Det norske Folks Historie/4/54
Da Sverre, der paa denne Tid synes at have opholdt sig i Bergen[1], fik Efterretning herom, udbød han Leding og ilede til Viken; han havde allerede, som man af hans Samtale med Reidar erfarer, merket Uraad, og holdt vel derfor omhyggeligt Øje med, hvad Nikolas og de øvrige, han havde Grund til at mistænke, toge sig til. Der fortælles dog intet om hans eller Baglernes Ferd, førend ud paa Høsten da han laa i Sæmsfjorden indenfor Havsteenssund, med 20 eller 30 Skibe, hvoraf de fleste vare Smaaskuder, medens Baglerne, som han fik høre, vare komne til Saltøsund ved Kosterfjorden, et Par Miile nordligere. Strax drog han imod dem, og udspejdede selv med en af sine Høvdinger, Nikolas af Vestnes, deres Stilling og Styrke; denne var betydelig, thi de havde ikke færre end fem Langskibe og 120 Smaaskibe, altsaa efter den aller mindste Beregning henved 5000 Mand. Det var saaledes ikke at tænke paa at levere dem et ordentligt Slag, og det eneste, man kunde gjøre, var at drille dem ved enkelte Overfald og Smaafegtninger. Sverre befalede derfor Nikolas af Vestnes og sin Søn Sigurd Lavard at lægge sig med Skibene ved Gaarden Sonaberg (sandsynligviis etsteds paa eller ved Tjernø), og passe sit Snit, om de kunde gjøre Baglerne nogen Fortræd; selv roede han ud til Havsteen (Havsteensberget), hvor Baglerne havde sat en Vagtpost. Denne jagede han bort, forfulgte den et Stykke, og roede derpaa ind til sine Folk. Baglerne havde begivet sig i Land paa et Sted, der siden kaldtes Mugevalle, og sandsynligviis er at søge paa Vestsiden af Tjernø, ved Saltøsund; deres Skibe havde de draget op paa Stranden. Sverre lagde sig udenfor, og vexlede en Tidlang Skud med dem, men uden synderligt Folketab paa nogen af Siderne, da han ej vovede at lægge sig lige ind til Stranden, af Frygt for Baglernes store Overmagt. Han bad endog udtrykkeligt sine Mænd at tage sig i Vare, at Baglerne ikke skulde hage sig fast i Skibene, og drage dem til sig. Hans eget Skib var imidlertid det, som laa nærmest Stranden. Da Sverre omsider saa, at der intet kom ud af denne Skudvexling, lod han sine Fartøjer lægge ud af Skudvidde, over til den anden Side af Sundet, ved Øen[2]. Paa et Bjerg lige for de fiendtlige Skibe, lod han rejse en Valslynge, og om Aftenen, da den var færdig, slyngede Birkebeinerne en Deel Stene med denne ned paa Baglernes Skibe, som derved lede megen Skade. Da det blev mørkt, saa at man ikke længer kunde see, satte Sverre sin Søn Sigurd Lavard og Eilif raude, der tilsammen førte Befalingen over et Skib, til Vagt ved Valslyngen med hele deres Skibsmandskab, der udgjorde 80 Mand. Han bad dem indstændigt passe godt paa, at Baglerne ikke kom over dem om Natten. Derpaa vendte han tilbage til Skibene. Det var overmaade koldt, og Besætningen ved Valslyngen gik derfor frem og tilbage, for at varme sig paa Fødderne, andre lagde sig sammen i en Klynge under Valslyngen. Men om Natten, da det var aldeles belgmørkt, gik 120 Mand af Baglernes Skarer, fuldt bevæbnede og brynjede, langsad et smalt Reb, der nu ved Fjæretid ragede op over Vandskorpen, i al Stilhed op paa Øen, uden at Birkebeinerne merkede det mindste til dem, førend de, der laa under Valslyngen, følte deres Spyd. Da sprang de op. Eilif Raude raabte: „lad os jage dem bort, de have kun en Haandfuld Folk“. Men kun faa satte sig til Modværge med ham, og de fleste af disse faldt. Sigurd Lavard derimod lod sig glide ned ad en Klev, og de fleste fulgte hans Exempel; de flygtede, alt hvad de kunde, hen til Skibene, forfulgte af Baglerne, der i alt nedlagde 20 af Birkebeinerne, og sikkert havde dræbt mange flere, hvis Mørket ej havde hindret dem fra at kjende Ven fra Fiende. Men Valslyngen brøde de ned. Da man paa Skibene merkede at der var galt paa Ferde, blev der blæst Allarm, og den første, der kom i Land, var Nikolas af Vestnes. Da trak Baglerne sig tilbage. Kong Sverre blev meget ærgerlig over dette, og gav sin Søn Sigurd en skarp Irettesættelse. Han sagde, fortæller Sagaen, som sandt var: „anderledes holdt jeg Vagt, da jeg kæmpede om Riget med Kong Magnus: tvi vorde den Kongesøn, der passer saa daarligt sit Hverv, som dit; pak dig i Land, og kom ikke for mine Øjne førend det bliver lyst.“ Da gik flere op i Land og vaagede indtil det blev Dag.
