Om Antikvaren L. D. Klüwer og hans Manuskripter

Ingvald Undset

Om Antikvaren L. D. Klüwer og hans Manuskripter

Historisk Tidsskrift, tredje Række, første Bind, 1890 (s. 178-185).

Under forberedelserne til det norske indskriftværk er jeg kommen til at eftersøge og gjennemgaa, hvad der findes af L. D. Klüwers utrykte manuskripter; jeg kan derfor om disse give forskjellige oplysninger, som ikke før er bekjendte, og som jeg har troet det af interesse her at sammenstille.

I anden halvdel af forrige aarhundrede levede i det Throndhjemske en officersslægt af navnet Klüwer. I 1771 døde oberstløitnant Lorentz Diderich Klüwer, der blandt andre karter ogsaa havde udgivet et over Værdalen, trykt 1767. Oberstløitnant K. havde to sønner, der blev officerer; den ældste, der bar faderens navn, døde som major i 1820 paa sin gaard Bjertnæs i Værdalen, 70 aar gl.; den anden søn, Broder Wilhelm Klüwer, boede paa Bunæs i Værdalen og døde som kaptein i 1816; han var gift med Sophie Hersleb Krog († ¹¹⁄3 1848). Disse sidstnævnte blev antikvarens forældre; han blev født den 23de december 1790 og fik navnet Lorentz Diderich efter bedstefaderen. Ved det kgl. norske landkadetkorps, hvor han uddannedes til officer, havde han bl. a. til lærer kaptein, senere oberstløitnant i den danske armé, C. H. I. Sommer. Denne, der selv var antikvar og eier af en ikke ubetydelig antikvitetssamling^[1], bibragte den unge K. „lyst til at erhverve sig kyndighed i Norges historie og dets oldsager“. Da han derfor var bleven officer, og i 1810 befalet at optage militære karter over „en del af Throndhjems stift“, fik han den skjønneste anledning til at optage og beskrive ethvert i antikvarisk henseende mærkværdigt sted, hvilken anledning han da ogsaa benyttede.

Disse hans kartografiske arbeider varede til 1814; hvad han i disse aar havde samlet af antikvariske tegninger og beskrivelser, indleverede han til det kgl. norske videnskabsselskab i Throndhjem. Paa dette selskabs bekostning gjennemreiste han saa i aarene 1815–17 den største del af Indherred^[2], begge Mørerne og Selje pgd. i Nordfjord. Af det paa alle disse reiser indsamlede materiale udarbeidede han saa sin bog: Norske Mindesmærker, hvis fortale er dateret 1ste marts 1818, og hvori han udtaler, at han „neppe kommer til at reise mere i denne hensigt“. Hans manuskript til denne bog findes nu i det throndhjemske videnskabsselskabs manuskriptsamling (som no. 194 fol.). Manuskriptet, en folio-protokol, kan sees at have været nedsendt til Kjøbenhavn til gjennemgaaelse af hans gamle lærer og velynder major Sommer; man kan se, at denne har ladet Nyerup og Thomsen gjennemse manuskriptet, og alle tre har sendt Klüwer sine bemærkninger, særlig til de meddelte indskrifter. Sommer havde derpaa ladet manuskriptet, med Nyerups og Thomsens bemærkninger, gjennemse af professor Finn Magnusen, som har meddelt sine oplysninger i et eget hefte „Notater“, med dechiffreringsforsøg til indskrifterne, forsøg, hvilke han kan sees selv at have tillagt stort værd; Klüwer har da ogsaa i den trykte udgave optaget det meste af dem i teksten. Dette Finn Magnusens hefte, in 4to, findes endnu i videnskabsselskabets manuskriptsamling i Throndhjem (hvor det dog nu feilagtigen bevares under no. 304, se nedenfor). Dette Klüwers arbeide, Norske Mindesmærker, med de nævnte danske lærdes bemærkninger, blev imidlertid først publiceret i 1823; med understøttelse af kong Karl Johan udkom det da i Kristiania som et bind in 4to, dediceret til det throndhjemske videnskabsselskabs protektor, kronprins Oskar.

Imidlertid var Klüwer bleven optagen som medlem af det svenske patriotiske eg Nordens oldtid dyrkende literære selskab „Götiska forbundet“^[3]. Under ¹¹⁄7 1821 skrev han fra Kristiania til udgiveren af forbundets organ „Iduna“ en opsats „Om fortidsmindesmærker i og ved Kristiania“; han taler deri navnlig om Oslo kirker og om Hovedøens klosterruiner og giver tegninger af den endnu dengang bevarede biskop Jons ligsten i Oslo og af levningerne af Hovedø kloster^[4]. Sine „Antikvariske observationer paa en reise fra Kristiania til Throndhjem 1821“ sendte han ligeledes til „Götiska förbundet“, uden at disse dog nogensinde er blevne trykte^[5].

