Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/6

< Det norske Folks Historie | 4

Der fortælles ikke synderligt om, hvad der ellers foregik i Riget, saalænge Krigen og Fredsunderbandlingerne stode paa. Erkebiskop Eystein synes udelukkende at have været beskjeftiget med at ordne de nye kirkelige Forhold og omgive Erkestolen med den Glands, der tilkom den. Han har vistnok allerede da lagt Planen til at udvide og ombygge Domkirken, saaledes som det senere, tildeels efter hans Tid skede: for det første opførtes et Kapitelhuus, der nu efter Domkapitlernes Indretning var blevet nødvendigt[1], og indrettedes som et særegent Kapell; desforuden oprettedes, tildeels ved Overbygning, flere nye Kapeller ved Kirken selv, og deres Altere forsynedes med Relikvier, hvilke, som man maa formede, ved Eysteins egen Foranstaltning bleve tilvejebragte[2]. Som en Helligdom eller Relikvie, der anskaffedes kort efter Eysteins Tiltrædelse, omtales „Christi Blod,“ der skal være kommet fra Rom til Nidaros i Aaret 1163 eller 1166[3]. En saa sjelden Levning kan neppe have været tilvejebragt uden stor Bekostning og Anstrengelse, og Eystein, hvem den Opgave paalaa at ordne det Hele fra Grunden af og skaffe alt det nødvendige Apparat, har sikkert stadigt havt paalidelige Mænd udenlands i slige Erender. I det mindste finde vi lejlighedsviis i Aaret 1169 tvende Sendebud, Mester Godfrid og Mester Valter omtalte, som da opholdende sig i Frankrige, og da de anbefaledes til en fransk Biskop af den bekjendte Erkebiskop Thomas Becket i Canterbury, som den Gang ligeledes opholdt sig landflygtig i Frankrige[4], seer man tydeligt, hvad der ogsaa af sig selv er let at skjønne, at Eystein og Thomas maa have staaet i venskabelig Forbindelse med hinanden. Den myndige og frygtløse Thomas Verket maa just have været en Mand for Eystein at efterligne, og det var ikke besynderligt, om han havde valgt ham til sit Mønster. Thomas’s Drab, der betragtedes som Martyrdom, maa ogsaa have gjort megen Opsigt i Norge og paa Island, da det omtales i alle annalistiske Optegnelser. Det varede heller ikke forholdsviis længe efter Thomas Beckets Kanonisation (1176), førend en Oversættelse af hans legendariske Levnetsbeskrivelse eller den saakaldte Thomas Erkebiskeps Saga, var meget udbredt, saavel i Norge som paa Island[5] Blandt de Foranstaltninger, som Erkebiskop Eystein enten allerede havde faaet bragt i Stand omkring 1170, eller i det mindste forberedt, var Oprettelsen af et Konvent af regulære Chorbrødre efter Augustins Regel, der med en Prior som Forstander, hvad Klosterets indre Orden vedkom, var paa det nøjeste afhængigt af Domkapitlet af sekulære Chorbrødre, og stod med dem under Erkebiskoppens Overopsigt. Dertil skjenkede Eystein sin eller maaskee Domkirkens Ejendom Elgeseter, ved Nid-Elven, lige over for Domkirken, hvor der rejstes et betydeligt Kloster. Til Klosterets Kirke bestemte han den af Harald Haardraade opførte Mariekirke i Nidaros, hvilken han rimeligviis ønskede flyttet, fordi den laa Domkirken for nær. Den blev ogsaa virkelig tagen ned, og siden paany opført ved Elgeseter, men dette var dog, som man erfarer, endnu ikke skeet i 1176. Kirken befandtes saa sterkt opmuret, at man kun med Vanskelighed kunde faa Stenene fra hinanden. Med Kirken fulgte ogsaa Kong Harald Haardraades Lig, der i den laa begravet[6].

