Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/42

< Det norske Folks Historie | 4

Samme Høst, Sverre opholdt sig i Viken efter Kuvlungernes Nederlag ved Ravneberg – Høsten kaldtes derfor „Ravnebergshøsten“ – og førend han endnu drog til Bergen for at gjøre det af med Kuvlungerne, forlenede han sin Broder Erik med Oplandene og den Deel af Viken, der laa mellem Svinesund og Rygjarbit, altsaa hele Viken med Undtagelse af Ranafylke, og gav ham Jarlsnavn. Allerede strax efter Kong Magnus’s Fald havde Erik, som ovenfor nævnt, anmodet Sverre om en højere Titel og en Deel af Riget i Forlening, men Sverre havde ikke villet indlade sig paa nogen Deling af Riget, og kun givet ham Lendermands Titel, idet han dog fremdeles lod ham blive inden Hirden. Hermed var Erik vistnok ilde tilfreds, men da han, for at faa Adgang til at bevise sin Herkomst, udtrykkelig havde gaaet ind paa at frasige sig enhver Fordring paa Riget, maatte han finde sig deri. Da imidlertid de smaa Vejtsler, han havde, ikke forslog til den store Trop af Krigere, som han holdt, havde han i Aaret 1185 søgt at skaffe sig Midler ved at gjøre et Tog til det hedenske Estland. Hertil var der nu Anledning nok, thi allerede i lang Tid havde endog Paverne selv havt Opmerksomheden henvendt paa Esterne, der ved deres Sørøverier tilføjede deres christne Naboer megen Skade; de havde søgt at faa dem omvendte til Christendommen, saavel med det Gode, ved at sende dem Ordets Forkyndere, som ved at opfordre Nordens Fyrster og Høvdinger til at bekrige dem. Omkring 1164 havde Erkebiskop Æskil i Lund indviet en fransk Munk, Fulko af Troyes, til Biskop i Estland[1]; i Aaret 1171 eller 1172 anmodede Pave Alexander ej alene Erkebiskop Eystein og den forhenværende Biskop Aamunde i Stavanger til at lade Fulko faa Munken Nikolas, selv en indfød Estlænder, til Medhjelper[2], men tilskrev ogsaa i Almindelighed Konger, Fyrster og alle Troende i Sverige, Gautland, Danmark og Norge, at da det smertede ham saare at bore, hvor grumt Esterne og andre i Nærheden af dem boende Folk fore frem mod de Christne, tilsagde han alle dem, der vilde stride mod disse Hedninger, eet Aars Aflad for enhver Synd, de havde skriftet og modtaget Pønitens for, aldeles paa samme Maade, som om de besøgte Christi Grav; og dem, der faldt i Striden mod Hedningerne, fuldkommen Syndsforladelse[3]. Med andre Ord, der prædikedes en Art af Korstog imod dem, og ved at efterkomme Opfordringen bar der saaledes Udsigt til at sørge for sin Sjæls Frelse paa samme Tid, som man vandt Fordele for det timelige Liv. Allerede i 1184 udgik der i Skaane et almindeligt Opbud mod Esterne[4], og det er bekjendt, hvorledes senere hen Kong Knut i Danmark og hans Broder og Efterfølger Kong Valdemar, der maaskee desuden kunne have havt Arvefordringer paa disse Landskaber[5], gjorde store Krigstog derhen og tilsidst erobrede Landet. Men imidlertid prøvede ogsaa Erik Kongssøn, selv en gammel Korsfarer, sin Lykke der, tilligemed en heel Deel andre norske