Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/49

< Det norske Folks Historie‎ | 4

Det lader dog ikke til, at Erkebiskop Eriks Forestillinger til Paven for det første gjorde nogen Virkning. Thi hverken indløb der strax nogen Bansættelse fra Paven, eller vovede Erkebiskop Erik paa egen Haand, som Eystein forhen, efter sin Bortrejse fra Riget, at lyse Sverre i Ban, lige saa lidet som man endnu i et Par Aars Tid seer Tegn til noget uvenligt Forhold mellem Sverre og de øvrige Biskopper. Denne Taushed fra Pavestolens Side kan vel for en Deel forklares af den Omstændighed, at Pave Clemens den 3die døde i Marts eller April 1191[1], altsaa for tidligt efter Brevets Modtagelse til at kunne gjøre noget ved Sagen, og at hans Eftermand, Coelestinus den 3die (Kardinal-Diakon af St. Maria i Cosmidin Hyacinth), vel i det mindste i Førstningen var alt for meget optagen med Forhandlingerne om Henrik den 6tes Kejserkroning og de siciliske Anliggender, til at kunne henvende Opmerksomheden saa nøje paa de norske. Han sendte vistnok endnu i sit første Embedsaar en Legat, Cinthius, Kardinal-Presbyter af St. Laurents i Lucina, til Norden, – i vigtige Anliggender, som en samtidig Forfatter ytrer sig, – og som en sildigere Forfatter angiver, til Danmark, for at forlige dets uenige Fyrster; men om dette endog forholder sig rigtigt, og skal det end, som nogle have antaget, betegne at hans Erende var at megle Fred mellem Sverre og Kong Knut, og ikke mellem denne eller hans Broder og Biskop Valdemar, saa er der dog ikke fjerneste Spor til, at Cinthius har været i Norge, medens han dog baade var i Danmark, og, som man maa formode, i Sverige, i det mindste havde eller fik han specielle Erender af Paven at udføre i dette Land[2]. Havde Paven da virkelig besluttet, eller i det mindste fundet Tid til at tage sig af Erkebiskop Eriks Sag, og optræde mod Sverre, vilde han visselig have givet Kardinalen, da han dog under alle Omstændigheder drog til Norden, et bestemt Hverv i saa Henseende, og i dette Tilfælde vilde vi vel og upaatvivlelig, enten i Sagaens Beretning, eller i historiske Aktstykker, see Spor af en saadan Optræden. Men ingen saadanne Spor ere at opdage. Tvertimod see vi i det samme Aar de fornemme danske Korsfarere, af hvilke een bar Kong Knuts Syskendebarn, den anden Erkebiskop Absalons Systersøn, forene sig om at drage i Korstog med Ulf af Lauvnes, en af Sverres fornemste Tilhængere og Krigsmænd, lægge Vejen om Norge, og modtages paa det venskabeligste af Sverre. Der maa saaledes ganske bestemt have været Omstændigheder, der endnu hindrede Absalon og Erik fra i denne Sag at handle ganske saaledes, som de havde Lyst til, og man maa da nærmest gjette paa, enten at maaskee Absalon og den danske Konge selv netop for hiint Togs Skyld, hvori deres egne Frænder deeltoge, endnu ønskede at holde gode Miner med Sverre, eller at begge Erkebiskopper ej vare saa fuldkommen sikre paa Medhold af Paven, som de kunde ønske. Dette kan nu deels ligge deri, at Sagen i sig selv endnu ikke var saa reen og klar, at Paven, der overhoved var en godmodig, føjelig Mand, ønskede at tage et bestemt Parti, deels maaskee og i den Stilling, Absalon, som Lederen af den danske Politik, indtog i Biskop Valdemars Sag. Thi at Paven i det mindste i Førstningen, og førend denne aabenbart optraadte som Oprører, tog ham i Beskyttelse, kan sluttes af et endnu tilstedeværende Brudstykke af en pavelig Skrivelse til Kong Knut i Danmark[3], hvor der klages over at Knuts Broder, Hertug Valdemar, voldeligen havde frataget Biskoppen og hans Kirke Borge, Besiddelser og flere Ejendomme; Bebrejdelser, der aabenbart sigte til den mellem begge Navnerne opstaaede Tvist om Bestyrelsen af Sønderjylland, eller om hvad der af dette skulde ansees at høre Biskopsstolen, og hvad den kongelige Lensherre til. Da vi nu, som ovenfor nævnt, finde