Det norske Folks Historie/4/22

Da Sverre havde tilbragt nogen Tid i Byen, lod han, for første Gang siden han fik Kongenavn, udbyde Leding mod Kong Magnus over hele Throndhjem, baade af Kost og Folk, og benyttede hertil ogsaa Bøndernes Skibe fra de forskjellige Hereder. Da han var færdig, drog han sydover til Bergen efter Kong Magnus, men da han kom did, var Magnus allerede rejst til Viken. Sverre havde da intet andet at gjøre end at vende tilbage igjen til Throndhjem, men indsatte rinder sin Rejse nordefter Sysselmænd i alle de Fylker, han kom forbi. Hvorledes disse Sysselmænd bleve modtagne, siges ellers ikke. Vintren (1179–1180) til bragte Sverre i Nidaros.

Da Vaaren kom, opbød Magnus fuld Almenning af alle Skibreder fra Lindesnes til og med Nordmøre, altsaa fra det vestligste af Agder, Rogaland, Hørdaland, Sogn, Søndfjord, Nordfjord, Søndmøre, Raumsdal og Nordmøre. Sverre paastod siden at Almuen ved denne Lejlighed nødtvungen maatte gjøre Krigstjeneste, og for en Deel kunde han vel have Ret, da Opbudet altid maatte komme ubelejligt. Hvad Sverres Sysselmænd gjorde derved, siges ikke; de have dog vel rimeligviis taget Flugten ved Magnus’s Ankomst. Forudsat at Magnus overalt fik de lovbestemte Skibe, vilde disses Antal udgjøre omtrent 100 Femogtyvesesser og 30 Tyvesesser, bemandede med henved 12000 Mand[1], dog var det vist langtfra, at alle de, der skulde, mødte frem; men han havde mange Høvdinger i sit Følge, nemlig Erkebiskoppen, Orm Kongsbroder, og dennes Halvbrødre, Arne Kongsmaags Sønner Nikolas – hvilken merkelige Mand ved denne Lejlighed aller først nævnes – og Philip, saavel som alle Lendermænd søndenfra Landet. Af disse Udrustninger – thi Sverre havde ogsaa under sin Side paa Toget til Bergen opbudt Leding – kan man aller bedst slutte, hvor ødelæggende og i alle Forhold indgribende Tronkrigene nu maatte blive i Sammenligning med forhen, da de i Regelen alene førtes med Huustropperne. Med hele denne Styrke drog Magnus nordefter og ind ad Throndhjemsfjorden, hvor han i nogle Dage blev liggende udenfor Stein (Stene) paa Bynesset. Der anføres i Sagaerne et gammelt Vers, som skal have været i Folkemunde paa den Tid, og hvor det heder at Ryger og Hørder, Filer (Indbyggerne af Fjale) og Sygner, Firder og Mører, Romsdøler, samt endelig Erkebiskoppen med hele Thrøndelagen fulgte Magnus. Dette sidste kan dog, da Sverre selv holdt til i Throndhjem og understøttedes af Befolkningen, ej være at forstaa om andre end Erkebiskoppens nærmeste Tilhængere og Undergivne, der ved hans Ankomst til Thrøndelagen samledes om ham. Hvad Forberedelser Sverre havde gjort til at møde dette Angreb, siges ikke; man erfarer kun af Fortællingens Gang, at han – hvad man ogsaa kunde vente sig af ham – var vel belavet derpaa, og at han maaskee har udvidet eller forbedret Verkerne ved Træborgen saaledes at Byen nu var bedre befæstet, og, for saa vidt Befæstningerne ikke stormedes, utilgjængelig fra Landsiden. Sverre ventede dog ikke, indtil Magnus gjorde det første Anfald, men sendte 4 Birkebeinerhøvdinger, ved Navn Thjodolf Rympel, Thjostar Svarte, Eyjulf Havlessøn og Haavard Lax afsted over Byaasen med en betydelig Styrke, for at lure