Begge Flaader bleve i flere Dage liggende her mellem disse Øer, uden at det kom til nogen yderligere Kamp mellem dem. Derimod beretter Sagaen om en karakteristisk Ordvexling, der fandt Sted mellem Kongen og Biskoppen. En Dag, da Sverre roede om paa en Skude og kom temmelig nær under Landet, gik Baglerne frem paa et Bjerg, og raabte til dem. Sigurd Jarlssøn sagde: „er Sverre, der gav mig Mad[3], paa denne Skude? Ljot Haraldssøn (den samme, der for tolv Aar siden var med at drage Kong Magnus’s Lig op af Vandet) svarede: „ja han er her, og sandt er det, at han ej har givet nogen værre Mand Mad end dig, det viser du nu.“ Da sagde Biskop Nikolas: „hvorfor gaar du ikke i Land, Sverre, vil du ikke slaaes nu, Gudsfornegter? ellers plejer dog intet i Livet at behage dig saa meget som at rane og herje. Jeg skal bie paa dig her; her er mit Haandliin (han holdt Skjoldet i Vejret); nu bærer jeg den Mitra og Stav[4], som jeg efter Pavens Bud skal føre imod dig; det er Staal-Hue og Sverd; disse samme Vaaben skal jeg bære indtil du er dræbt eller jaget fra dette Rige“. (Det maatte klinge underligt at høre ham her paaberaabe sig Pavens Bud, efter at Pave Clemens syv Aar i Forvejen udtrykkeligt havde forbudt alle Gejstlige i hele Norge at bære Vaaben eller gaa i Krigstog!) Birkebeinerne afbrøde idelig hans Tale. Nogle sagde: „det vilde ikke være farligt at gaa i Land, hvis vi der kun forefandt dig, Nidingen! disse Vaaben skal du bære frem paa Dommens Dag!“ Andre sagde: „du er en daarlig Karl til at bære Vaaben, det har du for viist.“ Kongen tyssede paa dem, og sagde at de ikke skulde mundhugges med ham. Biskoppen sagde: „I Birkebeiner bebrejde mig altid Frygtsomhed, men kom ene i Land, Sverre, saa skal jeg komme imod dig, og det vil da vise sig, hvo der formaar mest, enten St. Peter eller St. Hallvard, der hjelpe mig, eller den gotiske Hex[5], du tror paa.“ Da svarede Kong Sverre saa at hans Mænd hørte det: „hvis Nikolas og jeg slaaes, vilde man sige at det var ligesom naar to Tisper gav sig til at bides, da ingen af os har Ord for at besidde Mod.“ Derpaa lod Kongen sine Folk ro tilbage til Skibene.
Morgenen efter holdt Kongen Huusthing for at høre sine Mænds Mening om hvad der var at gjøre. Nikolas af Vestnes meente, at heller end at ligge stille og lide Mangel, burde man angribe Fienden, eller ogsaa drage bort og søge hen til Steder, hvor der var Levnetsmidler at faa. „Jeg skjønner nok“, sagde Kongen, „at du her udtaler Manges Ønske, og at Ledingsfolket længes hjem, men det veed jeg og, at saa slemt som de finde det at ligge her, smager det dem, der ligge indenfor i Sundet, ikke i mindste Maade bedre, og holde vi kun ud, ville de nok skilles ad. Men siden I nu helst ville bort, skal jeg dog føje eder heri“. Han gav da Befaling til at lægge bort, men lod dog først de Faldnes Lig begrave ved Kirken i Saltøsund (Tjernø Kirke): det var just paa en Søndag. Derpaa styrede han med hele Flaaden vest over Folden for gunstig Vind lige til Bergen, hvor han lod Ledingsmændene drage hver til sit; selv drog han videre, lige til Throndhjem, og tilbragte Vintren her (1196–1197). Baglerne droge derimod længer op i Viken, og lode tilstevne Borgarthing. Her blev den foregivne Inge Magnussøn tagen til Konge, og Baglerne underkastede sig nu hele Viken med Oplandene, hvor de overalt indsatte Sysselmænd. Det maa saaledes have været Sverre aldeles umuligt at forsvare denne Deel af Landet, sandsynligviis fordi hans Modstandere endnu der vare for talrige. Blandt dem, som paa Oplandene sloge sig til Baglernes Flok, var den forhen omtalte Lendermand Hallvard paa Saastad (se ovenfor S. 74), en Kolbein Strinev, og mange andre. Biskop Nikolas tilbragte Vintren deels i Oslo ved sin Biskopsstol, deels i Danmark. Han tilligemed Sigurd Jarlssøn fik om Vintren vide, at Kong Sverre havde forvaret en heel Deel Penge i Sengen af Klosterkirken paa Hovedøen[6], og satte sig strax i Besiddelse deraf. Nikolas maa have været en af de første, der erfarede Biskop Thores pludselige Død (Febr. 1197). I Thores Sted valgtes, som man lettelig kan begribe under Nikolas’s og Baglernes Indflydelse[7], en vis Ivar skjaalge (den skeeløjede), om hvilken det siden heder at han altid var en stor Fiende af Kong Sverres Æt[8]. Han blev indviet kort efter, enten af Nikolas, eller af Erkebiskop Absalon[9]. I første Tilfælde er det ikke usandsynligt, at denne Indvielse skede om Vaaren, da Biskop Nikolas og Sigurd Jarlssøn selv begave sig til Oplandene. Her sendte de en Trop afsted paa et dristigt Strejftog heelt op over Fjeldet til Nordfjord, for at overfalde Sverres derværende Sysselmænd. Toget gik heldigt, Baglerne kom ned til Aalden, og fik dræbt tvende af Sysselmændene, Thord Dare og Einar lygra, med deres Folk; to andre Sysselmænd, Thore Kraak og Thorgils, frelste sig ved Flugten, og begave sig til Kongen. Derpaa vendte Baglertroppen igjen tilbage til Oplandene[10].
