Det norske Folks Historie/4/150

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 996-1006).

Ihvorvel Kong Haakon i de sidste Aar havde haft nok at bestille med de Ubehageligheder, som Hertug Skule forvoldte ham, saa havde han dog, som vi see, med ufravendt Øje fulgt Begivenhederne paa Island, og, saavidt vi af Begivenhederne selv kunne dømme, ikke forsømt nogen Lejlighed til at forøge sin Indflydelse eller svække Høvdingernes Modstandskraft. Man maa saaledes vistnok for en stor Deel tilskrive det hans Bestræbelser, at begge de islandske Biskopsstole, der, som vi have seet, i eet og samme Aar, 1237, vare blevne ledige, nu ikke bleve besatte med de dertil allerede før Gudmunds og Magnus’s Død udvalgte islandske Gejstlige, men derimod med Nordmænd. Kun meget lidet og mangelfuldt er det, hvad Oldskrifterne berette om denne Sag, men det er dog tilstrækkeligt til at vi deraf kunne danne os en nogenlunde tydelig Forestilling om Sammenhængen. Der fortælles først, at da Urøkja Snorressøn efter den af Sturla Sighvatssøn lidte Mishandling forlod Island om Sommeren 1236 paa Andres Ravnssøns Skib, afrejste ogsaa Presterne Magnus, Gissur Thorvaldssøns Morbroder, der var udvalgt til Biskop i Skaalholt, og Bjørn Hjaltessøn, kaldet Kygre-Bjørn, der af Nordlændingerne var udvalgt til Biskop i Hole; begge, som det forstaar sig, for at faa Valget bekræftet og selv at indvies af Erkebiskoppen. Det sees heraf, at man nu ligesom ved flere tidligere Lejligheder paa Island, naar man antog at en fungerende Biskop ej havde lang Tid tilbage at leve i, allerede forinden hans Død var betænkt paa at have hans Efterfølger færdig, for at undgaa den lange Vakance, som Øens afsides Beliggenhed ellers let kunde medføre. Og hertil var der denne Gang saa meget sterkere Opfordring, som begge Biskopperne vare gamle og affældige, og Gudmund desuden foreløbigt suspenderet af Erkebiskoppen. Man kunde derfor let – hvad og der virkelig blev Tilfældet – komme i den Ubehagelighed, ikke af hage nogen forrettende Biskop i Landet. Skjønt det heder, at begge Biskopper sendte hine tvende tilkommende Eftermænd ud, maa man dog antage, at Foranstaltningen nærmest er udgaaen fra Magnus i Skaalholt, deels fordi Gudmund paa denne Tid havde lidet eller intet at sige, deels ogsaa fordi Bjørn Hjaltessøn, der valgtes til hans Efterfølger, var ham personligt forhadt^[1]. Men ingen af dem bleve indviede. Vi erfare om Bjørn, at han var i Følge med Urøkja paa dennes Rejse til Rom og ligeledes paa Tilbagerejsen, men at han døde paa Hjemvejen^[2]. Om Magnus derimod siges intet andet, end at han i Aaret 1239, fremdeles som Prest, vendte tilbage til Island og druknede Aaret derefter^[3]. Imidlertid havde Erkebiskoppen allerede i 1238 indviet Sigvard Thettmarssøn, Abbed i Sellø, til Biskop i Skaalholt, og Botulf, Kanonicus fra Elgeseter, til Biskop i Hole^[4]. Dette viser, at Erkebiskoppen maa have formeligt kasseret Bjørns og Magnus’s Valg. Thi om Bjørn end døde førend Botulf indviedes, saa levede dog Magnus, og man maa derfor antage at Bjørn foretog sin Romerrejse, for personligt at tale saavel sin egen som Magnus’s Sag hos Paven. Hos denne kan han dog ej have faaet noget Medhold, saa at Magnus ved Efterretningen herom saavel som om hans Død maa have været nødsaget til at træde tilbage. Der gaves nok af kanoniske Grunde, som berettigede Erkebiskoppen til