paa Magnus’s Mænd, om de kunde tilføje dem nogen Skade. De kom ned til Gaarden Langlo, en halv Miils Vej fra Stein, og lagde sig ganske ubemerket i en nærliggende skovbevoxet Dal, der gaar ned til Søen. Her fik de udspejdet, at Kong Magnus med en Deel Folk var gaaet i Land for at tage Bad paa Gaarden Stein. De skyndte sig strax derhen, for om muligt at overrumple og opsnappe ham, men uagtet de kom aldeles uventet, lykkedes det dem dog at undkomme til Skibene. Imidlertid bleve 30 af hans Mænd afskaarne fra Stranden og dræbte, førend de kunde faa Undsætning fra de øvrige. Da en større Styrke nu kom i Land, søgte Birkebeinerne Skjul, eg begave sig siden tilbage til Kongen. Kort efter lettede Magnus Anker, sejlede længer ind i Fjorden, og lagde sig ved Munkholmen, hvor han ligeledes forblev nogle Dage, uden i Førstningen at foretage sig synderligt. Der omtales kun, at han sendte nogle Folk afsted paa et Skib for at gribe Bonden Havle paa Aastan[2], og derpaa, da han havde faaet ham i sin Vold, sendte et Brev til hans Søn, den nys omtalte Eyjulf Havlessøn, der var Hirdmand hos Kong Sverre, med den Trusel, at hvis han ikke strax kom ud til Kong Magnus eg tog Tjeneste hos ham, skulde hans Fader blive dræbt. Eyjulf blev ilde tilmode derved, og viste Sverre Brevet. Denne sagde: „faa bringe mig sligt, men vi skulle nok finde paa Raad.“ Han sendte nu med den samme Mand, der havde overbragt Brevet, et andet Brev til Kong Magnus, hvori han truede ham med at lade tre Mænd, han navngav, og hvis Sønner vare i Kong Magnus’s Tjeneste, lide samme Behandling som Havle, og det ved Eyjulfs egen Haand, hvis der krummedes et Haar paa Havles Hoved. Da Magnus fik Brevet, blev han vred, og løb frem af Løftingen med Brevet i Haanden, idet han sagde: „jeg seer nok, at det er Eder og ikke jeg, som nu ville raade for, hvem der skal dræbes eller hvem der skal leve.“ Dette var, som det synes, nærmest rettet til de tre unge Mænd, hvis Fædres Liv truedes; men de bade Kongen lade sin Vrede fare, og forestillede ham, at han ikke var et Haarsbred nærmere til at vinde Riget, om han lod en gammel Bondemand dræbe, og at det dog var haardt at lade deres Fædre undgjelde for Sverres onde Raad. Da nu ogsaa flere bade for Havle, lod Magnus sig endelig formilde, og gav ham Lov til at fare hjem i Fred.

Nogle Dage derefter roede Magnus – der siges ikke om det var ifølge en Indbydelse fra Sverre eller ej – ind til Øren; Sverre gik ligeledes derned, for at holde en Sammenkomst og prøve mindeligt Forlig. Sverre foreslog at de skulde dele Landet ligt imellem sig, og begge paa een Gang være Konger, ligesom Kong Magnus Barfods eller Harald Gilles Sønner. Herom blev der talt mangt og meget; nogle af Magnus’s Mænd raadede ham til at modtage Forslaget, andre ytrede sig derimod; han selv var ogsaa af denne Mening, saaledes kom intet Forlig istand, og han roede atter ud under Holmen med sine Mænd. De raadsloge nu om den bedste Maade at indrette deres Angreb paa, thi fra Ilen af nyttede det ej, formedelst Befæstningerne, hvilke man ej kunde vente at Sverre uden højeste Nød vilde forlade. De fandt da paa at lade Ankrene drage op til Skibsbordene, og med sterke Reb fastgjøre