De norske Perlefiskerier i ældre Tid
Den interesse for vore perlefiskerier, som i den sidste tid er kommen tilsyne, har bragt mig paa den tanke, at nogle ord om den norske perlefangst i ældre tider nu vilde læses med interesse ikke blot af de i bedriftens fremvækst særligt interesserede, men ogsaa af andre. Jeg indrømmer, at en fremstilling af perlefiskeriernes historie helst burde være besørget af en fagmand, der med kyndigt blik kunde iagttage de private og offentlige foranstaltninger til fangstens opkomst og hjælpe læseren til at danne sig et rigtigt begreb om deres verd; da imidlertid ingen saadan hidtil har meldt sig, tør jeg haabe, at ogsaa en ikke-fagmands meddelelser, der vil indskrænke sig til at referere, hvad aktstykkerne fortæller, eller lade disse tale i sit eget sprog, maatte kunne udfylde et savn og blive et brugbart materiale for en mere fagmæssig behandling. Mine kilder er næsten udelukkende utrykte aktstykker, navnlig „kancelli-indlægge“, hvori forarbeiderne til de kongelige forordninger og reskripter angaaende perlefiskerierne i Norge findes; den trykte literatur har jeg derimod ikke avt tid til at gjennemgaa, hvorfor jeg paa forhaand beder undskyldt, om læseren her skulde finde huller i mit kjendskab til det foreliggende emne.
Det første offentlige dokument, der omtaler de norske perlefiskerier, er, saavidt jeg ved, Christian IV’s brev til lensmanden over Agdesiden, Palle Rosenkrands[1], dat. 27de juni 1637. Det heder her: „Belangende de perler, du os underdanigst haver tilskikket, som bønderne under dig til fremmede sælger, naar de sligt bekommer, hvorom du begjærer vores naadigste villie: da ville vi naadigst, at naar bønderne sligt finder, du dennem da penge derfor skal give og tilsyn have, at ingen fremmede af samme perler bekommer, hvilke du os siden skal tilskikke“. Et saadant paabud har det vistnok været vanskeligt at faa bønderne til at overholde. Der foreligger imidlertid et aktstykke fra 1648–51, der viser, at perlefangsten ved denne tid synes at blive gjenstand for en større opmærksomhed. I en indberetning, som Christopher Gjøe i løbet af det nævnte tidsrum[2] har indsendt til kongen „om nogene eblant meere aff de Guds gaffuer och besynderlig skiøne rariteter, som Norriges rige er med velsignet och begaffuet“, fremhæves særlig perlefiskerierne i følgende ord: „Item befindis och udi en part aff Norigis wande och elffuer aff eit slaugs skelfiske, hvor udi auffles och faais skiønne perler, dog fast mange deriblant aff samme forskreffne perler befindis iche at were ret tidige eller fuldmode, medens formener, bemeldte utidige perler kunde vere dog tienslige at berede och giøre got perle-pulver aff“. Senere hen giver han besked om, hvor disse perlefiskerier foregaar, og fremsætter sin formening om, hvad der fra kongens side bør foretages for at gjøre bedriften indbringende. Dette afsnit meddeler jeg i sin helhed:
„Anbelangendis om paa hvilke steders at perlerne ere och faais, da er der eit stedt under Augdesiden och vdi Lister leen, nemligens vdi eit vand kaldes Undals elff. Item noch paa eit andet stedz udi Tynsbierg leen, och vdi eit vand kaldes Aarholtz elff[3]. Item noch formenes at skulle vere eit stedz iche langt fra Moertz[4], hvor och af desse forskreffne skelfiske, som perler vdi auffles, skulle vere. Medens om der bleff med flid eftersøgt, da well mugligt och paa fast flere steders aff desse forskreffne skelfiske befindis.
Huorfore at om min allernaadigste gode herre och koning saa naadigst for got syntes at lade tilskriffue gubernørene, som ibidem commanderer, nemligens offuer Augdesiden er Jørgen Seefeldt, och offuer Thønsbierg leen er Vincentz Bildt. Item saa er och boendis en adelsmand, nemlig Preben von Ahn, paa en gaard heder Fossnes, och iche er langt ligendis fra den forneffnte sted Aarholtz elff, om min allernaadigste herre och koning naadigst for got synes at ville lade hannem med tilskriffue. Saa at forbefneldte trende adelsmænd at giøre deres beste, och forskaffe det meste aff forneffnte perler, enhuer saa vit mueligst vere kunde. Och eftersom de, der fisker, skulle haffue en mening, at disse perler iche skulle vere tidige eller mode, vden paa enhver St. Hans natt, mens at de dog, saa baade aff de beste, saa velsom och aff de utidige ere, min allernaadigste herre och ko- ning naadigst vilde aff samme perler haffue en proba“.
Der findes i registranterne ingen oplysning om, at kongen har fulgt Christopher Gjøes raad, og først efter souverainitetens indførelse indsætter Frederik III en mand, der faar det hverv at varetage hans interesser med hensyn til perlefangsten. Den 16de august 1665 erholder nemlig præsidenten i Christianssand, Niels Pederssøn, bestalling som inspektør ved perlefiskerierne i Norge. Denne bestalling er udarbeidet efter et forslag, som han selv, under et ophold i Kjøbenhavn, d. 20de juni s. a. havde indsendt til kongen, og hvoraf det fremgaar, at denne allerede da havde udseet ham til at „haffue indseende och opagtning til dj perlefangster, som falder udj Stawanger stifft“, for at kongen „kunde erholde dend nøtte deraff, som fremmede och andre eders kongl. maytt. undersleffligen betager “, en ytring, der viser, at Christian IV’s forbud mod at sælge perler til fremmede var blevet uden virkning. For at forebygge, at saadant i fremtiden skal kunne gaa for sig, udbeder Niels Pederssøn sig en kongl. befaling, at han „dermed schal haffue indseende, och ingen forhindring der udj scheer aff nogen, ihuo det were kand under deris godtzis och boeslods fortabelse, mens dersom nogen apparentz kunde haffuis, at andre befattet sig dermed end som alf mig der til bleffue beschickede, eller och dj dermed omgickes vnderfundeligen, da at motto lade tiltale dennem, och derfra at laugwerge sig eller och at lide och undgielde som schyldige, effter toldrullens tilhold“; i saa fald lover han, at han saavidt muligt med største flid skal „paaarbeide, at eders kongl. maytt. her effter forberørte perlefangst frugtbarligen kand nyde“.
Niels Pederssøns bestalling forlener ham den magt, han i sit promemoria havde begjæret, og paalægger ham først og fremst at have flittig indseende, hvor perlefiskerierne falder i Christianssands stift, „og beskikke de personer, som dermed kunde have tilbørlig obagt, efter den instrux, band dennem derpaa givendis vorder“. Hvis nogen anden eller disse underinspektører selv handler mod instruxen, skal de straffes med „bestillings, godses og boeslods fortabelse“, en straf der baade rammer dem, der uden hans eller underinspektørernes tilladelse befatter sig med perlefiskeri, og dem, der gjør disse nogen forhindring i udøvelsen af deres lovlige embede. Dette var jo strenge vilkaar, og man skulde tro, at de høilig maatte bidrage til at gjøre bedriften indbringende for den kongelige kasse. Naar dette, som vi senere skal se, alligevel ikke blev tilfælde, er det blot et af de mangfoldige vidnesbyrd om, hvor vanskeligt den dansk-norske regjering havde for at gjøre sine administrative foranstaltninger effektive i Norge.
Nogen opgave over perlefiskeriernes udbytte i denne tid har jeg ikke kunnet finde; men i hvorvel de indbragte kongen saare lidet, synes de dog ikke at have været saa rent ubetydelige; thi i Gyldenløves betænkning af 1670 opføres under rubrikken: „udførselens overflød“ ogsaa sølv og perler[5].
Den 7de september 1671 blev Niels Pederssøns successor i præsidentverdigheden, Bertel Schewing, ogsaa overdraget hans vices som per1einspektør i Christianssands stift.
Allerede inden udgangen af 1683 maa Christian V have overdraget sin dronning, Charlotte Amalie, indtægten af de norske perlefiskerier, og Charlotte Amalie kunde ikke være tvilraadig, naar det gjaldt valget af en mand, der særlig kunde varetage hendes interesser i Christianssands stift. Baron Ludvig Rosenkrands var nylig flyttet did som stiftamtmand, og ingen kunde være dronningen mere forbunden end han. Hans 2den frue, Clara Catharina von Stockhausen, havde været dronningens hofdame og stod senere i stadig forbindelse med hende, en forbindelse, der den 12te august 1682 havde bragt hendes mand 1000 rdr.s tillæg i hans gage „formedelst de tjenester, hans frue har vist hendes majestæt“. Det er da rimeligt, at Ludvig Rosenkrands viser sig ivrig i en saa bevaagen herskerindes tjeneste, og det saa meget mere som regalets tidligere administration ikke synes at have bragt kongen nogen virkelig indtægt. Den 18de januar 1684 indsender han da til dronningen et forslag til en kongelig forordning angaaende perlefangsten i hans stift, ledsaget af en skrivelse til hendes majestæt selv, hvori han udtaler haabet om, at de fornødne kongelige befalinger snarlig maatte gives ham, „paa det ald underdanig muelig flid derefter kunde anvendes, at dette nu jndvehrende aar ey uden frugtbarlig effect schulle bortgaa, saa wiit min allernaadigst anfortroede stift sig strecker“. Han formoder, at „sligt jt nye anfangende werch“ kræver en egen administrator, en inspektør, der „de andre vedkommende kand j oc afset “ og „med flittig obacht oc inspection reise omkring ofuer aldt“; han tilføier, at han netop i dette punkt har raadført sig med kyndige folk, hvis sentiments han med det første skal meddele; foreløbig vil han afvente nærmere kongelig befaling og ønsker kun „at bliffue saa løchelig udi samme wanschelig werch allerunderdanigst at kunde vdrette noget til hendes kongel. mayt.s thieneste oc allernaadigst contentement“.
Det vedlagte forslag omfattede følgende punkter:
1. Vilde hendis kongel. maytt. allernaadigst behauge at erholde hans kongel. ma.yt.s allernaadigst befahling, at ingen, vere sig hvem det vere kand, maae drage eller selge perler, uden de først blifuer hendis kongel. mayt.s dertil allernaadigst constituerede tilbøden.
2. Alle de som hafver perler schal til een wisse tiid lade dennem opbiude til kiøbs af de, som hendes kongel. mayt. allernaadigst anordner. Efter opbuden er scheed, ingen at understaae sig med andre at handle under perlernis confiscation, och ingen med perlefangst sig at befatte uden de, som er anordnet, saa frembt at de iche vil tiltallis och straffis som for anden tyfveri.
3. Een kongel. allernaadigst befaling til stiffts befalingsmanden her ofver Christiansands stifft, at hand til ald kongel. tienneste udj een och anden forefaldende occasion schal vdgifue reise passer udj hans aller- naadigste anfortroede stifft, ligesom hans excellence hr. Just Høeg gifuer reise passer udj hans allernaadigste anfortroede stifft (ɔ: Akershus), paa det ieg veed alle forefaldende leyligheder dend allerede (efter hendes kongel. mayt.s allernaadigste villie) forordnede inspecteur ved per1efangsten i Stafvanger ampt saa vel som hvor ellers her i stifftet widere fornøden kand eragtes med frie skyds, naar hand paa samme forretning udreiser kunde vere behielpelig.“
Ludvig Rosenkrands skulde altsaa kun have et slags overopsyn med den egentlige inspektør og paase, at denne ingen forhindring gjøres i sit embede, samt at han opfylder sine pligter. Efter forslagets udtryksmaade skulde man nærmest tro, at en inspektør allerede var ansat i Stavanger amt; jeg har imidlertid ikke opdaget noget spor af ham og er helst tilbøielig til at opfatte „forordnede“ som et udtryk for, at embedets oprettelse er besluttet, uden at det dog er blevet besat. Jeg har nemlig fundet en ansøgning om strandfogedembedet i Bergens stift, dat. Kjøbenhavns slot d. 30te januar 1689, hvori supplikanten, der udentvil er en kongelig lakei, og hvis navn er Jeppe Gudmansen Rafn, andrager om, at han ved siden af strandfogedembedet maa forordnes til at have indseende med, „hvor perlefangsten i Norge til søes og fields udi elver og aaer findes og opspørges kan“, samt gjøre rigtighed for, „hvad som i saa maader opfiskes kan “.[6] Dette tyder jo paa, at nogen perleinspektør dengang ikke fandtes, og jeg gaar ud fra, at en kongelig lakei i denne henseende var vel underrettet, da som bekjendt den lavere embedsstand for en ikke ringe del rekrutteredes af det kongelige tjenerskab, der saaledes havde al opfordring til at holde sig a jou.r med „befordringer og afgang“.
