Det norske Folks Historie/4/27
Det var ikke Magnus’s Hensigt at sidde roligt i Bergen, uden at foretage sig noget yderligere mod Sverre. Længer ud paa Sommeren udrustede han sine Skibe, og sejlede nord til Throndhjem, hvor han ankom udenfor Nidaros Olafsmesse sidre (den 3die August), og lagde, som forrige Gang, til ved Munkholmen. Men Sverre var vel belavet paa at modtage ham, thi ej alene havde han sine og sine Høvdingers Huustropper hos sig, men Bønderne havde ogsaa tilsagt ham deres Bistand, og af dem var der just en Mængde i Byen, thi det var Gilde-Tid, og da plejede man at rejse ind fra alle Hereder: Magnus vovede derfor i al denne Tid ikke at angribe Sverre, men blev liggende ved Holmen og ventede paa at Bønderne skulde rejse hjem. Imidlertid havde Kongerne hver Dag Sammenkomster. Sverre tilbød Magnus som før, at dele Landet med ham i to lige Parter, og overlade ham at vælge, hvilken Deel han vilde. Dertil svarede Magnus hverken Ja eller Nej; men Sverre lod blæse Thing i Byen, og meddeelte Borgerne, hvad der havde været paa Bane. Disse, som inderlig længedes efter Fred, bade Sverre indstændigt, endnu engang at forsøge hvad der kunde udrettes ved et personligt Møde mellem Kongerne. Han føjede dem i deres Begjæring, og der blev sat Grid eller Vaabenstilstand for den Tid, Mødet varede. Magnus roede ind til Øren paa en Skude, og Sverre sad til Hest oppe paa Øren, omringet af en Mængde Bønder og Borgere, der vare nysgjerrige efter at høre hvad Kongerne sagde til hinanden. Flere af Heklungerne benyttede sig af Lejligheden til at tale med deres Bekjendte blandt Birkebeinerne. De roede ind i Elven paa flere Skuder, medens Birkebeinerne gik dem imøde og lode bringe Øl ned fra Byen; derpaa satte de sig nok saa venskabeligt til at tale og drikke sammen ude paa Bratøren, thi der var mange iblandt dem, der, skjønt de nu hørte hver til sit Parti, dog vare nær beslægtede eller besvogrede, og forhen havde været Venner. Nikolas Arnessøn aabnede Underhandlingerne paa Magnus’s Vegne med et langt og veltalende Foredrag, hvori han henholdt sig til hvad der tidligere havde været omhandlet, og udtalte det ønskelige i at et Forlig kunde komme istand. Derefter tog Sverre til Orde og sagde, at han nu, som før, var rede til at indgaa Forlig med Kong Magnus, paa det at Landet kunde faa Fred; han tilbød fremdeles det Vilkaar, at Landet skulde deles ligt imellem dem, og at de begge paa eengang skulde være Konger, ligesom Magnus Barfods eller Harald Gilles Sønner. Han erindrede om, at lige fra den Tid, da Magnus den gode deelte Riget med Harald Haardraade, havde der meget ofte været to Konger ad Gangen, og man havde saaledes Exempler nok for sig.“ Bønderne og Bymændene ytrede lydeligt deres Bifald til denne Tale. Magnus rejste sig og svarede med høj Røst, dog endnu i al Rolighed: „Hvad de Exempler angaar, som I have anført paa at der har været to Konger paa een Gang, da er det vel at merke, at disse Overeenskomster have været sluttede i al Kjærlighed og Venskab mellem Brødre eller andre Nærpaarørende, og enda har som oftest dette Fællesskab ledet til Uenighed, ja stundom endog til de største Ulykker. Dette bør vi her tage til Eftertanke, thi mellem hine var der dog fra først af langt mindre Tviste-Emner, end der nu er mellem os: jeg behøver blot at paapege al den Skade jeg har lidt, og saa mange gjæve Mænds Drab, hvilke deels vare mine Frænder, deels mine Venner. Om jeg end indgaar et tvunget Forlig, saa vil det hverken for mig eller Sverre blive nogen let Sag at holde vore Hirder i Ro, om det treffer sig saa at vi ere tilsammen, efter hvad begges Medlemmer gjensidigt have tilføjet hinanden, og Freden vil kun blive kortvarig, om vi end forsøge paa at faa den istand.