Det norske Folks Historie/4/8

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 50-58).

Kong Sigurd Mund havde, som det ovenfor er omtalt, ført et usædeligt og udsvævende Liv. Han var ikke gift, og de af hans Børn, som man ved hans Død eller i de nærmeste Aar derefter kjendte til, synes alle at have havt forskjellige Mødre. Han slægtede i dette Stykke sin Fader Harald Gille eller Farfaderen Magnus Barfod paa, og ligesom disse havde Børn, hvis Tilværelse først længe efter Faderens Død blev bekjendt, saaledes maatte man vente sig, at der i Tidens Løb ogsaa kunde fremstaa Sønner eller Døtre af Sigurd Mund, til hvilke man hidtil ej havde hørt det mindste, men som enten af Frygt for Efterstræbelser ej havde vovet at melde sig, eller ved særegne Omstændigheder i lang Tid havde været uvidende om deres sande Herkomst. Dette var Tilfældet med Sverre. Om hans Fødsel er der forskjellige Sagn. Den vidtløftige Bearbejdelse af hans Saga, der for en Deel maa antages affattet efter hans egne Angivelser, fortæller^[1] herom følgende: „Roe, Biskop i Færøerne, havde en Broder ved Navn Unas Kambare^[2]. Denne Unas fik en norsk Kone ved Navn Gunnhild paa den Tid, da Harald Gilles Sønner, Sigurd, Inge og Eystein, styrede Riget. Gunnhild fødte strax efter en Søn, der fik Navnet Sverre, og som hun sagde var Unas’s Søn. Unas og Gunnhild fik en Søn ved Navn Hide, og en Datter, der blev gift med Svine-Stephan; de havde ogsaa flere Døtre. Sverre var 5 Aar gammel da han rejste fra Norge og vester til Færøerne, og blev han der opfostret af Biskop Roe“. Sagnet er øjensynligt noget forvirret, thi medens det af de første Linjer skulde synes som om Sverre var fød paa Færøerne, heder det siden, at han kom til Færøerne, da han var fem Aar gammel, hvoraf man nærmest maatte slutte at han var fød i Norge, med mindre han først var bragt did fra Færøerne, og siden tilbage igjen til disse. Det siges ikke engang, om det var Unas og Gunnhild, eller Biskop Roe, eller fremmede Folk, der bragte ham derhen. En kortere Bearbejdelse af Sagaen^[3] fortæller de nærmere Omstændigheder ved hans Fødsel og Opdragelse saaledes: „Kong Sigurd havde en Søn med en Kvinde, der hed Gunnhild, og lod ham kalde Sverre. Dette skede kort førend han blev dræbt. Efter hans Død blev Gunnhild gift med en Mand ved Navn Unas Smed, en Broder af Biskoppen paa Færøerne. Sverre blev opfød i Norge indtil han var fem Aar gammel, og vidste ikke andet, end at Unas Smed var hans rette Fader. Men da Sverres Moder hørte, at Erling skakke og Kong Magnus tragtede efter at udrydde Kongeslægten i Norge, drog hun med sin Mand til Færøerne, hvor Sverre blev opfød og holdt i Skole hos Biskoppen.“ Ifølge denne Fremstilling skulde Sverre være født Norge, og for Moderens Giftermaal med Unas. Endelig er der endnu paa Færøerne opbevaret et Sagn om alt dette^[4], hvis Indhold i Korthed er følgende: „Kong Sigurd havde i nogle Aar en Pige ved Navn Gunnhild i sin Tjeneste som Maddeigje (Madlaverske), der altid fulgte ham paa hans Rejser mellem Throndhjem og Bergen. Hun var af anseet, skjønt ikke høj Byrd, sterk og rask, ikke smuk, men Kongen havde dog et godt Øje til hende. Ved Sigurds Hird var der en Vaabensmed fra Færøerne ved Navn Une. Han bejlede til Gunnhild, som i Førstningen gav ham Afslag, da han ikke var rig nok. Imidlertid søgte Kongen med Held at vinde hendes Gunst, og hun var allerede frugtsommelig, da der om Sommeren kom en pavelig Legat for at mægle mellem Kongerne. Da han fik høre, at Sigurd allerede havde een uegte Søn, og maaskee flere, bebrejdede han ham hans udsvævende Levnet og truede ham med Pavens Ban, hvis han ikke afstod derfra. Kongen beklagede sig for Gunnhild, og sagde at han nu, saa nødig han vilde, maatte lade sine Børn dræbe. Gunnhild blev meget bekymret og besluttede at flygte fra Landet, for at frelse det Barn, hun skulde føde. Ved at anstille sig syg