at underkjende hans og Bjørns Valg. Deels skulde nemlig i Regelen intet Valg foretages, førend Biskopsstolen var ledig, med mindre Erkebiskoppen eller Paven dertil gave særskilt Tilladelse, og en saadan sees ikke at være given, lige saa lidet som Hole Biskopsstol endnu kunde siges at være ledig, førend Gudmund var formeligt afsat; deels .var den paa Island brugelige Valgmaade, hvorved hvert Biskopsdømmes Prester og Bønder (det vil sige Høvdingerne) i Forening valgte sin Biskop, ligefrem i Strid med det saa ofte indskjerpede Pavebud, at ved Biskoppers og Abbeders Valg skulde ingen Indblanding af verdslige Høvdingers Myndighed finde Sted^[5]. En Reform var visselig nødvendig, om end kun for at frigjøre Biskopsstolene for den Afhængighed, hvori de vare komne til enkelte mægtige Høvdinger. Thi der er ikke nogen Tvivl om, at Skaalholts Biskopsstol nu, baade hvad Valg og Bestyrelse angaar, paa det nærmeste var bleven et Beneficium for Odde- og Haukadals-Ætterne, ligesom Hole Biskopsstol for den Kolbeinske Slægt. Alligevel havde man hidtil ikke regnet det saa nøje, og at Erkebiskoppen denne Gang gik frem med større Rigorøsitet, vidner derfor allerede i og for sig om, at han havde noget mere end blot og bart kirkelige Hensyn for Øje. At han ej alene vilde emancipere Biskopsstolene fra Høvdingernes Raadighed, men ogsaa bringe dem i mere umiddelbar Afhængighed af sit eget Sæde, skjønnes saavel af Maaden hvorpaa han ordnede deres Besættelse, som af Valget af de Mænd, der kom til at beklæde dem. I Stedet for at treffe Foranstaltninger til at der ved Islands, som ved Norges Biskopsstole oprettedes Domkapitler, hvilke Valgretten kunde overdrages, eller at overdrage Valgretten til hvert Stifts Presteskab alene, bestemtes det at begge Biskopsstole paa Island for Eftertiden, ligesom det allerede var Tilfældet med Grønlands Biskopsstol, skulde besættes af Erkebiskoppen og Kapitlet i Nidaros^[6], og i Stedet for, efter at Biskopperne Gudmunds og Magnus’s Død var bleven bekjendt, at bekræfte Magnus Gudmundssøns Valg, for hvilket der nu ej længer var noget til Hinder, saavel som at udnævne en Islænding til Biskop i Hole i den paa Rejsen afdøde Bjørns Sted, faldt Valget paa hine norske Gejstlige. Dette viser aabenbart, at Erkebiskoppen ej alene vilde gribe Lejligheden til herefter at bringe Islands Biskopsstole i større Afhængighed af sit Erkesæde, men at det ogsaa nu var ham særskilt magtpaaliggende at faa dem besatte med Mænd, der stode udenfor Øens Parti-Interesser, og alene havde Erkestolens og Norges Fordele for Øje. Om Magnus Gudmundssøn, der selv hørte til Øens Aristokrati, var Dattersøn af Jon Loftssøn og Allsherjar-Gode^[7], kunde man forud vide at han vilde træde i sine Forgængeres Fodspor og med Varme omsatte Høvdingernes Interesser. Alt dette viser, at skjønt Erkebiskoppen maa have været den, der i disse Anliggender optraadte.som handlende, har han dog ganske vist handlet efter Overlæg med, maaskee og paa Opfordring af Kongen, med hvilken han stod paa en saa venskabelig Fod. For Kongen maatte det just være magtpaaliggende, at Sturla Sighvatssøn, hvis Bestræbelser nu lode til at ville krones med Held, ogsaa understøttedes af Gejstlighedens Overhoveder i Landet, og han har maaskee endog haft den rosværdige Hensigt, ved Biskoppernes Hjelp at faa hans altfor store Voldsomhed hemmet og holdt i behørig Tømme.