I Bergen blev, som man maa formode, den store, af Olaf Kyrre paabegyndte Christkirke, hvis Opførelse i lang Tid synes at være afbrudt, endelig fuldført strax før 1170, thi i dette Aar lod Biskop Paal St. Sunnivas Levninger, som det heder, med Glæde og herlige Jertegn, flytte derhen fra Sellø Kloster d. 31te August, og den 7de September opstille i et stort Skriin over Højalteret, hvor de siden hvilede til 1531, da Kirken blev nedbrudt[7]. Flytningen skyldes nærmest Biskop Paals Foranstaltninger, men da Erling og Kong Magnus havde deres meste Tilhold i Bergen, er det ej usandsynligt, at ogsaa de have bidraget meget dertil. Det anføres som et merkeligt Sammentræf, at Erkebiskop Thomas led sin Martyrdød samme Aar. Et Par Aar efter fik man og, som man troede, see Prøve paa St. Sunnivas undervirkende Kraft. Om Vintren 1172–73 blev nemlig Bergen hjemsøgt af en stor Ildebrand, der synes at have lagt den meste Deel af Byen i Aske. Men Ilden, siges der, standsedes i sin Gang, da St. Sunnivas Skriin blev baaret imod den[8].

Det er forhen nævnt[9], at der ogsaa ved Kastellkirken i Kongehelle paa Eysteins Tid og maaskee ved hans Medvirkning stiftedes et Augustiner-Konvent, der trods den store Afstand mellem Throndhjem og Viken blev lagt under Erkestolen i Nidaros. Naar dette Konvent – det saakaldte Kastelle Kloster – oprettedes, angives ikke i Oldskrifterne, men det omtales noget før 1184, som om det da allerede havde bestaaet i nogen Tid[10]. Da man nu finder, at det ogsaa stod i et vist Afhængighedsforhold til Augustinerklosteret paa Ebelholt i Sjæland[11], der var stiftet af den berømte St. Villjam, Biskop Absalons Ven, eller rettere i det Aar forflyttet derhen fra Æskilsø, hvor Villjam fra 1165 var Abbed, ligger den Slutning ikke saa fjernt, at Villjam ogsaa er Kastell. Klostrets egentlige Stifter, og at dets Oprettelse er at ansee som den første og eneste blivende Frugt af Vikens Afstaaelse til Danmark. Thi dermed er der vel gaaet til saaledes at Erling skakke, som Vikens verdslige Høvding, og Biskop Helge, Fredsmegleren, enten allerede under deres Ophold i Danmark eller senere, efter Fredsslutningen, paa Kong Valdemars eller Biskop Absalons Forlangende have afstaaet Kastellkirken i Kongehelle til en Afdeling Munke fra Æskilsø, eller, hvis det først skede efter 1176, fra Ebelholt, for ogsaa i Viken at oprette et Filialkloster, men at dette Kloster senere, da Forbindelsen mellem Viken og Danmark opløstes, blev lagt under Erkestolen i Nidaros, uden at dog derved dets aandelige Forbindelse med Ebelholt ophørte. Naar Kastelle Kloster indtraadte i hiint besynderlige Afhængigheds-Forhold til Nidaros Erkestol, nævnes ingensteds; først omkring 1300 beder det, at der tilkom Chorsbrødre i Nidaros i Forening med Erkebiskoppen at vælge Priorerne i Elgeseters og Kastelle Kloster, og at føre Tilsnit med deres Ejendomme[12]. For den Sags Skyld kan det altsaa gjerne’være at Overdragelsen ej fandt Sted førend i Løbet af det 13de Aarhundrede, da Borgerkrigene vare forbi, og Erkebiskopperne i Nidaros ikke længer søgte nogen Støtte hos danske Prælater[13]. Det bliver derfor højst tvivlsomt, om Erkebiskop Eystein har havt nogen Deel i Klosterets første Oprettelse, thi for saavidt nogen norsk Biskops Bistand dertil udfordredes, maatte der snarere være Tale om Biskoppen af Oslo, og hvis der allerede fra Erkebiskop Absalons og hans Ven Abbed Villjams Side var Spørgsmaal om at stille det under den norske Erkebiskops Varetægt, er der størst Sandsynlighed for at denne Erkebiskop var Erik, Eysteins Efterfølger, der, som vi i det følgende ville see, stod i det nøjeste Venskabsforhold med Absalon, og en Tidlang opholdt sig hos ham. Det eneste, man med Sikkerhed veed om dette Klosters Tilblivelsestid, er, at den maa falde mellem 1136, da Kastellkirken, med hvilken dengang intet Kloster var forbundet, plyndredes af Venderne, og Aarene nærmest for 1184, da Klosteret første Gang nævnes. Og for saa vidt det er stiftet ved Abbed Villjams Foranstaltning, hvilket, som vi have seet, næsten kan antages for afgjort, kan det ikke være ældre end Fredsslutningen 1170. Før Domkapitlernes Oprettelse kan der heller ikke godt være Tale om Augustinerklosteres Oprettelse i Norge. Men det 12te Aarhundredes 2den Halvdeel var i Norge netop Augustinerklosternes Tid. Da stiftedes, som vi have seet, foruden Elgeseter Kloster ogsaa Halsnø Kloster og Jons Kloster i Bergen, det første endog ved Erling skakkes Foranstaltning[14]. Saa meget mere maa man derfor ogsaa henføre Kastellklosterets Stiftelse til denne Periode, og navnligen antage at Erling Jarl heller ikke derved har været uvirksom.

