Skadeserstatning, og i en Krig med Danmark, der væsentlig bestod i Herjetog i de danske Farvande. Finanserne bleve derfor i større Grad end nogensinde før Hovedfaktoren i den norske Politik, og vi se Kong Erik og hans Ministre gribe til de mest fortvivlede Laaneforetagender for at skaffe sig Penge dels til at betale den trykkende Gjæld, dels til at føre Krig. Allerede Alv Erlingssøn begynder 1286 med at laane Penge for Kong Erik i England, men da samtidig de aarlige 700 Mark udeblev fra Skotland fra 1286 af, formaaede Kongen ved Betalingsterminen i 1288 ikke at skaffe mere end 2,870 Mark, saa at han for at faa Henstand maatte indrømme Hansestæderne Fritagelse for Afgifter, hvoraf fulgte Indskrænkning i Toldindtægterne. Afbetalingen strækker sig gjennem hele Eriks Regjering, og vi maa betragte disse finansielle Forlegenheder som den røde Traad i Kong Eriks udenrigske Politik. Da de skotske Regjeringsherrer havde nægtet Udbetalingen af de skyldige aarlige 700 Mark, maatte Erik søge Kong Edvards Hjelp og ganske overgive sig og sin til Skotland arveberettigede Datter i hans Vold. Dette nyttede lidet, thi Datteren døde som bekjendt i Oktober 1290; dog skaffede Forbindelsen med Edvard Erik i 1292 noget af hans Tilgodehavende, men ikke saa meget, som der tilkom ham, og fra 1293 var Erik derfor misfornøiet med Kong Edvard og hans skotske Vasal John Balliol. Intet Under derfor, at han henvendte sig til dennes Konkurrent, Robert Bruce, og i 1293 ægtede dennes sønnedatter Isabella; ogsaa dette Ægteskab[11] var aabenbart først og fremst myntet paa at skaffe Penge, hvilket kan sluttes af Forhandlingerne om Hertug Haakons Ægteskab. Endnu længere fjærnede Kong Erik sig fra sin tidligere Politik, da Krig udbrød mellem Kong Edvard og den franske Konge i 1294. Den franske Kong Philip har Vaaren 1295 havt Gesandter i Norge, og som Følge heraf sendte Kong Erik i Juni 1295 Audun Hugleikssøn med udstrakte Fuldmagter til Frankrige; Audun sluttede her en Traktat mellem Norge og Frankrige, som visselig maatte slaa enhver Iagttager med Forbauselse, hvis man ikke ogsaa som Motiv her gjenfandt de hjemlige Finansforlegenheder. Audun lovede (22 Oktbr. 1295) paa sin Konges og Norges Vegne at stille til den franske Konges Disposition i Krigen mod England 200 Galeier og 100 store Skibe, forsynede med Vaaben og Levnetsmidler for 4 Maaneder om Aaret, samt 50,000 udvalgte Krigsmænd mod aarlige Subsidier af 30,000 Pund Sterling. Audun maatte vide, at disse Løfter vare umulige at opfylde: hele Norges Krigsstyrke beløb sig til omtrent 13,000 Mand med omtrent 300 Skibe og var desuden kun forpligtet til defensiv Tjeneste „til Landsenden“; hvorledes skulde det da være muligt at opdrive det firedobbelte Antal „udvalgte Krigsmænd“ og 300 Skibe til udenlandsk Krigstjeneste? Men Forklaringen ligger tydelig nok deri, at Audun samme Dag fik forskudsvis udbetalt af den franske Statskasse 6000 Mark Sterling, naturligvis mod at stille sig og sit Gods og Kong Erik selv som Sikkerhed. Samtidig sluttede Audun paa sin Konges Vegne en Alliance med Frankrige og underhandlede om et Ægteskab mellem Hertug Haakon og Grevinde Isabella af Joigny, som ogsaa blev foreløbigt tilsagt ham. Med Kong Philips Gesandter, der ogsaa paa Isabellas Vegne skulde underhandle om de pekuniære Vilkaar for Ægteskabet, vendte Audun hjem til Norge, og Kong Erik gav i Bergen 29 Marts 1296 sin Stadfæstelse af Traktaterne; men de franske Gesandter synes ikke at være blevne enige om Ægteskabsvilkaarene, thi Ægteskabet blev ikke indgaaet, og hverken Alliance eller Krigstog blev der noget af, thi allerede i April 1296 sluttede Kong Edvard Vaabenstilstand og kort efter Fred med den franske Konge, som saaledes ikke behøvede den storartede Udrustning fra Norge. Men Pengene? Ja, senere nævnes de ikke med et Ord; de franske Arkiver, som har bevaret Traktaterne og Forskrivningen for de 6000 Mark, har ingen Kvittering bevaret for Tilbagebetalingen, de norske heller ikke, saa man neppe kan tro, at de bleve betalte tilbage. Derimod kan Kong Erik snart efter – i 1297 og 1298 – gjennem Audun Hugleikssøn som Skatmester i Tønsberg betale al sin Gjæld til de tyske Stæder til sidste Skilling. Der maa her være en Sammenhæng og denne kan ikke være nogen anden end den, at Audun har benyttet de franske Subsidier til at indfrie sin Konges Forpligtelser til Lübeck.

At Audun sammen med Bjarne Erlingssøn sluttede en Aftale med den danske Konge i Kjøbenhavn 1298, at han i Bergen havde af Kongen faaet en Gaard paa „Stranden“, den senere Audunargarðr,[12] og at han i Bergen 8 Febr. 1299 kjøbte og betalte en Gaard paa Romerike,[13] er egentlig alt, hvad vi vide om ham eller hans Virksomhed under Kong Eriks senere Leveaar. Og efter Kong Eriks Død erfare vi af de islandske Annaler, at Audun blev fængslet i 1299 – altsaa om Høsten – og i 1302 hængt paa Nordnæs.[14] Hertil kan endnu føies, at hans Dødsdag ifølge et islandsk Necrologium var 2 Decbr. Det sees endvidere, at alt Auduns Jordegods blev konfiskeret og siden holdt sammen som et særskilt Godskomplex af Kongerne; med Undtagelse af hvad der blev givet „under Kloster og Kirke“ og enkelte Gaarde, som Audunargaarden, der af Kong Haakon V blev foræret til Hauk Erlendssøn, blev hele „Audun Hestakorns Gods“ eller „Nordfjords-Godset“ (som dog ogsaa havde Eiendomme udenfor Nordfjord) i 1361 givet som Odel til Otte Rømer, gik fra hans Sønnesøn over paa Sidegrenen de „yngre Rømere“ og splittedes efterhaanden.

Før vi gaa over til at undersøge Grunden til Auduns bratte Fald, skal nogle Bemærkninger gjøres om hans Tilnavn: Hestakorn. Det er sikkert, at allerede hans Samtid kaldte ham saa, og at Tilnavnet ikke ansaaes som uhæderligt, thi Hirdmanden Jon Aslakssøn, som indsatte Kong Erik og Audun til executores testamenti, benævner ham med dette Tilnavn i sit Testament.[15] Absalon Pederssøn mener, at Audun kaldtes saa, „fordi han gav Heste først Korn i Norge at æde“, – en meget naturlig Gjætning, da hestakorn kun er en omskrivning for Havre:[16] men i denne almindelige Form kan dog ikke Forklaringen gjælde, thi man ser af Eidsivathings ældre Kristenret fra Midten af 12te Aarhundrede, at paa Biskopens Visitatsreiser blev paa Prestegaardene hans Ridehest og Bagagehest fodrede med Korn, medens hans Følgesmænds Heste kun fik Hø og Presternes Heste ligeledes blot Hø,[17] og hvis man tør tro Snorres Skildring af Olav den helliges Ophold hos Sigurd Syr paa Ringerike, lod denne de Besøgendes Heste fodre med Korn.[18] Det synes altsaa, at paa Østlandet brugtes det allerede før Auduns Tid at fodre ialfald Biskopers og Kongers Heste med Havre. Det kan saaledes tænkes, at enten har Audun optaget Skikken fra Hoffet og anvendt den paa sit eget Stutteri eller ogsaa overhovedet indført den paa Vestlandet; i begge Tilfælde kan hans samtidige have betragtet det baade som en Forbedring og som et Bevis paa Overmod og Luxus, og Tilnavnet saaledes i forskjelliges Mund have været et Hædersnavn eller et Øgenavn.

II.

De kortfattede Annaler fra 14de Aarhundrede har ingen Oplysning om, hvilken Forbrydelse Audun havde begaaet, eller hvad han blev dømt for. At det maa have været en stor Forbrydelse, er klart af Straffen, idet nemlig ogsaa hans Odelsgods blev konfiskeret, – men ingen direkte Efterretninger fra Samtiden oplyse nærmere om dens Art. Saa meget mere har Eftertiden beskjæftiget sig dermed, og der foreligger to Sagn og to Hypotheser som Forklaringer.

Det ældste Sagn findes i Indberetningerne til Ole Worm om Bergenske „Antiquitates“ fra Biskop Paschasius af Aar 1626; vi citere det her i sin Sammenhæng:[19] „I Sundfjord paa Jylster, tvert fra Prestegaarden paa Gaarden Hegernes findes en Steenbro og nogle Steenhobe eller Rudera paa en øde Plads, hvor tilforn en mægtig Kiempe Evind Hestekorn (saa kaldet fordi han var den første, som i Norge gav Heste Korn at æde) Norges Riges Kantzler havde et Slot. Denne Evind skal være bleven rettet paa Nordnes ved Bergen, fordi han voldtog Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra Engelland til Norge. Broen er 96 Trin lang og 3 Trin bred.“

Denne Indberetning gjengiver neppe uforandret et Sagn fra Søndfjord, thi enkelte Punkter i Indberetningen – Forklaringen af Tilnavnet Hestekorn og den urigtige Titel „Kansler“ – ere laante fra Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse;[20] ligeledes synes Udtrykket „rettet“ at vise hen til den dobbelte Beretning hos Absalon („hængt“ eller „brændt“), som Beretteren har villet undgaa at udtale sig om ved at vælge et almindeligere Udtryk. Men iøvrigt synes Beretningen at gjengive et virkeligt Folkesagn (sml. nedenfor). At dette Sagn er uhistorisk, har allerede Munch vist: Grevinden af Joigny sendte nemlig ikke sin Datter til Norge, men hun overdrog de til Norge reisende franske Gesandter at underhandle om Giftermaalet, og da disse ikke bragte nogen Giftermaalskontrakt istand, var dermed Sagen ude: Forbundet med Frankrige ophørte af sig selv, fordi den Situation, som havde fremkaldt det, havde ophørt at virke, derfor opgaves ogsaa det af Situationen fremkaldte Giftermaalsprojekt.

