Wikikilden

Det norske Folks Historie/1/40

< Det norske Folks Historie | 1

Næstefter Rolf Krake er der ingen af Skjoldunge-Kongerne, om hvilken Sagnet har spredet en større Glands, end Frode Frøkne, og hvad der fortælles om ham, er mere virkelig Historie og mindre sagnmæssigt, end hvad der berettes om Rolf Krake. Saxo og de danske Kongerækker, der følge ham, gjøre idetmindste to forskjellige Froder af ham, og henføre ellers flere af de til hans Sagnkreds henhørende Begivenheder til aldeles forskjellige Aarhundreder[1]. De fleste Beretninger ere enige om at gjøre ham til en Søn af Fridleif Frodesøn, hvem Sagnet tillægger en Mængde fabelagtige Bedrifter i Norge[2]. Det heder, at Fridleif sendte Mænd til den norske Konge Aamunde, for at fri til hans Datter, den skjønne Freygerd; at en af Gesandterne, Frøke, druknede i et Sund, og at Aamunde lod de øvrige drage tilbage med Afslag, mod Freygerds Vilje, der gjerne ønskede at egte en saa anseet Fyrste som Fridleif. Fridleif bekrigede Aamunde, fældte ham i et stort Slag i Frøkesund[3], og egtede Freygerd, med hvilken han havde Sønnen Frode; med en anden Kvinde havde han Sønnen Olaf eller Aale, der siden ogsaa fik Tilnavnet den Frøkne. Frode var, fortælles der, allerede fra Fødselen af saa elsket af Alle, at han neppe engang fik Lov til at gaa paa Jorden, men blev baaren paa Folkenes Arme, saa at han med Rette kunde kaldes Alles Fostersøn. Faderen døde i hans 12te Aar, og de undertvungne saxiske Konger, Sverting og Haanef, vilde benytte sig af hans Barndom til at afkaste Aaget, men han overvandt dem i et Slag og

giver ham Tilnavnet Bjerggram, og antyder endelig at Norges Kongeslægter nedstamme fra ham (p. 329), hvorved han, som ovenanført, gjør ham til eet med Halfdan Gamle. paalagde Saxerne en Kopskat. Derved sattes han istand til at vise en overordentlig Gavmildhed, hvorved han indlagde sig en Berømmelse, der overgik hans Forfædres[4]. Den svenske Ynglingekonge Egil kom til ham, fordreven af sin Træl Tunne, og bad ham om Hjelp; han lovede til Gjengjeld at ville betale Skat af Svithjod Frode sendte ham Folk og Kæmper, ved hvis Hjelp han fældte Tunne; dog betalte Egil ikke formelig Skat, kun Gaver. Egil blev dræbt af en vild Tyr, og hans Søn Ottar vægrede sig aldeles ved at betale Skat. Frode, der var en stor Hærmand, drog derfor med en Hær til Svithjod og herjede. Sommeren efter gjorde Frode et Tog i Østerveg; heraf benyttede Ottar sig til at gjøre et Herjetog til Danmark. Han vovede ikke at lande paa Sjæland, men sejlede til Jylland og herjede paa Vendsyssel Men Frodes Jarler, Vøtt og Faste, hvilke han havde sat til at styre Landet i hans Fraværelse, samlede en Hær, sejlede til Liimfjorden, overfaldt Ottar og dræbte ham med Størstedelen af hans Folk. Danerne slængte hans Lig paa en Høj til et Bytte for Rovdyr; de gjorde en Krage af Træ og sendte den til Svithjod med den Hilsen, at deres Konge ej var mere værd; derfor blev han kaldet Vendilkraake[5].

