Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/154

< Det norske Folks Historie‎ | 4

154. Dannelse. Literære Forhold.

Et Folk, der deels ved Rejser, deels ogsaa af skriftlige og mundtlige Fortællinger kjendte saa nøje til fremmede Lande, endog de fjernere, maa derfor nødvendigviis idet hele taget formodes omtrent at have staaet paa samme Standpunkt, som de øvrige mere dannede europæiske Folkeslag. I det mindste maa dette gjelde de højere Klasser, hvis Medlemmer hyppigst havde Anledning til at gjeste Udlandet. Alle Efterretninger, som give nogen Oplysning i saa Henseende, vise ogsaa, at Klædedragt, Omgangstone, Forlystelser o. s v. i de højere Kredse ikke i nogen væsentlig Grad adskillede sig fra Nabolandenes, fornemmelig Englands. Vi have allerede i det foregaaende af Uddragene fra „Kongespejlet“ seet, hvilken Fiinhed og Belevenhed, ja formelig Etikette, der herskede ved Hoffet og i Hofkredse paa Kong Sverres Tid; hvorledes Hirdmændene og de, der besøgte Hoffet eller ønskede at træde i Kongens Tjeneste, skulde være klædte og væbnede; paa hvilke ridderlige Øvelser de skulde beflitte sig, og hvorledes de skulde forholde sig i Krig[1]). Hvad her foreskrives, kunde i det hele taget ogsaa gjelde for hvilket som helst udenlandsk Hof paa den Tid, med de mindre væsentlige Afvigelser, som Nationens særegne Charakteer maatte medføre. Og som begrundet i denne Nationalcharakteer maa det upaatvivleligt ansees, at boglig Dannelse øjensynligt var langt mere almindeligt udbredt og boglige Sysler yndede blandt Nordmændene og Islændingerne, end andensteds i Norden, eller overhoved i veie det christne Europa paa den Tid. Den Lyst til at høre og fortælle Sagaer, til at forfatte, kvæde og lytte til Digte, som fra den fjerneste Oldtid udmerkede det norske Folk, gjorde sig ogsaa i en sildigere, af den almindelige europæiske Kultur mere berørt Periode gjeldende som Kjærlighed til literær Dannelse og Bogvæsen i Almindelighed. Vi have allerede af Kongespejlet seet, hvor udbredt Kundskaben til fremmede Sprog, især Latin .og Fransk, allerede ved Aarhundredets Begyndelse maa have været i Norge, siden det udtrykkeligt erklæres nødvendigt eller i det mindste heel nyttigt for den unge Handelsmand, det vil sige den højbyrdige Yngling, der begyndte sin Virksomhed, at lære i det mindste disse Sprog[2]. Det er tidligere nævnt, at baade Sverre, dennes Søn Kong Haakon, og Haakon Haakonssøn fik en efter de Tiders Maalestok lærd Opdragelse. Hvad Sverre angaar, er dette i sin Orden, da han fra først af var bestemt til den gejstlige Stand; det samme gjaldt maaskee for en Deel hans Søn Haakon, der allerede var fød, førend Sverre kom til Norge[3], og en Tidlang maa være bleven tilbage paa Færøerne under sine Mødrenefrænders Varetægt. Men til Haakon Haakonssøn erklærede Haakon Jarl selv, da han traf ham kommende fra Skolen, at han ej skulde blive nogen Klerk. Naar han desuagtet vedblev at gaa i Skole[4], maa det have været, fordi man ansaa denne Opdragelse nyttig ogsaa for den vordende Krigsbefalingsmand – at han skulde blive Konge, tænkte man sig da endnu ikke; og at Haakon virkelig lærte Latin, vil i det følgende noksom erfares, hvor vi komme til at berette om hans sidste Leveaar, og hvorledes han da paa Dødssengen lod sig forelæse latinske Bøger. Vi ville ligeledes i det følgende see, hvorledes denne lærde Opdragelse vedblev i Kongefamilien, indtil den uddøde i lige nedstigende Linje. Nu kan man vanskeligt antage, at denne Opdragelse var særegen for Kongehuset: man maa saaledes formode, hvad der ogsaa stemmer med Kongespejlet saa vel som mange andre Hentydninger, der forekomme hist og her i Sagaerne, at den i det hele taget var almindelig blandt de højere Klasser. Underviisningen bar da vel sædvanligviis været meddeelt ved de før omtalte Kapitel-Skoler, vel og i Klostrene. Hvor grundig og i Forhold til de Tiders Lejlighed omfattende den var, kan man tilstrækkeligt slutte fra Kong Sverres og hans Søn Haakons Lærdomsprøver. Thi da man ej vel kan antage, at den Oplærelse, der kunde præsteres ved Biskopsstolen paa de afsidesliggende Færøer, var ualmindelig god, eller bedre end den der blev Ynglingerne til Deel ved de norske Kapitelskoler, er man berettiget til at ansee dens Resultater som Prøver snarere paa det mindste, end paa det mene af hvad de gejstlige Skoler i Norge formaaede at udrette. Om den Skole der allerede siden Isleifs Dage holdtes ved Skaalholts Biskopsstol, veed man, at den stod paa et meget højt Trin, hvilket ogsaa de fra den udgangne Mands Dygtighed tilstrækkeligt lægger for Dagen. Ej alene kirkelige Skrifter, men ogsaa de gamle Profanklassikere maa have været[5] læste der, siden det blandt andet udtrykkeligt omtales, at Biskop Jon den hellige forargede sig ved at finde Kløing, der siden blev Biskop, men den Gang var Seminarist, læsende i Ovids Ars amandi[6]. Det er forhen nævnt, hvorledes den throndhjemske Thjodrek Munks Skrift vrimler af Citater fra de latinske Klassikere; da disse Citater neppe ere hentede fra Excerpter, maa man altsaa formode at Forfatterne, hvoraf de ere tagne, fandtes i Throndhjem, enten ved Biskopsstolens, eller ved Kannikernes, eller ved Elgeseters eller Holmsklosters Bibliothek[7]. Med den Sands for Læsning, som i Almindelighed udmerkede Nordmændene, og den Sprogkundskab, de yngre Mænd af de højere Klasser plejede at erhverve sig, faldt det af sig selv, at de paa sine hyppige Rejser i Udlandet ogsaa gjorde Bekjendtskab med udenlandsk Literatur, og navnlig fandt Behag i de just paa de Tider i hele Okcidenten moderne og meget yndede franske Ridder-Romaner og Ridder-Digte, fornemmelig dem, der holdt sig til den bekjendte Cyklus om Kong Artus og Ridderne ved det runde Bord. Man har Syn for Sagn, at disse Romaner og Digte faldt i det dannede norske Publikums Smag, thi af flere blandt dem findes endog norske Oversættelser fra Kong Haakon Haakonssøns Tid, og, som det udtrykkeligt angives, besørgede efter hans Foranstaltning. Sandsynligviis have de fra Udlandet hjemkomne Nordmænd hver i sin Kreds ved enthusiastiske Lovtaler og Gjengivelse, saa godt de formaaede det, af enkelte Yndlingssteder vakt Længselen efter at lære disse sentimentale, og især de om glødende Kjærlighed, sværmerisk Galanteri, ubetvingelig Tapperhed og ridderlig Selvopofrelse handlede Digtninger nærmere og fuldstændigere at kjende. Denne Længsel maatte især være sterk hos Kvinderne, for hvilke dette Slags Kompositioner egentlig synes at være beregnede, og da vistnok faa eller ingen af dem kunde fremmede Sprog, var det saaledes naturligt, at der besørgedes Oversættelser. Og den Omstændighed, at Kongen selv lod flere af disse Oversættelser forfatte[8], viser noksom, at baade han, hans Dronning og deres Omgivelser maa have fundet særdeles Behag i dette Slags Underholdning. Man maa antage, at Bestemmelsen med alle deslige Oversættelser, som Kongen lod forfatte, fornemmelig har været den, at forelæses i Hofkredsene for alle de fornemste Herrer og Damer. Vi faa heraf et merkeligt Indblik i de Tiders Hofliv og den selskabelige Underholdning. Vi forestille os om Festaftnerne ved Hoffet, især i Jule-Helligdagene, hvor Kongen altid havde stort Selskab om sig, Lendermændene med deres Fruer og Døtre, Hirdmændene med Hustruer og Systre, Dronningens Fruer og Jomfruer samlede, for at høre en eller anden boglærd Herre, sædvanligviis en Gejstlig, maaskee Oversætteren af flere Romaner, Abbed Robert selv, foredrage den sentimentale, rørende Fortælling, om Tristrans og Isoldes ulykkelige Kjærlighed, eller den humoristiske Satire om Dronning Gineras korte Kaabe, eller de elskovsfulde, men slibrige „Strenglege“ (lais) om Tidorel, Ivenec, Laustic, Chevrefoil o. s. v. For os medfører dette vistnok Forestillingen om en Rolighed og Adstadighed, som vi ej ere vante til at see ved selskabelige Sammenkomster mellem unge Mennesker af begge Kjøn. Men man maa erindre, at Dands paa den Tid kun spillede en højst underordnet Rolle, og neppe engang ansaaes anstændig i de højeste Kredse, medens Bøgernes Sjeldenhed og Dyrhed før Bogtrykkerkunstens Opfindelse i Forening med den især blandt Fruentimmerne ringere Udbredelse af selve Kunsten at læse, nødsagede alle dem, der nu tildags selv med Lethed kunne tilfredsstille deres Læselyst, til at benytte Forelæserens Mellemkomst. Saadanne Forelæsninger udfyldte paa en Maade den Plads, Theaterstykkerne nu til Dags indtage, og gjorde samme Virkning. Merkeligt er det, at dette Slags Underholdning allerede var i Gang under Kong Haakons tidligere Regjeringsaar, og at han, under de idelige Borgerkrige, dog fandt Tid og Lyst til at sætte saadanne literære Foretagender i Verk[9]. Men vi have her maaskee et Tegn paa, hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at Krigsforetagenderne under Tronkrigene, især i disses senere Tid, ikke optoge Gemytterne saaledes, eller overhoved spillede en saadan, alt andet fortrængende, Rolle, som lignende Begivenheder nu til Dags, og som vi derfor ved en mere løselig Betragtning af Forholdene ere tilbøjelige til at forestille os. Om Vintren fornemmelig, især om Julen, og overhoved til enhver Tid, naar Kongen havde slaaet sig ned for et længere roligt Ophold, have Krigssyslerne enten ganske hvilet, eller kun spillet en underordnet Rolle, saa at der var Tid og Rolighed nok til selskabelige Sammenkomster og literære Forlystelser.

Hoffets Exempel fulgtes vistnok her, som andensteds, af Landets fornemste Familier. Derom vidne desuden de flere Afskrifter af saadanne Morskabsbøger, som de oven nævnte, der endnu forefindes, idet mindste i Fragmenter[10], eller vides at have været til, om end ikke netop paa Kong Haakon Haakonssøns Tid, saa dog i den nærmest paafølgende. Det hele højere Publikum i Norge og paa Island viser sig saaledes, merkeligt nok, allerede i det 12te og 13de Aarhundrede som et meget læsende, og følgelig som et, hos hvilket literær Virksomhed fandt særdeles Paaskjønnelse.

