Det norske Folks Historie/4/40
I denne Tid havde Erkebiskop Eystein, som det synes, holdt sig rolig i Nidaros, maaskee beskjeftiget med sine Bygge-Arbejder, for saa vidt det kan antages, at han allerede da gjorde Begyndelsen til den gjennemgribende Udvidelse og Ombygning af Christkirken, som gav den dens endelige Form, og gjorde den til den skjønneste Pragtbygning i hele Norden. Den hele Sammenhæng hermed er for Resten meget dunkel, og vi vide ej, hvor stor Deel Eystein kan have havt i Arbejdet: betydeligt kan det imidlertid i de faa Aar efter hans Tilbagekomst fra England ej have været. Dog erfarer man, at hvad der end i Eysteins Tid kan være gjort eller ej, saa maa dog Choret have været bragt i nogenlunde brugelig Stand, da der ellers ikke vel strax efter hans Død kunde holdes Taler i det, saaledes som det nedenfor vil blive omtalt; og det er derfor muligt, at hvad der i Eysteins Tid udrettedes, kun har været en foreløbig Udvidelse af Choret i simplere Stiil, der siden maatte vige for prægtigere Arbejde[1]. At Eystein saa vidt muligt begunstigede Kuvlungerne, er ovenfor omtalt som det sandsynlige, og sees saavel deraf at to af hans egne nærmeste Frænder, Baard Saala og Peter Glipsa, vare i Jon Kuvlungs Tjeneste, og netop som Erkebiskoppens Frænder højt agtede af denne, som at han i det Hele taget lagde sine Sympathier for det Parti, der nu repræsenteredes af Kuvlungerne, aabenbart for Dagen. Saaledes viste han sig særdeles venlig mod den islandske Prest Ingemund Thorgeirssøn, den ved Rydjøkel faldne Are Thorgeirssøns Broder, der i Aaret 1185 besøgte Norge tilligemed sin Broder Thorvards Søn Agmund og Thorgeir, en Søn af Biskop Brand i Hole[2]. Eystein gav ham strax Jons-Stuken (St. Johannes Kapell) i Christkirken til at holde Messe i, havde ham Juul og Paaske til sin Gjest, og viste ham megen Hæder. Da Thorgeir, som havde tilbragt Vintren i Erkebiskoppens Huus, Vaaren efter (1186) rejste hjem til Island, blev Ingemund tilbage, og udnævntes til Prest i Stadsbygden, hvor han opholdt sig den næste Vinter[3]; ja da der kom Efterretning om, at Biskoppen i Grønland Jon Knut[4] var død, vilde Eystein endog indvie ham til Biskop i dennes Sted, men Ingemund frabad sig det, og han indviede da en Jon, der kaldes Sverresfostre, rimeligviis en Yndling og Beskytter af Sverre, hvilken denne vel paa en vis Maade har tvunget eller overtalt Erkebiskoppen til at vælge. Denne Indvielse var rimeligviis den sidste, han foretog, thi om Høsten 1187 blev han syg, og rejste sig ikke mere fra Sygelejet. Efter Juul, da han følte at det lakkede til det yderste med ham, sendte han Bud efter Kong Sverre, der ogsaa strax indfandt sig. De talte da, siger Sagaen, sammen om mange Ting, der før havde været dem imellem, og ved Afskeden bad Erkebiskoppen, at Kongen vilde tilgive ham alt hvad han havde handlet utilbørligt imod ham i al den Tid, Striden havde varet mellem ham og Kong Magnus; de forligtes da fuldkommen, og de tilgave hinanden gjensidigt alt hvad der havde været imellem dem. Hvor vidt nu alt dette forholder sig ganske saaledes, maa staa ved sit Værd, da Sverre selv var den eneste, der kunde berette om disse Forhandlinger, og han har, som vi ville see, og hvad der var naturligt, ej berettet andet end hvad der var ham selv fordeelagtigt. Det tyder ellers vist ikke paa noget særdeles venligt Sindelag mod Sverre, at Eystein, som det udtrykkeligt nævnes, ytrede Ønske om at Erik Biskop i Stavanger maatte blive valgt til hans Eftermand, thi Erik havde allerede noksom lagt sit fiendtlige Sindelag mod Sverre for Dagen. Er det virkelig saaledes, som Sagaen beretter om Forligelsen mellem Eystein og Sverre, da er det heller ikke usandsynligt at Eystein kan have udleveret til Sverre det tidligere af Magnus Erlingssøn til Kronens Skade, men Erkestolens Forherligelse, udstedte Dokument, hvorom der ovenfor har været Tale, og som, hvis det virkelig bar været til, i alle Fald fra den Tid af forsvandt, indtil det atter dukkede op i Erkebiskop Jons Dage. Muligt ogsaa, at Sverre ligefrem kan have bemægtiget sig det. Kort efter døde Eystein, Natten efter Paalsmesse, d. e. den 26de Januar 1188. Han blev begraven i Skrudhuset i Christkirken[5], maaskee fordi Choret, hvor hans Hvilested dog nærmest synes at burde have været, endnu ikke har været saa fuldstændigt i Stand, at det paa en sømmelig Maade kunde modtage hans Lig. Kort efter holdt dog Sverre fra Choret en Tale, hvori han meddeelte, hvad der havde været forhandlet mellem ham og Erkebiskoppen ved deres sidste Møde, og sagde at Erkebiskoppen havde indrømmet, at han havde viist større Iver i at staa ham imod, end det egentlig kunde forsvares for Gud, men at han fornemmelig havde gjort det, fordi han ej kunde bære over sit Hjerte at slaa Haanden af Kong Magnus. Dette maa, som sagt, staa ved sit Værd[6].