Det er ovenfor omtalt, at Haakon, Skule Jarl og Erkebiskop Sigurd i Aaret 1237 indstevnede Godordsmændene til sig, og at der kom mange Breve til Landet, der kun lidet efterlevedes. Sandsynligviis har Stevningen, saavel som Brevenes Indhold, ogsaa for en Deel vedkommet Biskopsstolens Besættelse eller Bestyrelse. I det følgende Aar, 1238, kom Munken Hildebrand Gunnarssøn med nye Breve fra Erkebiskoppen^[8], formodentlig med Melding øm at de nye Biskopper nu vare udvalgte og indviede, og med Befaling om, at de, naar de ankom, skulde finde en god Modtagelse. Maaskee var det ved samme Lejlighed, at Presten Brand Jonssøn, en Søn af Jon Sigmundssøn og Halvbroder til Orm Svinfelling^[9], beskikkedes til midlertidig Bestyrer af Biskopsdømmet. Vi ville i det følgende see, at han var en ivrig Tilhænger af den nye Biskop og de norske Interesser; da han tillige stod i nøje Forbindelse saavel med den haukadalske som med den kolbeinske Æt, var han særdeles skikket til at forberede Gemytterne paa de nye Biskoppers Modtagelse. Der nævnes heller intet om, at disse mødte nogen Modstand, da de ankom til Landet den følgende Sommer, saa vidt skjønnes noget senere end Snorre, og de begave sig uden Hinder hver til sit Sæde. Gissur Thorvaldssøn, skjønt selv i saa nøje Frændskab med Magnus Gudmundssøn, og skjønt han, ved at bekæmpe Sturla Sigvatssøn, tillige havde viist sig som en Fiende af de norske dynastiske Planer, traadte dog i den nærmeste Forbindelse med Biskop Sigvard.

Denne tilsyneladende Inkonsekvens fra Gissurs Side var imidlertid tildeels en Følge af, at Snorre, efter først at have tilvendt sig Størstedelen af den Magt, Sturla havde besiddet, siden optraadte som hans Hevner og hans Søn Tumes Beskytter, uden dog for øvrigt at hylde hans politiske Anskuelser, medens han tvert imod saavel ved sit tidligere Forhold til Hertug Skule som ved sin Ulydighed mod Kongens Forbud havde stillet sig i en aabenbar Opposition mod denne. Derved maatte Snorre ogsaa strax komme i et spendt Forhold til den for de kongelige Interesser ivrigt virkende Biskop, og efter den sædvanlige Regel, at de, der have fælles Fiender, selv indbyrdes ere Venner, maatte Gissur og Biskop Sigvard føle sig hendragne til hinanden. Denne Gissurs Stilling lige overfor Snorre var ogsaa Aarsag til, at Kongen nu valgte Gissur til sin politiske Agent, saa besynderligt det ved første Øjekast end kunde synes, at han dertil netop skulde udsee Sturlas erklærede Modstander og Drabsmand. Men Kongens dynastiske Planer faldt nu næsten sammen med, eller trængtes tildeels endog noget i Baggrunden af hans Harme over Snorres Ferd, og Beslutningen, at lade ham undgjelde derfor. Og til at udføre denne maatte hans Valg først og fremst falde paa Gissur, ej alene paa Grund af dennes Forhold til Snorre, men og fordi Gissur som hans haandgangne Mand og Skutilsvein^[10] endog var forpligtet til at udføre hans Befaling, navnlig hvor det gjaldt at tage Straf over en anden haandgangen Mand, der havde brudt sin Troskabsed. I dette Tilfælde befandt Snorre sig. Han havde gaaet Kongen til Haande, ej alene som Hirdmand og Skutilsvein, men endog som Lendermand. Vistnok havde han, som alle de, der før 1223 opnaaede Hird-Værdigheder, aflagt Eden til Kongen og Jarlen paa een Gang, men da Jarlen her kun handlede som Kongens Formynder og ypperste Vasall, er det klart, at Eden, i det Tilfælde at Jarlen selv overtraadte sin Lydighedspligt, maatte være at betragte som aflagt til Kongen alene, og at det i det mindste maatte være den sværgendes Pligt at holde sig neutral. I dets Sted havde Snorre aabenbart, og med største Iver, taget Parti for Skule. Han havde deeltaget i hans hemmelige, oprørske