Det norske Folks Historie/4/55

Efter Julen, men endnu ved Vintertide, holdt Sverre Thing med Bønderne, og udbød Leding over hele Thrøndelagen, Haalogaland, begge Mørerne og Raumsdal; Tropperne og Skibene skulde møde frem tidligt om Vaaren, sandsynligviis paa enkelte af ham betegnede Steder ved Kysten, nemlig Haalogalænderne og Thrønderne ved Throndhjemsmynne, Nordmøringerne, Romsdølerne og Søndmøringerne paa de Steder, hvor deres Hovedfjorde stødte til den almindelige Led, saaledes at Skibene fra de forskjellige Fylker efterhaanden stødte til Hovedflaaden. Han kom til Bergen ved Halvardsmesse (15de Mai), da havde han henved 3600 Mand, alle til Skibs. I Bergen lod han ligeledes udskrive Almenning af Fylkerne søndenfor Stad, og ventede paa disse Ledingstropper lige til Margretemesse (20de Juli); der samlede sig da efterhaanden saa mange til ham, at der, førend han forlod Bergen, ialt var opskrevet 6000 til 7000 Mand[1]. Denne store Folkemasse var ikke let at styre, og Ledingsmændene tillode sig mange Voldsomheder, idet de ofte af Kaadhed ødelagde og sloge efter hvad de forefandt. For at raade Bod paa dette og indskærpe bedre Mandstugt gjorde han efter Udsejlingen fra Bergen Holdt allerede i Grøningesund, til stor Forundring for hans Mænd, der ikke kunde begribe, hvorfor han ej drog videre. Men han lod dem snakke, og kaldte Bønderne sammen til Thing. Og her paa dette Thing talte han, i Bøndernes Paahør, mange Alvorsord til Ledingsfolkene. „Det passer sig ikke“, sagde han, „for eder, gode Bønders Sønner, at fare fra Haalogaland, eller Throndhjem, eller Møre, eller maaskee endog nærmere Egne, for at føre Krig mod Bøndernes Redskab eller Kjøralder eller andre lignende Sager, hugge dem i Stykker, eller skamfere dem, bare fordi de staa lige for eder. Derved aflægge I jo dog ikke nogen Prøve paa Færdighed eller Tapperhed, men I tilføje kun Ejermændene Skade. Jeg beder eder indstændigt at lade af dermed, uden i højeste Nød. Jeg fortjente ikke at kaldes Landets Styrer, hvis jeg ikke søgte at gjøre Ende paa enhver Uskik, saa langt mit Herredømme naar. Jeg beder eder venskabeligt at aflægge slig Kaadhed, thi jeg vilde saa nødigt refse eder, men bliver dog nødt dertil, hvis I ej forbedre eder. Jeg anseer mig derhos saa fuldkommen berettiget til at beherske og styre dette Land, skjønt rigtignok Nikolas siger det modsatte, at jeg ikke tror at skulle behøve at sige en saadan Ubetydelighed som denne to eller tre Gange.“ Da Sverre nu en Gang var kommen ind paa at tale om Nikolas og dennes Oprørsord, gik han nærmere ind paa denne Materie, saaledes at det næsten seer ud, som om hans Hovedhensigt med at sammenkalde dette. Thing var at forsvare sin Byrdsret til Riget. „Jeg begriber ikke“, sagde han, „med hvad Grund Nikolas kan paastaa, at det ej tilkommer mig at være Konge over Norge. Mange have jo baaret Kongenavn, som kun vare Trælkvinde-Sønner, men jeg er en virkelig Søn af Kong Sigurd og Gunnhild. Hendes Æt kjende jo mange, og er der nogen her, som ikke kjender den – hvad der nok er muligt – saa kan jeg nu give Besked derom.“ Han gjennemgik nu hele hendes Stammetræ for alle Thingmændene, saa at mange, som for ikke vidste deraf, nu kunde skjønne at de vare i Slægt med ham, baade paa fædrene og mødrene Side[2]. Kongen sluttede denne Forklaring, der dog, som man seer, kun vedkom hans Moders Frændskab, med den Erklæring, at han ikke paa den Tid kjendte en eneste i hele Norge, mere berettiget for Gud og Mennesker til at bære Kronen, end han. „Men om end Nikolas“, sagde han, vil heller have en anden, ville vi Birkebeiner ikke nu finde os mere deri, end før. Den Konge, som styrer Riget, maa baade være haard og raadsnild. De synes det, at Nikolas, hvor tungefærdig han er, dog kun har et Harehjerte, hvormed han forbinder en Troløshed som Rævens. Og opregne vi hele Ingerids Afkom, ville vi kunde finde faa, der vare at lide paa. Ikke var Magnus Henrikssøn tro, lige saa lidet som Buris, hvilket noksom viste sig[3]. Nu er det vel ikke værd at tale saa meget herom, fordi det nok siden vil komme for Dagen, hvad Mand enhver er, og jeg antager desuden, at det ej vil bare længe til at vi Birkebeiner komme i Kast med Baglerne. Da ville vi see, hvor flink og kjek Ræven[4] er til at hjelpe sine Folk mod os Birkebeiner“.

