Det norske Folks Historie/4/13
Indbyggerne i Nidaros havde tre Fjerdingaar i Forvejen underkastet sig Eystein Meyla, og i Birkebeinernes Flok var der desuden endeel anseede Mænds Sønner fra Thrøndelagen, som Sigurd af Saltnes og hans Brødre, ikke at tale om den mindre gunstige Stemning mod Erling skakke, som i saa lang Tid havde raadet der. Sverre ventede sig derfor maaskee en ret god Modtagelse. Men om saa var, blev han heri for det første skuffet, thi den ved Birkebeinernes forrige Besøg i Byen faldne Nikolas Sigurdssøns Søn Sigurd, dennes Svoger Erik Arnessøn og andre Tilhængere af Erling og Magnus førte nu Befalingen, og havde sandsynligviis Huustropper nok til at holde Bymændene i Age. Det synes fra først af at have været Sverres Hensigt at forsøge et pludseligt Overfald, men man blev hans Flok var fra Byen, og Høvdingerne Sigurd Nikolassøn, Erik Arnessøn, Ivar Horte, Ivar Selke og Ivar Gjavvaldssøn droge strax over Broen med henved 1450 Mand[1] for at møde ham. Da Sverre saa dette, gik han selv ned, kun ledsaget af een Mand, for at udspejde dem nærmere; det lykkedes ham og hans Ledsager at komme ubemerket lige ind i den fiendtlige Hær, og de overbeviste sig snart om, at Overmagten var for stor til at vove noget Angreb. Han trak sig derfor tilbage for det første, men paa denne Kant, sandsynligviis i Nærheden af Jonsvandet, havde imidlertid en Flok Selbygger, i Alt henved 360 Mand, lejret sig. Sverres Mænd vare alt for trætte af Marschen og udmattede af lang Nattevaagen til at han kunde tænke paa at angribe Selbyggerne, førend de havde faaet nogen Hvile. Han sendte derfor Bud til Bonden Vigleik paa Gaarden Digren i Bratsberg, at han skulde skaffe hans Folk noget at spise, og Vigleik var dertil strax villig. Da de atter brøde op derfra, traf det sig saa heldigt, at de kom bag om de forsamlede Selbygger ned til Bredden af Selbosøen[2], hvor de toge alle deres Baade, og paa dem satte over til Bygden. Her gjorde de sig det nok saa bekvemt paa Selbyggernes Gaarde, medens Ejerne af Mangel paa Baade ikke kunde komme over. Disse saa derfor ingen anden Udvej end at samtykke i de Betingelser, Sverre foreskrev: han paabød dem at udrede en halv Maaneds Fortæring. Sverre, der imidlertid havde opholdt sig paa en af de Øer, Nidelven danner ved sit Udløb i Søen, og som siden fik Navnet Kongsholmen, brød op en Nat ganske stille og ubemerket, og drog vestover til det høje Vatsfjeld, hvorfra de, uden selv at sees, kunde iagttage alt hvad der foregik nede i Bygderne, saavel i Gauldalen, som paa Strinden og lige ned til Byen. Her saa de tydeligt, at ogsaa Gauldølerne havde samlet sig i en betydelig Hob. Men da nogle Dage gik hen uden at Gauldølerne merkede noget til dem, adspredte Hoben sig, og hver gik til sit. Aldrig saasnart saa Birkebeinerne dette, førend de brøde ned i Bygden og toge Bønderne med saadan Overraskelse, at disse gladeligen bekvemmede sig til alt hvad Sverre forlangte. Dette spurtes snart til Byen, og Tropper sendtes atter ud mod ham. Ogsaa denne Gang maatte han vige for Overmagten, men tog nu Vejen op til Soknedalen. Her mødte ham den behagelige Efterretning, at 80 vel bevæbnede Mænd fra Thelemarken, anførte af en Høvding ved Navn Ruut, allerede vare komne over Fjeldet ifølge de Breve og Opfordringer, han fra Vermeland havde ladet udgaa. Glad ilede han dem derfor imøde og forenede sig med dem oppe i Rennebo. Hans Styrke