Raadslagninger, i hans og hans Hoffolks haanlige Udfald mod Kongen og de Kongelige, havde maaskee endog ladet sig gjøre til Jarl af Skule og derved foreløbigt erkjendt ham for Konge, og havde endelig, trods Kongens gjentagne, udtrykkelige Forbud, forladt Landet. Kongen havde derfor fra sin Side efter de bestaaende Hirdlove^[11], hvilke Snorre som Hirdmand og Lendermand havde underkastet sig, fuldkommen Ret til at paastaa ham straffet som Frafalden. Og derfor sendte han, kort efter Hertug Skules Fald, den oftere omtalte Arne Øreyda^[12], Snorres forhenværende Svigersøn, og en Nordmand ved Navn Eyvind Bratt, der havde staaet i den nøjeste Forbindelse med Sturla Sighvatssøn^[13], ud til Island med en Skrivelse, hvori han befalede Gissur at sende Snorre over til Norge, lige meget med eller mod hans Vilje, eller ogsaa at dræbe ham som Højforræder. Dette Brev kan i Sandhed siges at være skrevet i en uheldig Stund. Hvis Kongen, som man bar al Grund til at formode, hverken ønskede Snorres Død eller troede at det skulde komme dertil, burde han ikke have nævnt det mindste til Gissur om at dræbe ham, ja han burde endog udtrykkeligt have forbudt det, thi han maatte kjende Partimændenes Voldsomhed og Hensynsløshed godt nok til at vide, at de, naar de havde Valget, vilde foretrække de yderste Forholdsregler for mildere. Befalingen maa derfor være given under en mere end almindelig oprørt Stemning, og man skulde næsten formode, at Kongen blandt Hertugens Brevskaber ogsaa har fundet flere, som tydeligt vidnede om Snorres Deeltagelse i hans forræderske Planer. Efterretningen om Hertugens Fald maatte nødvendigviis

give de kongeligsindede paa Øen større Dristighed. I Førstningen, siges der, blev dog ikke Kongens Brev taget synderligt til Følge. Aarsagen synes at have været den, at Gissur endnu ikke aabenbart vilde bryde med Snorre, men derimod ved List søge at bemægtige sig hans Person paa det forestaaende Althing, hvor det var aftalt at Snorre og Tume Sighvatssøn skulde møde ham, for at han kunde indgaa Forlig med dem om de Bøder, der vare at udrede for Sighvats og Sturlas Drab. Indtil da maatte det altsaa være ham ønskeligt at holde Brevets Indhold saa hemmeligt som muligt. Snorre var ogsaa nær falden i Snaren, thi da han var kommen til Thinget med ikke flere end 120 Mand, kom Kolbein, Gissurs Ven og Forbundne – det skulde nemlig ikke see ud som om Gissur selv havde noget med den Sag at bestille – Dagen efter med 600 Mand, saa at Snorre og Tume maatte tage sin Tilflugt til Kirken, og stille sine Mænd op udenfor. Men disses Holdning maa have været saa krigersk, at Kolbeins Mænd, der med Larm og Trusler stormede om paa Sletten, ej vovede at angribe dem, og endnu samme Aften forlod Kolbein Thinget med hele sin Skare. Gissur kunde nu intet udrette, og Forhandlingerne mellem ham og Snorre gik tilsyneladende nok laa venskabeligt fra Haanden^[14]. Men længer ud paa Sommeren gav Hallveig Ormsdatters Død (25de Juli) ham en ny og bedre Anledning til at velte sig ind paa Snorre. Hendes Sønner Kløing og Orm, Gissurs Brodersønner, gjorde strax Fordring paa Halvdelen af det fælles Bo, hvorimod Snorre paastod flere betydelige Godser, som Bessestad, Reykjaholt o. fl., undtagne fra Skiftet som Fællesboet uvedkommende. Det eneste, som blev skiftet, var derfor Løsøret, og merkeligt nok Bøgerne^[15]. Misfornøjede over hvad de ansaa for Uretfærdighed fra Snorres Side, klagede de til deres Farbroder Gissur, og denne tilsagde dem sin Hjelp, men uden endnu at lade sig merke med noget. Imidlertid havde han, ligesom før, en Sammenkomst med sin Ven og Svoger Gissur oppe paa Kjolen, og lagde her med ham Planen til at tage Snorre, begges