Studie over de Færøiske Sagn om Bispesædet Kirkebø og Kong Sverres Ungdom

Gustav Storm

Studie over de Færøiske Sagn om Bispesædet Kirkebø og Kong Sverres Ungdom

Historisk Tidsskrift, anden Række, fjerde Bind, 1884 (s. 253-272).

Naar man nutildags kommer til Færøerne, endog for et ganske kort Ophold som paa Gjennemreise til Island, vil den Reisende i Regelen faa høre Fortællinger om to af Færøernes Nationalhelte, Sigmund Brestessøn og Kong Sverre, maaske ogsaa om den bolde Sørøver Magnus Heinessøn; men ialfald vil man høre om Kong Sverre, thi hans Ungdom er knyttet til Kirkebø, som alle Reisende passerer forbi paa Reisen nordover. Den, der er noget bevandret i Litteraturen om Færøerne, vil da ikke undlade at lægge Mærke til, at Rangforordningen mellem disse Nationalhelte har forandret sig i Tidernes Løb: de tidligere Forfattere har fornemmelig dvælet ved Sigmund Brestessøn og Magnus Heinessøn, medens Kong Sverre kun kjendtes fra norske Kilder; men nu er ialfald Magnus Heinessøn ganske traadt i Skygge for Kong Sverre, hvis Ungdomshistorie fortælles meget detaljeret, og derved har ogsaa hans Ungdomshjem Kirkebø opnaaet en ny Berømmelse. Og selv om denne tildels kun skriver sig fra, at Kirkebø med sine fremtrædende Kirkeruiner maa falde alle Reisende i Øinene og saaledes blive Gjenstand for Omtale, skyldes dog dens Berømmelse mere en enkelt Mand; Presten Schrøter.

Johan Henrik Sohrøter (født 1771 i Thorshavn, Sogneprest paa Suderø 1804–26, død i Thorshavn 1851) var en Mand, der varmt interesserede sig for sit Fødelands Sprog, Litteratur og folkelige Minder, og han har store Fortjenester af at have gjort Samlinger i disse Retninger. Men han maa ogsaa, efter hvad flere af hans Kjendinger har fortalt mig, have været en Mand med en noget vild Fantasi, der ofte vildledede ham under hans Forskninger; det er saaledes sikkert nok, at hans Læsning har paavirket hans Forestillinger, og at disse have bragt ham til at gjøre ligefremme Tildigtninger til de historiske Sagn, han berettede. Dette viser sig allerede ved en Sammenligning mellem de Sagn, han beretter i Antiquarisk Tidsskrift (1849–51), og dem, som fandtes efter hans Død, og som er benyttede i N. Winthers Færøernes Historie. Det samme skal vi her søge at vise for de sagn om Bispesædet Kirkebø og om Kong Sverre, som Schrøter tidligere har ladet trykke, og hvis historiske Værd vi her skal undersøge.

I.

Det gamle Bispesæde Kirkebø ligger paa den sydvestlige Side af Færøernes største Ø, Strømø, henimod en Mils Vei næsten lige i Syd for Thorshavn. Det er den sydligste Gaard paa Strømø, noget nordenfor Sydspidsen; den ligger ud mod Vesterhavet, men er beskyttet mod dette ved den udenfor liggende høie Holme Hesten. Gaarden ligger under en brat Fjeldside, der ved sin Fod efterlader en smal Strimmel Land. Fjeldsiden er græsbevoxet, men Fjeldplateauet ovenfor er en øde Stenmark; vil man gaa den nærmeste Vei til Thorshavn, der fra gammel Tid har været Landingsplads for Skibe fra fremmede Lande, bestiger man Fjeldet og vandrer over Plateauet mod Nord. Gaarden Kirkebø har ikke liden Græsmark (52 Mark Jord), men rigere Adgang til Fiskeri og Fuglefangst, dog ere disse Næringsveie til Gjengjæld mere farefulde. Livet her maa i udmærket Grad have udviklet en Mand som Sverre; det har staalsat ham til at færdes paa fjord, i Fjeld og i Skove, saaledes som det timedes ham i de første Aar af hans Kamp for Kongenavnet.