slap hun fra at ledsage Hirden til Throndhjem, hvorhen Kongen begav sig, og med et Skib, der tilhørte hendes Broder, en Handelsmand, flygtede hun forklædt som en fattig og ringe Kvinde over til Færøerne, hvor hun tog Tjeneste som Budeigje paa Biskopsgaarden. Henimod Juul fødte hun i al Hemmelighed hos et Par gamle Folk, der boede i Nærheden, en Søn, som hun kaldte Sverre, og som hun for det første lod blive hos dem. Den følgende Vaar ankom et Skib, hvorpaa hendes forrige Bejler Une var ombord; hans Hensigt var at besøge sin Broder, Presten Roe, der var Kapellan hos den gamle, sengeliggende Biskop Matthias, maaskee og at efterspore Gunnhild. Af Frygt for at han maaskee kunde være sendt af Kongen for at dræbe Barnet, skjulte hun det i en Hule oppe i Fjeldet, der endnu kaldes Sverres Hule, og her besøgte hun det dagligt, for at give det Næring. Une, der opholdt sig hos sin Broder, og havde fortalt ham de vigtigste Nyheder, nemlig at Landet havde faaet sin egen Erkebiskop og Kongernes indbyrdes Avindsyge, gjenkjendte hende, uagtet hendes Forklædning, efter nogen Tids Forløb, og bejlede til hende paany, men hun gav ham fremdeles Afslag. Da lykkedes det ham at udspejde hendes Vandringer og opdage Barnet; paa det Vilkaar, at hun vilde egte ham, lovede han ikke at røbe hende, og hun rakte ham da sin Haand, idet de for Biskoppen og Roe udgave Sverre for deres Søn. Aaret efter rejste han med hende og Barnet til Norge, og forblev i sin Tjeneste hos Kongen, indtil denne fire Aar efter døde; da vendte han atter tilbage til Færøerne, hvor hans Broder kort efter blev Biskop. Hans Børn bleve opdragne tilsammen med Biskoppens.“ Dette Sagn, der ogsaa forsættes videre, og, som det strax nedenfor skal vises, beretter om Sverres Ungdomstid, stemmer i det Hele taget temmelig nøje med det først anførte. Det forklarer, hvorledes Sverre kan siges at være fød paa Færøerne, og dog, fem Aar gammel, drage fra Norge til disse; det stemmer ogsaa paa en merkelig Maade med den sikre Historie ved at omtale Legatens (Nikolas Brekspears) Ankomst til Norge, hans Misfornøjelse med Kongens Levnet, Kongernes indbyrdes Uenighed, og Erkestolens Oprettelse, foruden andre Omstændigheder, der nedenfor skulle omtales. Det knytter sig til enkelte Lokaliteter, der endnu paavises. Den Fejl, at Sigurd Munds Død sættes 5 Aar efter Erkestolens Oprettelse, altsaa til 1157 istedetfor 1155, er kun ubetydelig, og har ingen Indflydelse paa Fortællingens øvrige Gang. Derimod er Beretningen i den kortere Sagabearbejdelse aabenbart fejlagtig. Om Sverre end var fød samme Aar, Sigurd Mund faldt, (1155) saa var dog Magnus Erlingssøn endnu ikke Konge, da Sverre i saa Fald var 5 Aar gammel (1159,) lige saa lidt som Erling skakke eller han da endnu havde begyndt at forfølge Kongestammens Medlemmer. En Fejl ved begge Bearbejdelser er, at de omtale Roe som Biskop paa Færøerne, da Sverre blev fød: han blev ikke Biskop førend efter Matthias’s Død 1157, og indviedes først 1162^[5]. De i Sagaerne meddeelte Sagn fejle saaledes mere mod Tidsregningen, end det færøiske. Kommer nu hertil, at dette, netop ved sin Omstændelighed, sine Lokalhenviisninger, og sine Afvigelser fra Sagaerne viser sig uafhængigt af disse, og at de historiske Sagn paa Færøerne i Almindelighed udmerke sig ved den Troskab, hvormed Enkeltheder, som man andenstedsfra kjender, ere opbevarede uafhængigt af andre Beretninger, opstaar herved den største Formodning for, at Sagnet om Sverres Fødsel omtrent er fortalt saaledes, som det var i Omløb paa hans Tid, og er opbevaret med en Troskab, hvis Lige man andensteds sjelden finder, men som paa Færøerne kan forklares af Landets afsides Beliggenhed og Indbyggernes Fastholden ved gamle Minder. Enkelte romantiske Udsmykkelser, som ovenfor ere udeladte, f. Ex. at Barnet, da Unas fandt det, laa og legede med to Guldæbler, o. a. d., gjøre hverken fra eller til.