dertil en Deel Tømmerstokke, for siden at ro lige til Øren og slippe Ankrene med Tømmeret ned paa de der opstillede Bønder; dette kom dog ikke til Udførelse, ligesaa lidt som mange andre lignende Planer, der udtænktes. Mandagen i Gangdagene (den 26de Mai) tidligt om Morgenen, roede Magnus atter ind til Øren til Samtale, og begge Parter opfordrede hinanden til at holde Slag: Birkebeinerne bade Magnus at lægge til ved Øren, Magnus derimod bad dem at komme ud af Træborgen og holde Slag med ham paa Ilevollene. Dette Forslag modtog Sverre. Med Borgen i Ryggen og den aabne Plads foran sig kunde han med temmelig Tryghed gaa ind derpaa. Det aftaltes saaledes, at Morgenen efter (Tirsdag den 27de Mai) skulde begge Partier indfinde sig paa Ilevollene, for at prøve Kamplykken. Dette lod Sverre strax bekjendtgjøre for sine Mænd, med den Befaling at de skulde gaa til Skrifte og gjøre sine Vaaben istand. Det samme gjorde Magnus paa sin Side. Tirsdag Morgen, da Solen randt op, lod Magnus blæse til Opbrud fra Munkholmen. Paa alle Skibene blev da Tjeldene tagne ned, og de roede ind til Ilen lige under Bjerget, hvor Mandskabet gik i Land. Magnus’s Skib, en stor Skeid, lagde sig for Anker længere ude; Skuder og Smaaskibe roede til Land. Magnus gik med hele sin Hær op ad Steenbjergene, og blev siddende der, indtil Solen kom højere op paa Himlen, for at hans Folk ej skulde have den lige i Øjnene. Siden lod han dem gaa ned paa Sletten og stille sig i Fylking. Paa samme Tid gik ogsaa Kong Sverre ud af Træborgen og fylkede sine Skarer, idet han søgte temmelig nær under Bjerget. Kong Magnus stillede sig selv med sin Hird og sit Merke paa sin venstre Fløj, der vendte mod Søen, fordi han der lige over for sig saa et stort og prægtigt Merke, som han troede var Sverres eget. Dette Merke tilhørte dog kun Gudlaug Stallare, som Sverre havde ladet tage Plads der tilligemed Bumændene, Folkene fra Omegnen, og Ledingstropperne. Selv derimod trak Sverre sig med sit.Merke og titte Mænd ovenom langs med Bjerget, hvor en Deel af Magnus’s Mænd vare blevne tilbage, og hvor han ventede den hidsigste Kamp. Magnus havde ogsaa sat Nikolas Arnessøn med en betydelig Trop til at falde Birkebeinerne i Ryggen under Slaget, men Sverre, der ej saa let lod sig overraske, sendte en af sine paalideligste Høvdinger, Ulf af Lauvnes[3], mod ham med en Deel Folk. Derved hindredes Nikolas fra at yde Magnus nogen Hjelp.

Førend Slaget begyndte, voldt Sverre, som sædvanligt, en Opmunringstale for sine Folk. „Her,“ sagde han, „er en stor Hær og vakkert Folk kommet sammen, men enda viser det sig, at vi have betydelig Overmagt at kjæmpe imod, thi over hele Sletten staa Kong Magnus’s Fylkinger med forgyldte Vaaben og dyrebare Klæder: det var et godt Stykke Arbeide, hvis I kunde bære begge Dele til Byen i Kveld. I see nu, gode Halse, at der er to Ting at vælge mellem, enten at tilkjæmpe os Sejren, eller at dø med Ære. Det er ikke som om man viste Eder i Skoven til at hugge Tømmer, thi nu skulle I maale Hugg med Kong Magnus’s Lendermænd, og det er ingen Skam paa een Gang at modtage og give store Hugg: her passe Skaldens Ord:

Ej som naar Kulleved kløves
Karlen hugger paa Jarlen.

