Den Bergenske Biskop Arnes Bibliothek

Gustav Storm

Den Bergenske Biskop Arnes Bibliothek

Historisk Tidsskrift, anden Række, andet Bind, 1880 (s. 185-192).

Medens jeg Høsten 1873 opholdt mig i Upsala, viste Hr. Overbibliothekar Styffe mig en gammel Membran fra 13de Aarhundrede, paa hvis sidste Side var skrevet en Række Optegnelser dels paa Latin, dels paa Oldnorsk; ved Hr. Styffes Hjælp har jeg siden faaet udlaant Membranen til vort Rigsarkiv for at studere det omtalte Skriftstykke nærmere, og dette har vist sig at være en Katalog over Bøger, der ligesom Membranen selv har tilhørt en norsk Geistlig. Membranen er en Afskrift af et bekjendt kirkeretligt Arbeide fra 1ste Halvdel af 13de Aarhundrede, den saakaldte „Summa Gaufredi“ (Fortolkning over Dekretalerne), forfattet af Kardinalen Goffrido fra Trani († 1247) og trykt flere Gange, tidligst i Basel 1487. Haandskriftet er fra 2den Halvdel af 13de Aarhundrede, rimeligvis skrevet i Frankrige eller Italien; det begynder paa 1ste Blad med Ordene „Incipit summa super titulis decretalium compilata a magistro Gaufredo de Thrano domini Pape subdiacono et capellano“, og efter dette Værks Slutning med „explicit summa magistri Goffridi de Trano domini Pape subdiacono et capellani“ begynder paa sidste Blad et nyt Arbeide med Overskrift „Incipit liber de proverbiis sanctorum“, der imidlertid stanser med 2den Spalte. Paa selve Bindet er klistret et Blad, hvor de Eiermanden vedkommende Notitser staar skrevne med Skrifttræk, der ganske ligner norske Breve fra Aarene om 1310. Disse Notitser staar i 3 Afdelinger eg lyder saa:

hos libros possidet b Aquila vel Arni . eundem sive summam Gaufridí . summam Ræimundi glosatam . | veritatem theologi(cam) quam malogh appellavit . Omelias beati Gregoríí jn une volumíne | excerpta de sententiis sub forma lata . cujus tegumentum pellis vitulata discolor . | enchiridion Agustíní ad Laurentium . Fleres doctorum sub asseribus quem librum desertum vocavit . | Petrus Blecensis super vitam Job. Summa dictaminum Bernardi . Poenitentiarium quem dominus Arno episcopus Scalotensis | dedit sibi . librum domini Bonaventure super arborem ligni vite et Lotharium de miseria condicionis humane in vne volumine . | Item poenitentiarium quem emi de sorore Peters sacerdotis dicti abbatis.

Gramaticales libros . Flores gramatice metricos. Thobiam metricum glosatum . deriuaciones mínores sub coopertori | onigro . Compotum cum tabulis . Item compotum manualem in parua forma . Brutum sub coopertorío nígro | Item librum de officiis ecclesie secundum usum Romanum et in eo Zozimas et Prudencius sychomachíe . Item de modis significandi | partium orationis et in eo glosa super Donatum . Item tractatus logicales . Item opera super veterem logicam. Item fallacie logicales . Item versus de exidio Troie.

Norrỏno bỏkr . logbok forn oc logbok . truíía saga oc brutus mz . saga þiðræk a bærn . orvar oddz saga. thomas saga ens helga chantuariensis arkiepiscopi . sopdyngium oc þar a margar sagur.