forhenværende Svigerfader, af Dage. Anslaget holdtes saa hemmeligt, at Snorre ikke fik noget Nys derom, skjønt han nok kunde skjønne at Sønderlændingerne ej vare at tro paa. Ved et Besøg hos Tume paa Saudafell, hvor han havde noget at tale med Urøkja, og hvor ligeledes Sturla Thordssøn var tilstede, fremviste han endog et Brev, som han nys havde faaet fra Odd Sveinbjørnssøn paa Alftanes; men det var skrevet med et Slags Chiffer-Skrift, kaldet „Stafkarlaletr“, som hverken han eller Sturla kunde læse, saa forfarne de end vare i alskens boglig Kunst; det eneste, de fik ud af det, var at Brevet maatte indeholde en Advarsel. Alligevel syntes dette i Forbindelse med Snorres Mistanke til Sønderlændingerne, at have bestemt ham til, for det første, at tage sit Ophold længer vester, deels hos Urøkja, deels i Saurbø, naar han kun først havde ordnet det Fornødne med Hensyn til sine Ejendommes Bestyrelse tinder sin Fraværelse. Derfor begav han sig strax tilbage til Reykjaholt, ikke formodende Faren saa nær, som den virkelig var^[16]. Tilbagekommen fra Mødet med Kolbein kaldte Gissur strax sine Venner og Frænder til sig, Brødrene Kløing og Orm, Loft Biskopssøn, Arne Øreyda og flere, og lod nu for første Gang Kongebrevet oplæse, idet han med en Iver, der vistnok var alt for pludselig til ej at forekomme flere paafaldende, erklærede at han ikke for nogen Priis vilde sidde Kongens Skrivelse overhørig, og derfor, siden det ej var at vente at Snorre frivillig vilde forlade Landet, agtede at tage ham til Fange. Orm Bjørnssøn vilde dog ikke være med i dette Anslag, og red hjem til sin Gaard Breidabolstad. Kløing derimod deeltog deri med største Iver, ledsagede Gissur et Stykke paa Vejen, og skilte sig kun fra ham for at samle flere Folk. Med 70 Mand drog Gissur forud for de øvrige, og kom ganske uventet ind paa Reykjaholt Natten efter den 22de September, medens alle laa og sov. Gissur lod den Stue, hvori Snorre laa, bryde op. Snorre vaagnede ved Larmen, sprang op og løb ind i et tilstødende lidet Huus, hvor han traf Presten Arnbjørn, og efter Overlæg med ham skjulte sig i Kjelderen under Huset. Gissurs Folk ledte nu efter ham rundt omkring i hele Huset, medens Gissur talte med Arnbjørn Prest, og spurgte, om han vidste hvor han var. Da Arnbjørn svarede nej, ytrede Gissur, at hvis han ej fik tale med Snorre, kunde der jo ikke sluttes noget Forlig mellem dem. Disse Ord, der antydede fredelige Hensigter, bragte Arnbjørn til at tilstaa, at hvis man lovede Snorre Grid, kunde det nok hænde at man fandt ham. Maaskee Arnbjørn endog lod sig forlede eller tvinge til at røbe hans Skjulested, thi strax efter, heder det, fik man det at vide; dog er det ogsaa højst rimeligt at de, der søgte efter ham paa alle Kanter i Huset, tilsidst ogsaa kom til Kjelderen. Fem Mand, med Gissurs Tjener Simon Knut^[17] i Spidsen, begave sig nu derned – ej for at tage ham til Fange, skjønt dette havde været en let Sag med den 63aarige værgeløse Olding, men for at aflive ham. Der er intet, som tyder hen paa at de have skyndt sig ned paa egen Haand uden at afvente Gissurs Befaling, lige saa lidet som Gissur gjorde det mindste for at frelse ham, uagtet et eneste Ord vilde have været tilstrækkeligt dertil. Det er derfor aabenbart, at Gissur med koldt Blod har givet Befaling til hans Drab, at han lige fra først af kun har haft dette i Sinde, og at han aldrig for Alvor har tænkt paa at tage ham til Fange og sende ham til Norge, uagtet han nok kunde vide, at dette maatte være Kongen kjærest. Hvad der for Resten kan have bevæget Gissur til en saadan Grumhed mod sin forhenværende Svigerfader, er ej saa let at sige, thi hidtil havde der ej været saa heftige