Bibelen (1891)/Profeten Jonas
←Profeten Obadias | Profeten Jonas av |
Profeten Mika→ |
Herren byder Jonas at gaa til Ninive og prædike for Staden, 1. 2. Profeten søger at unddrage sig dette Hverv ved at begive sig tilskibs for at komme til Tarsis, men Skibet overfaldes af en af Herren sendt Storm, 3. 4. Efterat Skibsfolkene have anraabt hver sin Gud, hvortil ogsaa Jonas bliver opfordret, kaste de Lod for at erfare, hvem der er Skyld i Stormen. Lodden falder paa Jonas, der bekjender sin Synd og efter sit eget Raad af Skibsfolkene bliver kastet i Havet, hvorefter dette bliver still, 5-16.
OG Herrens Ord kom til Jonas, Amittajs Søn, saalydende:
2 Staa op, gaa til Ninive, den store Stad, og raab over den! Thi deres Ondskab er stegen op for mit Aasyn.
3 Men Jonas stod op for at fly til Tarsis fra Herrens Aasyn; og han drog ned til Joppe og fandt et Skib, som skulde gaa til Tarsis, og han betalte Fragten og gik ombord for at fare med dem til Tarsis bort fra Herrens Aasyn.
4 Men Herren kastede et stort Veir paa Havet, og der blev en stor Storm paa Havet, og Skibet var i Færd med at sønderbrydes.
5 Da bleve Skibsfolkene rædde og raabte hver til sin Gud, og de kastede Redskaberne, som vare i Skibet, ud i Havet for at skaffe sig Lettelse. Men Jonas var stegen ned i Skibets nederste Rum og laa og sov haardt.
6 Styrmanden gik da til ham og sagde til ham: Hvorledes kan du sove saa hardt? Staa op, raab til din Gud! Kanske den Gud vil tænke paa Raad for os, saa vi ikke forgaa.
7 Og de sagde, den Ene til den Anden: Kommer og lader os kaste Lod, forat vi kunne erfare, for hvis SKyld denne Ulykke er hændt os! Og de kastede Lod, og Lodden faldt paa Jonas.
8 Og de sagde til ham: Giv os tilkjende, for hvis Skyld denne Ulykke er hændt os! Hvad er dit Ærinde, og hvorfra kommer du? Hvad er dit Land, og af hvad Folk er du?
9 Og han sagde til dem: Jeg er en Hebræer, og jeg frygter Herren, Himmelens Gud, ham, som har gjort Havet og det Tørre.
10 Da blevne Mændene grebne af en stor Frygt, og de sagde til ham: Hvorfor har du gjort dette? Mændene vidste nemlig, at han flyede fra Herrens Aasyn; thi han havde givet dem det tilkjende.
11 Og de sagde til ham: Hvad skulle vi gjøre med dig, forat Havet kan lægge sig for os? Havet stormede nemlig mere og mere.
12 Og han sagde til dem: Tager mig og kaster mig i Havet! Saa vil Havet lægge sig for eder; thi jeg ved, at det er for min Skyld, denne store Storm er kommen over eder.
13 Og Mændene roede for at naa tilbage til Land, men de kunde ikke; thi Havet stormede mere og mere imod dem.
14 Da raabte de til Herren og sagde: Ak Herre! Lad os dog ikke forgaa for denne Mands Sjæls Skyld, og læg ikke uskyldigt Blod paa os! Thi du, Herre, har gjort, som dig behagede.
15 Og de toge Jonas og kastede ham i Havet; da holdt Havet op at rase.
16 Og Mændene frygtede Herren med stor Frygt, og de ofrede Takoffer og gjorde Løfter.
Herren lader Jonas blive opslugt af en stor Fisk, i hvis Bug han forbliver tre Dage og tre Nætter, 1. Fra Fiskens Bug vender Profeten sig til Herren med en Takkebøn. Han bekjender, at Herren paa hans Raab om Redning har frelst ham fra den overhængende Fare, hvori han befandt sig i Havet, udtaler sin Forvisning om, at han, fuldstændig frelst, atter vil komme til Herrens Tempel, og lover der at ville bringe ham, al Naades Gud, sin Tak, 2-10. Paa Herrens Bud udspyr Fisken ham paa det Tørre, 11.
OG Herren lod en stor Fisk komme for at opsluge Jonas, og Jonas var i Fiskens Bug tre Dage og tre Nætter.
2 Og Jonas bad til Herren, sin Gud, fra Fiskens Bug;
3 og han sagde: Jeg raabte ud af min Trængsel til Herren, og han
[ 913 ]svaredemig; fra Dødsrigets Skjød skreg jeg, du hørte min Røst.
4 Du kastede mig i Dybet, midt i Havet, og Vandstrømme omgave mig; alle dine Brændinger og dine Bølger gik over mig.
5 Og jeg sagde: Jeg er udstødt fra dine Øine. Dog skal jeg atter skue hen til dit hellige Tempel.
6 Vande omsluttede mig indtil Sjælen, Dybet omgav mig, Tang var viklet om mit Hoved,
7 til Bjergenes Grunde sank jeg ned, Jordens Bomme vare lukkede efter mig for evigt. Men du førte mit Liv op af Graven, Herre, min Gud!