Eieren af denne Bogsamling kalder sig altsaa b Aquila eller Arni. Da Arni kommer af Ørn, er Aquila en Slags Latinisering af hans virkelige Navn; men det er aabenbart, at han heri har fulgt et udenlandsk Forbillede, nemlig den bekjendte Biskop Arn i Salzburg paa Karl den stores Tid, der i Alcuins Breve afvexlende kaldes Arno og Aquila.^[1] Bogstaven b kan, uagtet den staar foran det latinske aquila, ikke være Latin, da det isaafald blot kunde være Forkortelse for beatus, hvilket Manden dog umulig i levende Live kunde kalde sig; det maa saaledes være oldnorsk, forkortet enten for broðer eller biskup. Men broðer er kun Titulatur for Klostermunke, og en Munk skulde jo ikke besidde nogen personlig Ejendom; ialfald er det utænkeligt, at han skulde holde et saa stort Bibliothek efter sin Indtrædelse i et Kloster; paa Chorsbrødre, af hvilke man i Diplomer finder flere i Besiddelse af Bogsamlinger, kan man heller ikke tænke, thi de benævnte sig selv og benævntes (ligesom Presterne) sira, ikke broðer. Det bliver altsaa nødvendigt at læse b som „biskup“, hvad der ogsaa passer bedst til dette Bibliotheks Størrelse og Indhold, og isaafald bliver det saagodtsom vist, at Bøgernes Eier er den bekjendte myndige Biskop Arne i Bergen (1304–14), om hvem man netop ved, at han ligesom Katalogens Arne stod i Forbindelse med Biskop Arne Helgessøn i Skaalholt (1303–20). Ja jeg tror endog at kunne paavise, naar Bergensbiskopen modtog den i Katalogen nævnte Bog til Gave fra sin islandske Medbroder; thi i et Brev af 22 Juni 1308 takker Arne af Bergen for den „fagre og hæderlige Sending“, som Arne af Skaalholt har sendt ham, og sender Gaver tilbage.^[2] Vi bør altsaa anse det for sikkert, at Bogfortegnelsen er optaget i et af Aarene mellem 1308 og 1314.

Biskop Arne Sigurdssøn har været en ganske mærkelig Personlighed og har selv sørget for at efterlade os Vidnesbyrd herom ved sin literære Virksomhed. Han var Chorsbroder i det bergenske Capitel allerede ved 1292, og han har været et af de mere ansete Medlemmer af Kapitlet, thi han blev dette Aar brugt til en kongelig Sendelse til Skotland,^[3] og i 1297 beskikkedes han af Paven sammen med Biskopen Narve til at undersøge Sagen mellem Erkebiskop Jørund og hans Domkapitel.^[4] Rimeligvis har han studeret udenlands og da nærmest i Paris, da man af hans Brev til hans yngre Broder (og Efterfølger) Audfinn, der c. 1308 opholdt sig „ved Studium“ i Paris, ser, at Arne havde flere Forbindelser her og endog ved Pavehoffet.^[5] Efter Biskop Narves Død blev Arne valgt til Biskop i Bergen 14 Dec. 1304, bekræftet af Erkebiskopen 14 Sept. 1305 og indviet 5 Dec. s. A.^[6]. Arne havde allerede ved sin Embedstiltrædelse og før sin Indvielse ladet indrette den mærkelige Kopibog,^[7] hvori han lod indføre alle Kapitlets ældre Brevskaber og alle Dokumenter, i hvis Udstedelse han selv deltog. Denne Kopibog, der ved Mængden af sine Aktstykker er et af de righoldigste Kildeskrifter til Norges og Nordens Historie i Middelalderen, kom i Begyndelsen af 17de Aarhundrede med Henrik Høyers Bogsamling til Kjøbenhavn og blev der heldigvis afskrevet af Arne Magnussøn, før den brændte i 1728; nu er dens vigtigste Indhold trykt i det norske Diplomatarium. Kopibogen har hidtil været det vigtigste Vidne om Biskop Arnes Person og Virksomhed; den har vist os i ham en kraftig og ivrig Kirkestyrer, der vaagede over Præsternes og Klostermændenes moralske vandel og var fuldt optaget med Domkirkens Bygning og Forskjønnelse, men ogsaa som en herskesyg Prælat, der altid vaagede over sine Rettigheder og altid var rede til ikke blot at forhindre Overgreb, men ogsaa til at gjøre Overgreb; hans Kopibog er fuld af Breve om de bergenske Tyskeres Tiende, Protester mod Erkebiskopen, naar han udnævner en Biskop i Færøerne, der ikke hørte til Bergens Kapitel, eller naar han overdrog at indkræve Palliehjælp i Bispedømmet til andre end Biskopen. Det vil da tjene til at fuldstændiggjøre dette Billede af en norsk Kirkefyrste fra omtr. 1300, naar vi betragte hans Bibliothek efter den bevarede Bogliste.