Frodes Navn er især blevet forherliget ved den Forbindelse, i hvilken han stedse nævnes med Nordmanden Starkad, den nordiske Mythekredses Herakles. I denne Helts Historie blander der sig saameget der er aabenbart mythisk, og saameget der seer ud som historisk Sandhed, at man bliver tvivlraadig, om man skal ansee ham for en virkelig historisk Personlighed eller kun som en digterisk Levendegjørelse af den nordiske Kæmpe-Aand med alle dens Dyder og Lyder. Navnet selv, der aabenbart er udledet af den samme Rod som Ordet „sterk“, bliver her noget mistænkeligt; det synes allerede i og for sig at betegne ham som Kæmpestyrkens Repræsentant[6]. Da man imidlertid havde ældgamle Kvad, der udtrykkeligt tillægges Starkad, og om hvis Authenti der ej synes at have været nogen Tvivl[7]; da han endog forekommer som en af Hovedpersonerne i Braavalla-Slaget, følgelig i en forholdsviis sildig Tidsalder, og da Navnet selv ikke hører til de ualmindelige i Norge og paa Island, synes man dog at maatte antage, at der bar været en virkelig historisk Starkad, hvis Bedrifter enten ere blevne fabelagtigt udsmykkede, eller hvem man har gjort til eet med en mythisk Starkad. Dette bliver saameget sandsynligere, som vore Oldsagn selv omtale tvende Starkader, en ældre, der ligefrem kaldes en Jotun med 8 Arme, altsaa en Fabelhelt, og en yngre Starkad, der udgives for at være hans Sønnesøn, medens de dog andensteds forvexle dem, eller nævne dem begge som een Person[8]. Storvirk blev, fortælles der, Landværnsmand


andre af Starkads Digte, ligesom Brudstykker deraf meddeles i Gautreks Saga; endelig paaberaabes Starkad som digterisk Autoritet i det rhetoriske Tillæg til Skálda (S. 311). Tilværelsen af Starkad-Digte kan saaledes ikke betvivles. hos Kong Harald paa Agder, og fik af ham Tromø, hvor han bosatte sig. Storvirk indebrændtes af sine Svogere, der vilde hevne Systerens Ran; men Starkad undkom, og blev opfød hos Kong Harald tilligemed dennes Søn Vikar. Der fortælles endvidere, hvorledes Harald blev dræbt af Herthjof, Kongen paa Hørdeland, der underkastede sig hans Rige og tog Starkad og Vikar med sig til sit Hjem; hvorledes det lykkedes dem at tage Hevn over Herthjof, hvorledes Vikar blev en mægtig Konge, hvorledes Odin skjenkede Starkad gode Gaver, blandt andet et Liv i tre Menneskealdere, medens Thor fordømte ham til at udføre en Nidingsdaad i hver, og hvorledes hans første Nidingsdaad var at dræbe sin Fostbroder Vikar[9]. Hans øvrige Bedrifter opregnes af Saxo. Han lader ham – vistnok efter de gamle Kvad – udføre Heltegjerninger i Rusland, Bjarmeland og Sverige. Blandt andet skal han have opholdt sig i sov Aar hos Ynglingekongerne Aalrek og Erik, hvor han forhaanedes af Hirdmændene, og endelig, ked saavel heraf som af de uhyggelige, blødagtige Offerceremonier i Uppsala, drog ud paa nye Æventyr[10]. Han gav sig i Tjeneste hos Søkongen Hake[11], og hjalp ham siden at overvinde den karrige og nidske, men ellers til alslags Gøglespil og Strengeleg hengivne Uppsala-Konge Hugleik, en Sønnesøn af Aalrek, der paa en Ridefart var kommen i en Strid med sin Broder, som endtes med, at de sloge hinanden indbyrdes ihjel med deres Bidsler[12]. Starkad udførte fremdeles mange Heltegjerninger i Østerleden mod Kurer, Sember, Semgaller, og led endelig Skibbrud paa Danmarks Kyst, hvor Kong Frode, af Ærbødighed for hans store Navn, indbød ham til sig, sluttede Fostbroderskab med ham, og betroede ham Skibe og Folk, deels for at værne Landet mod Sørøveres Angreb, deels for selv at drage paa Søtog.