Sverre paa Biskoppens Side, kommer han altsaa derved middelbart paa samme Side, som Paven selv, og dette maatte dog, om Paven end ikke var ham gunstig og nok ved Lejlighed havde i Sinde at ramme ham, dog for en Tid tilbageholde dette Uvejr[4]. Og under disse Omstændigheder bliver det da sandsynligt, at hvis Kardinal Cinthius’s Sendelse virkelig havde et politisk Øjemaal, har dette for en væsentlig Deel kun været at megle i Biskop Valdemars Sag, og saaledes været mere til Fordeel for Sverre end imod ham. Erkebiskop Erik forblev imidlertid hos Absalon, ventende paa bedre Tider, og deeltog med ham, som man erfarer, i kirkelige Forretninger, ff. Ex. Indvielsen af Gumløse Kirke i Skaane[5]. Han var uheldig nok til at faa en Øjensvaghed, der omsider gjorde ham ganske blind[6], og som vel ogsaa har hindret ham meget i at gaa frem med den Kraft, han ellers vilde have lagt for Dagen. Dog vare han og hans Venner fremdeles utrættelige i at agitere mod Sverre, og at Biskop Nikolas i al Hemmelighed understøttede dem, er man næsten berettiget til at slutte af de ligefremme Beskyldninger, Kong Sverre senere gjorde ham, som vi strax nedenfor ville see. Den Understøttelse, som virkelig blev Biskop Valdemar til Deel fra Norge, maatte i alle Fald fjerne alle de politiske Hensyn, som maaskee ellers kunne have bragt Absalon til at udsætte sin aabenbart fiendtlige Optræden mod Sverre, medens tillige den tilsyneladende Fremgang, Øyeskeggerne havde i Slutningen af Aaret 1193, da de nemlig underlagde sig hele Viken og største Delen af Gulathingslagen, nok kunde bringe ham til at ansee Sverre for mindre farlig, end det ellers vilde have været Tilfældet. Det maa da have været omtrent i Begyndelsen eller første Halvdeel af Aaret, at begge Erkebiskopper, som Sagaen beretter, sendte Mænd til Rom med Breve til Paven, hvori alt hvad der var passeret mellem Sverre og Erik, var skrevet efter dennes eget Vidnesbyrd[7], hvilket vel vil sige, at Brevet indeholdt det samme, som det tidligere Brev til Pave Clemens, der ej havde baaret nogen Frugt. Og Brevet maa derhos, som man af Følgerne kan see, have indeholdt en bestemt Anmodning, deels om pavelig Bekræftelse paa de Fordringer, Erik opstillede, deels om Fuldmagt til at exkommunicere Sverre, hvis han ikke gav efter. Denne Gang gjorde begge Erkebiskoppers forenede Forestillinger bedre Virkning, hvad enten nu Paven ej længer kunde lade Sagen saaledes gaa hen, eller han, hvad der er Grund til at antage[8], virkelig var omstemt med Hensyn til Biskop Valdemar. Vi have endnu en pavelig Bulle, der øjensynligt er fremkaldt ved hine Skrivelser. Ved denne Villie tager Coelestin Erkebiskop Erik og hans retmæssige Efterfølgere i St. Peters Beskyttelse, og bekræfter tillige Erkestolens Privilegier i deres videste Udstrækning. Da denne Bulles Bestemmelser, endog Ord til andet, danner Grundlaget for de Fordringer, Erkestolen senere opstillede, og de Indrømmelser, som denne ihærdigt søgte at faa Kronen til at gaa ind paa, indtager den en vigtig Plads i vor offentlige Ret, og dens Indhold bør derfor nærmere kjendes. Efter at Paven først i almindelige Udtryk bekræfter Erkebiskoppen og den ham underlagte Kirke i de Friheder og Immuniteter, som hidtil vare hans Kirke tilstaaede af tidligere Konger, fornemmelig Kong Magnus, gaar han over til at opregne de særskilte Rettigheder, der, efter Udtrykkene at dømme, nu for første Gang faa pavelig Bekræftelse, og saaledes maa være opstillede af Erik selv, saa meget mere som de netop sees at angaa de omhandlede Stridsspørgsmaal. „Det skal ogsaa“[9], heder det, „være dig og dine Efterfølgere tilladt, a) til de Kapeller, som Kongerne have stiftet eller doteret, ligesom i andre Kirker og Kapeller i din Provins, at udnævne passende Prester, uden Kongernes Præsentation, ifølge de Afkald paa Patronatsretten, som det er bekjendt at de samme Konger