Saa sagde og Bonden, da han fulgte sin Søn ombord paa Krigsskib, og gav ham gode Raad med paa Vejen: han bad ham være tapper og haard i Mandeprøven, thi Ordet lever længst efter enhver, sagde han, eller hvorledes vilde du bære dig ad, naar du kom i Slaget eg vidste forud at du skulde falde? Sønnen svarede: skulde jeg da vel spare paa at hugge til begge Sider? Den gamle vedblev: men om nu Nogen ganske sikkert kunde forudsige dig, at du ikke skulde falde? Sønnen svarede: behøvede jeg da vel at tage mig vare og ikke gange frem som bedst? Ja, siger den gamle, i hvert Slag, du kommer, skeer eet af to, enten falder du eller du kommer levende derfra; vær altsaa stedse djerv, siden alt er forud bestemt; intet slaar den fejge ihjel, og intet kan frelse den som fejg er; paa Flugt er Fald værst. Saa meget vide I og, Birkebeiner, at det nytter ej at bede Heklungerne om Grid. Den eneste Udvej for Eder er at staa saa fast som muligt, og ikke lade dem faa nogen Fremgang. Det er godt for Eder, Birkebeiner, at prøve Eders Sverd paa Vikverjernes Mjød-Istre der henne. Vor Styrke er stor og vakker nok, og deres større Folketal er dem kun selv til Hinder, thi de kunne ikke bruge det alt sammen; Største Delen af deres Tropper passer bedre til Brudemænd, end til Hærmænd, og er mere vant ved Drikkelag end ved Krigsferd. Min Hird og mit Merke vil jeg lade fare mod Kong Magnus’s Merke[4], thi af hans Hird maa vi vente os det haardeste Angreb og den heftigste Kamp; Lendermændene derimod ville nok tage sig mere i Agt, og Bøndernes Hob, som de mod deres Vilje, ja næsten som Fanger have slæbt hid, bryder sig ikke om hvem der falder, naar de kun selv beholde heelt Skind, eller som Skalden kvad: „jeg tiltænker mig den skjønne, mundfagre Ingunn, hvordan end Slaget løber af mellem Magnus og Sverre. Ganger nu vel frem, gode Halse, og Gud være med os!“ Denne Tale bidrog meget til at opmuntre Birkebeinerne, styrke deres Mod og opretholde deres Tillid til Sverres Klogskab jog Forsorg. Syv af dem, hvoriblandt Høvdingerne Thorolf Rympel og hans Broder Karl Kjøtlaar, tilbøde sig at gaa foran Fylkingerne i Slaget. Sverre selv var til Hest, for hurtigt at kunne begive sig hen til ethvert Sted, hvor hans Nærværelse gjordes nødvendig.

Nu skrede Fylkingerne mod hinanden, og Slaget begyndte med stor Heftighed. Aldrig havde man i hele denne Krig seet saa store Stridskræfter samlede paa begge Sider, dog var Magnus’s Hær den talrigste. Hvor Sverres Merke stevnede frem, omringet af hans Hirdmænd og Gjester, veg Magnus’s Fylking tilbage, og begyndte at flygte, medens paa den anden Side Gudlaug Stallares og Bymændenes veg for Kong Magnus og hans Hird, ja nogle endog gav sig til at løbe. Da Sverre saa dette, gav han sin Hest af Sporerne, og red hen til dem, idet han raabte højt: „hvi fly I? Vend tilbage og slaas som I bedst kunne! see I da ikke at Heklungerne allerede fly til Skibene? Bruger Eder nu som Mænd og forfølger de flygtende saa ivrigt I formaa“. Ved at høre disse Ord og see Kongen selv