Trætter imellem dem, at de kunde opfordre, end sige berettige dertil. Nærmest ligger den Formodning, at Gissur er bleven enig med sig selv om at Vejen til det Maal, han havde foresat sig, kun gik over Sturlungernes Lig, og at saaledes først og fremst Snorre, den mægtigste af dem alle, maatte ryddes af Vejen. Dog mæglede han ikke selv at gaa ned til ham. Eller han frygtede maaskee for at blive stemt til Mildhed ved Synet af Oldingen, der engang havde staaet i et saa nært Forhold til ham selv, og med hvem han i bedre Dage vist havde tilbragt mange glade Timer. Da Simon Knut med sine Ledsagere kom ned i Kjelderen, bød han strax en af dem, Morderen og Rømningsmanden Arne Beisk, at give Snorre Banehugg. „Du skal ikke hugge( sagde Snorre, vant til at befale, og selv ikke i denne Farens Stund opgivende sin Værdighed. „Hugg du“, sagde Simon. „Du skal ikke hugge( sagde Snorre endnu engang. Men forgjæves, thi i det samme gav Arne ham det dræbende hugg„ medens en anden af Følget, Thorstein Gudnessøn, ligeledes saarede ham. Ud paa Dagen kom Kløing og de øvrige med Hovedflokken, og i Spidsen for denne fortsatte Gissur Toget længer mod vest, for at møde Kolbein, der imidlertid var dragen vestover fra Skagafjorden med 480 Mand, sandsynligviis for at angribe Snorre her, om det lykkedes .ham at undgaa Gissurs Overfald. Det synes at have været Gissurs og Kolbeins Hensigt, i Forening at overfalde saavel Tume Sighvatssøn, som Urøkja, Sturla Thordssøn og de øvrige Sturlunger der vester, for med eet Slag at knuse dem og derved tillige sikre sig for deres Hevn. Men de fik i Tide Nys om hvad der var skeet, og hvad Fare der truede dem, saa at de kunde flygte til Steder, hvor de vare i Sikkerhed. Gissur og Kolbein traf saaledes ingen af dem, uden Bødvar Thordssøn paa Stad, der ej havde kunnet komme bort, og nu blev tvungen til at tage sin Bolig paa Saudafell for Vintren, i det Øjemed at give Gissur og Kolbein Nys om Urøkjas og dennes Venners Bevægelser, samt at stille sin Søn Thorgils Skarde og sin Halvbroder Guthorm til Gisler paa sin Troskab. Derpaa vendte han tilbage, tilegnende sig selv Arven efter Snorre, og overladende Reykjaholt til Kløing^[18].

Saadant Endeligt fik Snorre Sturlassøn, en Tidlang Øens rigeste og mægtigste Mand, og endnu, skjønt hans Lykkesstjerne betydeligt var dalet, en af Landets meest anseede og formaaende Høvdinger. Det har været sædvanligt at bryde Staven over ham som en lumsk, egennyttig, vinde- og herskesyg Mand, der ikke skyede noget Middel til at opnaa sine Ønsker, og hvis Død derfor endog var vel fortjent. Vi have i den foregaaende Fremstilling heller ikke i mindste Maade lagt Dølgsmaal paa hans daarlige Sider, men ladet ham fremtræde i det Lys, hvori han er skildret af Sturlunga-Sagaens Forfatter, maaskee hans egen Brodersøn. Sturla Thordssøn, og som er langtfra at være fordeelagtigt^[19]. Det kan ikke negtes, at Beskyldningerne mod ham i det Hele taget, og fra et almindeligt moralsk Standpunkt betragtede, ere sande. Men desuagtet ere de forsaavidt mindre billige, som de, sædvanligviis fremsatte med Hensyn til ham alene, fordi han alene blandt mange andre Landsmænd har erhvervet en Navnkundighed, der gjør ham og hans Liv til Gjenstand for nærmere Omtale i Skrifter, ellers ikke vedkommende Islands særskilte Historie, derved ogsaa vække Forestillingen om at han alene blandt alle sine Landsmænd var en trædsk og samvittighedsløs Politiker. En mere end almindeligt ugunstig Lod kan saaledes siges at være bleven ham til Deel. Thi uagtet hans Charakteer og Vandel ikke i mindste Maade vare slettere end de øvrige islandske Høvdingers paa den Tid, men snarere bedre, medens hans literære Fortjenester