(Gautr. S. Cap. 7). Det er saaledes tydeligt, at en Sammenblanding af flere, deels mythiske, deels historiske Sagn her har fundet Sted, og at der, naar det mythiske saavidt muligt borttages, dog bliver noget historisk tilbage, eller at der i Slutningen af det 7de og Begyndelsen af det 8de Aarhundrede virkelig har været en mærkelig, og med digterisk Evne i høj Grad begavet Helt ved Navn Starkad, der spillede en vigtig Rolle ved de nordiske Hoffer. Forresten ere neppe alle eller endog de fleste af de Vers, der i Gautreks Saga lægges Starkad i Munden, egte. Engang, da Starkad var borte paa et saadant, forsøgte Saxerne paany at afkaste det danske Overherredømme, og sendte Mænd til Frode, der udæskede ham til Tvekamp. Men medens Frode betænkte sig paa, hvad Svar han skulde give, kom Starkad pludselig tilbage fra sit Tog, og paastod at det var upassende for en Konge at give sig i Tvekamp med andre end sine Lige; derimod tilbød han sig selv i hans Sted. Saxerne overtalte ved Løfter om store Belønninger en af deres Kæmper, ved Navn Hama, til at møde Starkad; det saa i Førstningen ud til, at Hama skulde blive den sejrende, men omsider fældte Starkad ham, og Danernes Herredømme over Saxerne blev strengere end nogensinde. Deres Konge Haanef søgte at løsrive sig, men Frode satte over Elben, slog og fældte ham ved det efter ham opkaldte Hanofra (Hanover). Nu søgte Sverting, den anden Saxerkonge, at hjelpe sig ved List. Hyklende Venskab for ham, indbød han ham til sig til et Gilde, og lod under dette Huset, hvori de sad, antænde. Frode mærkede Forræderiet, og gjennemborede Sverting, førend han kunde undkomme, dog blev ogsaa Frode selv dræbt af Svertings Sønner, eller, som de kaldtes, Svertlingerne[13].

Frodes Søn Ingjald eller Ingild havde været opfostret af Starkad, hvorfor han og sædvanligviis kaldes Starkadarfostre. Men han slægtede desuagtet ikke sin Fader paa, og forfaldt til Vellevnet og Blødagtighed, saa at Starkad i Harme forlod ham og drog til Kong Halfdan i Sverige. Det gik saavidt med Ingjalds Forglemmelse af hvad han skyldte sin Hæder, at han endog sluttede Venskab med Svertlingerne, og egtede deres Syster. Da Uvæsenet havde naaet en saadan Højde, at endog en Mand af den laveste Herkomst vovede at indlade sig i en Kjærlighedshistorie med Ingjalds Syster Helga, kunde Starkad ej længer holde sig, men skyndte sig tilbage fra Sverige, for at bringe Sagerne paa Fode igjen. Hvorledes Starkad forhaanede hendes Bejler, irettesatte hende selv, bestod en Kamp for hendes Skyld med Kæmpen Angantyr og hans ni Brødre, og omsider, efter en Straffetale for Ingjald, fik denne til at gaa i sig selv og blive et andet Menneske, fortælles udførligt af Saxo[14]. Starkad hørte ikke op med sine Bebrejdelser, førend Ingjald under selve Drikkelaget drog Sverdet, og nedsablede alle Svertlingerne ved sit eget Bord. Derpaa drog Starkad bort.

Frode Frøkne ligger allerede den sikkrere Historie meget nærmere end Rolf Krake. Den paalidelige Landnáma lader Helge magre, en af Islands fornemste Nybyggere, nedstamme i lige Linje fra ham. Helge, heder det, var en Søn af Eyvind Austmand, hvis Fader, Bjørn fra Aa i Gautland, var gift med Lif, en Datter af Ingjald, Kong Frodes Søn af Danmark[15]. Starkad den gamle, tilføjes der, var begges Skald. I den islandske Laxdølasaga anføres ogsaa et Slægtregister fra Frode, nemlig Hærkongen Olaf Hvites. Han var, heder det, Søn af Ingjald, Søn af Frode Frøkne, hvilken Svertlingerne dræbte[16]. Dette sidste Slægtregister er nu vistnok urigtigt, da Landnáma og bedre Kilder, fornemmelig Olaf hvites egen Ætling Are Frode, udlede hans Æt fra Ynglingestammen; desuagtet er det af Vigtighed, fordi det viser hvorledes ogsaa vore Sagn meldte om Frode Frøknes Forhold til Svertlingerne. Det første Slægtregisters Rigtighed i det Hele taget have vi derimod ingen egentlig Grund til at betvivle, thi den Omstændighed, at Langfedgatal, eller den i vore Sagaer sædvanligviis opstillede Række af Skjoldungekonger, fører ham højere op i Tiden, beviser, som vi allerede ovenfor ved Rolf Krake have seet, aldeles intet, da denne Række er vilkaarligt sammensat af forskjellige indbyrdes usammenhængende Grupper, og desuden hverken stemmer med Saxos, med Sven Aagesøns, eller med Esrom-Annalernes[17]. Snarere er der, naar Starkad skal ansees som en historisk Person, størst Sandsynlighed for de Genealogiers Rigtighed der bringe Frode Frøkne saa nær Braavallaslagets Tid som muligt, thi i dette Slag deeltog Starkad uimodsigeligt. Ifølge Landnáma døde Bjørn, Helge Magres Farfader, efterat Island var opdaget, men, som det synes, i en høj Alder, da hans Sønnesøn Helge ligeledes var en af de tidligste Landnamsmænd. Henføres Bjørns Død til henved 875, kan hans Hustru Lif antages fød omtrent ved 800, og hendes Fader Rolf maa følgelig være fød i det 8de Aarhundrede[18]. Her kommer nu vistnok Ingjald noget vel langt ned i Tiden, saa at man enten maa tænke sig et Par Led bortfaldne eller Angivelsen af Bjørns Dødstid urigtig; men da man vel heller ikke tør antage flere end i det højeste to Led at være oversprungne, kan man neppe faa Frode højere op i Tiden end henved 700. Dette er i og for sig ikke saa usandsynligt. Vel nævner Sagnet paa den Tid Harald Hildetand som den egentlige Overkonge i Danmark, men det omtaler ogsaa flere Underkonger under ham.