have givet ved offentlige Dokumenter og ved sine Privilegier“[10]. „Vi.bestemme dernæst, b) at ved Udvælgelsen af Biskopper og Abbeder i din Provins, skal ingen Vold, ingen Magt, ingen Godkjendelse, intet Samtykke af Kongen eller nogen Fyrste komme imellem, og ingen skal ved deres Gunst kunne erholde nogen kirkelig Prælatur, men kun den, som de, hvilke Valgretten tilkommer, ved enigt Valg ansee med Hensyn til Lærdom og Vandel at være meest fortjent til at beklæde den ledige Post. c) Da vi ønske at de Gejstlige i Norge skulle nyde den dem tilkommende Frihed, forbyde vi udtrykkeligt, at nogen Biskop, Abbed eller Gejstlig, der ej har kongeligt Len, nødsages til at bære Vaaben eller følge med paa Krigstog, eller dertil at anvende noget af deres Midler; undtagen der skulde være saa stor Nød for Haanden, at vedkommende Biskop efter Overlæg med forstandige Gejstlige maatte tillade det. – – Specielt erklære vi de Prester, Klerke og Lagmænd, der staa i St. Olafs Tjeneste, samt alle andre Prester, saavel paa Landet, som i Byerne, frie for de Byrder, der i Norge kaldes Leding. d) Fremdeles tilstaa vi eder Ret til at sende tredive Lester Meel til Island for at kjøbe Klæder til St. Olafs Tjenere, især paa de Tider. Landets Aaring tillader det, ligesom vi og e) bekræfte den Rettighed til at oppebære Landørerne af et fra Island kommende Skib, som hvert Aar tilkommer St. Olaf. f) Alle dem, der for Andagts Skyld som Pilegrime besøge hans Kirke, Fremmede og Indfødde, i Krig eller Fred, skulle nyde fuldkommen Trygd og Lejde paa Vejen saavel frem som tilbage, og de, som befindes at have krænket denne Trygd, skulle være underkastede den for saadanne Tilfælde bestemte Straf, ligesom de, om de i slige Slagsmaal dræbes af Pilegrimene, der forsvare sig, ej maa begraves ved nogen Kirke. g) I alle Sager, som den kanoniske Ret nævner, forbyde vi ogsaa Gejstlige at underkaste sig nogen verdslig Domstol, og de, som mod de almindelige og dette vort specielle Forbud underkaste sig verdslig Dom, skulle i Følge Forskriften straffes efter vedkommende Biskops Godtbefindende. h) Indviede Kirker maa ingen uden vedkommende Biskops Tilladelse nedrive eller flytte. i) Ingen Konge eller Fyrste maa uden Biskoppernes og de forstandige Mænds Samtykke forandre Landets vedtagne skrevne Love, eller de bestemte Pengebøder, enten for Gejstlige eller Verdslige, mod gammel Sædvane, til Kirkernes eller Gejstlighedens Skade, eller af nogen Biskop eller Abbed, der ej har kongelig Vejtsle, for eller efter Indvielsen eller Velsignelsen, fordre Troskabsed. k) I at give Tiender af sine Jorder og Gaarde skulle Kongerne ganske følge de kanoniske Bestemmelser. l) Det skal være Erkebiskoppen og Efterfølgere tilladt, ligesom hans Forgængere, „ikke til Fornøjelse men til Kirkens Nytte“, at kjøbe Falke, Høge og Graavaler (Graafalke).“ Endelig bestemmes det i Almindelighed, at ingen maa fornærme den før omtalte Kirke, eller fratage den dens Besiddelser, eller beholde dem, om de ere den fratagne, eller at plage den med Udsugelser, men at alt skal bevares uskadt, saaledes som det bedst kan gavne dem, til hvis Bestyrelse og Ophold det er overladt, dog i alle Dele med Forbehold af det apostoliske Sædes Myndighed. Bullen ender med den sædvanlige Trusel mod den, der handler herimod, at han, gejstlig eller verdslig, hvis han efter tre Gange gjentagen Paamindelse ikke aflader fra sin Brøde og giver passende Fyldestgjørelse, skal miste sin Myndighed og Hæderstitel, samt exkommuniceres[11]. Men foruden denne i Bullen indeholdte almindelige Trusel har Paven maaskee ogsaa udstedt en mere speciel, hvori han, som Sagaen udtrykker sig, „lyste Bans-Sag over Kong Sverre, om han ikke lod Erkebiskoppen faa alt det, som han vilde og fordrede“. Der tales nemlig udtrykkeligt om flere Breve, som Paven sendte Erik til Svar paa hans og Absalons Skrivelse[12].

