Det norske Folks Historie/4/10
Der nævnes intet om, i hvilken norsk Havn Sverre landede, men det antydes kun, at det var etsteds i den sydlige Deel af Landet. Om Tiden, naar han kom, hersker der nogen Tvivl, idet de islandske Annaler angive 1174, Sagaen derimod kun siger, han kom til Landet strax efter at Eystein Meyla lod sig give Kongenavn, hvilket enten kan forstaaes om hans højtidelige Hylding paa Ørething i September 1176, eller om hans første Optræden som Høvding for Birkebeinernes Flok, to Aar i Forvejen. Men af den paafølgende Beretning om hvad Sverre strax efter sin Ankomst tog lig til, bliver det temmelig klart, at Tiden dertil ej vilde have være tilstrækkelig, hvis han ikke var kommen til Norge førend midt i September 1176; Annalerne have derfor vistnok Ret, og Sagaens Ord maa forklares derefter; det var ogsaa netop i Aaret 1174, at Eystein Meyla aller først havde ladet sig give Kongenavn af Birkebeinerne[1]. Sverre tænkte først paa at slutte sig til Eystein og Birkebeinerne, og forhørte sig paa det nøjeste om hans Adfærd, men da han fik nærmere Besked derom, fandt han den saa umoden og barnagtig, at han ej skjøttede øm at indlade sig med ham. Derfor begav han sig nord i Landet, for efter Biskop Roes Raad at søge Hjelp hos Erkebiskoppen. Undervejs udspurgte han ivrigt alle dem, som kom nordenfra. Da han kom til Sellø, fandt han nogle Kjendinger og forblev en Stund hos dem. Her fik han af en Prest tilstrækkelig Besked om alt hvad han ønskede at vide, og indsaa strax, at han ikke kunde gjøre sig noget Haab om Bistand af Erkebiskoppen, der var saa nøje forbunden med Erling. Han vendte derfor atter mod Syden, i den Hensigt at forlade Landet. Først drog han, heder det, med nogle Fragtemænd til Tunsberg, og siden rejste han derfra til Kongehelle. Men denne Rejse fra Sellø, om den kan kaldes saaledes, maa have medtaget meget lang Tid, thi han skaffede sig, som der fortælles, Anledning til oftere at tale med Jarlen, hvilken han maa have truffet enten i Bergen eller længer øster i Landet: der nævnes ellers intet om, hver Erling paa den Tid opholdt sig. Ligeledes, heder det, gav han sig oftere i Snak med Hirdmænd og tindre Mænd i Kongens Tjeneste, og var da saa munter og underholdende, at man altid havde Fornøjelse deraf: thi under disse Samtaler udlokkede han paa en listig Maade mange Hemmeligheder, som de aldrig vilde have røbet, om de havde vidst, hvo han var eller hvad han førte i sit Skjold. Han granskede derhos nøje efter Almuens Stemning, om den maaskee skulde være Jarlen og Kongen noget ugunstig eller i det mindste vaklende, men han merkede rigtignok, at Almuen overalt, hvor han kom, var Kong Magnus huld. Det forstaar sig, at han under denne Omflakken og Forespørgsel holdt sin Herkomst og sine Planer aldeles hemmelige. Man maa endog antage, at han den hele Tid kun optraadte som Gejstlig[2]; desto sikrere var han, og desto lettere maatte det være ham at skaffe sig Indpas og Tiltro. Heller ikke faldt det nogen ind at mistænke ham. For Resten hviler der over hele dette hans første Ophold i Norge et Mørke, som han selv rimeligviis ej har ønsket opklaret, da Sagaen vel ellers havde berettet noget derom. Hvad den fortæller, synes kun at være efter en kort og løselig Beretning af ham selv, og det er tydeligt, at han har forbigaaet en heel Deel, som han af mange forskjellige Hensyn fandt det bedst at dølge. Men merkeligt er det, at man ikke fra andre Kilder har Beretninger derom, og dette viser, at han enten virkelig maa have spillet en saa underordnet Rolle, at ingen lagde Merke til ham, eller i ham, der traadte frem som Kronprætendent, gjenkjendte den fattige Gejstlige fra Færøerne, som de forhen havde seet; eller og, hvad der heller; ikke er usandsynligt, at han og hans Efterfølgere siden med Flid have søgt at undertrykke alle udførlige Beretninger om hans første Trængselstid, hvilke neppe kunde være ham behagelige, saaat kun det blev staaende, der ej paa nogen Maade lod sig dølge. Vi erfare saaledes intet om ham, førend vi mod Slutningen af Aaret 1176 see ham begive sig fra Kongehelle til den vestgautske Søhandelsstad Ljodhuus, og derfra, i November eller December Maaneds Slud og Uføre, at gjøre en højst besværlig Rejse til Østergautland, for, ligesom Eystein Meyla, at bede Jarlen Byrge Brosa om Bistand, da dennes Frue Brigida var en Syster, saavel af Sverres Fader Sigurd Mund, som af Eysteins Fader Kong Eystein Haraldssøn. Han kom til Jarlens Hof 3 Dage før Juul. For Jarlen og Brigida aabenbarede han nu hvo han var, og fra denne Tid kunne vi ogsaa bedre følge hans Skridt. Jarlen og hans Frue ytrede liden Lyst til at befatte sig med hans Sag, deels fordi