Om Oprettelsen af Færøernes Bispestol er ingen Efterretning fra Middelalderen opbevaret. Tiden fremgaar saa nogenlunde af den færøiske Bisperække, hvis ældste Navne ere Gudmund og Mathæus, og en Oplysning i de islandske Annaler om at Mathæus døde i 1157; vi henvises saaledes omtrent til Begyndelsen af 12te Aarhundrede, Sigurd Jorsalfares Tid. Lucas Debes i sin Færoæ et Færoa reserata (1673) kommer ogsaa formodningsvis til samme Resultat; Listen over de ældre Biskoper kjender han kun fra Peder Claussøn, og i sin Gjengivelse meddeler han dennes Liste med de Trykfeil, som Worms Udgave havde: Matthæus er bleven til Mattis, Hroe til Kroll; dog forstaar Forfatteren, at dette er den samme, som „i Kong Sverres Historie“ (ɔ: hos Peder Claussøn) kaldes Roar.^[1] Debes skjelner ogsaa rigtigt mellem den gamle Kirke paa Kirkebø og den nyere Kirkeruin fra Biskop Hilarius, men han kjender ikke dennes Levetid. Presten Landt i sit „Forsøg til en Beskrivelse over Færøerne“ (1800) tilføier efter en Skildring af Kirkeruinen, at „en Biskop Hilarius skal have bygget denne Kirke eller Mur i Begyndelsen af 12te Seculo, ja der angives endog Aaret 1111, men da han samme Aar skal være død, ophørte Bygningen“. Her er det jo soleklart, at Hilarius’s virkelige Dødsaar 1511 er forandret til 1111, aabenbart fordi Landt eller hans Hjemmelsmand ikke kunde tænke sig Ruinen som den yngste af de to Kirker, hvad den i Virkeligheden er. Istedenfor disse tarvelige Relationer har nu Presten Schrøter om Bispestolens Grundlæggelse en lang og interessant Beretning,^[2] den han selv tilstaar ikke er saa enkel, som Sagnet havde bevaret, idet „han har samlet denne Fortælling, som ham syntes passende“, efter en Beretning, som han hørte fra 3 Mænd „for omtrent 40 Aar siden“ (han siger ikke, at han da optegnede den). Sagnet om Æsa eller Gæsa er aabenbart ikke historisk; et Hovedtræk deraf er jo det vandrende Sagn om Ringen, der kastes i Havet og gjenfindes i en Fisk („Polykrates’s Ring“), og desuden viser det sin nyere Oprindelse ved at forudsætte, at alt, hvad der ved Reformationen var Bispegods (og da blev Krongods), allerede ved Bispestolens Grundlæggelse havde været én samlet Eiendom! Efter Schrøter skulde Eierinden af hele Sydstrømø, Æsa, være dømt af Bispen fra alt sit Gods, fordi hun blev beskyldt for en eneste Gang at have spist Kjød i Langefasten. Jeg skal ikke opholde mig ved, at hun umuligt for denne ene Gangs Synd kunde straffes paa hele sit Jordegods, da efter baade norske og islandske Love Brud paa Fasten første Gang alene straffedes med en mindre Pengebod og kun i Gjentagelsestilfælde havde til Følge Tab af alt Jordegods og endog Landsforvisning. Allerede dette viser imidlertid Sagnets nyere Oprindelse – ialfald i den Skikkelse, Schrøter giver det. Dennes Upaalidelighed viser sig især af ældre Optegnelser om det samme Sagn, som der har mindre Dimensioner: Presten Begtrup (1809)^[3] ved kun, at Biskoperne ved sin Banstraale „efter mundtlig Beretning vandt 26 Mark Jord fra en rig Enke, som i Fasten havde spist Kjød“, og Grev Vargas Bedemar, som besøgte Færøerne i 1819, ved at berette, at Gaardsnavnet Gassedal (ɔ: Gaasedal paa Vaagø) stammer fra „et Fruentimmer ved Navn Gasse, der engang skal have eiet Kirkebøe, men efter at have tilsat sin Formue, trak sig tilbage til dette Enerum“.^[4] Da Gaarden Kirkebø er paa 52 Mark Jord, kan efter den ældste Beretning ikke engang denne Gaard have tilhørt hende, medens i den anden Beretning hendes Formue allerede omfatter hele Gaarden. Men ingen af de ældre Beretninger siger, at hendes Formue var Grundlaget for Bispestolen, end sige dennes hele Gods! Jeg skal endvidere fremhæve enkelte Træk i Schrøters Beretning, som tydelig peger paa, hvorledes og hvorfra denne er sammensat. Dette er følgende Enkeltheder: 1) at Bispestolen „efter Sigende“ blev grundlagt af Olaf Kyrre, som skal have været paa Færøerne efter. Slaget ved Stanford, 2) at Gæsa spaaede, at inden 500 Aar skulde hendes Gods ikke længer være Bispegods, 3) at Bispen byggede en anden Kirke dengang, da Aarstallet efter Christi Fødsel skreves med 4 Streger ved Siden af hinanden (1111), 4) at den var indviet til den hellige Magnus, som viste sin Kraft ved at helbrede en „rasende Islænder“, samt 5) et Vers om de 3 første Biskoper.

1. Beretningen om Olaf Kyrres Ophold paa Færøerne har en mærkelig Lighed med et Sted i Peder Claussøns Oversættelse af Kongesagaerne. Efterat denne nemlig har fortalt (S. 374), at Olav Kyrre efter sin Faders Fald „seilede fra Engeland til Orcknø“, hvor hans Søster Maria dør, tilføier han paa samme Side: „Olaff bleff om Vinteren i Færø“, hvilket ved Sammenligning med alle Haandskrifter af Heimskringla viser sig at være en Skriv- eller Trykfeil for „Orknø“. Det kan ikke være Tvivl om, at det færøiske sagn her har laant fra Peder Claussøn.

2. Gæsas Spaadom er tydeligvis lagt hende i Munden, efterat Bispegodset var blevet Krongods (c. 1540), og man kan vel trygt tilføie længe efter, siden endnu L. Debes havde tydelig Erkjendelse af, at dette Gods var samlet efterhaanden og fra mange Eiere.^[5]

3. Aarstallet 1111 er tydeligvis hentet fra Landt eller kan ialfald kun have samme Hjemmel som hos ham; det siger sig selv, at et Sagn, der forudsætter Brugen af arabiske Tal, maa være meget modernt.