ere saa store, at de endog, om muligt, kunde berettige ham til en skaansommere Bedømmelse, end Fleerheden af hans Landsmænd, der alene tragtede efter verdslig Magt, uden at udmerke sig ved nogen højere aandelig Interesse: saa er det dog netop Snorres literære Fortjenester, der ved at gjøre ham navnkundig fremfor sin Samtid ogsaa have gjort hans slette Sider mere navnkundige end de ellers vilde være blevne, saa at man tillægger ham som personlige og særegne Fejl, hvad der var sædvanligt og charakteristisk for Mængden af de islandske Høvdinger paa den Tid. Det sande Forhold turde være dette, at uagtet Snorre vistnok deeltog i sine Landsmænds Utilbørligheder, og ved sine overlegne Evner endog, som det lader, forstod at anvende den Tids samvittighedsløse Politik paa en langt mere genial og fordeelagtig Maade end de fleste Andre, har dog hans høje Dannelse, Smag, literære Iver og videnskabelige Interesser upaatvivleligt givet hans hele Liv og Fremtræden et større Humanitetens og Liberalitetens Præg, der maa have haft en forædlende Indflydelse paa hans Omgivelser, og gjort hans Overherredømme lettere at bære, end de fleste øvrige Høvdingers. En saadan Humanitet aabenbarer sig ej alene i de faa umiddelbare Udtryk af hans Følelser, der ere os levnede fra hans Pen, og af flere, hist og her indstrøede, Bemerkninger i hans efterladte Verker, men den ytrer sig ogsaa umiskjendeligt i hans Færd, saadan som vi finde ham skildret. Han var vel vindesyg, herskesyg og ærgjerrig, men der tales ingensteds om at han var grusom og blodgjerrig, som de fleste andre Høvdinger paa den Tid; hans Sejrvindinger betegnedes ikke, som ellers, af Lemlæstelser og Nedsablinger af de Overvundne; og faa egennyttig som han efter Sigende skal have været, seer man dog at han nød stor Tillid. Jon Loftssøns Sønner valgte ham til at skifte Arven mellem dem; og det taler særdeles meget til hans Fordeel, at han altid stod paa en venskabelig Fod med en Mand som Ravn Sveinbjørnssøn. Ja endog hans urokkelige Hengivenhed for den ufornuftige, men velmenende Biskop Gudmund viser at hans Pietet kunde være sterkere end hans Statsklogskab^[20]. Og endelig ytrer hans Patriotisme sig renere og sterkere, end hos de fleste af hans Landsmænd. Det var dog ham, som fornemmelig bidrog til at afværge den Fare, der i 1220 truede Island; og uagtet han, som vi have seet, da paatog sig det Hverv at bringe Island under Norges Højhed, var det dog saa langtfra at han udførte det, at man meget mere skulde antage at han paatog sig det alene for i Virkeligheden at modarbejde enhver saadan Plan, flygtende for at ellers en anden skulde ville lade sig bruge dertil og arbejde derpaa for Alvor, saaledes som det virkelig var Tilfældet med Sturla Sighvatssøn, og siden, som vi skulle see, med Gissur Thorvaldssøn. Det er heller ikke saameget Samtiden, som sildigere Tider, der have brudt Staven over Snorre Sturlassøn: en saa meget merkeligere Uskaansomhed, som man jo netop skulde have formodet, at hans store literære Fortjenester endog let kunde have forblindet de senere Historieskrivere med Hensyn til hans Fejl som Menneske og Politiker. Men det synes næsten, som om man endog med Flid har søgt at værge sig mod en saadan Forudindtagelse til hans Fordeel ved at fremdrage hans svage Sider og bedømme dem med den størst mulige Strenghed: derved er man falden over i den anden Yderlighed. Vor Dom om Snorre kan i Korthed sammensattes saaledes: i moralsk Henseende ikke slettere, men snarere i mange Stykker bedre end sin Samtid, stod han som Videnskabsmand uendeligt over sine Omgivelser. Saga vi saaledes alt med, tynger Vegtskaalen unegteligen mere til hans Ros end til hans Dadel.