Efter dette Sagn skulde Sverres Fødselsaar altsaa være 1152, det samme, hvori Kardinal Nikolas besøgte Norge, og Erkestolen oprettedes. Det korteste, mindst paalidelige Sagasagn lader ham fødes kort før Sigurd Munds Fald (1155); efter den vidløftigere Sagabearbejdelse skulde han være fød allerede 1149, da det beder at han var 25 Aar ved sin Ankomst til Norge, hvilken ej kan sættes senere end 1174. Angivelserne have vel saaledes været forskjellige, og Talstørrelserne kunne desuden ved at afskrives fra Haandskrift til Haandskrift være blevne forvanskede. Det sikreste er derfor at antage 1152, der i det færøiske Saga saa tydeligt betegnes og med hvis politiske Begivenheder hans Fødsel sættes i saa nøje Forbindelse, for det rette Aar.

Ogsaa om Sverres Opvæxt og Opdragelse er der forskjellige Sagn. De stemme overeens deri, at Biskop Roe satte Sverre til Bogen, for at han med Tiden kunde blive Prest. Den vidløftigere Sagabearbejdelse fortæller, at Biskoppen ogsaa virkelig indviede ham til Prest, uden at der skede nogen Indsigelse fra Gunnhilds Side, og at hun ikke aabenbarede ham hans rette Herkomst, førend efter en Pilegrimsrejse, hun havde gjort til Rom: her, heder det, betroede hun den Prest, for hvem hun skriftede, at hendes Søn var Søn af en Konge, uden selv at vide det; Sagen kom for Paven, der befalede hende ved sin Hjemkomst at oplyse Sønnen derom, og hun opfyldte Befalingen. Den kortere Bearbejdelse har intet om Pilegrimsrejsen, men beretter, at da Biskoppen vilde indvie ham til Prest, begyndte Gunnhild at græde, og da Sverre spurgte, hvorfor hun græd over den Ære, der nu skulde vises ham, i Stedet for at glæde sig over den, sagde hun: „den er kun ringe mod den Ære, som med Rette tilkommer dig; du er Søn af Kong Sigurd i Norge, og ikke af den, du mener. Dette har jeg holdt hemmeligt, indtil du naaede Mandsalderen“. Da Sverre hørte dette, blev han urolig i Hu, betænkende deels den store Magt, Kong Magnus havde i Norge, saa at det ej var let at begynde noget imod ham, deels og den Anseelse og Magt, hans egne Forfædre havde havt. Han sagde derfor til sin Moder: dersom du siger sandt, kjære Moder, vil jeg aldeles ikke tage Presteværdighed i Færøerne for min Arveret til Norge“. Det færøiske Sagn stemmer paa del nærmeste dermed. Sverre, fortælles der, blev holdt i Skole hos Munkene i Kirkebø indtil han blev vidnesfør, d. e. 15 Aar gammel, og selv skulde tage en Bestemmelse om sin fremtidige Livsbane. Da var Une død, og Biskoppen raadede ham til at vælge Prestestanden, hvortil han var opdragen. Sverre samtykkede, blev kronraget, og viste sig saaledes for sin Moder med det Ord, at det vel glædede hende, med Tiden at kunne see ham som Prest, ja endog som Biskop. Men hun brast i Graad og sagde at han var fød til noget andet og højere, end at være Prest, thi hans sande Fader var Kong Sigurd, saa at han havde Ret til Norges Krone. Da blev Sverre opflammet af Ærgjerrighed, og udbrød: „Er jeg fød til en Krone, skal jeg ogsaa stræbe at faa den, hvad det end koster mig; Livet