Det andet sagn om Auduns Skjæbne synes ligeledes at gjengive en virkelig Folketradition, om end heller ikke denne er ganske usminket. Biskop Neumann gjengiver dette Sagn saaledes (Budstikken V, 578): „Ridder Audun til Aalhus vilde utilbørligt udvide sin Magt og laa derfor ideligt i Strid med en Herse i Naustdal; dette mishagede Kongen, som lod ham kalde til Bergen. Audun nedgrov for Sikkerheds Skyld sine Skatte, sænkede sit store Sølvbord i Jølstervandet og begav sig afsted, ledsaget af sin Vaabendrager. Medens de hvilede underveis, satte en Ravn sig ned i Nærheden af dem og gav sig til at skrige ynkeligt. Audun, der vidste, at Vaabendrageren forstod at tyde Fugleskrig, spurgte ham, om han skjønnede, hvad Ravnen sagde. Ja, var Vaabendragerens Svar, den siger, at du drager bort, men kommer aldrig tilbage. Det skal du have løiet, sagde Audun, spendte sin Bue, skjød Vaabendrageren ihjel og drog derpaa ene til Bergen, hvor han blev aflivet.“ Et mistænkeligt Træk i denne Beretning er, at Auduns Modstander i Naustdal bærer den antikverede Titel „Herse“, hvilket smager af 19de Aarhundrede og aabenbart er indsat af Biskop Neumann (Sagnet har rimeligvis kaldt ham „Kjæmpe“ eller „Ridder“); derimod kunde det pege paa en gammel Tradition, at Kongen forudsættes at bo i Bergen, og det kan ogsaa gjerne være, at, som Munch formoder efter Sagnet, Audun har ligget i Strid med den Høvdingeæt, der boede i Naustdal (Lendermanden Eiliv i Naustdal, † 1277, eller hans Søn Eiliv, der var Ridder i 1309). Men selv om Folketraditionen i Auduns Hjemstavn har opfattet Striden med en Nabo i Naustdal som Aarsagen til hans Afstraffelse og hertil endog føiet Drabet paa hans egen Vaabendrager, kan dette ikke ansees for gyldig Anledning til Fængsling og Henrettelse, – end sige til Konfiskation af Odelsgods, hvortil Loven krævede „Nidingsværk“. Heller ikke dette Sagn kan saaledes være historisk, hvad man heller ikke kunde vente af en Beretning, optegnet over 500 Aar efter Begivenhederne.

Af nyere Hypotheser slutter den ene (Werlauffs) sig ganske til det i den Bergenske Indberetning omtalte Sagn, eller rettere til de derved fremkaldte Kombinationer. Oldforskeren Arendt havde nemlig ved Hjelp af dette Sagn, af Ligstenen fra Fjære og af et for Leiligheden fabrikeret Lokalsagn fundet ud, at Forbindelsen mellem Audun Hugleikssøn og den udenlandske Prinsesse havde havt en Datters Fødsel tilfølge, om hvilken hin Ligsten bar Vidnesbyrd, og Werlauff, der ikke kjendte Sagnets Gehalt, søgte som Følge heraf Auduns Brøde i hans Forgaaelse mod den franske Prinsesse. Om denne Hypotheses Umulighed kan jeg henvise til Munchs Udvikling[21] og til min Afhandling i det foregaaende Bind af nærværende Tidsskrift, side 207–10.

P. A. Munch har opstillet flere Forklaringsgrunde for Auduns Fængsling og Henrettelse: dels tænker han sig, at Audun har vægret sig ved at underkaste sig den nye Konge og enten ikke villet opgive Tønsberghus eller søgt at hindre hans Hylding, dels anser han det sandsynligt, at Kongen har krævet ham til Regnskab for de franske Subsidiepenge, dels tager han ogsaa Sagnet om „Hersen i Naustdal“ med. Det Nye hos Munch er imidlertid hans dristige Kombination af Auduns Sag med den falske Margretes:[22] han tænker sig, at Audun efter sin Fængsling i 1299 blev frigiven paa Æresord, men misbrugte denne Frihed til at smede Rænker sammen med et misfornøiet Stormandsparti, at han har begunstiget eller endog fremkaldt den falske Margretes Optræden som Kronprætendent og, da Bedrageriet blev opdaget, er falden med hende eller kort efter hende. Men disse Kombinationer have ikke blot ikke nogen støtte i Kilderne: vi kan ikke paavise nogensomhelst selvstændig Handling af Audun i Aarene 1299–1302, som kunde vise, at han i disse Aar har været paa fri Fod, og, hvad værre er, vi maa absolut benægte Tilværelsen af et mod Haakon fiendtligt Stormandsparti, thi dette maatte dog søges blandt Rigets Baroner, men alle Kong Eriks Baroner deltage i Rigsstyrelsen under Kong Haakon;[23] den Omstændighed, at den tidligere Kansler, den urolige Bjarne Lodenssøn, blev fængslet i 1302 og en Stund holdt i Fængsel i Ragnhildholm (ved Konghelle), kan ikke benyttes til af ham og Audun at skabe et Stormandsparti, thi da Bjarne kort efter blev frigivet og endog forfremmet til Baron, kan han ikke have deltaget i nogen Sammensværgelse mod Kongen. Desuden er Støttepunktet for Munchs Kombination, at Auduns og den falske Margretes Henrettelse fulgte lige efter hinanden i Løbet af Vintermaanederne 1301–2, urigtigt: den falske Margrete blev brændt i 1301 (Vaar eller Sommer, se nedenfor), medens Audun først blev henrettet 2den December 1302. Munch var ogsaa senere nær ved at opgive Kombinationen, da han lærte bedre at kjende Biskop Audfinns Brev af 1ste Febr. 1320 og deraf saa, at hele Tilstelningen med den falske Margrete var udgaaet fra nogle Bergenske Prester; ialfald gjør han opmærksom paa, at dette Brev giver Anledning til flere Berigtigelser af hans tidligere Ytringer.[24]

Baade de ældre Sagn og de nyere Hypotheser maa saaledes opgives som Forklaringsgrunde. Skal et nyt Forsøg voves, maa dette udgaa fra hvad vi virkelig vide om Audun fra samtidige Kilder eller kan slutte fra disse. Vi maa da fremhæve følgende Hovedpunkter:

1. Audun blev henrettet i Bergen; her maa altsaa hans Proces være foregaaet, og her maa han være bleven fængslet i 1299, ikke paa Østlandet, thi da maatte hans Fængsel ifølge Hirdskraaen have været paa Tønsberghus. Audun kan altsaa ikke, som Munch antog, have forholdt Kongen Tønsberghus, men er arresteret under Kongens tidligere Ophold i Bergen i 2den Halvdel af August 1299.

2. Da Henrettelsen følges af Konfiskation af Auduns Odelsgods, maa der forud for Henrettelsen være foregaaet en ordentlig Proces og Domfældelse. Naar en Lendermand anklagedes for „Landraadesag“, skulde der opnævnes 12 Dommere blandt Hirdens øvre Klasser; ogsaa dette er vistnok iagttaget ved Auduns Proces. Undersøgelsen er rimeligvis strax sat i Gang, men vigtige politiske Begivenheder, navnlig Krigstoget til Danmark 1300, maa have forhindret Dommerne fra at fremme Sagen. Derimod maa denne have gaaet sin Gang uafhængigt af Kongens Tilstedeværelse, thi denne var borte fra Bergen mellem September 1299 og September 1301 og reiste atter fra Bergen Sommeren 1302; han oppebiede saaledes ikke Undersøgelsens Udfald, thi Audun blev henrettet 2 Decbr. s. A., medens Kong Haakon var i Oslo. Af hans Dommere kan vi med Sandsynlighed udpege nogle, da vi vide, hvilke Baroner der var med Kongen til Rigsmøde i Oslo (Septbr. 1302); Formand i Retten maa aabenbart Mærkesmanden (Ogmund Sigurdssøn af Hestbø) have været, thi da Stallareembedet var ophørt i 1299, var Mærkesmanden øverste Hirddommer; de andre Baroner, som ikke vare med Kongen, vare Thore Haakonssøn, Jon Ragnvaldssøn,[25] Aslak Ragnvaldssøn og Peter Andressøn; en eller flere af disse maa saaledes have været Medlemmer af Domstolen.

3. En Sag, hvormed en Domstol er optaget i over 3 Aar, selv med Afbrydelser, maa være meget vidtløftig; Sagen mod Audun maa saaledes være rettet mod hele hans Embedsførelse, altsaa fornemmelig hans Finansforvaltning. De vigtigste Poster i denne er aabenbart Traktaten med Frankrige og Udbetalingen til Lübeckerne. Det er saaledes naturligt, at Undersøgelsen ogsaa har strakt sig til dem, der har kontraheret med den mistænkte Finansembedsmand, altsaa paa den ene Side Lübeckerne, paa den anden Side den franske Regjering. Og dette bliver egentlig den naturligste Forklaring af, hvorfor Sagen drog i Langdrag; der maa være sendt Mænd til Lübeck og til Frankrige for at granske vedkommende Dokumenter. Nu træffer det sig virkelig saa, at vi kan paavise, at en af Kong Haakons mest fortrolige Raadgivere netop har været borte fra Landet i den meste Del af den Tid, da Auduns Sag stod paa. Kansleren Aake forsvinder ganske fra offentlige Brevskaber i Tiden mellem Midtsommer 1300 og September 1302, og i al denne Tid besørges hans Forretninger saavel i Bergen som i Oslo af Vicekansleren Snare Aslakssøn;[26] Aake maa altsaa have været udenlands i Kongens Ærinde, og det ligger nær at formode, at han er reist til Lübeck og Paris for at foretage Undersøgelser angaaende Auduns Transaktioner. At Kong Haakon allerede i en meget tidlig Del af sin Regjering har havt Gesandter ved det franske Hof, sees deraf, at Kong Philip i 1304 sendte Gesandter til Norge med Foræringer, hvilket tyder paa, at tidligere Høflighedsbevisninger fra Norges Side skulde gjengjældes. Den med Henrettelsen følgende Inddragning af alt Auduns Jordegods synes ogsaa at være et passende Æquivalent for de Forpligtelser, Audun havde paadraget den norske Statskasse, og hvorfor han havde sat sit Jordegods i Pant. Det er ogsaa naturligt i Frankrige at søge Forbillede paa den Proces og Straf, som overgik Audun, thi netop Konfiskation af Finansembedsmænds Gods var i Frankrige en temmelig almindelig Praxis, og man har fra en lidt senere Tid (1315) et til Auduns Sag næsten ganske svarende Tilfælde i Enguerran de Marigny, som efter Philip IV’s Død blev dømt til Døden og hængt, ofret for Folkets Had af Philips Søn og Efterfølger, Ludvig X. Sagen mod Audun har unegteligt det samme Udseende af en politisk Proces: paa den ene Side Repræsentanten for Formynderregjeringen og de under Kong Erik herskende Stormænd, paa den anden Side Kong Haakons Kabinetsstyrelse, der fra efterhaanden at emancipere sig fra Eriks omgivelser nu efter Eriks Død var stegen til at blive den herskende Magt i hele Landet. Endog personlige Fiendskaber kan have blandet sig ind i Processen og f. Ex. paavirket Dommere, der i lange Tider havde følt sig tilsidesatte for Audun. Men ingen historiske Oplysninger foreligge herom, og jeg anser det for urigtigt her at indblande senere Tiders Sagn.

III.