Der er heller intet tegn til, at Rosenkrands’s forslag har faaet kongelig sanktion; ligesaa lidt spores nogen effektiv kontrol med bøndernes perlefiskeri, eller at de har leveret udbyttet af sin fangst til en bestemt funktionær. Af den søndenfjeldske landkommissærs breve til oberrentemesteren sees det, at han paa sine embedsreiser i distriktet modtager perler snart af bønderne og snart af embedsmænd. Almuen overlader det gjerne til høiere vedkommende at bestemme prisen; men oberrentemesteren kræver bestemt, at fiskerne selv skal verdsætte sin fangst. Hvor mange perler der ad den vei er kommet i dronningens eie, lader sig ikke bestemme; men det tør antages, at det ikke har været saa ganske faa.
Først 7 aar efter, at Rosenkrands’s forslag var indleveret, udgaar den første kongelige forordning om perlefangsten i Christianssands stift. Den er dateret den 10de november 1691. Dens temmelig vidtløftige indhold omfatter følgende punkter:
1. Maa ingen fiske uden med dronningens overinspektørs eller hans underinspektørers consens og overværelse, og for at hindre alt underslæb skal overinspektøren ved fiskepladsene beskikke redelige mænd, der kan annamme perlerne og straks betale fiskerne, hvorfor de bør være saa velhavende, at inspektøren kan give dem kredit paa et par hundrede rigsdaler.
2. Ulovligt fiskeri straffes første gang med 100 rdr.s bøder, anden gang med Bremerholm.
3. Den, der finder perler og ikke rigtig angiver dem for rette vedkommende, straffes som for tyveri; ligesaa den, der kjøber dem.
4. Angivelse af ulovligt fiskeri eller salg af perler belønnes med en foræring, og er det en bonde, „da skal desforuden hans søn eller broder for udskrivning være fri og forskaanet“.
5. Naar perlerne fiskes, skal de store skilles fra de smaa i dannemænds nærværelse og fiskerne give under deres hænder beskreven, at de, naar paaæskes, vil gjøre deres ed paa, at de ingen perler har skjult eller understukket, saa fremt de ikke, om anderledes befindes, som falsknere vil tiltales og straffes.
6. „Naar perlerne have temmelig rundhed og glands“, skal de betales efter følgende taxt:
| 8 | perler | paa | 1 | tomme | 1 | skill. | pr. | stykke. |
| 10 el. 12 | – | „ | „ | – | 1 | – | – | – |
| 7 | – | „ | „ | – | 3 | – | – | – |
| 6 | – | „ | „ | – | 4 | – | – | – |
| 5 | – | „ | „ | – | 8 | – | – | – |
| 9 | – | „ | 2 | – | 12 | – | – | – |
| 4 – | „ | 1 | – | 24 | – | – | – | |
| 7 | – | „ | 2 | – | 4 | mark | – | – |
| 3 – | „ | 1 | – | 1 | rdr. | – | – | |
| 5 | – | „ | 2 | – | 2 à 3 | – | – | –- |
„Og de, der er imellem de to sidste sorter, betales efter proportion, som de ere store til, 3, 4 à 5 rdlr. For de perler, som ere ringere af glands og rundhed, betales mindre, og for dem, som ere extraordinaire runde og glantzende, betales dobbelt saa meget, som forskrevet staar. Skulde der findes større perler af tilbørlig skikkelse og glands, skal derfor efter proportion betales 10 à 12 rdlr., i hvilke tilfælde overinspektøren eller hans underinspektører skal give finderen attest paa deres størrelse og qvaliteter.“
7. Underinspektørerne nyder „den tiende penge af ald den indkomst, som saaledes betales“; de skal indsende deres sedler med „en exact specification paa perlerne, deres klarhed og rundhed, samt hvis feil hos enhver findes, hvorimod de samme seddeler ligesom en vexel prompte haver at betale. Hvorefter alle og enhver sig underdanigst haver at rette og for skade tage vare.“
Ved reskript af 21de september 1695 blev denne forordning omsendt til stiftsbefalingsmændene i de øvrige stifter med paalæg om at undersøge, hvorvidt dens iverksættelse i disse distrikter paakrævedes. I Røken sogn blev forordningen straks bragt i anvendelse mod en mand ved navn Thomas Adamsøn Aasgaard, der drev perlefiskeri i den forbi hans gaard løbende Aaraaselv og solgte fangsten i Christiania. Fogden Jens Nielssøn Leerskaug, der boede i nærheden, paastod ifølge forordningen at have inspektion med perlefiskeriet og lod Thomas Aasgaard stevne for lovstridig handel. I retten fremlagdes 70 smaa blanke og 100 mørke perler, som Thomas havde opfisket efter St. Hans tid i sommeren 1696; de blev under forsegling overleverede til fogden, der imidlertid beholdt dem i hele 3 aar og først efter udtrykkelig ordre fra statholderen udleverede dem til generalauditør Schade, der skulde bringe dem til dronningen. Dette er ialfald Thomas Aasgaards forklaring i en supplik, som han i 1704 indleverede til Frederik IV. under dennes ophold i Christiania. Han udtaler her endog sine tvil om, hvorvidt dronningen overhovedet er bleven tilstillet alle de perler, som fogden Jens Nielssøn saa voldeligen har frataget ham, og som det var hans agt at offerere hans majestæt paa samme maade som de, hans hustru bragte kongen paa Bragnæs, i det underdanigste haab, at han formedelst denne herlighed maatte forundes skattefrihed for sin gaard, hvis drift han i sin skrøbelige alderdom ikke tilgavns kunde forestaa.[7] – Resultatet kjendes ikke. Aaraaselven, der ifølge denne beretning ved denne tid maa have været temmelig rig paa perler, nævnes ogsaa senere som en af de bedre elve. Men medens der i Christianssands stift efter forordn. af 1691 er ansat en ober-inspektør, saa er kontrollen med de østlandske og nordenfjeldske perlefiskerier overladt distriktets embedsmænd. I en memorial, dat. Kjøbenhavn 14de juni 1701, opregner en vis Jens Gude de søndenfjeldske elve, der er bekjendte som perleførende; men udtaler tillige sin tvil, om fisket drives med synderligt udbytte for dronningen. I Mosse fogderi nævner han Hobelelven, der er „en braf elf“ med „skjøn perlefangst“; i Akers fogderi er der flere, blandt hvilke han nævner Alne-, Lians- og Aggerselven; i Hurum og Røkens Fogderi: Aaraaselven; paa Hadeland: Mjønvoldselven i Gran sogn. Ligesaa er der elve i Jarlsberg og nordenfjelds, hvis navne han dog ikke anfører. „In summa: De fleste norske smaaelve skal være med slig herlighed beriget, saa deslige nøtteligheder kunde være gavnlig, om det troelig blev obagtet, og den rette fangstetid paa det slag i agt taget.“ Der er neppe tvil om, at manden har anseet denne memorial som en passende indledning til en embedsansøgning. Hvad frugter den i saa maade har baaret, vides ikke; med hensyn paa perlefiskeriets administration fik den ingen betydning. Forslag til en ny forordning blev derimod faa aar efter indleveret af en mand, der synes at have siddet inde med adskillig indsigt i, hvad der kunde tjene til bedriftens fremme, men som ogsaa maa antages at have seet mere paa sit eget end paa dronningens bedste. Det var oberraadmand i Stavanger Cort Høyer.
Cort Høyer begyndte sin løbebane som fuldmægtig hos sin morbroder Jørgen Cortsen, der var by- og raadstueskriver i Stavanger, og succederede ham i embedet den 17de januar 1680. Den 1ste september 1683 blev han tillige udnævnt til supplikations- og stævningsskriver, men blev som alle andre af byens embedsmænd forløvet fra sit embede, da Stavanger ved kgl. resol. af 4de december 1686 blev berøvet sine kjøbstadsrettigheder. Høyer fik imidlertid efter ansøgning den 3die oktober 1687 bevilling til at drive gjæstgiveri i Stavanger, og da byen ved reskript af 1ste marts 1690 atter fik sine privilegier fornyede, blev han den 8de marts s. a. indsat i sit forrige embede. Den 11te september 1694 blev han oberraadmand, den lode december 1701 efter statholder Fr. von Gabels ordre suspenderet og tiltalt for mislig embedsførsel, men frikjendt af høiesteret og døde i embedet den 31te december 1710 i sit 57de aar.[8] Denne mand synes i flere henseender at have været kvalificeret for perleinspektør-bestillingen, som han formodentlig har søgt i 1707, samtidig med at han indleverede et forslag til en ny forordning om perlefangsten i Norge. Ditlev Vibe, der dengang var obersecretair i kancelliet, giver, før han gaar over til behandlingen af det fremsatte forslag, en skildring af Høyers personlighed, saavidt „samme er ham bekjendt“; jeg følger hans exempel og meddeler først en oversættelse af den af Vibe leverede karakteristik; den vil stille flere af de foreslaaede forandringer i forordn. af 1691 i sit rette lys.
„Ingen mand i Norge – siger han – er efter min formening mere kapabel til at yde eders mayt.s kongelige fru moder nyttige tjenester ved atter at bringe dette dels ved betjenternes negligence, dels ved hemmelige og offentlige tyverier i decadence bragte regale paa fode igjen, end netop den omtalte Cort Høyer; thi for det første har han forstand god nok, hvis han blot vil bruge den – hvad en sexaarig suspension fra hans charge billigen burde have lært ham –, for det andet bor han i Stavanger og kan herfra holde et vaagent øie med fiskerierne, der foregaar i nærheden, og for det tredie har han gjennem sin afdøde svigerfader, den saakaldte perleprovst, magister Friederich Leganger,[9] der har været den største perlenegotiant, erhvervet sig en meget exact connaisance til perler og de ved perlefangsten foregaaende bedragerier, hvad obersecretair Sehested og jeg begge for provstens vedkommende kan bevidne, da han, efter at have gjort vort bekjendtskab, aldeles ikke lagde noget dølgsmaal paa, hvorledes eders mayst. blev bedragen, og hvorledes han selv havde ladet perler sælge i Holland, og vel ogsaa endnu kunde have fremvist nogen, om han ikke havde frygtet for følgerne. Hvad denne Cort Høyer anbelanger, saa vil han ikke kunne nægte, at han for omtrent 5 aar siden præsenterede mig en æske med norske perler, om hvis bonitet i jeg vistnok ikke kan dømme, da jeg aldrig har seet saadanne; men formodentlig blev de tagne for gode, og han er vel senere bleven dem kvit.“
„Dette er, allernaadigste konge og herre, hvad jeg ved om Cort Høyers person: til at have opsigt med perlefangsten er han meget beqvem; men for hans troskab tror jeg neppe, at mange vil gaa i borgen, og navnlig ikke i Stavanger; idetmindste vil ikke amtmand Hammond melde sig som hans cautionist, desformedelst at de begge med hinanden paa saadan maade broullierer, at, om de begge skal have opsigt med perlefangsten, tør man neppe haabe paa nogen god harmonie, og følgelig vil ingen god effect deraf kunne resultere.“
Cort Høyers projekt var en udvidelse af forordningen af 1691, der i alt væsentligt gaar ud paa nærmere at bestemme straffen for ulovligt perlefiske samt at forlene overinspektøren, Cort Høyer selv, med en rent inkvisitorisk myndighed. Forslaget selv er tabt, men ved at sammenholde den nye forordning af 14de mai 1707 med Vibes erklæring, kan vi danne os en fuldstændig nøiagtig forestilling om dets indhold.
