Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/7

< Det norske Folks Historie‎ | 4

Erling skakkes haarde Fremfærd mod Harald Gilles Efterkommere forfejlede, som Sagaen antyder, deres Hensigt. Thi de, der selv havde – man kunde sige – det Uheld at nedstamme fra en af Harald Gilles Sønner, maatte, om de end ellers ikke havde tænkt paa at vække nogen Opstand, for deres egen Sikkerheds Skyld føle sig opfordrede til at prøve deres Lykke som Kronprætendenter, og de, som gjorde Mine til, eller endog blot mistænktes for at holde med dem, kunde ej længer være sikre paa Livet i deres eget Fædreland. Paa denne Maade maatte der nødvendigviis efterhaanden danne sig Flokke af Mænd, der, som mistænkte for eller overbeviste om politiske Forbrydelser, vare fredløse i deres Fædreland, og deels maatte søge Tilflugt tilfjelds eller i Skovene, deels rømme over Grændsen, ved hvilken fornemmelig saadanne Flygtninger havde deres Tilhold. Saaledes opstod en Flok, der i Begyndelsen var daarlig og ubetydelig, og neppe engang tegnede sig til at blive saa farlig som Hettesveinernes, men som dog ej alene skulde voxe Erling Jarl over Hovedet, men, under en overordentlig Mands Ledelse, endog bevirke hvad man kunde kalde en fuldstændig Statsomvæltning, og give hele Norges indre Liv en forandret Skikkelse. Dette var Birkebeinernes Flok.

I Aaret 1174 fremstod en ung, endnu ikke ganske fuldvoxen, Mand, ved Navn Eystein, der sagdes at være en Søn af Kong Eystein Haraldssøn, et Udsagn som ogsaa synes at have havt sin Rigtighed, da der Ingensteds tales om at nogen gjorde Indvendinger derimod. Han var smuk af Udvortes, liden af Væxt, med et fagert, temmelig lidet Ansigt, hvorfor man sædvanligviis gav ham Tilnavnet „Meyla“, d. e. den lille Pige[1]. Til ham, heder det, samlede der sig mange dygtige Mænd, der klagede over at have mistet deres Fædre, Brødre eller nærmeste Frænder, eller at have lidt Tab paa deres Ejendomme, de fleste unge, mere tapre end forstandige. Det er at formode, at de fleste af dem hørte til Levningerne af Hettesveinernes Parti, saa meget mere som det udtrykkeligt siges at en stor Deel af dem vare Marker-Mænd, og siden Eystein just fremstod paa den Kant. Her er han vel derfor ogsaa bleven opfostret, eller i alle Fald betimelig hentet derhen af enkelte iblandt dem, der især tørstede efter Hevn over Erling, og derfor behøvede en Modkonge at opstille; thi det er ikke at formode, at han selv, saa ung som han var, skulde have vovet at optræde som Kronprætendent, uden at blive opfordret dertil af andre og mere erfarne Mænd, der satte Mod i ham, og lovede ham sikker Bistand. Eystein begav sig først, med en Deel af dem i sit Følge, til Jarlen Byrge Brosa i Gautland, hvis Hustru Brigida var Kong Harald Gilles Datter, og saaledes, hvis det forholdt sig rigtig med hvad han angav om sin Herkomst, hans Faders Syster. Paa Grund deraf bad han Jarlen om Hjelp, og saavel Byrge som Brigida, optoge hans Begjæring vel, tilsagde ham deres Understøttelse, og beholdt ham hos sig i nogen Tid. Altsaa have de begge enten virkelig antaget hans Foregivende rigtigt, eller givet sig Mine af antage det, for at skaffe Erling skakke Fiender, thi det er ej at undres over, om de nu vare fiendtligt sindede imod ham, da han aabenlyst havde gjort det til sin Opgave at ødelægge Harald Gilles hele Slægt. Maaskee endog Byrge Jarl selv, som gift med en norsk Kongedatter, nærede Tanker om at skaffe sig eller sin Æt den norske Krone, og derfor først og fremst fandt det nyttigt at svække