I det Gesandtskab, som Høsten 1290 førte Kongedatteren Margrete Eriksdatter til hendes tiltænkte Rige, Skotland, deltog, saa vidt vi vide, ikke Audun Hestakorn. Biskop Audfinns Brev oplyser, at Biskop Narve i Bergen og Baronen Thore Haakonssøn stod i Spidsen for Gesandtskabet, og der var saaledes ikke nogen Plads tillige for Audun; med Hr. Thore fulgte dennes Hustru Fru Ingebjorg Erlingsdatter, Jarlen Alvs Søster, samt naturligvis flere ringere Kvinder. Margrete døde paa Orknøerne „mellem Biskop Narves Hænder“, og hendes Lig blev af Gesandterne ført tilbage til Bergen; Kong Erik undersøgte selv Kisten, og efter at have forvisset sig om Ligets Identitet lod han hende begrave i Bergens Kathedralkirke ved Siden af hendes Moder.[27] Men Aaret efter Kong Eriks Død (1300) kom til Norge fra Lübeck en Kvinde, der udgav sig for Kongedatteren Margrete, som skulde være „solgt“ af Fru Ingebjorg Erlingsdatter; hun blev sat i Fængsel i Kongsgaarden og hendes Sag retslig undersøgt. Det blev oplyst, at den tyske Kvinde var tyve Aar ældre end Kong Eriks Bryllup i 1281 – altsaa født omtr. 1261 –, at hun ved sin Ankomst til Norge var „graahaaret og hvid i Hovedet“, medens den afdøde Kongedatter var født i 1283 og saaledes i 1301 vilde have været 18 Aar gammel. Den Domstol, der dømte hende, har vel været Lagretten paa Bergens Bything og Bylagmanden; dette strider ikke mod, at hun ifølge Biskop Audfinns Brev dømtes efter „Landets Lov“, thi Landslov og Bylov faldt i dette Tilfælde sammen, og Biskopen mener vel kun, at hun er dømt efter verdslig Ret. Hun dømtes i „Landraadesag“ (Landsforræderi), hvilket af Biskop Audfinn forklares med, „at hun kaldte sig at være Kong Eriks Barn og lovlige Arving“; hun synes altsaa virkelig at have gjort Fordring paa al Arv efter Kong Erik, ogsaa paa Thronen, thi Krav paa Arv af Kong Eriks private Gods kunde ikke foranledige Dom for „Landraadesag“. Der gjordes ogsaa den Forskjel mellem hende og hendes Medskyldige, at hendes Mand blev halshugget, medens hun selv blev brændt. Denne hendes Henrettelsesmaade er mærkelig, fordi den afviger fra den sædvansmæssige; det heder udtrykkelig, at dette skede „efter de bedste Mænds Raad, som da vare i Norge“, hvilket vel antyder, at man for det nye Retscasus har indført en ny Dødsstraf. Ved de „bedste Mænds Raad“ menes aabenbart, at Domstolen har henstillet til „Kongens Raad“ at afgjøre Straffen, og at dette har udtalt sig for, at hun skulde brændes. Biskop Audfinn nævner ikke udtrykkelig Kongen som Deltager in Dommen; det kunde være for med Vilje at holde ham udenfor, da han jo var Part i Sagen. Men paa den anden Side ser det ud, som om Kong Haakon virkelig har været fraværende fra Bergen, medens Sagen stod paa. Annales regii, der give de bedste Oplysninger fra disse Aar, referere nemlig disse Aars norske Begivenheder i følgende Orden:

1300. Kong Haakon for i Leding til Danmark. Vaabenhvile til Fredsunderhandlinger. Møde i Halland mellem Kongerne, Fredsslutning paa 3 Aar. Kong Haakon bar sin Krone i Oslo Kronemessedag (ɔ: 9 Novbr.).

1301. Født Jomfru Ingebjorg, Kong Haakons Datter. Brændt i Bergen den Kvinde, som udgav sig for Kong Eriks Datter. Kong Haakon for nord til Bergen og sad der om Vinteren.

Her er det dog aabenbart Annalskriverens Mening, at Henrettelsen i Bergen foregik, medens Kongen endnu opholdt sig paa Østlandet, – altsaa før September 1301. Dette forhindrer imidlertid ikke, at Dommen muligvis har været forelagt Kongen til Stadfæstelse, men Udtrykket „de bedste Mænds Raad“ passer unægteligt bedst paa en Udtalelse af en af Kongen opnævnt Kommission af høiere Hirdembedsmænd.

Biskop Audfinns Brev indeholder tillige en Udtalelse, som ialfald Munch opfattede som en Antydning om Komplottets Ophavsmænd. Desværre findes Brevet ikke længer i Original, kun i en Parafrase paa halvdansk fra 16de Aarhundrede, og her staar: „Nogre aff wore prester fingeret att forsagde konne som kom aff Lybeck i Tysklandt til Berguinar, som wor graa herritt och huid i hoffuidit“, hvilket Munch gjengiver: „der var kun nogle Prester, der havde fundet paa at lade hiin Kone komme fra Lübeck, der var graaherdet og hvid i Hovedet“, idet han antager det første som for Feilskrift. Dette er den eneste Efterretning fra Samtiden, som haves om Anstifterne, og dermed maa vi lade os nøie uden at kunne udspore deres Bevæggrunde, som vistnok vare rent personlige. Hvis Audun Hestakorn havde staaet i Forbindelse med den falske Margrete, enten ved at have opstillet hende som Prætendent eller have opmuntret hende hertil, maatte Biskop Audfinn have følt sig opfordret til at nævne det; ingen kunde finde det betænkeligt at rette Beskyldninger mod den henrettede Landsforræder.

Troen paa den falske Margretes Hellighed har udbredt sig allerede i Kong Haakons Tid; det fortaltes, at da hun blev ført ud af Kongsgaardens Port, havde hun mindet om, at da hun (d. e. den virkelige Kongedatter) blev baaret ud fra Kongsgaarden til Skibet, som førte hende til Skotland, havde hørt en islandsk Prest, Sira Havlide, istemme Hymnen „Veni creator“, og dette havde Sira Havlide, der døde 1319, bekræftet.[28] Dog maa Rygtet først have vundet stærkere Tilslutning i Kong Haakons senere Aar; allerede nogle Maaneder efter hans Død blev der holdt et almindeligt Møde i Bergen af „de bedste Mænd, som da vare i Bergen, baade lærde og læge, seculære Geistlige og Munke“, rimeligvis sammenkaldt af Biskop Audfinn, for at modarbeide Almuens Lyst til at dyrke den brændte Kvinde som „Guds Martyr“ med Offer, Pilegrimsfærd til Nordnæs, Faste og Bønnehold; efter Forsamlingens Opfordring udstedte Biskopen d. 1 Febr. 1320 et almindeligt Forbud mod hendes Dyrkelse, oplyste hendes virkelige Historie og henviste til St. Michal som den, hvem al Dyrkelse paa Nordnæs tilkom som Munkelivs og Nordnæs’s Helgen. Denne Proklamation blev i Løbet af Vaaren oplæst i alle Bergens Kirker; det var ved Oplæsningen i Apostelkirken d. 2 Marts s. A., at den Skandal forefaldt, da Chorsbroderen Botolv Haakonssøn overfaldt Oplæseren og vilde hindre Biskopens Befaling, – hvilket foranledigede, at vi har Efterretninger om disse Begivenheder bevarede fra Biskopernes Kopibog.

Om Biskopens Forbud frugtede, er ubekjendt; Efterretninger fra 16de Aarhundredes 2den Halvdel – i Bergens Rimkrønike, Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse og den saakaldte „Bergens Fundats“ – paastaa, at der blev paa Nordnæs bygget et Træ-Kapel til St. Margretes Ære, og ialfald ser man af Bergens Fundats, at Stedet, hvor hun blev brændt, endnu dengang kaldtes „hos Sante Maritte“. Efterretningen om Kapellet tør dog være tvivlsom, og ialfald maa dette snart være nedrevet; det nævnes hverken i Biskopens Brev eller overhovedet i nogen middelalderlig Kilde, og Munkelivs Kloster, som ejede den største Del af Nordnæs, har vistnok sørget for at rydde en saadan Konkurrent afveien. Naar i et Brev af 1366 „Kirken paa Nordnæs“ nævnes, er dette ikke St. Margretes Kapel, men selve Klosterkirken, thi i samme Brev omtales hin Kirkes „Kirkegaard“ og de den omgivende Tomter, der alle tilhørte Klostret.[29] Det er al Sandsynlighed for, at dette Kapel tilhører Sagnet alene, thi det findes ikke udenfor de Bergenske Krøniker, som ikke ere fuldt gyldige Vidnesbyrd om Kirkeforhold i Middelalderen.

IV.

Digtet om „Margrete paa Nordnæs“ er optegnet i dette Aarhundrede paa Færøerne i forskjellige Redaktioner, A og B, hver i to forskjellige Varianter (Aa og Ab, Ba og Bb): A er optegnet efter Diktat af Bonden Thomas Thomassøn fra Sunnbø ved Provst Hammershaimb (a) og allerede tidligere af Provst I. H. Schrøter (b), B er optegnet af Bonden Jon Klemetssøn, første Gang i Sandøbogen 1822 (a), siden noget afvigende i 1848 (b); Jon Klemetssøn har tillige bevaret den til denne Vise knyttede Dagmarsvise, hvorom se Danm. gl. Folkeviser, III, 921 f. Digtet om Eydun Hestakorn findes ligeledes i begge Reglaktioner samt i en selvstændig Optegnelse af G. Effersø fra 1846 (C). I det følgende ere Digtene trykte efter Aa med de vigtigste Varianter efter Ab, B og C.

Margretu kvæði.

1. Eina veit eg rímuna, | kvødji sum eg kann,
um hana frúnna Margretu, | í Norðnesi brann
2. Eina veit eg rímuna, | eg kvødji sum eg tókti
um hana frúnna Margretu, | hon var kong Eiriks dóttir.1
3. Ótakk havi Eirikur kongur, | hvat hann gjördi nú:
hann læt síni börn við óvinir burt, | dreingir brutu trú.
4. Ótakk havi Eiríkur kongur, | hvat ið hann læt gera:
hann læt sini börn í eyðun burt, | moy-kongur at vera.2
5. Tá ið hon hevdi í kloystri verið | fullar mánadar3 triggjar,
lystir frúnni Margretu | síns faðirs skip at siggja.
6. Hvört tað barn í ríkinum var, | fylgði teirri frúgvu á leið,
og hann sjálvur Eiríkur kongur | niður til strandar reið.1
7. Tað var Eyðun Hestekorn, | frúnna tók í favn;
sleppti henni í sævarflóð | í tað hála tang.
8. Sleppti henni í sævarflóð | í tað hála tang:
har stjól hann tað fingurgull, | ið moygin bar á hand.
9. Nú er blítt at sigla, | byrur blesur í hav,
lögðu síni skipini út | helga Tórsdag.
10. Rókust út í myrkum havi | mánaðirnar tvá:
onga vætta máttu tey | til nökur lond at sjá.
11. Svaraði frúgvin Margreta, | nógv hevði gull til fíggja:4
Lovið burt ölmussu, | so fáum vit land at siggja4
12. Sumar lovaðu eina og tvær, | Margreta lovaði triggjar,
tokan tók at lysa af, | tey fingu land at siggja.
13.5 Væl sitið tit, riddarar og sveinar, | tit hava tykkara gleði mist:
Í tí ríka Tysklandi | har gistu tey fyst.
14. Í tí ríka Tysklandi | innan grøna lund
stjólu Katrina keypmanadóttur | tað hit væna sprund.
15. Svaraði Eyðun Heatakorn, | heldur á brýndum knívi:
Hvor á land skulum vit selja | hætta hit væna vív.
16. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | hon var so raðavond:
Vit skulu selja hana | greivanum í Blálondum.
7. Svaraði frúgvin Ingibjörg | ið annað orðið tá:
Vit skulu selja hana greivanum, | tí har spyrst einki frá.
18. Vinda tey upp sini silkisegl, | gull við vovin brann:
strykaðu ei á bunkan niður | fyrr enn við Bláland.6

