Det norske Folks Historie/4/48

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 256-268).

Men anderledes blev det, da Erik tiltraadte Erkestolen, og sandsynligviis efter særskilt Opfordring af Pave Clemens den 3die, uden Eftergivenhed, og dertil uden Frygt, søgte at fuldføre, hvad Eystein havde paabegyndt, men ej kunde bringe til Ende. Her var det uundgaaeligt, at han strax kom i den skarpeste Opposition mod Sverre, og det uden Hensyn til dennes Berettigelse til Kongedømmet, alene fordi Sverre holdt lige saa strengt paa de monarchiske Interesser, som Erik paa de hierarchiske. Men hertil kom ogsaa de særegne Ankeposter, der opstilledes mod Sverre paa Grund af hans personlige Forhold, nemlig deels hans forhenværende gejstlige Stilling, deels hans omtvistede Byrd. Imidlertid lader det til, at man fra først ikke anfegtede ham fra denne Side, eller underkjendte hans Ret til Tronen, førend man først havde prøvet paa at faa ham til at gjøre alle de Indrømmelser, som hans Forgængere havde gjort. Først da man indsaa, at dette ej var at tænke paa, synes man at have taget Sagen fra den mere radikale Side, nemlig at befri sig fra hans mægtige Modstand ved at sætte hans Berettigelse til selve Kongedømmet i Tvivl.

Da Erik kom tilbage efter sin Indvielse i Aaret 1189^[1], toge, fortæller Sverres Saga, Chorbrødrene godt imod ham. Men allerede strax efter holdt han en Prædiken fra Choret, hvori han talte haarde Ord til Birkebeinerne, hvilket mange af de tilstedeværende Krigsfolk, som venteligt var, toge ilde op, saa at der snart opstod et spændt Forhold mellem dem. Disse Bebrejdelser mod Birkebeinerne vare sandsynligviis især rettede mod deres Levnet, der vel heller ikke var det bedste eller ordentligste; men Straffeprædikenen har dog sikkert ogsaa berørt hine Hovedspørgsmaal, der ovenfor ere nævnte. Om dem kom han derhos snart i Strid med Sverre selv, og det første, der synes at have været paa Tale, var, hvad der allerede i sin Tid havde været et Tvistepunkt mellem Eystein og Erling skakke, nemlig den med Bønderne i Thrøndelagen sluttede Overeenskomst, at i det erkebiskoppelige Sagefald skulde der regnes efter „sølvmeten Øre,“ hvorved Boden blev til det dobbelte af hvad der ellers betaltes, og af hvad Kongen i sine Sagefald selv oppebar, naar den samme nominelle Sum var angivet. Formodentlig har det byrdefulde og overdrevne i denne Fordring gjort, at Bønderne efter Eysteins Død have søgt at unddrage sig den: maaskee har endog Eystein selv i sit Forlig med Sverre givet Slip derpaa, og usandsynligt er det heller ikke, at Birkebeinernes bestemte Vægring ved at godkjende den for en stor Deel kan have foranlediget hiin Straffeprædiken. Under alle Omstændigheder er det let at indsee, at Sagen var af den Natur, at der aller først maatte blive Spørgsmaal derom. Sverre fordrede, at Erkebiskoppen nu skulde lade den gamle og egentlige Lov gjelde om de erkebiskoppelige Sager, lige saavel som om de kongelige, og paastod, at Erling skakke aldeles ikke var berettiget til at gjøre Brud paa St. Olafs Lov, for derved at faa sin Søn, som ej i sig selv havde nogen lovlig Adkomst til Kongedømmet, indviet til Konge. Thi, meente han, hverken i Hedendommen eller siden Christendommens Indførelse havde man i Norge vidst af, at nogen skulde være Konge, der ej var en Konges Søn, og det var endog reent ud forbudt i de Love, St. Olaf havde givet; men det var en formelig Overeenskomst mellem Erkebiskop Eystein og Erling Jarl, at hiin skulde indvie hans Søn til Konge, medens Erling derimod skulde give sit Minde til, at Erkebiskoppen fik alle de Ulovligheder sat igjennem, som han ved sin Magt kunde faa aftvunget Bønderne. „Dette,“ sagde Sverre, „forekommer mig at stride baade mod guddommelig og menneskelig Ret her i Landet. Men,“ vedblev han, „vil du, Erkebiskop, ligefuldt forøge din Rettighed saa betydeligt, da fordrer jeg dit Samtykke til, at jeg i samme Forhold forøger den kongelige Rettighed, men da bliver det din Sag, baade for Gud og Landets Folk at bære Ansvaret for, hvor retteligen Styrelsen farer frem her i Landet.