4. Miraklet med den rasende Islænder er taget lige ud af Biskop Arnes Saga og foregaar der med Islændingen Thorvald Helgessøn i en „Magnuskirke“ paa Færøerne i Aaret 1290,^[6] altsaa længe før Hilarius’s Kirke blev bygget. Da denne Kirke aldrig .blev færdig, har den ikke været viet til St. Magnus. Men den til Magnus viede Kirke kan heller ikke, som Schrøter mente, have været den ældre Kirke paa Kirkebø, thi denne var, som sees af et Brev fra 1320 fra Biskop Signar til Biskopen i Bergen, en Mariakirke.^[7] Det islandske Sagn, der vel ikke er saa ganske historisk, hører saaledes ialfald ikke hjemme paa Kirkebø; og til Færøerne er det neppe naaet før i 19de Aarhundrede, da Sagaen ikke blev trykt før end 1820.

5. Det Vers, som en af Schrøters Sognemænd reciterede om de 3 ældste Biskoper, lyder saa:

Af goðari grund
segði hann Guðmundar lund;
men kalður sum ís
gav hann Mattísi prís,
tí ikke vildi Róji
tala um harm logið.

Allerede Versets Art viser, at dette Rim ikke er „bevaret fra Oldtiden“; det kan ogsaa sikkert dateres som yngre end Lucas Debes, thi i den gamle Liste over Færøernes Biskoper er de 3 første Navne: Gudmund, Mathæus, Roe; men denne Række gjengives af Peder Claussøn: Gudmund, Mathias, Krol, af Lucas Debes: Gudmund, Mattis, Krol, idet han dog gjør opmærksom paa, at Krol er den samme som Sagaens Hroe; først Debes har saaledes den Bisperække, som Verset forudsætter.

Af disse Oplysninger fremgaar paa den ene Side, at Sagnet om Bispestolen er modernt og stærkt paavirket af den trykte Litteratur om Færøerne, paa den anden Side, at Schrøter ikke kan frikjendes for at have „bearbeidet“ Sagnet for at give det en sammenhængende historisk Karakter.

II.

Sverres Saga var ikke i nyere Tid saa heldig som de øvrige norske Kongesagaer at faa Peder Claussøn til Oversætter; Hr. Peder havde nemlig ikke Adgang til noget Haandskrift af Sverres Saga og maatte derfor for hans Historie nøie sig med det korte Uddrag, som fandtes i Mattis Størssøns Oversættelse.^[8] Ligetil ind i dette Aarhundrede har man derfor – udenfor de faa, der havde Adgang til Haandskrifter eller benyttede Torfæus’s latinske Værk om Norge – ikke kjendt Sverres Historie uden fra hint korte Uddrag. Uagtet dette Uddrag ikke stammer fra nogen særegen Recension af Sagaen, har den dog gjengivet denne med en vis Selvstændighed, som ikke har været uden Indflydelse paa den nyere Historieskrivning. Mattis Størssøn, for hvem Bergen aabenbart var det gamle Norges Hovedstad, har saaledes uden videre og, om ikke mod sin Kildes udtrykkelige Ord, saa dog imod dens Mening, henført Mødet mellem Kong Sverre og Erkebiskop Erik i 1190 til Bergen (istedenfor til Nidaros)^[9] og derved foranlediget nyere Forskere til at konstruere en Synode i Bergen 1190.^[10] Ligeledes skyldes det Mattis Størssøn, at Sverres Moders Mand kaldes Unas Smid, og heri er ingen Vilkaarlighed, thi Mattis Størssøn har her laant fra Saxo, der kalder ham „faber“.^[11] Mattis Størssøn har idetheletaget ikke saa faa Afvigelser fra sin Kilde, men disse ere dels Frihed i Oversættelse, dels Tilsætninger paa Grund af Unøiagtighed eller af mere modern Tankegang (f. Ex. Udtryk som „Rigens Raad“, „Herredag“ o. s. v.), dels Kombinationer af Hensyn til den kortere Gjengivelse. Flere af disse Afvigelser findes netop i Beretningen om Sverres Ungdom, der lyder saa:^[12]

„Kong Siuord Haraldssøn aatte en Søn med en Quinde hed Gunilde, den lod hand kalde Suerre, oc det skede nogit før end band bleff slagen. Der effter bleff hun gifft igen med en Mand hed Wnas Smid, band vaar Bispens Broder i Ferrø, oc bleff Suerre opfød i Norge, til hand vaar fem Aar gammel, oc viste hand icke andit end at Wnas Smid vaar hans rette Fader, oc effterdi at Suerris Moder hørde, at Erling Skacke oc Kong Magnus stode effter at vilde ødelægge alt Konge Slect vdi Landet, da drog hun til Ferrø med hendis Mand, oc der bleff Suerre opfød, oc til Skole holden hos Bispen i Ferrø, som hed Roer, indtil saa lenge de vilde wijet hannom til Prest. Der Gunilde hans Moder det forstod, da begynte hun at græde. Da sagde Suerre, Hvi græder du Moder? Jeg meente du skulde glædis ved den ære mig skeer. Hun suarede, Denne ære er ringe mod den dig burde med rette at haffue, thi du est Kong Siguords søn aff Norge, oc icke denne Mands Søn, som du meent, oc haffuer jeg fordi holdet det hemmelige hos mig for alle, at ingen skulde faa det at vide, før end du vaare til Mands kommen. Der Suerre Siuordssøn det hørde, da begynte band at betencke den store Mact, som Kong Magnus Erlingssøn haffde vdi Norge, at hannom stod icke lettelige til at begynde nogit imod hannom, oc der hos betencke den store Velde, som hans Forældre haffde hafft offuer Land oc Rige, oc sagde hand da til sin Moder, For ingen deel vil jeg tage it Prestegield vdi Ferrø, for den rettighed mig bør at haffue vdi Norge“.