Krigere, saa at de tilsammen havde fem Skibe, af hvilke Assur Prest, Thjodolf Pik og Hermund Kvaada styrede hver sit, og Erik rimeligviis havde de to andre. De kom til Estland og herjede om Sommeren i Distriktet Wieck (i den hapsalske Kreds), og fik et betydeligt Bytte[6]. Da de paa Tilbagevejen laa ved Gotland, kom de i Strid med negte saxiske Handelsmænd, fra hvem de toge to rigtladede Kogger. Derfra droge de til Svithjod, hvor de besøgte Kong Knut, der tog vel imod dem, beholdt dem hos sig en Stund, og forærede Erik for Afrejsen et Langskib. Dette afholdt dog ikke Erik og hans Mænd fra, idet de sejlede tilbage, at fare meget ufredeligt frem, ej alene paa de danske Kyster, hvilket for saa vidt var rimeligt, som Norge nu stod i Krigsforhold til Danmark, men ogsaa paa de svenske. Da Erik kom hjem til Norge, var hans Flaade forøget til 11 Skibe. Et Par Sagahaandskrifter berette at han kom hjem endnu samme Høst, just som Kuvlungernes Flok optraadte, et andet derimod synes ikke at lade ham komme tilbage førend om Høsten 1188, da Sverre just havde forjaget Kuvlungerne[7]. Dette er ogsaa i sig selv det rimeligste, da det ellers vilde have været uforklarligt, at Erik, der dog var „Høvding inden Hirden,“ ikke nævnes en eneste Gang som Deeltager i den hele Strid med Kuvlungerne, ligesom han og, om han havde været tilstede, vist ikke vilde have undladt at fornye fine Anmodninger om Len og højere Værdighed, eller paa andre Maader at forvolde Sverre Ulejlighed, hvorom Sagaen ej vilde have tiet. Da det nu i Sagaerne udtrykkeligt heder at Erik og hans Kamerater opholdt sig en Stund – der siges ikke hvor længe – hos den svenske Konge, hvor de havde det meget godt, har han ventelig tilbragt disse tre Vintre hos ham, og om Sommeren enten gjorde nye Tog til Estland, eller laa ude med Krigsskibe for at værge Rigets Kyster mod Estlænderne, der netop nu, maaskee opirrede ved Krigstogene mod dem, viste sig endnu fiendtigere mod de Christne end forhen, og vovede endog i 1187 at gjøre et Tog ind i selve Mælaren og op til Sigtuna, som de i Bund og Grund forstyrrede, efterat de under Opsejlingen havde dræbt Erkebiskop Jon, der just befandt sig paa Stedet[8]. Dette længere Ophold vilde da ogsaa forklare, hvorledes han kunde komme hjem med 11 Skibe, og hvorfor Knut skjenkede Erik en saa kostbar Gave som et heelt Langskib: det er ligeledes ikke usandsynligt, at han har medgivet ham en Anbefaling, der især har bevæget Sverre til at opfylde Eriks Bøn, og udnævne ham til Jarl. Vist er det, at dette ej skede førend i 1188, og det er endog muligt, at det har været Forhandlingerne derom, som holdt Sverre saa længe tilbage, og hindrede ham fra at drage mod Kuvlungerne førend henimod Juul. Til hans Føjelighed mod Erik har det vel og bidraget, at han trængte til en anseet og paalidelig Høvding i Viken, for at hindre alle nye Oprørsforsøg i dette urolige og ham saa lidet hengivne Landskab. Erik fik nu, fortælles der, en Hird, og blev en god og vennesæl Høvding[9].