“ Heri kunde Erkebiskoppen ikke være enig, men vilde have, hvad han kaldte sin Ret. Guds Ret, paastod han, tilkom det aldrig at aftage, men stedse at tiltage; Kongen havde at forblive ved den Ret og de Love, han selv havde besvoret, og fik selv tilsvare for Gud og Mennesker, hvor godt han holdt disse Eder, thi aldrig havde Pengeberegningen været forøget ved det kongelige Sagefald^[2]. Ved Siden af delte Spørgsmaal blev der ogsaa handlet om Kroningen. Erik beretter selv i et Brev til Paven, hvilket han senere lod den anseede Abbed Villjam i Ebelholt forfatte i sit Navn, at allerede strax efter hans Tilbagekomst med Pallium havde Sverre ladet ham kalde til sig, og fordret at han skulde krone ham. „Men,“ heder det i Brevet, „da denne Anmodning syntes os at stride mod den Ærbødighed, der skyldes eder, og vor Sjæls Frelse, fandt vi ej for godt at indlade os derpaa førend vi først havde sendt Bud til eder, og naar Svar kom tilbage fra det apostoliske Sæde, erfaret, hvad eders Hellighed foreskriver os desangaaende. Men derover blev Fyrsten opbragt paa os, og med ham hele hans Hær, han paastod nemlig, at i saadanne Sager behøvede man ej at adspørge den apostoliske Gunst, da alle andre Konger havde Ret til, naar, hvor, og af hvem de ville, at lade sig meddele Salvingens Sakrament“^[3]. Da Spørgsmaalet om den fordoblede Sagefaldsberegning i Erling skakkes Tid netop sattes i Forbindelse med Kroningen, ligger den Slutning temmelig nær, at ogsaa hiint Spørgsmaal mellem Erik og Sverre ved samme Lejlighed er kommet paa Bane, og at den Ordvexling, som herved opstod, ogsaa kan have havt sin Deel i at sætte ondt Blod mellem Erkebiskoppen og de Kongen ubrødeligt hengivne Birkebeiner, men at Erik ej har fundet det passende eller raadeligt, at berøre den Sag i Skrivelsen til Paven^[4]. Strax efter blev Besættelsen af den ved Eriks Forflyttelse til Nidaros ledigblevne Biskopsstol i Stavanger et nyt Stridsspørgsmaal. Den stod en kort Stund ledig under Eriks egen Bestyrelse, indtil, som han siger i Brevet, „baade Gejstligheden og Folket eenstemmigt valgte til Biskop en Mand, der baade med Hensyn til sit Liv og sin Lærdom dertil var skikket“^[5]. Denne Mand var ingen anden end Nikolas Arnessøn af Stodreim, Kong Inges og Orm Kongsbroders Halvbroder, der som saadan havde været en af Sverres bitreste Fiender og ivrig Tilhænger af det forrige Regjeringssystem, ja som ikke engang var Gejstlig, men derimod endog havde ført Vaaben mod Kongen, f. Ex. i Slaget paa Ilevollene. Han havde sikkert, ligesom de øvrige fornemme Mænd af dette Parti, holdt sig til Magnus, saa længe denne levede, men derimod, som vi allerede ovenfor ytrede^[6], efter Magnus’s Fald sandsynligviis underkastet sig Sverre og ikke deeltaget i Kuvlungernes Oprør, da han ellers formedelst sin høje Byrd og store Anseelse upaatvivlelig maatte have været nævnt som en af deres fornemste Høvdinger. Der tales ikke tidligere om, at han havde faaet nogen lærd Opdragelse, men en saadan maa dog være bleven ham til Deel, siden Erik udtrykkeligt taler om hans Lærdom, og han i modsat Fald neppe engang kunde blive valgt; men det er rigtignok ogsaa muligt, at han først har benyttet den ufrivillige Ro, han fik efter Magnus’s Fald, til at lægge sig saa vidt efter de for en Gejstlig nødvendige Kundskaber, at man til Nød havde noget at paaberaabe sig; for en saa højbyrdig Mand som han behøvedes der vel ikke saa meget, da det hele var en Parti-Sag, man vilde sætte igjennem^[7]. Det er ej at undres over, at Sverre modsatte sig dette Valg. Hoved-Bevæggrunden var, som han selv siden angav^[8], hans grundede Frygt for at Nikolas vilde bruge den store Magt og Myndighed, han derved fik, til hans Skade; men da dette ikke var en Grund, der ligefrem kunde paaberaabes, angav han som Aarsag til Valgets Ugyldighed, at han selv ikke havde været tilstede ved Valget og afgivet den første Stemme^[9], idet han stedse holdt fast ved den Paastand at det Afkald paa Kronens Ret til at blande sig i Biskopsvalgene eller udøve nogen Indflydelse paa Biskopsstolens Besættelse, som de tre Konger, Inge, Sigurd og Eystein havde givet, kun gjaldt for det Tilfælde, at flere end een Konge herskede i Fællesskab. Han erklærede da, at Erkebiskoppen, ved saaledes at forbigaa ham, havde tilføjet den kongelige Majestæt en Krænkelse, og tvang, som Erkebiskop Erik kalder det, Gejstligheden og Folket (det vil sige fik dem ved sin Myndighed til) at vælge en anden, om hvem Erkebiskop Erik siden forsikrede, at han netop paa den Tid, han blev valgt, havde taget en i Bigami skyldig Kone til Hustru, og fordrede at Erik skulde indvie ham^[10]. „Men,“ siger Erkebiskoppen, „da Pave Hadrian^[11] udtrykkelig bar fordømt Tvegifte inden Gejstligheden, vilde vi ikke bryde hans Anordning, og indlode os derfor ikke paa, efter Sverres Forlangende at indvie denne Mand.