Det norske Folks Historie/4/14

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 74-77).

Efterretningen om alt dette naaede hurtigt Kong Magnus og hans Fader. De samlede strax Folk, og skyndte sig nordefter langs Kysten. Sverre vovede ikke at oppebie dem, men drog med sine Mænd til Søs ud til Orkedalen. Der satte de Ild paa Skibene, og gik siden syd over Fjeldet ned til Gudbrandsdalen. Her holdt de Thing, det siges ikke om det var Huusthing eller Thing med Bønderne. Fra Thinget fortsatte de Vejen sydover, indtil de kom til Mjøsen. Her fik de høre, at Kong Magnus’s Lendermænd Hallvard paa Saastad (i Stange), Sæbjørn Sindressøn og Ivar Gæsling (paa Sundbu i Vaage) laa med 18 bevæbnede Fartøjer paa Vandet, medens tillige en Trop paa over 1400 Mand var opstillet paa Land. Sverre, som kun havde 240 Mand, raadførte sig med dem om, hvad man skulde gjøre. Alle vilde slaas, idet de rimeligviis haabede lige saa stort Held her, som i Throndhjem. Men Sverre fandt Overmagten altfor stor. „Jeg har“, sagde han, „bedre Udsigt til at faa min Skade hevnet, end ved at gaa i en saadan Snare, thi det er ingen Hevn for min Fader, mine Brødre og Frænder, om jeg bider i Græsset eller bliver jagen paa Flugt“. Der blev derfor ikke af noget Angreb, men Sverre tog Vejen over Skovene mellem Mjøsen og Randsfjorden til Hadeland^[1]. Her sendte han 40 Mand forud ned til Randsfjorden, og disse bemægtigede sig alle de Fartøjer, de forefandt. Da Sverre siden kom efter, fik han høre, at der stod ikke færre end tre Flokke opstillede imod ham, boer paa sit Sted; to af dem vare 360 Mand, den tredie 600 Mand sterk. Sverre deelte sin Trop i to lige store Dele, den ene sendte han hen for at plyndre Asser Bilses Gaard – denne Asser, en af Magnus’s Tilhænger, var rimeligviis Lendermand og en af Hovedanførerne for Bønderne –; med den anden angreb han den 360 Mand sterke Afdeling af Bondehæren, og vandt en let Sejr, thi da Bønderne saa Birkebeinerne storme frem med hævede Vaaben, bleve de forfærdede, kastede Vaabnene fra sig, og bade om Grid. Dertil var Sverre nu, som altid, strax villig, og da de øvrige hørte dette, faldt de strax til Fode, og lovede fuldstændig Lydighed. Dette skal dog, ifølge Sagaen, ikke have været oprigtigt meent, thi paa det Thing, der nu berammedes for at afslutte et ordentligt Forlig mellem Bønderne og Sverre, skulle disse, der saa, hvor faa Folk han havde, have havt i Sinde at overfalde ham. Men hvad deres Hensigt end var eller ikke var, saa kom den ej til Udførelse. Thi paa den Dag, Thinget skulde være, kom den anden Halvdeel af Sverres Folk, der var udsendt mod Asser Bilses Gaard, med et Bytte af ikke mindre end 20 Merker Guld, og da Sverre nu var mandsterkere end Bønderne, kunde der ikke længer være Tanke om noget Overfald, og de maatte finde sig i at udrede hvad Sverre foreskrev efter Godtbefindende. Tilsyneladende vare de altsaa forligte med ham. Men underhaanden sendte de Bud til Orm Kongsbroder, der da laa med sine Skibe i Oslofjorden, at han, om muligt, maatte komme dem til Hjelp mod Sverre; selv skulde de fra sin Kant see til at møde ham og tage Sverre i Ryggen, om han vilde undfly. Orm lod strax samle en betydelig Styrke, og begav sig op til Tyrifjorden, hvorfra han lod store Fartøjer drage op i Mo-Elven, for siden at gaa med dem op i Randsfjorden mod Sverre, som laa der med sine Fartøjer. Ved Efterretningen om at Orm nærmede sig, lød Sverre, som om han strax vilde drage imod ham, og sendte alle sine Udkigsmænd den Vej, men selv begav han sig med 60 Mand til Skoven og lod fælde Tømmer. Om Aftenen indfandt de øvrige sig, efter hans Befaling, ved Hovedkvarteret. Tidligt i Dagningen den næste Morgen vækkedes de ved Lurenes Klang; ingen vidste, hvad Kongens Hensigt var, men de fik den snart at vide: de skulde drage Skibene fra Randsfjorden fem Mile over Land til Mjøsen, og det Tømmer, Sverre havde ladet fælde Dagen forud, skulde tjene til Ruller. Aldrig før havde man seet Fartøjer slæbte den Vej, men man tog dog fat paa Arbejdet, og det lykkedes: rimeligviis fulgte man, saa vidt muligt, alle smaa Vande og Vasdrag, indtil man naaede Einavandet, og dernæst Huns-Elven indtil dens Udløb i Mjøsen^[2]. Da de vel vare komne did, lod Sverre strax ro imod Lendermændene, der mindst ventede et saadant Angreb, og derfor bleve ganske overraskede. Efter en, som det synes, ubetydelig Fegtning flygtede de med deres Fartøjer sydefter, medens Sverre rensede Mjøsens nordlige Bredder for Fiender, og styrede til Hamar. Her holdt han Thing, hvor, som der staar, ingen vovede at ytre et Ord imod hans Vilje. At man imidlertid, uagtet hiint Held, endnu ikke havde synderlig Frugt for hans ubetydelige Skare, sees bedst deraf, at Hallvard paa Saastad, en af de slagne Lendermænd, gjorde et stort Gjestebud paa sin Gaard, der kun ligger noget over en Miils Vej fra Hamar, hvor Sverre opholdt sig. Vistnok var Hensigten med dette Gjestebud ogsaa at samle Folk mod Sverre, men man havde dog neppe vovet at holde saadan Sammenkomst lige i Sverres Nærhed, hvis man havde frygtet ham i nogen særdeles høj Grad. Hallvard indbød enhver, der vilde komme, for at faa samlet en saa stor Flok som muligt, og da det tillige var Kirkemesse^[3], kom der en heel Deel, henimod 400. Men Birkebeinerne, der heller selv vilde gjøre Overfald end lade sig overfalde, indfandt sig uformodet paa Kirkemessedagen. Man stillede sig i Fylking paa begge Sider, og der begyndte en Fegtning, men efter kort Tids Forløb flygtede Lendermændene med deres Folk, efterladende 7 faldne og 5 fangne. Birkebeinerne gjorde sig derimod til gode med Gildeskosten. Lendermændene havde skjult deres Fartøjer, men Sverre tvang de fangne til at bekjende, hvor de vare, saaledes at han nu fik alle de Skibe, der fandtes i Mjøsen, smaa og store, i sin Magt^[4]. Ligeledes tilegnede han sig alle Lendermændenes og de øvrige Flygtningers Ejendomme, saavel som alle de Landskylder, Kong Magnus og Erling Jarl skulde oppebære. Samtlige Oplande, endog Østerdalen, og, som det synes, Valdres, maatte underkaste sig, og vare for Øjeblikket i hans Vold^[5]. Denne Underlæggelse, som den kaldes, kunde dog ikke i sig selv have stort at betyde. Den bestod kun deri, at Bønderne, hvor han kom med sin Flok, for at undgaa Ubehageligheder erkjendte ham for Konge og vedtoge at udrede til ham en vis Ydelse i Penge eller Penges Værd, og at han imidlertid benyttede sig af Kongsgaardene som sin retmæssige Ejendom. Men dette var ogsaa alt, thi hans Flok var for liden til at han kunde forblive længe paa et Sted, end sige efterlade nogen Afdeling for at holde et Landskab besat, og naar han da var borte, blev alt igjen som det var før. Imidlertid var hans Fremgang unegtelig meget stor i Forhold til hans faa Stridskræfter, og man indsaa at den næsten ene og alene skyldtes hans overlegne Klogskab. Derved vandt han manges Tillid og Beundring, og der samlede sig flere under hans Banner, saa at Flokken nu udgjorde 360 Mand. Men ogsaa dette var visselig en liden Haandfuld Folk til at udføre et saa stort Verk, som det, han havde fore, og Krigen kunde derfor endnu en Tidlang kun bestaa i Strejftog og Iilmarscher, som hidindtil^[6].