Den religiøse Literatur, om hvilken der allerede forhen tildeels er handlet, fandt, som man lettelig kan begribe, stor Udbredelse blandt et saa læselystent Publikum, som det norsk-islandske, saa meget mere som de mange Helgenhistorier og Legender, der i den Tid udgjorde dens vigtigste Indhold, i og for sig selv afgav en ikke ringe Underholdning endog for dem, hvis religiøse Sind for øvrigt mest følte sig hendraget til verdslige Materier. Dette var for Resten kun yderst faa. Man kan ikke i denne Deel af Middelalderen, og aller mindst blandt Nordboerne, slutte fra en endog virkelig Fordærvelse af Sæder og Slaphed i Moralitet til en tilsvarende Indifferentisme i religiøse Materier og Foragt for det Hellige. Paa yderst faa Undtagelser nær, var den virkelige religiøse Overbeviisning hos alle, endog de vildeste Krigere, de troløseste Politikere og de mest udsvævende Vellystlinge, lige fuldt usvækket, uden Skygge af Tvivl om Sandheden af hvad Protestanterne nu til Dags endog vilde kalde de absurdeste af Katholicismens Lærdomme. De troede visselig baade paa Helgenernes undergjørende Kraft, paa Sjælemessernes Virksomhed, paa Fortjenesten af legemlig Pønitense og Aflad, om de end i deres Levnet viste sig som om de ikke troede paa noget, og som om intet var dem helligt. Det Slags Indifferentisme og Fritænkeri, der tilhører de nyere, overoplyste Tider, var ukjendt i den naive Middelalder, med mindre man, som noget tildeels analogt dermed i vor egen Historie, vil regne den Indifferentisme, der aabenbart var bleven almindelig i Hedendommens sidste Dage, da Aasareligionens Lære ikke længer tilfredsstillede Gemytterne, og Christendommen endnu ikke var tilbørligt kjendt, saa at der opstod en Art af Interregnum, hvor de saakaldte sterke Aander kun troede paa egen Kraft og Styrke. Men netop den alt for naive Tro, hvormed Katholicismens Læresætninger, endog de vrangeste, omfattedes, gjorde det muligt at den værste Ryggesløshed kunde bestaa ved Siden af den oprigtigste Religiøsitet[11]. Den islandske Høvding, der med koldt Blod lod sine overvundne Fiender dræbe eller lemlæste, og uden Sky levede i det anstødeligste Konkubinat, den orknøiske Jarl, som mishandlede en Biskop, den norske Tronprætendent, der brød Troskabsed og krænkede Familieforhold, vidste meget godt at han handlede strafværdigt, men han vidste tillige, at Kirken aldrig negtede ham Absolution, saa længe han vilde eller kunde udføre den nødvendige Pønitens, der i de fleste Tilfælde, og for en stor Deel, lod sig reducere til et vist Pengebeløb. Baandet, som forbandt Synderne med Kirken, blev derfor aldrig overhugget. Hvis Fritænkeri og Indifferentisme ytrede sig, maatte dette nærmest være hos Gejstligheden selv, blandt hvis Medlemmer der dog til alle Tider maatte gives enkelte, som, naar de indviedes i de Blændverk, hvormed man troede sig berettiget til at virke paa Lægmanden, enten forargedes og fattede Foragt for Religionslærens daværende Forkyndere, eller bleve fuldkomne Tvivlere og Foragtere af alt Hr-liigt. Kong Sverre, selv indviet i Prestedømmets Mysterier, kan anføres rum Exempel paa det første; medens han spottede Gejstligheden, fejdede mod den med Pen og i Tale og trodsede Paven selv, angreb han dog aldrig de egentlige Religionslærdomme, men viste sig tvert imod ved enhver Lejlighed som en oprigtig og troende Christen. Derimod skulde det synes, som om Biskop Nikolas af Oslo virkelig ganske havde naaet Indifferentismens og Gudsfornegtelsens Standpunkt. Det er nu en Gaade, hvorledes saa mange virkelige Bedragerier under Religionens Maske kunde finde Sted, uden at undergrave al Agtelse for Religionen, i det mindste blandt dennes egne Tjenere, der nødvendigviis maatte gjøres til Medvidere deri. Især er det ubegribeligt, at Jærnbyrden saa længe kunde holde sig som Beviismiddel, uden at de mange Lægfolk, der underkastede sig den, skulde skjønne Bedrageriet, og, om de skjønnede det, ikke skulde røbe det, og at, naar de røbede det, den hele Gejstlighed ikke derved skulde blive kompromitteret. Ja vi læse jo endog, hvorledes Biskop Nikolas ligefrem sagde til Erling Steinvegg, at han kunde give Jærnbyrden hvad Udfald han vilde[12]. Det er ubegribeligt at saadant kunde siges og blive saa almindeligt bekjendt, at det optegnedes i Sagaerne, uden at al Tillid til Gejstligheden i Almindelighed derved svækkedes. Men Tilliden vedblev uforandret, ja endog Jærnbyrden selv vedblev[13]. At dette kunde skee, det var den naive Tros Verk. De enkelte gejstlige Embedsmænd og Religionslærere kunde tabe sin Tillid og blive foragtede; enkelte Ceremonier kunde ansees overflødige eller endog latterlige, men Katholicismens Hovedlærdomme stode stedse urokkelige. Og derfor kunde Beretningerne om de hellige Mænds Liv, Virksomhed. Undergjerninger og Martyrdom altid være sikre paa at finde et villigt, troende, med spændt Opmerksomhed lyttende Publikum. Hvor yndede de vare, viser noksom den Mængde Afskrifter af dem, der endnu, i det mindste i Fragmenter, ere til eller kunne skjønnes at have været til[14]. Disse ere dog ikke de eneste religiøse Skrifter, vi kjende fra Tronkrigenes Slutningsperiode. Der gives ogsaa som ovenfor omtalt, Samlinger af virkelige Prædikener eller Homilier, nedskrevne deels i Norge, deels paa Island, nogle før, nogle under Kong Haakons Regjeringstid, hvilke ikke, som de katholske Prædikener i en sildigere Periode, fornemmelig opholdt sig ved Jærtegn og Legender, men i et kraftigt og indtrængende Sprog indskjerpe Religionens Hovedlærdomme og udvikle Betydningen af forskjellige Skriftsteder, saa at de i deres hele Maneer endnu umiskjendeligt minde om de gamle angliske Homilier, der vistnok vare de norske Prædikanter-s oprindelige Forbilleder, og af hvilke vi have faa ypperlige Prøver levnede i den bekjendte ælfrikske Samling. Hvorvidt alle Prædikener i de gamle norske eller islandske Samlinger ere originale, eller om nogen af dem, og da hvilke, ere Oversættelser, er nu vanskeligt nok at afgjøre. Enkelte af dem synes i alle Fald at være originale, for saa vidt som de slutte sig til særegne Indretninger i Norge og paa Island, og udtrykkeligt refse, hvad de kalde disse Landes National-Laster[15]. Andre bære igjen Præget af at være, om ikke Oversættelse, saa dog Efterligninger af udenlandske, i det latinske Sprog forfattede Originaler. At flere af disse Prædikener vare meget yndede, kan man slutte deraf, at der i det mindste af enkelte blandt dem findes flere Afskrifter eller Brudstykker af Afskrifter, deels fra Norge, deels fra Island, og da alle disse Afskrifter tillige ere meget gamle, maa den oprindelige Forfattelsestid ligge meget langt tilbage.

Men de hidtil omtalte Grene af den norsk-islandske Literatur havde dog lidet eller intet at sige i Sammenligning med Saga-Literaturen, der paa denne Tid naaede sin højeste Glands, og fornemmeligt naaede den ved Snorre Sturlassøn. I den forrige Periode saa vi den kun i sin Begyndelse, tildeels grundlagt ved Are frodes og Sæmund frodes fortjenstfulde Virksomhed[16]. Sproget synes, som det allerede forhen er nævnt, da endnu at have forvoldt Vanskeligheder, der først henimod Slutningen af det 12te Aarhundrede bleve ganske overvundne. Den Lethed og Elegans, som da opnaaedes, og som ytrer sig baade i historiske, belletristiske og religiøse Skrifter, blev siden ikke overtruffen, og begyndte mod Slutningen af det 13de Aarhundrede allerede kjendeligt at dale. Hvad nu den egentlige historiske Sagaliteratur angaar, da bestaar den, som bekjendt, af tvende Hoveddele, den der angaar Begivenheder paa Island, og den der indeholder Beretninger om Tildragelser udenfor Island, fornemmelig i Norge. Af denne sidste Hovedafdeling udgjøre igjen de norske Kongesagaer den væsentligste Deel. Den først nævnte Hovedafdeling indeholder deels Sagaer om enkelte Personer eller Ætter, deels Beretninger om Begivenheder i et heelt Distrikt gjennem en ikke ubetydelig Række af Aar, dog ikke udenfor Hedendommens Periode eller den første Generation efter Christendommens Indførelse. Disse islandske Persons-, Slægts- eller Hereds-Sagaer vare oprindelig ikke bestemte til at læses eller foredrages udenfor Øen; man forudsatte vel at Udlændingerne ikke kunde have nogen Interesse af den. Derfor gjorde man sig, som det synes, heller ikke saa megen Umag med Foredraget, hvori de affattedes, og nedskrev dem i det hele taget med løbende Pen, aldeles som de fortaltes. Denne Omstændighed, der af Samtiden vistnok ansaaes som en Mangel, har netop givet de fleste af dem det forunderlige Liv og den friske nationale Duft, der gjør dem saa særdeles tiltrækkende og berettiger dem til en Plads blandt det Ypperste, nogen som helst Literatur kan fremvise. Bedre Prøver paa en egte National-Literatur kunne ikke tænkes. Der gives ikke en eneste af disse mange Sagaer, hvis Forfatter, eller endog hvis første Nedskriver kjendes. Enhver af dem viser sig at have saa at sige det hele Folk til Forfatter, at være nedskreven saaledes som Beretningen, ved at gaa fra Mund til Mund, og ved ideligen at fortælles af de Mange, der gjorde Sagafortælling til deres Fag og Levevej, havde formet sig. At saadanne Sagafortællere af Fag fandtes paa Island allerede i Midten af det 11te Aarhundrede, og at de ligeledes gjestede Norge, er ovenfor viist, hvor Thorstein frodes Besøg hos Kong Harald Sigurdssøn omtales[17]. Man erfarer tillige af Beretningen herom, at disse islandske Sagafortællere ikke indskrænkede sig til deres eget Lands Sagaer, men ogsaa berettede norske Kongesagaer. Man maa saaledes antage, at en stor Cyklus af islandske Sagaer i det væsentlige har faaet sin faste Form ved Midten af det 11te Aarhundrede, og heraf kan man ogsaa let forstaa, hvorfor det, med al deres Fortrinlighed, ej kunde falde nogen af Nedskriverne, ej engang den aller første, ind at tilegne sig Forfatterskabet eller endog at navngive sat han var sig altfor vel bevidst, og det var ligeledes Læseren alt for vel bekjendt, at han kun var et Redskab til Opbevarelsen, og at han ikke havde mere Deel i Affattelsen, end de Afskrivere, Havlide Maarssøn og Bergthor Ravnssøn brugte til at nedskrive Lovbogen, havde i Affattelsen af denne.

Vi have i Sturlungasaga et udtrykkeligt og paalideligt Vidnesbyrd om, at de fleste Sagaer om islandske Begivenheder ere nedskrevne inden Biskop Brand Sæmundssøns Død (1201). Her menes aabenbart de før omtalte egte og gamle Sagaer, der omhandle Begivenhederne i det 9de, 10de og Begyndelsen af det 11te Aarhundrede. Thi, lægges der til, „de Sagaer, der omtale senere Begivenheder, vare kun for en liden Deel nedskrevne, førend Skalden Sturla Thordssøn (den oftere omtalte Søn af Thord Sturlassøn paa Hvamm) foresagde (d. e. dikterede) islandske Sagaer“[18]. Betragter man det forhaandenværende Forraad af islandske Sagaer, vil man netop finde ligesom en stor Aabning mellem den før omtalte Ydergrændse for den ældre Cyklus (c. 1040) og de omstændelige Sagaberetninger, der omhandle Begivenhederne i Sturlungernes Tidsalder. Hvad man veed om Begivenhederne i den mellemliggende Tid, veed man deels kun af de temmelig kortfattede Optegnelser, der danne Begyndelsen til den store, saakaldte Sturlungasaga[19], hvilken ej bliver omstændelig, førend man kommer til Hvamm-Sturla og hans Samtid, deels af de Sagaer om Øens Biskopper, der ej kunne regnes til den nys skildrede, charakteristiske Deel af Saga-Literaturen, men mere maa henføres til den kirkelige Literatur. Og for det egentlige Biskopsvældes Tid, under Isleif og hans Søn Gissur, ere disse Biskopssagaer, tilligemed nogle faa annalistiske Optegnelser, den eneste Kilde; thi hine Optegnelser i Sturlungasaga indskrænke sig kun til Affærerne mellem Havlide Maarssøn og Thorgils Oddessøn[20]. Vel var Biskopsvældets Tid forholdsviis fredelig og derfor uden synderligt Stof for Sagaer, men ganske uden Begivenheder af det Slags, der kunde have egnet sig til Sagaberetning, var den dog ikke. Imidlertid kan man sige, at det islandske Folk tinder den forholdsviis langt større Rolighed, Biskopsvældets gyldne Tid gav, ligesom har taget sig et Pusterum til at see tilbage paa det forrige Aarhundredes Stemme„ og befæste de merkelige Begivenheder i Erindringen. Dette var da Sagaernes Tilblivelsestid, som overhoved den Tid, da Islændingernes Sagafortællen og særegne Sands for delte Slags Virksomhed begyndte. Nedskrivningstiden falder i det følgende Aarhundrede, og ligger mellem 1120 og 1200. Alligevel er der ikke faa af hine ældre Sagaer, der i den Form, hvori vi nu kjende dem, øjensynligt tilhøre en yngre Tidsalder. Dette forklares lettest og simpelt hen deraf, at vi ej besidde gamle Haandskrifter af dem, og at kun de færreste Afskrivere nøjagtigt kopierede ældre Haandskrifter Ord til andet, men de fleste derimod tillode sig at behandle Texten med største Frihed, forkorte eller udtvære den, indstrø egne Bemerkninger, og overhoved modificere den efter hvad der var den brugelige Stiil paa deres Tid. Heldigviis er den Saga, som ubetinget maa kaldes den bedst forfattede, med de kraftigste Charakteertegninger og den heldigste Gruppering af Stoffet, ogsaa blandt de ældste fra Sprogformens Side, saa at man kan være temmelig vis paa, at vi have den omtrent saadan som den blev nedskreven før 1200. Dette er den berømte Njálssaga eller Njàla, der nærmest handler om den ædle Njaal og hans Slægt; men derved kommer den og til at handle udførligt om Njaals Ven, Gunnar paa Hlidarende, dennes mange Heltebedrifter, hans og Njaals ubrødelige Venskab, samt efter Beskrivelsen over Njaals og Sønners Indebrænding ogsaa om Kaare Salmundssøns Hevn og Forsoning. Da den omfatter Begivenheder fra Midten af det inde til ind i andet Decennium af 11te Aarhundrede, og tillige omhandler flere i hele Øens politiske Historie dybt indgribende Foranstaltninger, hvori den anseede Njaal tog Deel, er den ikke blot af lokal- eller personalhistorisk Interresse, men er umistelig for Islands Historie i det hele taget[21]. Omtrent samtidigt affattet med den, i det mindste i den Form, hvori vi nu kjende den, og af lige saa stor Vigtighed for en tidligere Deel af Islands Historie, er den ypperlige Egils Saga eller Eigla, der behandler den kveldulfske Æts Bedrifter i Norge og paa Island, og ender med Egil Skallagrimssøns Død. Da den udførligt beretter Thorolf Kveldulfssøns Forhandlinger med Kong Harald Haarfagre, er den ogsaa umistelig som Kildeskrift for Norges Historie[22]. For den med Hensyn til Formen ældste af alle de Sagaer, vi nu kjende, antager man Sagaen om de saakaldte Heidarvig, eller om den ovenfor berettede Strid mellem Videdølingerne og Borgfjordingerne 1019[23]. Det vilde ellers lede til alt for stor Vidløftighed, her udførligere at opregne endog de bedste af denne ældre Saga-Cyklus; især da vi kunne henvise Læseren til et ypperligt Verk, hvor denne Materie særskilt er drøftet[24]. Af hvad der ovenfor er oplyst, synes man at maatte slutte, at de senere Islændingesagaer efter Biskopsvældets Tid nærmest skyldes Sturlas Arbejder, hvilke tilsammen danne den store saakaldte Sturlungasaga, der, som nys viist, begynder med Havlide Maarssøns og Thorgils Oddessøns Trætte, og siden med Udførlighed, i enkelte Afdelinger (þættir), behandler Sturlungernes og de med dem samtidige Høvdingers Bedrifter, saa at den altsaa i Ordets egentlige Forstand indeholder hele Øens Historie for henved 150 Aar. At den i sin nuværende Form ikke er saadan, som Sturla Thordssøn dikterede den, kan noksom sluttes af enkelte Ytringer, navnligen af den nys anførte, hvor Sturla selv omtales i tredie Person, og det endog med megen Ros, saavel som af andre Omstændigheder; alligevel tør man vel formode, at hvad der findes beskrevet med den størst mulige Udførlighed, f. Ex. Slaget paa Ørlygsstad, Snorre Sturlassøns Drab o. s. v., er saaledes som det flød fra Sturlas Pen. Her viser sig nu Forskjellen mellem den ældre og den yngre Saga-Cyklus: hine vare allerede forud i Folkemunde, længe førend de bleve nedskrevne; disse blev nedskrevne som enhver anden historisk Beretning, der forfattes af en Samtidig, førend Traditionen har haft Tid til at danne sig, end sige at antage en bestemt Form. Denne Tilblivelsesmaade aabenbarer sig derfor ogsaa overalt i Sturlungasaga, og giver den en særegen Charakteer, temmelig forskjellig fra de ældre Sagaers, uden at dog Fremstillingens Verd i sig selv derved forringes; tvert imod, den er livlig, underholdende og i det hele taget nøjagtigere end de ældre Sagaers, men den har dog ikke saaledes det levende Ords Præg, som disse.