Erling skakkes Magt, Han hørte til den mægtige og ærgjerrige Folkunge-Æt, der paa denne Tid begynder at spille en fremragende Rolle i Sverige, og snart i hele Norden[2]. Om han allerede paa denne Tid nærede Ønsker og Forhaabninger, der strakte sig langt videre end hans Byrd egentlig berettigede ham til, men som yngre Medlemmer af hans Slægt virkelig bragte til Udførelse, vilde ej være forunderligt. Ved Eysteins Afrejse medgav Byrge ham nogle Folk og Penge, og affandt sig, som der staar, vel med ham; baade han og hans Hustru gjentoge ved Afskeden deres gode Løfter. Eystein begav sig derfra med sit Følge tilbage til Norge, og opholdt sig for det første i Grændseskovene paa Marker, hvor endnu flere samlede sig til ham. Men da han og hans Mænd kun havde faa Penge, maatte de skaffe sig Ophold, som de bedst kunde, ved at røve og plyndre i Bygderne. De vare for faatallige til at de torde opholde sig længe paa eet Sted, men strejfede vidt og bredt omkring, idet de snart kom frem paa eet, snart paa et andet Sted. Derved bleve deres Klæder og Skotøj snart opslidte, saa at de bleve barfodede og maatte binde Næver om deres Fødder og Lægge. Derfor kaldte Bønderne dem spotviis Birkebeiner. Deres Strejftog gik mestendeels østen om Marker, derfra brøde de af og til ned i Viken. Lendermændene og Bønderne nede i Elvesyssel samlede Folk imod dem, og holdt flere Fegtninger med dem, hvorved snart Bønderne, snart Birkebeinerne vare de angribende, og flere Folk faldt paa begge Sider. Naar Birkebeinerne ikke traf den hele Bondehob for sig, bleve de sædvanligviis de sejrende, og Bønderne toge Flugten. Tre ordentlige, fylkede Slag skulle de have holdt, eg sejret i dem alle. Men paa Krokaskogen oppe i Saurbø, hvor Karl Jarl tidligere led sit Nederlag (1137) gik det ogsaa dem ilde. Bønderne fældte Broter for dem, og havde, som det synes, nær omringet dem, men de undslap dog ved en hurtig Flugt, og med Tabet af endeel Folk. Paa denne Maade tilbragte Birkebeinerne tvende Vintre og den mellemliggende Sommer (1174–1176) i Viken[3].

Sommeren derefter (1176) vovede de sig ud paa et længere Tog. De skaffede sig endeel lette Skibe og Skuder, og toge Vejen langs Kysten, først omkring i Viken, hvor de fik sig Folk og Penge, og siden, da det led ud paa Sommeren, nordefter til Throndhjem, udenskjærs og i saadan Hast, at der ej hørtes noget Nys om dem, førend de kom til Byen, ligesaa lidt som Erling Jarl og Kong Magnus, der vare i Bergen, erfarede noget om at de sejlede forbi. Birkebeinernes Skare var nu vel bevæbnet, og bestod foruden af Markermænd og Elvegrimer ogsaa af en heel Deel Mænd fra Thelemarken, der rimeligviis havde sluttet sig til dem paa deres Fart forbi Grønafylkes Kyster. I Nidaros opholdt sig som Gjaldkere[4], Lendermanden Nikolas Sigurdssøn, om hvilken der ovenfor er talt, tilligemed sin Svigersøn, Lendermanden Erik Arnessøn[5]. Mariemesse sidre (8 Septp.), da Nikolas og flere gik fra Ottesang[6], kom Erik hen til sin Svigerfader, og sagde at nogle Fiskere, som just vare komne til Byen, paastode at have seet en Mængde Sejl styre ind ad Fjorden: „det maa vist,“ sagde han, „være Birkebeinerne, og du gjør rettest i at lade blæse Allarm, og befale Bymændene at samle sig bevæbnede ude paa Øren.“ – „Du er alt for lettroende, Maag,“ svarede Nikolas, „naar du lytter til ethvert løst Snak, Fiskerne fare med; Birkebeinerne, tænker jeg, ere nu, som før, øster paa Marker, og tænke neppe paa at hjemsøge os Thrønder, men om I endelig vil, kunne vi jo sende en Skude ud for at undersøge Sagen, og siden holde Thing.