1. Sverre maa saaledes have taget Vejen omtrent fra Vingnes over Birid- og Vardals Skoven lige ned til Randsfjorden i Nærheden af Horn eller Smedshammer.
2. Man har troet at den saakaldte Kjølvej mellem Randsfjorden og Einavandet skulde have faaet sit Navn efter denne Begivenhed, og der har endog dannet sig et Sagn derom. Men Navnet er aabenbart meget ældre, og kommer ikke af „Kjøl paa et Skib,“ men af „Kjøl“ i Betydningen Højdedrag,“ altsaa „Vejen over Kjølen eller Aasen“. Navnet „Kjølvejen“ om denne Skov forekommer allerede ved 1225, paa en Tid da neppe endnu Sagn derom kunde have dannet sig (Haakon H. Saga Cap. 133).
3. Kirkemesse (tydsk Kirmeß) kaldes i Katholicismen den Højtid, der holdes hvert Aar i en Kirke paa dens Indvielsesdag. Den regnes altid blandt Sognets fornemste Fester. Den Kirke, her menes, er ej den nærliggende Stange Kirke, men Kirken paa selve Saastad, der stod indtil Reformationen.
4. Et Sagn herom, der maaskee er gammelt, og i det Hele taget stemmer med Sagaberetningen, meddeles i Fayes norske Folkesagn S. 129.
5. I Sagaen nævnes udtrykkeligt Østerdalene. Dog menes vel her nærmest til Elverum, der selv er saa godt som en Deel af Hedemarken. Valders omtales ej paa dette Sted, men det heder strax nedenfor, at han ved Tilbagekomsten tog Vejtsler paa sine Gaarde i Valders.
6. Sverres Saga Cap. 17. Det er en Omstændighed, der ej bør oversees, at da Beretningen i Sverres Saga gjør ham til sin Hovedperson, medens Magnus Erlingssøns Saga derimod lader Alt dreje sig om denne, antager ogsaa Fortællingen ved det Punkt, hvor Magnus Erlingssøns Saga slutter og Sverres begynder, en forskjellig Charakteer. Der dvæles nu mere ved Birkebeinernes Vandringer og Æventvr, medens de forhen kun omtaltes i Korthed, og paa den anden Side nævnes der ej synderligt om Magnus og Erling, uden naar de komme i Berørelse med Sverre og Birkebeinerne. Det maa ellers ansees vist, at der maa kunne have været ligesaa meget at fortælle om Birkebeinernes første toaarige Ophold i Viken og deres Færd til Throndhjem under Eystein, som om deres senere Vandringer under Sverre, men alt affærdiges med muligste Korthed. Dette maa nødvendigviis udøve en Indflydelse paa alle senere derpaa byggede Fremstillinger., da der nu ej længer gives Kilder, hvoraf det Manglende kan udfyldes.