“ Den kloge Nikolas skrev nu et Brev til Dronning Margrete, hvor han bad om hendes Forbøn, talte paa det bedste og ydmygste om Kong Sverre, og erindrede hende om det Slægtskab, der var imellem dem^[12]. Margrete lod sig virkelig bevæge heraf, og søgte at stemme sin Mand gunstigt for ham, i Betragtning af hans gode Løfter. Sverre sagde, at han nødig vilde gjøre ham til en større Mand end han var, da hans Troskab neppe vilde voxe i Forhold til hans Magt og Rang. Men Dronningen bad ham fremdeles ej sætte sig mod hans Ophøjelse, talte om, hvor meget Nikolas havde tabt i Krigen mellem Magnus og Sverre ved sine Brødres og Frænders Fald, og at den bedste Bod, man kunde give ham, var at gjøre ham til en Tignar-Mand (fyrstelig Mand) i Landet, og at han nu vist ikke vilde vise nogen Troløshed, naar han nedlagde Vaabnene og blev Gejstlig. Bestormet af hendes Bønner sagde endelig Kongen, at han for hendes Skyld vilde give sit Samtykke, men, lagde han til, jeg tror ikke det varer længe fra denne Stund, førend vaade du og mange flere angre det. Han udstedte nu et Brev, hvori han tilkjendegav sit Samtykke, og Indvielsen blev foretagen^[13]. Det traf sig ellers forunderligt nok, at næsten alle Biskopsstole i Norge bleve ledige og skiftede Indehavere paa denne Tid. Saaledes maa Biskop Ragnar i Hamar være død omtrent samtidigt med denne Strid om Besættelsen af Stavangers Biskopsstol, og vi ville strax nedenfor erfare, at Biskop Helge i Oslo døde Aaret efter. I Ragnars Sted blev en Thore, om hvis tidligere Livsstilling man for Resten intet veed, udvalgt og indviet^[14], og da der ikke ved denne Lejlighed tales om nogen Protest fra Sverres Side, har han vel ikke havt noget mod dette Valg at indvende. Vi ville ogsaa i det følgende see, at han brugte Thore i en Sendelse, der vidnede om at han havde Tillid til ham. Imidlertid sammenkaldte Erik Landets Biskopper Abbeder og andre Gejstlige til et Møde, sandsynligviis i Bergen^[15], hvor ligeledes Kongen var tilstede (Mai 1190). Hensigten med Mødet var maaskee, endnu at forsøge en mindelig Overeenskomst, men i alle Fald, som man kan see, for at raadslaa om de forviklede kirkelige Anliggender og træffe Bestemmelser til at sikre Fred og Orden i Landet. Ved dette Møde synes det, som om det i Førstningen endnu nogenledes tegnede sig til at alt kunne blive godt mellem Kongen og Erkebiskoppen, thi vi have en Bekjendtgjørelse, udstedt af Kong Sverre i Forening med alle fem Biskopper (Erik, Paal, Helge, Nikolas^[16] og Thore) saavel som de øvrige Gejstlige i Landet, hvor der bestemmes Bansættelse for dem, der forgribe sig paa Kirker og Gejstlige, bruge Vold mod Kvinder, og bære Vaaben til eller fra Kirke og Thing, ligesom den, der bliver dræbt, om han, selv bevæbnet, overfalder vaabenløs Mand, eller voldfører en Kvinde, erklæres at ligge utlæg paa sine Gjerninger, uden at maatte begraves ved nogen Kirke, medens hans Gods er forbrudt til Kongen og Biskoppen^[17]. Af et Brev, som Erkebiskoppen sendte til Islændingerne for at indskærpe disse Bestemmelser, og hvori han særskilt henvender sig til Biskopperne og Jon Loftssøn, lader det ogsaa, som om han endnu ikke var ganske uforsonligt stemt, eller som om han i det mindste erkjendte, at ogsaa Gejstligheden havde megen Brøde paa sin Side. „Vort Land“, siger han, „har nu en Stund ligget under Trængsler, og vi vide at Skylden dertil er vor, da Gud ikke vilde refse os uden gyldig Aarsag. Men nu, da vi Biskopper ere komne sammen og have undersøgt Aarsagerne, have vi fundet, at ingen af Parterne, Lærde eller Ulærde, ere ganske sagesløse, idet hine have utilbørligen trodset mod Gud, disse derimod tiet stille og undladt at udøve den Omsorg, det bor dem at have for Folket. Og da en heel Mængde ulærde Mænd sagde, at de mere af Uvidenhed vare komne til at begaa saadanne store Forbrydelser, der medføre Ban, end af noget ondt Forsæt, om de havde vidst, hvad Ansvar de paadroge lig, bade vi fem Biskopper tilsammen, Abbederne, og mange Prester, bekjendtgjort, hvad vi især fandt Mislighed i og hvad der mindst sømmer sig mod Gud, samt bestemt Bans Straf derfor, og gjelder dette Ban for alle dem, der handle derimod, saa vidt som vor Provins strækker sig“. Her opregnes nu de oven nævnte Forbrydelser, nemlig Brud paa Kirkefred, Voldtægt, Forgribelse paa Gejstliges Person,“ o. s. v.^[18]. Man kan saaledes ikke tage Fejl af den Synodalbeslutning, hvortil Brevet sigter. De her skildrede Begivenheder indskrænke sig desuden til et saa kort Tidsrum, at der ikke engang kan være Tale om flere Statuter end eet. Men efter den fælles Udfærdigelse af dette Statut var det ogsaa, som man strax erfarer, forbi med den nogenlunde skikkelige Forstaaelse mellem Erkebiskoppen og Kongen. Hiin vilde for Alvor vise, at det ej var hans Hensigt at paadrage sig Ansvar ved at „tie stille og undlade at udøve den tilbørlige Omsorg for Folket“. Han begyndte nu alvorligt at paatale den Maade, hvorpaa Kongen og de verdslige Stormænd betragtede sig berettigede til at udøve Patronatsretten. Den egentlige ydre Anledning hertil synes at have været den, at der paa det samme Møde blev forhandlet om en Revision og Forbedring af Christenretten, for at man kunde faa i Stand en eneste, for hele Landet gjeldende Kirkelov; thi vi have endnu en saakaldet Christenret, der i Overskriften (hvilken