udgjorde nu 200 Mand, og han torde vove noget mere end forhen. Han tog derfor atter Vejen mod Byen, dog ej som det synes, gjennem Dalen, men over Skoven gjennem Hølandet, thi han kom ned paa Vestsiden af Gaul-Elven ved Gaulosen, hvor han lod sine Folk sætte over Elven paa Eker. De første 20 Mand, der kom over, sendte han rinder Anførsel af den med Egnen vel bekjendte Jon Ketling fra Saltnes[3] op over Byaasen for at spejde. De mødte en Flok af 7 Mænd, der var udsendte fra Byen i samme Erende, dræbte fem af dem og fangede een, den syvende undkom til Byen, og berettede at Birkebeinerne nærmede sig. Høvdingerne rykkede strax ud imod dem med sine Tropper, nu som før, over 1400 Mand, og efter Ivar Hortes Raad bleve over 800 af disse stillede i Baghold under en Gard, for at falde Birkebeinerne i Ryggen, medens Angrebet skede med de øvrige 600. Deres Hovedbanner var St. Olafs Merke, som de havde vovet at tage ud af Kirken, uagtet de, som det i Sagaen heder, kun vare Lendermænd og Bønder. Sverre fylkede sine faa Mænd imod de sexhundrede, og stillede Bueskytterne sammen. Da, heder det, benyttede Enhver sine Vaaben godt, og dette maa enten Sverres Mænd have gjort i en ualmindelig Grad, eller deres Stilling have været overmaade vel valgt, eller Lendermændenes Tropper have været mere end almindeligt daarlige, thi da Birkebeinernes Pile fløj hvinende over Hovedet paa dem, der stode i Baghold, bleve de saa forfærdede at de toge Flugten, og de andre, som saa det, fulgte deres Exempel, trods deres store Overmagt. Den, som bar St. Olafs Merke, satte afsted i saadan Fart, at han ikke engang kunde faa standset sin Hest, men red to Mænd over, saa at den ene opgav Aanden, den anden blev Krøbling for sin Livstid; han selv faldt af, og Birkebeinerne erobrede Merket. Ivar Selke og Ivar Gjavvaldssøn faldt med 120 Mand, Erik Arnessøn blev fangen, de øvrige Høvdinger flygtede hver til sin Kant. Med St. Olafs Merke i Spidsen droge nu Birkebeinerne ind i Byen, hvor der ej længer var Tale om nogen Modstand, og hvor Sverre højtideligt takkede den hellige Jomfru Maria og St. Olaf for den uventede Sejr. Det er i sig selv saa ubegribeligt, at Sverre med sine 200 uøvede og daarligt bevæbnede Folk skulde kunne jage 1450 Bymænd paa Flugten, at man næsten skulde formode et Overlæg fra disses Side, da de jo ikke vare Magnus Erlingssøn synderlig gunstige, og denne Formodning bestyrkes deraf, at Sverre gav Enhver Grid, som bad derom. Men han skjønnede nok, at da saa mange Stormænd havde taget Flugten, maatte han hvert Øjeblik være beredt paa et nyt Angreb af dem. Han sendte derfor Udkigsmænd om til alle Kanter, og fik snart høre, at Indthrønderne havde samlet 2400 Mand, der allerede vare paa Vejen mod Byen, medens Ivar Horte laa ude ved Rødbjerget med 50 Skibe. Han indsaa nu, at der ej var at tænke paa at blive i Byen, indskibede sig i Hast med sine Mænd paa 11 Skuder, som de forefandt nede ved Bryggerne, og roede ud efter Fjorden. De vare ikke komne langt udenfor Munkholmen, førend de saa Indthrøndernes Flaade, og kom den siden ganske nær, kun paa et Pileskuds Afstand. Indthrønderne maa dog ikke have vidst, at Birkebeinerne vare ombord paa Skuderne, thi de rørte dem ikke, og Sverre roede ud imod Skibene ved Rødbjerget, af hvilke det viste sig at de fleste vare Jægter, nys ankomne fra Vaagen, medens Ivar kun havde eet Langskib og 11 Skuder. Sverre ensede ikke Jægterne, da