“ Erik sendte Skuden afsted, og gik derpaa hjem. Da det ringede til Højmesse, gik Nikolas atter til Kirke. Erik kom igjen til ham og sagde: „Jeg tror vist, Maag, at Efterretningen er sand, thi her ere de Folk, jeg sendte ud: de have selv seet Sejlene, og antage bestemt, at der er Ufred paa Færde. Jeg raader til at vi ride ud af Byen og samle Folk fra Omegnen, thi her i Byen tykkes der mig at være Mangel paa Folk.“ – „Du er da ogsaa altfor ængstelig,“ svarede Nikolas, „først vil jeg høre Messe, saa kunne vi siden raadslaa om hvad vi skulle gjøre.“ Nikolas gik i Kirke. Da Messen var sungen, gik Erik til ham og sagde; „Nu ere Hestene sadlede; lad os nu ride bort, og ind i Heredet.“ – „Nej,“ sagde Nikolas, „jeg vil holde Thing med Bymændene ude paa Øren, og see hvor stor Styrke vi kunne opstille, men først vil jeg spise til Middag.“ Da gik Erik bort og hjem i sin Gaard, steg til Hest med sine Mænd og red ud af Byen. Nikolas gik til Bords, og satte kun en Vagt ude paa Øren. Han havde neppe endt sit Maaltid, førend der kom Bud, at Birkebeinerne roede op i Elven. Da lod han sine Mænd væbne sig og begav sig med dem op i det øvre Stokverk eller Loft, for der at forsvare sig. Dette var et meget slet betænkt Paafund, thi havde han søgt at forsvare Porten mod Birkebeinerne vilde han maaskee have kunnet holde dem tilbage, indtil Bymændene kunde komme ham til Undsætning. Nu derimod vidste han og hans Mænd ikke Ordet af, førend hele Gaardsrummet var opfyldt af Fiender. Birkebeinerne, der kom ganske uventet, havde taget Vejen deels op ad Gaderne, deels langs Bryggerne, og til Nikolas’s Gaard, som de nu ganske omringede. De raabte til ham og bøde ham Grid, men han vilde ingen modtage. Da gik de løs paa Loftet fra alle Kanter, nogle hug Hul i Taget og skøde ned. Nikolas og hans Mænd værgede sig mod Overmagten, saa godt de kunde, med Bueskud, Haandskud og Ovnstene. Han havde et rødt Skjold med forgyldte Nagler og Lister. Paa det skøde Birkebeinerne saaledes at Pilene stode i lige til Rørbaandene. „Nu sviger mit Skjold mig“, sagde Nikolas, og fik kort efter sit Banesaar. En stor Deel af hans Mænd faldt med ham. Hans Død blev almindeligt beklaget[7].

Birkebeinerne sammenkaldte nu Thing i Byen, og gave Indbyggerne Fred. Disse underkastede sig alle sammen, og Eystein fik Kongenavn paa Ørething. Han var, som man tydeligt kan see, slet ikke uvelkommen, og opholdt sig der nogen Tid, medens der strømmede Folk til ham saa vel fra Byen som fra Landet, og gik ham til Haande. Blandt disse vare de tre Sønner af Gudrun, Huusfruen paa Saltnes i Budviken, ved Navn Jon Kettling, Sigurd og Villjam[8]. Ud paa Høsten drog han længer ind i Thrøndelagen med sin Flok, der fremdeles tiltog. Blandt dem, der sluttede sig til ham, nævnes ogsaa en Thorfinn svarte af Snas[9], der kom med sin Søn Helge og en heel Trop Folk. Overhoved kan man sige, at hele Thrøndelagen erklærede sig for ham, og de bedste Bønders Sønner forenede sig med ham. Ved Vintrens Begyndelse kom han tilbage til Nidaros, og begav sig derfra til Orkedalen, for at drage syd over Fjeldet. Da han i Orkedalen lod sin Hær tælle, befandtes det, at den udgjorde næsten 20 Hundreder, d. e. 2400 Mand. Da de vare komne over Fjeldet ned i Gudbrandsdalen, fortsatte de Toget længer ned paa Oplandene, til Thoten, Hadeland og Ringerike, og lagde overalt Landet under sig, det vil sige fik Indbyggerne enten med Tvang eller med det Gode til at hylde Eystein som Norges Konge[10].