- ↑ I Sagaen, Cap. 120, heder det kun: da dette skede (da Sigurd Jarlssøn og flere havde slaaet sig til Flokken), var Sverre øster i Viken. Det skulde heraf synes, som om Sverre hele Sommeren havde været i Viken; men saaledes kan det dog ikke være, thi for det første seer man af Sagaens Ord, at Flokken rejstes om Sommeren, medens det ved Overfaldet paa Valslyngen allerede var Frost (altsaa seenhøstes), at der maa være gaaet en Tid hen, hvorom Sagaen intet nævner, mellem Oprejsen fra Danmark og Sammenstødet ved Saltøsund; for det andet erfarer man af det følgende, at de Ledingsfolk, Sverre havde med, hørte hjemme i Gulathingslagen, siden han ej gav dem Hjemlov, førend han kom til Bergen, og endelig synes det lidet rimeligt, at Nikolas og Reidar havde kunnet lokke saa mange Vikværinger ned til Danmark og faa Flokken stiftet, hvis Sverre havde selv været i Viken. Merkeligt er det ogsaa, at vi ved første Sammenstød mellem Sverre og Baglerne finde disse nordligere, end Sverre. Vel kunne de have taget Vejen udenskjærs til Kosterfjorden, men denne maatte dog ogsaa Sverre, hvis han kom fra Oslo, passere, førend han kom til Sæmsfjorden, og under alle Omstændigheder maatte man fra Højderne ved denne kunne have seet dem komme søndenfra.
- ↑ Denne Ø er sandsynligviis Saltø, lige overfor Tjernø, da Stedet, hvor Valslyngen rejstes maa have været lige overfor Baglernes paa Land opdragne Skibe; ligeledes maa det have været i Nærheden af Tjernø (nu urigtigt skrevet Kærnø) Kirke, siden de faldne Birkebeiner der bleve begravne.
- ↑ I Sagaen staar: Sverrir matgjafi minn.
- ↑ Ved „Haandliin“ (manuale, mantile, sudarium) forstaaes det lille Stykke hvidt Linned, som hænger ved Prestens venstre Haandled, naar han er i sin Ornat. „Mitra“ var Navnet paa den kløvede Biskopshue.
- ↑ Der staar gylfra hin gautska, hvilket ej vel kan forklares anderledes. En anden Læsemaade er kyfla hin gautska „den getiske Hættekappe“, men dette Ord giver her ingen Mening, thi en saadan Kappe kunde, om Kongen end bar den over sin Rustning, dog ikke kaldes en Gjenstand „at tro paa“ og nævnes lige over for St. Peter og St. Hallvard. Man har ellers forklaret Udtrykket „den gotiske Hex“ om Dronningen, fordi hun var svensk af Fødsel. Det er dog ubegribeligt, hvorledes man alene deraf har kunnet falde paa dette, da det dog var langt nærmere at tænke paa den Hex, hvilken Sverres Fiender beskyldte ham for at tage Hjelp af, som Villjam af Newbury saa omstændeligt fortæller (se ovenfor S. 177). Der staar just ikke hos Villjam, at hun var fra Gautland, men det ligger desuagtet i Nikolas’s blotte Ord, at det maa være den samme.
- ↑ I Ruinerne af Hovedøens Klosterkirke sees endnu flere Gjemmer i Veggen.
- ↑ Biskoppen og Kapitlet i Oslo paastode endog (maaskee aller først ved denne Lejlighed?) at have Stemme med ved Hamar-Biskoppens Valg, se nedenfor.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 3.
- ↑ Sverres Saga Cap. 132, 133. Hvad der her fortælles om Biskop Ivars Indvielse, bestyrker end mere, at Biskop Thore og Mag. Richard døde 1197, ikke 1196, thi det er ej rimeligt, at Biskopsstolen skulde have staaet ubesat et heelt klar, da vi see Oslo og Bergens Biskopsstole besatte samme Aar, de bleve ledige.
- ↑ Sverres Saga Cap. 133.