Aale hin Frøkne, der i Oldskrifterne er uadskillelig fra Starkad, fordi Mordet paa ham var Starkads tredie Nidingsdaad, er omgiven af megen Dunkelhed. Ifølge Ynglingasaga var han en Søn af Fridleif, og saaledes Frode Frøknes Broder; han underlagde sig, heder det, Svithjod, og herskede i Uppsala 25 Aar, indtil Starkad dræbte ham[19]. Saxo fortæller mangt og meget om ham, men gjør ham deels, under Navnet Olaf, til Fridleifs Søn, deels, som Aale, til en Søn af Harald Hildetands Syster og en norsk Høvding, ved Navn Sigurd. Aale udmærkede sig, heder det, ved alle Sjæls– og Legems-Gaver; især havde han et saa skarpt Blik, at Ingen kunde udholde at see ham lige i Øjnene. Femten Aar gammel, fældte han tvende Røvere paa Eidskogen, nemlig Gunne Herse fra Thelemarken og hans Søn Grim. Paa den Tid var der to Berserker, Brødrene Hjall og Skate, hvis Overmod og Voldsomhed gik saa vidt, at de røvede de fornemste Mænds Døttre og toge dem til Friller. Saaledes meldte de ogsaa Olaf, Kongen i Vermeland, at hvis han vilde beholde sin Datter Aasa, maatte han selv eller en anden bestaa en Kamp med dem. Da Aale hørte dette, ilede han til Olafs Gaard, tilbød sig selv at bestaa Kampen og møde Berserkerne, der tillige understøttedes af ti Trælle, paa en Holm i en Sø, og kæmpede med dem paa een Gang, alene paa det Vilkaar, at Ingen skulde angribe ham bagfra. Han fældte dem alle tolv med sit gode Sverd Løgder, og vandt derved Aasas Haand. Begge Brødrene bleve lagte i en Høj, som sidenefter fik Navn efter dem. Sidenefter befriede han sit Fædrenerige fra nogle Voldsmænds Angreb, blev af sin Fader udnævnt til Søkonge, overvandt en Mængde Søkonger, blev kjendt med Starkad og sluttede Venskab med ham. Han besøgte derpaa sin Morbroder Harald, men sluttede sig siden til Sigurd Ring, deeltog i Braavallaslaget og blev Underkonge i Skaane. Hertil føjede han, heder det, senere Sjæland, men herskede saa grusomt, at tolv Høvdinger sammensvore sig mod ham for at rydde ham afvejen. De bestak Starkad med 120 Pund Guld til at angribe ham i Badet. Starkad, over hvem den Forbandelse hvilede, at han skulde begaa trende Nidingsverker[20], dræbte virkelig sin Ven og Herre, men havde heller ikke siden den Tid en rolig Time, indtil han paa sin egen Opfordring blev dræbt af den unge Had, hvis Fader var falden for hans Haand.