Efter denne Tale hævedes Thinget: Bønderne rejste hjem, og Birkebeinerne saavel som Ledingsfolkene vendte tilbage til Skibene. Snart fik man god Vind, og Kongen lod blæse til Afseiling. Rejsen gik nu saa hurtigt langs Kysten og ind ad Oslofjorden, at Flaaden allerede Jakobsmessedag om Aftenen (25de Juli) kastede Anker ved Hovedøen[5]. Baglerne laa inde i Oslo med hele sin Styrke. Morgenen efter gik Kongen op til Klostret og lydde Messe; da han kom ned igjen til Skibene, holdt han Huusthing med sine Folk, underrettede dem om at han vilde angribe Baglerne, og foreskrev, hvorledes Angrebet skulde skee, nemlig paa tre Punkter. Hans Søn Haakon, der nu aller først nævnes som Deeltager i nogen Strid. (Sigurd synes ej at have været med ved denne Lejlighed) skulde med alle Smaaskuderne, der ikke stak saa dybt, ro ind til Leret indenfor Nonneklostret; her skulde han gaa i Land og fra den nordlige Side trænge ind i Byen, for at komme dem, der stode paa Bryggerne, i Ryggen. Lendermændene Gregorius Jonssøn, Sigurd af Modastad (paa Frosten) og Eystein Ragnvaldssøn skulde lægge til ude paa Øren, ved Mariekirkegaard og Elve-Osen, og her trænge op ad den søndre Gade. Selv vilde han med den øvrige Deel lægge op til Bryggerne, hvor han antog at ligeledes Fiendens Hovedstyrke stod. Derpaa lod han blæse Hærblæst, og hele Flaaden roede ind, først samlet, siden deelte den sig saaledes som han havde foreskrevet.