Medens Kampen mod Kuvlungerne stod paa, havde der øster paa Marker ogsaa samlet sig en anden Oprørsflok, der foruroligede de nærmeste Egne af Viken, dræbte Folk, skjendte og brændte, og overhoved anrettede megen Skade. Høvdingen for denne Flok udgav sig ogsaa for en Søn af Kong Inge, og kaldte sig Sigurd. Han havde i sin Tid besøgt Jon Kuvlung, da denne var i Viken, og Jon skal have erkjendt ham for sin Broder og tilbudt ham at blive hos sig, men Sigurd, heder det, fandt at det kun var daarligt bevendt med denne Kuvlungernes Anfører, og trøstede sig derimod selv meget bedre til at herske over et Rige og styre en Hird, især hvad Forstand og Vennesælhed angaar, hvilke begge Dele, meente han, kunde nok behøves mod Sverre Prest; han vilde derfor intet have at bestille med Jon, men heller fare med en Flok paa egen Haand: han var ikke bange for Sverre, og traf han ham, skulde han hverken bryde sig om Fætterskabet eller hans gejstlige Værdighed, men behandle ham, saaledes som Sverre havde behandlet sine Frænder. Hans Flok udgjorde tilsidst over halvfjerdehundrede Mand, og de fore saa ufredeligt frem, at man kaldte deres Anfører Sigurd Brænder. Der tales ikke om, at Sverre selv foretog noget mod denne Flok; han havde ogsaa for det første nok at bestille med at bekæmpe Kuvlungerne, og siden maatte det nærmest blive Erik Jarls Sag, som den, der var forlenet med Viken, at dæmpe de Uroligheder, der her maatte opstaa. Imidlertid lader det heller ikke til at Erik har fundet det Umagen værd, at gjøre nogen betydeligere Anstrengelser for denne Oprørsfloks Skyld, der ikke var større, end at Bønderne paa egen Haand, med nogen Understøttelse, kunde skaffe sig den af Halsen. Om Sommeren efter Jon Kuvlungs Fald drog en Deel Bønder tilligemed nogle Krigsfolk, hvilke Erik Jarl rimeligviis har sendt dem til Hjelp, imod Sigurd Brænder, omringede det Huus, hvor han og hans Mænd vare, og angrebe dem i en Stue. De forsvarede sig kjekt, men maatte dog tilsidst bukke under for Overmagten. Da de fleste inde i Stuen vare faldne, raabte Sigurd ud og bad at man vilde høre ham. Man føjede ham, og han sagde da: „det lader nu til, at I faa udrettet det, I vilde her, nemlig at tage mig af Dage, og sandsynligviis ville I nu fortælle Kong Sverre og andre Høvdinger, om den Sejr, I have vundet, og hvorledes I have fældet Høvdingen for denne Flok, Sigurd Brænder, Søn af Konge Inge. Men I maa ikke tro, at Eders Bedrift er saa stor, som I indbilde Eder, thi det sande i Tingen er den at jeg heder Hedin, Søn af Thorgrim Rosse; jeg er Islænding baade paa fædrene og mødrene Side og af ringe Herkomst.“ Da han havde sagt disse Ord, skøde de paa ham og fældte ham, men maatte dog give ham det Lov, at han havde været overmaade tapper[10].

Simon Kaaressøn, Ølve af Gudrann og de øvrige blandt Kuvlungernes Høvdinger, der vare undkomne fra Overfaldet i Bergen, havde taget deres Tilflugt deels til Danmark, deels øster til Marker, hvor de holdt sig om Sommeren og lige til den følgende Vinter, og hvor man saaledes næsten maa formode at enkelte af dem have slaaet sig i Følge med Sigurd Brænder, hvis de ellers ej ansaa dette under deres Værdighed. Blandt dem, der strax havde søgt til Danmark, var Simon Kaaressøn, der fandt venlig Modtagelse og Tilhold hos en fornem og særdeles anseet Mand, ved Navn Sven Thorkilssøn. Simon, der endnu ikke havde opgivet Haabet om at fælde Sverre, og atter bringe Magnatvældet paa Fode, arbejdede utrætteligt paa at faa en ny Oprørsflok rejst, og understøttedes heri troligen af sin Ven og Beskytter Sven. Først og fremst maatte man dertil have en Tronprætendent at opstille, og denne fandt de i en faa Aar gammel Dreng ved Navn Vikar, Søn af en Drejer, men som de udgave for en Søn af Magnus Erlingssøn, idet man rimeligviis udspredte at denne havde havt ham under sit sidste Ophold i Danmark om Vintren 1183 til 