Eysteins Død kaldes i Sagaen „en stor Tidende,“ og med Rette, thi han var ej alene som Rigets Metropolitan den fornemste Mand næst Kongen, men og som den egentlige Grundlægger af Erkestolens Magt og Anseelse, og endelig som Medlem af en af Rigets ypperste Slægter, en Mand, paa hvem Alles Øjne hvilede, og som altid vil indtage en fremragende Plads blandt Norges Erkebiskopper, om han end ikke i opofrende Iver og Udholdendhed kunde maale sig med sin Efterfølger Erik, og den omtrent et Aarhundrede senere levende Jon. Hans Fortjenester af Kirken skaffede ham 41 Aar senere en Plads i Helgenernes Tal[7], og der skal have skeet mange Mirakler ved hans Grav[8]. At Eystein interesserede sig for Videnskaberne, og navnligt for sit eget Fædrelands Historie – hvilket ogsaa var en naturlig Følge af hans Herkomst – kan man slutte deraf at Munken Thjodrek, sandsynligviis i Elgeseter Kloster, tilegnede ham et kort paa Latin forfattet Uddrag af Kongesagaerne fra Harald Haarfagre til Sigurd Jorsalafarer, hyppigt spekket med Citater af ældre og yngre Forfattere, der vidne om megen Belæsthed, og som næsten lader formode, at alle disse Forfattere fandtes ved Domkirkens Bibliothek.
Uagtet efter Reglen Valgretten til Biskopsstolen skulde tilkomme Chorsbrødrene, og en Bestemmelse herom uden al Tvivl indeholdtes i den Tilstaaelse, de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein gave Kardinal Nikolaus, saa kom dog ved Eysteins Død endnu ikke denne Rettighed til Udøvelse. Deels erkjendte, som vi i det følgende ville see, Kongen ikke dens Gyldighed, og paastod at den alene var given for det Tilfælde, at der var flere Konger paa een Gang, der ikke kunde enes om Valget; deels har vel den øvrige Gejstlighed frygtet for, at Chorsbrødrene i Nidaros, hvis de skulde skride til Valg, medens Sverre laa der med en væbnet Magt, ikke vilde have den tilbørlige Frihed. Der staar vel intet udtrykkeligt om at Sverre nu tiltog sig nogen saadan Magt, men man erfarer dog at Presten Ingemund, Eysteins Yndling, strax efter hans Død forlod Nidaros, og gjorde en Handelsrejse til England, hvorfra han ej vendte tilbage til sit Presteembede i eller ved hiin By: dette kan maaskee forklares som et Tegn til, at Sverre har benyttet Lejligheden, da Kirken var uden Forsvar, til at forjage flere af de Gejstlige, der havde været Eystein ivrigst hengivne. Hvorledes det nu end forholder sig, er det vist, at der til Valget berammedes et stort Møde i Bergen saavel af alle Rigets Biskopper, som af andre Høvdinger til det samme Aars Sommer. Her kom ogsaa Sverre selv med en betydelig Stridsmagt, da det var hans Hensigt, efter Valgets Tilendebringelse at drage til Viken imod Jon Kuvung, der fremdeles holdt sig der. Paa dette Møde blev da, efter den Afdødes Ønske, Biskop Erik i Stavanger foreslaaet til hans Eftermand. Kong Sverre gjorde, som man lettelig kan begribe, Indvendinger, idet hiin dog mest holdt sig til den Omstændighed, at Erik var alt for gavmild, og derfor vilde forvolde Erkestolen alt for mange Udgifter. Men dertil svarede mange, at man netop trængte til en Erkebiskop, der vilde lade andre leve med sig, og at Erkestolen havde Gods nok. Og Enden blev, at Erik blev udvalgt. Endnu samme Sommer rejste han ud af Landet for at hente Pallium i Rom. Sverre fortsatte sit Tog øster til Viken. Paa Vejen havde han det Uheld at miste Skibet Reinen, der sejlede op paa et Skjær udenfor Agder; han lod Skroget brænde og drog videre. Kuvlungerne vare i Tunsberg, heel mnandsterke, men havde ikke flere end 13 