Om Begivenhederne i Skatlandene paa denne Tid nævne vore Oldskrifter ikke synderligt. Paa Orknøerne herskede Jarlen Harald Maddadhssøn med stor Anseelse[15], og, som det lader, mere beskjeftiget med Skotlands, end med Norges Anliggender. Han stod fremdeles, som man seer, i et spændt Forhold til det skotske Hof: det er derfor ikke at undres over, at da Ragnvald Jarls Datter Ingegerds ældste Søn med Erik Slagbrelle[16], Harald, var voxet til, fandt denne Understøttelse hos Kong Villjam, den i 1164 afdøde Mælkolms Broder og Efterfølger, mod Jarlen. Harald Erikssøn, der til Forskjel fra Harald Maddadhssøn sædvanligviis kaldes Harald unge, begav sig først med sin Broder Magnus Mange til Kong Magnus i Norge, og anholdt hos ham om Jarlsnavn og Halvdelen af Orknøerne, saaledes som hans Morfader Ragnvald havde besiddet dem. Magnus skal ogsaa have føjet ham heri, skjønt det synes som om han derved maatte stode Harald Maddadhssøn for Hovedet, hvilken dog siden, uagtet han ellers ikke saa let tilgav Fornærmelser, viste sig som en ivrig Tilhænger af Erlings og Kong Magnus’s Parti. Men Beretningen om Harald unges Hændelser er meget forvirret[17], og hvad enten nu Magnus har gjort ham til Jarl eller ej, er det temmelig vist, at han ikke gav ham nogen Understøttelse, thi da Harald vendte tilbage vester over Havet – der siges ikke naar – anløb han kun Hjaltland, og begav sig derfra strax til Katanes og videre op i Skotland til Kong Villjam, der paa hans Anmodning forlenede ham med Halvdelen af Katanes: fra den Tid forsvinder han i en lang Tid fra Historien og kommer ikke frem igjen førend længe efter Kong Magnus’s Død. Han har saaledes rimeligviis i al den Tid holdt sig i sin Deel af Katanes, under idelige Fejder med Harald Maddadhssøn, der for Resten herskede uforstyrret paa Orknøerne selv. Af andre merkelige Begivenheder paa Øerne nævnes, foruden Svein Asleivssøns Tog til Irland og Undergang der, hvilket vi allerede ovenfor have berettet[18], kun om den alderstegne Biskop Villjams Død, 1168, altsaa efter at have været Biskop i henved 56 Aar. Han blev begraven i Domkirken i Kirkevaag, hvor hans Grav nys er gjenfunden[19]. Hans Efterfølger hed ogsaa Villjam, men man ved for Resten ikke mere om ham, end at han var Biskop i 20 Aar, og døde 1188[20]. Hans Efterfølger var igjen Skalden Bjarne, en Søn af Paal Jarls Datterdatters Datter Herbjørg, og den mægtige Kolbein Ruga, der paa en af sine Besiddelser, den lille Ø Vigr, lod opføre et Steen-Kastell, af hvilket der lige til vore Tider har været Levninger[21].

  1. ↑ Det er dette Kapitelhuus, som endnu staar, og i nyere Tider bar været fejlagtigt antaget for den af St. Olaf opførte Clemenskirke. Dets Bygningsstiil røber netop Perioden omkring 1160.