1184[11]. Ud paa Vintren kom ogsaa de øvrige Høvdinger til, der hidtil havde holdt sig paa Marker, men nu sandsynligviis havde faaet Bud fra Simon. De fik en betydelig Flok samlet, og droge den følgende Sommer med 13 Skibe nord til Viken, hvor de fore meget ustyrligt frem, og plyndrede baade Bønder og Kjøbmænd, efter som de sejlede østenfra. De vovede sig endog hiinsides Folden til Agder, hvor de ligeledes røvede: derfra styrede de ind mod Tunsberg. Erik Jarl var paa den Tid oppe i Landet, og der var overhoved ikke mange Birkebeiner i Viken. Tunsbergsmændene maatte derfor paa egen Haand see til at værge sig mod Varbelgerne[12] – saa kaldtes denne nye Flok –; de samlede i Hast nogle Skibe, deels Langskibe, deels Fragtskibe, bemandede dem som de bedst kunde, og lagde dem kampfærdige ved Bryggen. Ved Efterretningen herom vovede Varbelgerne ikke at forurolige Tunsberg, men vendte om igjen, og satte Kursen øst over Folden. Da Tunsbergsmændene hørte dette, skyndte de sig under Anførsel af Thorlak Ulfgestssøn, Ulf svarte og Asleif Bonde efter dem, indhentede dem ved Bristein[13], og nødte dem til Kamp. Denne var baade haard og langvarig, men Tunsbergsmændenes Skibe vare større og højere, og dette gjorde Udslaget, saa at Mandfaldet omsider vendte sig paa Varbelgernes Side, og deres Skibe ryddedes. Der faldt Simon Kaaressøn, Ølve af Gudrann, og de fleste af Varbelgerne, kun faa undkom. Nede under Dækket paa Simon Kaaressøns Skib fandt man den lille Vikar, Varbelgernes Konge, der uden Varmhjertighed og tillige, som det synes, uden al Nødvendighed blev dræbt: man kan alene undskylde denne Grumhed med at den blev begaaet, medens Sejrherrernes Sind endnu var i Oprør efter den hidsige Kamp. De gjorde et betydeligt Bytte, og indlagde sig for øvrigt megen Ære ved den Raskhed, de i denne Ferd havde udviist[14].

Samme Sommer (1190) viste en ny Flok sig øster paa Marker. Dens Høvding hed Thorleif Breidskegg, en forhenværende Munk, der gav sig ud for en Søn af Kong Eystein Haraldssøn, og anførte til Beviis derpaa, at der mellem hans Skuldre fandtes et korsformet Arr; Kong Eystein var nemlig, som vi have seet, bleven dræbt ved at hugges i Kors mellem Skuldrene[15]. Denne Flok var ellers ikke synderlig sterk, og for saa vidt bedre end de forrige, som dens Høvding ej tillod den at plyndre; den kom ned i Viken, foor nok saa spagfærdigt frem, og betalte for sine Fornødenheder, saa længe den havde noget at betale med. Men dette varede ikke længe, og da Folkene ej fik Lov til at plyndre, gave nogle af dem sig til at stjæle. Siden vendte Flokken tilbage igjen til Marker, og holdt sig der, vistnok heel kummerligt, Vintren over saavel som den følgende Vaar. Der gik den Tale om Thorleif, at hans Liv skulde være saa exemplarisk, at det snarere lignede en Klostergejstligs, end en Lægmands, at han derhos skulde være saa klog, at intet kom ham uventet, og endelig at hans Veltalenhed var saa stor, at ingen, der hørte ham tale, kunde vredes paa ham. Disse foregivne store Egenskaber frelste ham dog ikke fra et Angreb af Bønderne, der en Sommernat overfaldt Flokken i en Skov, hvor den havde lagt sig til at sove, og dræbte baade ham og de fleste af hans Mænd; kun enkelte undkom i Skoven (1191). Det viste sig da, at alle hine Rygter om Breidskegg var reent Opspind, thi hverken saa man noget Tegn til, at han havde ventet dette Angreb, eller hørte noget Ord af hans Mund, der kunde formilde hans Fiender. Imidlertid kom der efter hans Fald et Rygte om at han skulde være hellig, og at der brandt Lys over hans Grav. Dette benegtede dog Hofskalden Blakk, og kvad et Vers derom, ja han gjorde sig endog den Umag at digte en heel saakaldet Ervedraape eller Gravsang om Breidskegg, i hvis Stev eller Omkvæd det hed, at der ved Fredsspilderen Breidskegg, medens han levede her paa Jorden, var lidet Godt, men megen Indbildskhed[16].

