Det norske Folks Historie/4/53
Men paa samme Tid, som Sverre havde opnaaet en Magt der gjorde i hans Navn anseet og frygtet udenfor Landets snevre Grændser, lykkedes det de misfornøjede gejstlige og verdslige Aristokraters forenede Bestræbelser at bringe endnu et Oprør i Stand, der ej alene voxede Sverre selv saaledes over Hovedet, at han ikke oplevede Enden derpaa, men sønderrev Norge næsten i en heel Menneskealder ved Borgerkrige, blodigere og mere haardnakkede end nogen af de foregaaende. Hovedmanden for dette Oprør var Biskop Nikolas, mere i Egenskab af det gamle Aristokratis fornemste Medlem, end som Hierarch, thi man kan være vis paa, at om Sverres og Hierarchiets Interesser havde været fælles, vilde han ikke med saadan Iver have sluttet sig til Erkebiskop Erik og Kirkens Sag, som han nu gav sig Mine af. Men nu stode Sagerne saaledes, at han kunde lægge hele den gejstlige Magt i Vegtskaalen, for at styrke sit politiske Parti, og give Sagen et Udseende, som om man stred for Kirkens hellige Sag, medens det egentlig kun var det gamle Lendermands-Aristokrati og Selvraadighedens Tid, som man vilde have fornyet. Og Nikolas var desuden endnu for ny i sin gejstlige Værdighed, og havde for længe været en verdslig Høvding og Mand af Sverdet, til at han skulde have Taalmodighed til at vente paa Stridens Afgjørelse ved den gejstlige Domstol. Han havde allerede, hvad man efter det Foregaaende maa antage, haft Deel med i Øyeskeggernes Opstand, og hvilede ikke, førend han fik et lignende Oprør, men vældigere og varigere, tilvejebragt.
Lykken var ham her ogsaa særdeles gunstig, thi netop, som det var ham belejligst, spillede uforudseede Omstændigheder ham en næsten færdig Vaabenmagt i Hænderne. Den byzantinske Kejser Isaak Angelus var i April 1195 bleven stødt fra Tronen og blindet af sin Broder Alexius, der saavel for at holde sig paa Tronen mod de misfornøjede i Landet selv, som af Frygt for Kejser Henrik den 6tes Trusler og den tydske Korshær, der nu med det første var i Vente, søgte at skaffe sig saa mange paalidelige Tropper som muligt, og derfor ej alene strax ved sin Tronbestigelse tog en heel Deel tydske Lejetropper i sin Tjeneste[1], men sendte endog Mænd heelt op til de nordiske Riger, for her, i de tapre Væringers Fædrenehjem, at hverve flere Krigere til at forstærke deres Skarer. Han henvendte sig desangaaende til Kongerne selv, og valgte til Sendebud Mænd fra deres egne Riger, sandsynligviis Befalingsmænd i Væringekorpset. Til Kong Sverre sendte han saaledes den forhen omtalte Reidar fra Viken, der af denne Sendelse fik Tilnavnet „Sendemand“. Han havde, siges der, længe været borte fra Landet, og faret viden om; det er derfor ikke usandsynligt, hvad vi ovenfor antydede, at han maaskee har været i Følge med Ulf af Lauvnes paa Korstoget 1191[2]. Reidar medbragte en formelig Skrivelse med gylden Bulle, hvori Alexius anmodede Sverre om at sende ham 1200 gode Krigsmænd[3]. En lignende Skrivelse sendte han med en Mand ved Navn Peter ilske til Kong Knut i Danmark, og en tredie til Kong Knut i Sverige. Reidar, der maa være bleven afsendt umiddelbart efter Alexius’s Tronbestigelse, ankom til Norge om Sommeren, og henvendte sig strax til Kongen, der hørte venligt paa Anmodningen og lovede at han skulde tænke over Sagen. Reidar tilbragte hele Vin tren (1195–1196) hos Kongen, og talte oftere med ham om denne Sag. Men under dette Ophold har vel ogsaa Nikolas oftere faaet Anledning til at virke paa Reidar og aftale den Plan med ham, som siden aabenbarede sig. Om Høsten var det, som ovenfor nævnt, at Biskop Nikolas begav sig ned til Danmark og indgik Forlig og Forbund med Erkebiskopperne. Samme Høst traf det sig tillige saa belejligt for Sverres Fiender, at hans Svoger, Kong Knut i Sverige, døde[4], og efterfulgtes af Sverke Karlssøn, som hidtil havde nydt Understøttelse af sine Frænder i Danmark, saa at man altsaa skulde formode at det Venskab, hvori Sverre hidtil havde staaet med Sverige, nu vilde forandres til Fiendskab. Om Vaaren 1196 spurgte Reidar Sendemand atter Kongen om, hvad Besked han kunde faa paa sit Erende. Kongen svarede, at han ej troede Freden vilde blive langvarig i Landet, da han baade havde bort at de Danske skulde have i Sinde at sende ham Fiender paa Halsen, og der desuden i Landet selv var nok af dem, der ikke vare at lide paa, om en Oprørsflok skulde rejse sig; under saadanne Omstændigheder vilde han