er mig ikke mere nogen Glæde uden den, og derfor vil jeg vove Livet for den. Biskoppen fandt denne Forhaabning dumdristig, og sagde at det lige saa lidet vilde lykkes for ham, som for hans Broder^[6], der var dræbt af Erling, som nu havde ladet sin Søn Magnus krone til Norges Konge. Men Sverre svarede: „fuldt vel raader Gud for Lykken, Mistrøst er Foragt for ham“. Biskoppen bebrejdede Gunnhild, at hun havde holdt dette saa længe hemmeligt, men hun svarede: „saa længe der levede een, der var Kronen nærmere end min Søn, vilde jeg ikke aabenbare det for ham, men nu seer jeg, at den, der ej er Kronen saa nær som han^[7], vover at stride mod Kong Magnus. Derfor maa min Søn vide sin Ret, og Gud raader da for, om han kan naa den!“

At Sverre opdroges til at blive Prest, er utvivlsomt saavel deraf at alle Sagn og øvrige Beretninger stemme overeens i dette Udsagn, som ogsaa af de Beviis, han selv ved flere Lejligheder gav paa, ej alene at besidde gejstlig Lærdom, men endog at have tilegnet sig den i højere Grad og med bedre Skjøn paa at anvende den, end der blandt den lavere Gejstlighed paa de Tider kan have været sædvanligt^[8]. Derimod er det neppe saa sikkert, at han blev indviet til Prest. Det siges vel i den første Sagaberetning, og hans Fiender behagede sig i at kalde ham „Sverre Prest,“ ligesom Gejstligheden siden for den pavelige Legat, der i 1194 var i Norge, anførte hans Presteværdighed som en af Hovedgrundene, hvorfor han ej maatte krones; endelig omtales det baade af Saxo^[9] og nogle engelske Forfattere^[10]. Men underligt nok er det, at Pave Innocentius III i de Buller, han siden udstedte mod ham, og hvori han overvælder ham med allehaande Bebrejdelser, dog ikke med Bestemthed siger at han havde været Prest, men kun ytrer at „man havde berettet ham“ at Sverre havde beklædt et gejstligt Embede, skjønt Prestevielsen vilde have været en af de klækkeligste Grunde, der kunde opstilles mod hans Berettigelse til Tronen. Og hvad Saxo og de fremmede Forfatteres Udsagn angaar, saa kan man næsten med fuldkommen Bestemthed paavise deres Udspring fra Sverres afsagte Fiender i Landet selv. Efter hvad der nedenfor omtales, skulde man snarere tro, at han havde modtaget Diakon-Indvielsen, ligesom Sigurd Slembedjakn, men ej den prestelige, hvortil han ikke engang havde den kanoniske Alder, som paa hiin Tid var 30 Aar^[11]. Forresten gjør det i sig selv ikke synderligt fra eller til, om han var indviet til Prest eller ej. Hovedsagen er, at han var bleven opdragen til den gejstlige Stand, og at hans Ærgjerrighed en Tidlang ikke havde højere Maal, end at kunne naa de højere gejstlige Værdigheder, men at han tillige ved denne Opdragelse, og de Kundskaber, han derved i fuldt Maal tilegnede sig, erhvervede sig et Indblik i Skyggesiderne ved den daværende Gejstligheds Liv, Stræben og Virken, som i hans Øjne betog den det meste af den Glorie, der ellers omstraalede den, og siden efter kom ham til Gode, da det gjaldt at bekjæmpe den Modstand, han fra Gejstlighedens Side maatte døje.