Biskop Nikolas ordnede imidlertid Baglernes Fylkinger og bestemte, hvor enhver Afdeling skulde tage sin Plads. „Sigurd Jarlssøn og Hallvard af Saastad“, sagde han, „skulle med Oplændingerne stille sig i Fylking indenfor Nonneklostret, for at hindre Fienden fra at gjøre Landgang der; Kolbein Strinev og Anund Lunns Sønner skulle med den kjekkeste og haardeste Skare passe paa Broen[6] at Fienden ikke ad den Vej kommer ind i Byen, om han skulde lægge til ude ved Trælleberg; men Kongens Fennike og mine egne Folk saavel som Bymændene skulle forsvare Bryggerne og det yderste af Øren[7]. Sverre har ikke saa mange Folk som I tro, hans Skibe ere tyndt besatte, saa at der i det højeste kun er een Mand i hvert Halvrum, thi see I ikke, at de have stillet sine Køjer op i Rummene for at indbilde eder, at det er Folk? Birkebeinerne ere desuden saa bansatte[8], at deres Sverd ikke ville bide, og de selv have ikke ret Mod paa at lægge til Slag; vover Sverre nu et Angreb, er han visselig fejg (d. e. Døden er ham vis), og maaskee gaar det ham lige saa daarligt med Angrebet her som i Sæmsfjorden.“ Biskoppen holdt til Hest, med flere Klerker om sig, oppe i Gaden ved sin Gaard, da Angrebet begyndte og Krigsraabet lod fra begge Sider. Sverre lagde til med saa voldsom Fart, at nogle Fragt-Skibe foran Bryggerne, der laa i Vejen for ham, bleve knuste. Baglerne havde nemlig sænket dem foran Bryggerne, for at Birkebeinerne ikke skulde kunne komme lige til disse, og Kampen førtes derfor en Stund med Bueskud og Haandskud, indtil det endelig lykkedes Birkebeinerne at komme op over Fragtskibene. De to Birkebeiner, som først kom op, hed Bengeir lange og Botulf Hafrssøn. En Engelsmand blandt Baglerne hug efter Bengeir og sagde at de ej skulde gaa op der, men Bengeir, som ypperligt forstod at bruge Sverd og Bukler[9], parerede Hugget af, og gav ham derpaa selv et Hugg under Skjoldet, nedenfor Næsen, saa at Kjæven blev huggen over. Da stormede Birkebeinerne talrigt op paa Bryggen, men Baglerne forsvarede sig godt, saa at det blev en haard Dyst. Da sagde En til Biskoppen: „rid nu frem hardt, Herre, thi vore Mænd behøve højlig eders Hjelp og Opmuntring, vi see ikke rettere, end at Birkebeinernes. Sverd bide nok saa godt!“ „Nej lader os ride undaf saa hardt vi kunne,“ svarede Biskoppen, „thi nu er Djævelen løs.“ Med disse Ord gav han og hans øvrige Følge Hestene af Sporene, og satte afsted op ad Byen uden at standse førend de kom op paa Gjelleraasen. Der først oppebiede de det øvrige Mandskab.

Imidlertid havde Gregorius Jonssøn med sin Afdeling lagt til ude paa Øren ved Elvemundingen, som det var ham befalet. Der var udgrundt, men da Skibene stødte mod Grunden, sprang Birkebeinerne i Vandet, og vadede i Land. Den Afdeling af Baglerne, der stod oppe ved Gedebroen, ilede ved Synet heraf ned imod dem og gjorde et saa heftigt Anfald, at Birkebeinerne maatte vige og søge tilbage til Skibene; nogle af dem faldt, andre styrtede sig i Dybet. Da de naaede Skibene, lagde de ud til Trælleberg, gik der i Land, og stevnede op ad Sletterne mod Gedebroen. Baglernes Afdeling skyndte sig ligeledes paa sin Side op over Broen og mødte den paa Sletterne, hvor der nu begyndte en haard Kamp.