Han har selv delt sit Bibliothek i 3 Afdelinger. Af de theologiske Bøger i 1ste Afdeling er de fleste bekjendte. Af ældre Litteratur findes Pave Gregor d. stores Homilier og Kirkefaderen Augustinus’s „Haandbog“ om Tro, Haab, og Kjærlighed; af middelalderlige Theologer gjenkjender vi Bernhard af Clairvaux († 1153), Peter af Blois, Archidiacon i London († c. 1198), Dominikanergeneralen, Kardinal Bonaventura († 1274), Kardinalen Goffredo af Trani († 1247) og Dominikaneren Raimundus de Penna forti († 1275).^[8] Mindre tydelige er Titler som „den theologiske Sandhed“ eller „Lærdoms-Blomster“; den Karakteristik, som Biskoppen giver af den første Bog, „malogh“, betyder neppe andet end det latinske „disertum“ (feilagtig skrevet desertum), som han kalder den anden.^[9]

Den 2den Afdeling, som Biskoppen opfører under Rubriken „grammatiske Bøger“, skal vel betegne Bøger, der brugtes ved Studierne i det artistiske Fakultet. Man delte, som bekjendt, artes liberales i to Afdelinger: trivium (Grammatik, Rhetorik og Dialektik) og quadrivium (Astronomi, Geometri, Arithmetik og Musik). Biskop Arnes „grammatiske“ Bøger hører fornemmelig til første Afdeling Til den egentlige Grammatik maa vi regne hans „Flores Gramaticæ“ paa Vers, hans „derivationes minores“ og Afhandlingen om Taledelene med Noter til Donat. Til Rhetoriken regner jeg Digtet om Trojas Undergang (rimeligvis en af de i Middelalderen saa udbredte Bearbeidelser af den saakaldte Daris Phrygius); desuden Brutus, der rimeligvis ikke er Ciceros Brutus, thi den var ikke kjendt i Middelalderen, men et Digt om den ældste britiske Konge Brutus, Sønnesønssøn af Æneas (Bearbeidelser efter Geoffroi af Monmouth) samt den romerske Digter Prudentius’s store kristelige Digt „Psychomachia“, kanske ogsaa Bogen .om den romerske Kirketjeneste. Til Dialektiken hører de „logiske Afhandlinger“, Værket om „den gamle Logik“ og de „logiske Feilslutninger“. Til Astronomi – det 1ste Trin af Quadrivium – henfører jeg de to „computi“, der vel maa være Kalendarier med Anvisning til at benytte saadanne. Om „Zozimas“ og „Thobias“ ved jeg ingen Oplysninger at give; Zozimas kan nemlig ikke godt være nogen af de bekjendte Mænd af Navnet Zozimus, hverken den græske Historiker Zozimos, der aldrig vides at være oversat paa Latin, eller Pave Zozimos († 418), af hvem man kun har 2 Breve, eller Alchymisten Zozimos (5te Aarhundrede), thi hans Værker har heller ikke været oversatte paa Latin.

I Biskop Arnes norrøne Bibliothek har flere Hovedarter af den norrøne Litteratur været repræsenteret. Af Lovbøger har han eiet den gjeldende Lovbog (Landsloven), samt den „gamle Lovbog“ d. e. den ældre Gulathingslov. Af islandsk Litteratur nævnes kun et Værk, Orvarodds-Saga, der skildrer en national Sagnhelt; Sagaen om Troja og Brutus (ɔ: Trojanernes Udvandring til Britannien), Thidrik af Berns Saga og Sagaen om Thomas Besket er alle Oversættelser, dels fra Latin, dels fra Tysk. De efter denne sidste Bog følgende Ord „sopdyngium oc þar a margar sagur“ betegner vel, at disse Bøger laa sammen uden Orden med andre norrøne Bøger af historisk Indhold, som Biskopen ikke har fundet det Umagen værd at nævne særskilt.

