Det norske Folks Historie/4/25
Kong Magnus flygtede, uden at standse, lige til Stavanger, hvor ogsaa de øvrige Folk og Skibe, der havde reddet sig fra Slaget, efterhaanden kom sammen. Biskoppen i Stavanger var paa den Tid Erik, en Søn af hiin Ivar Skranthanke, der havde været Biskop i Throndhjem før Reidar[1]. Eriks Formand, ved Navn Aamunde, var endnu ikke død, men havde allerede for over ti Aar siden, uvist hvorfor, taget sin Afsked, eller i det mindste faaet Erik ved sin Side som Koadjutor[2]. Denne, der ligesom den hele Gejstlighed var paa Magnus’s Parti, og som har vundet sin største Navnkundighed ved den Udholdenhed, hvormed han søgte at modarbejde Sverre, tog meget venligt imod Magnus, og opfordrede ham paa det indstændigste til strax at vende tilbage til Bergen igjen og overfalde Birkebeinerne, førend de endnu vel havde pustet ud efter den foregaaende Kamp, eller vare forberedte paa en ny. Denne Opfordring faldt godt i Magnus’s Øre, og han besluttede at vove Forsøget. Biskoppen fulgte selv med paa et Langskib, som han bemandede med sine Huuskarle, og skaffede desuden endeel Mandskab til Veje fra Herederne omkring Byen. Saaledes gik Toget tilbage til Bergen, saa hurtigt som muligt, kun faa Dage efter at Kongen var kommen til Stavanger. Kong Sverre havde vel sine Folk paa Udkig i Farvandet, men ventede dog neppe at see Flygtningerne saa snart tilbage. Eyjulf Havlessøn, en af de Udsendte, havde med sin Skude vovet sig temmelig langt sydefter og ind i et Sund, maaskee Smørsund, da han med eet traf Magnus’s hele Flaade liggende lige for sig; han og hans Folk saa ingen anden Udvej til at frelse sig ud af Sundet end at lade som om de hørte til Heklungernes Parti, og styre lige mod Kongens Skib, som om de havde noget at melde ham. Heklungerne troede det ogsaa i Førstningen, indtil Birkebeinerne kom dem saa nær, at de merkede Fejltagelsen: da toge de strax Tjeldingerne ned og satte ud imod dem, men Birkebeinerne gave sig til at ro af alle Kræfter, og styrede søndenom ud af Sundet. Heklungerne forfulgte dem, Biskop Erik i Spidsen, men kunde ikke naa dem. Biskoppen lod en heel Deel Gejstlige, han havde ombord paa sit Skib, i Hast sætte i Land, da han troede at Skibet, saaledes lettet, skulde gaa hurtigere, men derved vandt Eyjulf endnu større Forspring, stak lige til Havs, og uden om Øerne tilbage til Bergen, hvor han nu bragte Sverre den uformodede Efterretning, at Magnus var lige i Hælene paa ham. Sverre lod strax sine Mænd kalde sammen for at raadslaa med dem om hvad der var at gjøre. De ytrede nu end mindre Lyst til at slaas end før; de vare, sagde de, endnu udmattede af den forrige Kamp, og mange af dem saarede; endog ved Nordnes havde de helst taget Flugten, om de ej paa en vis Maade havde været indstængte. Herimod lod der sig ikke synderligt indvende, og det blev besluttet at man skulde drage nordefter saa skyndsomt som muligt. Dette aftaltes seent om Aftenen. Natten hengik med Forberedelser til Rejsen. De vilde gjerne have de erobrede Skibe med, men da det ikke kunde skee uden at fordele det forhaandenværende Mandskab paa dem alle, foruden deres egne, bleve de fleste Skibe saa tyndt bestilte, at Mandskabet ombord paa hvert enkelt ikke var tilstrækkeligt til at rejse Masten og hejse Sejlet op, men dette maatte skee paa den Maade, at en Deel Folk roede fra Skib til Skib for at hjelpe til. Om Morgenen tidligt, strax efter Solopgang, havde Sverre forladt Byen med den hele