“ „Der kan“, svarede Sverre, „være noget i hvad du siger om Freden, Kong Magnus, at om end vi selv søgte at overholde den, vilde dog andre bryde den. Men for at vor egen ulykkelige Tvist dog ikke længer skal vorde saa mange Mænd til Meen, tilbyder jeg mig at forlade Landet med mine Mænd paa tre Aar, dersom I edeligen vil forpligte Eder til at lade mig faa det halve Rige til fuld Raadighed, og til at lade de Mænd i Fred og Ro, som seg sætter til at bestyre det i mit Navn; naar jeg da efter tre Aars Forløb kommer tilbage, skulle I og Eders Mænd paa samme Betingelse rømme Landet i tre Aar.“ „Jeg tager gjerne imod“, sagde Magnus, „at du, Sverre, og dine Birkebeiner forlade Landet, men kun saaledes, at I aldrig komme tilbage. Jeg blev indviet og kronet af den romerske Legat[1], med hele Nationens Samtykke; jeg aflagde den Ed ved Kroningen, at jeg skulde holde Landets Love, og med det Sverd, jeg modtog ved Kroningen, forsvare dette Land mod onde Mænds Eftertragten og Ufred; jeg lovede heller at lade mit Liv, end at svigte denne Ed. Nu maa Gud raade for, hvor langt mit Liv skal blive, men der kan ikke engang være nogen Tale om at jeg skulde fejgt bryde min Kroningsed, og af Frygt lade mig bevæge til at afstaa dig, Sverre, nogen Deel af Landet; jeg, som allerede i Kampen mod Eder, Birkebeiner, har mistet over hundrede lendbaardne Hirdmænd, og sexten Lendermænd, hvortil endnu kommer den syttende, hvis Tab alene er større Skade end alle de andres, nemlig min Fader, Erling Jarl. Jeg kan saa meget mindre indlade mig paa at overlade dig, Sverre, nogen Deel af Riget, som jeg ikke engang tror du har Herkomst til at være Konge enten her eller andensteds. Enten skal jeg derfor vinde hele Norge igjen, eller miste det alt sammen tilligemed Livet.“ Hertil svarede Sverre: „I erindrer her, Kong Magnus, kun om den Skade, I har lidt i vore Fejder, men tager intet Hensyn til, hvad Eders Frænder have gjort imod mig, hvilket dog er langt mere og værre. Først blev nemlig min Fader, Kong Sigurd, dræbt syd i Bergen, derpaa blev min Farbroder, Kong Eystein, ombragt øster i Viken[2]. Noget senere, efter Kong Inges Fald, blev min Broder Haakon tagen til Konge over hele Riget[3], men Erling skakke rejste en Flok imod ham og fældte ham syd paa Møre[4] med mange Lendermænd og herlige Drenge. Harald, min Broder, lod Erling hænge op paa Hvarven som en Kraakeunge, Sigurd, min Broder, blev halshuggen i Bergen[5], og Eystein, mit Syskendebarn, fældte de paa Ree. Nu kunde jeg heel vel sige det samme til Eder, som I til mig, at jeg ej fortjente at være Konge over Norge, om jeg sluttede Forlig med Eder, eller overlod Eder nogen Deel af min Fædrenearv, thi aldrig har det hændt i Norge, at Nogen blev kaldet Konge uden at være Kongesøn, førend du, Magnus, tiltog dig denne Ret. Jeg gjør dig derfor endnu det samme Tilbud som før: gaa op paa Ilevollene med dit Mandskab, og bereder Eder der til Strid, saa skal jeg komme ud af Borgen mod Eder med alle Mine. Da tænker jeg nok du skal fare samme Uferd som forrige Gang, eller endnu værre, thi nu vil dog vel Gud engang gjøre Ende paa det Kongedømme, hvormed du saa uretmæssigt har indesiddet en Tidlang.“ Havde Sverres tidligere Forslag været æventyrligt og mest skikket til at fremkalde Smiil, kunde disse hans Ord derimod umuligt andet end vække Magnus’s og hans Mænds højeste Harme, deels fordi han her gik ud fra som givet, hvad hans Modstandere netop benegtede, at han var Sigurd Munds Søn, og saaledes i deres Øjne hyklede en Smerte over Tabet af Mænd, der vare ham aldeles uvedkommende; deels fordi han gik længere tilbage i Tiden end Magnus’s egen Fødsel, og gjorde ham ansvarlig for Sigurd Munds Drab, hvori ej engang Erling var skyldig, endelig fordi han overhoved fremstillede Forholdene vrangt, ej at tale om de mindre Unøjagtigheder, hvori han gjorde sig skyldig. Derfor svarede Magnus nu kjendeligt heftigere end før. „Jeg vil ikke,“ sagde han, „oftere gaa op paa din Blotvold; gaa heller ombord, og lader os stride ude paa Fjorden med et lige Antal Skibe paa begge Sider.