Overskrift, naar Alt kommer til Alt, maaskee endog er affattet af den Mand, der i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede besørgede den eneste Afskrift, hvori gjennem vi nu kjende dette Lovarbejde^[19], og som let kan have været aldeles ubekjendt med de sande Forhold) angives at være „den Christendomsbolk, der indrettedes af Sverre og alle Biskopperne“, og foran hvilken hiint Statut om Bansætningssager er stillet som et Slags Indledning, men hvilken Christenret desuagtet aabenbart kun viser sig at være et Udkast, forelagt Kongen til Antagelse, men som denne umuligt kan have indladt sig paa at antage, da den netop indeholder alle de Hierarchiet gunstige Bestemmelser, der udgjorde Hovedstridspunkterne mellem Kongen og Erkebiskoppen paa dette selvsamme Møde, saaledes som det strax skal vises. Denne saakaldte Christendomsbolk er nemlig kun en temmelig skjødesløs Sammenstøbning af den ældre Gulathings-Christenret, og den ældre Frostathings-Christenret, der saa godt som ganske heel er optagen^[20] netop i den Form, hvori vi af andre Afskrifter lære denne at kjende, og som, efter hvad ovenfor er viist, neppe er synderlig forskjellig fra den, hvori den var bragt i den ved Erkebiskop Eysteins Foranstaltning forfattede Afskrift, kaldet Guldfjeder. Den indeholder ej alene den oftere omhandlede, ogsaa i Afskriften af Gulathingsloven indførte, Bestemmelse af 1164 om Kronens Ofring^[21], men ogsaa (§ 57) Bestemmelsen om at alle Sekter er sølvmetne i Christenretten, om at hver Hest, der har baaret Sadel eller Sele, skal kunne tilsiges i Skyds. (§ 53)^[22], og endelig Bansætning eller Exkommunikation (§ 73) med Tillæg af Fredløshedsstraf for den, der ikke efter tre Maaneders Forløb gjør Pønitens. Til Støtte, rimeligviis, for alt dette fremlagde da Erkebiskoppen den før omtalte „Guldfjeder“, saa vel som den kanoniske Ret og en Deel Pavebreve, medens Kongen derimod paaberaabte sig Landets Lov og den af Magnus den Gode besørgede Graagaas. Erkebiskoppen paastod, at det tilkom Biskoppen at raade for enhver Kirke, ligemeget offentlig eller privat, naar den først var indviet; Kongen vilde derimod have at saavel Sognekirker, som mindre Kapeller, naar de kun vare opførte paa Kongsgaarde, skulde ansees som kongelige Kapeller. Han vilde heller ikke vide af noget særegent gejstligt Forum for Gejstlige i verdslige Sager^[23], ligesaa lidt som han vilde finde sig i, at Erkebiskoppen paa sine Rejser skulde have saa stort Følge. Men da der, som man nok kan forstaa, ikke kunde blive nogen Enighed mellem Kongen og de gejstlige Herrer, forlod han rimeligviis Mødet, og begav sig til Throndhjem, hvor han lod Erkebiskoppen indkalde til Frostathing^[24]. Merkeligt nok fremmødte ogsaa Erkebiskoppen, som man erfarer, uagtet han ellers protesterede saa ivrigt imod Gejstliges Indstevnning for verdslige Retter. Paa Thinget lod Sverre Lovbogen, det vil sige de Bestemmelser i „Graagaas“, han paaberaabte sig, oplæse. Her stod om Biskoppens Følge, at naar han rejste i sine Embedssysler, skulde han kun have 30 Mand og 12 Skjolde, alle hvide^[25]. Dette Lovbud fordrede Sverre strengt overholdt. „Erkebiskoppen,“ sagde han, „behøver ikke at have nogen Hird eller Hærmand eller fuldskjoldet Skib, og dog tager han sig saa stor Frihed udenfor hvad Loven berettiger ham til, at han farer med en tyvesædet Snekke, ombord paa hvilken der er 90 Mand eller mere, med Skjolde fra Stavn til Stavn; vi Birkebeiner huske nok, hvor vi fik føle at Erkebiskoppens Skib var sterkt besat, da han lod os angribe under Hattehammeren. Saaledes gik det og i Bergen, da vi anfaldt Skibene; Erkebiskoppens Skib og Krigsfolk vare hurtigere til at gribe til Vaaben og stride mod os, end Kongens;egen Trop. Mig tyktes det rettere for Gud, om Erkebiskoppen aldeles ikke havde større Hird, end Lov og Ret hjemlede ham, thi det er jo ingen, som herjer mod ham eller Kirken; men at han heller giver Penge ud til at holde Folk, som bryde, fremskaffe og tilhugge Steen for at fremme Arbejdet paa Kirken, saaledes som Planen er lagt^[26]. Erkebiskoppen svarede hertil: „Paven i Rom satte mig til at raade over denne Biskopsstol og dens Gods; jeg har altsaa Lov til at gjøre med dette, som jeg finder for godt, desuden tilhører det Gud og hellige Mænd. Men det er vist, Herre, at de fleste brave Mænd synes bedre om at være hos mig i Fred, end hos eder i Ufred og Misgjerning, thi det er kun faa som nu faa sidde i Ro. Om end mine Mænd have Vaaben eller gode Klæder, da er det deres med Rette, og de have ikke ranet saa meget som en eneste Penning, thi de fare skikkeligt frem, hvor de komme. Det tykkes mig dog ikke sømmeligt at det skal spørges i andre Lande, at Erkebiskoppen ikke selv skal raade for, hvem han skal give Mad eller Klæder, medens derimod eders Sysselmænd, Folk som I have hævet op fra Tiggerstaven, skulle have saa store Skarer som de ville, og hjemsøge Bønderne, fra hvilke de da mod Lov og Ret tage baade Mad og Drikke, ja enhver kan prise sig lykkelig, der ej bliver berøvet mere.