Birken
Med sødest Tone lyder
Kildens og Fuglens Kvad,
naar Birkegrenen skyder
sit lysegrønne Blad.
Thi Birken er forlenet
med Ynde for alle Trær;
dens Krone er fint forgrenet,
dens Bark har et Liljeskjær.
Naar den har endt sin Dvale,
den sender en Duftstrøm ud,
der bringer til triste Dale
det gladeste Foraarsbud.
Men, medens den forkynder
Lysets og Glædens Bliv,
bæver den og begynder
sit vemodaandende Liv.
Dens klare, luftige Krone
blev derfor saa let og smuk,
fordi den skal zittre og tone
ved Alfedronningens Suk.
Og har du seet Birken
ved den ensomtglidende Aa,
ved Hytten eller ved Kirken,
da maa du tænke derpaa.
Jeg veed et Sted i Dalen,
hvor Elven bag Hækken gaar;
der tømte jeg Frydspokalen
en Gang i de lyse Aar.
Der staaer en Birk ved Elven,
med heldende Bladehang,
og lytter med sagte Skjelven
til ilende Bølgers Sang.
Den saa min fagre Glæde,
der nu er lagt i Støv;
over mit Blomstersæde
bæved dens unge Løv.