I 1823 gjorde Klüwer igjen en antikvarisk reise, hvis resultater han beskrev i tre hefter; som det sees, var reisen foretaget paa det throndhjemske videnskabsselskabs bekostning^[6]. De haandskrevne tre hefter om denne reise blev derfor indleverede til selskabet, i hvis manuskriptsamling de blev optagne, i den trykte katalog over samlingen (Throndhiem, 1872) sees de ogsaa opførte under no. 304, 4to. Men der findes de nu ikke mere; hvad der nu bevares under dette no., er de nedenfor nævnte to hefter om reisen 1824, samt det allerede omtalte hefte, der indeholder Finn Magnusens bemærkninger til indskrifterne i det ovenfor omtalte manuskript fra 1818, der sammenfattede udbyttet af reiserne til og med 1817, og som i 1823 blev udgivet i trykken. Heldigvis eksisterer der dog i Bergens museum en afskrift af hine tre tabte hefter om reisen i 1823; afskriften blev, som man ser, tagen i 1838 paa foranstaltning af stiftamtmand Christie; originalen var, efter hvad denne har noteret i afskriften, af selskabet bleven ham, udlaant til uindskrænket afbenyttelse“ . At Christie har sendt originalen tilbage, kan vist ikke betvivles; den er vistnok forkommen i Throndhjem, hvor der i hine tider ved videnskabsselskabets bibliothek nok langtfra herskede den bedste orden. Det er derfor vistnok muligt, at den daværende bibliothekar, efter at have modtaget hefterne tilbage fra Bergen, har forvaret dem hjemme hos sig, maaske laant dem ud paany eller ialfald har glemt igjen at lægge dem ind paa deres plads blandt videnskabsselskabets manuskripter. At de med rigtig titel er opførte i den trykte katalog af 1872, beviser ikke, at de var tilstede ved dens affattelse; titelen er der vistnok anført efter ældre skrevne fortegnelser; da de rigtige hefter ikke var tilstede, er de to hefter fra 1824 og Finn Magnusens „Notater“, hvilke hefter maaske ikke fandtes katalogiserede i de forhaandenværende fortegnelser, blevne henlagte under dette no. Originalerne til reisen 1823 maa befrygtes nu at være tabte. Reisen i 1823 var, ser man, foretaget i det søndenfjeldske, gjennem bygderne paa begge sider af Kristianiafjorden, over Eker, Ringerike og Thoten til Hamar, Ringsaker og op i Gudbrandsdalen.

Paa egen bekostning foretog saa Klüwer ogsaa i 1824 en undersøgelsesreise, som han ligeledes beskrev i tre smaa kvarthefter. Disse hefter solgte han til det kgl. selskab for Norges vel for 106 spd., hvilket selskab dog straks overlod dem til videnskabsselskabet i Throndhjem, „for af dette at udgives sammen med reisen i 1823“^[7]. Udgivne er imidlertid disse hans reiser aldrig blevne. Senere udlaantes de sidstnævnte tre hefter (om reisen i 1824) til P. A. Brandt; men da denne i 1837 som tegner medfulgte den danske naturforskerekspedition til Brasilien, kom han til at tage dem med sig, og de var saaledes længe at betragte som tabte^[8]. Senere er imidlertid de to første af hefterne komne tilbage til selskabet i Throndhjem, naar og hvorledes kan nu ikke oplyses. Det er disse to hefter, der nu sammen med Finn Magnusens „Notater“ i manuskriptsamlingen bevares under no. 304, 4to. Før Brandt forlod Norge, havde han imidlertid i 1833 en tid laant hefterne til Bernt Moe, der af dem havde gjort et „uddrag“, hvilket endnu findes i hans samling i rigsarkivet; dette indeholder dog ikke de teksten oplysende tegninger, som derimod findes i den gjenpart af dette uddrag, som B. Moe skjænkede til videnskabsselskabet i Throndhjem; i dettes manuskriptsamling har dette B. Moes „uddrag“ nu no. 171 fol.

Af de to originale hefter og af uddraget kan man se, at „Reisen i. 1824“ mest har omhandlet monumenter i det Throndhjemske, desuden ogsaa (ved meddelelser fra andre?) nogle i Valdres og i Nordlandene, samt Oddernæsstenen ved Kristianssand; fremdeles meddeles deri en kjæmpevise og nogle sagn fra Nordland, en opsats om Finnernes lægekunst, endelig en optegnelse om antikvaren M. F. Arendts besøg i Throndhjem i 1817 og om hans og Klüwers nogle dages forenede studier i domkirken. Denne sidste optegnelse indeholder dog intet af særlig interesse.

