Det norske Folks Historie/4/101
De nys forefaldne Begivenheder, saavel som overhoved det hele Forhold mellem Kongen og Jarlen kunde ikke andet end vække megen Bekymring hos alle Kongens oprigtige Venner. Endnu var kun halvandet Aar hengaaet, og allerede havde Jarlen ved mange Lejligheder lagt for Dagen, hvor utilfreds han var med det bestaaende, og hvilken Torn i hans Øjne den unge Konge var. Skulde dette Forhold vare længere ved, uden at det lykkedes at oprette en venskabeligere Stemning mellem dem, især fra Jarlens Side, eller ogsaa at træffe yderligere Foranstaltninger til Kongens Sikkerhed, vilde det see altfor farligt ud. De Raadgivere, der under dette Ophold i Tunsberg omgave Kongen, og blandt hvilke Martin Kongsfrænde, Gunne Lodinssøn, hans Søn Guthorm, Dagfinn Bonde og Baard Brimstein udtrykkeligt nævnes, indbøde Arnbjørn Jonssøn og Gunnbjørn Jonsbroder til at overlægge om, hvad der i denne Anledning var at gjøre[1]. De forestillede dem, hvor betænkeligt det var, at Jarlen under disse Omstændigheder skulde have Opsigt baade med ham og Riget, især da der var alt for mange tjenstvillige Venner til at gaa imellem dem og stifte Ufred, medens derimod Kongens paalidelige Venner ikke altid kunde være tilstede. Man blev da enig om, som den bedste og tryggeste Udvej, at Kongen skulde tage Jarlens Datter Margrete til Egte, thi da vilde Jarlens egen Interesse paa det nøjeste blive knyttet til Kongens, og han maatte komme til at elske ham som sin egen Søn, især da han selv ingen Søn havde i sit Egteskab. Da Skule selv paa denne Tid ikke var mere end 30 Aar gammel, kan Margrete kun have været et Barn, i det højeste 10 Aar gammel[2], saa at det ej var at tænke paa, at Egteskabet i de første fem eller sex Aar kunde fuldbyrdes, men Fæstemaalet og den visse Udsigt til at det eengang vilde komme istand maatte for det første være tilstrækkeligt. Haakon havde om Sommeren 1214 fyldt sit 14de Aar. Da de gjorde ham dette Forslag, ytrede han i Førstningen ingen synderlig Lyst til at indlade sig derpaa; siden gav han dog sit Samtykke dertil, hvis man derved kunde opnaa gjensidig Tryghed og Enighed, skjønt han rigtignok selv for sin Part frygtede for, at alt lige fuldt vilde blive som før; for Resten overlod han dem ganske at handle i denne Sag som de fandt for godt, og erklærede sig tilfreds med hvad de paa hans Vegne afgjorde. De forelagde derpaa Jarlen denne Sag og han gav et gunstigt Svar, men ytrede dog, at han først maatte indhente Pigens eget og hendes Moder Fru Ragnilds Samtykke[3]. Om disse ved denne Lejlighed vare tilstede i Tunsberg, er ikke tydeligt af Sagaens Ord, men hvad enten man virkelig erholdt deres Indvilgelse, eller Jarlen efter nærmere Overlæg besluttede at afgjøre Sagen paa egen Haand uden at spilde mere Tid, er det vist, at Giftermaalet blev aftalt, saa at Kongen fæstede sig Jomfru Margrete, og at Venner og Frænder paa begge Sider hengave sig til de mest sangvinske Forventninger om at alt nu vilde blive godt og vel, og Venskabet mellem Kongen og Jarlen knyttes uopløseligt.