Biskopssagaerne danne, som før omtalt, en egen Kategori, og et Par af dem, nemlig de, der handle om begge de hellige Biskopper, Jon og Thorlak, slaa endog ganske over i Helgenfortællingernes Charakteer. Ogsaa de øvrige ere forfattede omtrent i samme Tone, og have i større eller mindre Grad en panegyrisk Tendens. Dog indeholde de mange vigtige historiske Data. Den, der er holdt i den roligste og beskedneste Tone, er de fem første skaalholtske Biskoppers korte Levnetsbeskrivelse, under den besynderlige Titel Hungrvaka eller Hungervækkeren. Dens Forfatter, der ikke navngiver sig, siger i Fortalen udtrykkeligt, at han har ført den i Pennen, for derved at opbevare hvad han havde hørt den vel forfarne Gissur Hallssøn[25] berette, saavel som og for at „vænne unge Mænd til at blive fortrolige med vort Maal, og forstaa sig godt paa hvad der er skrevet paa Norsk, det være sig Love eller Sagaer eller anden Videnskab“. Dette, sammenholdt med de de tidligere anførte Ytringer i Kongespejlet, viser hvor højt man paa denne Tid voldt Modersmaalet i Agt og Ære baade.i Norge og paa Island; man seer ogsaa heraf, at Skriftet virkelig er blevet forfattet, ikke blot nedskrevet af en Mand, der havde levet meget sammen med Gissur Hallssøn, hvilken, selv en ypperlig Videnskabsmand, som Bestyrere af den skaalholtske Biskopsstols økonomiske Anliggender havde den bedste Anledning til at kjende de ældre Biskoppers Historie. Man kunde her tænke paa Magnus Gudmundssøn, der siden udvalgtes til Biskop efter sin Forgængers og Navnes Død, men maatte vige[26] for Sigvard fra Norge, eller en anden med Biskopsstolen nøje forbunden Mand, der allerede før Gissur Hallssøns Død i Aaret 1206 kunde have opnaaet Modenhed nok til at samtale med ham og merke sig hans Ord.

Men hvad der dannede Hovedstykket af Islændernes sagafortællende og sagaskrivende Virksomhed, var dog de norske Kongers Historie, især fra den Tid af, at Are og Sæmund frode havde forsøgt at grunde en fast Chronologi. I det mindste er det vist, at vi af hver enkelt af de norske Kongesagaer besidde langt flere Bearbejdelser og Afskrifter, end af hver islandsk Persons- eller Ætte-Saga, og om end dette, hvad Afskrifterne angaar, for en Deel lader sig forklare deraf, at mange øjensynligt ere gjorte for norske Høvdinger efter deres Ønske, sandsynligviis ogsaa mod rigelig Betaling, saa viser dog Antallet af de særskilte Bearbejdelser saavel som Navnene paa de Mænd, der fornemmelig beskjeftigede sig dermed, at den norske Historiografi var de islandske Videnskabsmænds Hovedsyssel, især efter at den islandske Sagaskrivning for den første Periodes Vedkommende saa at sige var afsluttet, og den eneste Virksomhed, der med Hensyn til disse stod tilbage, egentlig kun var den simple Afskrivning, der ikke kunde tilfredsstille de efter mere selvstændig Virksomhed higende Aander. Desuden kunde, som sagt, i hine Tider de islandske Sagaer umuligt have den Interesse som nu omstunder. De Begivenheder, der berettedes, laa for nær, og betragtedes vel i det hele taget som uvigtige Bygdehistorier, der ikke i mindste Maade grebe ind i den almindelige Verdenshistorie, og derfor ej kunde interessere andre end Øens egne Folk, eller Efterkommerne af dem, der havde deeltaget i de fortalte Begivenheder. Sproget og Fremstillingen, der nu giver Beskrivelsen af den ubetydeligste Fegtning eller de i sig selv ligegyldigste Hverdagsscener en særegen Interesse, betragtedes i hine Tider med Ligegyldighed, eller som noget der faldt af sig selv. Man forudsatte at ingen udenfor Landet selv brød sig om at vide noget om islandske Begivenheder. Dette aabenbarer sig tydeligt nok af Slutningsordene i Fortalen til den historiske Olaf den helliges Saga, der sandsynligviis er forfattet af Snorre selv; her gjøres der endog udtrykkeligt Undskyldninger, fordi Sagaen indeholder saa mange Fortællinger om islandske Mænd[27]. Men derimod, ligesom de islandske Skalder forhen fandt deres fornemste Virksomhed udenfor Island, og vandt sig Ære og Gods ved at besynge fremmede Høvdinger, især norske, saaledes blev nu ogsaa norsk Historieforskning og Historieskrivning de islandske Videnskabsmænds Hovedsyssel, ej alene fordi den gav dem selv den største Tilfredsstillelse, men ogsaa fordi den var Vejen til Anseelse og Fyrstegunst. Men dette forudsatte paa den anden Side ogsaa at Sandsen for Fædrelandshistorie og Læsning af historiske Skrifter var vakt i Norge. Og uagtet den aldrig synes at have manglet, er det dog klart, at den ikke ret kunde ytre sig, førend fædrelandshistoriske Skrifter i nogen større Mængde gaves Folket i Hænde. Dette skede, som vi ovenfor have viist, ikke førend mod Slutningen af det 12te Aarhundrede. Og her frembyder sig da atter næsten uvilkaarligt den ovenfor fremsatte Antagelse, at Stødet til den omhyggeligere Bearbejdelse af de norske Kongesagaer eller Samlingen af de tidligere løse, indbyrdes uforbundne, Sagastumper nærmest er udgaaet fra den literært dannede Kong Sverre, der i dette Stykke, som i saa meget andet, aabnede en ny Tingenes Orden i Norge. Vi have allerede omtalt, at Kong Sverre, som det udtrykkeligt heder, „lod skrive“, at Kong Eystein Haraldssøn blev aflivet efter sin Broder Kong Inges Befaling[28]. Dette viser aabenbart, at han „lod Sagaer skrive“, eller at han i det mindste havde Indseende med Sagabearbejdelsen. Vi vide, at han lod sin egen Historie bearbejde af Karl Abbed i Thingeyre. Samtidigt med Karl Abbed levede Munkene Gunnlaug og Odd[29], begge de første Bearbejdere af Olaf Tryggvessøns Historie, og Odd paaberaaber sig udtrykkeligt et Udsagn af Snorre om Kong Olafs ualmindelige Tapperhed. Ser ligger unegteligt nær at antage, at Sverre selv har været den, der gjennem Karl Abbed har opmuntret Odd og Gunnlaug til at beskjeftige sig med en Bearbejdelse af Sagnene om Olaf Tryggvessøn, eller at han idet mindste har søgt at faa den norske Oversættelse af deres Arbejder besørgede. Det er i alle Fald vanskeligt at bestemme, om den endelige Affattelse af Olafs Saga ved Gunnlaug og Orm ligger før eller efter Karl Abbeds Ophold i Norge mellem 1186 og 1188; forsaa vidt det sidste er Tilfældet, bliver det dobbelt rimeligt, at Karl Abbed har medbragt en Anmodning til dem fra Sverre om at gjøre Alvor af Bearbejdelsen af de Materialier til Olafs Saga, som man rimeligviis vidste de allerede i flere Aar havde samlet[30]. Det er allerede ovenfor paavist, at Odds Verk allerede inden Aarhundredets Udgang, altsaa før Sverres Død, maa have været oversat, eller rettere omarbejdet paa Norsk. Det samme var maaskee Tilfældet med Gunnlaugs Bearbejdelse, om hvilken vi vide, at den blev gjennemseet af Gissur Hallssøn[31]. Det første Forsøg paa en Bearbejdelse af Norges Historie i det hele taget, er den throndhjemske Munk Thjodreks ovenfor omtalte Verk, der vel kun er forfattet paa Latin, men hvis enkelte Bestanddele dog tydeligt sees at grunde sig paa Sagaer, affattede i Modersmaalet[32]. Man kjender for Resten ikke nøje Affattelsestiden, og veed kun at denne maa falde efter Nikolas Skjaldvardssøns Drab[33], som udtrykkeligt omtales, og før den ældre Mariekirkes Flytning til Elgeseter, altsaa omkring 1180; det synes af Tilegnelsen til Erkebiskop Eystein og den Maade hvorpaa han omtaler Birkebeinernes første Konge Eystein Meyla[34], at maatte sluttes at han bar hørt til det Parti, som var Sverre ugunstigt[35]. Han kan vel saaledes heller ikke have skrevet efter hans Opfordring. Hans Verk viser sig ogsaa aabenbart kun som det første svage Forsøg, der endnu lader meget tilbage at ønske. Det samme kan man sige om det med hans Verk nøje beslægtede, hist og her endog ordret stemmende, af en unævnt Forfatter samlede Udtog af de ældre norske Kongers Historie, som endnu er os opbevaret, og som synes at hidrøre fra Slutningen af det 12te Aarbundrede[36]. Langt fuldstændigere og bedre er en noget yngre Samling af norske Sagaberetninger, nemlig det saakaldte „Ættetal,“ der synes at være forfattet omkring 1215, og, for saa vidt man kan slutte af enkelte Udtryk, ikke paa Island, men i Norge 3). Dog er ogsaa dette mere en løs Sammenstilling af enkelte Brudstykker, end noget fuldstændigt bearbejdet Heelt; man seer tydeligt, at Methoden endnu mangler. For Resten finder man ogsaa her mange Steder, der ordlydende stemme med de tilsvarende Dele i de udførligere Special-Sagaer. Som Bearbejder af disse synes Presten Styrme, kaldet den frode.(kyndige) fornemmelig have udmerket sig i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Det er ovenfor omtalt at han bearbejdede og sandsynligviis fuldførte den af Karl Abbed paabegyndte, men ikke fuldførte Saga om Kong Sverre[37], og det er heller ikke usandsynligt, at det er ham, hvem man skylder „Haakon Sverressøns, Guthorms og Inge Baardssøns Saga,“ der danner en umiddelbar Fortsættelse af Sverres Saga, medens derimod den efter dem i chronologisk Orden følgende Haakon Haakonssøns Saga, om hvilken man veed at den er forfattet af Sturla Thordssøn, aabenbart danner et Heelt for sig selv. Styrme har ogsaa, som det udtrykkeligt angives, bearbejdet St. Olafs Saga, eller, som det heder, „sammensat en St. Olafs Livssaga“[38], hvilken vi vel ikke nu have fuldstændigt, men af hvis Indhold der dog andensteds er meddeelt saa meget, at vi nogenledes kunne kjende dens Beskaffenhed. Vi erfare, at den uden synderlig Kritik har meddeelt alle de legendariske Fortællinger om Kong Olaf, som ere optagne i den ældre Legende-Saga, og at den ofte har indstrøet selvstændige Bemerkninger, der dog for det meste synes at have været holdte i en vis vidløftig Prædiketone. For Resten veed man ikke stort om denne Styrmes Personlighed. Ikke engang hans Herkomst kjendes. I et yngre Papirshaandskrift, hvis Paalidelighed dog ikke paa langt nær er bævet over enhver Tvivl, kaldes han Styrme Kaaressøn. Man veed, at han var Lovsigemand fra 1210 til 1215, og efterfulgtes af Snorre Sturlassøn, saavel som at han senere (1228–30) optræder i et kjendeligt Afhængighedsforhold af Snorre, saaat man skulde antage ham for at have været hans Huuskapeltan. Man veed, ligeledes, at han, skjønt aabenbart ældre end Snorre, dog overlevede ham, saasom han optegnede hans Aartid[39], sandsynligviis for selv at højtideligholde den. Den Afhængighed, hvori Styrme saaledes maa have staaet til Snorre, lader altsaa slutte, at han til sine videnskabelige Arbejder fornemmelig har benyttet Snorres Bibliothek, og at han har skrevet efter Snorres Opfordring, paa en Tid da denne maaskee endnu ikke selv havde bestemt sig til at beskjeftige sig med Norges Historie.