Sverres Liv i hans Ynglingsaar svarede heller ikke synderligt til hans gejstlige Opdragelse og Bestemmelse. Han var urolig og stridbar, og opførte sig i det Hele taget ej som det sømmer en Prest. Saaledes kom han i alvorlig Strid med Brynjulf, en Søn af Kalf Sendemand, der dengang var kongelig Sysselmand over Øerne. Sverre havde givet en Mand et Slag, og Brynjulf, der vilde hevne dette, kom med en heel Deel Folk for at angribe ham, saa at han maatte redde sig ved Flugten, og løbe ind i en Stue, hvor en Kone skjulte ham i en Ovn, satte en Helle for Aabningen og gjorde et Baal udenfor; hans Fiender, der kom ind i Stuen, ledte forgjæves efter ham^[12]. Efter det færøiske Sagn skal han have fattet Kjærlighed til Biskoppens Datter, Astrid, og have havt flere Børn med hende, og dette forholder sig vist ogsaa ganske rigtigt, thi det er sikkert, at han endnu paa Færøerne i det mindste havde to, om ikke flere Sønner^[13], og at der senere fremstod en foregiven Søn af ham, ved Navn Erling, der udtrykkeligt nævnte Astrid Roedatter som sin Moder. Efter al Sandsynlighed var han endog gift med Astrid, eftersom Gejstligheden, som det i det følgende vil sees, senere hen gjorde Ophævelser over at han havde taget sig en anden Hustru, medens hans første Hustru endnu var i Live, og hine Børn omtales aldrig anderledes, end som om de vare egtefødde. Den ældste af Sønnerne kaldte han endog Unas efter sin foregivne Fader, og forandrede først hans Navn til Sigurd efter Kong Sigurd Mund, da han havde faaet sin kongelige Herkomst at vide^[14]. Efter det færøiske Sagn lod han Astrid forblive paa Færøerne, og hentede hende aldrig til Norge. Er det saa, hvad der ogsaa maa antages for det Rette, maa alle hans Børn med hende være fødde der.

Hvor vidt det nu havde sin Rigtighed med Sverres Herkomst, eller om han var en Bedrager, som hans Fiender paastode, er et Spørgsmaal, som umuligt med fuldkommen Sikkerhed lader sig besvare, da det, som man tydelig kan see, allerede brast ham selv paa tilstrækkeligt, retsgyldigt Beviis i saa Henseende, og han maatte lade sin egen Forsikring om, hvad hans Moder havde betroet ham, staa ved sit Værd. Hun var ikke engang tilstede ved hans Fremtræden i Norge, og kom neppe heller senere derhen, for at understøtte hans Udsagn. Saaledes var han ganske overladt til sig selv, og maatte lade det komme an paa, hvorvidt han ved sine egne Talenter kunde skaffe sig og sit Udsagn Tiltro. Nu gjelder det for det første om ham, hvad der allerede er ytret om Harald Gille, at det i og for sig maatte ansees for et saa voveligt Skridt at optræde som Kronprætendent lige overfor en Konge, hvis Magt var fuldkommen befæstet, at alene den indre Bevidsthed om lige eller bedre Berettigelse kunde opfordre dertil, og dette gjelder for saa vidt endnu mere om Sverre, som Harald Gille dog, efter hvad man maa formode, opstilledes af endeel mægtige Mænd, der hentede ham til Landet og understøttede hans Paastand, medens Sverre derimod kom fra en afsides Ø, aldeles ukjendt og ukaldet, og uden at kjende en eneste endog nogenlunde formaaende Mand, paa hvis Bistand han kunde regne. Under saadanne Omstændigheder synes dog blot og bar Ærgjerrighed ikke at kunne være den eneste Drivfjeder, men en fuldkommen Overbeviisning om hans kongelige Byrd, forenet med en næsten sværmersk Tro paa, at hans retmæssige Bestræbelser tilsidst vilde krones med Held, at maatte have ledet hans Skridt. Her kan der ikke indvendes, at der senere fremstod Tronprætendenter, om hvem det beviistes, at de falskeligen udgave sig eller udgaves for Kongesønner, thi deels opstilledes eller understøttedes de af allerede bestaaende Partier, deels vare de Børn, der kun brugtes som viljeløse Redskaber i Partimændenes Haand. Sverre derimod gik paa egen Haand,i sin fulde Ungdomskraft og med velberaad Hu, til sit vovelige Foretagende. Dernæst maa man erkjende, at hvad enten hans Foregivende havde sin Rigtighed eller ej, vilde hans Fiender lige fuldt stedse have erklæret det for Opspind, saa længe ingen ordentlige Beviser kunde føres, og maaskee neppe engang erkjendt disse; deres haardnakkede Benegtelse har derfor her lidet eller intet at betyde. Endelig er der i det mindste een fremmed Forfatter, der uden noget Forbehold kalder ham en naturlig Søn af Kong Sigurd^[15], og heller ikke i de pavelige Buller findes der nogen Hentydning til, at hans Foregivende om at være Kongesøn var falskt. Det heder kun at han var uegte fød og uberettiget til Tronen. Der er saaledes visselig mere, som taler for at han havde Ret, end for at han skulde være en Bedrager. Mere lader sig ikke sige derom. Men hvad han var eller ikke var, saa er det vist, at han var en af de største Mænd, som vor Historie kan opvise.