Bullen kom imidlertid neppe til Danmark førend, i det aller tidligste, i Juli Maaned 1194, da den er dateret den 15de Juni dette Aar. Den anden Skrivelse, for saa vidt en saadan er udstedt, kom maaskee noget før; dog hersker der herom megen Dunkelhed. Imidlertid benyttede Sverre Tiden godt. Palmesøndag (3die April) havde han, som vi vide, vundet Sejren i Florevaag. Lidt efter Paasken (10de April) drog han til Viken for at forfølge Sigurd Jarlssøn, og adsplitte Levningerne af hans Flok. Han kom paa dette Tog ned til Kongehelle, hvor han neppe havde været siden i Sommeren 1184, efter Sejren over Kong Magnus. Her indfandt sig, fortælles der, en pavelig Legat hos ham med sit Følge. Hvo denne saakaldte Legat var, vides ikke, og man finder heller ikke i de danske og svenske Aarbøger, Oldskrifter eller samtidige Breve og Aktstykker fjerneste Antydning til, at der paa den Tid var nogen pavelig Legat i Sverige eller Danmark[13]. Af denne og andre Omstændigheder, saa og fordi det lader til at han var mere ubekjendt med Forholdene, end han kunde være, hvis han var rejst gjennem Danmark, skulde man næsten tro at han er kommen fra England umiddelbart til Norge, ja maaskee endog, siden Sverre reent ud kaldte ham en Bedrager, at han udgav sig for at være Legat, uden at være sendt af Paven. Sverre indbød ham og hans Følge til sig, og beholdt ham hos sig i nogle Dage. De talte om Mangt og Meget, og Kongen anmodede ham om at indvie ham til Konge og krone ham. Dertil, siges der, var Legaten i Førstningen nok saa villig; dette viser, enten at det, som nys formodet, ikke hang rigtigt sammen med hans Sendelse, eller, hvad og er sandsynligt, at Paven ved hans Afsendelse endnu ikke ret var bleven opsat mod Sverre. Men da de andre Gejstlige, som vare tilstede (dette maa da have været Gejstligheden i Viken, der stod under Nikolas), fik Nys om hiin Aftale, gjorde de Legaten opmerksom paa at Kongen endnu var uforligt med Erkebiskoppen, og at denne havde maattet forlade sit Erkesæde; de foreholdt ham tillige, at Kongen, som de sagde, tidligere havde været indviet til Prest, og dertil, at han havde taget sig en Hustru, skjønt han allerede for havde paa lovlig Maade egtet en anden, og at de begge endnu vare i Live[14]; alt dette, og meget andet dertil, anførte de for at vise hvor utilbørligt det var at Sverre kronedes, og bad Legaten endelig ikke at indlade sig derpaa. Deres Forestillinger virkede. Næste Gang, da Kongen talte med Legaten om Kroningen, undslog han sig derfor, og bad ham at forlige sig med Erkebiskoppen, da det var denne, hvem det tilkom at krone ham. Da blev Kongen vred, og sagde: „Jeg seer nok, hvad dit Erende er her i Landet, det samme som mange andre Bedragere gjøre; de løbe hid fra fremmede Lande, for at skaffe sig Penge, og gjøre sig siden lystige over os, naar de vel ere borte. Nu har du strax at forlade Landet; jeg vil ikke, at du skal narre Penge af mine Thegner her i mit eget Rige“. Med denne Besked rejste Legaten[15].