19. Kasta sinum akkerum | á so hvitan sand:
Eyðun og frúgvin Ingibjörg | gingu har fyrst á land.6
20. Eyðun og frúgvin Ingibjörg | gingu har fyrst á land,7
tá var greivin af Blálandum | riðin niður til strand.
21.8 Svaraði greivin af Blálondum, | heldur á brýndum knívi:
Hvaðan af londum havið tit ført | hetta hit væna vív?
22. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | hon var so ráða full:
Hetta sama væna viv | vit seljum tygur fyri gull.
23. Mælti tað greivin af Blálondum, | gort er at taka till evna:
Hoyr tað, tú unga jomfru, | kann tu faðir tín nevna?
24. Eg kann ikki sannari | siga fyri tær,
Eiríkur kongur af Noregi | hann er faðir at mær.
25. Ta ið greivin hetta hoyrði, | hon var af kongakyni,
hann vildi ikki gifta hena bort | við sinum onka9 syni.
26. Tað var greivin af Blálondum, | hann gav tann virðin smá,
hann gav fyri frú Margretu | meiri gull enn hon vá.
27.10 Greivin eigir snekkjú tá, | flytur í sævarflód,
so letur hann til strandar bera, | hann laðar sítt skip í sjó.
28. Inn kemur Katrin keypmansdóttir, | fellur fyri teim á knæ:
Eina bøn, ið eg tygur biði, | hana veitið mer.
29.Eina bøn, ið eg tygur biði, | hana vil eg tiggja:
Lovið meg á Blálond | frú Margretu við at byggja.
30. Hvat skal tú á Blálondum, | tú kant tær einki mál:
far tú heldr til Noregis, | [tú kant har siðir vár.11
31. Verdur mær tað lagað, | eg komi til Noregis heim:
siga skal eg Eiríki kongi | tygra12 tungu mein.
32. Verdur mær tað lagað, | eg komi til Noregis lund,
siga skal eg Eiríki kongi, | tið seldu tað væna sprund.
33. Tóku tey [Katrinu keypmansdóttur,12 | lögðu í dúnið smá:
Eyðun og frúgvin Ingibjörg | tey seltust har omaná.
34. Tóku tey [Katrinu keypmansdóttur,13 | lögðu í hvíta lín,14
Eyðun og frúgvin Ingibjörg | tey skiltu hana snart við lív.15
35.16 Ikki kostaði Eydun | minna við enn tá:
börurnar af reyðar gulli | letur hann henni slá.
36.17 Börurnar af reyðar gulli | letur hann henni gera,
krossin af tí skæra silvur | merki til at bera.
37. Vinður hann upp sini silkisegl, | gull við vovin rand:
strykur ei á bunkan niður | fyrr enn við Noregis land.
38.17 Eiríkur kongur fyri glasi stendur, | gevur fullgott treyst:
Nu man koma knörrur tann, | ið hiðan fór í beyst.
39.17 Eiríkur kongur fyri glasi stendur, | sær á sinar hendur:
Nu man koma knörrur tann, | ið fyrr var burtur sendur.
40.17 Kasta sínum akkerum | á tann hvita sand:
Eyðun og frúgvin Ingibjörg | tey báru tað lik í land.

41. Eyðun og frúgvin Ingibjðrg, | tey báru tað lík í land:18
tá var hann riðin Eiríkur hongur | niður til sjóvar strand.
42.19 Tí svaraði Eiríkur kongur, | mong eru dømin slik:
Hvaðan af landi havið tit ført | hetta hit ljósa lík?
43. Hoyr tað tú nu, Eiríkur hongur, | hvat eg tali til dín:
Hetta er frúgvin Margreta, | onka dóttir tín.
44. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | elir hon síg so mjúka:20
Mitt í miðjum Írlandshavi | fingu vit moynna sjúka.
45.21 Tí svaraði Eiríkur kongur, | heldur a gyltum glógva:
Sprettið af tí ljósa líki | og latið meg sjálfan prógva.
46. Tí svaraði Eiríkur kongur, | tá ið hann likið sá:
Hetta er ikki min sæla dóttir | hvörki á brún ella brá.
47. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | hon er só ráðavond:
Menniskan er so vanskepulig, | tá ið hon gevur upp ond.
48. Svóru fyri Eiríki kongi | tolv-manna skrín:
Hetta er frúgvin Margretu | onkadóttir tín.
49. Svóru fyri Eiríki kongi | tólv manna eið:
Hoyr tu, kongurin harri min, | viljið tær hava fleiri?
50. Tólv váru teir eiðir gjörðir | allir á einari stund:
tað var ei so undarligt, | hann var í dömum tung.
51. Tóku teir tað hit ljósa lik, | báru eptir veginum framm:
himiríkis einglarnir | ímoti henni rann.
52. Toku teir tað hit ljósa lik | báru í kyrkju inn,
sjálvar ringdu klokkurnar, | tað tendraðust ljósinni fimm.
53.22 Siðla var um aftanin | fólkið svövnin fekk:
tað var Katrin keypmansdóttir, | i dreymum fyri kongi gekk.
54. Hetta er [Katrin keypmansdóttir, | ið higar er komin til tín:23
eptir lívir á Blálondum | Margreta dóttir tín.
55. Margreta er á Blálondum | tað er henni betur,
hon ber greivans synir tvá, | hon verður har i vetur.
56. Árla var um morgunin, | hønsini tóku at gala:
kongurin heimtar Eyðun | sjálvan fyri seg at tala.
57. Hetta er Katrin keypmansdóttir, | ið higar er komin til mín:
eptir livir á Blálondum | Margreta dóttir min.
58. 59. 60 = 48. 49. 50.
61.24 Tað leið ekki longur um, | tað kom til so brátt:
kongin sókti helsótt | á teirri somu nátt.
62.24 Kongin sókti helsótt | á teirri somu nátt:
letur nú boð til Hakun gera | bæði skjótt og brátt.
63. Inn kom [ungi Hákun,25 | fellur fyri hann í knæ:
Krist signi teg, Eiríkur [bróðir min,26 | og hvat viltú mær?
64.27 Enn tá var tað Eiríkur kongur, | tekur í Hakonar hond,28
Margretu lýsi eg rikið halvt, | kemur hon lívs í land.
65. Ikki kostaði Hakun | minni við enn tá:
börurnar af reyða gulli | læt hann honum slá.

66. = 36 (undtagen honum f. henni).29
67. Ikki vantaði [i ríkinum | hörpur og hörpuklang:30
Sjálvur gekk tá Hakon | undir börustang.
68. Eystan undir kyrkjuni, | sum dreingir eyka fold,
gróvu teir tað hit ljósa lik | niður í døkka mold.31
69.32 Margreta vaknar um miðnátt, | sigur sin dreym so brátt:
Undarligt hevur fyri meg borið | alla hesa nátt.
70.33 Meg droymdi, i Noregi | har var vaxin sút:
hjörtin í min faðirs garði | spældi fyri bergið út.
71. Meg droymdi, i Noregi | har var vaxin grein:
kom ein maður í svörtum klæðum, | spilli alt fyri teim.
72. Meg droymdi, i Noregi | har var vaxin viður:
kom ein maður í avörtum klæðum, | sló teir allar niður.
73. Svaraði greivin af Blálondum, | væl kann dreymin ráða:
Tað er tin hin sæli faðir, | fallin er ríki frá.
74. Er tað min hin sæli faðir, | fallin er ríki frá:
Nógv eigi eg í Noregi | gullið fyri at ráða.
75. Nógv hevur tú á Blálondum | gullið fyri at ráða:
enn at fara til Noregis, | at elva tær sorg og váða.
76. Tað var frúgvin Margreta, | sveipar hon seg í skinn:
so gongur hon í hollina | fyri meistaran Bjarnar34 inn.
77.35 Hoyr tú, meistarin Bjarnar, | hvat eg spyrji teg at:
viltu vera min styrimaður | yvir tað salta hav?
78. Svaraði hann Bjarnar | hið fyrsta orðið tá;36
so gjarna verði eg tín styrimaður | yvir tað salta hav.36
79.37 Nær skal bryggja og baka, | nær skal blanda vín?
nær skal eg teg aptur vænta | higar aptur til mín?
80. Er eg ikki aftur komin | á Mikkjalamessu í heyst,
tu skalt bryggja og baka, | gera fullgott treyst.
81. Er eg ikki aftur komin | á Mikkjalsmessu í ár:
tú skalt lata kyrkju geras, | ringja fyri mína sál.
82. [Harri Guð af himmiríki, | so tung var teirra38 mein:
Greivin fylgdi sinni frú | ytst á flóðarstein.
83.39 Lagði hann hendur um frúnnar háls, | myntist við hana blíða:
skiltist so frá lind í borg, | tey sogust ikki síðan.
84. Vindur hann upp síni silkisegl, | gull við vovin rand:
strykur ei á bunkan niður | fyrr enn við Noregis land.
85.39 Svaraði frúgvin Margreta, | á bunkan tar hon steig:
Siglið bak við Noregi, | tí tað er styttri leið.
86.40 Svaraði meistarin Bjarnar | ið annað orðið ta:
Siglið heldur hóvmansliga | inn á Berinsvág.
87.39 Svaraði frúgvin Margreta | ið annað orðið tá:
Vont man vera í Noregi, | min faðir er fallin frá.
88. [Kasta sinum akkerum41 | á so hvitan sand,
fyrst steig frúgvin Margreta | sínum fótum á land.

89. Fyrst steig frúgvin Margreta | sinum fótum á land.
og hann meistarin Bjarnar | undir hennar høgru hand.
90.42 Svaraði frúgvin Margreta, | á foldina tar hon steig:
Tað kenni eg á minum holdi, | af sonnum er eg feig.
91.42 Svaraði frúgvin Margreta, | tá hon steig á jörð:
Einn mun var min fótur lettari | hetta munðið í fjór.
92. Tað var frúgvin Margreta, | sveipar at sær skinn,
[Aptanfyri hallardyrnar | har fór hon43 inn.
93.44 Bak við hallardyrnar | har gekk hon inn:
har satt Eyðun Hestakorn, | han smílist undir skinn.
94. [Margreta gekk at bordinum,45 tekur í Hakuns hond:
[Sit við frið,46 min faðirbroðir, | nu er eg komin í land.
95. Tí svaraði Hákon kongur | fyrsta orðið tá:
Hvat skaltú, hin unga kona, | tær [til vitnis47 fá?
96. [Vont man vera48 í Noregi | vitnið at bera til mín:
heimtið mær meistarin Hilmar48 | fosturfaður mín.
97.50 Inn kom meistarin Hilmar, | fellur fyri hana í knæ:
Krist signi frúnna Eiríksdóttur, | hvat viltú mær?
98. Tí svaraði Hakun kongur | hit annað orðið tá:
Hvor skal tú, hin unga kona, | tær annað vitni fá?
99. [Vont man vera48 i Noregi | vitni at bera til mín,
heimtið mær Ásu Tissismoy,51 | fosturmoður mín.
100.52 Tað var [frúgvin Ingibjörg,53 | ið henni var imót:
ta ið Ása vitna skyldi, | hon steig á hennara fót.
101. Svaraði Ása Tyssismoy, | [reyðar-gull bar á henði:54
Hjælpi mer Guð af himmiríki, | eg kenni ei hetta kvendi.
102. Minnist tú Ása Tissismoy, | [at tú gjördi svá:55
Tu slóst meg við titt fingurgull, | [so fast á kinnum lá.55
103. Tu slóst meg við tínum fingurgull, | so fast á kinnum lá:
[min faðir frætti í höllina inn, | at tú gjördi svá.56
104. Min faðir frætti í höllina inn, | at tú gjörði svá:
[snarliga læt hann boðinni senda, | eg skyldi fyri seg inn gá.57
105. Eg var mær so [litið eitt barn,58 | eg skuldi í höllina renna:59
eg fell í faður mina bordstólar, | eg beri her errið enn.
106 = 105 undtagen Rimene ganga ~ vanga.
107.59 Svaraði Ása Tissismoy, | nógv hevði gull til figgja:
Eg kalli tað vera brennimerki | at ljúga sær arv til figgja.
108.60 Svaraði frúgvin Margreta, | hugsar nú so við sær:
Só vist verður tú blind og deyv, | sum tú kennir meg.
109. Eg var mær so litið eit barn, | eg fylgði minum foður til tinga:
prestar og so lærðir menn | teir tóku meg upp í ringum.
110. Prester og so lærðir menn | teir tóku meg upp í ringum,
ta váru fleiri vinir og frændur | enn nú eru í dag á tingi.
111. Mikil var tann miskunnin,62 | ið frú Margreta fekk:63
bæði blind og málleys | Ása af tingum64 gekk.63