Og saaledes komme vi nu til at tale om Snorres egen historiografiske Virksomhed, der lod alle hans Forgængeres langt efter sig, og har gjort hans Navn udødeligt for alle kommende Tider. Hvad man hidtil kun med en vis Ængstlighed havde forsøgt, og med Ubehjelpelighed iverksat, Bearbejdelsen af de enkeltstaaende, indbyrdes usammenhængende Sagn og Sagastumper om norske Konger til en eneste samlet Fællessaga, det udførte Snorre med overlegen Smag og Kritik. I Besiddelse af alle Hjelpemidler, beherskende sit Stof, og Mester i at behandle Sproget, forstod han at ordne de forskjellige Masser til et harmonisk Heelt, som fra den Tid af blev Grundlaget for alle senere Bearbejdelser, og saaledes Hovedverket for al norsk Historiografi. Vi have tidligere talt om Snorres Ungdomsaar. Vi behøve blot at vide, at han fra sit 5te til sit 19de Aar blev opdragen i Jon Loftssøns Huus[40], for at forstaa, hvorledes han erhvervede saadanne Indsigter i Forfædrenes poetiske og historiske Literatur, som dem, han i sine Verker lægger for Dagen, og hvorledes han kunde fatte en Lyst til at sysle med slige Arbejder, som ikke forlod ham under det meest bevægede Liv og de heftigste politiske Storme. Vi have udtalt den Tro, at han efter al Sandsynlighed selv blev Ejer (eller idet mindste midlertidig Forvarer) af Jon Loftssøns Bogsamling, der navnlig maa have indeholdt alle Sæmund frodes efterladte Verker; ligeledes at han ved Tiltrædelsen af Reykjaholt efter al Rimelighed kom i Besiddelse af Are frodes Bogsamling. En tredie værdifuld Tilvæxt fik maaskee hans Bogsamling, da han flyttede sammen med Hallveig Ormsdatter, Bjørn Thorvaldssøns Enke, thi da det siden, som vi have seet, udtrykkeligt heder, at der blandt det Løsøre, som han efter hendes Død maatte skifte til hendes Sønner, var en Deel Bøger, ligger den Slutning nær, at disse Bøger vare den lærde Gissur Hallssøns Bogsamling, eller den literære Haukadals-Æts gjennem flere Generationer samlede Bibliothek, der efter Gissur var kommen i hans Søn Thorvalds, og siden i dennes ældste Søn Bjørns Værge. I det mindste er det af Snorres intime Forbindelser med Are frodes, Sæmund frodes, og Gissur Hallssøns Ætlinger klart, at han havde den meest uindskrænkede Adgang til at benytte og lade afskrive alle de Bøger i deres Bibliotheker, hvis Indhold kunde være hans historiske Arbejder til Nytte. . Saa vidt man kan skjønne, begyndte Snorre ikke at bearbejde Norges Historie, førend efter at han selv havde været i Landet. Der er nemlig flere Steder i hans Verk, som vidne om, at han personligt havde undersøgt flere historisk merkelige Lokaliteter i Norge, og indhentet Efterretninger af Landets eller Egnens egne Beboere[41]. Denne hans historiske Virksomhed kan saaledes ikke sættes længere tilbage end til 1220, da han kom tilbage fra sit første Besøg i Norge. Da var han allerede i sine modnere Aar, 42 Aar gammel. Til hans yngre Aar maa man efter al Sandsynlighed henføre den anden Side af hans literære Virksomhed, der ligeledes har affødt herlige Verker og gjort hans Navn udødeligt, nemlig hans Sysler med Skaldekunsten og det uundværlige Repertorium for denne, den gamle hedenske Gudelære. Det maa nemlig ansees som utvivlsomt, at Snorre er Forfatter af den saakaldte yngre Edda[42], der deels indeholder de i en fingeret Samtale mellem Kong Gylve og de tre fornemste Æser indklædte Fremstilling af den hedenske Gudelæres System, kaldet Gylvaginning[43], deels det saakaldte Skáldskaparmál[44], (d. e. Lærebog i Skaldekunsten), under Indklædning af en Samtale mellem Guden Brage og Jøtnen Øge, og det er af flere Omstændigheder, fornemmelig de smaa Afvigelser, der finde Sted mellem den historisk-ethnografiske Forklaring af Odinsagnet i Edda, og Fremstillingen deraf i Kongesagaernes første Deel, den saakaldte Ynglingasaga, aabenbart, at denne er skreven senere end hiin[45]. Ligesom Gylvaginningen er et aldeles umisteligt Verk med Hensyn til den gamle Gudelære, saaledes er Skaldelæren umistelig til Forklaring af vor Oldliteraturs poetiske Levninger, og i sit Slags samt paa den Tid ganske enestaaende. Den giver en fuldstændig Oplysning om de for den norsk-islandske Skaldekunst charakteristiske og uundværlige Omskrivninger, for det meste hentede fra de gamle Gude- og Helte-Sagn, og det saaledes, at ej alene de af de ypperste Skalde virkelig anvendte Omskrivninger meddeles, med en overordentlig Mængde Citater fra disse Skaldes Arbejder, men ogsaa at der gjøres Rede for selve Methoden, at der gives Anviisning til selvstændig og regelret Dannelse af nye Omskrivninger, og at Anledningen til de vigtigste endog oplyses ved hyppig Meddelelse af mythologiske Sagn. Den Masse af Citater, der anføres, lige fra Brage den gamle til Einar Skulessøn, ikke at tale om de meddeelte Brudstykker af de gamle Mythekvad, viser noksom at Forfatteren har besiddet eller haft Adgang til en fuldstændig Samling af hele den ældre poetiske Literatur; og da man ikke vel kan antage, at han selv har kunnet alt udenad, eller altid har haft Folk ved Haanden, der kunde Digtene udenad, maa man slutte at alle de Kvad, der oprindelig for det meste kun gik fra Mund til Mund, og af hvilke vel kun de færreste, ligesom Egils Sunartorrek, strax ved Affattelsen optegnedes med Runer[46], allerede før Snorres Tid var blevne omhyggeligt samlede og opskrevne. Dette er et højst merkeligt Faktum, hvortil neppe nogen anden samtidig Literatur kan opstille noget Sidestykke; og vi fejle vist ikke, naar vi antage, at dette fornemmelig var Sæmund frodes Verk, og at det var hans Samlinger, af hvilke Snorre selv lærte Digtekunsten saaledes til Bunds og fra hvilke han hentede sin rige Skat af Beviissteder. Blandt de anførte Skalde er der heller ikke faa Nordmænd. Navnlig indtager Kong Harald Sigurdssøn en fremragende Plads, og det er tydeligt at see, at han var en af sin Tids største poetiske Autoriteter. Det eneste af Edda, i den Skikkelse, vi nu kjende den, der tilhører en senere Periode af Snorres Liv og derfor siden maa være tilføjet, er Slutningen, eller det saakaldte Háttatal, der indeholder udførlige Beskrivelser af og Regler for den store Mangfoldighed af Versemaal (hættir) der brugtes i den norsk-islandske Poesi, og hvor der, som Exempler paa Versemaalene, anføres Strofe for Strofe af et meget langt Kvad, digtet af Snorre til Kongens og Jarlens Ære, i hvilket hver enkelt Strofe er affattet i et særegent Versemaal. Det er forhen nævnt, at Tiden, naar dette Kvad forfattedes, ej vides, men da det omtaler Ribbungernes Nederlag ved Apaldsseter[47], medens Skule dog kun nævnes som Jarl, maa det være forfattet mellem 1221 og 1237, altsaa medens Snorre var paa Island, og maaskee i Anledning af Kongens Giftermaal 1225, da det synes at forudsætte at Kongen og Jarlen endnu vare gode Venner. Denne Snorres Virksomhed vakte aabenbart megen Opsigt, og skaffede ham et stort Ry allerede længe førend han forlod Fædrelandet. Haakon Jarl følte sig aabenbart særdeles smigret, da Snorre, som det ovenfor berettes, digtede et Hæderskvad om ham; han sendte ham Gaver, indbød ham paa det ivrigste til sig, og lovede ham store Æresbeviisninger. Jarlens Død hindrede, som vi vide, Snorre fra strax at modtage Indbydelsen, men han rejste i Aaret 1218, fandt en overordentlig god Modtagelse hos Skule Jarl, og besøgte den følgende Sommer Haakon Jarls Enke Fru Christina, der da var gift med Æskil Lagmand i Gotland. Dette er, saa vidt vides, den eneste Rejse, Snorre gjorde udenfor Norge; men man har tydelige Vidnesbyrd om at han høstede stort Udbytte af den i videnskabeligt Henseende. Thi det er øjensynligt, at den ypperlige Beskrivelse over Sveriges og fornemmelig Gøtlands statsretlige og admistrative Forhold, der staar at læse i Olaf den helliges Saga, er en Frugt af Snorres egne Iagttagelser[48], ligesom man og maa antage, at han ved denne Lejlighed, hvor han nødvendigviis maa være kommen sammen med anseede og forstandige Mænd fra alle Kanter af Sverige, har samlet de fleste udelukkende svenske Oldsagn, der anføres i den første Deel af hans Kongesagaer, den saakaldte Ynglingasaga, til nærmere Forklaring af de gamle kortfattede og ufuldstændige Kvad. I Norge blev Skule Jarl, som man erfarer, Snorres fornemste Mæcenas, og Snorre blev hans ivrige og trofaste Tilhænger. Snorre digtede, som det er nævnt, ikke færre end tvende Hæderskvad om ham, det oven omtalte til Kongen og Jarlen i Fællesskab ej iberegnet[49]. Vi vide for lidet om Skule Jarls private Liv og hans Bedrifter til med fuldkommen positiv Vished at kunne sige, at han var en Ynder af videnskabelig Virksomhed og de fædrelandske Oldsagn. Alligevel kan man neppe et Øjeblik tvivle derom. Hans Stilling, Aandsretning og den Tone, der herskede ved det norske Hof, gjør det mere end sandsynligt, og selv den Yndest, han viste Snorre, synes fornemmelig at grunde sig paa dennes literære Navnkundighed og Digtergave. Det er ovenfor omtalt, hvorledes han senere, under Snorres andet Ophold i Norge, da han stod paa en meget spændt Fod med Kongen, gjorde ham Spørgsmaal af den gamle Gudelære; dette viser saavel, at Skule selv kjendte noget dertil og altsaa interesserede sig derfor, som at han betragtede Snorre som den fornemste Autoritet i dette Stykke[50]. De Hædersbeviisninger, hvormed Skule overvældede Snorre – han havde ham, som vi have seet, hos sig som sin Gjest i tvende Vintre, skjenkede ham et heelt Skib og femten andre store Gaver, og ophøjede ham først til Skutelsvein, siden til Lendermand[51] – alt dette kan vanskeligt have været Frugten af politiske Hensyn alene; det maa nødvendigviis for en stor Deel have været Udtrykket for den Interesse og Beundring, hvormed Skule Jarl omfattede Snorres literære Virksomhed, og lyttede til hans Fortællinger om Oldtidens Helte eller til de Kvad, han foredrog, det være sig originale eller af ældre Digtere. Det er endog højst sandsynligt, at Snorre først efter Skule Jarls Opfordring har taget fat paa Bearbejdelsen af de norske Kongesagaer, og at dette hans Hovedverk saaledes nærmest er blevet til ved Skules Foranstaltning. Denne traadte her kun i Kong Sverres og Haakon Sverressøns Fodspor; han holdt fast ved den literære Hoftone, som disse Konger allerede havde indført, og som fremdeles vedblev under Haakon Haakonssøn og dennes nærmeste Efterkommere.