Aaret forud (1190), i Tidsrummet mellem Varbelgernes Undergang og Thorleif Breidskeggs Fremtræden, var Erik Jarl død under Omstændigheder, der gave Anledning til megen Omtale og allehaande Gjetninger. Han blev nemlig syg i Tunsberg; da Sygdommen tiltog, lod han sig bringe til Klosteret – sandsynligviis det i Staden for ikke lang Tid siden oprettede St. Olafs Præmonstratenser-Kloster[17] –, og antog Munkedragt; efter fem Dages Sygeleje døde han; samme Dag døde ogsaa hans Hustru, der hed Aasa, og fem Dage derefter deres Søn Magnus. Dette saa mistænkeligt ud, og de fleste meente, at onde Folk havde forgivet dem. Men hvilke disse „onde Folk“ vare, nævnes ikke. Nogle have derfor mistænkt Sverre selv for at have ladet Erik forgive med Hustru og Barn, især da det umiddelbart derefter fortælles, at han tog tilbage under sig selv hele den Forlening Erik havde havt, og lod den bestyre ved Sysselmænd[18]. Det synes dog underligt, at Sverre, hvis han ønskede Eriks Død, og virkelig var samvittighedsløs nok til at lade ham rydde af Vejen paa en saa skjendig Maade, skulde have ventet saa længe dermed, da han dog tidligere havde havt den bedste Lejlighed dertil, ja endog, som man skulde formode, kun havde behøvet at anvise ham en eller anden Urias-Post i Striden mod Heklungerne, for at blive af med ham paa en langt mindre mistænkelig Maade. Heller ikke erfarer man, at endog de mest afsagte Fiender af Sverre siden bebrejdede ham Deelagtighed i Brodermord, saa meget mindre som Sverre neppe engang havde noget at vinde derved, da Erik, hvilket Sindelag end han og Sverre indbyrdes nærede til hinanden, dog med Hensyn til sine politiske Interesser paa det nøjeste var knyttet til ham, og ikke mindre til Opretholdelse af sin egen, end af Broderens politiske Stilling maatte lade sig det være magtpaaliggende at kvæle den Oprørsaand, der herskede i Viken, og modarbejde de Stemplinger, som der altid gik i Svang, hvorved han saaledes blev den paalideligste Vogter, Kongen her kunde indsætte[19]. Af denne Grund falder ogsaa Mistanken for Mordanstiftelsen nærmest paa Vikens egne urolige, med Sverres Regjering stedse misfornøjede, og idelig paa Opstand pønsende Høvdinger, for hvem det maatte være meget ubelejligt, i Erik at have en aarvaagen og dygtig Paapasser. Naar man seer, hvilke Planer de siden smedede sammen, og bragte til Udførelse under den listige Nikolas Arnessøns Ledning, bliver en saadan Formodning, som den her udtalte, ej usandsynlig. Man kunde endog fristes til at antage to andre af de mest anseede Birkebeinerhøvdingers Dødsfald, der indtraf omtrent paa samme Tid, nemlig Haavard Jarlssøns, i 1189, og Ivar Selkes, i 1190, strax efter Eriks, for at have været fremskyndt paa samme Viis og fra samme Kant; der tales vel ikke udtrykkeligt om noget saadant, men Ivar Selkes Død berettes dog umiddelbart efter Eriks paa en Maade, som om Fortælleren satte begge disse Dødsfald i Forbindelse med hinanden[20]. Jo flere Sverre mistede af sine troe, tapre og krigserfarne Høvdinger, desto større Udsigt havde hans Fiender til at faa Bugt med ham.