Større Held havde Kongesønnen Haakon havt paa sin Kant. Han lagde, som det var ham foreskrevet, til inde ved Leret, og med saadan Fart, at alle Skuderne rendte op paa tørt Land; Mandskabet sprang strax ud, stillede sig i Fylking og angreb Sigurd Jonssøns Bagler, først med Skud, siden med Stik. Baglerne toge strax Flugten, førend man endog havde kunnet bruge Sverdet, og flygtede op nordenfor Byen. Nogle af Birkebeinerne forfulgte dem og dræbte saa mange de kunde naa; andre vendte lig efter Aftale mod Byen, og faldt dem, der stode paa Bryggerne, i Ryggen. Paa samme Tid saa man ogsaa Sigrflugan, Kong Sverres Banner, vaje paa Bryggen; da flygtede Baglerne og Bymændene, nogle op fra Byen, andre ind i Gaardene. Sverre stevnede nu op ad Langgaden, indtil han kom til Vejene, hvor Udsigten var fri; da saa han, hvorledes Kampen rasede ude paa Sletterne under Ekeberg. Han ilede da over Elven ovenfor Byen, ud efter Sletterne, faldt Baglerne i Ryggen, og dræbte de fleste af dem. Derpaa ransagede Birkebeinerne Byen, brøde op de Huse, hvor Baglerne havde gjemt sig, og dræbte mange af dem. Mange af Baglerne søgte da at komme bort, men Birkebeinerne deelte sig i flere Hobe for at afskære dem Flugten, deels paa Sletterne, deels oppe paa Martestokke[10], derved anrettedes ogsaa et stort Mandfald, imidlertid undkom dog alle Høvdingerne og en ikke ubetydelig Deel af Hovedhæren. Dette, saavel som Ledingsfolkets Ustyrlighed gjorde, at Sverre ikke vovede fuldstændigt at forfølge sin Sejr. Han lod alt sit Mandskab blæse sammen op paa Martestokke, og talte der saaledes: „Gud være takket, at Christus lige saa lidet nu, som før, bar slaaet Haanden af os Birkebeiner, men ladet os sejre; jeg tvivler paa at Nikolas Ræv bar rømmet bort med uræd Hjerte. Dog vil jeg sige eder, at jeg atter vil lægge ud til Hovedøen med Skibene, for at vi ej skulle være udsatte for noget Overfald, om nogen af dem skulde vove lig tilbage til Byen i Nat, naar de formode at mange af os have lagt sig fore her i Drik og Uagtsomhed.“ Denne Besaling maatte adlydes, og saaledes vendte alle tilbage til Skibene. Men Borgerne og Kjøbmændene maatte haardt bøde for at de havde kæmpet mod Kongen, thi alt det Gods, som fandtes der, blev dem frataget. Birkebeinerne toge ligeledes alle de Langskibe, som laa der, og brændte de fleste, undtagen Bokaskreppen, Biskop Nikolas’s eget Skib, og Guldsuden[11], som Hide, Sverres Halvbroder, havde ladet bygge, men som altsaa ved en tidligere Lejlighed maa være falden i Fiendernes Vold. Nu fik han selv Bokaskreppen at styre, men det Skib, han hidtil havde havt, Vidsjaaen, blev brændt, sandsynligviis fordi det nu var gammelt og udslidt, dog bleve først Søm og Sejl bjergede, der efter Reglerne for Byttets Deling Redskaben hørte Bønderne til[12]. De Regler for Byttets Skifte, som Birkebeinerne havde vedtaget at følge, vare nemlig disse[13]. Først skulde der blæses til Huusthing paa et dertil belejligt Sted. Derpaa skulde Merkesmanden plante Kongens Merke i Midten, og lade Vebaand eller Skranker indrette i en passende Afstand rundt omkring. Da skulde Krigerne, een for een, bringe det Bytte, han havde taget, til Merkesstangen, idet han aflagde Ed paa at han intet havde gjemt til Side. Naar Byttet var bragt til Stangen, skulde tolv af Kongen opnævnte Mænd dele det, først i to, siden i fire, og derpaa i mindre Dele[14]. Derpaa skulde Styremændene og de Hirdstjorer, Kongen beskikkede dertil, ligeledes dele Mandskabet, først i to, siden i fire Dele; af disse Fjerdedele valgte da i den Orden, Lodkastning bestemte, hver sin Fjerdepart af Byttet, men i hver Fjerdedeel skiftedes det derpaa i de