8 Da min Sjæl vansmægtede i mig, kom jeg Herren i Hu, og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.
9 De, som tage Vare paa forfængelige Afguder, de forlade sin Miskundhed[1].
10 Men jeg vil ofre til dig med Taksigelses Røst; hvad jeg har lovet, vil jeg betale; Frelse hører Herren til.
11 Og Herren bød Fisken, og den udspyede Jonas paa det tørre Land.
Herren byder paany Jonas at prædike for Ninive; Profeten adlyder og forkynder Staden, at den inden 40 Dage skal gaa under, 1-4. Niniviterne tro paa Gud og omvende sig til ham i Haab om at undgaa Undergangen, 5-9, hvorefter Herren skaaner Staden, 10.
OG Herrens Ord kom anden Gang til Jonas, saalydende:
2 Staa op, gaa til Ninive, den store Stad, og udraab for den den Prædiken, som jeg vil tale til dig!
3 Og Jonas stod op og gik til Ninive efter Herrens Ord. Og Ninive var en stor Stad for Gud, tre Dages Gang.
4 Og Jonas begyndte at gaa ind i Staden een Dags Gang, og han raabte og sagde: Endnu firti Dage, saa skal Ninive blive omstyrtet.
5 Og Ninives Mænd troede paa Gud, og de udraabte en Faste og iførte sig Sæk, baade Store og Smaa.
6 Da Sagen kom for Ninives Konge, stod han op fra sin Trone og lagde sin Kappe af sig og svøbte Sæk om sig og satte sig i Asken.
7 Og han lod udraabe og sige i Ninive: Efter Kongens og hans Stores Befaling: Mennesker og Dyr, stort Kvæg og smaat Kvæg, maa ikke smage Noget, ikke nyde Føde og ikke drikke Vand!
8 Men de skulle svøbes i Sæk, Mennesker med Dyr, og de skulle raabe til Gud med Kraft og vende om, hver fra sin onde Vei og fra den Vold, som hænger ved deres Hænder.
9 Hvem ved? Gud turde vende om og angre det, vende om fra sin brændende Vrede, saa vi ikke forgaa.
10 Da saa Gud deres Gjerninger, at de vare vendte om fra sin onde Vei, og Gud angrede det Onde, han havde talt om at gjøre dem, og han gjorde det ikke.
Jonas er vred over, at Herren sparer Ninive, beder ham mismodig om at lade ham dø og bliver herfor tilrettevist af ham, 1-4. Herren vil yderligere vise Profeten, hvor urigtig hans Færd er. Han lader derfor et Træ opvokse, som beskytter ham mod Solens Hede og opfylder hans Hjerte med Glæde, men lader det derefter igjen henvisne, saa han vansmægter. Da nu Jonas bliver mismodig herover og atter ønsker sig Døden, foreholder Herren ham, hvor ubilligt det er, at han, der ynkes over et forgjængeligt Træ, hvormed han ingen Møie har havt, er vred, fordi Gud ynkes over en Stad, som er fuld af hans Skabninger 5-11.
OG det gjorde Jonas saare ondt, og hans Vrede optændtes.
2 Og han bad til Herren og sagde: Ak, Herre! Var det ikke dette, jeg sagde, da jeg endnu var i mit Land? Derfor flyede jeg forinden til Tarsis; thi jeg vidste, at du er en naadig og barmhjertig Gud, langmodig og rig paa Miskundhed og angrer det Onde.
3 Og nu, Herre, tag dog min Sjæl fra mig! Thi det er mig bedre at dø end at leve.
4 Men Herren sgade: Er det medrette, din Vrede er optændt?
5 Og Jonas var gaaet ut af Staden og havde sat sig østenfor Staden; og han havde der gjort sig en Løvhytte og sad under den i Skyggen, indtil han kunde se, hvad der skulde ske med Staden.
[ 914 ]
6 Og Gud Herren lod et Kikajontræ skyde op, og det voksede op over Jonas for at skygge over hans Hoved, for at fri ham fra hans Mismod; og Jonas glædede sig over Kikajonen med stor Glæde.
7 Men Gud lod en Orm komme, da Morgenrøden oprandt den følgende Dag; og den stak Kikajonen, saa den visnede.
8 Og de skede, da Solen stod op, sendte Gud en lummer Østenvind, og Solen stak paa Jonas’s Hoved, saa han vansmægtede; da ønskede han sig Døden og sagde: Det er mig bedre at dø end at leve.
9 Men Gud sagde til Jonas: Er det medrette, din Vrede er optændt over Kikajonen? Og han sagde: Ja, medrette er min Vrede optændt indtil Døden.
10 Da sagde Herren: Du ynkes over Kikajonen, som du ikke har havt Møie med og ikke opelsket, som blev til paa en Nat og forgik en Nat gammel;
11 og jeg skulde ikke ynkes over Ninive, den store Stad, i hvilken der er mere end tolv gange titusinde Mennesker, som ikke kjende Forskjel mellem Høire og Venstre, og mange Dyr!
- ↑ sin miskundelige Gud; Ps. 144, 2.