“ Da krævede Sverre Lov og Ret, og opfordrede Bønderne til at dømme efter Landsloven, hvor mange Huuskarle Erkebiskoppen skulde have. Dommen faldt efter hans Ønske, og han satte strax alle de Folk, Erkebiskoppen havde hos sig flere end Loven tillod, Femtestevne eller en Frist af fem Dage, inden hvilke de, under Straf af Utlegd og Forbrydelse af Gods og Fred, skulde have forladt ham. Ved at høre dette vovede Erkebiskoppen ikke længer at forblive i Byen, men skyndte sig bort med alle sine Mænd saa hurtigt han kunde, medtagende alt det Løsøre, han og de i en Hast kunde faa med. Han begav sig først til Bergen, og derfra ned til Danmark, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Erkebiskop Absalon, og opholdt sig hos ham i flere Aar^[27]. Absalon tog sig paa det ivrigste af hans Sag, og stod ham bi med Raad og Daad i alt hvad han foretog sig til at hævde, hvad han ansaa for sin Ret, og i at tilføje Sverre al den Skade, han kunde. Deres første Foretagende synes at have været dette, at faa den lærde og dygtige Abbed Villjam i Ebelholt, Absalons Ven, til i Eriks Navn at skrive det oven omhandlede Brev til Pave Clemens, hvilket derpaa, som det synes, strax blev afsendt, og hvori han fremstiller den nævnte Sag paa den Maade, han opfattede den, idet han nemlig, saaledes som det ovenfor er viist, især dvæler ved Sverres Vrede over den negtede Kroning, ved Besættelsen af Stavangers Biskopsstol, og ved Patronatsretten. Han slutter Brevet med at melde, at Sverre, forbitret over at Erik ej havde føjet sig efter hans Befaling, havde lagt Beslag paa alt det erkebiskoppelige Gods og Erkestolens Indtægter, lige til den sidste Penning, og derpaa indstevnt Erkebiskoppen for Paven, vel vidende at han af Mangel paa Midler ingen saadan Rejse kunde foretage, og at han derved vilde blive udsat for det pavelige Sædes Foragt. „Men“, siger han, „for at undgaa denne, have vi afsendt paalidelige og vel anseede Mænd, for hvilke vi nu af eders Hellighed bede om en gunstig Modtagelse og om Trøst i eders faderlige Favn, naar de vidne til Bedste for Sandheden, paa det at den Ondskab, der nu er fremavlet, kan udryddes fra vore Grændser, og vor Kirkes Frihed, styrket ved det apostoliske Sædes Privilegier, kan bevares uskadt. Imidlertid bade vi, af Mangel paa Midler, forladt Riget, og ere i Danmark af vor Medbroder, Erkebiskoppen i Lund, den hellige romerske Kirkes synderlige og hengivneste Søn, blevne modtagne med al Ærbødighed og Hæder, samt underholdte paa det bedste“^[28].

Imidlertid var Biskop Helge i Oslo død, som man maa formode, strax efter det for omtalte Biskopsmøde. Den nys indviede Biskop Nikolas, der neppe endnu havde tiltraadt Stavangers Biskopsstol, fik Lyst til at ombytte denne med Biskopsstolen i Oslo, vel ikke saa meget fordi den sidste var mere indbringende, som fordi Nikolas efter al Rimelighed har havt baade Besiddelser og mægtige Forbindelser i Viken^[29], og vel især fordi det maatte være ham belejligt og behageligt at holde til i dette Landskab, hvor Stemningen var Sverre mest fiendtlig, og hvor han, i Danmarks nærmeste Naboskab, havde lettest for at udklække de Planer, vi i det følgende ville see ham bringe til Udførelse. Uagtet strengt taget ingen Biskop, der var indviet til eet Sæde, uden Pavens særskilte Tilladelse kunde forflyttes til et andet, hindrede dette dog ikke Erik fra at tillade Nikolas at gjøre Byttet^[30], og der tales heller ikke om at Sverre gjorde nogen Indvending; sandsynligviis var det nu for silde, og det er desuden ikke usandsynligt, at det nu virkelig for en Tid var lykkets Nikolas ved forstilt Venlighed at formilde Sverre. Saaledes blev da Nikolas Biskop i Oslo. Om Erik meddeelte ham denne Tilladelse før eller efter sin Afrejse fra Norge, siges ej; men det maa under alle Omstændigheder have været i Løbet af 1190. I hans Sted indviedes til Biskop i Stavanger en Njaal, uvist om det var den, som Sverre tidligere havde foreslaaet, men som Erik ikke havde villet antage^[31]. Ogsaa med Hensyn til ham opstaar Spørgsmaalet, om Erik indviede ham medens han endnu var i Norge, f. Ex. under sit Ophold i Bergen, eller efter at være kommen til Danmark; det sidste synes rimeligst. Nikolas Arnessøns Tiltrædelse af Biskopsstolen i Oslo falder, som vi see, omtrent sammen med Erik Jarls mistænkelige Død. Og efter hvad der senere forefaldt, synes det virkelig, som om Mistanken, naar den her skulde ramme en af Parterne. Sverre eller Nikolas, snarere maatte ramme den sidste^[32].