Da der, efter hvad ovenfor er viist, intet i Tidsregningen er til Hinder for at antage Aale Frøkne samtidig baade med Frode Frøkne og Braavallaslaget, ja dette endog synes at være det ene rigtige, behøver man heller ikke med Saxo at antage Aale Frøkne, om hvis Herkomst han forresten synes uvidende, for Søn af nogen anden end Fridleif, saaledes som Ynglingasaga fortæller. Imidlertid veed Saxo selv, som vi ovenfor have seet, omstændeligt at fortælle øm Fridleifs anden, i Norge føde og opdragne Søn Olaf, om hvem han endog beretter, at hans Fader adspurgte de trende Norner[21] om hans tilkommende Skjebne, og at den første af disse skjenkede ham Skjønhed og Yndest, den anden Gavmildhed men den tredie, der var ondskabsfuld, Karrighed. Da Navnene Olaf, Aalaf, Ole og Aale oftere forvexles, er det næsten paatageligt, at denne Olaf hos Saxo er Ynglingasagas Aale Frøkne[22]. Endog hine Spaadomme, som Saxo anfører, gjøre det nødvendigt at antage, at der om Olaf maa have været vidtløftige Sagn, hvori Spaadommene gik i Opfyldelse, men hvilke Saxo dog enten ikke har kjendt, eller ogsaa under Fortællingens Løb glemt at meddele. At Hundluljods „Aale, der fordum var fremst i Styrke“, (se ovenfor S. 198) ligeledes er Aale Frøkne, kan neppe betvivles.

Det er derfor at antage, at Sagnene om Frode Frøkne og Aale Frøkne virkelig høre sammen, at de indeholde Begivenheden forefaldne i den sildigere Periode af Skjoldungetiden, og paa mange Maader gribende ind saavel i Svithjods som Norges Historie. Og navnligen synes det sydlige eller gotiske Norge at have været Skuepladsen for Aale Frøknes Bedrifter. Disse synes ogsaa at maatte sættes endeel Aar senere end Frodes, der med størst Rimelighed henføres til Harald Hildetands tidligere Periode, hvilken overhoved er meget dunkel og tildeels endog ubekjendt[23].