Skibe. Med disse lagde de, da de hørte at Sverre nærmede sig Byen, ud til Ravnaberg (Ramberg). Da Sverre kom, lagde han sig med sine Skibe, i alt over 30, ude mellem Smjørberg og Nøterø, men sendte siden fem Skibe ind til Byen, og disse lagde til ved Bryggen. Saaledes blev man paa begge Sider liggende i tre Dage, uden at den ene vovede at angribe den anden: Kongen fandt det ikke raadeligt at lægge sine Skibe under Bjerget[9], som Kuvlungerne havde besat med en stor Styrke, og hvorfra de kunde kaste store Stene ned paa dem; Kuvlungerne torde heller ikke binde an med Kongens Flaade, der var saa meget større end deres. Den fjerde Nat prøvede Kuvlungerne at overliste de fem Skibe inde ved Bryggerne, og roede ganske stille hen til dem. Det var saa mørkt at Birkebeinerne ikke saa til dem, førend Skibene stødte sammen. Da blev der strax en heftig Kamp. Sverre hørte imidlertid at der blev kæmpet, og skjønnede strax at hans Mænd maatte være ilde stedte. Han skyndte sig derfor af alle Kræfter at komme dem til Undsætning, og Kuvlungerne vovede ikke at oppebie ham, men flygtede op i Land, dog laa der mange faldne efter paa begge Sider[10].
- ↑ Ved Chorets Udvidelse maatte der ogsaa fornemmelig være Tale om at anbringe en ny Forbindelse mellem dette og Kapitelhuset; og saaledes er det da ej usandsynligt, at den nuværende Skraagang, der forener dem, men som tydeligt kan sees ej at være den oprindelige, skyldes Eysteins seneste Byggetid.
- ↑ Om Ingemunds tidligere Liv, og hans Forhold til Broderen Ares Søn Gudmund, der siden blev Biskop, se Sturlunga-Saga, I. Cap. 125–127.
- ↑ Der staar i Sturl. Saga S. 125, at Ingemund fik Mariukirkju at Staði, der efter Ordene nærmest betegner „Mariekirken paa Stad,“ og herved kan man kun tænke paa Stadsbygden i Nærheden af Throndhjem. Men maaskee Stedet ogsaa kan være fejlskrevet eller uheldigt affattet, og skal betegne „Mariekirken i Byen.“ Dette vilde være aldeles vist, naar man vidste at Elshaugs eller Stadsbygdens Kirke ej var indviet til Jomfru Marie, men en anden Helgen; dog herom veed man nu vel neppe ret Besked.
- ↑ Om Jon Knut er der ovenfor talt, II. S. 962.
- ↑ Ved „Skrudhuset,“ (Lat. vestiarium) forstaaes her aabenbart Kapitelbygningen.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 107.
- ↑ Nemlig ved Biskopsmødet 1229, se de islandske Annaler.
- ↑ Matth. af Westminster ved 1250, udg. af 1570, II, S. 246: Sanctus Augustinus in Norvegia claris, probatis et approbatis miraculis illustratus. Han kaldes ogsaa „den hellige Eystein,“ se f. Ex. Aslak Bolts Jordebog, S. 138.
- ↑ Her kan, som man tydeligt kan see, ikke det sædvanlige saakaldte „Bjerget,“ d. e. Slotsbjerget, være meent, da Kuvlungernes Skibe ei laa under dette; derimod menes her Nordvest-Pynten af Ramberget, under hvilken de laa, og som de til Skibenes Forsvar havde besat med betydelig Styrke. For Sverre, hvis Styrke bestod i hans Flaade, kunde der ej være Tale om at angribe Slotsbjerget.
- ↑ Sverres Saga Cap. 107, 108.
Nefare, i Kuvlungernes Hær, paa det første Tog til Nidaros et Vers, hvori han opfordrede til at ødelægge Birkebeinerne, og bruge det prøvede Sverd haardt og tidt, idet han tillige ønskede alt ondt over Sverre; blandt Birkebeinerne var en Blakk Skald, der paa Toget sydefter deels opfordrede til at stride tappert mod Kuvlungerne, deels triumferede over deres Nederlag ved Rott. „Nu kunne Klipperne ved Tunsberg,“ heder det, „gjenlyde af anden Tale, end deres forrige Pralerier, thi Ravnene mættedes ved Rott og Bølgen vælter de saarede Kroppe.“