Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/61

< Det norske Folks Historie‎ | 4

Sverres Stilling var nu trods hans overvættes Anstrengelser og utrættelige Virksomhed misligere, end den nogensinde havde været siden Erling Jarls Fald, thi Baglerne havde den største Deel af Riget inde, nemlig Viken og Gulathingslagen, saavel som Frostathingslagens Kystfylker og Haalogaland; og saavidt man kan skjønne, havde Sverre kun den egentlige Thrøndelag tilbage, hvis Indbyggerne forbleve ham urokkelig troe, samt Borgen i Bergen. Derhos var hans Flaade tilintetgjort eller erobret af Fienderne, der ligeledes havde bemægtiget sig en stor eller den største Deel af hans Pengebeholdning. Og hertil kom endelig, hvad der var det aller værste, og som vel for en Deel var Aarsag i saa mange af hans Tilhængeres Frafald, at hans Uenighed med Gejstligheden nu havde naaet sit højeste, og at den pavelige Banstraale endelig virkede med sin hele Kraft. Den gamle, svage Coelestin den 3die var nemlig død den 8de Januar 1198, og hans Eftermand var den store Innocentius d. 3die (Lothar, Kardinal-Diaconus af St. Sergius og Bacchus), der, ophøjet paa Pavestolen i sin bedste Manddomsalder (kun 37 Aar gammel), forenede med et overlegent Hersker-Talent utrættelig Arbejdskraft, den mest brændende Nidkjærhed, og den redeligste Vilje til at sætte igjennem hvad han ansaa for Ret, uden Hensyn til Personer og Omstændigheder. Ved hans Tiltrædelse kom der et Liv i Kirken, som man neppe siden Gregor d. 7des Dage havde kjendt. Hans mægtige Indflydelse sporedes lige til Christenhedens fjerneste Egne; intet undgik hans Opmerksomhed, overalt var han rede til at gribe kraftig ind, ved Raad, Advarsel eller Straf; og medens han i Italien selv med udsøgt Statsklogskab benyttede sig af Forholdene til at gjenerhverve Pavestolens verdslige Besiddelser og udstrække dens Indflydelse baade over Toscanas Republiker og Kongeriget begge Sicilierne, skalv tillige Europas mægtigste Monarcher for hans aandelige Vaaben, og han nødsagede i Tidens Løb Portugals, Aragons, Polens og Englands Konger til at erklære sig for Pavestolens skatskyldige Vasaller. Derhen vilde det vel ogsaa være kommet med Norge, hvis det af Eystein grundlagte, og af Erik og Nikolas forfegtede, System havde faaet Fremgang. Og man maa derfor beundre Sverre, at han dog ved sin Uforsagthed og Udholdenhed frelste Fædrelandet fra denne Fare, om han end for øvrigt, hvad der med al hans Klogskab og Dygtighed var uundgaaeligt, var nær ved at bukke under i den ulige Kamp, hvor han ej alene havde den mægtige Pave imod sig, men dertil en saa listig og hensynsløs politisk Fiende som Biskop Nikolas, der vist ikke tog i Betænkning at fremstille Sverres Forhold, hvilket allerede, betragtet fra det kirkelige Standpunkt, kunde være misligt nok, i et endnu langt værre Lys end Innocents selv, om han personligt havde været tilstede i Norden, rimeligviis vilde have betragtet det, medens det paa den anden Side heller ikke er at undres over, at Innocents i dette Stykke lyttede mere til Nikolas og den af Nikolas vistnok ganske beherskede, skjønt i sig selv redelige og velmenende Erkebiskop Eriks Forestillinger, end til hvad Sverres Venner eller Udsendinger kunde forebringe[1]. I Førstningen synes imidlertid Innocentius endnu ikke at have været fuldt saa sterkt indtagen mod Sverre og hans Tilhængere, som siden, thi uagtet Biskop Martin af Bergen endnu var Sverre tro, uden at agte hans eller sin egen Bansættelse, udstedte Innocentius dog under 25de Mai efter hans Andragende et Brev, hvori han erklærede det for utilbørligt, at