mindre Dele og i disse efter Folketallet. Dog var herved at merke, at hvis der blandt Byttet var Skibe eller andre Krigssagn; der før havde tilhørt Kongen, og nu kun tilbageerobredes, skulde de nu ogsaa strax uden Deling blive Kongens Ejendom, og af disse Sager kunde Mandskabet alene gjøre Fordring paa hvad Kongen ej forhen havde besiddet, dog saaledes at Kongen først og fremst havde Ret til at indløse det; ligeledes skulde andre Klenodier og Kostbarheder, om nogen vilde sælge dem, først tilbydes Kongen og overlades ham, hvis han vilde kjøbe dem for fuld Værdi. Det var ogsaa vedtaget, ærligt og redeligt at give Kirken fuld Tiende af Byttet, uden at skjule noget. Fremdeles gjaldt den Regel, at hvis Omstændighederne fordrede, at en Afdeling maatte holde Vagt vel Skibene eller Lejren, medens en anden kæmpede og vandt Mine, skulde dog det vundne Bytte deles mellem dem alle, som om begge Afdelinger havde været med i Striden. Ved nærværende Lejlighed lod Kongen Merkesstangen rejse til Bytteskifte paa en Slette syd paa Hovedøen. Her blev der blæst til Huusthings, og han holdt en Tale til Krigsfolkene. Da Byttet blev bragt til Stangen og Mandskabet deelt, viste det sig at Antallet paa dem, der vare blevne tilovers fra Slaget, udgjorde mellem 4800 og 6000 Mand[15]. Medens man var beskjeftiget hermed, kom der en Prest med et Brev fra Biskop Nikolas, hvori denne tilbød Kongen Forlig. Kongen svarede: „det har han gjort for, men kun holdt lidet af hvad han lovede, jeg veed derfor heller ikke, hvorledes det vilde gaa med dette Forlig; men kommer han selv, kunde jeg nok unde ham Grid, og sig ham kun, at jeg bar meget andet at søge Berømmelse ved end at dræbe ham, naar han viser mig den Tillid at komme: han faar gjøre som han synes.“ Derpaa henvendte Kongen sig til sine Tropper og Ledingsfolkene, og bød som Indløsningssum for de erobrede Skibe med Redskab, for saavidt de ej vare opbrændte. 15 Merker Guld (120 Merker Sølv)[16]. Men Folkene meente, at dette ikke engang var Trediedelen af hvad de vare værd, og mange, hvoriblandt Sigvalde Karl, Sigurd af Modastad og Eivind Ragnvaldssøn, begyndte allerede at dele Tougverk og Sejl, for at skifte dem i fire Parter, som det øvrige Bytte. Da Sverre fik dette at vide, greb han forbitret en Pisk, sprang i Land, og gav sig til at banke de gjenstridige; de fleste kastede, hvad de havde, og løb af Vejen, da de saa, at Kongen var vred, men Sigvalde blev staaende, og fik to Rap over Skuldrene, uden dog at gjøre nogen Modstand. Da holdt Kongen inde og sagde at de handlede ilde i at bryde hans Befaling, da han selv behøvede alle til Landværn og Krigen hørende Sager. Han fik sin Vilje frem, og lagde den Betaling, han fandt passende, i Stedet. Tirsdagen den 29de Juli blev der da blæst til Skifte, der kastedes Lod om Fjerdingerne, og disse deeltes da igjen hver i tolv Dele, o. s. v. Byttet var saa stort, at der paa hver enkelt ikke kom mindre end to Merker vejet Sølv[17].

  1. Talstørrelsen angives forskjelligt; de fleste Haandskrifter have „60 Hundreder“ (7200); Eirspenill derimod „paa det femte Ti Hundreder“ (henved 6000)
  2. Man skulde heraf formode, at Gunnhild har haft sine fleste Slægtninger paa Bergenskanten.
  3. Se ovf. S. 21–23. Magnus Henrikssøn havde dræbt Sverres egen Svigerfader, Kong Erik Erikssøn i Sverige, og ansaaes ligeledes for at have været deelagtig i dennes Forgjænger Sverke Kolssøns Drab, s. o. II. S. 907.
  4. Det Ord, Sverre saavel her som nedenfor bruger, er skaufhali, en af de mange Benævnelser paa Ræven, sammensat af skauf, egentlig et Korn-Neg (engelsk sheaf) en Kvast, siden „tyk, busket Svands“, og „hali“.