1. Eriks Indvielse og Ophold i Rom falder rimeligviis omkring 28de Januar 1189. Fra denne Dag har man nemlig en Bulle, udstedt af Pave Clemens den 3die til alle Gejstlige i Norge, (dog, som det synes, nærmest rettet mod Høvdingerne paa Island, der tillige vare Gejstlige) hvori han forbyder enhver Gejstlig at føre Vaaben eller overhoved at deeltage i Krigstog uden for at skrifte og meddele Krigerne, alt under den Straf, som Erkebiskoppen i saadant maatte paalægge, og som Paven paa Forhaand bekræfter; hvilken Bulle efter al Sandsynlighed er udstedt under Eriks Ophold i Rom og af ham medbragt til Norge. Dipl. Norv. II. 1.
2. Sverres Saga Cap. 112.
3. Abbed Villjams Brev i Langebeks Scr. R. D. VI. S. 20, 21.
4. Ogsaa Villjam af Newbury l. c. omtaler at Erkebiskoppen ikke vilde krone Sverre, og derfor blev jagen i Landflygtighed af ham. Men han omtaler det strax efter Sverres Giftermaal med „filia regis Gothorum,“ (her menes Margrete af Sverige), og før Kuvlungernes Opstand; det heder endog om denne „post aliquot annos,“ hvilket, med Hensyn til Eriks Landflygtighed, ja endog til Sverres Giftermaal, er urigtigt.
5. Erkebiskop Eriks, af Abbed Villjam konciperede Brev, l. c.
6. Se ovenfor S. 1197.
7. Han brugtes dog, som vi have seet, af Kong Magnus til Underhandler, hvilket maaskee tyder paa en vis Færdighed i boglige Sysler.
8. Nemlig i de Indvendinger, han nævnte for Dronningen, se nedenfor.
9. Dette angives udtrykkeligt af Erkebiskop Erik i hiint Brev, og der er ingen Grund til at antage Angivelsen for urigtig, saa meget mere som den samme Paastand ogsaa forekommer i Anecdoton.
10. Suhm, I. 275, fremsætter den Formodning, at det ej er en virkelig Hustru, men Kirken, eller det gejstlige Embede, Manden indehavde, hvortil her sigtes. Men uagtet det vistnok var sædvanligt at kalde Kirken eller det kirkelige Embede Indehaverens aandelige Brud, saa synes dog Sammenhængen her neppe at give Anledning til en saadan Fortolkning, især da Gejstligheden i Norge endnu ikke overholdt Coelibatet.
11. Her paaberaaber Erik sig, foruden Hadrians, ogsaa Pave Clemens’s egen Bekræftelse af hiin Kongernes Abrenunciation, omtalt i et af Paven udstedt Privilegium. Dette, der sandsynligviis har været en Bekræftelse af Hadrians, og udfærdiget umiddelbart til Erik selv under hans Ophold i Rom, samt medbragt af denne, existerer nu ikke, ligesaa lidet som Hadrians; men man maa vel formode at det i mange Dele har været ligelydende med Coelestin den 3dies af 1194, hvorom nedenfor, skjønt dette dog nok ogsaa, paa Grund af de da stedfindende Forhold, efter al Rimelighed indeholder mere.
12. Frændskabet bestod deri, at Dronning Ingerid, Nikolas’s Moder, var Sønnedatter, og Margretes Moder Christina var en Datterdatter af Kong Inge Steenkilssøn i Sverige. Se Knytlinga Saga Cap. 82.
13. Sverres Saga Cap. 269. Ved denne Beretning er at merke, at da den Opregnelse af Norges Biskopper, der findes i den strax nedenfor berørte Intimation til Statutet om Bansætningssager, nævner Helge og Njaal, men derimod ikke Nikolas, skulde der synes som om Sagaens Beretning var fejlagtig, thi naar Helge endnu levede, kunde Nikolas ej være Biskop i Oslo, men paa den anden Side blev Njaal først Biskop ved Nikolas’s Forflyttelse til Oslo. Her maa der saaledes paa et af Stederne være en Fejl. Men da Sagaen fortæller det Hele saa omstændeligt, at der her ej kan være Tale om nogen Skjødesløshedsfejl, medens derimod den Lovkodex, hvor hiin Navneopregnelse forekommer, slet ikke hører til de nøjagtigste (se nedenfor S. 263 Note 2) og heller ikke er ældre end omkring 1320, skulde man snarest antage at Fejlen ligger hos denne, nemlig at der staar Njáll i Stedet for Nikulás, saa meget mere som denne Fejl overmaade let kunde begaaes, deels fordi det Haandskrift, Afskriveren fulgte, maaskee kun har havt Begyndelsesbogstavet, eller en Forkortning af „Nikolas,“ der let kunde tages for „Njáll“ (f. Ex. Nl, Ncl. o. a. d.) deels og fordi den bekjendte danske og svenske Sammendragning af „Nikolas“ til „Nigels,“ „Niels,“ „Nils“ allerede ved Afskrivningstiden tør have været brugelig eller i det mindste kjendt i den sydligste Deel af Norge, og har kunnet bring Afskriveren til at antage Njáll og Nikulás for det samme Navn. Hertil kommer nu ogsaa, at selve Omflytningen og begge Biskoppers Udnævnelse til en og samme Biskopsstol inden et kort Tidsrum nok kunde bringe en med Sagen mindre fortrolig Mand i Vilderede. Vi antage derfor med temmelig Vished, at der i hiin Intimation i Stedet for „Njáll“ skal staa „Nikulás“, og at Nikolas i sin kortvarende Egenskab af Biskop i Stavanger overvar det neden omskrevne Møde. Se for øvrigt nedenfor, S. 262, 263.
