Det norske Folks Historie/4/12
Den følgende Dag, Onsdagen den 9de Marts, brød Sverre med sine 70 Mand op fra Hamar i Vermeland, og tog Vejen sydover til Viken. Undervejs flokkede flere sig til „ham, saa at han, da han kom ind i Saurbygden, havde 420 Mand. Her lod han holde Thing, og paa dette vilde hans Mænd give ham Kongenavn. Han undslog sig først og bad dem at vente, indtil det nogenledes havde viist sig at hans Sag var retfærdig, men de erklærede at de ikke vilde tjene ham, dersom han ej var af højere Rang end alle de øvrige. Saaledes maatte han da finde sig deri: de gave ham Kongenavn, og alle gik ham paany til Haande og tog ved hans Sverd. Det var første Søndag i Faste, 13de Marts 1177. Men det varede ikke længe, førend han merkede, at de fleste i denne Flok ikke vare at lide paa, og at de havde sluttet sig til ham mere for at kunne plyndre og røve, end for at kjæmpe som brave Mænd. Da han ikke vilde røve i Viken og desuden ønskede at sætte deres Udholdenhed paa Prøve, begav han sig tilbage til Vermeland, for derfra at drage til Norge, og videre nordefter. Men da han kom til Eidskogen, mønstrede han sin Flok, og det viste sig, at den nu atter var smeltet sammen til 70 Mand. De fleste havde forladt ham, da de ikke fik Lejlighed til at plyndre. Nu vare gode Raad dyre, thi med saa liden en Trop kunde han ikke tænke paa at binde an med den mægtige Erling Jarl, men paa den anden Side var der heller ingen Gavn i Folk, der ikke ubetinget fulgte ham, hvor han færdedes, mod Norden eller Syden. Heller ikke kunde han godt slippe bort, thi de, som med størst Troskab havde fulgt ham, passede ogsaa desto nøjere paa ham. Han vendte da for det første om, og tilbragte Paasken hos en Prest i Vermeland, der gjorde et herligt Gjestebud for ham. Imidlertid sendte han Breve til Thelemarken, hvorhen, som nævnt, flere af Birkebeinerne efter Slaget paa Ree vare flygtede, og hvor der desuden skal have hersket nogen Misforstaaelse med Erling Jarl og Kong Magnus. Heraf benyttede Sverre sig, idet han lovede Thelebønderne at rette paa, hvad de besværede sig over, hvis de vilde slaa sig til ham og yde ham Hjelp. I saa Fald anmodede han dem om at møde ham nord i Landet. Did saa han dog nu, at han umuligt kunde komme ad den almindelige Vei gjennem det østlige Norge, men at han maatte fare ad ubekjendte og møjsommelige Stier, thi siden man havde spurt, at Flokken havde viist sig østerpaa, var der overalt i Landet truffet kraftige Foranstaltninger mod den, og det var umuligt at trænge frem, hvor man havde vel bebyggede Egne for sig. Derfor vendte han sig, da han strax efter Paasken (24de April) brød op, mere ad Østersø-Kanten til, og drog først over den saakaldte Tolvmileskov til Ekesherred i Elvedalen, i den nordligste Deel af Vermeland. Derfra drog han over en lige saa lang Skov til Malling i Vester-Dalarne, og derfra over en 15 Mile lang Skov til Øster-Dalarne, eller, som Landskabet da endnu kaldtes, Jarnberjaland. Paa alle disse Skove havde han og hans Mænd intet andet at leve af end Fugle- og Elgekjød, og de døjede overvættes meget Ondt, saavel af Hunger og Kulde, som af Træthed og Udmattelse, thi det var just i Førefaldet, da Sneen smeltede i Skovene og Isene paa Vandene, og man saaledes ikke kunde benytte Heste eller anden Slags Befordring. Stundom maatte de fare over Moser og store Myrer, stundom gjennem tætte Skove eller svære Broter. Indbyggerne i Jarnberjaland vare endnu Hedninger, og havde – den Slægt i det mindste – aldrig seet en Konge drage gjennem deres Land, ja der fandtes neppe nogen iblandt dem, som rigtigt ste hvad Ordet „Konge“ betydede, et Menneske eller et Dyr. Men de viste sig meget forekommende mod ham, da de hørte hans Ord, og de lagde ingen Hindringer i Vejen for hans Rejse. Fra Jarnberjaland drog han til Herdalen, sandsynligviis den almindelige Vej, over Mora og Elvedal, samt videre over Fjeldet til lille Herdal, i alt 15 Mile. Her var han kommen inden Norges Grændser, men der tales ikke om at han mødte nogen Modstand. Han fortsatte sin Vandring ikke opad Dalen, henimod den norske Grændse, men atter til Fjelds, over til Jemteland. Denne Fjeldvej angives til hele 38 Mile lang: saa lang var den vel ikke, men dog meget længere end de, han hidtil havde tilbagelagt. Man maa