Islandsfarerne i Bergen negtede ham Tiende, og befuldmægtigede ham til, hvis de sad hans Anmodning derom overhørige, at ramme dem med kirkelige Straffe[2]. Dette tyder visselig ikke paa, at Innocentius skulde have noget imod Martin, end sige betragte ham som exkommuniceret; men paa den anden Side kan man heller ikke antage at Paven har været ganske uvidende om Forholdene, thi deels maatte han kjende noget dertil fra sin Formands Tid, deels kunde han vel endog af andre Udsendinger fra Norden, ja endog af det Bud, der bragte Biskop Martins Erende, erfare saa meget, at han kunde slutte sig til det øvrige. Men kun et Par Maaneder efter havde Stemningen øjensynlig forandret sig. I to Breve, som Innocentius den 30te Juli sendte fra Reate, et til Biskopperne og de øvrige Gejstlige paa Island[3], et til Øens Høvdinger og Folk, klager han blandt andet udtrykkeligt over, at de tillade sig at holde Samkvem med exkommunicerede Personer, og fornemmelig med Sverre, der baade var bansat og frafalden, og formedelst sine Gjerninger var en Fiende af baade Gud og Mennesker. Længer ud paa Høsten brød endog Uvejret ganske løs, idet Paven da med de haardeste Bebrejdelser over Sverre ej alene erklærede ham selv exkommuniceret og uberettiget til Tronen, men forkyndte endog Interdikt over enhver Deel af Riget, som endnu blev ham tro: en kirkelig Straf, som Innocentius aller først bragte i Anvendelse, og som til enhver Tid, men aller mest da den endnu var ny og uhørt, maatte vække almindelig Forfærdelse. De i denne til alle Biskopper og Prælater i Norge stilede Bulle (dateret Citta Castellana den 6te Oktober) forekommende Ytringer om Sverre vise noksom, hvor eensidigt og med hvilke Overdrivelser hans Fiender have fremstillet hans Ferd for Paven, der selv var alt for redelig og sandhedskjærlig til at ville fremsætte saadanne Beskyldninger, naar han ej var overbeviist om deres Rigtighed. Bullen lyder idet væsentlige saaledes: „Vi tro visselig at Herren maa have villet straffe eders og det hele norske Folks Synder, idet han har tilladt Sverres tyranniske Grumhed og afskyelige Voldsomhed i den Grad at faa Overhaand over eder og det hele Rige, at han ej alene har bemægtiget sig Kongedømmet (og det, som vi have hørt hverken ifølge Høvdingernes Valg eller ifølge Arveret), men ogsaa, skjønt han, – som der siges – selv fordum har beklædt en gejstlig Værdighed, dog raser imod Kirkens Mænd, undertrykker Kirkerne, forfølger de Gejstlige, plager de Fattige, og er grum mod de Mægtige; saa at man maa tro, det er ifølge Guds egen Dom, at han, skjønt han som uegte fød, – hvilket han endog selv har erkjendt, – ikke burde have været befordret til nogen gejstlig Værdighed, og dog, tvertimod de kanoniske Bestemmelser, er bleven admitteret til dem, derfor ogsaa raser faa meget værre mod dem, der ved at indvie ham have overtraadt Bestemmelserne. Men vi forundre os ej over Gud, der til eders Refselse hidtil har taalt hans Tyranni, eller over ham selv, hvis Aand, haardnakket i det Onde og vant til Slethed, ej;formaar at aflade fra Synden, men over dem, der endnu i deres dumdristige Vanhelligheds Frækhed vove at følge denne Frafaldne og skjendige Helligdomskrænker, ja ynde og hjelpe ham, skjønt de heller efter Evne burde forfølge hans Tyranni. Men skjønt der ofte fra det apostoliske Sæde er udgaaet Befaling til at tæmme hans Snedighed, har det dog hidtil ikke været muligt at tøjle hans Forvorpenhed, da tvertimod endnu nogle, til deres Sjæles Fortabelse, holde fast ved ham, og han saaledes endnu hersker i en Deel af Norge, hvor han overgaar Nordenvinden selv i Barskhed. For end ydermere at besnære eder og det hele norske Folk, og give sig et Skin af at have faaet sin Ret til Kongedømmet bekræftet ved apostolisk Autoritet, har han ikke engang taget i Betænkning at forfalske vor Forgænger Pave Coelestins Bulle (Segl), hvormed han har forseglet flere Breve.