Jarlen allerede havde understøttet Eystein, og ikke vilde hjelpe nogen anden Kronprætendent, saalænge han var i Live, deels fordi det var kommet Byrge for Øre, at Erling Jarl havde sendt ham did til Spot: et temmelig tydeligt Tegn paa, at det første Indtryk, Sverre gjorde paa Jarlen og hans Omgivelser, langtfra kan have været fordeelagtigt. Imidlertid blev han der om Julen, og talte oftere til Jarlen om sine Anliggender, idet han bad ham raade sig, hvad han nu skulde finde paa. Flere af Hofmændene, der troede at det virkelig forholdt sig saaledes, som man sagde, raadede til at tage ham af Dage. Dette vilde dog ikke Jarlen, men tillod derimod at man prøvede paa at drikke ham fuld i Viin og Mjød, for under Rusen at aflokke ham den rette Sammenhæng. Men Sverres Sind var alt for opfyldt af Bekymringer til at han kunde finde nogen Smag i Bordets Glæder, og han merkede desuden snart hvad man havde i Sinde. Det lykkedes dem derfor ikke at faa ham beruset, og de bleve lige kloge paa hvad de skulde tro om ham[3]. Da Julen var forbi, og han saa, at der ingen Hjelp var at faa hos Jarlen, forlod han dennes Hof for at drage til Vermeland og forsøge, om det vilde gaa ham bedre hos Folkvid Lagmand, hvis Frille eller Hustru Cecilie var Datter af Kong Sigurd Mund, og følgelig skulde være hans Syster. Paa denne Rejse havde han kun een Mand med sig, og døjede usigeligt ondt. Det var, heder det i Sagaen aldeles som der i Æventyr fortælles om Kongebørn, der flygte for deres Stifmødres Forfølgelser, thi 6 eller 7 Dage i Rad foor han vild i store ubekjendte Skove, og led meget baade af Hunger og Kulde. Endelig – det maa vel have været i de sidste Dage af Januar – kom han til Vermeland, og mødte der nogle Folk, som nys vare komne fra Norge. Af dem fik han vide, at Kong Eystein Meyla var dragen fra Throndhjem ned til Viken, og at der havde staaet et Slag paa Ree, hvor Eystein selv var falden med en heel Deel af sine Mænd, men at de øvrige havde adspredt sig og taget Flugten, deels til Vermeland, deels til Thelemarken, deels til Danmark. Denne Efterretning gjorde Sverre end mere bedrøvet og mismodig. Dog begav han sig til sin Syster Cecilie, og hun, der selv havde at beklage sig over Erling Jarls Haardhed, tog kjærligt mod ham, ja hun skal endog allerede have ladet et Gjestebud berede for ham, da hun hørte at han kunde ventes[4]. Der tales ikke om, at hun ytrede mindste Tvivl angaaende hans Herkomst. De overlagde om, hvad han skulde tage sig til, thi hans Optræden ved Byrge Jarls Hof, som Søn af Kong Sigurd Mund, havde nu rygtets til Norge, og det var derfor ej raadeligt for ham at begive sig did. Og de fandt det da bedst, at han for det første begav sig til et eller andet fremmed Land, for der at oppebie den belejlige Tid, naar den, som de haabede, engang maatte komme.
- ↑ Det maa nemlig ansees for umuligt, at han, hvis han kom til det sydlige Norge paa en Tid, da Beretningen om Hyldingen i Nidaros Var kommen did, altsaa over Midten af September, skulde kunne gjøre en Rejse heelt til Sellø, opholde sig der en Stund, derfra drage tilbage til Tunsberg, samt videre til Kongehelle og imidlertid faa Anledning til, oftere at tale med Jarlen, stifte Bekjendtskab med flere Hirdmænd, og udforske Almuens Sindelag, naar han dog forlod Kongehelle saa tidligt, at han over Ljodhuus kunde gjøre en møjsommelig Rejse heelt til Østergautland, og enda naa frem tre Dage før Juul. Til at bringe det saa vidt, som at gjøre Bekjendtskab med Jarlen selv, og oftere komme i Samtale med ham, maatte der dog mindst hengaa et halvt Aars Tid, og Hirdmændenes Hemmeligheder saa vel som Almuens Sindelag lod sig heller ikke udforske paa nogle faa Dage.
- ↑ Dette sees af hvad der efter Saxo nedenfor berettes.
- ↑ Sverres Saga Cap. 6.
- ↑ Der tales ikke med et eneste Ord om, at hun skulde have ytret Tvivl om hans Herkomst. Men det maa vel merkes, at Forhandlingerne mellem Sverre og hende i Vermeland foregik i al Stilhed, og neppe i Overvær af nogen, der senere kunde fortælle dem, eller i det mindste havde Interesse af at fortælle dem anderledes, end hun og Sverre ønskede dem fortalte. Da hun nu siden, som vi ville see, kom til Norge og nød hans Beskyttelse, faldt det ogsaa af sig selv, at deres Forhold fremstilledes som om det altid havde været saa broder- og systerligt som muligt. Men man maa derhos erindre, at Cecilie under enhver Omstændighed maatte synes godt om, at der rejste sig Fiender mod Erling skakke og Magnus, og derfor er det i sig selv slet ikke urimeligt, at det virkelig gik til, som Sagaen fortæller, uden at man deraf just kan slutte at hun i sit Hjerte var overbeviist om Rigtigheden af Sverres Foregivende.