  2. ↑ Om disse Kapellers Indvielse og de i dem opbevarede Relikvier nævnes der i Indskrifter, indhugne paa Væggen, hvilke alle vise sig omtrent samtidige med hiin foran omtalte af 1161.
  3. ↑ De islandske Annaler ved dette Aar. Sturlunga Saga III. 1. (I. S. 114).
  4. ↑ Erkebiskop Thomas’s Breve, III. 15.
  5. ↑ Dette maa man slutte af de mange og gamle Afskrifter, der endnu findes af denne Saga.
  6. ↑ Alt dette sees af Morkinskinna fol. 20 og Ágrip, Cap. 36, hvor det heder: Kong Haralds Lig blev begravet ved Mariekirken, men nu ligger han ved Elgeseter, thi man fandt det passende at han fulgte den Kirke, han selv havde ladet gjøre, men som Erkebiskop Eystein lod flytte derhen under Reenlivsmændenes Varetægt, og gav dertil store Ejendomme, og forøgede meget Stiftelsens Gods med de Ejendomme, han selv havde skjenket dertil. Kirkens Flytning omtales ogsaa i Harald Haardraades Saga Cap. 55, Snorre Cap. 39. At Flytningen ej havde fundet Sted i 1176, sees deraf, at Thjodrek Munk, der skrev efter dette Aar, nævner Kirken som endnu staaende paa sit Sted. Hine Udtryk vidne ogsaa om, at Kirkens Flytning skede senere end Klosterets Stiftelse.
  7. ↑ Aaret angives til 1170 i Annalerne, i de Bartholinske Annaler (Langebek Scr. I. 341), og i Legenderne om St. Sunniva, aftrykte hos Langebek (IV, S. 14 og S. 20). Paa sidst nævnte Sted nævnes Biskop Paal, samt Opstillingsdagen; den egentlige Flytningsdag, 31te August, nævnes i forskjellige Kalendarier. Derimod nævner Sturlunga Saga S. 116 Aaret 1172, og en af Legenderne, der dog for Resten angiver Erkebiskop Thomas’s Passion til samme Aar, Kong Magnus’s 14de Regjerings-Aar. Men her maa man, med Langebek (S. 12) antage at „Regjerings-Aar“ er Skrivfejl for „Livs-Aar“. I Aaret 1170 var nemlig Magnus netop 14 Aar gammel, og saa seent som 1175 fandt dog ikke Flytningen Sted.
  8. ↑ Annalerne, samt Sturlunga Saga, l. c. Udtrykket „Bergen brandt“ vidner om at Ildebranden maa have været betydelig.
  9. ↑ II. S. 939.
  10. ↑ Se Brev fra Abbed Villjam til Prioren Laurentius og de øvrige Konventbrødre i Kongehelle (Langebek Scr. VI. 55, Liljegreen Dipl. I. 115), hvor der tales om Kongernes Fejde; disse Konger kunde neppe være andre end Magnus Erlingssøn og Sverre, og Brevet maa følgelig være skrevet før Magnus’s Fald 1184.
  11. ↑ Denne Afhængighed sluttes deels af det nys nævnte Brev, deels, og fornemmelig, af et Brev af 1403, hvor Konventet i Kastellklostret aflægger Edelholts Abbed Lydighedsløfte (Langebek Scr. VI. 176).
  12. ↑ Schønings Anhang til Domkirkens Beskrivelse 21. Langes Klosterhistorie S. 730.
  13. ↑ Det maatte vel nemlig betragtes som en Fornærmelse mod Abbeden i Edelholt og følgelig mod den danske Gejstlighed, hvis nogen norsk Erkebiskop, hiin Abbed uadspurgt, havde ladet sig Raadigheden over Klostret overdrage. Derfor kan neppe Erkebiskop Eystein, og end mindre hans Efterfølger Erik, Absalons specielle Ven, have indladt sig paa noget saadant. En anden Sag er, om Abbeden i Ebelholt selv har stillet Klostret under den norske Erkebiskops Beskyttelse, og da maa man, som det ovenfor i Texten er skeet, nærmest tænke paa Erkebiskop Erik. Eystein stod mere i Forbindelse med England og søgte sin Støtte der.
  14. ↑ Se ovenfor II. S. 939.
  15. ↑ Se ovenfor II. S. 948.