  5. Dagen angives saaledes: „Jakobs messudags aftan“. Dette Udtryk er noget tvivlsomt, da det maaskee ogsaa kunde betyde „Aftenen før Jakobsmesse“. Men da der staar „messudags aftan“, ikke messu aftan, er det dog vel rettest at forklare Udtrykket saaledes som det ovenfor er skeet, især da Tiden, paa hvilken Flaaden tilbagelagde Vejen fra Bergen til Oslo, ligefuldt bliver kort nok; Sverre kom nemlig ikke afsted førend Margretemesse (20de Sum, laa enda mindst en Dag stille ved Bakken (i Grøningesund), og ankom dog senest den 25de Juli til Hovedøen. Dette er ikke mere end 4 eller 5 Dage. Paa denne Maade forklares det ogsaa lettest, hvorfor Delingen af Byttet ikke sandt Sted førend den paafølgende Tirsdag (d. 29de), thi naar Slaget stod den 26de (Løverdag), kunde man ej begynde paa at samle Byttet førend Mandag (den 28de), og Delingen skede da Dagen efter.
  6. Dette er Geitabrú eller Gedebroen over Oslo-Elven. Om Beliggenheden af Oslos Hoveddele se for øvrigt ovenfor II. 718, 906.
  7. Her ere Flatøbogen, Eirspenill og Skaalholtsbogen fulgte. Hovedkodex af Sverres Saga angiver, som sædvanlig, Lokaliteterne aldeles forvirret.
  8. Det faldt af sig selv, at Birkebeinerne, som understøttende Sverre og holdende Samkvem med ham, ligeledes vare bansatte.
  9. Bukler, búklari, et Slags mindre Skjold, paa fransk bouclier, i Middelalderens Latin boclerus, bocalarium, bouclarius, bouquelerius, bloquerius; Ordet kommer egentlig af bucca, buccula, der ogsaa brugtes til at betegne Bulen paa et Skjold.
  10. Dette Sted er, som man af Oslo Bylov kan see, det nu saakaldte Galgeberg. Allerede Peder Claussøn, der maatte vide temmelig nøje Besked om det gamle Oslo, kalder det (S. 686) Galgeberget.
  11. Saaledes Flatøbogen. To andre Haandskrifter have „Gørsuden“.
  12. Det vil vel her sige, at da Hide i Stedet for at brænde Bokaskreppen, hvortil man havde Ret, beholdt denne, traadte Vidsjaaen i dens Sted som Bytte, og som en Følge deraf blev Tougverket m. m. Krigsfolkenes Ejendom. Guldsuden derimod kom, som tilbageerobret, ikke i Betragtning.
  13. Hirdskraa, Cap. 38. Her nævnes udtrykkeligt „Birkebeinernes gamle Løfte“ om Tiende, saa at man kan see, at Artiklen uforandret maa være bibeholdt fra Sverres Tider. Den passer ogsaa ganske med den paafølgende Beskrivelse af Delingen paa Hovedøen.
  14. Der staar i Hirdskraa kun at Fjerdingerne igjen skulde deles i Halvdele, men af Beskrivelsen over Delingen paa Hovedøen kan man tydeligt see, at denne Deling af Fjerdingerne rettede sig efter Hærens Størrelse; var den kun lidet talrig, behøvede man ej, fem i nærværende Tilfælde, at dele hver Fjerding i Tylfter. Men man seer, at først og fremst skulde der kastes Lod om Fjerdingerne. Udgjorde da hver Fjerdepart af Hæren et alt for stort Antal til strax at kunne skifte personviis, deelte man den igjen, og gik frem efter de samme Regler som før.
  15. Der staar: „paa femte Ti Hundreder“, altsaa over 4 Hundrede (4800) og under fem (6000).
  16. Denne Sum udgjør, efter de foregaaende Beregninger, en Sølvværdi af omtrent 1000 Spdlr. men i Følge de daværende Varepriser repræsenterer den mindst det Tidobbelte (10000 Spdlr).
  17. Sverres Saga Cap. 134–136. Ogsaa Roger Hoveden, (Savile S. 772) omtaler denne Sejr: „Samme Aar (1197) leverede Biskop Nikolas i Viken Sverre Birkebein et Slag, men blev jagen paa Flugten af ham, med Tabet af næsten alle sine Folk“.