§ 1, der svarer til den tidligere forordnings §§ 1 og 2, opregner de elve i Stavanger amt, hvor det fremfor alt er forbudt uvedkommende at drive perlefiskeri; de er: Nærims- (Haa-), Figgen-, Stenbros- og Kvadsems-elvene. Forbudet gjælder dog ogsaa „alle andre elve, hvor nogen perlefangst er, eller kand opfindes i bemelte ambt.“ – Straffeansættelserne er meget detaljerede og forskjellige for de forskjellige slags overtrædere: geistlige, høie eller lave civilbetjente, over- eller underofficerer, soldater og almindelige folk. Over bøderne disponerer dronningen. Til denne § har Ditlev Vibe intet at erindre, da intet er billigere, end at et saadant regale paa alle mulige maader konserveres og overtræderen tilbørligen straffes. Ligeledes finder han det billigt, at den ulovlige fangst efter projektets forslag skal være forbrudt, naar dette paabud blot ikke maa gives tilbagevirkende kraft; thi det er at befrygte, at, hvis alle begangne tyverier skulde undersøges, „die inquisition unter dem prætext des königl. interesse, in der that aber auss animosité undt begierde sich zu rächen, zu weit gehen mögte, da dann eine an sich selbst juste und billige sache eine ganz andere couleur bekommen undt der schuldige mit dem unschuldigen, dieser mit jenem confundieret werden dörffte.“ Ved forordningens endelige affattelse blev Vibes raad fulgt.
§ 2 foreskriver, at 3, 4 à 5 mænd skal ansættes som perlefiskere ved hver elv, og indeholder desforuden en taxt, som i § 6 af forordn. af 1691, samt fastsætter straffen for de fiskere, der sælger perler til andre end de beskikkede inspektører: første gang skal de bøde 30 rdr., anden gang 50, og sker det oftere, skal de være tyvsstraf undergivne efter loven eller forordn. af 4de marts 1690. Kjøberen straffes paa tilsvarende maade. – Denne § er efter Vibes mening saa vel affattet, „dass er nicht verbessert, noch etwas dazu gefügt werden könne“.
Med projektets 3die punkt er han derimod mindre tilfreds, da han formoder, det vil lægge altfor stor magt i oberinspektørens haand. Høyer har nemlig foreslaaet, at man inkvisitorisk skal lade undersøge, om nogen skulde være i besiddelse af uretmæssig erhvervede perler-, en undersøgelse, der efter Vibes mening vil komme til at falde høist uheldig ud, hvis Høyer skal blive forordnet som inkvisitor, „da er undt Seine famielie, so vielleicht die coupabelsten (ɔ: de mest skyldige) freigehen, andere aber unter strafe gezogen werden sollten.“ Han foreslaar derfor, at det ved en plakat skal bekjendtgjøres, at de, som maatte være eiere af saadanne perler, inden en vis frist skulde aflevere dem mod halv betaling, og i tilfælde af modvillighed være tyvs straf undergivne, særlig effektivt antager han, at dette paabud vilde blive, om skifteforvalterne maatte angive de paa skifterne antrufne perler. Ved §’ens endelige affattelse blev Vibes forslag taget til følge, og den frist, inden hvilken perlerne mod halv betaling kan leveres til oberinspektøren, udstrækkes til et halvt aar efter forordn.s publikation; efter den tid bliver eieren at anse som en, der med tyveri omgaaes. Hvad enten Høyer har bragt denne § i forslag for at kunne chikanere sine fiender i Stavanger eller ikke, saa viser den ialfald, at de tidligere forbud mod ulovligt fiske ikke har kunnet overholdes, hvad der jo i og for sig er ganske naturligt; thi det maatte være et aarvaagent politi, der skulde kunne hindre ulovligt fiske i de jæderske elve, og historien om perleprovstens og Cort Høyers forretninger tyder jo ikke paa, at man har havt synderlig respekt for forbud af denne art.
Den 4de § har til hensigt at opmuntre perlefiskerne til flid og troskab ved at tillade, at enhver af dem maa betjene sig af en dreng, søn eller broder, der skal være fri for udskrivning. Dette var en indrømmelse, der uden tvil var vel skikket til at gjøre stillingen som perlefisker yndet blandt bønderne og indbringende for oberinspektøren, for hvem der vilde være en stærk fristelse til at sælge bestillingen til høistbydende, hvad der ialfald senere blev praktiseret. Vibe udtaler, at §’en beror helt og holdent paa kongens gode vilje, og han formoder, at den er foranlediget af forordn. af 1691, hvis 4de § lover angiveren af ulovligt fiskeri, at hans søn eller broder skal fritages for udskrivning. Paragrafen kom, som vi senere skal se, oftere til at blive gjenstand for heftige angreb, navnlig efterat den i 1718 havde erholdt et meget væsentligt tillæg.
§ 4 opfordrer rettens betjente til at være perlefangstens funktionærer assisterlig i haandhævelsen af forordningens paabud, hvortil Vibe selvfølgelig intet har at bemærke. Men herforuden har den i Høyers projekt givet oberinspektøren ret til at forlange, at folk ved ed skulde fralægge sig beskyldning for at have overtraadt forordningen. Dette er efter Vibes formening en saare alvorlig sag, da det alene tilkommer en dommer at bestemme, om edsaflæggelse paakræves, og „det er at befrygte, at hvis Cort Høyer skal kunne aftvinge enhver edeligt vidnesbyrd, da vil hverken amtmand Hammond eller den største del af Stavanger bys indvaanere gaa fri.“ Dette afsnit blev derfor sløifet. Det samme blev tilfælde med §§ 6, 7 og 8, hvilke dog Vibe havde fundet antagelige, medens de øvrige kancelliherrer synes, at de bedre passer i en instruktion end i en forordning Om deres indhold erfarer vi intet. – Vibes betænkning er dateret den 17de april 1707.
Det er en selvsagt ting, at nogen frugt af denne forordning alene var at vente under forudsætning af troskab hos oberinspektøren og hans underordnede funktionærer: thi i det tilfælde vilde vel dronningen, selv om ulovligt fiske blev drevet, alligevel havt et ikke saa ubetydeligt udbytte af de jæderske perlefiskerier, da elvene endnu maa have været temmelig rige paa muslinger. Det berettes ogsaa, at de fleste perler, som dronning Charlotte Amalie personlig eiede, var komne fra de jæderske elve, og i sin dagbog for 18de februar 1692 noterer Christian V, at han skikkede dronningen af Sverige „naagen galanteries aff ett schielderie med sma demanter paa kanten, nagele nordiske perler, og eit helt portzelin tee teug“;[10] vi tør vistnok heraf slutte, at der blandt de norske perler, der befandt sig i kongehusets eie, har været ganske smukke exemplarer. Adskillige skal ogsaa være sendt dronningen fra generalløitnant Johan Vibe i Throndhjem og fra generalmajor Folkersahm, der i Hobelelven ved Moss lod opfiske særdeles store og smukke perler.
Man kunde derfor antage, at Cort Høyer som perleinspektør har skikket sig bedre, end man efter Ditlev Vibes udtalelser skulde kunne formode; men da hans gage var 200 rdr. aarlig, skulde der ikke saa ganske faa perler til, førend de jæderske perlefiskeriers konto kunde balancere, end sige give noget overskud, og selv om adskillige exemplarer er sendt til Kjøbenhavn, saa udelukker ikke dette, at baade Høyer selv og flere med ham har drevet perlehandel for egen regning; en indberetning fra den senere amtmand i Stavanger Hans Nobel junior taler endog ubetinget for, at saa har været tilfælde.
Cort Høyer var dronningens inspektør til sin død i 1710. Han efterlod sig adskilligt jordegods og synes idethele at have været en velhavende mand, en omstændighed, der ikke netop taler mod, at han har gjort sig inspektørstillingen saa profitabel som mulig. Efter hans død blev posten ubesat indtil 1718, og ved enkedronningens død i 1714 overtog kongen regalets indtægter, der imidlertid i 1718 blev overdragne hans daværende dronning, Lovise af Meklenborg. Den lange vacance vidner just ikke om, at man ved hoffet har fundet, at inspektørposten svarede regning.
Den 4de februar 1710 blev en snedker i Molde Esten Pederssøn Heyde udnævnt til inspektør ved perlefangsten i Throndhjems stift, ogsaa med en gage af 200 rdr. aarlig. Han har indleveret en fortegnelse over de steder, hvor fiskeriet burde drives; de er: 1. Floen i Meraker sogn, 2. Fremstad, 3. Vouellen, 4. Lumundal, 5. Smølen, 6. Aaresvigen, 7. Todalen, 8. Lindvogen, 9. Foellen, 10. Aar, 11. Endesæt, 12. Aasgaardfjeld, 13. Fladstad, 14. Hustad, 15. Frennen, foruden flere, hvis navne han ei erindrer. Om fiskerier her er imidlertid aldrig tale i andre dokumenter fra dette tidsrum, uden forsaavidt vi ovenfor et par gange har gjort opmærksom paa, at ogsaa de nordenfjeldske elve er perleførende.
I 1717 og 1718 blev der gjort adskilligt for at gjøre administrationen af de jæderske fiskerier, der altid blev de vigtigste, mere betryggende. Den 30te april 1717 udgaar der et kongeligt reskript til amtmanden i Stavanger, Hans Nobel, der beordres med forderligste at indberette, hvorledes med perlefangsten i Stavanger amt er omgaaet siden enkedronningens død i 1714, „om nogen fangst er skeet, hvo med verket haver havt indseende, og til hvem perlerne, som kunde være blevne fangne eller fiskede, ere blevne leverede, desligeste, af hvad façon eller størrelse de kunde have været.“ Dernæst har han at afgive betænkning om, „hvorledes bedst med perlefangsten efter vores derom allernaadigst udgangne forordning til vores bedste kunde forholdes og underslæb derved forekommes.“ Endelig har han at paase, at ingen umodne perler optages, samt at der med perlefangsten i almindelighed indeholdes indtil videre allernaadigst ordre.