formode, at han brød op fra Sveig og ikke drog lige over til Berg ved den sydlige Ende af Storsøen, hvilket umuligt kunde have været beregnet til 38 Miil, men at han fulgte Fjeldryggen lige op til Herdals-Storsjø og Ottsjø, og ned til Undersaker i den vestlige Deel af Jemteland[1]. Paa denne Fjeldvandring havde de intet andet at spise end Bark og Save, og Bær, der om Vintren havde ligget under Isen. Da de allerede havde været to Dage uden ordentlig Mad, og befandt sig i den tykkeste Skov, kom de til et stort Vand, hvor der ej fandtes nogen Farkost, men de maatte gjøre sig Tømmerflaader, tre eller fire om een, som det kunde falde sig. Den Flaade, paa hvilken Kongen sad selv fjerde, var temmelig liden, og sank saa dybt ned, da de stødte fra Land, at Vandet naaede dem til midt paa Leggen, men Søen, som de skulde sætte over, var ikke mindre end en Miil bred. I det samme kom en af Flokken ned til Bredden, og raabte paa dem, at de maatte tage ham med, thi han var aldeles forkommen af Mødighed. De fleste vare allerede over paa den anden Side, og Sverre saa, at det gjaldt Mandens Liv, hvis han ej tog ham med, imidlertid syntes Flaaden næsten for liden for dem, der allerede vare paa den. Han vovede dog Forsøget, lod den atter lægge til Land, og tog Manden op; Vandet naaede dem nu til over Knæet, men de kom dog lykkelig hiinsides til en fældet Træstamme, der laa ud i Vandet; paa den gik de i Land, Sverre sidst. I samme Øjeblik sank Flaaden, og dette undlod man ikke at betragte som et Tegn, der vidnede om at Sverre var bestemt til at udføre store Gjerninger. Endnu maatte de tilbringe to Nætter i Ødeskoven uden anden Føde end Save og Birkesaft: den tredie Dag var Mandskabet næsten opgivet af Træthed. Dog arbejdede de sig endnu frem, saa at de kun havde 12 eller 13 Mile tilbage til Bygden. De kom til en stor Aa, som de satte over, og efter som enhver kom i Land, slængte han sig ned paa Aabredden, ude af Stand til at gaa videre. Sverre og to andre satte sidst over. Strømmen drev dem langt ned ad Aaen, endelig naaede de dog den anden Bred og toge sig Hvile. Han bad nu sine Mænd at samle deres Kræfter, thi det var ikke langt til Bygden, og de havde derfor Udsigt til, ret snart at naa christne Mænds Huse, hvor de kunde hvile sig Ud og forfriske sig. Men da de kom nærmere mod Bygden, vilde Jamterne, blandt hvem der var flere af Kong Magnus’s Lendermænd, ikke vide af ham, og bøde til at gjøre ham Modstand. Han sendte da en af de før omtalte Saltnesgutter, Sigurd, mod dem, da han antog at de mindre vilde tage sig vare, naar de vidste at Høvdingen selv ikke var med. Han bedrog sig heller ikke, thi Sigurd fik, det siges ej hvorledes, fat paa alle de Fartøjer, Bønderne havde agtet at bruge mod Sverre; da han nu selv kom efter, og de savnede deres Baade, var der ikke andet for end at underkaste sig ham. Alle Magnus’s Lendermænd maatte indgaa Forlig, og Jamterne maatte holde ordentlige Vejtsler for Sverre, ja endog stille ham 60 Mand; det siges rigtignok ikke, om disse vare synderligt at lide paa. Med denne Forsterkning brød han op fra Jemteland, og tog paany Vejen til Fjelds, ikke, som det af det følgende kan sees, den almindelige Vej over Suul og Verdalen, men derimod lige i Vest, forbi Anna-Søen og Handel, til Skurdalsporten eller Glugfjeldet, og fremdeles langs Fjeldene mellem Stjørdalen og Selbo til Højderne strax østenfor Nidaros[2]. Paa denne Rejse smagte han og hans Folk ikke Mad, og sov ikke i fem Dage, for at der ej skulde gaa mindste Nys forud for dem om deres Nærmelse. Fredags Nat før Pinds (10de Juni) stod han endelig ved Rejsens Maal, i Nærheden af Byen. Den lange og æventyrlige Ferd var omsider lykkeligt til Ende.
- ↑ Det synes nemlig ogsaa af hvad der strax nedenfor fortælles om den Lethed, hvormed han kuede de Jamter, der gjorde ham Modstand, som om dette ej kunde have været i Landskabets folkerigeste Deel, ved Storsøen og Frøsø; heller ikke kan Søen, hvor Baadene bleve tagne, have varet faa stor, thi Sigurd (se nedenfor) maa rimeligviis have strejfet rundt omkring den.
- ↑ At han maa have taget denne Vej, sees tydeligt deraf, at Digre var en af de nærmeste Gaarde, da han første Gang skulde trække sig tilbage fra Byen, saa Vel som deraf, at han kom imellem Selbyggerne og Selbosøen.