Forbitret over Gejstlighedens Indblanding i denne Sag, rejste Sverre nu nord i Viken, og sendte strax Bud efter Biskop Nikolas. Da denne kom, tog Kongen ham for sig i Eenrum, og sagde ham at han nu var kommen under Vejr med, at alle de svigagtige Anslag, for hvilke Hallkell Jonssøn nys havde staaet i Spidsen, nemlig Øyeskeggernes Opstand, egentlig vare udklækkede af Biskoppen; ja, han bar det endog, som det heder, paa ham med sande Beviisligheder. Biskoppen negtede alt, men Kongen sagde, at det hjalp ikke; han vidste alt for god Besked om det Hele. Han truede Biskoppen med den haardeste Behandling, og kaldte ham Drottinssviger og Landsforræder. Da bad Biskoppen om Naade, lovede Kongen Troskab for Eftertiden, og tilbød sig at aflægge Ed derpaa, saavel som at gjøre godt igjen hvad han havde forseet sig, og i alle Dele rette sig efter Kongens Ønske; „og var han da“, tilføjer Sagaen, „den mygeste“[16]. Kongen tog ham nu med sig til Bergen, idet han tillige lod tilsige Biskop Thore af Hamar at indfinde sig der med det første, saavel som Biskoppen af Stavanger, for at raadslaa om at vælge en Biskop i Stedet for Biskop Paal, hvilken, som ovenfor nævnt, var død den 2den April, Dagen før Slaget i Florevaag. Det viste sig noksom, at Sverre nu havde Magten, thi Valget faldt paa hans egen Hirdprest, ved Navn Martin, engelsk af Fødsel og en særdeles vel studeret Mand; de tre andre Biskopper indviede ham strax efter Sverres Ønske. Det stod da, siges der, særdeles venskabeligt til mellem Nikolas og Sverre, og var han Kongens fornemste Støtte og Raadgiver i alt hvad denne vilde have frem. Og nu satte Sverre endelig sit Ønske igjennem, at blive kronet. En engelsk Forfatter siger rigtignok, at Nikolas først negtede at besatte sig dermed paa Grund af Erkebiskoppens Fraværelse, og ikke gav Kjøb, førend Sverre lod ham binde fast til et Skjær, saa at Vandet næsten flød ham ind i Munden[17], men Sverres Saga taler intet derom, og hvis saadant eller noget lignende er forefaldet, som nok kan være, da har det snarere været ved deres Møde i Viken, hvor det er højst rimeligt, at Sverre allerede har bragt .Kroningen paa Bane. I Bergen synes Sagen at være gaaet nok saa glat. Der blev beredet et stort Gjestebud i Kongsgaarden, og det blev besluttet, at de 4 forsamlede Biskopper skulde indvie Kong Sverre og krone ham. Højtideligheden, ved hvilken Nikolas, som den ældste, fungerede som Hovedmand, fandt Sted paa St. Peters og Pauls Dag (29de Juni 1194). Derefter gav han dem alle gode Gaver, og de skiltes ad i største Venskabelighed[18].

  1. ↑ Tiden for Clemens’s Død angives forskjelligt. Paalideligst er vel den samtidige Benedikt af Peterboroughs Angivelse, Onsdag d. 10de April. Tilskrev nu Erkebiskop Erik Pave Clemens, som man seer, efter sin Ankomst til Danmark, altsaa sidst i 1190, er vel Brevet neppe kommet til sit Bestemmelsessted førend først i 1191. Men da nærmede allerede Kong Henrik sig (han var i December i Milano), for at tage det siciliske Rige i Besiddelse, og da Clemens i Januar 1191 forlenede Modkongen Tancred af Rette med dette Rige, har han havt nok at tænke paa, hvortil vel og kom Sygelighed før hans Død; man kjender i det mindste ikke med Bestemthed nogen Bulle eller Skrivelse af ham, udstedt efter 5te Februar 1191.