han ej vilde gjøre fredelige Kjøbmænd nogen Skade, men sejlede ud til Agdenes, hvor han fandt 9 Skuder, der agtede sig ind over for at støde til Ivars Flaade. Han angreb dem strax, og Besætningen, heder det, maatte sælge sine Klæder og Vaaben for Prygl og Forhaanelse. Alt, hvad de havde af Pengeværdi, blev dem frataget, men Livet fik de beholde. Derfra styrede Birkebeinerne ud til Folskn (Stor-Fosen), hvor et Fragtskib, der tilhørte Ivar, og var ladet med Varer til en Værdi af 6 Merker Guld, faldt i deres Hænder[4]. Fra Stor-Fosen droge de fremdeles et Stykke sydefter langs Nordmøres Kyst, og traf tretten eller fjorten Skuder, der ligeledes agtede sig ind til Ivar, men lede samme Skjebne som hine. Efter saaledes at have renset Farvandet, vendte Sverre tilbage til Byen, hvorfra alle Fiender havde begivet sig bort, thi mistede der ej alene ingen Forsøg paa at hindre ham Adgangen, men Borgerne modtoge ham endog med højtidelig Procession og under Klokkernes Ringning. Dette, som saa meget andet, lægger noksom for Dagen, at Thrøndelagens Indbyggere, paa enkelte Lendermænd og Stormænd nær, fremdeles vare fiendtligt stemte mod Erling Jarl. Erkebiskop Eystein, der havde aller mest at sige i Throndhjem, og nu var Kong Magnus’s bedste Støtte her, som det siden viste sig, maa ved denne Lejlighed været borte, da han slet ikke omtales. At Thrønderne hist og her havde samlet sig mod Birkebeinerne, kom vel deels deraf, at Befalingsmændene havde fordret det, deels af at Birkebeinerne ikke stode i det bedste Ry, og at de derfor først vilde see, hvorledes de fore frem, inden de gjorde fælles Sag med dem. Men de maatte nu have overbeviist sig om, at Sverre var en Mand, som baade vilde og kunde overholde Mandstugt, og at Birkebeinerne fra nu af, saavidt muligt, ej længer vilde fare frem som Ransmænd, der frygtedes baade af Venner og af Fiender; ikke at tale om de mange Thrønder, der fandtes i Birkebeinernes egen Skare siden deres forrige Ophold i Throndhjem. Under saadanne Omstændigheder maatte det være vanskeligt for Kong Magnus’s Lendermænd at bolde sig i Byen, og de fleste have rimeligviis begivet sig til Erling og Magnus. Sverre derimod lod tilstevne Ørething, idet han udnævnte 12 Thingmænd fra hvert af Thrøndelagens 8 Fylker. De indfandt sig alle, og paa dette 8 Fylkes-Thing blev der nu givet ham Kongenavn, hvilket bekræftedes med Vaabentag, og Land og Thegner, som det heder, bleve ham tilsvorne efter Landsens gamle Lov og Ret. Saaledes havde Sverre, efter faa Maaneders Forløb, og med en ubetydelig Haandfuld Folk, drevet det til at faa Kongenavn paa Ørething, hvorved han erhvervede Ret til at kalde sig Konge over hele Norge[5]. Derved var allerede meget vundet. Dog varede det endnu længe, førend han fik noget Fodfæste og fandt et blivende Sted.
- ↑ Saaledes Flatøbogen, der nævner 12 Hundrede (1440), andre, mindre sikre Haandskrifter, nævne 16 Hundrede.
- ↑ Dette maa have været i Nærheden af Dragstad og Varmdal.
- ↑ Der staar i eet Haandskrift „Jon Gunnarssøn“, i andre „Jon Gudrunssøn af Sannes,“ eller „af Sand.“ Det er tydeligt at her menes „Jon Gudrunssøn af Saltnes,“ en af de ovenfor, S. 47 omtalte Saltnesgutter.
- ↑ Man maa heraf slutte, at Ivar Horte var Herre til Storfosen, og her havde sin Hovedgaard, man seer desuden at han var en af de fornemste Befalingsmænd paa Nordmøre, og saaledes hørte hjemme der.
- ↑ Sverres Saga Cap. 15, 16.