Da Vaaren kom, og Slittungerne, som det synes, ej gjorde videre af sig – fra denne Tid fremtræde de endog, som det vil sees, ikke længere som selvstændigt Parti –, vendte Kongen og Jarlen tilbage til Bergen, hvor de tilbragte Sommeren. Her kom Jon Staal med et nyt Langskib, han havde ladet bygge for Kongen, det var paa 25 Rum og udmerket godt; Kongen havde det i lang Tid. I de første Dage af September begave Kongen og Jarlen sig til Throndhjem, med et talrigt Følge fra Gulathingslagen, der sandsynligviis skulde være tilstede ved Trolovelses- eller Vielses-Højtideligheden mellem Kongen og Jomfru Margrete. En saadan Højtidelighed var endnu vistnok et nyt Syn i Norge. Ved det sidste lateranske Kirkemøde, om hvilket vi ovenfor have handlet, var der nemlig sat et strengt Forbud mod alle hemmelige Giftermaal, og det var udtrykkeligen blevet paabudet, at Tillysning i Kirken skulde finde Sted før Brylluppet, under Straf af 3 Aars Suspension for den Prest, der ringeagtede Budet ved at overvære Brylluppet eller give Giftermaalet sin Velsignelse uden foregaaende Tillysning[4]. Derved bleve Giftermaalene ogsaa her i Norge stillede under nærmere Kontrol af, og i nøjere Forbindelse med Kirken end før, og medens de fleste Egteskaber hidtil synes kun at have været Civil-Egteskaber, hvorved Bryllupsgildet selv var den egentlige Højtidelighed, blev det nu almindeligt, ja snart endog udtrykkeligt paabudet[5], at saavel Trolovelse (sponsalia), som Vielse (benedictio), skulde skee i Kirken ved Presten før Bryllupsgildet. Den første Højtidelighed kaldtes i Norge Pusan (af det franske épouser, der igjen er en Forvanskning af det latinske sponsare), den anden Blessan (Velsignelse, benedictio), men naar Brylluppet holdtes umiddelbart efter Lysningen synes ogsaa begge Højtideligheder at have fundet Sted under eet, og da kaldte man den hele Akt Pusan, fordi de fleste og mest iøjnefaldende Ceremonier skede ved Trolovelsen[6]. Naar derimod Brylluppet selv, som i nærværende Tilfælde mellem Haakon og Margrete, maatte udsættes, udsattes ogsaa den egentlige Benediktion indtil da, medens Giftermaalet dog lige fuldt ved Sponsalierne betragtedes som fast og uopløseligt sluttet, saa at Margrete endog, som det synes, strax efter stundom kaldtes „Frue“ eller „Dronning“[7]. Trolovelsesfesten fandt Sted St. Michaels Dag, den 29de September, og fejredes ved et prægtigt Gilde i Kongehallen[8]. Kongen og Jarlen tilbragte hele den følgende Høst og Vinter tilsammen i Throndhjem, og det lod virkelig til, at de Forventninger, man havde knyttet til den nys stiftede Forbindelse, vilde gaa i Opfyldelse, thi alt var nu nok saa venskabeligt mellem Svigerfader og Svigersøn. Men at Jarlen lige fuldt ikke et Øjeblik tabte sit Maal af Sigte, og intrigerede lige faa ivrigt som før, det viste sig, om end ikke strax, saa dog efter hvad der senere paafulgte, noksom deraf, at to af Kongens nærmeste Venner og fasteste Støtter, Andres Skjaldarband og Vegard Veradal, udnævntes til Sysselmænd i den nordligste Deel af Haalogaland. Da denne Syssel, som forhen, ogsaa ledsagedes af Finneferden, eller Forleningen med Finneskatten og Kronens Eneret til Handel med Finnerne, var Syslen en af de mest indbringende, og Udnævnelsen dertil saaledes en Udmerkelse. Men i Virkeligheden var det nok Jarlens Hensigt, at faa disse ivrige og formaaende Tilhængere af Kongen saa langt bortfjernede fra ham som muligt, og derhos at sætte Splid mellem dem indbyrdes, hvortil Fællesskabet i Embede og Indtægter kunde give rig Anledning[9]. Hertil kom, at Jarlen rimeligviis allerede da stod i en utilladelig Forbindelse med Andres Skjaldarbands Hustru Ingebjørg, gjennem hvilken han, i det mindste til en Tid, kunde indvirke paa bane og benytte ham som et Redskab for sine Planer, uden at han engang selv var sig det bevidst[10].