Da Erling Jarl og Magnus fik høre om Eysteins Ankomst til Throndhjem og Fremgang der, ilede Magnus, der nu var 20 Aar gammel og altsaa fuldkommen myndig, strax om Høsten med endeel Folk til Viken, og begav sig til Tunsberg, hvor han indtil videre tog sit Sæde, medens Erling med en betydelig Styrke blev tilbage i Bergen, for at være ved Haanden, om Birkebeinerne skulde lægge Tilbagevejen om Søkysten. Birkebeinerne fik paa Ringerike høre, at Magnus opholdt sig i Tunsberg, og stevnede strax ned til Viken, for at angribe ham. Sandsynligviis toge de den korteste Vej fra Ringerike, nemlig gjennem Modheim og Eker ned til de indre Egne af Vestfold. Dette var ved Juletider. Da Magnus, der holdt Julegjestebud i Tunsberg, fik Nys om deres nær forestaaende Ankomst, kaldte han strax sine Krigere sammen; ogsaa Orm Kongsbroder kom, rimeligviis fra Oslo, med sin Skare, foruden mange andre. Magnus, der vilde forekomme deres Angreb, drog dem imøde med Orm og sin hele Styrke, og da han kom op paa Ree, det samme Sted, hvor hans Fader, 14 Aar i Forvejen, havde fældet Sigurd Jarl, bragte hans Spejdere ham den Besked, at Birkebeinerne allerede vare paa næste Gaard[11]. Det maa have været i de første Dage af Januar 1777[12]. Vejret var overvættes koldt, og Sneen saa dyb, at man sank til Knæs, saasnart man gik udenfor den alfare Vej. Kongen og Orm lode derfor deres Mænd træde sig en haard og fast Plads tvers over Vejen strax nordenfor Tunet, udenfor Skidgarden, og opstillede der deres Fylking. Den indeholdt ikke fuldt 15 Hundreder (d. e. 1800 Mand). Birkebeinerne var deels paa Nabo-Gaarden, deels paa andre Gaarde i Nærheden. Da de hørte at den fiendtlige Hær var i Nærheden, stimlede de sammen og stillede sig i Fylking. Og som saa, at Kong Magnus havde færre Folk end de, besluttede de strax at angribe ham. De stevnede da fremad paa Age-Vejen, men da denne ikke var bred, kunde blot faa gaa jevnsides, og de, som kom udenfor Vejen, bleve næsten siddende fast. Eystein befandt sig med sin Skare i den fremmeste Deel af den lange Rad, som hans Hær dannede, og kom saaledes først hen til den fiendtlige Plads, hvor Fienden stod opstillet. Her blev han let overmandet, thi de bagerste kunde ikke komme de forreste til Hjelp; den ene faldt efter den anden, alt som de først kom frem paa Pladsen, Eysteins Merke blev nedhugget, og han selv dreven paa Flugt. Derved opstod Forvirring i hans Rækker, og tiltog end mere, da Magnus’s Mænd søgte haardt efter. Det var umuligt at oprette Orden igjen, enhver søgte kun at redde Livet, og Mandefaldet blev stort, thi Vejen var trang, og Magnus’s Mænd, der fulgte dem i Hælene, sparede ingen, som de kunde naa. Tilsidst opløste hele Hæren sig i vild Flugt, og adspredte sig til alle Kanter. Eystein var blandt de flygtende. Han løb ind i et Huus, bad for sit Liv, og besvor Bonden om at skjule ham, men denne vilde intet høre derom, og dræbte ham. Snart kom Magnus’s Mænd til, toge Liget og bragte det hen til Ramnes, hvor Magnus med sit Følge