Der har været opkastet Tvivl om, hvorvidt Snorre virkelig var Forfatter af den norske Kongehistorie, der bærer hans Navn, eller om han kun har leveret større eller mindre Uddrag af allerede forhaandenværende Sagaer, hvis Text han i det væsentlige bibeholdt, blot udeladende, hvad der ej kunde bestaa for hans sunde kritiske Blik. Denne Mening, ifølge hvilken Snorres Virksomhed ej skulde være en selvstændig Forfatters, men kun en Samlers og Bearbejders, har især i den senere Tid været hyppigt fremsat, og med megen Dygtighed forsvaret[52]. Ved nærmere Betragtning af de Data, der nu foreligge os, maa det dog erkjendes, at Sagen ikke forholder sig saaledes, og at Snorre i egentligste Forstand er det ham tillagte historiske Verks Forfatter. Ej alene tales der i samtidige eller næsten samtidige Skrifter om hans Virksomhed med Hensyn til dette Verk som et formeligt Forfatterskab[53]. Men Verket selv indeholder ogsaa en Mængde indre Kjendetegn derpaa, især alt hvad der ligger forud for Magnus den godes Historie. Lige fra Begyndelsen, den saakaldte Ynglingasaga, af, til Slutningen af St. Olafs Historie, viser alt sig eensartet, fortalt i samme rolige, prunkløse, men klare og behagelige Foredrag. Beretningen støtter sig overalt, saaledes som det af Forfatteren selv i Fortalen er angivet, deels til Skaldevers, deels til Are frodes nu tabte, men vistnok yderst kortfattede Kongehistorier (konunga ævi)[54], deels endelig, hvad der fornemmelig synes at være Tilfældet især i St. Olafs Saga, og i enkelte Dele af Olaf Tryggvessøns Saga, til udførligere, selvstændige Special-Sagn. Og naar man sammenligner den Maade, hvorpaa han gjengiver disse Sagn, med den Skikkelse, hvori de meddeles i senere, mindre kritiske Sagaverker“, og som aabenbart er den oprindelige, see vi tydeligt nok, hvor skarp hans Kritik og gjennemgribende hans Bearbejdelse har været. Endog de Fejl, der findes i hans Verk, vidne om Selvstændigheden af hans Forfatterskab. Hans Fremstilling af Olaf Tryggvessøns Historie viser sig saaledes, netop ved de chronologiske Fejl, der ere indløbne i Ordningen af Stoffet, at være det første Forsøg til en udførligere historisk Bearbejdelse af de legendariske Fortællinger og øvrige løse Sagn, der hidtil havdes om denne Konge[55]. Og naar man af den Omstændighed, at Hovedmassen af Beretningen Ord til andet stemmer med den udførligere Olaf Tryggvessøns Saga, vi nu have, har villet slutte at denne vidløftigere Text allerede existerede før Snorres Tid, og at han kun bortskar det fabelagtige og overflødige, har man begaaet en Tilsnigelse og vendt op og ned paa det sande Forhold. Thi saavel af Sproget, som af andre Omstændigheder, er det, naar man nøjere sammenligner begge Verker, klart, at det netop er Snorre Sturlassøns Bearbejdelse, der ligger til Grund for den vidløftigere Olaf Tryggvessøns Saga, hvilken ogsaa efter et udtrykkeligt Vidnesbyrd skal være redigeret af Abbed Berg i Thveraa omkring 1330[56]. Ogsaa Snorres øvrige Sagatexter, navnlig hans Olaf den helliges Saga, ere blevne lagte til Grund for senere udførligere Bearbejdelser. Det er tydeligt nok, at man før hans Tid intet Verk havde, som man saaledes kunde benytte, og at han i Ordets egentligste Forstand brød Isen. Man merker endog tydeligt, i hvilken Forlegenhed han mangensteds har været for at faa udfyldt Tidsperioder, fra hvilke man liden eller ingen Efterretning havde, f. Ex. i Halfdan svartes, Harald Haarfagres, Haakon den godes, og Erikssønnernes Historie[57]. Her, seer man tydeligt, havde han intet andet end Kvad og løse Sagn. Til Olaf Tryggvessøns Historie havde han dog baade de legendariske Sagaer af Odd og Gunnlaug, saavel som Jomsvikingasagaen. Til Olaf den helliges Saga havde han ligeledes den legendariske Saga og Styrmes Verk saavel som – hvad man tydeligt kan see – flere historiske Brudstykker og Sagn. Til Ynglinga-Sagaen, hvormed han begynder sit Verk, idet han fører den norske Kongeslægt op til dens foregivne Stamfædre, Ynglingerne i Upsala, havde han væsentligen Thjodolfs Ynglingatal; men derforuden maa han have haft en Deel Specialsagn, der deels kunne have været opbevarede i Are frodes Familie, der selv stammede fra Ynglingerne, deels ogsaa kunne have været ham berettede fra Sverige[58]. Enkelte Beretninger maa vel ogsaa betragtes som mere eller mindre heldige Forsøg paa at levere selvstændige Konjekturer, og give dunkle Mythesagn en historisk Forklaring. Hertil hører og hans Forsøg paa at give Odinsmythen en ethnografisk Betydning, hvorom der allerede i det Foregaaende er talt. I Tidsregningen følger han, som han selv i Fortalen siger, væsentligst Are frode. I den Deel af hans Verk, der omfatter Tiden efter Olaf den helliges Død, har han haft mindre Anledning til selvstændig Forfattervirksomhed. Han fandt allerede flere Kongesagaer fuldstændigt udarbejdede, og, da de laa hans egen Tid saa nær, ogsaa upaaklagelige fra Paalidelighedens Side. Her betænkte han sig derfor heller ikke paa, virkelig at optage flere Stykker in Meened, og navnlig er dette Tilfældet med Erik Oddssøns Verk[59]. Kun om denne Deel kan derfor den oven nævnte Dom, at han mere excerperede end virkelig konciperede, nogenledes siges at gjelde. Han slutter sit Verk med Eystein Meylas Fald i Slaget paa Ree, hvor ogsaa det før omtalte Ættartal standser, begge upaatvivleligt fordi den allerede udkomne Sverres Saga gjorde det unødvendigt at gaa videre.

At Snorre maa have fuldført sit Verk, eller i det mindste betydelige Stykker deraf, før 1230, sees af Sturlungasagaens for omtalte Udsagn, at Sturla Sighvatssøn da begyndte med megen Iver „at lade de Sagabøger, Snorre forfattede, afskrive“. Denne Ytring synes at antyde, hvad der og i sig selv er sandsynligst, at Snorres Verk udkom stykkeviis, og at endog enkelte Dele deraf særskilt afskreves. Han synes endog selv at have foranstaltet saadanne partielle Afskrifter, tildeels endog med de Modifikationer, som vare nødvendige for at de kunde benyttes som særegne afsluttede Verker. Den historiske saakaldte St. Olafs Saga lader f. Ex., netop til at være en saadan af Snorre selv besørget Afskrift, med enkelte Forandringer. Dette antyder umiskjendeligt Fortalen, der i det hele taget stemmer med den, som er forudskikket det hele Hovedverk, men som dog tillige har enkelte, til Specialsagaer passende, Modifikationer, der umuligt kunne hidrøre fra andre end Snorre selv[60]. Det er ikke engang hin, om Fortalen, der nu forudskikkes Hovedverket, oprindelig har gjeldt hele dette. Højst rimeligt er det, at den fra først af kun har ledsaget Verkets første Deel, der omfatter den egentlige Hedenold, og som tillige fornemmelig er grundet paa Kvad og mundtlige Fortællinger, medens derimod den senere Deel, til hvis Udarbejdelse der vare flere skriftlige Forarbejder at benytte, og hvis Udarbejdelse derfor maa have kostet forholdsviis mindre Tid og Anstrengelse, siden er tilføjet[61].

Naar vi betragte Snorres Verk i dets Heelhed, bliver det os klart at kun en Mand af overlegne Evner, dybe Indsigter, og med Adgang til omtrent den hele daværende norsk-islandske Literatur kan være dets Forfatter. Dets udmerkede Fortjenester erkjendtes ogsaa fuldstændigt, thi ej alene er hans Navn derved blevet udødeligt, men den af ham redigerede Text, især af de ældre Sagaer, der for ikke havdes ordentligt affattede, er ogsaa siden efter bleven benyttet ved de vidløftigere Bearbejdelser af enkelte særskilte Kongesagaer. Saaledes f. Ex., er den som sagt, benyttet ved Abbed Bergs store Olaf Tryggvessøns Saga. Snorres Text danner den faste Traad, hvortil alt det øvrige er knyttet, endog Haakon den godes Historie er næsten fuldstændigt optagen deri. Den historiske Olaf den helliges Saga, der maaskee, som ovenfor antydet, allerede af Snorre selv er indrettet til at kunne danne et særskilt Verk, stemmer i de sildigere Bearbejdelser endnu langt nøjere end Olaf Tryggvessøns Saga med Snorres oprindelige Text, paa Grund af at den ikke er bleven saa svækket med Tilsætninger og allehaande indskudte Episoder, som hiin. Snorre Sturlassøns Navn er blevet uadskilleligt fra Forestillingen om nordisk Historiografi.

Saavel i sit historiske Verk, som i Edda lægger Snorre ved Siden af sit fortrolige Kjendskab til sit Fædrelands Literatur ogsaa Belæsthed i den Tids kirkelig-verdenshistoriske Literatur for Dagen. Det er hans fra denne hentede Kundskaber, der satte ham i Stand til at give de gamle germaniske Mythesagn den historisk-ethnografiske Udtydning, for hvilken der ovenfor er gjort Rede. Man nu end dette fra Videnskabens nuværende Standpunkt betragtes som aldeles forfejlet, saa maa det paa den anden Side erkjendes, at uagtet slige Mytheforklaringer just paa den Tid vare gængse, har dog Snorre vidst at give sin Hypothese langt større Rimelighed, end historiske Forfattere i andre Lande, der paa lignende Maade vilde udlede f. Ex. Frankernes Herkomst fra Troja og Irernes fra Emnet. Snorre har derhos tydelig viist, hvorledes han efterhaanden ved gjentagen Granskning har arbejdet sig frem til sundere og sundere Synsmaader, og at hans Kritik saaledes aldrig har hvilet. I Stedet for at han endnu i sin Edda følger den gamle Slendrian, og henlægger Æsernes Hovedsæde til Troja, henfører han det i Ynglingasaga til Tanais, og slaar saaledes egentlig en Streg over den hele, hartad løjerlige, Identifikation af Akethor med Hektor, Frigg med Phrygia o. s. v. – Hans Gisning om Æserne ved Tanais er allerede fra et vist Standpunkt saa plausibel, at den endog hyldedes af dygtige Granskere lige ned i det forrige Aarhundrede[62], og endnu tildeels ikke af alle er forladt, skjønt hele denne Fortolkningsmaade af religiøse Myther og Forklaringen af de enkelte Navne viser sig aldeles uefterrettelig for Ethnografien og Sproggranskningen paa deres nuværende Standpunkt. Det Beviis paa Selvtænkning og stedse fortsat Kritik, som Snorre ved hiin Forandring har givet, og hvorved han igrunden allerede er gaaet forud for sin Tid, berettiger os til den Formodning, at han, om han havde haft Anledning til at erhverve et friere ethnografisk og lingvistisk Overblik, ogsaa vilde have gaaet endnu nogle Skridt videre mod det Rette, og navnlig givet Slip paa Fortolkningsmethoden. Man maa her ikke glemme, at Snorre ogsaa var bunden ved den Tids indskrænkede kirkelige Fordomme. Det vilde næsten have været betragtet som Hyldning af Hedendommen, om han havde fremsat de hedenske Myther som virkelige Myther, der ej grundede sig paa Misforstaaelser af historiske Fakta, og de hedenske Guddomme anderledes end som virkelige historiske Personer, der senere vare blevne forgudede. Hans historiske Indledning til Edda kan næsten betragtes som et Offer, han bringer den kirkelige Mistænksomhed, for at det ej skal hede, at han virkelig selv tror, hvad han kun slet hen fremsætter som Forfædrenes Tro.

Hvor Snorre i Olaf den helliges Historie taler om de orknøiske og færøiske Begivenheder, er der lange Stykker aldeles Ord til andet stemmende med de særskilte Sagaer, som vi nu have om Orknøernes Jarler (Orkneyingasaga) og Færøernes Begivenheder (Færeyingasaga). Del skulde saaledes ved første Øjekast synes, som om Snorre her virkelig har excerperet, saa meget mere som han selv udtrykkeligt henviser til „Jarlesagaerne“[63]. Og dog vil ved nærmere Betragtning det modsatte indlyse. Det hele Foredrag i disse Episoder er aldeles eensartet med det øvrige, og i Flugt dermed, faa at man ikke i mindste Maade kan merke, at man her kommer ind i en anden Forfatters Arbejder, medens derimod Sproget i de oven nævnte Sagaer udenfor disse Episoder er kjendelig forskjelligt, især i Færeyingasaga. Sandsynligheden er derfor snarest for, at Snorre virkelig er Forfatter af disse Stykker, men at de siden ere blevne anvendte ved Redaktionen af hine Sagaer. Derhos kunde man af den Omstændighed, at Snorre selv henviser til Jarlesagaerne, være tilbøjelig til at tro, at han selv havde samlet disse, eller ladet dem redigere under sin Opsigt. Orknøjarlerne dannede Norges anden Fyrste-Æt; de norske Fyrste-Ætters Historie var ej fuldstændig, naar ikke ogsaa Jarlernes Historie var behandlet. Snorre kunde derfor nok føle sig opfordret til at bearbejde den. Men da man tydeligt kan see, at den saakaldte Orkneyingasaga kun er en temmelig løs Sammenkjedning af flere, oprindelig uafhængige, Smaastumper, kan Snorre her i alle Fald ikke have paataget sig en gjennemgribende Bearbejdelse, som ved Kongesagaerne, men kun samlet, eller rettere tinder sin Opsigt ladet samle og chronologisk ordne, deels hvad han selv havde leveret i St. Olafs Saga, deels hvad han besad af ældre Sagastykker, hvoraf flere maaskee kunne skyldes den literære Biskop Bjarne, der stod i venskabelig Forbindelse med flere islandske Høvdinger, og navnlig kan have sendt sine egne eller andres historiske Arbejder til Jon Loftssøn eller Sæmund Jonssøn, der var hans særdeles Ven[64]. Orkneyingasaga slutter med Beretningen om Biskop Adams Drab 1222[65], netop ved det Tidspunkt, da Snorre maa antages at have lagt Haand paa sit historiske Verk. Middelbart eller umiddelbart synes han derfor at maatte have givet Stødet til Orkneyingasagas Tilbliven. Hvad Færeyingasaga angaar, da er ogsaa den øjensynligen bleven redigeret paa Snorres Tid, siden der i Slutningen tales om „Einar, der for kort Tid siden havde været Sysselmand paa Færøerne“, den samme Einar, med hvis Skib Erling, Sverres foregivne Broder, kom over til Norge omkring 1210[66]. Men da Snorre i sine Kongesagaer intet taler om de færøiske Begivenheder førend under St. Olaf, og ikke engang nævner den merkelige Sigmund Brestessøn, lige saa lidet som han henviser til nogen „Færeyingasaga“, skulde det synes, som om han, i det mindste da han skrev sit Hovedverk, ikke har kjendt nogen saadan. Thi ellers, er det vanskeligt at forstaa, hvorfor han ikke lige saavel skulde tale om Færøernes, som om Sigurd Orknøjarls Omvendelse til Christendommen, og ikke lige saavel om Sigmunds og Thronds, som om Leif Assurssøns og Thronds Konflikter. Dog er det heel muligt, ja endog højst rimeligt, at han siden efter kan have faaet en Færøingasaga bragt i Stand, hvori hans egen Beretning om Karl mørske blev optagen[67].