hos sig, toge de strax Mod til sig, og vendte sig igjen mod Fienden, der nu veg tilbage, og da den øvrige Hær saa, at Fienden var kommen paa Flugt, styrede alle efter Kong Magnus’s Merke, og toge hans Mænd i Ryggen. Der blev da et stort Mandfald. „Nu flyr Kong Magnus, sagde en af Birkebeinerne. „Ikke endnu,“ sagde en, der stod i Nærheden, løb til og hug ham Banesaar: dette var Kong Magnus selv, som dog nu maatte flygte til Skibene med sit hele Mandskab. Der faldt Philip Arnessøn og Brynjulf Blanda, en Søn af Eindride Jonssøn[5]. En Dattersøn af den orknøiske Høvding Haavard Gunnessøn, ved Navn Ivar Galle[6], kjæmpede i Magnus’s Hær, og laa haardt saaret paa Valpladsen. Sverre kom derhen, bøjede sig ned mod ham fra Hesten og tilbød ham Grid, dersom han troede at hans Saar kunde læges. Ivar svarede at han tænkte nok det, hvis han blot kunde faa Lægehjelp. Men dette blev dog intet af, thi nærved laa, ligeledes haardt saaret, hiin samme Brynjulf Kalfssøn, der allerede paa Færøerne havde været i Slagsmaal med Sverre: han rejste sig paa Knæerne, og hug med sit Sverd efter Kongen, sigtende efter Halsen, just som han bøjede Hovedet ned. Kongen vendte Staalhuekanten til, saa at Eggen rammede den, dog strejfede den Øret og gav ham en dygtig Flenge paa Halsen; han kastede sig af Hesten til den anden Side, og i samme Øjeblik stod Sverd og Kesjer saa tykt i Brynjulf, at han neppe kunde falde, ligeledes blev og Ivar Galle dræbt tilligemed hans Frænde Gyrd Skjome, der holdt ham under Skuldrene. Af Lendermænd i Magnus’s Hær faldt fire, hvoriblandt en ved Navn Nikolas Anderssøn Mandul, en overvættes sterk Mand, der tillige havde en ypperlig Brynje, som Hugg ej bed paa: længe stod han alene tilbage, men segnede omsider ned af Træthed, og strax rebe Birkebeinerne Brynjen af ham og dræbte ham. Magnus’s Hær adspredte sig til alle Kanter. De fleste flygtede til Skibene, blandt dem Kong Magnus selv; det lykkedes ham og nogle faa, blandt hvilke, som man maa formode, Erkebiskoppen og Orm Kongsbroder, at undkomme paa nogle af de mindre Skibe, der laa nærmest Land, men den store Skejd tilligemed en heel Deel andre Fartøjer faldt i Birkebeinernes Hænder; disse forfulgte endog de flygtende et Stykke Vej til Søs. Ved Digermulen indhentede de en af Magnus’s Høvdinger, Eindride Kalfssøn, der dog reddede sig i Land, de øvrige ombord, 30 i Tallet, fik Grid; ligeledes toge de et andet Skib udenfor Rødberget, og 2 Transportskibe ved Stadsbygden. Nikolas Arnessøn og hans Skare, der skulde have faldet Birkebeinerne i Ryggen, tog Vejen op over Byaasen og ud til Stein paa Bynesset, hvor han fik sig en Skude; ogsaa mange af Magnus’s Mænd, der vare blevne afskaarne fra Skibene, flygtede over Land. Sverres Sejr var, kort at sige, saa fuldstændig, som han kunde ønske det, Magnus’s hele Hær opløst, og hans bedste Folk og nærmeste Paarørende faldne. Der siges ikke, hvor mange Folk Sverre mistede, men det skal ikke have været saa faa, der faldt, dog mest af Bymændene og Ledingsfolket[7].