- ↑ Hvorledes Martin Kongsfrænde var beslægtet med Kongen, vides ikke. Man skulde fristes til at tro, at han var den samme Martin (Prest) i Kinservik, der i Aaret 1223 (se nedenfor) omtales blandt hans Raadgivere. Sandsynligviis har vel ogsaa han været en Ætling af Sverres færøiske Frænder, og maaskee opkaldt efter Sverres Ven, Biskop Martin i Bergen. Gunne Lodinssøn maa som Fader til en Lendermand have været en gammel Mand. Foruden Guthorm maa ogsaa den i det følgende hyppigt forekommende Lodin Gunnessøn upaatvivleligt have været hans Søn. Baard Brimstein er tidligere omtalt som Sysselmand i søndre Viken. Hvad Gunnbjørn angaar, da staar det i Sagaens Text her, „hans Broder“, som om han var en Broder af den umiddelbar forud nævnte Arnbjørn Jonssøn, ligesom han og et Par Gange kaldes Gunnbjørn Jonssøn; men hvis ikke hans og Broderen Jon Drottnings Fader virkelig hed Jon, maa dette ganske vist være en Fejl, og en Fejl bliver det vel under alle Omstændigheder“ at gjøre ham til en Broder af Arnbjørn Jonssøn. I den Text, som ved Udgaven af Sagaen er benyttet, heder det og at Paal Vaagaskalm kaldtes til denne Raadslagning, hvilket synes lidet rimeligt, da han ansaaes for en ivrig Tilhænger af Jarlen.
- ↑ Man kan neppe antage at Jarlen var gift førend han havde fyldt sit 18de Aar, 1207; og at han i dette Aar endnu ikke var gift, synes man at maatte slutte deraf at hans Hustru ikke opregnes blandt de fornemme Damer, der befandt sig i Bergen, og paa Borgen, da denne belejredes (S. 513). Thi da han selv var tilstede, vilde vel og, om han da var gift, hans Hustru have været med blandt Damerne, af hvilke ogsaa hans Syster Fru Sigrid udtrykkelig nævnes. Var han saaledes endnu ikke gift om Sommeren 1207, kan intet af hans Børn være født før anden Halvdeel af 1208.
- ↑ Hvis Datter denne Fru Ragnhild var, siges ingensteds, men hun har visselig hørt til en af de fornemste Familier. Snarest skulde man tænke paa Giske- eller Bjarkø-Ætten, hvor dette Navn var sædvanligt.
- ↑ Conc. Later. c. 51, se Coleti Concilia XIII, 987, jvfr. Erkebiskop Jons Christenret, Cap. 42, 43.
- ↑ Paabudet findes allerførst i Erkebiskop Jons Christenret af 1277, c. 41, men flere af de i denne Lov for første Gang forekommende Bestemmelser vare allerede, som man tydeligt kan se, tidligere vedtagne.
- ↑ Af nys nævnte Artikel sees, at der skjelnedes mellem „Pusan“ os “Blessan“, men at de dog sædvanligviis skede paa een Gang. Man seer ogsaa af Beretningen om Magnus Haakonssøns Bryllup 1261, at Trolovelsen og Vielsen her foretoges under eet, men at det Hele kaldtes „Pusan“, se nedenfor (Haakon Haakonssøns Saga Cap. 309).
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 71. Heraf kommer og den italienske Benævnelse sposo (sponsus), fransk époux, om „Egtemand“; og en Hustru (i de fornemmere Klasser) kaldes paa norsk „púsa“.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 53, 54, 56.
- ↑ Det vil nedenfor sees, hvorledes man virkelig havde Grund til at mistænke Jarlens Hensigter med denne Udnævnelse. I et Haandskrift heder det endog ligefrem, hvor Udnævnelsen omtales: „de fik Syssel nordligst i Haalogaland, fordi de vare Kongens bedste Venner“. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 56.
- ↑ Jarlens Søn med Ingebjørg, Peter, som nedenfor vil blive omtalt, var allerede i 1239 en fuldvoxen og sterk Mand, der kunde flytte St. Olafs Skrin; han var vel altsaa mindst 18–19 Aar, eller fød omtrent 1220.