  1. ↑ Saxo, og de fleste danske Kongerækker, skjelne mellem Frode frøkne, Hugleiks Søn, og Frode femilde, Fridleifs Søn; det er denne sidste, der egentlig skulde have Tilnavnet den frøkne. Ryklosters Annaler kalde begge Froder den frøkne, og vore Slægtrækker ere enige i at tillægge Frode Fridleifssøn, Ingjalds Fader, dette Tilnavn.
  2. ↑ Hans Kamp om Riget med Hjarne, den til Konge ophøjede Digter, og med 12 stridbare Brødre i Norge, bærer altfor stærkt Præg af Æventyr, til her at behøve at gjentages. Se Saxo, 6te Bog S. 259–261. Saxo lader den fabelagtige Aan Bogsveiger komme i Berørelse med Fridleif, dette stempler end mere Sagnet om ham som opdigtet.
  3. ↑ Dette Sund maa ganske vist være Frekøsund paa Nordmøre, tæt ved Fredø, paa Sydsiden; og hertil sigtes vel ogsaa med det Sund, hvori Frøke druknede. Det er altsaa paa Nordmøre at denne Aamunde – han være nu opdigtet eller ej – ifølge det oprindelige Sagn maa have været Konge, og Sagnet er sandsynligviis fra først af nordmørsk; men da alle slige Sagn, der udlede geografiske Navne af Personers Navn, ere højst mistænkelige, de fleste endog reent ud opdigtede, skulde man næsten formode, at Saxo her har benyttet en af de senere Æventyrdigtninger fra 12te Aarhundrede.
  4. ↑ Saxo, 6te B. S. 273. Saxo fortæller om den ældre, hos ham egentlige, Frode Frøkne, at han skal have overvundet den norske Konge Freygeir i en Tvekamp paa en Ø, der fik Navn efter Frode (Frodung eller Frogn i Tyrifjorden), men dette geogr. Sagn er vistnok ogsaa kun et Æventyr.
  5. ↑ Snorre Yngl. Saga Cap. 31.
  6. ↑ Starkaðr eller Störkuðr kan blot betyde „den sterkt virkende“. Navnet er senere urigtigt fordrejet til „Sterkodder“.
  7. ↑ Der er endog et eget Versemaal, der efter Starkad kaldes Starkaðarlag. Saxo paaberaaber sig hans Kvad om Braavallaslaget, og melder udtrykkeligt, at han efter dette Kvad leverer Fortegnelsen over de i Slaget deeltagende Helte (8 B. S. 376). Man gjenkjender ogsaa tydeligt i denne Fortegnelse Riimbogstaverne, i den Grad at man tildeels kan restaurere mange af Versene. Den samme Kilde, men uafhængigt af Saxo, sees at være fulgt i den Fortegnelse over Krigerne, som leveres i det saakaldte Sögubrot (Fornald. Sögur Norðrl. I. S. 378 flgg.). Saxo meddeler hist og her flere latinske Omskrivninger afandre af Starkads Digte, ligesom Brudstykker deraf meddeles i Gautreks Saga; endelig paaberaabes Starkad som digterisk Autoritet i det rhetoriske Tillæg til Skálda (S. 311). Tilværelsen af Starkad-Digte kan saaledes ikke betvivles.
  8. ↑ Fortællingen om den ældre Starkad lyder i Korthed saaledes: Starkad var en hundviis Jøtun, der levede ved Alufos og kaldes Aludreng. Han havde 8 Arme, og kunde stride med 4 Sverd paa een Gang. Hans Fæstemø var Agn Alfesprenge fra Jøtunheim; men eengang, da Starkad var dragen nord over Elivaagerne, kom den jettesterke Hergrim Halvtrold, Berg-Risen Arngrims Søn, og røvede hende. Starkad bød Hergrim Valget mellem at give hende tilbage eller Holmgang. Hergrim valgte Holmgangen; de kæmpede ved den øverste Fos paa Eidet, og Hergrim faldt. Agn, som imidlertid havde faaet Hergrim kjær og født ham en Søn, Grim, vilde ikke overleve ham, men gjennemborede sig med et Sverd. Starkad tog alt Hergrims Gods tilligemed hans Søn Grim. Siden røvede han Alfhild, Kong Alfs Datter fra Alfheim, og havde med hende Datteren Bauggerd. Kong Alf anraabte Thor om Bistand for at faa Datteren tilbage. Thor dræbte Starkad, og gav Alfhild tilbage til hendes Fader. Strax efter Tilbagekomsten fødte hun Sønnen Storvirk. Grim, der havde ledsaget hende, blev siden gift med Bauggerd; deres Søn var Arngrim Berserk paa Holm, der i sit Egteskab med Eyfura blev Fader til de navnkundige Kæmper Angantyr og hans 11 Brødre, omtalte baade hos Saxo, i Hyndluljod (22, 23), i Ørvarodds Saga og i Hervararsaga. Storvirk røvede Unn, Datter af Freke Jarl paa Haalogaland, og havde med hende Sønnen Starkad, den egentlige Sagnhelt. (Se Herv. Saga Cap. 1, Gautr. Saga Cap. 3). – Her ere