14. At Thore indviedes senere end Njaal, sees deraf, at han i hiin Intimation nævnes efter ham, medens man dog tillige deraf seer, at han allerede var Biskop i 1190, før Helges Død.
15. At dette Møde holdtes i Bergen, er baade i og for sig rimeligt, da det for alle Landets Biskopper og Gejstlige var lettere at komme did end til Nidaros (Mødet angaaende Erkestolens Besættelse holdtes og i Bergen ligesaa det senere Møde, angaaende Bansættelsen); men Peder Claussøn, hvis Text af Sverres Saga ogsaa her viser sig at være noget forskjellig fra dem, vi nu kjende, siger derhos udtrykkeligt, at Sverre lod kalde Erik til Bergen, og der havde den Tvist med ham, der endte med at Erik forlod Landet. Nu er det vel saa, at P. Claussøn til denne Sammenkomst ogsaa henfører Kongens og Erkebiskoppens første Tvist om Sagefaldets Fordobling; men foruden at dette Stridsspørgsmaal ogsaa maatte være af dem, der kom paa Bane ved Biskopsmødet, gjelder Angivelsen hos Claussøn, at Samtalen foregik i Bergen, den hele Tvist, og for saa vidt nogen Unøjagtighed her skulde herske i Udtrykket, kan denne ligesaa godt gjelde den første, som den sidste Deel af Beretningen. Hvad enten Mødet holdtes i Throndhjem eller i Bergen, forklarer det lige fuldt, hvorfor Sverre, saa fuldt beskjeftiget med alt dette, maatte stole paa Erik Jarl og ej selv kunde drage til Felts mod Varbelgerne i Viken. Har det saaledes sin Rigtighed med P. Claussøns Beretning, bliver det og heel sandsynligt, hvad hans Ord antyde, at det var Sverre selv, som fra først af foranledigede Mødet.
16. Vi forudsætte nemlig, som ovenfor viist, at der skal staa „Nikolas,“ ej „Njaal.“
17. Norges gamle Love, I. S. 409.
18. Brevet er i sin Heelhed meddeelt af Finn Jonssøn i hans islandske Kirkehistorie I. S. 253. Erkebiskoppen slutter her med de ret merkelige Ord: „Den Værdighed, der kaldes „Syssel“ ude hos eder (det vil af det strax paafølgende sees, at herved forstaaes Godens Værdighed), forekommer os omtrent at være det samme, som „Grevskab“ udenlands, eller „Lendermands-Ret“ hos os. Og fordi man ej paa een Gang kan tjene verdslige Pligter og retteligen bare Kjendemands (Kirkelærers) Navn, og besørge den Skyldighed, Kjendemændene have at udføre for Gud, afskaffes herved, at een og samme Mand kan være verslig Øvrighed (yfirsóknarmaðr) og Prest, og forbyde vi Biskopperne at indvie de Mand, der have Godord, uden de frasige sig dette.“
19. Denne Afskrift, i Cod. 78 qv. i den arnamagn. Samling, kan tydelig skjønnes at være fra 1ste Fjerdedeel af det 14de Aarhundrede; med den samme Haand ere derhos ikke færre end tre andre Lovkodices skrevne, saa at man seer at Afskriveren har drevet dette Arbejde som et Slags Haandtering; dertil kommer, at „Sverres Christenret“ i Cod. 78 staar umiddelbart efter Erkebiskop Jons Christenret, der ligeledes egentlig kun er at betragte som et Udkast, der ej fik formelig Lovskraft førend under Christiern I, 1458.
20. Hvad der er udeladt af Frostathings Lov, er kun uvæsentlige Ting, og hvad der ellers indeholdes i de af Gulathings Lov optagne Stykker. Da denne Afskrift nævner Gulathing og heelt optager Gulathings-Lovens Thingfarekapitel, skulde man tro at den nærmest har været indrettet til at indsættes i Gulathings-Lovens Kodex. Den, der bestemtes til Frostathings Lov og Eidsiva-Lov, have da i dette Stykke været noget forskjellige. Det samme kan man ogsaa slutte deraf, at der, hvor Diøcesanforstanderen omtales, altid staar „Biskop“, ikke „Erkebiskop“.
21. Af Bestemmelsen indføre kun den første Linje, naturligviis fordi den allerede stod i Gulathings-Loven.
22. Her viser sig Skjødesløsheden, hvormed Redaktionen er gjort, thi da der ogsaa her tales om „Biskop“, og det desuden foran, § 16, udtrykkelig er tilføjet, endog ved særskilt Indskydning, at Biskoppen skal have 30 Mand paa sine Kirkevielses-Rejser, er det klart, at hiin Bestemmelse tankeløst er optagen af det til Frostathings-Loven indrettede Exemplar; thi om Lydbiskopperne var der ved denne Skydsforøgelse ikke Tale.