1. Sverres Saga Cap. 1.
2. „Kambare“ maa betegne „Kammager“; den kortere Bearbejdelse (hos Claussøn S. 525) kalder ham „Smed“ og Saxo (S. 895) taber, hvilket Ord saa vel som vort smiðr kan betegne et hvert Slags Haandverker. Navnet Unas er besynderligt, da Endelsen synes latiniseret. Det færøiske Sagn kalder ham Uni; og man skulde derfor næsten tro, at KarlA bbed, der i Fortalen til Sverres Saga siges at vare dens første Forfatter, har nedskrevet den paa Latin, men at den siden af Styrme frode, som dernæst skal have skrevet den, er bearbejdet paa Norsk, hvorved dog Formen „Unas“ er bibeholdt. Da Karl Abbed, hvorom senere, var Abbed i Thingeyre Kloster samtidigt med Munkene Odd og Gunnlaug, der begge skreve paa Latin (se ovenfor II. S. 1037), er det derfor heel sandsynligt, at han ogsaa anvendte Latinen.
3. Denne Bearbejdelse findes i Peder Claussens Oversættelse af Snorre m. m. Man har nu ikke de Originaler, han fulgte, men at disse vare egte, og at Afvigelserne ej skyldes ham, sees af de for nogle Aar siden fundne Brudstykker af den Bearbejdelse af Haakons, Guthorms og Inges Saga, der ligger til Grund for hans Oversættelse, se Fornm. Sögur V. X. S. 214–228.
4. Sagnet meddeles fuldstændigt i Antikvarisk Tidsskrift 1849–51, S. 155.
5. Annalerne, jvfr. Sturlunga Saga I. S. 144. Om Matthias se ovenfor II. 618, 86 861, 962.
6. Her sigtes vel til Sigurd Markusfostre.
7. Dette maa være Olaf Ugæva, hvilket ogsaa passer med Tidsregningen: denne Samtale skulde nemlig have fundet Sted, da Sverre var 15 Aar gammel, altsaa 1167.
8. Dette sees deels af hans Saga, deels ogsaa af det merkelige Stridsskrift mod Gejstligheden, hvorom der nedenfor vil blive talt, og som nærmest maa skyldes ham.
9. Saxo, S. 894.
10. Den ene er Villjam af Newbury, der ytrer sig meget fiendligt imod ham (II. 6). Han kalder ham „den berygtede Prest Sverre“, med Tilnavn Birkebein og siger, at han en Tidlang havde gjort kirkelig Tjeneste, førend han fremstod som Kronprætendent. Den anden er Roger Hoveden, der oftere kalder ham presbyter d. e. Prest.
11. Til Prestevielsen udfordredes 30, til Diakonvielsen 25 Aars Alder, dog indviedes ogsaa yngre Diakoner.
12. Sverres S. Cap. 1.
13. Herom se især Finn Magnussøn i Annaler for nord. Old. o. s. v. S. 329 flgg.
14. Saxo, S. 895.
15. Nemlig Roger Hoveden.