Vaar-Stemning
Længe laa Markerne gule og gustne,
og Vinteren veeg med langsomme Skridt.
Idag har Soløiet truffet os blidt,
idag er de første Knopper brustne.
Og derfor vil Alle, der kan være glade,
hilse det vaagnende Liv idag,
og stirre i Luften ved Lærkernes Slag,
og gribe en Duft af de unge Blade.
Men Den, der maatte i Vinterkulden
begrave Forhaabningens bedste Skat,
indflytter i Vaaren sit Hjertes Nat,
og hæver kun sent sit Blik over Mulden.
Det trofaste Sind kan ei skifte og glippe
med Aarets Vexel af Smiil og Graad;
Erindringen spinder en Livsens Traad,
som Ingen i Haabet skal overklippe.
Ja, Sorgen vaagner med Vaarens Vinde,
og lig en Blomst, der bryder sin Knop,
springer den lønlige Vunde op,
fordi et Frø har svulmet derinde.
Men lad det spire og finde Pleie,
thi tænk, det gjemmer dog Hjertets Kraft;
det skal af sin egen bitreste Saft
bringe den lindrende Kalk tilveie.
Der skeer et Under, naar du kan frede
den Sorgens Urt gjennem Livets Frist;
den bærer en fager Rose tilsidst,
naar Glædernes Flor er forbi hernede.
Den skal sin rødmende Kalk oplukke,
hvis Taaredug er Fornyelsens Daab,
hvis Duft er Jordens reneste Haab,
samlet og næret af tusind Sukke.