“ „Mine Skibe,“ svarede Sverre, „staa nu paa Land og ere for Øjeblikket ikke i sejlfærdig Tilstand; jeg kan kun skaffe tre, men vil du da ogsaa bemande tre som du finder for godt, saa kunne vi holde Slag med disse 6 Skibe.“ „Jeg finder det bedst“, svarede Magnus hertil, „ikke at spilde flere Menneskeliv, men da det er sandt, som du siger, at jeg som oftest har maattet tage Flugten for dine Mænd, hvilket kommer deraf, at du altid ligger i Baghold og Skjuul, naar Striden skal skee, saa foreslaar jeg dig, om du tør, at træde ene frem med dine Vaaben, da skal jeg ligeledes komme ene imod dig, og skulle vi da skifte Hug med hinanden saaledes at den Sejrende faar Land og Rige.“ Hertil svarede Sverre: „det sørgelige i vor Fejde er øjensynligt nok for alle og enhver, om vi ikke dertil skulde slaas personligt med hinanden. Dertil have vi vore Mænd at stille for os i Træfningen, men det tykkes mig heel ukongeligt at vi selv fegte med hinanden, ligesom Slaaskjæmper, der ingen Folk have at byde over. Men har du endelig saa stor Lyst til at møde mig een mod een, saa stig i det mindste til Hest og jeg ligesaa, da kunne vi turnere med hinanden paa fornemme Mænds Viis.“ Saaledes opløste den hele Samtale sig i Ordvexling og urimelige Forslag; og da nu ogsaa Folkene, der sad og drak med hinanden, begyndte at komme i Klammeri, hævedes Mødet. Magnus gik atter ombord og hans Mænd roede tilbage til Flaaden. Sverre lod i Hast nogle Skuder drage tvers over Ørens nordøstlige Spids ud i Fjorden, og sendte dem efter de tilbagevendende Heklunger: de kom dem saa nær at man gjensidigt kastede Spyd paa hinanden, saa at flere faldt, hvoriblandt den før omtalte Karl Kjøtlaar, og mange bleve saarede. Magnus selv slap heldigt tilbage til Flaaden, og blev endnu liggende et Par Dage ved Munkholmen, da drog han bort igjen, uden at foretage sig mere, og vendte tilbage til Bergen, for at tilbringe Vintren der[6].
- ↑ Dette er egentlig urigtigt, thi det siges udtrykkeligt i Magnus Erlingssøns Saga Cap. 14. Snorre Cap. 22. (jvfr. ovenfor II. S. 939) at det var Erkebiskop Eystein, der kronede Magnus. Men da Legaten var tilstede ved Kroningen, og vel egentlig var den, som ledede det Hele, kunne maaskee Magnus’s Ord forklares som hentydende hertil, og som en i Talens Løb let tilgivelig Unøjagtighed.
- ↑ Det er ovenfor (II. S. 889) nævnt, at det var Sverre saa magtpaaliggende at give Inge Skylden for Eysteins Drab, at han endog lod det skrive saaledes i Sagaerne. Og, som man seer, gjorde han igjen Erling og Magnus ansvarlige for, hvad Inge havde gjort.
- ↑ Det vil sige paa Ørething, men det er derfor ikke sagt at han blev anerkjendt over hele Riget. Tvertimod betragtedes hans Tilhængere paa mange Steder, især i Gulathingslagen, som en Oprørsflok. Sverre farer viselig ganske let hen over Kong Inges Drab, uden at lægge Haakon eller hans Tilhængere det til Saft, uagtet Inge dog, som egtefød, var den legitimeste Konge af alle Brødrene, og Haakon i Forhold til ham kun en Oprører.
- ↑ Det var egentlig ikke paa Møre, men i Romsdalen, at Haakon faldt; dog var Sammenstødet mellem ham og Erling allerede skeet ved Steinavaag paa Møre, se ovenfor II. S. 915, 916.
- ↑ Saaledes staar der i alle Haandskrifter, skjønt det kun var Markus, Sigurds Fosterfader, der blev hængt paa Hvarven; Sigurd blev halshugget ved Gravdal (se ovenfor II. S. 924), Harald i Bergen. Unøjagtigheden er maaskee kun at tilskrive Sagabearbejderen; dog kunde det nok være muligt at Sverre selv, der paa hiin Tid ej var i Landet, har husket fejl.
- ↑ Sverres Saga Cap. 60, 61.