Kong Magnus begav sig med de faa Levninger af sin Hær til Bergen, hvor Borgerne toge vel imod ham, og bade ham at blive hos dem, men de dulgte dog heller ikke sin Frygt for, at de ret snart vilde have Sverre der, og tilbøde deres Hjelp til at forsvare Byen mod ham. Magnus modtog i Førstningen Tilbudet, der syntes nok saa godt, og søgte at spærre Vaagen ved at tage alle Kjøbmandsskibe i Byen og lade dem lægge i en Linje fra Holmen over til Munkebryggen, tæt sammenbundne med Toug, saa at man kunde gaa tvers over Vaagen paa dem, som paa en Bro. Men da forestillede hans Raadgivere ham, at det var farligt at betro sig saa aldeles til Bergensmændene, og stænge sig selv og Skibene inde i Vaagen. Heri havde de neppe Ret; men efter de Ulykker, der nu havde rammet Magnus, skulde der vel lidet til at fylde hans Sind med Mismod og Ængstelse. Han vovede ikke at blive længer i Bergen, men drog sydover, og standsede denne Gang ikke, førend han kom til sin Frænde og Beskytter, Kong Valdemar i Danmark, der tog vel imod ham. Orm Kongsbroder med flere Lendermænd begave sig til Viken, andre fulgte Magnus til Danmark. Erkebiskoppen begav sig til England, hvor han forblev i hele tre Aar, og bandsatte Sverre, hvilket dog denne ikke brød lig noget om[8]. Der var saaledes ingen tilbage i hele det Nordenfjeldske, der kunde gjøre Sverre Modstand, og Bergensmændene havde ganske Ret, naar de med det første ventede hans Besøg, thi det maatte nu være ham magtpaaliggende, først og fremst at sætte sig i Besiddelse af denne Norges vigtigste Handelsstad, hver Erling Jarl saa vel som Kong Magnus havde havt deres fornemste Tilhold, og hvor det hidtil havde været umuligt for ham at komme. Det var heller ikke mere end en Maaneds Tid efter Sejren (28 Juni) at han viste sig for Bergen, hvor der nu ej kunde være Tale om at lægge ham Hindringer i Vejen, hvad Sindelag end Indbyggerne i deres Hjerte nærede mod ham, og hvor Alting derfor løb nok saa venligt af. Han skjenkede dem Fred, og de modtoge ham med Hædersbeviisninger. Nogle af hans Lendermænd overfaldt imidlertid en af Magnus’s Lendermænd og ypperste Venner, ved Navn Paal Andressøn, der sandsynligviis havde været med i Slaget, og nu laa med sit Skib etsteds paa Kysten, der siges ikke hvor. Paal satte sig kjekt til Modværge, men blev efter en hidsig Kamp fældet med mange af sine Mænd[9].

  1. Se angaaende Ledingsskibenes Antal og deres Bemanding ovenfor II. S. 981. Da Skibrederne af Agder vestenfor Lindesnes neppe udgjorde flere end tre, kunne Skibene derfra ej synderlig komme i Betragtning.
  2. Aastan eller Ostan er en Gaard paa Geitestranden eller den vestlige Bred af Orkedals-Fjorden. Befalingsmændene paa det Skib, der udsendtes efter Havle, hed, ifølge Sagaen, Byrge Garn og Thrond Lyxta. De tre Mænd, hvis Liv Sverre truede, og som enten maa have været Borgere af Nidaros eller Krigsfanger, hed Eiliv Eplastang, Skrude-Erik og Eindride Slandre, deres Sønner Gunnar, Ulf Knere, Thore Knap.
  3. Da Lauvnes efter al Sandsynlighed er Gaarden Løvnes i Halmø Sogn, nær ved Øgruppen Skjeingen (Skillingar) i Naumdølafylke, er det ej usandsynligt at han har slaaet sig til Sverre, da denne i 1178 var paa disse Kanter. For Resten var Ulf af ringe Herkomst, se nedenfor.
  4. Dette strider i det mindste ved første Øjekast, mod hvad der baade før og siden fortælles om Opstillingen og det Sted, hvor Sverres Merke virkelig stod. Men maaskee det kun sigter til, hvad der skede under Slagets Løb.
  5. Eindride Jonssøn var en throndhjemsk Lendermand, Søn af den lovkyndige Jon Mørnev, se ovenfor II. S. 892.
  6. Orkneyingasaga S. 406 nævner urigtigt Ageren (Kalvskindet), som det Sted hvor Ivar faldt.
  7. Roger Hoveden, S. 600. Der staar her om Slaget: „det følgende Aar (1180) samlede Magnus en stor Hær, angreb Sverre ved Nidaros og dræbte mange af sine Fiender ved det første Sammenstød, men tabte dog Slaget efter Guds uransagelige Vilje, og flygtede med nogle faa, efter at mange blandt de bedste Folk i hans Familie vare faldne“. Da Magnus’s første, heldige Angreb var rettet mod Gudlaugs Fløj, maa det følgelig være af denne, at hine mange faldt.
  8. Roger Hoveden, l. c., jvfr. Sverres Saga, Cap. 78.
  9. Sverres Saga, Cap. 43–48.