I anledning heraf indsender Nobel en relation, dat. Stavanger 19de juni 1717, hvori han for det første beretter, at inspektørposten har været ubesat siden oberraadmand Cort Høyers død, og de perlefiskere, der af ham var antagne, har amtmanden nogle gange, siden han (1714) blev beskikket, kaldet til thinge, „for der ved retten at levere fra sig, hvis perler de kunde have fisket; mens de ere fremkomne med nogle gandske u-nøttige“, som han ikke har seet det umagen verd at indløse. „Ikke desmindre har dog samme fiskere tilbødet sig for retten at aflægge deres ed, ikke andre heller flere perler at have bekommet heller fisket, end de har fremviist.“
Det er imidlertid hans mening, at perlemuslingerne bliver opfiskede af andre og „perlerne soldte til fremmede, som rejser igjennem landet, ja en vis ven har for nogen tiid siden fortroed mig, at naar vores egne, som ere bekiendte af indbyggerne, reyser over Jederen, hvor det beste perlefischeri her i amptet schier, trecher de deris reysetøy for øynene, forandrer deris stemme og spraag for at giøre sig u-kiende, og under saadan masqve kiøber bønderne deris fischende perler af, eftersom de iche understaar sig for bekandte at lade sig merche med at have perler tilfals.“
„Min allerunderdanigste og u-forgribelige tanche schulle derfore være, at perle-fangsten till eders kongel. mayt.s beste paa denne maade kunde indrettes og ald underslæb derved forkommis, at en perle-foeget heller under-inspecteur ved en huer af de 4 hovet-elver, som rinder paa Jederen, sohulle beschiches, huilchet kunde være 4 lensmænd udj foegderiet, som kunde findes at boe beleyligt ved elvene. Disse 4 mends embede schulle da være, at en huer ved sin elf og nær ved hans boepæl omløbende beche, som hannem af amptmanden eller foegden kunde udviisis og settis over, schulle have nøye indseende med, at ingen enten hans egne folch heller andre maatte komme udj elvene perleschiel at optage, samt tilsee, det eders kongel. mayestets meeget goede forordning om perle-fangsten i Christianssands stift af 1707 iche blev overtraad, huorfore en huer af dennem kunde tilleggis 4 à 5 rdlr. udj løn, som dennem af foegden aarlig schulle betahlis, sampt een dreng udi landlegderne heller søelimitterne fri for udschrivelse efter forommelte forordnings indhold. Nærmere wey og maade til at faae underslæb og u-loflig perlefischerie hindret, ser jeg iche; thi for en eeniste mand heller inspecteur, huor vigilant hand end kand være, er det u-muelig ved disse elve paa Jederen, som rinder saa viit fra hinanden, at hindre, det ingen u-loflig perle-fangst heller fischerie schier, eftersom naar saadan mand var ved een elv heller hiemme udj sit huus, kunde der udj de fraliggende elve begaais ald u-loflig fangst, huilchet en huer vel undsaa sig fore at begaae, naar der boede en mand i nærværelsen ved huer elv, som de hafde frøgt for at blive attraperit af og paagrebene udj saadan deris u-loflig forretning.“
„Siden med perlefangsten heller fischieriet siunis mig best at kunde fortfaris paa saadan maade, at naar tørre sommere indfaldt, heller dend tiid elvene om sommeren var liden, schulle disse foromrørte under-inspecteurs heller lensmend (hvad mand vil kalde dennem) det indberette og erholde ordre huer udj sin elv ved 10 à 12 af de schicheligste og om perlefangsten mest erfarne mend, mand viste, at optage perle-musseler, som schulle fylles udj tynder og kar, mens iche aabne nogen mussel eller schiel uden udi amptmandens, foegdens eller ober-inspecteurens nærværelse under 50 rdr.s straf efter forordningen, hvis nogen kunde bevisis ichun en eeniste schiel uden udj deris nærværelse og aasiun at have aabnet, og hvis saadan mussel schulle findis aabnet, enten i elven heller paa landet, uden at mand kunde faa at viide, hvo gierningen hafde begaaet, schulle under-inspecteuren, som derved iche havde haft bedre indseende, have det sit aars gage forbrudt. Mens naar perlemussellerne lovligen saaledis udj amptmandens, foegdens heller ober-inspecteurens overværelse blef aabnet, som meldt er, schulle hvad perler der udj fandtis, betalis efter forordningen og pengene deelis fischerne imellem, hver sin lige deel.“
„At forekomme, det ingen u-moenede perler sohulle blive optagne, haver jeg flittig af vittige mend, som her ved stedet ere saa kyndige om perle muslernis natur og egenschab, som jeg troer ingensteds, eftersom de allerfleeste fra barns been, naar de endnu iche kand gjøre andet gafn end vogte qvæg om sommeren, stedse ligger i elvene at søge efter perler, og saa fremdelis, til de kommer til mands aar, ladet mig informere paa hvad maade det schulle kunde laede sig giøre, mens de meener, det er umueligt. Vel siger de at kand skiønne, om en mussel har perle udj sig eller iche, mens iche af hvad bonitet dend er. Det er heller ingen af dennem, som tvile derpaa, mens siger sig gandsche at være forsichret derom, at de brune perler ere de moenede, og de klare iche at være kommen til deris maturitet, og med saadanne raisons, som mand schulle siunis at være valable, har de og øyensiunlig ført mig udj dend tanche at troe, det saa forholder sig. Thi naar mand aabner een mussel, som haver en temmelig voxen perle udj sig, viiser det sig udj dend, fra hvad sted perlen haver taget sin begyndelse at auflis dybt udj musselen; og ligesom dend er tiltagen at voxe, viisis dend wey sig, perlen har taget at fløtte sig ud ad. Saa lenge dend da endnu voxer og fløtter sig frem og frem udj det klare og schinnende af musselen, er og perlen alle tiider ligeleedis klar og skinnende, mørchere heller klarere af skin, ligesom musselen self kand være af coleur, mens naar dend har fløttet sig saa vidt, at dend er kommen udj det brune af musselen, og er nær ved at gaae ud heller fødis, bliver og perlen bruun og omsider af saadan coleur som musselen er udenpaa, indtil dend bliver schiel heller mussel med tiden i vandet, som de gamle perlefischere siger at have observeret.“[11]
„Med perlefangsten i almindelighed har jeg gjort forbud indtil videre eders kongel. mayestets allernaadigste ordre at indeholdis, sampt udnefnt visse mænd til at paagriibe og fengslig anholde uden forschiel huem de udj elvene kunde betreffe med u-loflig perlefangst at befatte sig.“
Denne amtmand Nobels relation forekommer mig at være ganske interessant; thi foruden at give os en karakteristisk skildring af, hvorledes perlesmugleriet dengang dreves paa Jæderen, beretter den ogsaa, med hvilken iver jæderbuen fra barnsben af lagde sig efter perlefiskeri, og til hvilke resultater hans opmærksomme iagttagelse af perlemuslingens natur havde ført. Hans opfatning vil vistnok ikke kunne bestaa for den moderne fysiologis domstol; men ikke destomindre vil man altid med tilfredshed lægge mærke til et saadant vidnesbyrd om, at der hos den tids bønder fandtes baade trang og evne til at danne sig et nogenlunde fornuftigt begreb om den naturproces, der frembragte de smukke, skinnende tingester, som den fornemme verden satte saa stor pris paa. Relationen blev sendt Ditlev Vibe til erklæring, og denne har vistnok ubetinget anbefalet iverksættelsen af de af Nobel foreslaaede foranstaltninger, hvilket ogsaa sker ved reskript af 9de august 1717. Dette er omtrent en ordret gjengivelse af Nobels forslag om indsættelse af underinspektører ved de fire elve paa Jæderen samt om tiden og maaden, hvorpaa fiskeriet der skal drives. Nødvendigheden af disse foranstaltninger begrundes ved, hvad Nobel har anført om de i svang gaaende bedragerier, om salg af perler til fremmede eller indfødte, „der under en masque oc et andet sprog kiøber af bønderne, som ellers ikke tør lade sig merke at have perler tilfals“.
Allerede før amtmand Nobels relation var afgaaet, var der fra Stavanger afsendt en anden indberetning om perlefangsten i stiftet af en mand ved navn Abraham Norman, der siger sig at være dronningens inspektør over perlefiskerierne i Christianssands stift, men hvis udnævnelse som saadan ialfald ikke kan have været Nobel bekjendt, hvad der dog synes besynderligt, da Normans memorial er dat. 29de mai 1717. – Norman beretter ogsaa om underslæb og ulovlig handel, idet „adskillige fornemme folch saa vel af geistlig som af verslig stand enten endnu har i sin værge eller til fremmede under haanden skal hafue ladet forselge endeel goede og moene perler“. Han begjærer fuldmagt til at kræve de mistænkte til ansvar efter forordningen og loven, samt at tolderne strengelig maa paalægges at forbyde uden- eller indenlandske skippere at tilforhandle sig perler af indvaanerne, eftersom det altformeget desværre skal have været praxis. „at endeel ueftertenkelige gemytter, som baade end kan have, og andre, som forhen har havt og til practiceret sig mulig de allerrareste perler, bortselger dem hemmeligt (af frygt for inqvisition og straf) til fremmede paa havnerne liggende skippere som Hollændere og Zürichseer, der fører humrebysser etc., hvorved en stor og merkelig svig gaar i svang.“ Endvidere begjærer han at maatte faa inkvirere paa arveskifterne, om der blandt boets efterladenskaber skulde findes perler eller „ringer, ørgeheng, brasiletter eller andre smykker, med perler indfattede, saavelsom heele eller halve turer“,[12] hvilke da skulde konfiskeres for dronningens kasse. Dernæst andrager han, at den perlefiskerne i forordningen af 1707 tilstaaede frihed for udskrivning for en dreng maa udstrækkes til ogsaa at gjælde de ved Figgens-, Stenbroes- og Nærimselvene ansatte fiskere, da disse elve er beliggende i de staaende landlægder. Han oplyser til slutning, at ingen løn er ham bevilget, og han selv nyder ikke mere ved perlernes leverance, end han betaler fiskerne; derhos har han paa opreisen fra Danmark lidt skibbrud, hvorved han har taget skade paa sin fattige velfærd, og er nødt til at sætte sig i debet og forskud, men maa ikke destomindre gjøre mange og besværlige reiser til og fra i stiftet, fra en elv til den anden, i hvilken anledning han udbeder sig ret til fri skyds, der dog ikke skal benyttes til egen „particulaire nytte, mens alene til deris kongel. mayt.s tieniste“. Samtlige disse poster ønsker han optagne i en instrux, som han gjerne saa snart blev udfærdiget til hans underretning og fremhjælp. – Hele memorialen blev imidlertid lagt ad acta, og der er intet hensyn taget til den ved udfærdigelsen af reskriptet af 9de august 1717.
Men Abraham Norman var ikke den mand, der gav tabt; projekter og memorialer synes at have været hans specialitet. Christianssands stift blev snart et altfor indskrænket territorium for denne opadstræbende mand, der gjerne vilde se sig selv i spidsen for en liden arme af perlefiskere paa flere tusinde mand. I 1718 indleverer han da ogsaa et vidtløftigt forslag til forandringer i forordningen af 1707. For det første skal hans magtomraade udstrække sig ogsaa til Bergens og Akershus stifter, dernæst kræver han alle bøder forhøiede, straffen skjærpet, inkvisitionsretten udvidet etc. Bøderne skal ikke længer tilfalde dronningen, men inspektøren selv, hvad der ikke netop kan betegnes som et beskedent forlangende. – Meget af dette bliver virkelig slaaet fast ved forordningen af 28de mai 1718, men flere af hans krav vises tilbage, hvad han uden tvil kan takke Ditlev Vibe for. Bøderne skal fremdeles tilfalde dronningen, der kan anvende dem efter behag (§ 2). § 4 faar det vigtige tillæg, at de af inspektøren antagne fiskere ikke blot maa holde en dreng fri for udskrivning, „men skal end og for alle landsens paalæg, saa som skytz, tingmand,[13] vedevagt[14] og deslige aldeles være forskaanet, de allernaadigst paabudne skatter undtagen, hvilke de som andre undersaatter allerunderdanigst skal svare og betale.“ § 5 er helt ny og krævede i sin oprindelige form, at der i hvert amt i de 3 stifter skulde udtages 24 mand til perlefiskere. Vibe gjør imidlertid opmærksom paa, at dette vil beløbe sig til et antal af 216 fiskere, og naar hver faar en fridreng, i alt 432 mand komme til at nyde de i §’en nævnte friheder. Denne etat syntes dog Norman beskeden nok; thi senere udtalte han for Vibe, at han til en rationel drift af de norske perlefiskerier trængte en liden arme paa 4 à 6000 mand. Forordn. tillader ham kun at ansætte 5 fiskere og 5 fridrenge i hvert af Christianssands stifts trende amter. Naar drengen har tjent ved perlefiskeriet tro og flittig i 4 aar, „da skal inspecteuren allerunderdanigst give hendes majestet dronningen samme tilkiende og nærmere ordre derom forvente.“ Dette sidste punktum havde i Normans udkast en ganske anden form, idet det hed, at naar drengene havde tjent perlefiskeren i 8 aar, skulde inspektøren give dem afsked og pas, at de ved perlefiskeriet havde tjent ærlig og redelig i ovennævnte tid, „og skal de da ey alene siden være fri for ald anden vores tieneste, men end og frem for nogen anden antages til pærlefiskere, naar nogen af de gamle pærlefiskere ved døden afgaar.“
§§ 6, 7 og 8 indeholder lutter nye bestemmelser; den første om straf for ulovligt fiskeri af dem, der eier gaard og grund langs elvene, samt for perlefiskernes forsømmelse; § 7 foreskriver, hvorledes perleforsendelsen med posten skal foregaa, og § 8, at inspektøren skal have en fridreng og fri skyds i de 3 stifter. § 9 er derimod med et par forandringer en gjentagelse af rettergangsbestemmelserne i § 5 i forordn. af 1707.