112 = 111 undtagen Rimene neyt ~ reið.
113.65 Tí svaraði Hákun kungur | ið fyrsta orðið tá:
Gangið tit í Nordnes | og kyndið henni bál.
114. Gangið tit í Nordnes | og kyndið henni bál:
Vil hon seg ei frá rættum svörja, | setið hana har utá.
115. Margreta gekk at kyrkjuni, | hevði bæði angist og harm:
har kom jomfru Maria, | hon skilti hana við barn.
116. Hoyr tu, frúgvin Margreta, | gev tær fullgott treyst,
ímorgin verður tú á báli brend, | gev tær fullgott treyst.
117. Margreta sat í kyrkjuni, | ætlaði at sitja við frið:
har kom Eyðun Hestakorn | við alt sitt valdra lið.
118. Margreta sat i kyrkjuni,66 | seyng úr síni bók:
[Eyðun knm har gangandi, | hann hendur um frúnna tók.67
119. Tekur hann hennara bádar hendur | aftur um bak at binda:
frúgvin græt en mødiliga | at blóð sprakk undan lindum.
120. Hoyrtú, Eyðun Hestakorn, | tú bint meg ikki nú:
tað byr undir lindini | sum minni formár enn tú.
121. Hoyrtú, Eyðun Hestakorn, | tú bint meg ei so fast,
tað byr undir lindini, | sum harrin hevur skapt.
122. [Summir rivu af henni klæði, | summir af henni skinn:68
drógu69 frúnna Margretu | í myrkvastovu inn.
123. [Eg fór mær til Noregis | at finna mína vinir og frændur:69
Nu er eg komið í husið tað | ið eg siggi ikki mínar hendur.
124.70 Svaraði frúgvin Margreta, | á foldina tar hun steig:
Eg náddi ikki til Postula-kyrkju | at siggja mín faðirs leigu.
125. [Tað var frúgvin Margreta | riður fram undir71 bý:
[eld sá hon72 á Nordnesi | [og logan73 undir ský.
126.74 Eld sá hon á Nordnesi | og logan undir ský:
Guð náði hesi beinini, | sum har skulu hvila í.
127. Her liggnr tú, Katrin keypmansdóttir, | sum pínuna toldi fyri mær:
hímiríkis einglarnir | teir bidja gott fyri tær.
128. Tað var Eyðun Hestakorn, | [ið frúnni gjördi tað versta:75
[Tá ið hon at bálinum kom, | hann vendi tá frúnna á76 hesti.
129. Ovuga koyrdi hann frú Margretu | í váðalogan inn,
í hesum sama váðaloga | hon føddi tað litla kind.
130. Tak tú mitt hit litla kind, | tú skert henni klæði reyð,
hon [má liva í Noregi | at elva sín moður78 deyd.
131. Tak tú [mína unga dóttur,79 | tú skert henni klæði grøn:
[hon má liva í Noregi,80 | af guði [takið tær81 løn.
132.82 Tað var Eyðun Hestakorn, | ið frúnni var ímót:
hann tók hennara unga kinð, | tað rendi uppá spjót.
133. Svaraði frúgvin Margreta, | tá ið henni kom barn á knæ:
Syndina og hevndina | vil eg fyrigera tær.
134. Syndina og hevndina | vil eg fyrigera tær,
sum eg vil á dóminum | guð skal forláta mær.

135. Triggjar voru tær tjörntunnur, | [stoyptur vóru83 á bál:
ikki talaði frú Margrata | drystuliguri enn tá.
136.84 Svaraði frúgvin Margreta, | ið brend var upp til kniggja:
Heimtið mær meistarin Hilmar, | nu vil eg hann siggja.
137. Fram kom meistarin Hilmar, | fellur fyri henni í knæ:
Krist signi teg, Margretu Eiríksdóttur | hvat viljið tær mær?
138.85 Tu heilsa Hakun faðirbroður, | seg honum so ifrá:
tú bið hann láta [kyrkju gera, | á bálinum at stá.86
139. Vill hann ikki [kyrkju gera | á mitt brennstað stá:86
triggjar ferðir, aður han doyr, | skal hann af vitinum gá.
140. Tú heilsa frúnni Ingibjörg, | hon var mær tann versta:
ta ið hon skal føda börn, | tá fødi hon fíl og hestar.
141 = 140 undtagen Rimene tunga (onda B) ~ hundar.
142 = 140 undtagen Rimene arga ~ vargar.
143.87 Eg eigi mær á Blálondum | sjeyvetra gamalt barn:
kemur hann norður til Noregis, | so mongum vekur hann harm.
144. [Fölin var so eldur | og slökkin var so88 eim:
sistur reið Eyðun Hestakorn | frá bálinum heim.
145.90 Mikil var tann miskunnin, | ið frú Margreta fekk:
triggjar ferðir Hákun kongur | at vitinum gekk.
146. Hann heilsaði frunni Ingibjörg, | hon var henni tann versta:
tá ið hon skuldi føða börn, | ta føddi hon fíl og hestar.
147 og 148 = 146 undtagen Rimane tunga ~ hundar, arga ~ vargar.
149. Siðla var um aftanin, | ið fólkið svövnin fekk,
tað var Margrata Eiríksdöttir, | í dreymar för sonin gekk.
150. Vatnkerildini tvey og try | eitt á hvörjum morgni,
tá var eg á Blálondum, | ta ið hetur leikaði í horni.
151. Reyður hevur login leikað | um tín moður brøst:
bæði fór hun af vörild út | hungrað og so tyrst.
152. Tú statt upp, ungi Magnus, | tu skonk tær mjöð í skál:
tað fyrsta rós, ið fyri teg kemur, | tu gev fyri möður sál.
153. Tu statt upp, ungi Magnus, | tu skonk tær mjöð í ker:
tað annað rós, ið fyri tag kemur, | teim fátaka tu gevur.
154. Magnus vaknar á midjari nátt, | sigur sinn dreym so brátt:
Undarligt havur fyri meg borið | alla hesa nátt.
155.90 Reyður hevur login leikað | um min moður brøst:
bæði fór hon af vörild út | hungrað og so tyrst.
156. Upp steig ungi Magnus, | skonkti sær mjöð í skál:
tað fyrsta rós ið fyri hann kom, | hann gav fyri móður sál.
157. Upp steig ungi Magnus, | skonkti sær mjöð í ker:
tað annað rós, ið fyri hann kom, | teim fátaka hann gevur.
158. Upp steig ungi Magnus | við sinar reyðar ringar:
kykur mundi greivin | at sinum harmi springa.

159. Magnus letur krossin skera, | fólkið saman at stevna:
har komu tveir, sum boðin var ein, | Margretu deyða at hevna.
160. Fimtan skulu herskipin | út af Blálondum ganga,
annað slikt skal eftir koma | undir ein lognitanga.
161 = 160 undtagen Rimene gá ~ við svörð og brynjum blá.
162. Margreta gongur fyri sannan guð, | fellur fyri hann i knæ:
Ongar vil eg hevndirnar | gera eftir meg.
163. Ongar vil eg hevndirnar | gera eftir meg,
öll láti tú sjó-latast, | men sálina goym hjá tær.
164. Mikil var tann miskunnin, | ið frú Margreta fekk:
tvinni fimtan af Blálondum | alt burtur gekk.
165. Mikil var tann miskunnin, | ið frú Margreta neyt:
tvinni fimtan af Blálondum | tey sukku á miðjari leið.
166. Tvinni fimtan af Blálondum | tey sukku á miðjari leið:
sálirnir fóru til himmels upp, | tær hövðu so góðan heim.


1 Dette Vers mgl. B.

2 Mellem Vers 4 og 5 indskyder B:

a. Mær skal fylgja frú Katrin, | sker henni klæði reyð:
hon verður mær tann trúgvasta, | tar for tolir hon deyð.
b. Tær skal fylgja so vænt eitt viv l sunnan undan lund,
nevnd er frúgvin Ingibjörg | tað listiliga sprund.
c. = b undtagen Rimene oy ~ moy.
d. Tær skulu fylgja sveinar tveir, | eg kenni væl teirra navn:
Nijls útaf Gilstein | og Eyðun Hestakorn.
e. Nijls útaf Gilstein | og Eyðun Hestakorn
ti teir skulu læra teg | tey landsmál og orð.
f. Mær skal fylgja frú Katrin, | sker henni klæöi grön,
hon verður mær tann trúgvasta, | af guði tekur hon lön.
En Reminiscens af B findes ogsaa i Ab: –
g. Tu elska tær frúnna Ingibjörg, | hon er norður ur lið
siðst mun hon í róðum vera | at svikja tað væna vív.
h. = g undtagen Riinene lund ~ sprund.
i. Hon elskað sær frúnna Ingebjörg, | hon er norður ur lið
fyrst mundi o. s. v.
k. = i undtagen Rimene lund ~ sprund.

3 Fra [ B: Tá leið ikki longur um enn mánaðirnar, og foran gaar et Vers af samme Indhold undtagen Rimene tvá ~ sjá.

4 hon stod i fremri stavn ~ í vor herris navn B.

5 Istedenfor Vers 13–17 har B:

a. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | kostar hon ei figgja:
Hetta kalla vit Skotland, | vit fingu fyrst at siggja

b. Svaraói frúgvin Ingibjörg, | skortar hon ei eyð:
Fingu vit selt tað unga vív, | tað kostar os ei til eyð.
c. Svaraði Eyðun Hestakorn | fyrsta orðið dá:
Seljid hana til Blálanda, | ti har spyrst minni frá.

6 V. 18–19 lyder saa i B:

a. Higar ið teirra snekkjan | kendi fagurt land,
lótu síni akker falla | á so hvítan sand.
b. Lótu síni akker falla | á so hvítan sand,
fyrst steig Eyðun Hestakorn | sínum fótum á land.

7 Fyrst steig Eyðun Hestakorn o. s. v. B.

8 Istedenfor V. 21–23 og 26 har B:

a. Hoyrtú greivin af Blálondum | viltu frúgvar velja?
viltú keypa tað væna viv, | vit hafa falt at selja?
b. Tað er greivin af Blálondum, | hann tók til virðin full,
gav fyri frúnna Margretu | tretivu tunnur gull.
c. Tað var greivin af Blálondum, | tað gjördi hann tá:
gav fyri frúnna Margretu | meiri enn hon sjálv vá.
d. Tað er greivin af Blálondum, | svarar so fyr sær:
I hvat landi ertú borin, | hvör er faðir at tær?

9 eigna Ab. sjálvsins Bb.

10 Istedenfor V. 27–28 har B:

a. Tað var greivin af Blálondum, | tók sær frú at festa,
enarliga læt til brullups ætla, | læt ei longur fresta.
b. Drukkit var teirra brullupið, | kátt var teirra lív:
gingu bæði í eina sæng | greivin og hans vív.
c. Tað er frúgvin Katrin, | svarar so for sær:
Eina bøn, ið eg teg bidji, | Eyðun, veit hana mær.

11 fra [B: for suður aptur í vár, hvorefter følger et nyt Vers:

Kvat skaltú í Blálondum, | litið er tú treyst:
far teg heldur til Noregis, | far suður aptur í heyst.

12 tey Ab. frúnnar B.

13 frúnna Katrinu B.

14 tað hit væna vív B.

15 hongdu upp í högsta træ, | har tapti moy sitt liv B.

16 mgl. B.

17 Istedenfor V. 38–40 gjentager B Vers 18 a og b; dog nævnes her „frúgvin Ingibjörg“ istedenfor der Eyðun

18 Fyrst steig frúgvin Ingibjörg sínum fótum á land B.

19 Istedenfor Vers 42–43 har B Verset:

Tí svaraði Eirikur kongur, | gull ber seg á hand:
Hvar er Margreta dóttir min, | hon kemur ei fyrst á land?