havde begivet sig hen efter Slaget. De bare det ind i den Stue, hvor Kongen var. Her havde man midt paa Stuegulvet gjort op en stor Ild; ved den sad Kongen og varmede sig. Foruden ham var Orm Kongsbroder og mange andre derinde, blandt dem endog nogle Birkebeiner, der vare saa haardt saarede, at de ikke kunde flygte. Kongen bød de Tilstedeværende at gaa hen og betragte Liget, for at overbevise sig om at det var det rette. Bagenfor Kongen, paa Pallen, sad en Birkebein, hvem Ingen lagde Merke til. Da han fik see sin Herres Lig og kjendte det, sprang han op, inden nogen vidste Ord deraf, greb sin Øxe, og hug over et Par Andres Skuldre efter Hovedet paa Kong Magnus, der just havde vendt sig fra Ilden. Heldigviis fik en Mand see Øxen hævet, og rev Kongen til Side, saa at Hugget kun rammede Skulderen, og Magnus slap med et svært Saar. Strax hævede Birkebeinen Øxen paany, og hug efter begge Skinnebenene paa Orm Kongsbroder, der laa paa Pallen. Da Orm saa det, kastede han Benene bag over Hovedet, hvorved Hugget rammede Pall-Stokken, og Øxen blev siddende fast. Men da stod ogsaa Spyd og Sverd saa tæt i Birkebeinen, at han neppe kunde falde, og man saa nu, at han havde slæbt Indvoldene efter sig over Gulvet. Hans Tapperhed og Troskab berømmedes af alle[13].

Kong Magnus’s Mænd forfulgte længe de flygtende og dræbte alle dem, de kunde naa. Blandt de faldne var ogsaa Thorfinn af Snas[14] og en Mængde andre Thrønder. I alt skulle 400 være faldne, og de øvrige have taget Flugten[15]. Disse vidste nu neppe, hvad de skulde gribe til, thi der var ikke mange raadsnilde eller krigskyndige Folk iblandt dem. De fleste vare saarede, alle pengeløse, og kun faa forsynede med Vaaben eller Klæder. Størstedelen af dem flygtede til Marker, hvor Flokken først havde samlet sig, og derfra over Grændsen til Gautland, i Haab om at faa nogen Hjelp hos Byrge Jarl. Andre, der havde hjemme i Thelemarken, begave sig derhen. Alle toge Flugten, da der kun var lidet Haab for dem om at beholde Livet, hvis de faldt i Kongens eller Jarlens Vold.

Magnus vendte tilbage til Tunsberg. Han vandt ved denne Sejr stor Anseelse, thi hidtil hed det, at Erling Jarl havde været hans Værn og Støtte; nu derimod, siden han paa egen Haand havde overvundet en talrigere Fiende med en mindre Hær, tyktes man at han bar Prisen, og at han var saameget større Kriger end Faderen, som han var yngre. Denne Herlighed varede dog kun kort. Thi nu fremtræder Sverre Sigurdssøn paa Skuepladsen[16].

  1. ↑ Nemlig af mey, Mø, Pige. Ordet meglet svarer ganske til det gotiske maviló.
  2. ↑ Byrge var Broder af Magnus Minneskjold, Fader til den bekjendte Byrge Jarl af Bjelbo, om hvilken længer nedenfor, Fader til Sveriges Konger Valdemar og Magnus, Farfader til Hertug Erik, hvis Søn Magnus baade var Sveriges og Norges Konge. Byrge Brosa og Magnus Minneskjold vare Sønner af Benedikt, med Tilnavn Snyfel, Søn af Høvdingen Folke den digre med den danske Kong Knut den helliges Datter Ingegerd, se Saxo, S. 592.