Ved disse aktstykker ligger tillige udkast til dronning Lovises bestalling og instrux for Abraham Norman som inspektør i Bergens, Christianssands og Akershus stifter, og det er sandsynligt, at begge blev udfærdigede i overensstemmelse med dette koncept. Af instruxen kan mærkes, at han skal afgive sine rapporter til dronningens kammersekretær (§ 2 og 4) samt foreslaa for denne, hvilke elve der behøver hvile og fredning (§ 7), og ikke bruge det ham tilstillede embedssegl uden i embedets i forretninger (§ 5).
Detaillerne i Normans embedsførsel kjender jeg meget lidet til, men i sin almindelighed karakteriseres den som slet og uærlig. Om hans optræden paa Søndmøre ved Hareidelven i Ulfsten prestegjæld findes dog en del oplysninger, der visselig karakteriserer hans fremfærd i det hele. Efter statholder Ditlev Vibes ordre af 23de juni 1724 begiver amtmanden over Romsdals, Søndmøres og Nordmøres amt, Erik Must, fogden i Søndmøre, Nicolai Alstrup, og Elias Nordhuus, residerende pastor til Hareids menighed, sig den 29de august 1724 i følge med 5 af Norman antagne perlefiskere til Hareidelven, hvor fiskerne viste dem, hvorledes fiskeriet blev drevet. Det gik for sig paa den vis, at fiskeren vadede ud i elven, hvor der var grundt, og tog op med hænderne de skjæl, som antoges at indeholde perler. De 12 skjæl, de ved denne leilighed opfiskede, viste sig imidlertid hverken at indeholde perler eller tegn til, at saadanne havde været i dem. Paa spørgsmaalet, om ikke Norman havde instrueret dem om skjællenes udseende, svarede de, at efter hans anvisning skulde de tage de skjæl, som syntes at være gamle, og navnlig dem, „som vare teignede med en guul streg tvert over skællene“, i hvilke der skulde være modne perler; derimod skulde de kaste ud igjen de smaa, unge skjæl. Videre forklarede de, at de for første gang havde fisket i juli 1720, da de i 6 dage opfiskede omtrent 4 à 5 tønder perleskjæl, hvoraf størsteparten blev aabnet, men man fandt kun nogle faa – antallet nævnes ikke – modne og umodne perler, som leveredes til Norman, af hvem disse 5 fiskere tilsammen erholdt 12 skill. danske for 6 dages arbeide! – Anden gang fiskede de i 1721, 3 dage før og 3 dage efter St. Hans, efter mundtlig ordre af Norman, som derpaa drog videre i embeds medfør. Han udnævnte lensmanden Niels Pederssøn Wiig til sin fuldmægtig ved muslingernes aabning, og i dennes overvær blev 3 à 4 tønder skjæl aabnede, men kun endel umodne perler blev fundne. – Tredie og sidste gang fiskede de i juli 1724, da de i løbet af 1 dag tog op ca. 3 tønder skjæl, hvoraf ca. 2 tønder blev aabnede i Normans overvær, men den ene tønde kastet ud igjen; fangsten udgjorde 34 perler, hvoraf dog blot – 4 var modne, og af disse var en saa stor som „en maadelig ert“, to som et stort knappenaalshoved, men ikke ganske runde. Fiskernes indtægt beløb sig ogsaa denne gang til 12 skill. danske, hvorfor de for eftertiden begjærer sig fritagne for et saa lidet lønnende arbeide. Kommissionen foreslaar, at fiskeri i Hareidelven indstilles nogle aar, da muslingerne er saa smaa og unge.
Ved denne tid synes Normans virksomhed at være indskrænket til Romsdals amt, hvor han ogsaa maa have boet. Allerede i begyndelsen af 1724 var han afsat fra inspektionen ved de jæderske perlefiskerier, der var overdraget lensmanden Jon Torlakssøn Skeye, som imidlertid allerede samme aar maatte vige pladsen for sognepresten til Lye, hr. Gabriel Schanche, og byskriveren i Stavanger, Ulrik Frederik Aagaard.
Normans afsættelse var Ditlev Vibes verk. I en erklæring af 20de mai 1724 siger han, at han ikke forstaar, hvorledes en saadan person skal kunne yde hendes majestæt nogen virkelig tjeneste, „anerwogen ich ihn für einen interessierten und unverständigen mensch ansehe, der bis dato wenig oder nichts præstieret hat“; hvorfor han anser hans afsættelse for høist nødvendig, ligesaa at han maa forbydes al videre befatning med perlefangsten paa Jæderen. Finder derimod dronningen, at han denne sommer bør overvære fiskerierne paa Søndmøre, er det billigt, at han nyder sin gage til Mikaeli. Hans nærværelse her kunde have den fordel, at man kunde faa nærmere besked om de Søndmørske perle-elve. Af den ovenfor anførte beretning ser vi da ogsaa, at han allerede havde ladet fisket der udføre, førend statholderens ordre til amtmanden havde naaet frem eller var bleven effektueret. Ifølge et reskript af 29de juni 1725 skal han fremdeles bivaane de Søndmørske perlefiskerier; dog herom nærmere i næste afsnit.
At rekommandere Norman til en anden employ er efter Vibes mening „en samvittigheds sag“, det skulde da være, at han kunde ansættes som veier og maaler i en smaaby. – Hvor hurtig Norman opnaaede et andet embede, kan jeg ikke for øieblikket oplyse, men i 1732[15] er han toldinspektør i Bergen, hvilken stilling han indehavde til 1748, da han sandsynligvis er død. Som toldinspektør ser jeg, at han har indleveret flere projekter, der skulde have til formaal at gjøre en ende paa den store toldsvig, som gik i svang; men hans forslag blev modtagne kjølig i rentekammeret, og om de overhovedet har ført til noget, er en sag, som jeg ikke har havt anledning til nærmere at undersøge.
Da Ditlev Vibe i 1722 var bleven statholder i Norge, synes han med iver at have taget sig af perlefangsten for om muligt at bringe noget ud af dette regale, der efter hans eget udsagn ikke havde indbragt dronningen en skillings fortjeneste. I 1724 og 1725 har han indleveret flere memorialer og erklæringer angaaende de norske perlefiskerier og fremsat forslag til en forbedret drift. Den uvittige maade, hvorpaa fangsten hidtil havde foregaaet, hvorved masser af muslinger til ingen nytte var blevne optagne og dræbte, havde naturligvis ført til, at ialfald de grunde elve var aldeles udfiskede, og man var allerede begyndt at prøve paa at hente perlemuslingen op fra større dybder. Hertil havde man betjent sig af en knibetang, hvormed imidlertid blot en musling kunde tages ad gangen, og de perler, som den allerede havde kastet fra sig i sanden, vilde man umulig kunne faa fat paa. I en memorial dat. Kjøbenhavn 20de april 1724, der indeholder hans „unmassgebliche allerunterthänigste gedanken, Was für dies jahr 1724 beym perlefangst in Norwegen zu thun wäre“, foreslaar Vibe et andet redskab taget i brug. Dette skulde være et slags hov (ketscher), i form af en „klingbeutel“, en indretning, der vistnok paa den tid fandtes i de allerfleste kirker og bestod af en paa enden af et langt skaft fæstet pung (beutel), hvori medhjælperen eller klokkeren indsamlede de frivillige gaver til de fattige. Til stangen var fæstet en bjælde, der skulde gjøre folk opmærksomme. Med en saadan hov kunde da foruden 5 à 7 muslinger ogsaa sanden, som de laa paa, optages og de muligvis kastede perler opfiskes. – Dernæst omtaler han, at 1ste–15de juli skal være den bedste fisketid, og nævner de elve, hvor man i det aar bør fiske, samt hvem der skal overvære skjællenes aabning. Fiskepladsene er:
1. Det ved gaarden Abelsø liggende vand, ikke langt fra Christiania.
2. Den elv, der løber forbi sal. vicestatholder Gabels kobberverk.
3. Hobelelven 4 mil fra Moss.
4. Elvene i Numedal.
5. Elvene paa Eker.
Paa de 3 førstnævnte steder og paa Eker tilbyder han sig selv at være tilstede, hvorimod han mener, at man gjerne kan spare sig umagen med at søge i Numedal. Hans ledsagere kan kongen vælge mellem følgende mænd: stiftamtmand Tonsberg, amtmand i Buskerud Werenskjold, justitsraad Vogt og præsident Lyme. I kancelliet er der sat blyantstreg under Tonsberg og Vogt.
Paa samme vis og i overvær af amtmand Schjelderup, præsident Collin samt veier og maaler Westerman bør fisket foregaa i de nordenfjeldske elve, nemlig:
1. Vigselven, en halv mil fra Throndhjem.
2. Elvene i Stods prestegjæld, hvor der skal være gode muslinger.
Paa Søndmøre foreslaar han, at amtmand Erik Must, foged Børge Eeg og perleinspektør Norman skal bivaane skjællenes aabning, hvorom vi allerede ovenfor har hørt nærmere.
Paa Jæderen skal der fiskes i:
1. Nerimselven.
2. Figgenelven.
3. Kvadsemselven.
4. Ougneelven.
5. Stenbroelven.
Ved disse elve, der til dato har været de anseligste i Norge, bør amtmand Nobel, viceamtmand Friman, byskriver Aagaard, „der har stort kjendskab til perlevæsenet“, og desuden den allerede ved bedriften ansatte inspektør, lensmanden Jon Torlakssøn Skeye, føre opsynet.
Paa Lister, hvor der ogsaa skal være perleførende elve, kan kontrollen betroes vicepræsidenten i Christianssand Wium og foged Tostrup.
Efterat dette forslag var indsendt, forelægger dronningen ham til erklæring en opsats om perlefiskeriet i trende punkter. Af hans betænkning erfarer vi, at ideen til det nye fiskeredskab, ketscheren, har han faaet af Jon Skeye. Denne mand er sandsynligvis antaget af amtmand Nobel som midlertidig inspektør, men man har ved hoffet faaet besked om, at han er rent uduelig, og at „hans fiskeri hensigter mere til elvenes ruin end som opkomst.“ Vibe frafalder derfor sit tidligere forslag om at betro ham opsigten med de jæderske elve, og han har ingen anden grund til at holde paa ham end amtmand Nobels anbefaling; han kan imidlertid nu saameget lettere afskediges, „fordi hr. Gabriel Schanche, der nylig har erholdt Lye kald, kun bor 3 mile syd for Stavanger og saaledes meget let kan overvære fiskeriet“, saa det blot kommer an paa at tilstille ham den fornødne ordre, ligesaa om byskriver Aagaard skal adjungeres ham. Den 3die juni udgaar der en skrivelse til amtmanden i Stavanger, hvorved Jon Skeye formelig faar sin afsked, da Ditlev Vibe har faaet „general disposition“ over perlefiskerierne, „og beroer dette regalies opkomst paa hans fornuftig gjørende anstalter, hvem band behager dertil at beskikke.“ – Af hans erklæring erfarer vi endvidere, at den i 1710 ansatte perleinspektør nordenfjelds, Esten Pederssøn Heyde, endnu er ilive, og statholderen anbefaler ham til deltagelse i kontrollen ved skjællenes aabning.