20 Væl kan læskum luga B.

21 Dette Vers lyder saaledes i B:

Tí svaraði Eiríkur kongur | fyrsta ordið tá:
lyftið frá tey silki-tjöldur, | latið meg likið sjá.

Istedenfor V. 47–52 har B:
a. Vankar ei á stræti | trevur á manna gang:
gingin er Eyðun Hestakorn | undir böru stang:
b. Ikki kostar Eiríkur kongur | meiri til en tá:
börurnar af reyðar-gulli | læt hann henni slá.
c. Börurnar af reyðar-gulli | læt hann henni gera:
korsit af tí skæra silvur | merkið við at bera.
d. Eystan fyri kyrkjuna | dreingir eyka á fold:
gróvn tað hit ljósa lík | niður í dökka mold.
e. Eystan fyri kyrkjuna | dreingir eyka á skara,
dimmur er hesi dagur ídag | niður í mold at fara.
e. Eiríkur reið frá kyrkju heim, | mælti ikki mál:
mangan gleðir hann fátakan | fyrir (eftir b) sin dóttur sál.
f. = e undtagen Rimene ord ~ alt yvir sitt breiða borð.

22 Dette Vers lyder saaledes i B:

Tað var í tann fyrsta svövn, | Eiríkur Kongur fekk:
tað var frúgvin Margreta, | honum í dreymar gekk.

23 fra [ frúgvin Katrin, | í gjár var lögð í skrin B. Derefter gjentages (istedenfor Vers 55–60) Verset med Rimordene í mold ~ bold.

24 Vers 61–62 lyder saa i B:

a. Tað er enn sum ofta er, | frá mun frættast víða:
Noregis kongur at kyrkju reið, | hann fangaði helsótt stríða.
b. Tað var reystur Eiríkur kongur, | fell pá síni knæ:
Heimtid mær Eyðun og Bjarnar, | bið teir koma for mæg.

25 Meístarin Bjarnir B (Navnet mangler Ba).

26 Kongur B.

27 Mellem Vers 63–64 indskyder B:

a. Tá svaraði Eiríkur kongur | áðrenn hann læt lív:
Tryggan skullu tit eiðin svörja | um tað væna vív.
b. Tá sóru teir rangar | eiðirnar tvá:
tað er ei so undarligt, | tað gekk sum sagt er frá.
c. Tá sóru teir rangar | tólv manna eið:
tað er ei so undarligt, | um ævin var ikki greið.

28 I B lyder denne Linje:

Tí svaraði Eirikur kongur, | áðrenn hann gav upp ond.

29 V. 65–66 følger i B efter V. 67.

30 fra [ á stræti trevur á manna gong B.

31 Istedenfor V. 68 har B:

a. Hákun kongnr frá kyrkju reið, | mælti ikki mál:
Margan gleðir hann fátakan | eftir sín bróður sál.
b. = a undtagen Rimene orð ~ yvir sitt breiða borð.

32 Foran dette Vers har B:

Margreta vaknar á miðjari nátt, | telur sín dreymin frá:
Nógv havi eg í Noregi at gera, | minn faðir er fallinn frá.

33 Istedenfor V. 70–75 har B:

a. Meg droymdi í Nordnesi, | har var kynt eitt bál:
har kom Eyðun Hestakorn, | hann reið við mikit prál.
b. = a. undtagen Rimene kyndur eldur ~ mikit veldi.
c. = Vers 70 undtagen „í Nordnesí“ (for í Noregi) og við sitt fagra horn (= i mín faðirs garði).
d. Meg droymdi í Nordnesi | har var vaxin viður:
hjortin við sitt fagra horn | hann spældi for bergið niður.
e. Meg droymdi, tað var ein reyður logi | í mínum faðirs garði:
har kom sipandi ein hvirvilvindur, | so eingin varð hann var.
f. Tað er frúgvin Margreta, | sigur sín dreymin frá:
tað er greivin á Blálondum, | hann kunni væl dreymin ráda.
g. Tað tu droymdi, í Noregi | har var kyndur eldur:
tað verdur fyri sjálvari tær, | tú kemur til lítid veldi.
h. Tað tú droymdi, i Noregi | har var kynt eitt bál:
tað er fyri sjálvari tær, | tú kemur til lítið mál.
i. Tað er frúgvin Margreta, | sveipar at sær skinn
so gár hon í höga loft | for Magnus son sín inn.
k. Tók hon upp sin unga son, | legði á armin sín:
Ligg væl heilur og happa-dyggur, | minst á móður tín.
l. Tók hun upp sín unga son, | kysti hann so søtan:
eingin hevur so hart í hug, | at hjartat má jú græta.
m. Svaraði frúgvin Margreta | af so tungum stríði:
Gud gevi tær ikki mentur til | mót Norðmonnum stríd.

34 Eingilbret (her og nedenfor) B.

35 Dette Vers lyder i B:

Sit væl, meistarin Eingilbret, | við tín fagra skara:
viltú vera mín styrimaður | til Noregis at fara?

36 I B Rimene: gull bar seg á hond ~ til Noregis land.

37 V. 79–81 mangler i B.

38 Fra [ Tað var tá, sum oftum er, dult er döpult B.

39 V. 83, 85, 87, 89 mangler i B.

40 V. 86 lyder saa i B:

Higar ið þeirra snekkjan | kendi fagurt land,
lótu síni akker falla | á so hvítan sand.

41 Fra [ Lótu síni akker falla B.

42 V. 90–91 lyder i B:

a. Svaraði frúgvin Margreta, | tá hon steig á fold:
Onkum tið var mín fótur so lættur | henda tíd í fjór.
b. Svaraði frúgvin Margreta, | tá hon steig á mold:
tað siggi eg á sjálvari mær, | at feigur er fótur á fold.

43 Fra [ og so búgvin gongur hon for Hákun kongin B.

44 V. 93 mangler i B.

45 Fra [ Tað er frúgvin Margreta B.

46 Fra [ Heilur og sælur B. 4747 Fra [ eitt vitni B.

48 Fra [ Eg vantadi mær B.

49 Her og nedenfor Bjarni B.

50 V. 97 lyder i B:

Inn kom meistarin Bjarni, | gjörla hana kendi:
Gud fyrllati faður tínum, | teg af landi sendi.

51 Tistils frú B.

52 Mellem V. 99 og 100 indskyder Ab:

Inn kom Asa Tyssismey, | tyktist hana kent:
Likt er hetta tí konungabarni, | af Noregi var sent
Dette samme Vers lyder i B:
Inn kom Ása Tistilsfrú, | segði sum hana tóktist:
Hjálpi mær, faðir af himmiriki, | hetta er Eiríks dóttir.

53 Fra [ Eyðun Hestakorn B.

54 Fra [ snarliga hon sær vendi B.

55 Rimlinjerne i B er: tú lærdi mær atava i bók ~ so tár á kinnum stóð.

56 Fra [ Frætti tað min sæli faðir, | við tað varð hann óður (Rim: stóð) B.

57 Fra [ sendi boð i hallina inn, | eg skuldi í hallina gá B.

58 Fra [ fegin og fús B.

59 Dette Vers lyder i B:

Svaraði Ása Tistilsfrú, | hon stoð manna múgva:
Eg havi ikki sett eina lægri konu | betri kunna at lúgva.

60 Dette Vers findes i B mellem V. 101 og 102.

61 V. 109 og 110 mangler i B.

62 bønin B.

63 beið ~ reið B.

64 tingi B.

65 Istedenfor V. 113–117 har B:

a. Tað er frúgvin Margreta, | tekur í kongina hand:
Má eg ikki ganga í tverkyrkju | at siggja mín faðirs leið.
b. Tað var reystur Hákun kongur, | tók til orða svá:
Heyr tað, tú hin litla kona, | tey vilkor skaltu fá.

66 tverkyrkju B.

67 Fra [ har kom Eyðun Heatakorn, | hana á hondum tók B.

68 Fra [ Tað var Eyðun Heatakorn | gjorði um sinn B.

69 hann tók B.

70 Fra [ Svaraði frúgvin Margreta, | í myrkvastovu stendur B. Istedenfor V. 124 har B:

a. Tok hann frúnna Margreta, | setti í kalda jarn:
har kom jomfrú Maria | og skildi hana við barn.
b. Tað var u tann fyrsta svövn, | frú Margreta fekk,
tað var jomfrú Maria, | hana í dreymar gekk.
e. Heyr tað frúgvin Margreta, | tað sigi ek tær fyrst:
í morgun verdur bálit kynt, | tol sum tú kant best.

d. Eittans (?) havi ek vatnker drukkið | eitt á hvörjum morni:
onkum tíd á Blálondum, | tað leikti betur á horni.
e. Onkum tið á Blálondum, | tað leikti betur á horni:
eg drakk af teim gullkerum | eitt á hverjum morni.

71 Fra [ Tóku teir frúnna Margretu | førdu út yvir B.

72 Fra [ login læk B.

73 Fra [ hátt upp B.

74 Istedenfor V. 126–127 har B:

a. Svaraði frúgvin Margreta | fyrsta orðið tá:
mikið hevur hann til sakar gjört, | ið har skal brenna á.
h. Mikið hevur hann til sakar gjört, | ið har skal brenna á:
harðir ganga rettirnar | í Nordnesi í ár.

75 Fra [ trælurin tann hinn vesti B.

76 Fra [ öviga vendi hann frúnna Margretu um á sinum B.

77 Istedenfor V. 129 har B:

a. Tað var Eyðun Hestakorn, | tað gjördi hann tá:
öviga keyrdi hann frúnna Margretu af hesti út á bál.
b. Tað er frúgvin Margreta, | svarer so for seg:
Heimtið mær mæistarin Bjarni, | bið hann koma for meg.

78 Fra [ er borið til rikið halvt | har for tolir tú B.

79 Fra [ hesa litla kind B.

80 Fra [ el hana upp i Osló B.

81 Fra [ taki tú B.

82 Istedenfor Vers 132–34 har B:

a. Tað var Eyðun Hestakorn, | sínum sverdi brá:
hann kleyv hennara lítlu kind | sundur í lutir tvá.
b. Hann kleyv hennara lítlu kind | sundur í lutir tvá:
siðan bádar partarnar | hann sípar út á bál.
c. Svaraði frúgvin Margreta, | henni komst hövur i fang:
„aittari“ hevur módir tín | haft betri kyrkju gang.
d. Svaraði meistarin Eingilbert | fyrsta ordið tá:
Gævi gud at greivin | hann hevði staðið i hjá.
e. Tað var Eyðun Hestakorn, | sínum sverði brá:
hann kleyv meistarin Eingilbert | sundur í lutir tvá.
f. Hann kleyv meistarin Eingilbert | sundur í lutir tvá,
siðan bäðar partarnar | hann kastar út á bál.

83 Fra [ stoyttar út B.

84 Istedenfor V. 136–37 har B:

Ei var slokkin eldur, | ei var trodin eim:
tó reið fyrstur Hákon kongur | frá balinum heim.

85 V. 138–39 følger i B efter V. 148.

86 Fra [ kórkyrkju á mínum báli slá B.

87 Istedenfor V. 143 har B:

a. Svaraði frúgvin Margreta, | aðrenn hon læt lív:
Gud gevi ikki mentur til | mót Nordmonnum stríð.
b. Tað er frúgvin Margreta, | svarar so frá sær:
aller lat tú sjólátast, | men sálirnar geym hjá tær.

88 Fra [ Tungan tók at tala, | tródin var tann Ba. Slökkva nu

hvör sum slökkva kann, | treðið so tann Bb.