  3. ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 27, Snorre Cap. 36; Fagrskinna Cap. 278. Denne sidste, som her nærmest er fulgt, afviger i nogle Enkeltheder fra hiin. Navnlig er det den, som lader Bønderne fælde Broten for Birkebeinerne medens den større Kongesaga lader Birkebeinerne gjøre det.
  4. ↑ Der staar kun i Sagaen, at han havde alle Raad for Bymændene, men da man seer, at det er ham, hvem det paalaa at lade Borgerne sammenkalde ved Hornblæst, og holde Thing med dem, er der ingen Tvivl om at han var Gjaldkere.
  5. ↑ I Fagrskinna kaldes han Dagssøn.
  6. ↑ Kirken, hvor Nikolas hørte Ottesang, var rimeligviis Jonskirken, der laa nær ved hans Gaard. Om denne heder det i et Haandskrift af Snorres Verk, at den for ikke lang Tid siden tilhørte Thorgeir Kapellan.
  7. ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 30, 31, Snorre Cap. 39, 40, Fagrskinna Cap. 279, ogsaa Thjodrek Munk, hvis Verk ellers ikke gaar længer end til Sigurd Jorsalafarers Død, omtaler dog lejlighedsviis Nikolas’s Død Cap. 31, hvor han opregner enkelte af dem, der fulgte med Magnus Barfod paa Vesterhavstoget. Blandt disse nævner han ogsaa „Ulf Ranessøn, Broder til Sigurd, der var Fader til den Nikolas, hvem Eystein, hiin ulykkelige Fyrste, dræbte i Nidaros“ (Ulfr Rana frater Sivardi, patris Nicolai, quem Oustein infelix tyrannus occidit in Nidrosiensi metropoli). Ogsaa i disse Udtryk ligger der maaskee en Beklagelse over Nikolas’s Drab.
  8. ↑ Disse tre unge Mænd kaldes i Fagrskinna Saltnessveinerne. Sigurd forekommer ofte i Sverres Saga. Gudrun, deres Moder, maa have været en anseet Enke.
  9. ↑ Munthe, (se Anm. til Aalls Snorre II, S. 209) antager dette for Gaarden Snaasen i Verdalen; det kunde dog maaskee her betegne Bygden Snaasen i Sparbyggjafylke, ved Snaasenvandet.
  10. ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 22, Snorre Cap. 41, Fagrskinna Cap, 281.
  11. ↑ Da Ree kun er Egnens Navn, maa Gaarden, udenfor hvilken Magnus opstillede sin Hær, vistnok have været Ramnes, der nedenfor omtales som det Sted hvor han strax efter Slaget begav sig hen. Nabogaarden, hvor Birkebeinerne opholdt sig, var da vel Tufte, og Slaget har rimeligviis staaet mellem Ramnes Kirke og denne Gaard.
  12. ↑ Dagen angives ikke nøjagtigt. Man seer kun, at det var strax efter Julen, som vedvarede indtil Affaredagen, den 7de Januar; da nu ogsaa Annalerne henføre Slaget til 1177, maa det vel have foregaaet paa sidst nævnte Dag eller den næst følgende. 7de Januar 1177 var en Fredag.
  13. ↑ Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 32, Snorre Cap. 42, Fagrskinna Cap. 282.
  14. ↑ Thorfinns Søn Helge faldt ikke, thi han omtales ogsaa senere, i Sverres Saga.
  15. ↑ Roger Hoveden S. 600.
  16. ↑ Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 34, 35, Snorre Cap. 43, Fagrskinna Cap. 283. Dette Punkt i Norges Historie er merkeligt, fordi de ældre Kongesagaer, saa vel Hrokkinskinna og det (urigtigt) saakaldte Hryggjarstykke (der ej maa forvexles med Erik Oddssøns, se ovenfor II. S. 1040), som Snorre Sturlassøns Bearbejdelse, og Fagrskinna, ophøre her, nemlig med hvad der af et stort Parti ansaaes som Kongeættens fuldstændige Ophør i den mandlige Linje. Herefter bliver Sverres Saga, forfattet som et for sig selv bestaaende historisk Skrift, en Tidlang vor vigtigste Kilde.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/7&oldid=73548»