Resultatet af disse skriverier og forhandlinger var, at der blev udfærdiget ordre til at fiske ved Throndhjem, paa Søndmøre, Lister, i Ianeelven ved Christiania, „hvor de bedste perler fandtes“, i Hobelelven, ved Kongsberg, hvor ingen perler blev fundne, samt paa Jæderen, hvor imidlertid Jon Skeye allerede havde fisket, før ordren naaede frem. Saa langt kom man i 1724.
Den 14de marts 1725 indleverer Vibe atter et temmelig vidtløftigt forslag til ordning af kontrollen ved perlefiskerierne, der er blevne saa rent vanskjøttede under de forrige inspektørers regimente.
For at bringe den ruinerede bedrift paa fode igjen maa et ordentligt fredningssystem gjennemføres, og det første skridt henimod et saadant er, at der aldrig fiskes uden efter ordre. „Men hvem skal paase, at et saadant bud bliver overholdt? En perleinspektør kan ikke være overalt, er ei frygtet af bønderne og kan kun overvære fiskeriet ved enkelte elve, da – efter kyndige folks udsagn – den bedste fisketid falder ved St. Hans. Skal han betro inspektionen til en lensmand eller en anden bonde, saa kan der vel ingen tvil være om, at disse beholder de bedste perler og kun sender ned noget umodent kram, som Norman gjorde“. Under disse omstændigheder foreslaar han, at der kun fiskes i de elve, som man ved har perlemuslinger, og at det skal ske under fogdens opsigt; thi han er den, der bedst kan holde bønderne i tømme, og fogderne vil utvilsomt kappes om „etwas gutes hervorzubringen“. Vilde nu dronningen fordele de 300 rdr., som Norman har oppebaaret i gage, blandt de fogder, som kom til at have med fiskeriet at bestille, og desuden give hver fisker daglig 1 rigsort eller en mark lybsk, saa vilde dette være en passende douceur, og friheden for udskrivning kunde sløifes. Endelig foreslaar han, at de elve, hvori man dette aar maatte drive fiskeri, hviler de to paafølgende aar, og at der saaledes fiskes vexelvis i de forskjellige elve.
Dette forslag synes ikke helt at have faldt i dronningens smag, og da statholderen den 26de marts havde en samtale med hende, gjorde hun ham opmærksom paa den forskjel, som befandtes mellem hans sidste forslag og de fra forrige aar, og navnlig forekom det hende betænkeligt at overlade fogderne alene forseglingen af perleæskerne. To dage senere indleverer da Vibe til kongen et slags forsvar for sit sidste projekt og anfører her, at amtmændene og andre kongl. betjente dels paa grund af andre kongl. forretninger, dels formedelst deres bopæls fjerne beliggenhed havde ondt for at være tilstede, naar fisket paagik, medens det faldt let for fogderne, der ogsaa var mere drevne i at inspicere bønderne og hindre alskens underslæb; men dernæst anfører han, at den vigtigste grund til dette forslags fremsættelse fra hans side var den, at hendes majestæt dronningen paa Fredensborg slot havde erklæret sig enig i, at perleinspektøren skulde afsættes, og at fogderne hver i sit distrikt skulde overtage hans funktion, samt bifaldt Vibes forslag om, at inspektørens gage kunde fordeles mellem vedkommende fogder. Men da han nu mærker, at dronning Anna Sophie har skiftet mening, saa er han galant nok til at gjøre ligesaa, og gjenoptager sit gamle projekt fra forrige aar, ja lover høitidelig, at for sit distrikts vedkommende skal han selv gaa i spidsen og vise al mulig iver i sin dronnings tjeneste, og „ jeg betviler ikke – tilføier han – at amtmænd og fogder, naar de ser, at jeg med iver og flid antager mig dette verk, vil følge mit exempel, og at hendes majestæt dronningen skal spore god nytte deraf og med tiden, naar verket først bliver vel indrettet, utvilsomt høste større fordel af samme.“ Frugten af disse Vibes memorialer og et af ham forfattet udkast til instrux for de ved fiskeriet inspicerende var reskriptet af 29de juni 1725. Det indeholder 5 punkter. Det første paabyder, at fisket skal begynde ved St. Hans tid og fortfare i klart og stille veir, dog skal der kun fiskes i de sikre elve, „paa det ikke landet med u-nyttig arbeide og skydsfærd skal graveres; eller skællene u-nyttig optages og for fremtiden fordærves“; punkt 2 forordner, at der skal antages saa mange fiskere, som man efter elvens størrelse finder nødvendigt, og perlerne betales efter forordningens taxt, punkt 3 foreskriver, hvorledes fiskeriet skal foregaa, nemlig med en knibetang af træ, „men hvor vandet er dybere, end at karlene kand gaa derudi, og der er sandgrund, uden store steene i grunden, der skal bruges en lang stang, paa hvis yderste ende skal være fæstet en jernring af halft-andet qvarters størelse, omkring hvilken jern-ring fæstes en poese af groft lerit, hvilken gjør en figur af en kedzsker, som bruges til at optage fisk, med hvilken kedzsker der kan optages 4 a 5 eller fleere skæl tilligemed sanden, som skællene liger paa, da I nøie haver at observere, at naar sandet bliver bortkast, da ei perlerne, som af skællene allereede kunde være udkastede, tillige bortkastes“. Punkt 4 paabyder nøiagtigt eftersyn, om de opfiskede skjæl er tegnede med en streg enten paa den ene eller paa begge sider; da denne skal være et sikkert tegn paa, at de har perler, skal de dermed forsynede aabnes, de andre derimod uaabnede kastes ud igjen. Endelig foreskrives i det 5te punkt, at de opfiskede perler skal noteres af de opsynshavende og af dem nedlægges i en æske, der forsegles og nedsendes til dronningen. Med hensyn til den tid, som til fiskeriet bør anvendes, forordnes, at i en elv paa 1000–1500 skridt skal der fiskes en dag, i de andre 2 dage, „dog ville vi derhos allernaadigst, at landmanden ey med nogen u-fornøden eller overflødig skydsfærd og fordringskab skal besværges, eller i den til hans næring og brug travle tid alt for længe opholdes, og have vi til eders bekjendte omhu for landmandens conservation og bedste den tillid, at I dette bedst rimeligst iagttager og derhen seer, at dette verk efter vores intention kand blive vedkommende meere til en fornøyelse end til nogen byrde, samt at tillige pærlefangsten i elven kand vorde conserveret, og at den ej paa engang alt for meget vorder udfisket.“
Dette reskript blev tilstillet følgende:
1. Statholder Ditlev Vibe og stiftamtmand Vilhelm de Tonsberg, der skulde inspicere fiskeriet i Mortkjærn-bækken, der rinder gjennem Harestue-skoven, Borte-elven ved Nordby og Haneborg gaarde i Urskog prestegjæld, elven Leren og Nykjærn i Fet sogn, elven ved Lysaker, Iane-elven[16] og Bruns-elven.[17]
2. Stath. Vibe og amtmand i Smaalenene Werenskjold ang. Hobel-elven.
3. Foged Nerenst og sorenskriver Christian Sommerfeldt ang. Hexumelven paa Thoten.
4. Sogneprest til Lye Gabriel Schanche og byskriver Ulrik Frederik Aagaard ang. elvene paa Jæderen, der tidligere er nævnte.
5. Amtmand Resen, vicepræsident Wium og foged Tostrup ang. elvene paa Lister, der andensteds nævnes som: Ognedalselven,[18] Lyngdalselven og Mandalselven.
6. Amtmand Erik Must, foged Børge Eeg og Abraham Norman ang. elvene paa Søndmøre.
7. Præsident Collin og overveier og maaler Westermann ang. elvene i Throndhjems stift.
Fra 3 af disse foreligger indberetninger om resultatet af fangsten i 1725. Nerenst og Sommerfeldt melder den 13de august s. a., at de vistnok har fundet skjæl i Hexumelven, men stedsevarende regnveir har hindret dem i at fiske den sommer. Amtmand Must beretter den 6te august, at han først den 4de s. m. modtog reskriptet og havde sendt gjenpart til Børge Eeg og Abraham Norman med forespørgsel til den sidste om, hvad der videre det aar kunde foretages, hvorpaa han endnu intet svar havde bekommet.
Den interessanteste indberetning er Gabriel Schanches og byskriver Aagaards. Disse havde forrige aar faaet statholderens ordre at forestaa fisket paa Jæderen, men den kom saa sent, at Jon Skeye allerede havde drevet fisket tilende. I 1725 greb de derimod sagen an med megen energi og efter en ny methode. Hver fisker, som de tog i ed, fik sin bestalling og instrux samt en liden bog, hvori han skulde indføre alle de perler, han fandt, deres størrelse og øvrige egenskaber, samt hvilken dag de blev fundne. For nu at kunne kontrollere, om fiskerne var flittige og gik paa fiske de dage, da veiret tillod det, førte de to inspektører hver sit diarium eller dagbog, der er en fuldstændig veirjournal og vistnok for den tid enestaaende i sit slags; den indeholder desuden beretning om, hvormange perler de til de forskjellige tider har modtaget, i hvilke elve de er fiskede, deres udseende, størrelse og øvrige kvaliteter. Journalen begynder med 17de april og slutter med 27de juli 1725. Denne journal tilligemed formularer til perlefiskernes ed, deres instrux og inskriptionen i deres dagbøger samt en vidtløftig memorial til statholder Vibe, der blandt andet begjærer hans erklæring, om de skal drive fiskeriet efter denne methode alene paa Jæderen eller indføre deres praxis ogsaa i de øvrige dele af landet, dat. Lye den 2den juni 1725, alt dette er vedlagt en indberetning til kongen af 28de juli s. a., hvori de begjærer allernaadigst approbation paa den af dem istandbragte ordning. Om nogen saadan er udfærdiget, ved jeg ikke, og det er ikke sandsynligt, da alle disse dokumenter findes blandt forarbeiderne til reskriptet af 29de juni.
Ifølge dagbogen var Ougneelven og Kvadsemselven „udfiskede og fordærvede“, og fisket synes væsentlig at være drevet i Nærimselven og Høilandselven. Udbyttet af fiskeriet var til 28de juli:
| 6 | perler | à | 4 | paa | 1 | tomme | |
| 13 | – | à | 5 | „ | 1 | – | |
| 40 | – | à | 6 | „ | 1 | – | |
| 26 | – | à | 7 | „ | 1 | – | |
| 28 | – | à | 8 | „ | 1 | – | |
| 8 | – | à | 9 | „ | 1 | – | |
| 22 | – | à | 10 | „ | 1 | – | |
| 9 | – | à | 12 | „ | 1 | – |
foruden en del mindre og halvblanke, der i almindelighed ingen verdi havde.
Denne fangst paa Jæderen repræsenterer ikke mere end 5 rdr. og 41 skill.
Men det siges ogsaa i dagbogen, at aaret har været et slet perleaar paa grund af uveir i den bedste fisketid i juni maaned.
Man faar af dagbogen det indtryk, at Schanche har været sjelen i denne nye tingenes orden, ligesom han selv nu og da er ude og fisker. Dette gjør det forklarligt, at der har dannet sig en tradition, der har gjort ham til „den første, der opfandt perlefangsten i Norge“.[19]
Fra de andre distrikter foreligger ingen efterretninger.