89 V. 145–153 mangler i B.

90 Dette Vers lyder i B:

Magnus vaknar á midjari natt, | sigur sin dreym ifrá:
Nógv havi eg í Noregi at gera, | mín móðir er fallin frá.
Istedenfór V. 156–66 har B:
156. Magnus góngur i høga loft, | letst í brynja nyggja:
Eg svörji tann eið við mina trúgv: | nu man eg blóðið siggja.
157 = 156 undtagen Rimene blá ~ sjá.
158 Hann fór seg á heiðin lónd | at samla samman djór (?),
af teim átjan Blálóndum, | sum eingin skínur sól.
159. Hann læt sær tað liðið samla | valdra manna son:
ongan tann af Blálóndum | eftir átti konu.
160 = 159 undtagen Rimene tjóð ~ fljóð.
161. Só letur ungi Magnus | síni skipini gera:
allar lætu hann streingirnar | af reyðargulli vera.
162 = 161 undtagen Rimene búgva ~ snúgva.
163. Só letur ungi Magnus | byggja skípin sín,
letur laða í bæði borð | virtur og só vín.
164 = 163 undtagen Rimene stór ~ bjór.
165. Bræddir vóru brandar, | skorin var hvör stokk:
stavn óg stýri af reyðargulli, | so var segl í topp.
166. Bræddir vóru brandar, | bórðinni vóru ný:
fórgyltir leika veðurringar | högt í miðjum ský.
167. Sigldu út af Blálondum | eina morgunstund:
tvinni sukku sextí skip | niður for Skotlands lund.
168 = 167 undtagen Rimene tið ~ lið.
169. Lögdu teir só leyniliga | inn á eina vá:
har gingu ongar göturnar | hvörki til ei frá.


Eyðuns rima.

1. Eina veit eg rimuna, | leynir ei min tunga:
gjórd um Eyðun Hestakorn | og Hákon kongin unga.
2.1 Eyðun vaknar um miðnatt, | svór á sina trú:
Undarlegt hevur fyri meg berið, | reiður er kongur nú.2
3. Árla var um morgunin, | hønsini tóku at gala:
kongurin heimtar Eyðun | eina fyre seg at tala.
4.3 Kongurin góngur i hallina inn, | Eyðun honum á baki:
Hoyr tú, kongurin, harri min, | hvat eru várar sakir?
5. Hoyr tú, Eyðun Hestakorn, | viltú sakir hoyra:
gjört hevur tú fyri lív og gods, | um enn tú átti meira.4

6. Beltið breitt og búgvið var, | ið Eirikur broðir min átti,
viti tað, Eyðun Hestakorn, | vit eru ei um tað sáttir.
7. Beltið breitt og búgvið var, | sett við dýrum steinum,
tað kom ekki um broður mins bak | uttan jóladagin eina.
8. Beltið breitt og búgvið var, | sett við rósur og krans,
tað kom ekki um bróður mins bak, | uttan ta ið han reið í dans.
9. Beltið breitt og búgvið var, | sett við rósur og liljur,
tað kom ekki um bróður mins bak | fyrr enn hann reið at gilja.
10. Eg sendi teg till Upplanda | at heimta mer fæ:
Hosborg5 og Tósborg | legði tú undir teg.
11. Hosberg og Tósborg | eru oyggiar tvinnar;
Berintvág í Noregi, | hon var ekki minna.
12. Hosborg og Tósborg | eru oyggiar tvær;
Berintvág í Noregi | hevdi tú ætlað tær.
13. Eg sendi teg til Upplanda | at bidja mær viv:
moyjin misti moydom, | fyri tað tu letur liv.6
14. Tað tykir meg einki vera, | tó að tú letur meg pina,
ta ið tú læt á bali brenna | bróður dóttur tína.
15.7 Ti svaraði Hákon kongur, | hugsar hann so við seg:
Viti tað, Eyðun Hestakorn, | tað bøtir ei um teg.8
16. Val var hann till galga reiddur, | tar hann skuldi hanga:
silkihúgva á hövdi bar, | belti um magan svanga.
17.9 Eyðun hann ber hárið tað, glitrar á hvörjum lokki,
so reið hann í herin framm, | fremstur af fylgis flokki.
18. Tóku teir Eyðun Hestakorn, | hengdu upp i træ;
svörji tan eið á mina trú, | at ravnar rivu hans ræ.10
19.11 [Svaraði frúgvin Guija,12 | eftir götu gengur:
[Nú er bóndi13 í Nordnesi, | í reyðum akildri hongur.
20. Svaraði frúgvin Guija, | eptir götu gekk:
Nu er bónðin i Nordnesi, | í reyðum skildri bekk.


Varianter.

1 Istedenfor Vers 2–3 har B:

a. Vilju tit nú lyða á, | meðan eg flyti framm
um hann Eyðun Hestakorn | tan vælborin (trælborin b) mann.
b. Um hann Eyðun Hestakorn | tan vælborin (trælborin b) mann,
hann var seg í Nordnesi, | ta Eiríks dóttir brann.
c. Tað er reystur Hakon kongur, | heitir á sveina tvá:
Bidjið hann Eyðun Hestakorn | í salin for meg inngá.
Derefter tillægger b:
d. Kongurin situr í hásæti, | skuðar gull í skrín:
Rennir mær nú aftur grun | broðurdattir min.
e. Kongurin situr i hásæti, | skuðar gull í borg:
Liggur ei leingi á kistubotni, | vunnid er við sorg.

2 Mellem V. 2 og 3 indskyder C:

a. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | hon var hans eigin kæra:
Vetranottin er so long, | og mangt man í dreymar bera.
b. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | hon var hans eigin viv:
Hvar ið tú hann við eygum sær, | tu vert í hug so blið.

3 Istedenfor Vers 4–5 indskyder B:

a. Eyðun gekk í hallina inn, | frá mun frættast viða:
Kongurin situr í hásæti, | letur ivrid síga
b. Eyðun gekk í hallina inn, | hugsar um ongan váða:
Hoyr tað, kongurin harra min, | hvat er nú at ráða?
c. Nu skal ráda um fornar sakir, | inni hava liggið leingi:
tu hevur svikið tad væna viv, | og vigið reystar dreingír.
d. Hakun riður á tingid inn, | Eyðun honum á baki:
Hoyr tað, kongurin harra min, | hvat eru tygara sakir?
e. Tu hevur svikið tað væna viv, | so mangan reystan kappa:
Alt tað gull og leysa fæ | hevur tu undir teg snappað.

Mellem c og d indskyder desuden B:

a. Katrin liggur i dökkari mold, | Margreta brann á báli:
tað er sjónar-merki til, | at vitnið hava tit galið.
b. Hon er seld í okunn lond, | alt fór eftir vari,
Hoyr tú, Eyðun Hestakorn, | við svikum hevur tú farið.

4 Mellem V. 5 og 6 indskyder C:

a. Tú tókt mina bróðurdóttur | og seldi fyri fæ:
tað viti tú, Eyðun Hestakorn, | nu eru sakir tvær.
b. Tú tókt mina bróðurdóttur, | seldi tær fyri eyð
tað viti tú Eyðun Hestakorn, | nu eru sakir sjey.
e. Tú tókt minu broðurdóttur, | seldi tær fyri gull:
tað viti tú, Eyðun Hestakorn, | nu eru sakir full.
Derefter følger 2 Vers, svarende til 10–12:
d. Eg læt teg til Danmark | konu at bidja tær:
Tønsberg og Oslo | tað stjólst tu fra mær.
e. Tønsberg og Oslo, | tad eru staðir tvennir:
Bjarland hevði tú ætlad tær | ongon höttin minni.
Derpaa følger Vers 6–8.
Efter Vers 5 Ufølger i B Vers 10 (hvór 1ste Linje lyder: Tað
er reystur Hakon kongur, | svarar so for seg), 11, 7–9, 5 (hvor
1ste Linje lyder: Beltid breitt og bugvið væl | sett við ringar
fleiri), 14, hvorefter C har:
Tað eg læt á bali brenna | bróöur dóttur mina,
Voldi tú, Eyðun Hestakorn, | og svigarkonur (!) tínar.

5 Housloe Ab.

6 Istedenfor Vers 13 har C:

a. Svaraði frúgvin Ingibjörg, | hon var hans eigin kæra:
Han er tín so nærskyldur, | tær munið honum einki gera.

b. Iu fleiri fyri honum biða, | ju fleiri fyri mær ganga:
Han er mær nærskyldur helst, | høgri skal hann hanga.

7 Istedenfor Vers 15–17 har B:

a. Tóku teir Eyðun Hestakorn, | bundu hann so fast:
ei var smáur tíntvongnr, | ið honum á beinum brast.
b. Tóku teir Eyðun Hestakorn, | trælin tan hin vesta,
tad var mær af sonnum sagt, | teir slitu hann millum hesta.

8 Mellem V. 15 eg 16 indskyder C:

So græt kongurin Hákun | at skikkjan fleyt í droyra: .
Tað voldi tú Eyðun Hestakorn | og aðrir svikarar fleiri.

9 Vers 17 mangler i C.

10 Efter Vers 18 har B følgende Vers:

Tað gjörði reystur Hakon kongnr | við so mikið mein:
hongdi Eyðun Hestakorn | i högeta galga grein.
Bb tilføier derpaa følgende:
Tangadu kjöt af beinum ut, | kasta for ulvur niður:
Hoyr tu, Eyðun Hestakorn, | her skuldi tú hingið fyrr.

11 Istedenfor V. 19–20 har C:

Tað var frúgvin Ingibjörg, | eptir stræti gongur:
Hennara maður o. s. v.
Tað var frúgvin Ingibjörg, | eptir strandi gekk:
Hennara maður o. s. v.
Tað var frúgvin Ingibjörg, | fekk hon tad til ræði:
hon smiðar sær mann af aðaltræ, | hon tæt i Eyðuns klæði.
Hon smiðar sær mann af aðaltræ | og tætr í Eyðuns klæði:
tad var mær af sonnum sagt, | til songar gingu tey bæði.

12 Fra [ Tað er frúgvin Guja C.

13 Fra [ Hennara maður C.

Det vil sees af Varianterne, at Digtet om Margreta i alt væsentligt synges éns paa Færøerne; begge Redaktioner stamme altsaa fra samme ældre Vise. Afvigelserne synes at være dels Udeladelser, dels Tildigtninger. A er idethele bedst og fuldstændigst bevaret, medens længere Stykker ere udfaldne i B, og A synes fri for væsentligere Tildigtninger; men enkelte Træk ere alene bevarede i B, som paa den anden Side har faaet flere nyere Tillæg og Udvidelser. Betegnende er især i den Henseende, at medens i A Audun overalt handler efter Ingebjørgs Tilskyndelse – undtagen ved Henrettelsen, – er i B Audun overalt selv den ledende, og Ingebjørg optræder kun ved Siden af ham. – Her maa A have bevaret den ægte Tradition, thi efter Annalernes Tradition var det hende, som skulde have „solgt“ Kongedatteren. B synes saaledes her under Indflydelse af den følgende vise om Auduns Straf at have gjort ham til Hovedpersonen.