Klüwer, der i 1823 var bleven udnævnt til major, afgik allerede ⁴⁄1 1825 ved døden i Throndhjem. Af sine senere antikvariske reiseiagttagelser kom han saaledes ikke til at udgive noget. Ved sin bog „Norske Mindesmærker“, 1823, og ved sine kun i manuskript bevarede reiseberetninger har han indlagt sig betydelige fortjenester af navnlig det nordenfjeldske Norges arkæologi; i den norske videnskabs historie vil han derfor først sent glemmes.

Foruden sin oftere nævnte bog fra 1823 har Klüwer ogsaa ladet trykke nogle digte, behandlende gamle historier og sagn; saaledes om Orm Lyrje og Lundesolen, om Tvæster troldmand og om St. Olafs kilde paa Klingen^[9]. Poetisk værd tør disse vistnok ikke gjøre fordring paa, men de er dog vidnesbyrd om hans kjærlighed til levningerne fra vor oldtid og om, at han var en ikke ubegavet mand. Et ikke uinteressant vers af ham, der vidner om hans stemninger i 1814, som imidlertid i de følgende aar maa være undergaaet betydelige ændringer, er en versificeret gravskrift over en liden søn af ham, der døde i 1814, før den 4de november. Gravstenen med det uden tvivl af ham selv forfattede vers findes endnu i Throndhjems domkirke og verset lyder:

Hil Dig min favre Søn, Du steeg
Som Nordmand ned i Jorden,
Før Norges blide Engel veeg
For evig bort fra Norden^[10].

Over Klüwers grav paa domkirkegaarden i Throndhjem

lod direktionen for den throndhjemske filialafdeling af foreningen til norske fortidsmindesmærkers bevaring i 1875 lægge en ligsten i middelalderlig stil, med ophøiet kors og indskrift i majuskler^[11].

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Denne samling blev i 1812 overdraget til det da nylig stiftede museum i Kjøbenhavn, hvor den endnu findes. Et forsøg, som i 1811 gjordes af direktionen for det kgl. selskab for Norges vel paa at erhverve den som grundlag for et antikvitetsmuseum i Kristiania, da den væsentlig indeholdt norske sager, blev uden resultat: slgn. Undset, Norske oldsager i fremmede museer, pag. 1.
2. I 1816, ²¹⁄6, aflagde han i Værdals præstegaard et besøg hos den bekjendte natur- og oldforsker Sven Nilsson, der dengang netop foretog en reise nord igjennem Norge, se Sven Nilsson: Dagboksanteckningar, 1879, pag. 141.
3. Klüwer var den eneste nordmand, der blev medlem af dette mærkelige selskab. Dets medlemmer pleiede ved optagelsen som kjendingsnavn at vælge sig et eller andet navn fra Nordens oldtid; Klüwer havde kaldt sig Orm Lyrje. Se no. 73 i listen over selskabets medlemmer, trykt i Iduna, IX, (1845).
4. Se Iduna IX (1822) pag. 382–89.
5. Meddelelser fra dette manuskript findes hos Liljegren og Brunius: Nordiske fornlemningar, 2 (1823), ad pl. XCIII og pl. XCV. Med „Götiska förbundets“ øvrige antikvariske papirer kom dette manuskript til Vitterhets-akademiens arkiv, men hverken ved mit besøg i Stockholm i 1887 eller senere har man der kunnet finde det frem.
6. Se videnskabsselskabets aarsberetning for 1824, trykt i Budstikken, 6te aarg., 1825, pag. 436 f.
7. Se Selskabet for Norges vels aarsberetning for 1824, trykt i Budstikken, 7de aarg., 1828, pag. 747 f.
8. Slgn. oplysninger af Bernt Moe, paa et blad foran i hans nedenfor nævnte manuskript i rigsarkivet, se ogsaa Halvorsens „Norsk Forfatterlexikon“, I, pag. 436.
9. Se nytaarsgaven „Snotra“, 1821, pag. 97–103; 1822 pag. 199; Hermoder III, no. 40 og IV, no. 28. Klingen ved Leksdalsvandet i Værdalen.
10. Klüwer var ²²⁄4 1813 bleven gift med Anne Birgitte Marie Krog. En anden søn af ham levede endnu for faa aar siden som forhenværende lensmand paa Leinstranden ved Throndhjem; fra denne hørte jeg i sin tid, at familien ikke mere er i besiddelse af papirer efter den afdøde antikvar.
11. Se aarsberetning 1875 pag. 5. Klüwers grav findes ved sydøstre hjørne af domkirkens søndre kors. – Om de ældre medlemmer af familien Klüwer se G. Schønings reise til Stiklestad (i 1774), trykt i Topografisk Journal for Norge, hefte 12, pag. 84 ff. Den gamle oberstløitnant L. D. Klüwers fader (se ovenfor pag. 178) Johan Wilhelm K. var 1652 født i de russisske Østersø-provindser, og med ham kom familien til Norge; han indvandrede 1670 i selskab med den senere bekjendte general Folckersahm.