Om Snorres literære Fortjenester ville vi nærmere handle nedenfor, hvor der udførligere tales om den norsk-islandske Videnskabelighed og Literaturs Tilstand paa Borgerkrigenes Tider. Vi fortsætte her Beretningen om de i den nærmeste Forbindelse med Snorres Fald staaende Begivenheder.

1. Se Sturlunga Saga III. 13. Kygre-Bjørn, heder det her, blev strax efter Biskop Gudmunds Valg tagen til Brev-Koncipist ved Biskopsstolen, og Kolbein Tumessøn gjorde sig da overvættes Umag for at have.ham til Ben, medens Bjørn viste sig fiendtlig mod Gudmund, paaskydende ikke at blive agtet nok af ham; og spaaede da Gudmund, hvad der siden gik i Opfyldelse med Bjørn, thi Uvenskabet mellem dem tiltog, jo længer den vedvarede.
2. Sturlunga Saga V. 46.
3. De islandske Annaler, ved disse Aar.
4. Annalerne; jfr. Sturlunga Saga, VI; 24.
5. Se ovenf. S. 273.
6. Dette siges med Hensyn til de første norskfødte Biskoppers Valg ikke udtrykkeligt, men det sees tydeligt nok af hvad der fortælles om de senere.
7. Om Magnus’s Fader Gudmund Griis, og hans tvende Døttre af Navnet Thora, der bleve gifte, den ene med Thorvald Gissurssøn, den anden med Jon Sigmundssøn, se ovenf. S. 809.
8. De islandske Annaler ved dette Aar.
9. Orm var en Søn af Jon Sigmundssøn og Thora, Gudmund Griis’s Datter, altsaa Fætter til Gissur, Brand derimod var Søn af Jon og hans anden Hustru Halldora, Nærsyskendebarn til Tume Kolbeinssøn.
10. At Gissur var bleven Skutelsvein hos Kongen samme Vinter, han tilbragte med Jon Murte i Bergen (1229) er ovenfor viist (S. see) jfr. Sturlunga Saga V. 7 og VI. 1.
11. Se Hirdskraa Cap. 40.
12. Arne Øreyda havde nu i længere Tid staaet i et venskabeligt Forhold til Kongen, eller søgt at indynde sig hos ham. Saaledes fortælles der i Krone Saga (Cap. 23) at han c. 1238 forærede Kongen en smuk islandsk Hest.
13. Eyvind Bratt var navnlig tilstede paa Saudafell den Nat, da Thorvaldssønnerne overfaldt Gaarden; 1229, se ovenf. S. 861.
14. Sturlunga Saga VI. 26, 28.
15. Dette har vel isærdeleshed været de Bøger, Snorre, efter hvad vi ovenfor antage, havde arvet efter Jon Loftssøn.
16. Sturlunga Saga VI. 28–30.
17. Simon var allerede i Gissurs Tjeneste 1229–30, da han opholdt sig i Bergen, se Sturlunga Saga V. 11. Sandsynligviis var han en Nordmand.
18. Sturlunga Saga VI. 31.
19. Man antager nemlig, som det i det Følgende skal vises, ikke uden Grund, at Sturla Thordssøn om han ikke er den egentlige Forfatter af Sturlungasaga, dog har haft nogen Deel i dens Affattelse.
20. Det er derhos et ret merkeligt Træk, at uagtet Hallveigs Søn, og paa en vis Maade hans Stifsøn, Orm, umuligt kunde være ham god, saa længe de tvistede om Hallveigs rige Arv, vilde han dog ikke være med i Anslaget mod Snorre: et Tegn paa, at han dog ej kunde negte ham sin Agtelse og fandt det utilbørligt at stræbe ham efter Livet.