ældgamle helgelandske Sagn paa en besynderlig Maade blandede med Sagn fra det sydlige Norge. Hvad der fortælles om Halvtrolde, Jøtunheim o. s. v., stempler Sagnet aabenbart som helgelandsk – Navnet Haalogaland selv ikke at omtale –; derimod kan det ikke negtes, at allerede Alf minder om det sydlige Norge, og at isærdeleshed Alefos (Ölufossar) og Eid endog nærmere antyde en Lokalitet i Grenland nær ved Thelemarken; idetmindste findes her baade „Ulefos“ og „Eid“ tæt ved hinanden, og ved en Elv med flere Fossefald. Men dette er ikke alt. Saxo kjender kun een Starkad, og lader ham være fød i Jøtunheim (ea regione, quæ Sveciam ab oriente complectitur, quamque nunc Estonum aliarumque gentium numerosa barbaries latis sedibus tenet) med sex Arme, af hvilke Thor rykkede de fire bort. Og i et Vers, der i Gautreks Saga lægges Starkad den yngre selv i Munden, heder det, at Folk kaldte ham en gjenfød Jøtun, og troede paa ham at see Jettemærket efter de 8 Arme, som Thor nordenfor Fjeldet rykkede fra Hergrims BanemandMalløkke oppdaget: Side:Det norske Folks Historie 1-1-1.djvu/285
  9. ↑ Gautreks S. C. 7, Saxo 6te B. S. 276. Om Vikar og hans Æt vil der i det Følgende blive udførligen handlet, se nedenfor § 11.
  10. ↑ Saxo, S. 278, jvfr. Yngl. S. Cap. 23. Saxo kalder disse Ynglingekonger „filii Fro“; de kaldes ogsaa i Thjodolfs Vers „Freys afspringi“.
  11. ↑ Denne Hake, der tilligemed Hugleik tilhører en egen Sagnkreds for sig selv, nemlig den om Hagbard og Signy, kalder Saxo urigtigt Daniæ tyrannus, ligesom han endnu urigtigere henfører Hugleik til Dublin paa Irland (S. 279). Sagnet om Hake, Hugleik, og Hakes Død, fortælles uforvansket i Yngl. S. Cap. 25 og 27. Vi komme nedenfor (i § 13) til at berøre det nærmere.
  12. ↑ Yngl. S. Cap. 23.
  13. ↑ Esromkrøn. Langeb. Script. I. 227. Laxd. S. Cap. 1.
  14. ↑ Saxo, S. 284 flgg. Hyppige Vers af Starkad anføres; men den hele Beretning er dog saa sagnmæssig, at den mere tilhører Mythologien end Historien. Den er meddeelt i min „Nordmændenes Gudelære i Hedenold“ S. 137–140.
  15. ↑ Landn. 3, 12.
  16. ↑ Laxd. Cap. 1.
  17. ↑ Langfedgatal og med det Yngl. S. sætte Frode Frøkne, som Farbroder til Roar og Helge Yngl. S. Cap. 29 omtaler endog Aale Frøkne som Frodes Broder, og nævner, hvorledes Starkad dræbte ham, uagtet baade Saxo og Søgubrot, aabenbart efter Starkads egne Kvad, lade Aale deeltage i Braavallaslaget, og følgelig – hos Saxo udtrykkeligt – først senere blive dræbt. Ved at sætte Rørek Hnøggvanbauge, der tydeligt henhører til samme Gruppe som Rørek Sløngvanbauge og Harald Hildetand, som Ingjalds Søn, sammenkjedes øjensynligt to forskjellige Grupper. Hos Saxo har Rørek intet med Ingjald at bestille.
  18. ↑ Man kan rigtignok til Nød antage Rolf fød henved 750, og Ingjald henved 710, hvorved Frodes Levetid betegnes.
  19. ↑ Yngl. S. Cap. 29.
  20. ↑ Saaledes lod Thors Dom eller Udsagn om ham, efter den udførlige Fortælling i Gautr. S. Cap. 7, jvfr. Saxo S. 276. Se derom nedenfor, § 11. Hans første Nidingsdaad var Vikars Drab, og hans sidste Drabet paa Aale; men Sagnet om hans anden Nidingsdaad maa være tabt, siden den ingensteds findes omtalt. Aales Død fortælles hos Saxo 8 B. S. 396 flg.; i Norna-Gests S. Cap. 8.
  21. ↑ Saaledes maa man vel oversætte de „ternas sedes totidem nymphæ in sacello deorum ædis occupantes“, som Saxo omtaler (S. 273).
  22. ↑ Saxo kalder Aale Frøkne stedse Olo vegetus; men man finder oftere, at Folk, der hed Olaf, kaldte sig Ole, f. Ex. Olaf Tryggvasøn; nu er det, som bekjendt, endog det sædvanlige.
  23. ↑ Herom vil der i det Følgende (§ 10) blive handlet udførligere. Foreløbigt ville vi blot bemærke, at saavel Saxo som vore Oldskrifter næsten udelukkende dvæle ved den Periode af Harald Hildetands Liv, der har Hensyn til Braavallaslaget, men vide lidet at fortælle om hans tidligere lange Regjerings. Saxo gjør sig endog skyldig i Selvmodsigelser, hvor Talen er om hans Herkomst.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/1/40&oldid=49347»