  1. ↑ Breve fra Petrus Cellensis til Konge, Jarler, Høvdinger, Erkebiskop i Sverige, samt til Pave Alexander, og til Erkebiskop Æskil, rimeligviis af 1165, i Petri Cell. Epist. V. 19, VI. 8, 15 hos Sirmond; det første Brev ogsaa optaget i Liljegrens Dipl. Svec. I. No. 53 80, 81.
  2. ↑ Se ovenfor S. 129, Not. 3. Coleti Conciiia XIII. 138.
  3. ↑ Liljegrens Dipl. Svec. I. No. 55. Sirmond III. 866. Coleti XIII. 134. Paven skrev ogsaa et Brev til de Troende i Danmark om at understøtte Fulko, under Løfter om Syndsforladelse og samme Deel i den evige Belønning, han selv vilde faa. Sirmond III. 865. Coleti, l. c.
  4. ↑ Saxo, S. 969.
  5. ↑ Knuts og Valdemars Moder Sofia var nemlig, som man efter al Rimelighed maa antage, en Datter af Volodar Glebovitsch, Fyrste i Gorodek, se herom Antiquités Russes I. S. 482–487.
  6. ↑ Sagaens Navneangivelser ere her forvanskede i Haandskrifterne, saaledes staar der i nogle „Pikum“ istedetfor „Vikum;“ dette sidste er aabenbart det rigtige, og betegner „Wieck;“ derimod tillægger Flatøbogen „i Tuntu“ der neppe kan være andet end Skrivfejl for „Suntu“ (d. e. Sontagana, se Petersen i Oldn. Saga XII. 273); endelig tales om at de fik et stort Bytte i „Kvinum,“ hvilket Navn ej staar til at gjenkjende.
  7. ↑ I den Text, af Sverres Saga, der er lagt til Grund for Udgaven af Fornm. Sögur, staar der kun, at Erik, efter at have opholdt sig en Stund hos Knut, kom tilbage „om Høsten“ (det siges ikke udtrykkeligt hvilken) og at Sverre da var i Viken, samt gav Erik Forleninger o. s. v. Nu synes der vel ved første Øjekast, som om der ved „Høsten“ menes samme Aar, han foor ud, nemlig 1185, men hele den Høst var Sverre i Throndhjem, og kom slet ikke til Viken. Og da nu Sverre ej derefter opholdt sig i Viken førend 1188, er det klart at dette Aar maa være meent. Flatøbogen og et Par andre Haandskrifter har derimod: – „de kom tilbage om Høsten med 11 Skibe; den samme Høst begyndte Kuvlungernes Parti i Viken. Ravnebergssommeren, da Sverre var i Viken, deelte han Riget„ – o. s. v.“ Her henføres Eriks Hjemkomst udtrykkeligt til 1185, hans Forlening med Viken derimod til Ravnebergshøsten d. e. den Høst, da Kuvlungerne bleve forjagne ved Ravneberg. Dette indeholder i og for sig ikke noget usandsynligt, men det bliver kun uforklarligt, hvorfor man da i hele den bevægede Tid mellem 1185 og 1188 ej hører det mindste til Erik, eller erfarer, hvorledes Sverre fik ham beroliget. Da man nu i det mindste finder eet Haandskrift, og det det ældste, der synes at henføre hans Hjemkomst til 1188, bliver dette ogsaa at antage for det rimeligste, især da Forholdene i Sverige, som det ovenfor vises, vare af den Natur at Knut nok kunde ønske hans Nærværelse. Usandsynligt er det ej, at hans ufredelige Ferd hist og her i Sverige paa Tilbagerejsen fra Knut kun har gjeldt Egne og Personer, der vare fiendtligt stemte mod Knut, og holdt med den af Danerne understøttede Kongesøn Sverke Karlssøn.
  8. ↑ Dette Tog omtales i flere ældre Aarbøger, og henføres i enkelte til 1188, men af de fleste til det samme Aar, hvori Jerusalem erobredes af Saladin, altsaa 1187, hvilket saaledes vel er det rette Aarstal, se Fants Scr. Rer. Sv. S. 24, 40, 48, 52.