Den første Eiendommelighed er, at oversætteren forsøger at hævde, at Sverre blev født nogen Tid før Moderens Ægteskab med Unas, og at dette først kom istand efter Kong Sigurds Død: Hensigten er dermed aabenbart kun at gjøre Sverres kongelige Herkomst saa meget sandsynligere, men Oversætteren kommer derved til at rykke Sverres Fødsel vel langt frem i Tiden. Oversætteren har aabenbart ikke stor Forstand paa Kronologi; det sees endnu bedre af Oplysningen om Grunden, hvorfor Sverre kom til Færøerne allerede i Femaarsalderen: „at Erling Skacke oc Kong Magnus stode effter at vilde ødelægge alt Konge Slect vdi Landet“. Nu døde Sigurd i 1155, men selv hvis Sverre var født Aaret før hans Død eller i selve Dødsaaret, kommer vi dog ikke i heldigste Fald længer end til 1159–60, længe før Erling var bleven Partiets Høvding og endnu længere før han og hans Søn Magnus havde begyndt at ville „ødelægge al Kongeslægten“. Her er det altsaa sikkert nok, at Oversætteren har kombineret paa egen Haand uden at følge sin Original. Det samme gjælder da med lige saa megen Ret Beretningen om, at Gunhild og hendes Mand selv førte Sverre til Færøerne – modsat Sagaen, som forudsætter, at Unas og Gunhild blev i Norge – og at Gunhild fortalte sin Søn hans Herkomst, da han skulde vies til Prest og for at forhindre dette, medens Sagaen lader ham virkelig blive viet til Prest og bagefter beretter om Gunhilds Pilgrimsfærd og Skriftemaal, hvori det af Paven paalægges hende at oplyse sin Søn om hans Herkomst. Grunden til den sidste Rettelse er aabenbart Oversætterens Partiskhed for Nationalhelten: ligesom han før har omtalt Sverres Herkomst som sikker nok og kun skjult for Sverre selv, saaledes vil han ikke, at Paven eller den katholske Geistlighed skal have nogen Del i ham. Jeg har her dvælet ved Sagaoversættelsens Eiendommeligheder, fordi disse gjenfindes i de færøiske Sagn, og fordi man støttet til disse har villet hævde Sagaoversættelsens Troværdighed ved Siden af Sagaen. Det er imidlertid langt fra, at man kan hævde de færøiske Sagns Uafhængighed af Sagaen; isaafald skulde man jo først og fremst vente at finde selvstændige sagn om Sverre hos Lucas Debes, men denne – refererer kun Sagaoversættelsen (efter Peder Claussøn i Worms Udgave); da han ikke som ved omtalen af Sigmund Brestessøn og Magnus Heinessøn nævner noget om de indenlandske Traditioner, er det sikkert nok, at han ikke kjendte saadanne om Kong Sverre.

Og endnu saa sent som i 1809 ved ikke Joach. Begtrup, der selv havde været Prest i Thorshavn, andet at lægge til Grund for sin Beretning om Kong Sverres Ungdom end „den norske Krønike“ (ɔ: Peder Claussøn). Hans eneste Tilføielser ere: „Man viser endnu paa Fjeldet, som skiller Thorshavn fra Kirkeby, en Hule, hvor denne mærkværdige Samtale mellem Moderen og Sønnen forefaldt, og som endnu i denne Dag kaldes Sverres Hule. Den mundtlige Fortælling vil, at han skulde være Præst i Thorshavn som det fornemste Sted, hvilket jeg lader staa ved sit Værd“. Det sidste Tillæg er, som Begtrup antyder, meget modernt, thi Thorshavn har faaet sin egentlige Betydning som Handelssted i 18de Aarhundrede, og før den Tid har man saaledes visselig ikke udnævnt Sverre til Prest i Thorshavn. Men at Lokalsagnet om „Sverres Hule“ heller ikke er ældre, viser sig for det første deraf, at det knytter sig til den i Sagaoversættelsen komponerede Samtale mellem Moder og Søn, og dernæst ogsaa af, at dette Sagn om Sverres Hule endnu i 1817 ikke havde fæstet sig til noget bestemt Punkt; Presten Lyngby oplyser nemlig efter sit Ophold ved Kirkebø i Sommeren 1817:^[13] „Anbelangende Sverres Hule, som skulde findes i Nærheden af Kirkebøe, da vidste stedets Beboere vel af dette Saga at sige, men vidste ikke, hvor denne Hule fandtes, forsikrede ogsaa, at der i Nærheden deromkring ikke var nogen saadan Hule i Fjeldet, hvori et Menneske skulde kunne bevare Livet en heel Vinter over“.^[14] I stærk Modsætning til denne usikre og enkle Tradition staar Sagnet om Kong Sverre hos Schrøter, en kort liden Saga, der leverer saa fuldstændige og tilsyneladende saa paalidelige Oplysninger, at endog P. A. Munch fandt sig beføiet til at benytte den ved Siden af Sverres Saga eller endog ophøie den over denne. Jeg anser det for sikkert, at dette Sagn ikke er gammelt, at det dels stammer fra Sagauddraget, dels fra Tilsætninger efter Læsning i Kongesagaerne, dels endelig fra ligefremme Tildigtninger af Provsten Schrøter. Vi skal betragte disse Bestanddele hver for sig.