Flaade, undtagen Hovdebussen, paa hvilken Eyjulf Havlessøn var sat til Befalingsmand, og hvis Takelage var i en saa daarlig Forfatning, at den ikke blev sejlklar førend ved Noonstid (Kl. 3). Just som Eyjulf havde faaet Sejlet op, kom Magnus’s Skibe ind om Hvarven. Eyjulf satte afsted alt hvad han kunde, og Heklungerne, som snart fik Øje paa ham, ilede efter med fem Skibe i Haab om at faa ham fat. De forfulgte ham lige til Furusund, uden dog at kunne indhente ham. Ellers var det ved denne Lejlighed, som for, til stor Skade for Birkebeinerne, at Folket langs hele Vestkysten lige til Stad var dem saa afgjort fiendtligt sindet. Naar som helst Birkebeinerne traf enten Bønder. Kjøbmænd eller Fiskere, og spurte dem ud om Magnus eller hans Mænd, fik de aldrig Sandheden at vide, selv om kun det ubetydeligste Nes skilte dem fra Fienderne, medens derimod hine, naar de forfulgte Birkebeinerne, altid fik de nøjagtigste og paalideligste Oplysninger. Men desto større Beundring, baade hos Venner og hos Fiender, vakte den Dristighed, hvormed Birkebeinerne trodsede alle Farer for at indhente Efterretninger eg udspejde Farvandene. Sverre rejste i al mulig Hast lige til Nidaros, hvor han fandt en god Modtagelse. Her lod han sine Skibe sætte op, og fegte at befæste Byen bedre end hidtil, idet han ej alene lod Træborgen ved Ilevollene istandsætte og maaskee udvide, men begyndte tillige at rejse en Række Palissader, der skulde gaa fra Borgen langs Stranden lige til Øren og tvers over denne til Elven. Dette Arbejde blev dog ikke fuldført den Sommer. Imidlertid kom Kong Magnus til Bergen, og dvælede der en stor Deel af Sommeren[3].
- ↑ Om Ivar, se ovenfor, II. S. 794, 860. At Erik var hans Søn, siges udtrykkeligt i Inge Haraldssøns Saga Cap. li, Snorre Cap. 10. Ivars Fader, Kalf vrange, var en Islænding. Ivars Broder, Jon Kauda, var gift med en Datter af den throndhjemske Høvding Saada-Gyrd.
- ↑ De islandske Annaler nævne nemlig ikke Aamundes Død førend 1183. Og man har desuden et Brev fra Pave Alexander d. 3die, dateret Tusculanum d. 7de September 1171 eller 1172, til Erkebiskop Eystein og „A“, (dette maa være Aamunde), forhen Biskop i Stavanger, hvori han amnoder dem om at tillade Munken Nikolaus, en Estlænder af Fødsel, at ledsage den til Biskop i Estland udnævnte Fulko fra Troyes, og være ham behjelpelig ved Missionsverket, Sirmonid. III. 870, Liljegren Dipl. I. 88, Suhm og Schøning „Forbedringer“ &c. S. 426. Af dette Brev seer man, at Aamunde allerede da havde resigneret fra Biskopsstolen. Da der er Tale om en Munk, over hvem Aamunde eller tilligemed Erkebiskoppen havde Autoritet, men som dog endnu ikke paa den Tid fandtes noget Kloster i hele Stavangers Stift, skulde man næsten formode at Aamunde, efter at have resigneret, var gaaet i Kloster og da sandsynligviis i Elgeseter, hvor han maa have været Prior: med mindre Nikolaus hørte til et andet Kloster, og kun midlertidigt befandt sig i Aamundes Tjeneste: det første er dog det rimeligste. For Resten har allerede Thormod Torvessøn (III. 615) paa dette Sted i Sverres Saga urigtigt læst Erkibiskup i Stedet for Eirikr biskup, og er derved kommen i den Tro, at det var Erkebiskop Eystein, som modtog Magnus i Stavanger, uagtet det siden udtrykkeligt siges at han i hele 3 Aar fra 1180–83 var borte fra Norge. Fejltagelsen er siden gaaet over til Schønings „Forbedringer“ S. 440 og Suhms Historie VII. 641.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 58.