Vi have her dvælet udførligt ved Norges historiske Literatur, og navnligt ved Snorres Virksomhed, da denne formeligt danner en Epoche i vor ældre Literaturhistorie. Fra hans Tid af var Norges Historie saa at sige bragt i System, og hans Verk lagdes siden, som vi have seet, til Grund for vidløftigere Specialarbejder. Men fra hans Tid var vel og, kan man sige, den gamle, mundtlige Sagafortælling ophørt.

Foruden de historiske Sagaer havde man allerede det 12te Aarhundrede flere deels mythisk-heroiske Sagaer, deels ogsaa formeligt opdigtede Æventyrsagaer, hvilke dog for det meste spillede paa nordisk Bund, og for enkelte af hvilke der vel og torde ligge virkelige Mythesagn til Grund, saa at det er meget vanskeligt at drage Grændsen mellem begge Arter. Til denne Klasse hører f. Ex. Romund Greipssøns Saga, der skal være forfattet af Islændingen Rolf paa Skaalmenes, som selv fortalte den i et stort Gjestebud paa Reykjaholt hos Thorgils Oddessøn om Sommeren 1117[68]. Det anmerkes om denne Saga, at da den siden blev fortalt for Kong Sverre, sagde han at „slige Lyvesagaer kunde være morsomme nok“; dog, tillægges det, kunne mange udlede deres Æt fra Romund[69]. Dette viser saaledes, hvorledes man til flere Æventyrsagaer hentede Stoffet fra gamle Mythesagn, men rimeligviis gav Fantasien frit Løb i deres Sammenstilling og Udsmykkelse. Flere lignende Sagaer, der i sin nærværende Form tilhøre en yngre Tid, men som øjensynlig knytte sig til ældgamle Sagn, ja endog tildeels indeholde egte Brudstykker af gamle Kvad, f. Ex. Ketil Høings, Grim Lodenkinds, Ørvarodds, Aan Bogsveiges Saga[70] o. fl., ere maaskee ogsaa oprindelig sammensatte eller forfattede i det 12te Aarhundrede. Men den merkeligste og meest omfattende Bearbejdelse af virkelige Mythesagn fra det 12te Aarhundrede den store, saakaldte Thidrik af Berns Saga, der indeholder en paa norsk forfattet Fremstilling af den hele store oldgermaniske Vølsunge-Sagnkreds med Tilbehør, saaledes som den fortaltes i Nordtydskland i det 12te Aarhundrede. Dette Verk er af saa meget større Vigtighed, som den ældre tydske Literatur selv kun kan opvise Bearbejdelsen af Sagnene saaledes som de fortaltes i Overtydskland, og hverken saa fuldstændige, eller fra en saa gammel Tid, som de, der gjengives i Thidriks Saga. Højst merkeligt er det ogsaa, at Verket tydeligt kan skjønnes, ej at være simpelt hen oversat fra Tydsk, men derimod viser sig at være virkelig forfattet i Norge, idet spredte, og fra forskjellige Kanter sammensamlede Sagn forbandtes og bearbejdedes til et eensartet Heelt. Hvo Forfatteren er, naar han levede, eller hvorledes han samlede Sagnene, vides ikke. Han siger selv i Fortalen at Sagaen er sammensat efter Tydskeres Fortællinger; men om han traf disse Tydskere i Norge, hvor der, som man veed, allerede paa Sverres Sit» hyppigt kom tydske Skibe, eller om han optegnede Oldsagn under en Rejse i Tydskland, nævnes ej. Det sidste skulde man dog maaskee kunne slutte af hans Ytring: „om du tager en Mand fra hver By i hele Saxland, vil dog ikke den ene fortælle Sagnene som den anden“; dette kunde maaskee antyde at Forfatteren selv har berejst Saxlands Byer[71]. Det ældste Haandskrift, maa har af Sagaen, og som enten er Originalhaandskriftet, eller ogsaa en Afskrifts Afskrift[72], er, som man tydeligt nok kan see, skrevet i Norge, og med en Haand der ikke er yngre end Kong Haakon Haakonssøns tidligere Regjeringstid, medens den ogsaa kan være ældre. Forfatteren var, som man af Fortalen kan see, vel bekjendt med den gamle poetiske Literatur, da han baade hentyder til Eddakvadene, og citerer et Brudstykke af Hallfred Vandrædaskalds Kvad over Olaf Tryggvessøn[73]. Men for Resten indeholder Verket intet Vink, som nærmere betegner hans Personlighed.

Af Skalde gaves der i den Tidsperiode, vi her have for os, faa eller ingen saadanne Improvisatorer, som de der i tidligere Dage besøgte Kongernes Hoffer, og kvad Hædersdigte for dem. Den Kjendsgjerning, at Snorre fandt det nødvendigt at udarbejde en formelig Anviisning til Skaldekunsten, viser noksom, at denne nu var Gjenstand for et formeligt Studium, og ikke ligesom var Folket medfød. Dette kunde egentlig heller ikke godt være Tilfældet, uden under selve Hedendommen eller saa nær efter denne, at de gamle Myther, hvorfra Skaldekunsten hentede sine fleste Billeder, endnu levede paa Folkets Læber, saa at de billedlige Omskrivninger baade tilbøde sig med Lethed for Digteren,i og tillige strax forstodes af Tilhørerne. Efterhaanden, som den mythologiske Kundskab blev Færres og Færres Ejendom, maatte ogsaa Skaldenes eget Antal, saavel som deres, der fuldkommen kunde opfatte deres Kvad, blive mindre, og i Stedet for at Kvad tidligere fremsagdes mundtligt, ofte efter en meget kort Forberedelse, bleve de nu førte i Pennen, og som oftest skriftligt tilstillede Vedkommende. Alligevel hørtes endnu de gamle Skaldes Kvad med Velbehag, om man end ej forstod alt af dem, og de Prøver, man har af Snorre Sturlassøns egen Skaldekunst, kunne i enhver Henseende udholde Sammenligningen med de tidligere Skaldes Arbejder, saa godt forstod han at vedligeholde Aanden og Tonen. Vi have seet at Birkebeiner og Bagler under Kong Sverre endnu digtede Spotviser i det gamle Versemaal, skjønt vistnok for Resten den rimede Vise-Digtning allerede var kommen i Mode[74]. Og merkeligt nok synes den gamle Skaldekunst usædvanligt længe at have holdt sig paa Orknøerne, da vi baade endnu besidde den af Biskop Bjarne († 1223) forfattede Jomsvikingedraapa, og vi erfare at Snækoll Gunnessøn, af Svein Asleivssøns Æt, i Aaret 1239 improviserede et Vers, hvori han tilkjendegav sin Harme over at være bleven tagen til Fange af Birkebeinerne[75]. Blandt de islandske Skalde, der deels opholdt sig ved de norske Kongers Hof i nærværende Periode, deels digtede Hæderskvad om Høvdinger i Norge, nævnes fornemmelig Thorbjørn Skakkeskald, der kvad om Erling skakke, og Maane Skald, der fandt en gjestfri Optagelse hos Magnus Erlingssøn[76], Blakk Skald, der opholdt sig hos Sverre og synes at have været en af hans Frænder fra Færøerne, da han siges at have været en Søn af Unas Stefanssøn[77]. Jatgeir Torvessøn, der, som vi have seet, var en højt betroet Mand hos Hertug Skule, og blev dræbt af Bjarne Mosessøn i Kjøbenhavn. Om Snorre er det her overflødigt at tale. Snorres Brodersøn Olaf, kaldet Hvitaskald, opholdt sig baade hos Hertug Skule og hos Kong Haakon, og digtede Kvad saavel til dem, som til Knut Jarl. Desuden digtede han Kvad til Kong Erik Erikssøn i Sverige[78], og til Kong Valdemar i Danmark, ved hvis Hof han i længere Tid opholdt sig[79]. Endog enkelte andre Stormænd i Norge og paa Island bleve særskilt besungne, f. Ex. Ivar Selke, og Sigurd Ormssøn[80], til hvem en vis Arnor Kalfssøn digtede Kvad, og Arnbjørn Jonssøn, samt Gaut paa Mel, der forherligedes ved Digte af Skalden Olaf Herdisesøn[81].

Den Bearbejdelse, Sproget fik ved alle de her omtalte literære Foretagender, hvortil for en stor Deel norske Mæcenater gave Stødet, gjorde ogsaa at Sproget paa denne Tid naaede sin højeste Uddannelse. Større Klassicitet, end i Kong Haakons Oversættelse af Barlaams og Josaphats Saga, i Kongespejlet, og endelig i Snorres Kongesagaer saavel som Edda, har det ikke naaet. For Resten er det merkeligt nok, at flere Afvigelser fra den oprindelige Udtale af Sproget, der nu ere egne for Islændingernes Mundart, allerede da fremtraadte i deres Bogstaveringsmaade, f. Ex. en fuldkommen Sammenblanding eller Forvexling af Vokalerne æ og ø, y og i m. m., Egenheder, der maaskee for en Deel ere bevirkede ved det af Are frode og Thorodd Runemester opstillede Retskrivningssystem, thi det er ikke sjelden, hos et meget læsende Publikum, at en særegen Retskrivning har Indflydelse paa Udtalen[82]. Disse orthografiske Afvigelser, der gjør det temmelig let at skjønne, om et Haandskrift er skrevet af en Islænding eller af en Nordmand, have imidlertid ingen Indflydelse paa selve Sprogformen, der fremdeles er den samme for begge Lande, under Fællesnavnet Norrøna. Derimod havde saavel det Svenske, som især det Danske paa denne Tid allerede antaget hvert sin særegne Charakteer, der betegnede dem som selvstændige Sprog, og gjør det umuligt, fra det 12te Aarhundrede af at tale om noget fælles oldnordisk Sprog. Endog Norrønaliteraturen var i det hele taget lidet eller intet kjendt i Nabolandene, hvis Nationalliteraturer i denne Tid begyndte at danne sig, og derfor udviklede sig i en ganske anden Retning.

Literaturens Forøgelse og den tiltagende Læselyst, især i Norge, saavel som det stedse mere og mere tiltagende Skriveri ved offentlige Forhandlinger, hvor man tidligere nøjede sig med mundtlig Overeenskomst, gjorde ogsaa Trangen til skrivekyndige Mænd føleligere, saa at Udøvelse af Skrivekunsten nu endog kunde blive til et Levebrød. De fleste Høvdinger, om de endog selv kunde skrive, holdt dog tillige sine Haandsekretærer, der ogsaa for det meste vare deres Huuskapellaner. Til disse have de enten dikteret, hvad de ønskede nedskrevet, eller leveret dem Koncepter at reenskrive. Snorre selv siger ikke i Fortalen til sine Hovedverk „jeg skrev,“ men „jeg lod skrive“. Sandsynligviis havde ikke engang han, end sige, andre mindre literære Mænd, saadan technisk Færdighed i Skrivekunsten, som de, der havde gjort denne til sin Hovedsyssel, og han fandt sig derfor bedst tjent med at benytte sig af deres Hjelp. Islændingerne synes isærdeleshed at have skaffet sig Fortjeneste i Norge ved Afskrivning af Sagaer og digtede eller fremsagde Kvad. Der findes endnu mange Haandskrifter af Kongesagaerne, eller i det mindste Brudstykker af Haandskrifter, der øjensynligt ere skrevne af Islændinger. Dette skjønnes ej alene af Sprogformen, men ogsaa af selve Haandskriften, da den Maade hvorpaa Islænderne formede deres Bogstaver, i det 13de Aarhundrede begyndte mere og mere at afvige fra Nordmændenes. At de fleste af disse Haandskrifter ej ere skrevne paa Island og bragte til Norge, men i Norge selv, altsaa enten til Udsalg, eller efter enkelt Mands Foranstaltning, lader sig i de fleste Tilfælde med temmelig Bestemthed slutte. Et ypperligt Exempel har man navnlig i det for omtalte gamle Haandskrift af Thidrikssaga, ved hvilket der har været anvendt fem Afskrivere, der indbyrdes afløste hinanden; tre af disse sees at have været norske, to islandske. Disse Islændinger have saaledes skrevet i Norge.