  2. ↑ Dette Erende var, som Pavens Skrivelse af 31te December 1191 til Kardinalen, Erkebiskoppen af Upsala og Biskoppen af Skara viser, at bilægge en Strid mellem Biskoppen af Vexjø og Biskoppen af Linkøping, (Liljegren Dipl. I. No. 100. I Danmark bekræftede han Erkebiskop Absalon, som Biskop af Sjæland, i Besiddelsen af Kjøbenhavn m. m. (Thorkelin Dipl. I. 65). Efter Arnold af Lübeck (IV. 23), var han sendt til Danmark formedelst visse vanskelige Sager; Beretningen om St. Bernwards Translation (fra 15de Aarhundrede) vil derimod vide, at han blev sendt in partes Daciæ for i Pavens Navn at visitere dette ved særskilt Privilegium Apostlernes Fyrste underkastede Land, saavel som at bringe til Fred og Enighed dette Lands (illius provinciæ) Fyrster, der staa i alvorlig Splid og Uenighed, (Leibn. Scr. Brunsv. I. 469) og dette kunde, skjønt Udtrykket provincia de Dacia vistnok oftere brugtes om hele Norden, snarere forklares om Hertugen og Biskop Valdemar, mellem hvilke der, længe førend Striden virkelig brød ud, var et spændt Forhold, end om hele Nordens Fyrster. Overhoved har der med Hensyn til denne Cinthius været antaget, men vistnok aldeles med urette, at han ogsaa var i Danmark 1194. (Suhm. I. 294). Dette slutter man, som man seer, deels deraf, at den nys nævnte Beretning om St. Bernward lader Paven afsende ham 1193, deels deraf, at han, som den samme Beretning og Arnold af Lübeck beretter (l. c.) paa sin Tilbagerejse besøgte Abbed Dietrich i Michaelsklostret i Hildesheim, og af Taknemmelighed over den gjestfrie Modtagelse, han der fik, siden udvirkede hos Paven, at Klostrets Stifter Biskop Bernward blev kanoniseret, hvilket man har henført til 1194, læggende for megen Vegt paa det Sted hos Arnold, hvor dette omtales, skjønt han aldeles ikke strengt følger den chronologiske Orden. Det bedste Beviis paa Urigtigheden af denne Tidsbestemmelse er dog, at den Skrivelse hvori Paven melder Biskoppen og Kleresiet i Hildesheim, at Bernward var kanoniseret, er dateret Rom 8 Januar 1193 (Mabillon Acta SS. ord. Ben. sæc. VI. P. I. 251), ligesom Paven og under 21de Januar 1193 forbød Biskoppen og Kapitlet uden Abbedens og Brødrenes Tilladelse at formindske St. Bernwards Legeme, og under 27de tog Klostret i sin Beskyttelse. (Jaffé Regesta S. 893). Thi da nu Kanonisationen, som en Følge af Cinthius’s Forbøn, først kan have fundet Sted efter dennes Hjemkomst, og ikke engang strax derefter, da der altid var flere Formaliteter at iagttage, maa Cinthius allerede være kommen hjem fra den i Beretningen om St. Bernward omtalte Sendelse i Løbet af 1192, maaskee om Sommeren, og denne Sendelse falder saaledes sammen med den oven nævnte. Om han, da Paven tilskrev ham 31te December 1191, allerede var i Danmark, eller han selv fik Brevet med, er vanskeligt at sige. Men vist er det af alt dette, at hans Ophold i Norden falder i første Halvdeel af l192, og at han ei var i Norden 1194, saa at det heller ikke kan være ham, der menes med den Legat, Sverres Saga i dette Aar omtaler, se nedenfor.
  3. ↑ Pertz Archiv VII. 884. Af Skrivelsen har man kun Begyndelsen, der lyder saaledes. „Fra vor værdige Broder Valdemar, Biskop i Slesvig, er det os meldt, at din Broder Hertug Valdemar voldeligen havde frataget ham hans Kirke, Borge, Besiddelser … og flere Ejendomme … Det er dateret Lateran, og er aabenbart udstedt før Biskoppens Fængsling, altsaa i 1191 eller 1192.
  4. ↑ Man seer ogsaa ak Kong Knuts, ved Abbed Villjam skrevne Brev til Paven, der sandsynligviis er afsendt sidst i 1193 (Langebek Scr. VI. 58), at Kongen i det mindste var temmelig usikker paa, hvad Paven tænkte om Biskop Valdemars Fængsling, og beklager at han ikke har hørt det mindste fra ham til Svar paa den Fremstilling deraf, Erkebiskop Absalon havde givet.
  5. ↑ Dette var den 26de Oktober 1191, se Langebek Scr. V. 377.
  6. ↑ Sverres Saga Cap. 120.
  7. ↑ Sverres Saga Cap. 121.
  8. ↑ Se herom Suhm, Historie af Danmark, VIII. S. 289. Maaskee at det oven nævnte Brev fra Kong Knut, der endog efter al Rimelighed er sendt med samme Lejlighed, som Erkebiskoppens, har bidraget til at omstemme Paven. „Vi anraabe eder“, slutter dette Brev, „atter og atter, at den faderlige Hengivenhed lader sig optø ved Sønnens Bønner, saa at den Bitterhed, vi føle over at Retfærdighed ej vises os, kan formildes ved eders Velsignelse, idet I lade os nyde Ret. Vi bede derfor eders Mildhed at lytte til vore Bønner, og tage Hensyn til vor salige Faders Minde, der,.saa længe han levede, var eder saa hengiven, paa det at vi, ligesom vi før have viist de apostoliske Bud Ærbødighed, kunne for Fremtiden verre endnu villigere og pligtskyldige til at udføre dem“.