1. Ligesom i Sagauddraget Unas er „Smed“, er han hos Schrøter Vaabensmed, aabenbart fordi Vaabensmede var de anseligste Smede. Ligesom i Sagauddraget fødes Sverre før hans Moders Ægteskab med Unas; ligesom der reiser Unas med Kone og Søn til Færøerne, da Sverre er 5 Aar gammel; og endelig ligesom der aabenbarer Gunhild Sverre hans Herkomst, da han skal vies til Prest. At alle disse Træk ere uægte Tilsætninger, tror jeg ovenfor at have vist. Men disse Træk ere indbyggede i en historisk Fortælling og udmalede med mange Detaljer af færøisk Liv; her spiller da ogsaa Sverres Hule en Rolle, som aabenbart tager Hensyn til Begtrups Oplysninger, at der ingen Hule findes, hvor man kan opholde sig Vinteren over: Sverre, der er født kort før Jul, skjules hele Sommeren over i denne Hule. Det viser sig forøvrigt af Schrøters Fortælling, at den saakaldte „Sverres Hule“ egentlig ingen Hule er, men han antager den Fordybning i Fjeldet, hvortil Navnet er fæstet, for i tidligere Tid at have været større, idet den forreste Del muligens er styrtet ned.

2. At Læsning af Sagaerne har havt Indflydelse paa Fortællingen, er tydeligt af dennes historisk detaljerede Kundskab; det er imidlertid ikke let at afgjøre, om de enkelte Træk i denne Fortælling ere ligefrem arrangerede med Kunst, eller om et naivt Ræsonnement har Skylden. Til det sidste burde man muligens ialfald regne Indblandingen af Kardinalens Ankomst til Norge, idet denne bliver Aarsag til Gunhilds Flugt til Færøerne. Kardinalen skulde nemlig have bebreidet Kong Sigurd hans udsvævende Liv og truet med pavens Ban, og Kongen ytrede da til Gunhild, at Paven nu nødte ham til at lade sine Børn ombringe (!). Dette tror Gunhild (!), frygter for sit ufødte Barn og flygter til Færøerne, hvor saa Sverre .fødes. Som Aarsag til at Kongens Søn fødes paa Færøerne, er jo dette en meget naiv Opdigtelse, som man vel ikke kan tiltro Presten Schrøter; rimeligere er det vel at tro, at da man først havde fundet ud, at Sverres Hule var opkaldt efter den nyfødte Sverre, som skjultes der, foranledigede dette Færinger til at udfinde en Grund til, at idetheletaget Gunhild opholdt sig paa Kirkebø.