ikke sende sine Krigsfolk fra sig. Reidar spurgte da, om han havde noget imod at Bondesønner eller Kjøbmænd lode sig hverve til den græske Kejseres Tjeneste. Dette tillod Kongen, der saaledes neppe kan have næret nogen Mistanke til Reidar, og denne samlede nu flere Skarer sammen, med hvilke han om Sommeren rejste ned til Haløre, hvor der fremdeles var Marked og Kjøbstad[5]. Her indtraf ogsaa Biskop Nikolas med en heel Mængde Nordmænd, især Vikværinger, ligeledes Erkebiskop Erik fra Skaane. Nikolas og hans Venner havde med sig en Dreng, som de kaldte Inge, og udgave for en Søn af Magnus Erlingssøn, men som Birkebeinerne siden paastode var dansk, og egentlig hed Thrugils Tueskider. Det viste sig da, at hvilke end Reidar Sendemands Hensigter fra først af havde været, saa havde han dog nu ganske slaaet af Tankerne at sende Hjelpetropper til Constantinopel. De Skarer, han havde bragt sammen, forenede han med dem, som fulgte Biskop Nikolas, og de stiftede saaledes paa selve Markedspladsen en talrig Oprørsflok, der tog Drengen Inge til sin Konge (Sommeren 1196). Med denne Flok vendte de derpaa tilbage til Viken[6], hvor de forefandt Sigurd Jarlssøn, der strax slog sig til dem, saavel som mange andre anseede Mænd, af hvilke rimeligviis de fleste tidligere havde tilhørt Heklungernes, Kuvlungernes eller Varbelgernes Parti, det vil sige Aristokratpartiet eller Forfegterne af de statsretlige Forhold, der herskede under Magnus Erlingssøn[7]. Denne nye Flok kaldte man Baglerne eller Beglingerne, af bagall, d. e. Biskopsstav (baculus)[8], for dermed at betegne, at dens egentlige Stifter og Hovedanfører var Biskop Nikolas. Dette Navn tillagdes den sandsynligviis først af Birkebeinerne som et Spottenavn, men det er vist, at de ikke længe efter ogsaa selv benævnte sig saaledes. Næst Biskop Nikolas synes Reidar Sendemand og Sigurd Jarlssøn at have været dens fornemste Anførere[9].
- ↑ Otto de St. Blas. Cap. 43, jvfr. Nikolas Choniata.
- ↑ Se ovenfor S. 231. Ifølge de islandske Annaler kom en „Reidar Sendemand“ til Island 1175. Maaskee dette er den samme.
- ↑ Skrivelsen kaldes, heder det i Sverres Saga, „Guldbulle-Skraa;“ sandsynligviis har det været benævnt saaledes af dem, der bestyrede det kongeligt Arkiv, i hvilket den efter al Rimelighed maa have været et Pragtskykke. For øvrigt er det tvivlsomt, om det kun var 90, eller 1200 Mand, Kejser Alexius anholdt om. Sagaens Text udtrykker nemlig Tallet med Romertal og X C kan baade betyde 90, og ti (store) Hundreder. Det synes imidlertid ikke rimeligt, at Alexius ej skulde have forlangt flere end 90 Mand, ligesom det af de følgende Udtryk synes at maatte sluttes, at Reidar selv bragte mange flere end 90 Mand paa Benene.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 127. De islandske Annaler.
- ↑ Om Haløre er der ovenfor talt (I. 1. S 493, I. 2. S. 35). Det antages, som det her er nævnt, sædvanligviis for at være Helsingør, skjønt dette visselig ikke er hævet over enhver Tvivl. Det besynderligste er, at „Haløre“ ikke omtales i danske Skrifter.
- ↑ Af Sagaens Ord „til þeirrar ferðar réðsk ok Eirikr erkibyskup“ skulde det synes, som om ogsaa Erkebiskoppen fulgte med til Norge, hvilket dog i Betragtning af hans Blindhed og Alderdom er lidet troligt, ligesom vi og i det mindste i Erkebiskop Absalons Testamente af 1201 finde ham omtalt som landflygtig. Er han fulgt med, da har han dog vist ikke begivet sig længer op end til Kongehelle, og har snart igjen vendt tilbage til Danmark.
- ↑ Man seer dog ikke nogen af Gidske-Folkene nævnte paa Baglernes Side, ligesom Gregorius Jonssøn, Hallkells Broder, og vist flere forhenværende Heklunger med ham, bleve Sverre tro.
- ↑ At Ordet „Bagler“ skulde, fordrejet i daglig Tale, være det samme som „Bagger“, det i Danmark forhen og endnu i Sverige saa brugelige Navn paa Nordmænd, hvilke flere have antaget, er saa meget mere urimeligt, som Haakon Haakonssøns Saga, der selv taler saa ofte om Baglerne, dog allerede ved 1272 (Cap. 288) nævner „Bagger“ som et allerede længe brugeligt Øgenavn, hvilket Byrge Jarl i hiint Aar forbød. Det vilde ogsaa være heel besynderligt, om hele Folket skulde have faaet Navn efter en enkelt Oprørsflok. „Bagger“ betyder enten „Vædre“, eller „Sække“, et Navn, Nordmændene sikkert fik ak Sviarne og Goterne fordi de i Almindelighed vare mere undersætsige og føre end disse.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 129.