Det norske Folks Historie/4/26
Medens Sverre tilbragte Sommeren i Nidaros, beskjeftiget med disse Befæstningsarbejder, kom en Mand til ham, ved Navn Erik, og paastod at han var en Søn af Kong Sigurd Mund, og saaledes Broder af Sverre. Hvor og af hvem han var fød og opfostret, siges ikke. Det heder kun, at han havde faret vide om i Verden, at han en Tidlang havde staaet i Tjeneste, rimeligviis som Væring, hos Kejser Manuel Komnenus i Constantinopel, og at han ligeledes havde været hos mange Fyrster i Tydskland. Derfra var han da vel nu sidst kommen. Paa sine Rejser skulde han og være kommen til Jerusalem og have besøgt Jordans Flod. Han og de, der vare i Følge med ham, sagde at han var stegen ned i Jordanen med et brændende Lys i Haanden, efter at have bedet til Gud om at han saa sandt vilde lade ham komme op igjen af Aaen med Lyset endnu brændende, som han var Kong Sigurds Søn, og Lyset, sagde de, slukkedes ej. Han var en beleven Mand, kyndig i mangt og meget, men liden af Væxt og ikke smuk af Ansigt. Han forlangte, at Sverre skulde tillade ham at føre Gudsskirsler for Sandheden af sit Udsagn, hvad hans kongelige Herkomst angik. Om denne betænkelige Sag raadførte Sverre sig først med sine Høvdinger. De raadede ham til at opfylde Eriks Bøn, sandsynligviis i den Tanke, at Sverre, hvis egen Herkomst var saa tvivlsom, vilde skade sin Sag ved at være for streng mod andre i lignende Omstændigheder. Ikke fornøjet, som det synes, med dette Raad, holdt han flere Hirdstevnet, og æskede alle sine Krigeres Mening. De svarede alle som een, at de vilde tjene Kong Sverre alene og ingen anden, altsaa med andre Ord, at de ikke vilde vide af nogen ny Søn af Sigurd Mund. Desuagtet bestemte Sverre sig til at følge de forstandigere og af ham først raadspurte Mænds Mening, dog saaledes, at han paa Forhaand sikrede sig mod alle nærgaaende Fordringer fra Eriks Side, og tillige benyttede Lejligheden til, om muligt, at faa sin egen kongelige Byrd beviist med det samme. „Jeg vil“, sagde han til Erik, „efter mine Venners Raad tillade dig at føre Skirsler, saa at Gud selv lader det vise sig, om dit Foregivende er sandt; men om det nu paa den Maade bevises at du er min virkelige Broder og Kong Sigurds Søn, da har dog dette Navn og den Magt, hvoraf jeg nu er Indehaver, kostet mig saa megen Møje, og saavel jeg, som alle vi Birkebeiner have derfor udstaaet saa mange Besværligheder og Lidelser, at jeg aldrig vil overdrage eller afstaa Kongenavnet eller Riget til dig eller nogen anden. Alene paa denne Betingelse opfylder jeg din Begjæring. Det staar dig frit for at antage den, om du vil; antager du den ej, har du at forføje dig herfra, og skal faa Lejde til at gaa, som du kom.“ Erik takkede Kongen med mange fagre Ord – han var nemlig en særdeles veltalende Mand – for hans Tilbud, og sagde at han med Glæde gik ind paa den opstillede Betingelse: hele sin Fremtids Skjæbne lagde han i Guds og Kongens Haand. Derpaa underkastede han sig den foreskrevne Faste til Jernbyrden, og da Prøven skulde aflægges, foreskrev Sverre ham selv Edsformularen, saaledes: „dertil lægger jeg mine Hænder paa Bogen og Helligdommen, og det henskyder jeg til Gud, at han saa sandt lader min Haand komme uskadt fra Jærnet, som jeg er Kong Sigurds Søn og Sverres Broder“. Men paa dette sidste Tillæg, hvorved Sverre tænkte noksaa nemt at faa sin egen Byrd godtgjort, vilde Erik ikke indlade sig. „Saa sandt,“ sagde han, „lade Gud min Haand komme uskadt fra dette Jern, som jeg er Kong Sigurds Søn, men jeg vil ikke bære det for at bevise andres Herkomst end min egen“. Kun efter denne Formular bar han Jernet, og kom godt derfra. Sverre maatte følgelig erkjende ham for sin Broder, og gjorde ham til en af Høvdingerne i Hirden. Han blev snart meget afholdt, da han baade var særdeles nedladende, og dertil holdt sin Trop bedre end de fleste andre[1]. Man kaldte ham sædvanligviis Erik Kongssøn. Da der ingensteds tales om, at nogen Tvivl fremsattes om hans rette Herkomst, og da det tillige er tydeligt at see, at Sverre ej nærede liden Ængstelse for, at han skulde optræde som hans Medbejler til Kronen, kan man neppe antage at Erik har været en Bedrager. Men desuagtet maa man forundre sig over saavel at Sverre nærede nogen Betænkelighed ved at stede ham til Prøve, som at denne lykkedes ham, thi det skulde synes som om Sverre altid maatte have havt det i sin Magt at faa denne til at mislykkes, og derved vilde han dog bedst slippe fra alle Vanskeligheder. Men enten maa man da antage, at Sverre ikke har havt saa megen Indflydelse paa Presten ved Peterskirken[2], der indviede Jernene og bestyrede Prøven, at han kunde faa ham til at virke i sin Interesse, og at denne, sandsynligviis en ivrig Tilhænger af Erkebiskoppen og Kong Magnus, har gjort alt for at befordre en Sag, der maatte formodes at ville stifte Splid mellem Birkebeinerne indbyrdes; eller ogsaa er det muligt, at Erik selv, der, som det heder, forstod sig paa saa mangt og meget, ogsaa forstod den Kunst at gjøre gloende Jern uskadelige. Men over hele denne besynderlige Sag hviler der et uigjennemtrængeligt Mørke. For Sverre maa den have være saare ubehagelig, ej alene formedelst den Ængstelse, han altid maatte nære for at Erik seent eller tidligt vilde efterligne Harald Gilles Exempel, men ogsaa, og maaskee mest, formedelst den mislige Virkning, Eriks Vægring ved at tage hine Ord om sit Broderforhold til Sverre i Formularen, neppe kunde undlade at udøve paa den almindelige Mening om Sverres retmæssige Byrd.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 59.
- ↑ Det staar ikke udtrykkeligt i Sagaen, hvor Prøven aflagdes, men da den altid paa ethvert Sted skulde skee i en dertil eengang for alle bestemt Kirke, der maa have været den samme, hvor Parts-Ederne, hvilke selv betragtedes som et Slags Gudsskirsl, skulde aflægges, maa den Kirke, hvor Erik bestod sin Prøve, verre Peterskirken, der i Bjarkøretten Cap. 24 udtrykkeligt nævnes som Stedet for Edsaflæggelsen. Om dette, saa vel som om Gudsskirsler i Almindelighed og Jernbyrd i Særdeleshed, se ovenfor II. S. 1007, 1008.