3. En større Plads indtager aabenbart Presten Schrøters eget Arbeide med Sagnet; han var bevandret ikke blot i Sagaerne, men i hele den nyere Litteratur om Færøerne og forstod at benytte dem alle. Af de første har han f. Ex. fundet en Oplysning om Gunhilds Slægt: hun har en Broder (Nikolas Sultan), der ifølge Sverressaga i 1184 opholdt sig i Bergen, i 1188 i Nidaros;^[15] efter Sammenhængen ialfald paa første Sted synes han at have indtaget en Plads som Sveitehøvding blandt Birkebeinerne, men da hans Rang ikke udtrykkelig nævnes og han ikke omtales i nogen Krigsfærd, kunde Schrøter have god Anledning til at gjøre ham til en „Kjøbmand, der handlede med sit eget Skib, men opholdt sig stundom i Throndhjem, stundom i Bergen“. I Kongesagaerne kunde Schrøter finde Oplysninger, der bragte ham til at lægge i Gunhilds Mund disse Ord, udtalte omtrent i Aaret 1167: „Saalænge der var en i Live, der var nærmere til Kronen end min Søn, vilde jeg ikke aabenbare det for ham, men nu ser jeg, at den, som ikke er Kronen saa nær som han, vover at stride mod Kong Magnus, og derfor maa min Søn vide sin Ret“. Herved sigtes aabenbart til Kronprætendenterne Sigurd 1162–63 og Olav Ugæva 1165–68. Af Torfæus’s færøiske Historie saa Schrøter, at Biskop „Mathias“ døde i 1157, og at Roe først blev indviet i 1162;^[16] hans „Sagn“ kunde derfor indse, at ved Sverres Fødsel Roe ikke var Biskop; det gjorde ham derfor til Kapellan (!) hos Biskopen. Alt dette er dog Smaating mod den Forvandling, der er foregaaet med Astrid Roesdatter og hendes Søn Erling. Allerede Lucas Debes var opmærksom paa Peder Claussøns Fortælling om den Erling, der gav sig ud for Sverres Søn med Astrid Roesdatter, og som efter Sverres Død vakte adskillig Uro paa Færøerne, inden han drog til Kong Philippus i Viken,^[17] og da man i Kalsø ovenfor Mikedal havde sagn om et Slag mellem tvende Hære, gjættede Debes, at Sagnet muligens kunde henføres til hin Erling. Alt dette findes naturligvis igjen hos Schrøter, men betydelig udvidet og forbedret. Slaget paa Kalsø er kun det sidste af 3 Slag; desuden ved Schrøter, at Erling byggede sig en Borg i Thorshavn, hvorfor han kaldtes Borgharrin, og saaledes kaldes han i et Vers om Slaget i Skálabotn. Nu vides det, at Magnus Heinessøn var den første, der byggede en befæstet Skanse i Thorshavn;^[18] det er saaledes rimeligt, at han er „Borgharrin“, og at Schrøter har flyttet verset fra ham til Erling. Om Erlings Moder beretter Schrøter, at hun var trolovet med Sverre, som avlede flere Børn med hende, at hun endelig Aaret efter Sverres Afreise fødte Sønnen Erling, som Sverre ikke vilde erkjende for sin Søn; at Sverre derfor aldrig hentede hende over til Norge, men da hendes Søn Haakon blev Konge, lod han sin Moder hente til sig, gav hende en Gaard at bo i nær Throndhjem, og gav hende et helligt Klenodie, som var viet i Jorsal, hvorpaa Jesus og Jomfru Maria vare satte“. Hvis dette var et ægte Sagn, vilde det give mærkelige Oplysninger om Sverres Familjeforhold og bl. a. oplyse et dunkelt Sted i Sverres Saga; men desværre – her har ikke blot Schrøters Fantasi spillet ham et Puds, men en ligesaa fantasirig Forskers Hjernespind har forledet Schrøter til at indkorrigere disse i sit „Sagn“. Faa Aar før Schrøters Folkesagn blev trykte i Antiquarisk Tidsskrift, havde Finn Magnussøn skrevet en Afhandling i „Annaler f. nord. Oldk.“ (1846) om et i Skotland fundet Spænde og med en mærkelig Kombinationsevne opstillet en Række Formodninger om Spændets Historie. Paa Spændet læste han Navnene Malfrida og Asfrida, og da Spændet var fundet i Nærheden af Largs, kunde det have tilhørt en af de i Slaget 1263 kjæmpende Nordmænd, maaske Kongen selv. I Malfrida saa han da Sigurd Jorsalafarers Dronning og viste, at fra hende kunde Spændet være givet til Datteren Christina, fra hende til hendes Søn Magnus Erlingssøn, efter hans Død kunde Sverre have taget det i Besiddelse og givet det til sin Hustru, denne igjen til sin Søn Haakon o. s. v. Sverres Hustru, mener han videre, var den Astrid Roesdatter, hvis Søn Erling Sverre ikke vilde erkjende som sin, og den samme som den Astrid, der i 1209 boede paa Bakke ved Throndhjem og kaldes en Slægtning af Haakon Haakonssøn; hun er da den, som paa Spænden kaldes Asfrida. Disse Formodninger, der gjensidig skulde støtte hinanden, hvile imidlertid alle paa en meget løs Grund. Paa Spændet, der findes afbildet i Stephens Old-Northern Runic Monuments, 2det Bind S. 591, skal det første Navn ikke læses Malfrida, men Malbritha (ɔ: det gæliske Navn Mael-brigt); det andet Navn er usikrere, nærmest ser det ud som Alfred; ialfald er det saaledes sikkert, at enhver Forbindelse mellem Spændet og den norske Kongehistorie maa opgives. Kong Sverres Ægteskab med Astrid Roesdatter hviler paa lige saa løs Grund; den Omstændighed, at han havde (eller paastodes at have) et Barn med denne Kvinde, kan dog ikke bevise, at han var gift med hende, som Finn Magnussøn synes at mene. For at vise, at Sverre var gift før sit Ægteskab med den svenske Prinsesse (1185), og at hans første Hustru levede endnu 1194, paaberaaber Finn Magnussøn sig et Sted i Sverressaga (c. 122), hvor det norske Presteskab ligeoverfor den pavelige Legat virkelig paastaar, at Sverre havde giftet sig, uagtet hans første Hustru fremdeles levede; men Finn oversaa da, at denne Paastand udtrykkelig af Sagaforfatteren erklæres for en Bagtalelse („rogsla“). Sverre havde vistnok før sit Ægteskab med den svenske Prinsesse fire Børn (to Sønner og to Døtre), og der kan være Grund til at tro, at ialfald den ældste, Sigurd, var født paa Færøerne, hvis det er sandt, hvad Saxo fortæller, at Sverre kaldte ham Unas – et Tegn paa, at Sønnen er født før 1175, da Gunhild aabenbarede Sverre hans kongelige Herkomst. Men hvem hans Moder var, oplyser ikke Sagaen, ligesaalidt som om Sverres øvrige Børn vare fødte af samme Moder som Sigurd; kun antydes i Kap. 100, at deres Moder (eller Mødre) ikke var gift med Kongen. Den Astrid, som omtales af Sturla Thordssøn i Kap. 6 af Haakon Haakonssøns Saga, kan heller ikke være Haakon Sverressøns Moder eller Haakon Haakonssøns Farmoder, siden hun kaldes hans sifkona (besvogret, altsaa rimeligvis gift med eller Enke efter en af hans Slægtninge); forresten har ikke Finn Magnussøn (og derfor heller ikke Schrøter) lagt Mærke til, at Gaarden Bakke er Nonneklostret Bakke ved Nidaros, saa at Astrid maa have været Nonne eller Abbedisse her. Den hele Kombination mellem Astrid i Bakke, Astrid Roesdatter, Spændets Asfrida og Kong Sverres paastaaede første Hustru er saaledes umulig, og tilbage bliver kun den mærkelige Lighed mellem Finn Magnussøns Hypotheser fra 1846 og det Schrøterske „Sagn“ fra 1849, som vel vanskelig lader sig forklare paa anden Maade, end at Schrøters „Sagn“ har laant fra Finn Magnussøns Hypotheser.