Andre Kunster og techniske Færdigheder have vel for øvrigt staaet omtrent paa samme Fod, som i den foregaaende Periode, og vi henvise derfor til hvad der tidligere derom er ytret. Man har vistnok eller rettere havde, fra Slutningen af det 12te og første Halvdeel af det 13de Aarhundrede mange herlige Kirke-Bygningsverker, men det er øjensynligt, at man til det meste, der opførtes af Steen, brugte udenlandske Kunstnere, hvis Arbejder altsaa ikke kunne betragtes som Prøver paa indenlandsk-norsk Kunst. Imidlertid maa en Mængde indfødde Arbejdere være bleven oplærte, saavel herved, som ved de mange Klosterbygninger, Borge og Befæstninger, der i denne Periode opførtes. Navnlig maa man have lært at bearbejde Bygnjngsmaterialierne selv med større Færdighed, ligesom ogsaa Brugen af Tegl og Tilvirkningen af Teglsteen i Norge synes at skrive sig fra denne Tid[83]. Den for Norge særegne Træbygningskunst med tilhørende Færdighed i at udskære Arabesker og andre Prydelser i Træ holdt sig fremdeles i sin fulde Glands, hvilket flere endnu tiloversblevne Levninger vise. Man har sikkert ogsaa fremdeles haft megen Færdighed i Metalarbejde, om end ingen bestemte Prøver derpaa fra denne Tid kunne paapeges. Man skal imidlertid ikke kunne slutte stort af Landets Mynter fra denne Tid, thi med Undtagelse af de faa med Sverres Navn, der ovenfor omtaltes, ere alle de, man hidtil har fundet, simple og daarlige Bracteater, om hvilke man ej engang sikkert veed, til hvilken Konge de ere at henføre[84].

    ligesaa urigtigt. Hele Itinerariet er udgivet med ypperlige Anmerkninger, hvortil her henvises, af Werlauff i hans Symbolæ ad geographiam medii ævi, Kjøbenhavn 1821, qv.