En Betragtning af Personlisten vil vise dets Redaktioners Forhold nærmere. Af dem, som sendes udenlands med Kongedatteren, nævner B først Fru Ingebjørg, som er „sunnan ur land“ (ɔ: fra Viken); hun var som bekjendt Datter af Baronen Erling Alfssøn i Borgesyssel og gift med Baronen Thore Haakonssøn i Skiesyssel; i Ab sees hun urigtigt at være „norður ur lið“, i A nævnes hun paa dette Sted ikke, og her maa altsaa være bortfaldt et eller flere Vers, da det jo af det følgende er synligt nok, at hun er med. I B ere ellers Gesandtskabets Formænd „Nijls útaf Gilstein“ og Eyðun Hestakorn, i A alene den sidste; da det første Navn allerede er ubekjendt, ved vi ikke, om det repræsenterer en ældre Tradition; de virkeng Gesandter vare jo Biskop Narve af Bergen og Baronen Thore Haakonssøn, Ingebjørgs Mand. I B følger Fru Katrin med hjemmefra, medens hun i A røves i Tyskland og kaldes overalt „Katrín keymnansdottir“. Vi have vel i det sidste et Minde om, hvad den falske Margretes norske Fiender kaldte hende ɔ: de ansaa hende for en tysk Kjøbmandsdatter.

Før sin Død indkalder Kong Erik efter A sin Broder Haakon, efter B Audun Hestakorn og Margretas Fosterfader „Mester Bjarne“. At Audun var tilstede ved Kong Eriks Død har været betvivlet, men uden Grund;[30] at Hertug Haakon ikke var der, synes sikkert. Fosterfaderen kaldes i A Meistari Hilmar, i B Meistari Bjarne, hvilket vel maa foretrækkes, da vi blandt de høierestaaende Mænd ved Kong Eriks Hof kjende en „Magister Bjarne“, nemlig den forrige Kansler Bjarne Lodinssøn († 1310). At denne virkelig har spillet den Rolle, visen antyder, kan ikke historisk paavises, da vi intet vide om denne Mand fra 1295, da han undertegnede blandt Kong Eriks Mænd Stilstanden i Hindsgavl, og til 1302, da han blev sat fast paa Ragnhildarholm, uden at hans Brøde kjendes. Margretes Fostermoder, der efter Fru Ingebjørgs (A) eller Auduns (B) Tilskyndelse fornægter hende, kaldes Aasa Tyssismøy (A) eller Tistilsfru (B), aldeles ukjendte Navne.

Da Margreta staar paa Baalet, beder hun sin Fosterfader at fostre hendes nyfødte Barn (B tilføier „i Oslo“); efter begge Redaktioner dræbes det af Audun: efter A hænder han det paa Spydsodd (!), efter B hugger han det i Stykker; paa samme Maade gaar det efter B hendes Styrmand, medens A har glemt dennes Skjæbne. Her har B aabenbart fastholdt det historiske bedre, thi „Styrmanden“ er visselig den samme, som de historiske Beretninger kalde hendes Mand og lade blive halshugget. I A kaldes han „meistari Bjarne“, i B derimod Eingilbert, et Navn, der passer bedre paa den Tysker, der fulgte hende, end paa en Skipper fra „Blaaland“.

Efter begge Redaktioner byder Margreta sin Fosterfader at spaa Kong Haakon, at hvis han ikke bygger en Kirke over hendes Baalsted, vil han 3 Gange i sit Liv blive vanvittig. I A opfyldes ogsaa hendes Spaadom, hvoraf sees, at ifølge visen blev der ikke bygget noget Kapel paa Nordnæs i Kong Haakons Tid; i B er Spaadommenes opfyldelse udfaldt, men den har visselig været omtalt der fra først af.

Endelig kan nævnes, at B lader Kong Erik blive begravet i en „tverkyrkja“, A i „Apostelkirken“; vistnok kjende vi ikke med Sikkerhed Eriks Gravsted, men al sandsynlighed taler dog for, at han blev begravet i Bergens Kristkirke ligesom hans Hustru og Datter.

Ogsaa af Auduns Rime synes Redaktionen A at være renest bevaret. Redaktionen A sees saaledes idetheletaget, skjønt den forudsætter Margreta-Rimen, ikke at betragte Auduns Forbrydelse mod hende som Aarsag til hans Død; dette er hans Begjærlighed og Forræderi mod Kongen paa Gesandtskabsreisen, medens hans Færd mod Margreta kun bliver fremdraget ved hans eget uforskammede Svar. Derimod har B og C modtaget stærke Laan fra Margreta-Visen. Auduns Adfærd mod hende bliver Hovedsagen, og der indskydes flere Vers herom til Fortrængelse af de ægte. – Til et Laan fra Margreta-Visen maa det ogsaa regnes, naar C helt igjennem gjør Fru Ingebjørg til Auduns Hustru; vistnok siges dette ikke udtrykkelig i Margreta-Visen, men det laa nær, da de her altid optræde i Forening, at gjøre dem til Ægtefæller. Dennes virkelige Hustrus Navn er her bevaret i AB, som kalder hende „Guja“, en tydelig Remmiscens af Gyrið. Paa den anden Side har C beholdt det ægte Træk, at Audun er Kongens Slægtning, medens Ba kun kalder ham „tan vælborin mann“, hvilket i Bb endog forvanskes til „trælborin“.

Disse viser ere ikke historiske i den Forstand, at de levere Oplysninger om, hvad der virkelig skede i Bergen i Aarene. 1300–1302; som de historiske Kilder vise, har Begivenhederne udviklet sig ganske anderledes og de ledende Personer spillet en ganske anden Rolle, end Viserne vil. Derimod kan de nok siges at være forsaavidt historiske, som de afspeile Samtidens eller den nærmeste Eftertids Opfatning af Personer og Begivenheder. Det er nemlig aabenbart, at Margreta-Rimens Opfatning af den falske Margreta stammer fra den, som hun og hendes Parti gav til bedste: at hun var den virkelige Kongedatter, som var solgt til ukjendt Land af Fru Ingebjørg Erlingsdatter; naar man oplevede Aaret efter at se Audun Hestakorn hængt paa samme Sted, hvor Margreta var brændt, laa det jo meget nær at give ham sin Andel i Handlingerne mod Kongedatteren. At Viserne stamme fra Samtiden eller den nærmeste Generation efter (c. 1300–1330), synes at være tydeligt af, at saamange direkte Minder ere bevarede: Slægtskabsforholdene mellem Erik, Haakon og Margreta, Navnene Mester Bjarne for hendes Fosterfader, Engelbert for hendes Styrmand, at Bergen er Udgangspunktet for Kongedatterens Reise til Skotland og idethele Begivenhedernes Skueplads, at Audun er beslægtet med Kongeætten, at hans Hustru hedder Gyrid, at Fru Ingebjørg er fra Viken o. s. v. En anden Sag er det, at disse viser kan i Tidernes Løb have faaet et eventyrligere Præg (f. Ex. „Greven af Blaaland“, et tydeligt Laan fra andre Viser) og modtaget Udvidelser i Smaatræk; flere af disse Udvidelser kan endog være indkomne i temmelig ny Tid, forsaavidt de ere forskjellige i de forskjellige Redaktioner. Men i det hele taget give disse viser Indtryk af at have bevaret det væsentlige fra gammel Tid.

At begge viser ere digtede i Norge, synes rimeligt; at de har været sungne her i ældre Tid, er ialfald sikkert. Absalon Pederssøn beretter udtrykkelig, at der paa hans Tid (1567) fandtes en vise om „Maritte paa Nordnes“; men han vogtede sig vel for at gjengive denne, da han af Annalerne saa, at den stred mod Historien; naar derimod han og hans Samtidige fortælle, at der blev bygget en Kirke til Margretas Ære, har de herfor ikke engang Visen at paaberaabe sig, thi af denne fremgaar kun, at Kong Haakon ikke lod noget Kapel bygge og derfor „gik 3 Gange fra Viddet“; men det er klart, at visen kunde foranledige et Sagn om, at et Kapel var bygget paa hendes „Baalsted“. Ogsaa visen om Audun maa forudsættes kjendt i Søndfjord; thi naar det i Beretningen fra 1626 hedder, at Audun havde voldtaget Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England til Norge, synes dette at være direkte hentet fra Visen, skjønt denne nu lader Bruden være kommen fra „Upplanda“ (ɔ: útlanda?). Og jeg skulde tro, at visen i Auduns Hjemstavn har havt et længere Liv, thi det Sagn, som Biskop Neumann har optegnet, har ganske Karakteren af en episk Besyngelse: Fugleskriget, som varsler Høvdingens Død, og Svenden, som spaar derom og derfor maa lade sit Liv, kunde godt have havt sin Plads i en norsk variant af Auduns vise, eller rettere, man er næsten nødt til at antage, at denne Tradition er bleven bevaret gjennem Visen, naar man erindrer, hvor enestaaende dette sagn er blandt de historiske Sagn fra Norges Middelalder.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Saml. t. N. F. S. H. I, 136.
  2. Fmn. S. IX, 287–89 (1218) og 337 (1223).
  3. DN. II, 19.
  4. DN. XI, 2.
  5. Se dette Tidsskrift, ovenfor Side 182.
  6. Se Saml. t. N. F. S. H. IV, 121 f.
  7. Munkelivs Brevbog, S. 166. Ialfald er det sikkert, at ikke Bjarne Audunssøn (som Munthe antog) var Søn af Audun Hugleikssøn, thi Vaabnerne er aldeles forskjellige: Bjarnes en sexoddet Stjerne, Auduns en Rose.
  8. 22 Januar, se Munch, IV, 2, 86; 27 Sept., se Munkelivs Brevbog, S. 166.
  9. Munch, IV, 2 passim.
  10. Den Titel, som Audun i 1295 fører, „Secretarius“, betyder snarere Fehirde, end „keaper af the privy seal“, som Munch og efter ham Dr. Y. Nielsen have antaget; Audun vides aldrig at have forseglet kongelige Breve.
  11. At dette Ægteskab er istandbragt af Audun Hugleikssøn, siges af Torfæus og af Suhm, men da disses Kilde kun er Lyschanders Grønlands Chronica, kan denne Beretning ikke tages for god, saa meget mindre som Mag. Peter Algotssøn i 1292 og 1293 var norsk Gesandt i Skotland.
  12. Munch, IV, 2, 284.
  13. DN. II, 46.
  14. De islandske Annaler sige i Bergen, de senere Beretninger paa Nordnæs, hvilket er et og det samme, thi Retterstedet for Bergen var yderst paa Nordnæs (Heimskringla, S. 721, 806, DN. VI, 100).
  15. DN. II, 45.
  16. Se Cleasby-Vigfussons Lexicon, S. 260.
  17. NgL. I, 386, 390.
  18. Heimskringla, S. 439.
  19. Efter Suhms (ældre) Samlinger, 2, 3, 43.
  20. Se Norske Magasin, I, 132, 134.
  21. IV, 1, 259 Note og 349.
  22. Denne Kombination findes ellers allerede som Formodning hos Suhm (XI, 428), der imidlertid ikke havde lagt Mærke til, at Audun blev fængslet allerede i 1299.
  23. Se min Afhandling i dette Bind, Side 171 f.
  24. Munch, Unionsperioden, I, S. 24.
  25. Han var i Bergen i Oktbr. 1300, thi det af ham udstedte Brev DN. II, 58 maa være skrevet i Bergen; det sees af, at blandt Vidnerne forekommer 3 Munke i Munkeliv og 2 af Klostrets Tjenestemænd.
  26. Munchs Antagelse (IV, 2, 385), at Aake i denne Tid har siddet i Oslo, er ikke rigtig, thi ogsaa her fungerer snare Aslakssøn som Kansler, se Breve af 20 Marts 1301 (DN. II, 62) og af 1 Septbr. 1301 (DN. VI, 68).
  27. DN. VI, 100.
  28. Islandske Annaler ved Aar 1319.
  29. Munkelivs Brevbog, S. 12. Jfr. Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden, af Y. Nielsen, S. 110.
  30. Munch slutter ar Brevet DN. III, 64 fra 1306, at Audun ikke var tilstede; men denne Slutning er uholdbar, da ved Forhandlingerne i Bergen 1306 kun fremkaldes de Vidner, som da kunde udtale sig om Begivenhederne ved Kong Eriks Dødsleie.