Om dette temmelig store Bibliotheks senere Skjæbne er det endnu muligt at bringe nogle Oplysninger, thi Dele deraf existerer fremdeles. Nedenunder Boglisten i „Summa Gaufridi“ staar skrevet „Nicolaus díuína míseracione archiepiscopus“ og „salutem in domino“ med en øvet Skriverhaand fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede; den, der har skrevet dette, er rimeligvis den Kopist, der skulde indføre i Kopibogen et Brev fra Erkebiskop Nicolaus i Nidaros († 1386). Dengang har altsaa Membranen aabenbart været i Norge og rimeligvis tilhørt Bergens Kapitel. Til Upsala Universitetsbibliothek er den, efter hvad Hr. Styffe har oplyst mig om, kommen fra Brigittinerne i Vadstena; det rimeligste er da at antage, at Brigittinerne i Munkeliv har sendt den til sine Brødre i Vadstena, og jeg anser det for sikkert, at Oversendelsen er skeet i Munkeliv-Brigittinernes Velmagtstid før Klostrets Brand (1425–55), thi inde i Bogen fandtes indlagt en Lap Papir, hvorpaa stod skrevet med Haand fra Midten af 15de Aarhundrede: hustru Sigrid byfogatins i swderköping ær i stolenom bak ydhart høgsæte^[10] et affectat vos loqui“; da denne Lap lagdes ind i Bogen, har saaledes denne været i Vadstena. Dette er os vigtigt som Vidnesbyrd om den Vei, ad hvilken i det 15de Aarhundrede norske Bøger vandrede til Sverige, idet vi nu maa se Brigittinerne i Bergen som Mellemledet. Det er altsaa paa Forhaand rimeligt, at flere af Biskop Arnes Bøger er vandrede sammesteds hen, og jeg tror at kunne gjøre det meget sandsynligt, at ialfald hans Thidreks-saga findes i Sverige. Den bekjendte Membran af Thedrikssage i Stockholms Bibliothek (No. 4 qv.), der er skrevet i Norge i den senere Del af 13de Aarhundrede, har paa Bindet en Paaskrift fra Begyndelsen af 14de Aarhundrede: Þidreks sagha a Bernn.^[11] Denne Titel er urigtig, thi i Sagaen selv kaldes Helten overalt Þidrekr af Bern; men den samme urigtige Titel gjenfindes i Biskop Arnes Katalog, hvor det da er naturligt at antage, at den er ligefrem afskrevet efter den bevarede Membrans Titel. Denne Codex kom, som man ved, før 1449 til Sverige, og det ligger da nær at antage, at den ligesom „Summa Gaufredi“ er kommet i de bergenske Brigittineres Besiddelse og fra dem sendt til Vadstena. Dette kunde være en Antydning af, at andre oldnorske Bøger, som i Midten af 15de Aarhundrede optræder i Sverige, er kommet samme Vei, saaledes Olav den helliges Saga (Stockh. Bibl. No. 4 fol.) og den tabte Karlamagnus-Saga, der blev oversatte paa Svensk i Midten af 15de Aarhundrede; selv disse kunde have været blandt de „mange Sagaer“, som laa sammen i Dynger i Biskop Arnes Bibliothek. Ogsaa den „Troja Saga og Brutus“, som Arne ejede, kunde muligens være kommen til Sverige, thi i Johan Bures Bibliothek fandtes i 1651 en „Trojumanna Saga“ og „Breta sogur“.^[12] Derimod er troligvis andre af Biskop Arnes oldnorske Bøger bevarede paa anden Maade, forsaavidt det er tilladt at formode, at de nu bevarede Exemplarer har tilhørt ham. Den Orvaroddz-saga, som i Fortalen til Udgaven i Fornaldarsögur kaldes 76 b 4to, har Arne Magnusson faaet i Norge af den bergenske Præst Otte Ottesen, og dens forrige Ejermand var den bekjendte Præst Geert Milzow († 1688) paa Voss; den synes saaledes at stamme fra Bergen. Usikrere er dette om det Haandskrift af Thomas Beckets Saga, som kom til Stockholm fra Island;^[13] men som Unger gjør opmærksom paa, har dette Haandskrift endnu i 14de Aarhundrede været i Norge, og ialfald dets Alder taler ikke imod, at det har været Biskop Arnes Eiendom, thi det er skrevet i Norge i 2den Halvdel af 13de Aarhundrede. Omtrent det samme gjælder „Codex Ranzovianus“ af den ældre Gulathingslov (den eneste bevarede Haandskrift af denne); den er skrevet i Norge omtrent i Midten af 13de Aarhundrede og synes efter en Paaskrift af 1555 endnu at have været her, uden at man kan bestemme Stedet.

Denne Bogliste har saaledes Betydning i forskjellige Henseender; dels tjener den til at belyse en norsk Kirkefyrstes Studier og literære Interesser, dels bringer den Bidrag til at forklare, hvorledes den norrøne Litteraturs Levninger første Gang kom udenfor sit ældre Omraade og virkede befrugtende paa den svenske Litteratur.

Gustav Storm.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

1. Monumenta Alcuiniana.
2. Dipl. Norv. II 91.
3. Munch f 198.
4. Dipl. VI 64.
5. Dipl. X 10.
6. Dipl. VII 31.
7. Dipl. X 6.
8. Hans „Summa Remundi“ ejedes ogsaa af Oslo-Kanniken Gerlak († 1304), se Dipl. II 75.
9. Nogen Forfatter Lotharius kjender jeg ikke.
10. Orthografien i disse svenske Ord tør jeg ikke ganske garantere, da jeg har mistet min Copi deraf.
11. Se Ungers Fortale S. XIII.
12. Hyltén-Cavallius’ Indledning til Didrikssagan p. 6.
13. Nu trykt i Ungers „Thomas saga erkibyskups“ S. 1–282.