  16. ↑ S. o. II. 850. Om Erik Erikssøn Slagbrelle, gift med Ragnvald Jarls Datter Ingegerd, se ovenfor II. S. 943.
  17. ↑ Orkneyingasaga, S. 408, fortæller nemlig om Harald tinges Fejde med Harald Maddadhssøn og Fald, saa vel som om Kong Villjams Krig med Harald Jarl i den Anledning som om disse Begivenheder skulde have fundet Sted ganske kort Tid efter Kong Magnus Erlingssøns Fald; ja Haralds Ankomst fra Norge, med en vis Sigurd Murt, hvorom senere, henføres endog til Tiden før Kong Magnus’s Død. Men af den øjensynligen paalidelige Beretning, hos Roger Hoveden (S. 767) saa vel som de dermed stemmende Tidsangivelser hos Fordun og i den melrosiske Krønike, seer man at Harald unge ikke faldt førend 1198, og at de øvrige i Forbindelse dermed staaende Begivenheder, navnlig Harald unges Ankomst fra Norge med Sigurd Murt, ikke skede førend i 1196. Hoveden siger endog udtrykkelig, at det var Sverre, som da havde forlenet Harald med Halvdelen af Orknøerne. Ja endog de islandske Annaler henføre Harald unges Fald til 1198. Da man imidlertid af den Omstændighed, at Magnus Mange blev tilbage.hos Kong Magnus, og faldt med ham 1184, kan see, at det dog forholder sig rigtigt, hvad Orkneyingasaga beretter, nemlig at Harald unge, ledsaget af Magnus Mange, rejste til ham for at faa Jarleværdigheden over Orknøerne, maa han saaledes have gjort to Rejser til Norge, en under Magnus, omtrent ved 1174–75, en under Sverre, 1197, men Orkneyingasaga har aabenbart sammenblandet disse to Rejser, og gjort dem til een. Harald unge kan altsaa ved sin første Rejse til Norge ej have erhvervet mere end den tomme Jarletitel over Halvdelen af Øerne uden at faa denne Halvdeel i Besiddelse, og han maa ved sin Tilbagekomst til Skotland, hvor han, som man kan skjønne, har opholdt sig paa sine fædrene Godser i Sutherland eller Katanes, strax have tyet til K. Villjam, der forlenede ham med Halvdelen af sidst nævnte Jarldømme. Deraf kan man nu ogsaa forklare, hvad der ellers ikke oplyses hos Hoveden og Fordun, hvorledes Harald Maddadhssøn kom i Fejde med Kong Villjam: det synes nemlig for en stor Deel at have været, fordi Villjam tog sig af Harald unge, og understøttede ham i hans Strid med Harald den ældre om hiin Halvdeel af Katanes, paa hvilken denne, som man let kan forstaa, ikke godvillig vilde give Slip. Der staar ogsaa, hvor der handles om den første Fejde mellem Villjam og Harald, at „Kongen gav Harald unge Halvdelen af Katanes“, hvilket her enten, med ubestemt Tidsangivelse, betegner at Kongen allerede havde givet ham dette Len, eller, hvis det sigter til Aaret 1196, at han da, ved Forliget med Harald den ældre, ogsaa bekræftede Harald den yngre i hans Len. Alt dette vil tydeligere –fremgaa i det følgende, hvor disse Begivenheder fortælles. Men merkeligt er det, at Orkneyingasaga selv intet nævner derom, førend efter at have omtalt Biskop Villjam den yngres Død 1188.
  18. ↑ Se ovenfor II. 945, 955.
  19. ↑ Nemlig i den østlige Deel af Kirken, henimod Choret. I Graven laa en Blyplade, der nu opbevares i Museet i Kirkevaag, med Indskrift: hic requiescit Willelmus senex felicis memoriæ, primus episcopus: hvilket Indhold synes at vidne om at Maden ej er nedlagt strax ved hans Begravelse, men senere, maaskee ved Kirkens Udvidelse, da hans Grav rimeligviis maatte flyttes.
  20. ↑ Orkneyingasaga S. 406, jvfr. Annalerne.
  21. ↑ Det kaldtes af Indbyggerne castle of Coppi Row (d. e. Kolbein Ruga); men Kolbein er i Folkesagnet bleven en uhyre Jøtun.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/6&oldid=73544»