III.

Jeg har dvælet saa længe ved disse Sagn, fordi en genial Forsker har ladet sig besnære af disse Sagns tilsyneladende Troværdighed og har antaget flere af de Schrøterske Formodninger for gamle og troværdige; derfor træffe vi i Munchs Fremstilling af Kong Sverres Historie en saa hyppig Omtale af de „færøiske Kongsfrænder“, af disse Kongsfrænders ringe Byrd og simple Navne o. s. v. Efter at have bragt Grunden til at løsne under de færøiske Sagn, bør vi tillige søge at oplyse, hvad der kan siges om Sverres Mødreneslægt og mødrene Forbindelser. Om Sverres Moder Gunhild oplyser Sagaen næsten intet; den siger kun, at hun var norsk, at hendes Broder hed Nikolas Sultan, og af en Tale af Kong Sverre i Aar 1197 sees, at hendes Slægt var godt kjendt i det vestenfjeldske;^[19] jeg har paa et andet Sted oplyst, at det ældste Haandskrift af Norges Kongetal i Arnmødlingtallet ogsaa har indeholdt Oplysninger om Gunhilds Herkomst, hvoraf det synes at fremgaa, at hun har været beslægtet med flere store Ætter fra Søndmøre og Nordfjord.^[20] Hendes Ægtemand Unas kaldes kambari d. e. Kam-mager eller Karde-mager; da dette er et Haandværk, som i Norge kun kjendes fra Bergen,^[21] maa det ansees for sikkert, at Unas Kambare har været en i Bergen bosat Borger. Derimod er det nok muligt, at han var født paa Færøerne; rigtignok kan det ikke sluttes af, at Broderen Roe var Biskop paa Færøerne, thi disses Biskoper toges oftest af det Bergenske Domkapitel; men da det udtrykkelig fremhæves om Unas, at han tog en „norsk“ Kone, synes Sagaen derved at ville antyde, at han ligesom sin nys nævnte Broder var Færing. Som vi ovenfor saa, er det ikke rigtigt, at Unas og Gunhild drog til Færøerne, da Sverre var 5 Aar gammel. Sagaen siger kun, at Sverre blev sendt did, at altsaa Forældrene forblev i Norge. Fortællingen om Gunhilds Pilgrimsfærd til Rom (c. 1174) forudsætter ogsaa, at hendes Hjem er Norge, da hun først efter at være kommet hjem (til Norge) drager til sin Søn paa Færøerne; det synes ligeledes at fremgaa af Fortællingen, at Unas da var død. Af Unas, og Gunhilds Børn nævner Sagaen Sønnen Hide, der sluttede sig til Sverre og faldt i Kampen for ham 1197, samt en Datter, gift med Svina-Stephan og Moder til Peter Steyper. Det er navnlig de to sidstes Tilnavne, som i Munchs Øine havde baade en færøisk og en „plebejisk“ Klang; Munch mente nemlig, at Svina-Stephan – ligesom en anden Frænde Svina-Peter – var fra Svinø, den sydligste af Færøerne, og at „Steypir“ betyder Gjørtler, Støber; han siger nemlig: „at Svina-Peter er et Øgenavn, synes vist, og det maa da lige saa vist have været brugt fra først af i foragtelig Betydning Men dermed er det dog vist ikke sagt, at Stephan og Peter skulde have været Svinehyrder; rimeligvis have de kun hørt hjemme paa Svinø og Benævnelsen „Svinø-Stephan“, „Svinø-Peter“ har været fordreiet til Svine-Stephan o. s. v. At Peter Steyper har været oplært til Gjørtler-Haandteringen, ligesom hans Morfader var Smed, synes at maatte sluttes af hint Tilnavn“. Dette Ræsonnement er imidlertid feilagtigt. Tilsætningen Svina- i Svina-Peter, Svina-Stephan maa vistnok opfattes som Genitiv i Flertal af svin og tør ikke henføres til Svíney; men om Oprindelsen til dette Tilnavn kan det ikke nytte at fremsætte Gjætninger; at det ikke har været betragtet som degraderende, tør sluttes af, at Svina-Peter benævner sig selv med dette Tilnavn og gj ør Ordspil derpaa.^[22] Ligesaalidt betyder steypir Gjørtler, Støber, thi det hedder i det gamle Sprog steypari.