23. Saaledes maa vel Udtrykket i Eriks Brev til Paven, l. c. forklares: legi fori modo communi clerum vult in caussis agendis contra sanctorum patrum decreta … in suam curiam trahi et a suis satellitibus judicari.
24. Der staar i Sverres Saga kun „paa Thinget“, men at Frostathing (det vil sige, afholdt i Byen, se ovenfor II. Side 650) her menes, skjønnes af hvad der senere berettes om Bønderne d. e. de forsamlede Thingbønder.
25. Med disse „tolv Skjolde“ sigtes, som man seer, til Erkebiskoppens Udrustning paa hans Sørejser. Meningen er altsaa: 30 Mand til Lands, og 12 hvide Skjolde paa Skibet til Søs. Skjoldenes hvide Farve antydede vel Erkebiskoppens fredelige Kald. Kongen havde derimod røde, som den der var øverste Krigshøvding.
26. Heraf seer man altsaa tydeligt, at Arbejdet ved Kirkens Udvidelse nu var, eller i det mindste skulde være, i fuld Gang.
27. Sverres Saga, Cap. 117.
28. Langebek, Scr. l. c. At Tiden, da Brevet blev skrevet, var sidst i 1190, ikke, som enkelte have antaget, i 1192 eller 1193, sees deels deraf, at Erik selv omtaler Begyndelsen af Trætten som opstaaet anno præterito, pallio a vestra Sanctitate accepto, quum fuisseunus in terram nostram regressi, hvilket ej kan oversættes anderledes end „ifjor, da vi efter erholdt Pallium af eders Hellighed, vare komne tilbage til vort Fædreland“, altsaa 1189; deels, og fornemmelig, deraf, at Erik ligeledes, som de af ham for Sverre paaberaabte Støtter for den frie Valgret, nævner Pave Hadrians og „eders Helligheds egne“ Privilegier; den Pave, han tilskriver, er altsaa den samme som den, der har udstedt hiint, ved Besættelsen af Stavangers Biskopsstol 1189 eller 1190 paaberaabte Privilegium, og kan følgelig ikke, som man har antaget, være Coelestin d. 3die, der først blev udvalgt i April 1191, men maa være den tidligere i samme Maaned afdøde Clemens d. 3die, den samme, der havde indviet Erik. Uden Paves Navn, til hvem Brevet er stilet, betegnes nemlig kun ved et C., der lige saavel kan være „Coelestin“, som „Clemens“). Men med Coelestin som Brevets Modtager bortfalder ogsaa den væsentligste Grund til at henføre dets Affattelse til 1192 eller endog 1191, og vi kunne bogstaveligt holde os til dets egen Angivelse, at Trætten, det omhandler, var begyndt Aaret forud, og at dette Aar var det samme som det, hvori Erik kom tilbage til Norge, altsaa at Brevet selv er skrevet 1190. Man har maaskee og henført Eriks Flugt fra Norge til 1191, fordi den i Sverres Saga omtales umiddelbart efter Thorleif Breidskeggs Død, der forefaldt i det Aar. Men Sagaens Ord „i denne Tid“, antyder kun Tiden ganske løseligt; paa samme Maade heder det kort forud i Cap. 112 om Biskop Helges Død, at den indtraf „i den Tid“, hvilket efter Stedet, hvor det staar, strengt taget maatte henføres til 1189, medens Helge dog døde 1190. Biskop Njaals Valg omtales endog før 1189. Nu see vi tydeligt, at Hovedstriden foregik paa det omtalte Biskopsmøde, der maa have fundet Sted i den første Halvdeel af 1190, siden Helge da endnu levede; derpaa henskød Sverre Sagen til Frostathing, der vel, som sædvanligt, holdtes om Sommeren, og strax derefter flygtede Erik, altsaa i Juni eller Juli. Saaledes havde han endnu samme Aar god Tid til at overlægge med Absalon og Villjam, og faa Brevet til Paven affattet.
29. Man erindre her kun, at Nikolas var Broder af Orm Kongsbroder, i sin Tid Vikens første Mand.
30. I Decr. Greg. I. tit. IV siger Innocents III. udtrykkeligt: ligesom Biskoppernes Translation, Afsættelse og Cession alene er forbeholdt den romerske Pontifex, saaledes gjelder det samme om de udvalgte Biskopper efter Bekræftelsen, skjønt hidtil dette, som var foreskrevet om (de indviede) Biskopper, ikke udtrykkelig var sagt om de blot udvalgte o. s. v. Uagtet dette først siges af Innocents 1198, seer man dog tydeligt at Regelen selv, om de virkelige Biskopper, var gammel. Den synes og at være foreskreven i Decr. II Cap. 7. Qu. I. Cap. 34; vist er det, at den var almindelig antagen.
31. Sverres Saga Cap. 111.
32. Det er allerede ovenfor, (S. 40) antydet, at Overdragelsen af Kastelle-Klostret i Kongehelle til Erkebiskoppen i Nidaros kunde skrive sig fra denne Tid. Og har man nu for Øje, hvorledes Erik og Abbed Villjam i Ebelholt lagde Raad op sammen, og hvorledes Absalon tog sig af Erik i hans Trængsel, ligger det meget nær at formode, at Villjam paa Absalons Anbefaling har overdraget ham hiint Kloster, for dog at skaffe ham nogen Indtægt, og at Nikolas, efter sin Tiltrædelse af Biskopsstolen, var lige saa villig som skyldig til at bekræfte Overdragelsen.