Den ved reskr. af 29de juni 1725 etablerede ordning har sandsynligvis staaet uantastet, saalænge Frederik IV levede, men heller ikke stort længere. Den 7de oktober 1733 melder oberhofmester Raben rentekammeret, at „det er hendes majestæt dronningens allernaadigste villie, at med perlefangsten over alt i Norge, indtil nærmere allernaadigst vorder befalet, ganske skal beroe, saa ingen, hvem det være maae, nogenslags perler derforinden maae fange“. Denne ordre blev kommuniceret amtmanden i Stavanger de Fine til allerunderdanigst efterlevelse.
Nødvendigheden af en almindelig fredning af de perleførende elve er vistnok bleven mere og mere indlysende; men hvad der trængtes maaske endnu mere, var kyndig veiledning i det egentlige fiskeri, saa man ikke i tøndevis dræbte muslinger, der med tiden kunde frembringe de skjønneste perler, eller i det hele drev fangsten paa rov. Erfaring havde lært, at de ansatte inspektører enten havde været uvidende eller uærlige eller snarere begge dele, og selv om de havde givet fiskerne et vink om, hvilke muslinger der indeholdt perler, saa havde der hidindtil aldrig været tale om, at man kunde aabne en musling, undersøge den og, hvis den ingen perle havde eller blot en liden og umoden, atter sætte den ud i vandet. For at bøde paa disse mangler ved bedriften blev der forskrevet en perlefisker fra Sachsen, i hvis fjeldbække flodperlemuslingen altid disse fik da hjælpe ham over til Stavanger amt, hvor amtmand de Fine havde faaet ordre til at assistere ham.
Den 27de august er Smierler atter vendt tilbage til Christianssand, men med et yderst tarveligt udbytte: paa Lister havde han fundet 6 à 7 blanke perler og i de engang saa rige jæderske elve kun en klar og en sandperle. De tilgjængelige elve var totalt ruinerede, og desuden havde det regnfulde veir hindret ham i fiskeriet; han agter derfor at reise direkte tilbage til Christiania uden at anstille videre undersøgelser, og siden hører vi intet til ham. – Statholderen havde imidlertid forespurgt hos stiftamtmand With, hvordan man skulde forsøge paa at hente perlerne op fra de større dybder, og foreslaaet anvendelse af dykkere, et forslag, som stiftamtmanden i sit svar af 13de august ikke finder at kunne anbefale, da dykkerne grumser vandet op under nedstigningen og ikke kan holde sig under vandet, til det bliver klart igjen, og desuden vilde hverken 1 eller 10 dykkere forslaa stort til undersøgelsen af saa mange elve. Stiftamtmanden udtaler sig ikke om, hvilke redskaber der skal anvendes. Hoven, hvis brug var paabudt i reskr. af 29de juni 1725, hører vi intet til, og den omstændighed, at de dybere elve har undgaaet den almindelige herjing, tyder jo heller ikke paa, at den har været synderlig brugt. Statholderen har endvidere, navnlig i en skrivelse af 3die september, forespurgt om, hvordan perlefiskerne ansættes, og hvormange der bør være etc. Allerede i en skrivelse af 6te august har amtmanden udtalt sig derhen, at af perlefiskere var der mere end nok, og de friheder, de nød, stod aldeles ikke i forhold til den nytte, de gjorde. Herefter vil de intet faa at bestille, uden hvad den ringeste dreng paa nærmeste bondegaard kan gjøre, og om han end fik betaling, var det for landet bedre, end at alle disse unyttige perlefiskere skal sidde fri for udskrivning til landmilitien. I en skrivelse af 10de september beretter han videre, at de er antagne af inspektøren, om mod betaling eller ei ved han ikke. Hvor mange der bør ansættes, vil naturligvis bero paa inspektørens forslag; dog foreslaar han, at amtet og ikke inspektøren skal have ret til at udnævne dem, og da tillige stipulere, om de skal have friheder efter forordn. af 1718 eller nogen anden douceur for deres arbeide; thi at paalægge folk, der bor nærmest elvene, opsigt ved nat og dag uden godtgjørelse, vilde blive en altfor stor byrde, da mange bor temmelig langt borte fra elven. Han mener imidlertid, at haandhævelse af forordn. af 28de mai 1718 vil være det bedste middel til atter at bringe fangsten paa fode; thi der er stor nok straf dikteret baade for dem, der driver ulovligt fiskeri, og for dem, der hæler, handler og kjøbslaar med ulovlige eller beskikkede perlefiskere. Helst bør man dog holde øie med „de jøder, som skal komme undertiden i landet og angiver sig at være converterede; saadanne personer burde vel at visiteres førend de gik af landet igjen; thi det er rimeligst, at, perlerne snarere selges til slige fremmede end til landets indbyggere.“ Til slutning gjør han opmærksom paa, at de af Smierler opfiskede perler er sendt statholderen efter dennes egen ordre, og ikke som tidligere af stiftamtmanden direkte til Kjøbenhavn, hvortil der netop er udmærket leilighed saavel med koffardiskibe som med orlogsskibene Sophia Hedevig og Oldenborg, „der her har indbragt 6 priser af Hamborger skibe“; det samme er tilfælde med „de perle- og musselskaller samt snegl-huuse med andre deslige sorter, som jeg efter hendes majestæts ordre ved hans excellence hr. oberhofmæster Raben haver i Stavanger amt ladet samle“, hvilket han alt ønsker meddelt oberhofmesteren, for at han ei skal mistænkes for at have siddet den høie øvrigheds ordres overhørig.[20]
Hvad disse skriverier førte til for perlefangstens vedkommende, ser jeg mig for øieblikket ikke istand til at oplyse, da de mig tilgjængelige kilder intet derom meddeler. Smierler hører vi – som sagt – intet mere til, og han har neppe opholdt sig længe heri landet. Af Erik Pontoppidans „Norges naturlige historie“, Kbhvn. 1753, II, 266 erfarer vi, at perleinspektøren dengang hed Paul Baumann, og at han til forfatteren havde indleveret en lang afhandling om „perlemuslernes natur og egenskaber“, der er meddelt i sin helhed, og hvortil jeg kun kan henvise. Pontoppidan bemærker forresten, at „overalt i Norge, særdeles her paa vesterkanten, ere saadanne elver og bekke, hvor dette slags muslinger findes. Dog er den under inspection og kongelig handthævelse staaende egentlige perle-fangst ikkun i Christianssands stift, hvor de beste perle-elver ere følgende:
| Gand-elv | |
| Nærims-elv | i Stavanger amt, |
| Qvassims-elv | |
| Lille-elv i Lyngdahl | |
| Undals-elv | i Lister og Mandals amt, |
| Rosselands bek og fleere smaa bekke | |
| Berge-elv | i Nedenæs amt.“ |
| Baaselands bek |
Den næste gang vi hører tale om perlefangsten og dens administration i Christianssands stift, gjælder det de militære autoriteters gjentagne klagemaal over den skammelige trafik, som perleinspektøren driver med den ham hjemlede ret til at ansætte perlefiskere, der fritages for militærtjenesten og andre byrder. Herom foreligger en indberetning fra amtmand Hammer i Stavanger, dat. 8de juli 1769. Stiftamtmand Hagerup oplyser ved samme leilighed, at istedetfor de 30 personer, som inspektøren ifølge forordn. af 1718 kan ansætte i hvert stift, disponerede han over 60 à 70 frie karle, og de hyppige og vel grundede klager har intet frugtet, „da det har hedet, at det er dend eeneste betjent, som hendes majestet har at disponere over, saa det ikke burde regnes saa nøie, at jo hende maatte overlades saa mange folk, som hendes inspecteur har syntes til perlefiskeriet at kunde behøve“. Inspektøren var imidlertid den gang afløst af en forpagter, der betalte i aarlig afgift 180 rdr., en ordning, der for dronningen var den heldigst mulige, da hun istedetfor 200 rdr.s løn til inspektøren nu havde en netto-indtægt af 180 rdr. og desuden forkjøbsret til alle betydelige perler, „saa hun har nok aarsag at soutinere sin forpagter ligesaa meget, om ikke mere end sin inspecteur; thi hendes høie interesse er meere sammenknyttet i saadan en forpagter end i en inspecteur“. Man maatte derfor fremfor alt undgaa at bringe forpagteren, der havde overtaget forpagtningen paa de vilkaar, at han skulde beholde alle en inspektørs rettigheder, til at opsige kontrakten. Ved reskript af 30te marts 1770 blev derfor §§ 4 og 5 i forordn. af 1718 kun modificerede derhen, at en perlefisker skulde tjene ligesaa længe som en national soldat (ɔ: 9 aar) og efter den tid som denne være forpligtet til at overtage alle offentlige byrder. Endnu var dog stillingen som perlefisker saa fordelagtig, at forpagteren visselig havde sin betydeligste indtægt ved at sælge denne stilling til høistbydende. – Ved reskr. af 31te december 1772 blev det bestemt, at den norske perlefangst, hvoraf kongens partikulære kasse nød indtægten, fremdeles skulde administreres af rentekammeret, under hvilket kollegium den synes at have sorteret fra den blev overtaget af forpagtere, der i tidsrummet fra 1768–1790 var følgende:
1. Johannes Wiborg i Christianssand,
| 1768–1774 | for | – | 180 | rdr. | aarlig. |
| 1775–1780 | – | – | 121 | – | – |
2. Procurator og fyrinspektør Andreas Mølback,
| 1781–1784 | for | – | 95 | rdr. | aarlig. |
3. Kjøbmand i Christianssand Peder Mørch,
| 1785–1790 | for | – | 143 | rdr. | aarlig. |
Perlefiskernes frihed for udskrivning vedblev dog stadig at være gjenstand for de militære autoriteters misnøie, og paa kronprins Frederiks forespørgsel, om den ikke helt burde afskaffes, erklærer saavel generalkrigskommissær von Wackenitz som den kommanderende general prins Carl af Hessen, at dette ubetinget er at anbefale, da de kongelige indtægter aldeles ikke staar i forhold til en saadan frihed, der berøver kongen mange af de kraftigste og smukkeste karle. Prins Carl anbefaler derhos, at perlefiskeriet for en tid ganske maa indstilles, da elvene skal være udfiskede, og heri faar han tilslutning hos amtmændene i Stavanger og Lister og Mandal. Stiftamtmand Moltke stiller i den anledning en forespørgsel til den daværende forpagter Peder Mørch, der besvares paa følgende maade:
„1. At fredning nogle aar ville befordre mere yngel af perlemuslinger, som er af følgende aarsager i meget stærkt aftagende, nemlig: Ukyndighed af forrige forpagtere og følgelig fiskerne har uden forskjel dræbt i tusindtal for at mangen gang finde en maaske umoden perle, som dog er ganske unødvendig, da den, som har mindste kundskab om dette fiskerie, strax uden at aabne muskelen seer, om den har perle eller ikke, og om den har perle, kan endnu en øvet haand aabne den med dertil fornødent instrument, uden at dræbe moderen, som derefter med de øvrige igjen sættes i vandet uden skade. Nogle overordentlige indtrufne tørre sommere og stærke frostvintere har i endel aar ligeledes gjort stor skade, da ikke meget dybe smaa elve ere om sommeren udtørret og vinteren bundfrossen, saa at muslingerne, som vel flytter fra det grundere til dybere vande, intet sted har fundet og derover døde, ligesom de der endnu i saadan tørre sommere kand søge det endnu lidet vand i saadan elv eller bæk, da er udsatte for rovfugle, især kragerne, som lettere paa grunden end dybet dræber den. Jeg vilde derfor troe, at nogen ophold i fiskeriet ei vilde skade, naar der ikke paa den anden side var at befrygte.
2. At perlemuslingerne vilde tabe den perle, de imidlertid havde frembragt til fuldkommenhed, da det af erfarenhed er bekjendt, at naar den er kommen til nogen størrelse, enten den saa er bleven blank eller brun, ei lettelig kan bevares af moderen, men ofteste tabes, da stedet, hvor den avles, indeholder det mindste rum af den hele mussel, og moderen, for at faae den rund, altid spiller med den aaben og ofte slipper den i vandet, hvor den er rent tabt og bortskylles med strømmen.