  9. ↑ Dette „ogsaa“ synes at vidne om, at disse Privilegier nu først ere bekræftede af Paven.
  10. ↑ Det er vel et stort Spørgsmaal, om dette „var bekjendt“. Paven i det mindste vidste vel neppe andet og mere derom, end hvad Erik havde berettet ham. Det er vel ogsaa hertil, at Biskop Thorlak sigtede, da han (s, o. S. 254) sagde, at det i Norge allerede var vedtaget, at Bestyrelsen af alle Kirker med deres Gods ene skulde tilkomme Biskopperne; der tales ogsaa herom ganske kort og dunkelt i det tvivlsomme Brev af 1174, som om Kongerne havde gjort Afkald derpaa; men vi have allerede seet, og ville fremdeles endnu tydeligere see, at Sverre benegtede saavel deres Hensigt som deres Ret til at gjøre saadanne Indrømmelser.
  11. ↑ Bullen i Dipl. Norv. II. 3, Thorkelins Dipl. II. 13.
  12. ↑ Sverres Saga Cap. 121.
  13. ↑ Flere have antaget, at denne Legat var den før omtalte Kardinal Cinthius, under den Forudsætning, at han ogsaa i 1193 og 1194 sendtes i Legation til Norden. Men det er ovenfor viist, at denne Forudsætning beror paa en urigtig Tidsbestemmelse. Det er tillige fysisk umuligt, at Cinthius paa den angivne Tid, om han end virkelig to Gange sendtes til Norden, kan have været i Kongehelle. Thi da Sverre rejste fra Bergen „lidt efter Paaske“, altsaa omtrent midt i April, og, som det synes at ligge i Sagaens Ord, ikke styrede strax lige til Kongehelle, kom han neppe did førend først i Mai; under alle Omstændigheder kan han ej være kommen derhen førend omkring den 20de April. Nu heder det, at Legaten da (altsaa efter hans Ankomst) kom til ham, og var hos ham i nogle Dage. Legaten kan saaledes umuligt have forladt Kongehelle førend midt i Mai; men Kardinal Cinthius var i Rom den 15de Juni, thi da var han med at underskrive den selvsamme Bulle, hvis Indhold ovenfor er meddeelt. Nu kan man neppe antage, at man i hine Tider kunde rejse saa hurtigt, at det var muligt at komme fra Kongehelle til Rom paa en Maaned. Ester Abbed Nikolas’s gamle islandske Itinerarium omtrent fra samme Tid regnes der over 46 Dagsrejser fra Aalborg i Danmark til Rom, se Werlauffs „Symbolæ ad geogr. medii ævi“, S. 15–22, og en Kardinal var vist ikke blandt dem, som rejste hurtigt. Hertil kommer, at den her omhandlede Legat ikke kaldes Kardinal, hvilken Titel, som vi see, Sagaskriverne ikke undlode at give de Legater, der virkelig bare den, f. Ex. Nikolaus Brekspear, Fidantius, og Villjam af Sabina, medens de derimod kalde Stephanus, der ej var Kardinal, slet hen „Legat“. Heller ikke havde vel Sverre vovet at behandle en virkelig Kardinal saaledes som han behandlede denne Legat; ja det synes næsten endog, som om han har betvivlet hans Kompetence, og antaget at han falskelig gav sig ud for en pavelig Afsending. I alle Fald er det et Tegn paa at han var en obskur og mindre anseet Mand, at ikke engang hans Navn er opbevaret.
  14. ↑ Denne første Kone er den ovenfor (S. 56, 196) omtalte Astrid Roesdatter, som Sverre havde faaet paa Færøerne og som var Moder til hans fleste Børn, men som han ej vilde tillade at komme til Norge fordi han tvivlede paa hendes Troskab. Det er imidlertid ikke sagt andensteds end her, at han skulde have „egtet hende efter Loven“ (lögfengit).
  15. ↑ Sverres Saga Cap. 122.