  1. ↑ Se ovenfor S. 393 fgg.
  2. ↑ Se ovenf. S. 400.
  3. ↑ Se ovenf. S. 429, 430.
  4. ↑ Han hentedes lige fra Skolen til Hyldingen af Hirden i Nidaros, se ovenf. S. 575. Da var han kun 13 Aar; og da han neppe sidenefter lærte mere Skolelærdom, maa den Underviisning, han som Barn fik, har været usædvanlig grundig.
  5. ↑ Kong Haakon selv kaldes eleganter literatus af Matthæus af Westminster S. 228.
  6. ↑ Biskop Jons Saga. Cap. 13.
  7. ↑ Se ovenf. S. 207.
  8. ↑ Flere af de Oversættelser, som Kong Haakon lod besørge, opregnes i Anhanget til Folioudgaven af hans Saga S. 394. Deres Titler lode paa Norsk: Ivents Saga (om Ridder Ywain og Gaivain), Möttuls Saga, (om den korte Kaabe), Elis Saga, Saga af Tristrami ok Isodd Drottningu; desforuden maa i Særdeleshed merkes Strengleikar eða ljóðabók, udgiven af Keyser og Unger 1850, Oversættelser af den franske Bearbejdelse af bretonske lais, som, neppe med Rette, ere tilskrevne Marie de France, og hvoraf de Hefte ere udgivne af Roquefort, Paris 1842. I alle disse Oversættelser heder det udtrykkeligt, at de ere besørgede ved Kong Haakons Foranstaltning; ved et Par af dem nævnes en Abbed Robert som Oversætter, men merkeligt nok vides det ej, hvilket Kloster han tilhørte. Sandsynligviis er det ham som har oversat dem alle. Efter Oversættelsen af „Strengleikerne“ at dømme har han for staaet det Franske til Fuldkommenhed, og dertil haft sit eget Sprog fuldstændigt i sin Magt. Oversættelsen er tro, men ingensteds slavisk; dens Vendinger og Talemaader ere egte norske, men yderst udvalgte og elegante. Saa vidt man kan skjønne, er Oversættelsen forfattet ganske faa klar efter at Originalen var forfattet, thi nu besidde vi den kun i Afskrift, og selv den er neppe yngre end 1240, medens Originalen selv neppe er ældre end 1220 (se udg. Fortale S. XVI): saa hurtigt tilegnede man sig Fremmedliteraturens Frembringelser.
  9. ↑ Elis Saga angives udtrykkeligt i Slutningen at være oversat 1226, samme Aar, Kongen stred mod Ribbungerne.
  10. ↑ Se Norsk Tidsskrift I. S. 48 fgg.
  11. ↑ I Sturlungasaga finde vi ingen Høvding omtalt, som jo med Andagt hørte Messe; de bansatte Høvdinger, der laa i Strid med Biskop Gudmund, trodsede Bannet, men vilde ikke undvære Messen.
  12. ↑ Se ovenf. S. 468.
  13. ↑ Vi ville rigtignok erfare, hvorledes den, strax efter Tronkrigenes Ophør, blev afskaffet, da dens Mislighed øjensynligt allerede længe havde været følt.
  14. ↑ Det vilde her være overflødigt, og i alle Fald for vidløftigt, at opregne dem. Titlerne paa mange af dem findes i Gislasons „um frumparta íslenzkrar tungu“.
  15. ↑ Se ovenfor (II. S. 1045). En af de merkeligste Prædikener er den ovenfor omtalte, der gjennemgaar de gamle Stavekirkers enkelte Dele og forklarer enhvers symbolske Betydning. I en anden tales der udtrykkeligt om Drukkenskab og Usædelighed som Nationalfejl, hiin i Norge, denne paa Island.
  16. ↑ Vi have Snorres eget udtrykkelige Vidnesbyrd i Indledningen til hans Verk for, at Sagaer ikke optegnedes paa Island førend der var hengaaet 240 Man fra Islands Bebyggelse, eller efter 1120 (se ovenfor II. 635), altsaa med andre Ord, efter at Are frode, havde givet Stødet.
  17. ↑ Se ovenf. II. S. 221, 225.
  18. ↑ Sturlunga Saga II. 38.
  19. ↑ Dette er den saakaldte fyrsti þàttr, der i den trykte Udgave kun udgjør 48 Sider, af hvilke flere ere opfyldte med tørre Slægtregistre, og de 6 første med Landnamsbogens bekjendte Fortællinger om Geirmund Heljarskinn.
  20. ↑ Se ovenf. II. S. 639–642.
  21. ↑ Den er, som man vil erindre, flittigt benyttet i nærværende Skrifts 1ste Deel, 2det Bind, nemlig S. 423 til 439. Af almeenvigtige Begivenheder beskriver den Christendommens Indførelse, Femterdommens Oprettelse, Kampen paa Althinget 1012, og Brianslaget 1014 se I. 2. S. 644 fgg.
  22. ↑ Se især I. 1. S. 175, 180 fgg. I. 2. S. 153 fgg.
  23. ↑ I. 2. S. 453, 454.
  24. ↑ Nemlig P. E. Müllers Sagabibliothek, 1ste Bind.
  25. ↑ Om Gissur Hallssøn er der oftere ovenfor talt, saavel i nærværende Bind, S. 781 o. a., som i foregaaende, S. 1045.
  26. ↑ Biskopssagaerne udgives nu fuldstændigt af det islandske Literaturselskab; Thorlaks, Jons og Paals Sagaer tilligemed Kristnisaga og Thorvald Vidførles Saga ere allerede udkomne.
  27. ↑ Olaf den hell. Saga (Udg. i Christiania) S. 3. „Jeg veed at om denne Historie kommer udenlands, vil det forekomme flere, som om jeg har talt vel meget om islandske Mænd; men Aarsagen hertil er den at de Islændinger, som saa eller hørte disse Tidender, bragte Frasagnene derom her til Landet“.
  28. ↑ Det vil da sige, hvis han ej saa at sige bar Kappen paa begge Skuldre, eller skrev i den Tid, da Erkebiskoppen nogenledes var bleven forligt med Kong Sverre. Merkeligt nok er det, at den før omtalte (S. 222 fgg.) Beretning om de danske (og norske) Herrers Korstog 1191 samt især om deres Besøg i Norge, hvor Sverre ligeledes omtales, i det mindste ej ufordeelagtigt, i hele Affattelsesmaaden og Foredraget umiskjendeligt ligner Thjodreks Verk, ligesom, efter hvad man maa antage den eneste Afskrift, man havde saavel af Thjodreks Historie som Rejsebeskrivelsen, da Kirchmann udgav dem, stode i een og samme Kodex. Her synes altsaa den Slutning at ligge nær, at Thjodrek ogsaa er Forfatter af Rejsebeskrivelsen.
  29. ↑ Se ovenf. S. 394, II. S. 889.
  30. ↑ Om Gunnlaug og Odd, se ovenf. II. S. 1037.
  31. ↑ De havde nemlig, som det udtrykkeligt anføres Hr Fortalen til udg. af Odd Munk, Christiania 1853, S. VIII), blandt andre Kilder ogsaa benyttet Abbeden Arngrim Vestlidessøns mundtlige Beretninger, og han døde allerede 1161.
  32. ↑ Se ovenf. II. S. 1045.
  33. ↑ Se ovenf. S. 207.
  34. ↑ Han kalder ham infelix tyrannus.
  35. ↑ Dette er det oftere i det foregaaende citerede Ágrip, trykt i Fornm. Sögur 10de Bind, samt i Samll. til det Norske Folks og Sprogs Hist. 2det B.
  36. ↑ Sædvanligviis kaldet „Fagrskinna“ efter den Benævnelse, Thormod Torvessøn brugte, udgiven i Christiania 1847. I Fortalen handles om de Grunde, der gjøre det rimeligt at den er skreven i Norge.
  37. ↑ Se ovenf. S. 396. I Fortalen til Udgaven af Sverres Saga i Foraar. Sögur 8de Bind er den Mening fremsat, at Gissur Hallssøn skulde være Bearbejderen og Fortsætteren af Sverres Saga. Dette støtter sig dog kun til en urigtig Forklaring af Paategningen „hoc opus Isgerus fecit“ paa et af de ældste Haandskrifter af Sverres Saga, hvor „Isgerus“ er læst som „Isserus“, og dette forklares som „Gissur“. Da Gissur allerede døde 1206 som en meget gammel Mand (han havde været den i 1155 dræbte Sigurd Munds Stallare) kunde han neppe i de sidste 4 Aar af sit Liv have skrevet Sverres Saga.
  38. ↑ Se Fortalen til Christiania-udg. af Olaf d. helliges Saga, 1854.
  39. ↑ Se ovenf. S. 993.
  40. ↑ Se ovenfor S. 799, 800.
  41. ↑ For Ex. hvor han omtaler og beskriver Kong Harald Haarfagres Ligsteen, (Har. Haarf. Saga, Cap. 45); hvor han omtaler Egil Ullserks Grav (Haakon den godes Saga Cap. 26).
  42. ↑ Dette fremgaar tydeligt af Titelen til det Haandskrift af den yngre Edda, der opbevares i Upsala, og som ikke kan være stort yngre end Aaret 1300, saa at Afskriveren havde fuld Anledning til at vide ordentlig Besked om Forfatterskabet og derfor bør staa til Troende. „Denne Bog heder Edda, den er sammensat af Snorre Sturlassøn saaledes som her sees; først fortælles om Æserne og Yme (dette er vel Fejlskrift for Gylve), dernæst Skáldskaparmál og mange Gjenstandes Benævnelser, og aller sidst Háttatal, som Snorre har digtet om Kong Haakon og Hertug Skule.
  43. ↑ D. e. „Gylves Skuffelse“, fordi Æserne, som det heder, gjorde flere Puds med Gylve, især ved Udgangen af Asgaard. Den hele Fremstilling har ogsaa unegteligt et vist humoristisk Præg, der især aabenbarer sig i den herlige Beretning om Thors Rejse til Jøtunheim; det er tydeligt nok, at Forfatteren har betragtet Sagnene fra et overlegent Standpunkt, som et Slags Børneæventyr, han nedlod sig til at fortælle, og hvilke han derfor gav et vist ironisk Tilsnit. Imidlertid synes der dog at have været gamle Sagn om Gylves og Æsernes gjensidige Puds, se Yngl.-Saga Cap. 5.
  44. ↑ I Udgaverne har man sædvanligviis skjelnet mellem Bragarœður (Samtalen mellem Brage og Øge) og Skáldskaparmál. Men gjennem hele dette Stykke vedbliver den fingerede Samtale, og det Stykke, man særskilt har kaldt Bragarœður, danner egentlig kun Indledningen til den egentlige Skaldelære, da det indeholder Fortællingen om Øges Rejse, og Besøg hos Emne, samt om Poesiens Oprindelse.
  45. ↑ Se ovenf. I. 1. S. 214, 215.
  46. ↑ S. ovenf. I. 2. S. 162.
  47. ↑ Se herom ovenfor S. 636.
  48. ↑ Se Olaf den helliges Saga, Christiania-Udgaven, Cap. 60. Ved at gjennemlæse denne Skildring seer man tydeligt, at den ikke fremstiller hvad der var Tingenes Orden paa Olaf Skøtkonungs Tid, men derimod hvad der lang Tid senere fandt Sted; det heder blandt andet om Blotfesten i Upsala: „der var da og alle Svears Marked og Kjøbstevne og stod Markedet en Uge, men nu, siden Christendommen er bleven almindeligt antagen, og Kongerne ophørte at sidde i Upsala, blev Markedet forlagt til Kyndelmisse, hvilket siden stedse har vedvaret, og holdes nu kun i trende Dage“. Allerede dette viser noksom, at hele denne Beskrivelse ej kan være forfattet førend længe efter Christendommens fuldstændige Indførelse i Sverige og mange Generationer efter Olaf Skøtkonungs Tid. Siden faar man endnu en nærmere Tidsbestemmelse derved, at Erkebiskopsstolen i Upsala omtales som bestaaende i længere Tid. Vi kunne altsaa ikke under nogen Omstændighed sætte den længer tilbage end c. 1170, og da det først synes at have været efter denne Tid, at de svenske Konger „ophørte at sidde i Upsala“, komme vi følgelig med Hensyn til Affattelsestiden for hiin Beskrivelse netop ned i Snorres Dage. Man kan saaledes sige, at han skildrer Sverige just som han fandt det i Aaret 1219.
  49. ↑ Sturlunga Saga, IV. 21, 22, 25, jfr. ovenf. S. 840–844.
  50. ↑ Se ovenf. S. 990, 993.
  51. ↑ Vi nævne her Skule alene, da Kongen endnu var umyndig.
  52. ↑ Navnlig af P. E. Müller i „Sagabibliothek“, og i hans Skrift om Saxos og Snorres Kilder.
  53. ↑ Saaledes heder det udtrykkeligt i Sturlunga Saga V. 11, at Snorre sammensatte Sagaerne, og „samansetja“ er netop Udtrykket om virkeligt Forfatterskab.
  54. ↑ Det er nemlig ovenfor viist (II. S. 634) at Ares saakaldte Islendingabok, hvilken vi nu have, egentlig er en efter Biskopperne Thorlaks og Ketils samt Sæmund Frodes Vink foretagen Omarbejdelse af en tidligere Islendingabok, der ogsaa indeholdt „Ættetal og Kongehistorie“, hvilket han udelod i Omarbejdelsen, men derimod tilføjede andet, Island mere vedkommende. Det er aabenbart i hiin ældre vidtløftige Redaktion, at Are har paaberaabt sig Odd Kolssøn og Thorgeir Afraadskoll som Hjemmelsmænd for Olaf Tryggvessøns og Olaf den helliges Historie. I Fortalen til Olaf den helliges Saga siger Snorre selv (Fornm. Sögur IV. 5), at han deels har skrevet efter Sighvats og Ottar svartes Kvæder, deels efter Ares og andre kyndige Mænds Udsagn.
  55. ↑ Fejlene i Tidsregningen vil man lettest kunne erfare af den Sammenstilling mellem Snorres og den vidløftigere Olafssagas Tidsregning, som vi have meddeelt ovenfor I. 2. S. 284–286; jfr. Fortalen til samme B. S. V. VII.
  56. ↑ Se Fortalen til Christiania-Udgaven af Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga S. XV. Netop den Omstændighed at Snorres Tidsregning indeholder Umuligheder, medens Tidsregningen i den iførte Olafssaga er aldeles ordentlig (hvor vidt dette kun grunder sig paa Konjektur eller ej, er en anden Sag), viser, at Snorres Verk maa være ældre; thi havde Snorre udskrevet det andet, vilde han naturligviis have undgaaet hine Fejl, der alene kunne ansees som de Mangler, der ofte klæbe ved et første Forsøg.
  57. ↑ I denne fremgaar aller meest Bestræbelsen efter at udfylde tomme Mellemrum, især da den urigtige Tidsregning har gjort Erikssønnernes Regjeringstid meget længere end den i Virkeligheden var. Se ovenf. I. 2. S. 11–14, og Anmerkningen til Christiania-Udgaven af Odd Munk, S. 84, 85. I Harald Haarfagres Saga har han, som man seer, heelt optaget Æventyret om Snefrid, der allerede stod at læse i Ágrip.
  58. ↑ Se herom ovenfor, I. 2. S. 11–13, Anmerkningerne til „Historia Norvegiæ“, og Afhandlingen om Sveriges Historie i den førchristelige Tid, Annaler for nord. Oldkynd. og Historie, 1850 S. 307. Han citerer ogsaa en saakaldet Skjoldungesaga, aabenbart den samme, hvor det saakaldte Sögubrot om Ivar Vidfadme og Braavallaslaget er en Levning, skjønt i en sildigere Bearbejdelse; dertil hører vistnok ogsaa den saakaldte „Thaatt om Ragnars Sønner“ m. m.
  59. ↑ Dette vil noksom sees ved at sammenligne Morkinskinna med Snorres Verk.
  60. ↑ Se Christiania-Udgaven af Olafs Saga, S. 2, samt Udgivernes Fortale S. XXXIV.
  61. ↑ Man vil nemlig ved Gjennemlæsningen af denne Fortale kun finde Regnskab aflagt for Kilderne til den Deel af Norges Kongehistorie, der ligger forud for St. Olafs Fald. Først kommer, hvad man kunde kalde Fortalen til Ynglingasaga og Halfdan svartes Saga, nemlig fra Begyndelsen til „Brændeolden holdt sig længe hos Svear og Nordmænd“, her handles om de gamle Ættekvad, og Frasagnene, hvorom der er Tale, kaldes, charakteristisk nok, „Frasagn om Høvdinger, der have haft Rige i de nordlige Lande og i den danske Tunge“, da de fleste Begivenheder, som Ynglingasaga omtaler, spille udenfor Norge, altsaa ikke i det egentlige Norrønamaals Omraade, men i hele den Omkreds, hvor den danske Tunge taltes: denne Benævnelse brugte vore Forfædre som oftest, hvor de vilde betegne de saa nær med hinanden beslægtede nordiske Sprog under eet, ifærd de Tider, som ligge forud for Norges Udvikling som selvstændig Stat, og det norsk-islandske Sprogs (Norrønasprogets) Bearbejdelse i en særegen Literatur. Se især Sighvats Vers om Haakon Erikssøn Jarl, Olaf d. hell. Saga Cap. 32. Benævnelsen opstod aabenbart under det gamle Danevælde, og passede navnlig i Knut den mægtiges Tidsalder. Det næste Afsnit af Fortalen gjelder Harald Haarfagres Saga og det øvrige indtil Olaf Tryggvessøns Historie. Derpaa kommer Stykket om Are frode, der deels giver Besked om Ares Virksomhed, deels om Kilderne til begge Olafernes Historie. Der er intet, som hentyder til den følgende Deel. Den hele Fortale er og, som oven nævnt, med nogle smaa Forandringer og Tilføjelser fuldstændigt optagen som Fortale til den særskilte Bearbejdelse af Olaf den helliges Saga.
  62. ↑ F. Ex. Suhm, hvis Hypotheser, byggede paa Snorres, endog bleve optagne i Kompendierne, og endnu tildeels treffes i enkelte.
  63. ↑ Se Olaf den helliges Saga, Christiania-Udgaven, Cap. 89. Her omtales „Jarlesagaerne“ nærmest som Fortsættelsen af Beretningen om Bruse og Thorfinn.
  64. ↑ Se ovenf. S. 456.
  65. ↑ Se ovenf. S. 752.
  66. ↑ Se ovenf. S. 543, jfr. Færeyingasaga Cap. 58, hvor det heder, at Einar og Skegge, „der for nylig vare Sysselmænd paa Færøerne“, nedstammede fra hannem, Sønnesøn af Leif Assurssøn og Thora Signingsdatter.
  67. ↑ Odd Munk nævner heller intet om Sigmund Brestessøn, lige saa lidt som Jomsvikingasaga. Hvo veed om ikke Sagnene om ham nærmest ere fremdragne og besørgede optagne i Sagaerne af hans Landsmand Sverre, eller en anden af de Færeyinger, der under Sverre kom til Norge.
  68. ↑ Sturlunga Saga X. 13.
  69. ↑ Endog den første Landnamsmand Ingulf nedstammede i tredie Led fra Romund Greipssøn eller Gripssøn i Thelemarken, se ovenf. I. 1. S. 517. Men Romunds Saga anviser ham rigtignok et ganske andet Hjem, og der forekommer i den endog aldeles unorske Navne. Derfor er vel det meste opdigtet af Rolf, efter forskjellige Saga-Reminiscenser, f. E. Slaget paa Vænr-Isen. o. s. v.
  70. ↑ Allerede Saxo omtaler Ørvarodd og Aan Bogsveige, se om ham, Ørvarodd m. m. ovenf. I. 1. S. 329–331. Ørvarodds Saga indeholder, som bekjendt, betydelige Brudstykker af de gamle Kvad om Slutning og Hervar. Den meddeler en Fremstilling af Ruslands Inddeling som den maa have været umiddelbart før Mongolernes Indfald.
  71. ↑ Ungers Udgave af Thidriks Saga S. 2.
  72. ↑ Det kunde synes underligt, at man kan være i Uvished om hvad man skal antage af tvende faa forskjellige Alternativer, men det kan dog ikke være anderledes. Haandskriftet indeholder nemlig, som det i Fortalen til den nys citerede Udgave er viist, flere Beretninger to Gange, og paa det ene Sted ikke fortalt ganske med samme Udtryk som paa det andet, medens tillige den af disse dobbelte Beretninger, der staar først, er overstrøgen med en rød Streg, som om Afskriveren, – eller rettere den, der bekostede Bogen afskreven, thi der er brugt ikke færre end fem Afskrivere – vilde have det første kasseret. Dette kan nu forklares saaledes, at der allerede har været forskjellige, tildeels noget afvigende Afskrifter, eller Afskrifters Afskrifter, af den oprindelige Original, af hvilke den, der lod Bogen afskrive, først benyttede den ene, og derpaa den anden. Eller ogsaa kan man forklare Gjentagelsen paa den Maade, at Forfatteren ved nærmere Omtanke er bleven utilfreds med den fra først af lagte Plan til Stoffets Ordning, og at han derfor, skjønt det var forbundet med Møje og Tidstab, indsatte paa et senere Sted, hvad han allerede tilforn havde behandlet, idet han nu lod dette overstryge; hvorved det netop er rimeligt, at han, som Forfatter, ikke ordret har gjengivet det Foregaaende, men fundet et og andet at forandre. Denne Forklaringsmaade synes os unegteligt at være den rimeligste. J saa Fald have vi altsaa i Haandskriftet, der nu opbevares i Stockholm, hvorhen det rimeligviis allerede kom med Karl Knutssøn 1448, den virkelige Original for os. Men Forfatterens Navn bliver altid uvist. Skulde det være den lærde, berejste Gissur Hallssøn?
  73. ↑ Merkeligt nok ere de Linjer, der ledsage dette Vers, ogsaa optagne i en Kodex af Odd Munks Olafssaga, se Christiania-Udgaven S. 61.
  74. ↑ Se ovenf. II. S. 1034, 1035, jfr. ovenf. S. 664. 325.
  75. ↑ Se ovenf. S. 9. 46, jfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 208.
  76. ↑ Se ovenf. S. 165.
  77. ↑ Skaldefortegnelsen i Upsala-Edda, udg. af Møbius, i Catologus libr. isl. et Norv. S. 172. Man skulde snarest kunne antage denne Blakk Skald for en Sønnesøn af Svina-Stefan og Sverres unavngivne Halvsyster, Unas Kambares Datter, altsaa for en Brodersøn af Peter Stepper, hvis det ikke syntes umuligt, at han da allerede kunde være voxen i 1187, da han var med Sverre mod Kuvlungerne (Sverres Saga Cap. 106, jfr. ovenf. S.204). Skulde han være en Broder af Sverre, og Unas Kambare samt Biskop Roe saaledes Sønner af Stefan?
  78. ↑ Se Skaldefortegnelsen S. 170.
  79. ↑ Se herom især den arnamagnæanske Udgave af Snorra-Edda, II. S. 76, 77, hvor Sveinbjørn Egilssøn i en Note har samlet alt, hvad der kan bestemme Tiden, naar Olaf opholdt sig hos Valdemar. Det kan kun være enten mellem Vaaren 1238 og Vaaren 1239, eller fra April 1240 til Valdemars Død det følgende Aar.
  80. ↑ Han kaldes Sigurd Munk; det kan neppe være nogen anden end Sigurd Ormssøn, der kaldes ligesaa i Sturlungasaga II. 4, se ovenf. S. 880.
  81. ↑ Vi henvise fremdeles til Skaldefortegnelsen, hvor der ogsaa findes opregnet flere, ellers ubekjendte Skalde, der sang til Haakon Galens og Kong Inges Priis.
  82. ↑ Se ovenf. II. 634. Ligesom Islændingerne nu slet ikke kjende det lange ø, men skrive og sige dæma, Grænland, i Stedet for dœma, Grœnland, saaledes finder man i islandske Haandskrifter fra hiin Periode ej alene æ for œ men ogsaa œ for æ, f. Ex. klœði for klæði. Det er tydeligt nok, at Bevidstheden om Lydens Forskjellighed er aldeles tabt.
  83. ↑ Kong Haakons Søn Magnus opførte, som vi ville se, et Teglkastel ved Tunsberg. Hovedøklostrets Ruiner indeholde ligeledes Teglstene.
  84. ↑ Se Holmboe, das älteste Münzwesen Norwegens S. 41.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/154&oldid=82858»