Det norske Folks Historie/4/21
Strax efter Slaget udbetalte Sverre sine Hirdmænd Sold, uddeelte mange Værdigheder, og satte Sysselmænd over hele Thrøndelagen. Fra denne Tid af begyndte disse kongelige Embedsmænd hyppigere at træde i Lendermændenes Sted. De vare ikke, som hine, Vasaller, forlenede med selvstændig Myndighed, men alene Kongens Tjenere og hans Magts Repræsentanter, der hver i sit Distrikt (Syssel) førte Bestyrelsen i Kongens Navn, oppebare de kongelige Indtægter, og overhoved varetoge Kongens Interesse, og saa at de paa en vis Maade forenede Aarmændenes Funktioner med Lendermændenes, medens hines Embeder aldeles ophørte, og Lendermændenes Værdighed, skjønt den endnu i lang Tid vedblev, dog efterhaanden mere gik over til at blive en Hoftitel. Dette var det første Skridt til Kongemagtens Udvidelse paa Aristokratiets Bekostning, og viste noksom, at Sverre aldeles agtede at bryde med det sidste. Vi ville idet følgende see, hvorledes han ogsaa tilegnede Kronen den hidtil af Folket selv gjennem Lendermændene udøvede dømmende Myndighed, og overdrog dens Forvaltning til kongelige Embedsmænd, de saakaldte Lagmænd. Alt dette hindrede dog ikke mange anseede og højbyrdige Mænd i Thrøndelagen fra nu, da hans Magt nogenledes syntes befæstet, at erklære sig for ham, thi de havde, som vi vide, altid været forbitrede paa Erling, og nærede endnu størst Hengivenhed for Sigurd Munds Linje. Mange af dem, og blandt disse, som man maa formode, Baard Guthormssøn paa Rein, begave sig personligt til Sverre, og underkastede sig ham; mange, som bleve siddende hjemme, tilsagde ham ved Budsending deres Hengivenhed. Han erklærede derfor Throndhjem for sit egentlige Hjem, og Thrønderne for sine kjæreste Undersaatter; han talte gjerne om, hvilken Troskab de havde viist hans Fader Kong Sigurd, eller hans Broder Kong Haakon, eller Eystein Meyla.
Kong Magnus havde imidlertid tilligemed dem, der var undkomne af Slaget, taget Flugten til Bergen, hvor han først fortalte Erkebiskoppen og Orm Kongsbroder den sørgelige Nyhed; siden sammenkaldte han sine Mænd og Byens Borgere til et almindeligt Thing, og berettede her sit Uheld, idet han tillige anholdt om Bistand. Erkebiskoppen tog strax Ordet, og sagde at alle brave Mænd nu vistnok maatte være beredvillige til at hjelpe ham af alle Kræfter i at forsvare og beholde sit Kongedømme. „Slaget,“ ytrede han, „har dog for saa vidt havt et Udfald efter Manges Ønske, som I, hele Folkets Yndling, er i god Behold kommen derfra; hvad Erling Jarl angaar, var han vistnok en forstandig og mægtig Mand, men derhos saa myndig, at mange ej godt kunde finde sig deri; nu altsaa, da han er borte, ville vel des flere være rede til at ofre Liv og Blod for Eder, og hjelpe Eder til at gjenvinde den rolige Besiddelse af Eders Rige.“ Denne Tale vakte ivrige Bifaldsraab, og alle erklærede, at de heller vilde dø med Magnus, end tjene Sverre. Derefter begav. Magnus sig til Viken, hvor han tilbragte Vintren, omgiven af en betydelig Styrke og mange mægtige Mænd, og beskjeftiget med store Forberedelser til et nyt Krigstog, navnlig med at lade bygge nye Skibe[1].
- ↑ Sverres Saga Cap. 39.