^[23] Om Tilnavnet Steypir finde vi Oplysning i Sturlungasaga, hvor vi se, at Peters Sværd, som i Aaret 1234 Urøkja Snorressøn ejede, hed Steypir^[24] (altsaa af steypa = nedstyrte, nedhugge), saa man maa antage, at Sværdets Navn er overført paa Manden, der bar det, hvorpaa ogsaa andre Exempler findes, f. Ex. Þórir þegn.^[25] Følgelig kan jeg ikke i noget af disse Tilnavn finde hverken noget færøisk eller noget plebejisk. Faderen gifter sig med en Bergensk Haandværkers Datter, og baade han og hans Familie kjendes kun fra Norge. Sønnen har som Krigsmand et krigersk Tilnavn, der saaledes visselig er ment som Hædersnavn, ikke som Øgenavn. Al Tale om Kong Sverres færøiske, lavættede Frænder reducerer sig til, at hans Stedfader muligens var født paa Færøerne, og at Biskop Ross Datter Astrid udgav sin Søn Erling for Sverres Barn, medens denne nægtede at være hans Fader.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. L. Debes, S. 291.
2. Se Antiquarisk Tidsskrift 1849–51, S. 147–55.
3. Nogle Oplysninger til nærmere Kundskab om Færøerne ved Joach. Begtrup (Kbh. 1809), S. 5.
4. Antiquariske Annaler, 3die Bind, S. 311.
5. Se Debes, Færoæ, S. 181.
6. Biskupa sögur I. 186: á þessu sumri fór Þorvaldr í skip at nýju í Olofi Rúnólfs ábota; hafði hann næsta vetr þá atferð som aðr var frá sagt, en svá fór sigling hans, at þeir létu skip við Færeyjar en tóku allir land. Í þessi ferð hendi hann hörmulagt tilfelli, at þar áðr var hann sakir frænda ok framkvæmda ok mikilla menta öruggr ásóknarmáðr óvina guðs kristni, meðan hann hélt trúnad við sinn herra, var hann gripinn af óhreinum anda svá harðliga, at til heilagrar Magnúskirkju leiddu hann x menn firir nauðsyn ok inn í kirkju, ok er hann kom at dyrunum, varð sa hlutr, er ótrúiigr mætti þikkja, ef eigi vitað veri, um þann grun, sem heilagr Magnús, dróttinn sömu kirkju, píndist firir okki ok varð éigi til eingis Christi pistarváttr. Nu er þeir kómu með þenna mann í kirkjuna, varð hann svá ólmr í æði, at hann fell sem dauðr nidr í höndum þeim, ok þau bein, sem aðr voru sterk um eðli fram, urðu nú blant ok breísklig móti allri nattúru, lofadi hann þá lifanda guð jungfrú Maria ok Magnús kirkjudróttinn.
7. DN. VII, 90: ecclesia beate virginis in Kirkiubœ.
8. Se herom Fortalen til Saml. Skr. af Peder Claussøn Friis, udg. af G. Storm, p. LXII.
9. Beretningen svarer ganske til Sagaens Kap. 117, der aabenbart foregaar i Nidaros, idet Sverre ligeoverfor Erkebiskopen paaberaaber sig Thrøndernes Lovbog.
10. Se Munch n. F. H. III, 261 Noten, Keysers Kirkehistorie I, 273, Dipl. Island. S. 290.
11. I 16de Aarhundredes Sprog betyder som bekjendt Smid endnu „Haandværker“; først i nyere Tid er dette „Smid“ blevet opfattet som Smed.
12. Efter Aftrykket i Norske Kongen Krønieke og Bedrift. Kbh. 1594 (udg. af Jens Mortensen).
13. Antiquariske Annaler, 3die Bind, S. 281.
14. Her synes antydet et sagn om, at Sverre skulde have holdt sig i denne Hule en hel Vinter, et Sagn, som jeg ellers ikke kjender noget til.
15. Sv. Saga c. 97, 108.
16. Torfæi Commentatii de rebus gentis Faereyensium. p. 169.
17. Debes S. 234, Peder Claussøns Norske Kongers Krønike, S. 581.
18. Schrøter, om Thorshavn, S. 4.
19. Sv. saga c. 133.
20. Se Christiania Videnskabsselskabs Forhandlinger for 1875, S. 97, 107.
21. Norges gl. Love, II 204, 244, III 15.
22. Sverres Saga Cap. 96.
23. Se Fritzner S. 625, jfr. nyere stöypar (Ivar Aasen S. 770).
24. Smst. I 319: þá her gefit Sverðit Steypir, er att hefði Péter Steypir.
25. Áns Saga bogsveigis, FaS. I 328.