Over alt er fiskeriet for nærværende tid meget slet, og min fangst ganske ubetydelig baade i hensigt til størrelse og mængde, og som Deres høi-velbaarenhed vil blive overtydet om, naar jeg ved min forpagtnings ende underdanigst efter forpagtningsconditionerne skal udbede mig samlingen til det kongelige hof recommenderet.
Til sidst maa jeg som beviist for yngelens afgang og dette deraf dependerende slette fiskeri endnu melde, at jeg end og med omkostninger har maattet transportere muslingerne fra de dybe til de mindre elve og bække, hvor yngelen af ovenanførte aarsager var uddød, og hvoraf jeg i min forpagtning ingen frugter kan høste, da der hører alt for lang tid til, inden de genereres og voxer til den størrelse at avle perler. Perlefiskeriet vilde bedst være tjent med hvile nogle aar, dog under et nødvendig opsyn.“
Denne Peder Mørohs erklæring blev tilligemed amtmændenes og stiftamtmandens nedsendt til rentekammeret. Dette stiller da i skrivelse af 16de October 1790 forespørgsel til den nye stiftamtmand Levetzau, om der ikke i distrikterne findes kongelige betjente, der kunde overtage opsynet med elvene og var fortrolige med bedriften. De skulde nyde betaling for de modne perler og iøvrigt nøie paaagte alt, hvad som til fiskeriets vedligeholdelse og bedste var fornødent; „dog at de ei tilsiges nogen frihed for udskrivning til militaire tjeneste af de folk, de til fiskeriet maatte betjene sig af“.
Da fogderne var villige til at overtage kontrollen paa de anførte betingelser, resolverer kongen d. 5te januar 1791 efter rentekammerets forestilling af 28de december 1790, at bortforpagtningen af perlefiskeriet i Christianssands stift fra samme aars begyndelse skulde ophøre og tilsynet med fiskerierne overdrages fogderne paa de ovennævnte vilkaar.
Af et kancelli-promemoria til samtlige amtmænd af 9de august 1800 om, „at nationale soldater og lodser, men ei landværnsmænd og perlefiskere ere frie for laugret at sidde“, erfarer vi, at perlefisket paa denne tid „for det meste ikke drives“.
Elvene var udfiskede, og da ingen privilegier eller friheder længere var knyttede til fiskeriet, har det neppe lønnet sig at anvende tiden til at søge efter perler hverken paa Jæderen eller andensteds.
De her meddelte oplysninger om Norges perlefangst i det 17de og 18de aarh. er hentede fra rigsarkivets samlinger: kancelli-indlægge samt rentekammerets resolutioner og kopibøger. Disse kilder standser ved adskillelsen fra Danmark og indeholder neppe stort mere, end hvad der her er meddelt. Jeg maa kun bede undskyldt, at tiden ikke har tilladt mig at lægge det frem for læseren i en mere bearbeidet skikkelse.
Det vilde selvfølgelig have sin store interesse at forfølge perlefangstens historie lige ned til vore dage, navnlig for derigjennem at komme til kundskab om, hvilke elve der har vist sig at besidde de for muslingens trivsel nødvendige egenskaber. At fiskeriet aldrig helt er nedlagt, derom haves mange vidnesbyrd, og paa Jæderen har der ogsaa i vort aarhundrede været fisket mangen stor og smuk perle.[21] Det er imidlertid meget vanskeligt at erholde oplysninger om bedriftens udbytte gjennem en længere aarrække. Jeg har henvendt mig til flere af Christianias juvelerer, der velvillig har meddelt mig, at perler stadig falbydes af bønderne. Hr. juveler Tostrup har i ca. 55 aar indkjøbt norske perler fra de forskjelligste egne af landet til et beløb af omtrent 1000 kr. aarlig. Det mest verdifulde exemplar, der har været i hans eie, var fisket paa Jæderen og veiede henved et halvt lod; den blev solgt til udlandet for 320 kr. og skal nu efter sigende eies af „en rig tyrk i Ægypten“. Denne perle havde en ganske eiendommelig form: den lignede fuldstændig en ekenød i hams.
Ifølge hr. juveler Tostrups velvillige meddelelse er i hans tid de fleste og smukkeste perler fiskede i Sigdal, i Oselven ved Bergen, paa Jæderen, i Berbyelven ved Fredrikshald, i Hallevandet ved Laurvik og i Hurum. I nordre Throndhjems amt findes ogsaa perler, men de er smaa og lidet verdifulde.
„Utvilsomt – siger hr. Tostrup – trives perlemuslingen bedst i kalkholdige vasdrag. Man vil paa enkelte steder finde masser af smaa og forkrøblede perleskjæl, med tynde og gjennemsigtige vægge. I disse findes ikke brugbare perler, og grunden kan antagelig kun være den, at vandet mangler kalkholdighed, da jo baade skjællene og perlerne bestaar af kalk. Til saadanne elve vilde det derfor være interessant at henføre kalk eller kalkholdige stene, der burde nedlægges ved elvens øvre ende.“
„Fredning er en hovedsag for bibeholdelsen af den bestand af perleskjæl, man endnu har tilbage. Paa grund af den uindskrænkede tilladelse, eierne af elvene nu giver omstreifere til at optage endog hestelæs af muslinger, gjør, at allerede flere forhen rigt besatte elve nu saagodtsom er øde. Kunde der bidrages til at faa elve, hvori skjæl ikke findes, besatte med nogle hundrede muslinger, maatte det visselig være en sag af stor betydning for senere eiere. Omkostningen vilde maaske blive 3 à. 4 kroner. Der er utvilsomt mange, der gjerne vilde overføre perleskjæl til sine elve; men man ved ikke, hvor saadanne kan erholdes. Derfor vilde det være ønskeligt, at eiere af rige perleførende elve blev opfordrede til i aviserne at opgive deres adresse og prisen paa muslingerne.“
Jeg har ikke villet undlade at meddele disse hr. Tostrups bemærkninger, der vistnok fortjente at naa ud over dette tidsskrifts indskrænkede læsekreds. Han gjør desuden ogsaa opmærksom paa, at man endnu som i fordums tider begaar den feil at dræbe muslingen, naar man aabner den. Dette kan undgaaes, naar man med en kile af metal, ben eller haardt træ aabner skjællene saa vidt, at man med lillefingeren kan føle, om der er perle eller ikke, hvorefter muslingen atter kan sættes i vandet. Det paastaaes ogsaa, at naar man lader skjællene ligge en dags tid eller to paa land, aabner de sig af sig selv og lider intet, naar de efter dette tidsrums forløb atter sættes ud.
Den af fordums perlefiskere oftere fremførte bemærkning, at de perleførende skjæl er „tegnede med en gul streg“, er forsaavidt rigtig, som en perleførende musling ofte har en ujevn overflade, idet perlens tryk fremkalder en forhøining, der undertiden har en lysere farve end den øvrige del af skjællet. Det er imidlertid ikke altid tilfælde, og hr. juveler Tostrup viste mig en musling, hvori der havde været en perle til 100 kroners verdi; men den var ganske jevn.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Norske rigsregistranter VII, 353.
- ↑ Trykt i Danske Magazin, ældste række, tom. IV, 350–352. Den er udateret og af udgiverne antaget at være forfattet i 1646, hvilket ikke kan være rigtigt, da Jørgen Seefeldt siges at være lensmand over Agdesiden, hvad han først blev den 1ste mai 1648, og kvitterede lenet i mai 1651.
- ↑ Denne elv gjennemløber under navn af Aarholts eller Møgeneselven Annebo og den vestlige del af Stokke prestegjæld og falder ud i Gogsjø i Laurviks fogderi.
- ↑ ɔ: Moss; hermed menes fiskerierne i Mosse- eller Hobelelven, der flyder gjennem Mossedal, oldn. Morsardalr.
- ↑ Meddelelser fra rigsarkivet I, 432. Det bør ogsaa bemærkes, at der i 1666 førtes en proces mod en doctor Johan Urse og 3 hamburgske jøder, der gjorde forsøg paa hemmelig at udføre perler og ædle metaller fra Norge; men sagen blev opdaget. Det fremgaar heraf, at de norske perler var efterspurgte i Hamburg. Kancelliet: Retten. no. 146 i rigsarkivet.
- ↑ Breve til oberrentemesteren, i rigsarkivet.
- ↑ Suppliquer, indleverede til Fr. IV. paa hans norske reise 1704, i rigsarkivet.
- ↑ Personalhist. tidsskr. II, 213 f.
- ↑ Friederich maa være en erindringsfeil fra Ditlev Vibes side; thi Høyer var gift med sogneprest til Haa eller Bø prestegjæld, som det dengang alm. kaldtes, Peder Erikssøn Legangers datter Lene; den 24de september 1692 andrager han statholder Just Høeg om, at bryllupet maa staa paa Haa prestegaard uden foregaaende trolovelse og lysning, hvad der bliver ham bevilget d. 17de oktober s. a. Hans svigerfader magister Peder skal have været en mand med store gaver og lærdom. I Fayes samlinger i rigsarkivet findes en notits om, at „prins“ Christian paa sin reise i Norge skal have ladet hr. Peder paa Haa melde, at han vilde have natteherberge hos ham. „Honoratiores, som fra Stavanger var reiste den høie gjæst imøde, maatte, da prinsens følge var stort, tage natteherberge i prestegaardens „tørkehus“. Da hr. Peder sad tilbords med den høie gjæst, skal han have udbedet sig den naade, at hans søn maatte faa kaldet efter hans død, men prinsen gav blot det svar: „Du er jo ikke død endnu, Peder.“ Faye formoder, at der med „prins Christian“ menes Frederik IV, der virkelig i 1704 har besøgt hr. Peder, hvilket fortælles i Gyldenløves Dag-Register (s. 58) med den bemærkning, at han kaldes perleprovsten, „efterdi han boede nær ved en lille elv, hvor man fisker perler, og at han, som man beretter, trækker sin nytte af naboelauget ved at bære omsorg for at indquartere eendel hos sig.“ Elven var Haa- eller Nærimselven, der i lange tider var en af de bedste perle-elve paa Jæderen. – Det fortælles fremdeles om hr. Peder, at han ved ankomsten til Haa maatte ofre sin ungdomskjærlighed, da menigheden krævede, at han skulde ægte formandens datter, med hvem han ogsaa virkelig har været gift. (Hartvig Munthe: Familien Munthe s. 121). Hans svigersøn Lars Hermanssøn Schult blev udnævnt til hans efterfølger d. 6 febr. 1706, da han altsaa maa være død. (Munthe anf. st.).
- ↑ Geheimearkivets aarsberetning, VI, 266.
- ↑ Om flodperlemuslingens natur findes en afhandling i den norske fiskeriforenings tidsskr. 1888, s. 252 ff., hvortil henvises.
- ↑ Smykker eller besætninger, som blev baarne om halsen eller paa haaret.
- ↑ ɔ: at sidde lagret.
- ↑ ɔ: vardevagt; varde heder paa vestlandet almindelig vete, oldn. viti.
- ↑ Reskr. til stiftamtm. Kaas og generaltoldforv. Stub i Bergen af 27de septbr. 1732.
- ↑ Denne, der skal ligge ½ mil fra Christiania, er visselig den forbi Ljan løbende Bjørnerudelv.
- ↑ Utvilsomt Lo-elven, der løber forbi Bryn; den skal nemlig ligge ¾ mil fra Christiania.
- ↑ Undalselven.
- ↑ Stamtavle over familien Kjelland, s. 89.
- ↑ Hvad der er meddelt om Smierler etc. findes i Christianssands stifts kopibog 1733–1735, fol. 128, 140 f., 147 f., 151, 155, 161 f.
- ↑ Jfr. Kraft: Topografisk-statistisk beskrivelse af kongeriget Norge, Chr.a 1830, IV, 75 f.