  9. ↑ Sverres Saga Cap. 113. Det er besynderligt nok, at Sverre, naar han først vilde forlene Erik med Viken, ej overlod ham det hele. Maaskee har han dog ikke troet ham tilstrækkeligt til at lade ham faa Befalingen i Ranafylke, Grændselandskabet mod Sverige og Danmark. Man skulde næsten antage, at han til Befalingsmand her har sat den troe og paalidelige Ulf af Lauvnes, der allerede forhen saa tappert havde forsvaret sig paa disse Kanter, og hvilken vi gjenfinde ved Kongehelle som en mægtig Høvding.
  10. ↑ Sverres Saga, Cap. 110.
  11. ↑ Beretningen om de Danskes Rejse til det hellige Land, Cap. 13. Der siges ikke, hvor denne Sven Thorkilssøn boede, kun at han var en fornem, „meget brav“ (valde probus) Mand. Det er ikke usandsynligt, at han boede i Halland, som laa Norge nærmest, og hvor Flygtningerne fra Marker havde lettest for at samle sig.
  12. ↑ Hvis man kunde antage dette Ord før en Forandring af „Vargbelger,“ skulde man tro at Navnet var givet Flokken fordi flere af dem gik med Ulveskindspelse eller Vargstakke; muligt og at „Varbelg“ betyder Overtræk, Var af Skind, og brugtes som Øgenavn for at antyde disse Folks Falskhed eller Lumskhed.
  13. ↑ Efter Beliggenheden at slutte maa dette Sted være en af Klippe-Holmerne eller Terne yderst ude i Kristianiafjorden, f. Ex. den saakaldte Tristeen, eller ogsaa selve Færder; men Navnet kjendes ikke nu længer.
  14. ↑ Sverres Saga. Cap. 114.
  15. ↑ Se ovenfor II. S. 889.
  16. ↑ Sverres Saga Cap. 116.
  17. ↑ Der var nemlig paa denne Tid neppe noget andet Kloster i Tunsberg, og det nærmeste udenfor Byen var Hovedøens Kloster; did var det dog visselig alt for langt til at den dødssyge Mand knade lade sig bringe derhen. Klosteret omtales udtrykkeligt, som det nedenfor vil sees, i Beretningen om de danske Høvdingers Rejse til Palæstina; naar det var stiftet, vides ikke, men da det ikke omtales ved Kong Valdemars Besøg paa Slotsbjerget 1168 (se ovenfor S. 25), kan det neppe være ældre end den Tid.
  18. ↑ Sverres Saga, Cap. 115.
  19. ↑ Ogsaa af Erik Jarl havde man endnu i 1622 et Brev paa Akershuus, udstedt til Fordeel for Hovedøens Kloster (der, som man seer, holdt sig inde med alle Magthaverne, lige meget af hvilket Parti de vare) om et Markeskjel mellem den for omtalte Gaard Fraun paa Follo og Nabogaarden Bjarke: (nu Bjerke). Det angives (vistnok urigtigt), at være ledsaget af et Bekræftelsesbrev, udstedt af Kongen selv under hans Haand og Segl, med Befaling til Lagmændene i Oslo, Tunsberg og paa Raumarike (Suhms Historie VIII. 223). Brevet er vel nu tabt, men Indholdet af selve Markeskjellet er indført i et Dokument, kopieret i et Haandskrift af den yngre Eidsivalov m. m. (Cod. Arnamagn. 309 fol.) og aftrykt i Annaler for nordisk Oldk. og Historie for 1846, S. 162, 163. Blandt Vidnerne ved Markeskjellet nævnes her „Thorgaut, Erik Jarls Sysselmand,“ fire kongelige Huuskarle, hvoriblandt en „Erik Skald,“ og Asbjørn, Prest paa Fraun.
  20. ↑ Efterat nemlig Eriks Død og Lenenes Inddragning er omtalt, heder det: „dernæst døde Ivar Selke.“
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/42&oldid=81874»