  16. ↑ Heraf skulde man altsaa slutte, at Nikolas virkelig har tilstaaet sin Deelagtighed i Hallkell Jonssøns Anslag. Men uagtet der ej kan være fjerneste Tvivl om at han var i Ledtog med Hallkell og hans Venner, og Sverre maaskee ogsaa virkelig har havt Beviisligheder, der kompromitterede ham, ligner det dog ej den slue Nikolas, saa ligefrem at tilstaa sin Brøde. Sandsynligviis har han bedet om Naade, uden at indlade sig paa nogen formelig Tilstaaelse.
  17. ↑ Roger Hoveden, hos Savile S. 746,747. Denne giver en kort Beretning om disse Begivenheder, øjensynlig forvirret, ja endog synlig fordrejet til Værste for Sverre af en af dennes Modstandere, men dog saaledes, at et og andet kan tjene til at bestyrke og udfylde Sagaens Fortælling. I dette Aar, (1191), siger han, lod Kong Sverre, Norges Fyrste, sig mod Pavens Forbud krone til Konge. Da Erkebiskop Eustachius af Nidaros hørte dette, vilde han heller gaa i Landflygtighed, end være tilstede ved Kroningen, og rejste saaledes bort. Men Sverre, Kong Sigurds Søn (dette siges ganske ubetinget), sammenkaldte da alle Rigets Biskopper til Bergen, til St. Peters og Pauls Dag, for at krone ham. Blandt dem var en Biskop i Viken ved Navn Nikolas; da han ikke vilde befatte sig med Kroningen, blev han bunden o. s. v. se ovenfor. Derved blev han bange, samtykkede i Sverre Birkebeins Begjæring, og kronede samt indviede ham til Konge oven nævnte Dag i Bergen, i Overvær og med Samtykke af Biskop Martin af Bergen, Erik af Stavanger, Thore af Borgund, og Absalon. Samme Dag, da Kong Sverre sad til Bords paa kongelig Viis med Biskopperne og Rigets Høvdinger, lod han halshugge Sigurd, Søn af Adestan, forhen Konge i Norge, og Hovedet bringe ind til sig og Gjesterne. Det er at merke, at samme Sverre Birkebein i 15 Søslag overvandt og dræbte 15 Konger med hele deres Følge, førend han kunde erhverve Riget; deres Navne vare Magnus, Borgher, Sigurd, Ord, Guthron, Jon Kuvlung, Belue, Zether, og oven nævnte Sigurd Adestans Søn. Man maa og vide, at det lige til den Dag i Dag er Skik i Norge, at enhver, som kjendes at være en norsk Konge-Søn, om han end er uegte eller thybaaren, fordrer lige saa stor Ret til Norges Rige, som Kongens egtefødde Søn, af en fri Moder, og derfor holdes der uophørlig Slag mellem dem, indtil en af dem overvindes og dræbes.“ Man seer her tydeligt nok, at Roger forvexler Erkebiskop Erik med Eystein (Eustachius), og igjen sætter Erik, Njaals Formand, i Stedet for denne. Thore Biskop af Hamar kalder han Biskop af Borgund, og ved „Absalon,“ forstaaes vel atter „Oslo,“ skjønt han allerede har nævnt Oslo-Biskoppen. At Sverre skulde have ladet nogen Kronprætendent henrette tinder Kroningsgildet, og hans Hoved bringe ind, strider saa aldeles imod hans sædvanlige Mildhed, at vi umuligt kunne fæste Lid dertil, heller ikke nævner Sagaen derom, og man kan ej engang paavise, hvilken Sigurd dette skulde være. Snarest skulde man formode, at Beretningen er en Misforstaaelse af at Kronprætendenten Sigurd faldt samme Aars Palmesøndag. Af de ni „Konger,“ han opregner, skjønt han først nævner Tallet 15, gjenkjende vi Magnus, Jon Kuvlung, og Sigurd Brænder; da den anden Sigurd netop var Sigurd Magnussøn bliver det des mere sandsynligt, at det er denne, der menes.med„Sigurd Adestans Søn“. „Ord“ er maaskee Orm Kongsbroder, og de øvrige, Borgher, (Byrge), Guthron (Guthorm), Belue (?) og Zether (?) kunne vel saaledes og være ringere Høvdinger, som faldt i Slagene mod Sverre. Hvad ellers Sverres Trusler til Nikolas angaar, siger ogsaa Villjam af Newbury (l. c.) at han ved at true en Biskop med Døden fik ham til at krone sig.
  18. ↑ Sverres Saga Cap. 123.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/49&oldid=81881»