“ – – „Men for at hans Forvovenhed“, heder det, „ikke længer skal rase mod de Uskyldige, befale vi eder alle og enhver udtrykkeligt ved denne apostoliske Skrivelse, at I advare Norges Folk omhyggeligen mod, yderligere at følge ham, eller staa ham bi og vise ham Hengivenhed. Alle de, som sidde denne Advarsel overhørige, skulle I erklære exkommunicerede, lukke Kirkerne, og i hele den Deel af Norge, som følger ham, ikke foretage noget kirkeligt Sakrament undtagen Barnedaab og Døendes Skriftemaal, ligesom I og skulle negte hans Tilhængere kirkelig Begravelse ved deres Afgang. Derhos ville vi ej lade eder uvidende om, at skjønt Sendebud fra ham ere komne til os, have de dog intet kunnet udrette hos os til hans Fordeel, saa at, hvis de foregive at have opnaaet noget for ham, maa de have faaet det hos Falsknere, af hvilke vi strax efter vor Tiltrædelse opdagede en heel Mængde, der vare i Besiddelse af falske Buller“[4]. Af dette Brev maa man slutte, at Sverre foruden det tidligere Gesandtskab til Coelestinus ogsaa har sendt Gesandter til Innocentius strax efter dennes Ophøjelse paa Pavestolen[5], skjønt Sagaen intet taler derom, og usandsynligt er det ej, at det er ved denne Lejlighed, Biskop Martin udvirkede det nys omtalte Pavebrev, der bekræftede Biskopsstolens Ret til Tiende af Islandsfarerne. Men den nys meddeelte Bulle viser noksom, hvor fuldstændig Paven maa være bleven omstemt og indtagen af Forbitrelse mod Sverre. Med nogle af de mod ham fremsatte Beskyldninger, navnlig den, at have benyttet sig af falske Pavebuller, har det vistnok, som vi allerede ovenfor have seet, sin Rigtighed, men at de fleste ere ufortjente eller i det mindste overdrevne, f. Ex. den, at han skulde fare frem med tyrannisk Grumhed, mishandle Mægtige og Ringe, undertrykke Kirker og forfølge de Gejstlige, skjønnes ikke alene deraf, at hans hele Personlighed fra først til sidst viser sig gjennemtrængt af en for de Tider sjelden Godmodighed, Humanitet og Forsonlighed, men det fremgaar ogsaa af det Vidnesbyrd, den før omtalte mod ham ellers saa fiendtligt stemte og af hiins Uvenner saa øjensynligt paavirkede engelske Forfatter giver ham, idet han, efter at have fremstillet hans Ferd i det mest forhadte Lys, dog ikke kan andet end tilstaa, at Udtrykket „blid som et Lam“ i Omskriften paa hans Segl ej var upassende, saasom han „viste Mildhed mod sine Undersaatter, og Ærbødighed for Kirker og Klostre[6].“ Samme Dag skrev Paven et Brev til Erkebiskop Erik alene, hvor han, efter først i de sterkeste Udtryk at have rost ham for hans Fasthed og Udholdenhed, som hverken Forfølgelse, Sverdet, Hunger, eller langvarig Landflygtighed havde kunnet rokke fra at forsvare Kirkens Frihed, ligesaa lidt som Trusler, Smiger, Bønner eller Løfter havde kunnet bevæge ham til enten aabenbart eller hemmeligt at begunstige Helligdomskrænkeren, den frafaldne Sverre, der ved Blodsudgydelse og Vold havde bemægtiget sig Riget, til sin egen Moders Skjendsel udgivende sig for at være af kongelig Æt, – siden udtaler sit højeste Mishag over at, skjønt Erik som Metropolit burde understøttes af sine Suffraganer, og ingen af dem burde kunne driste sig til at begunstige hiin bansatte Mand, der stræbte efter at bringe Kirker og Kirkens Mænd i Trældom, undertrykke de Fattige og udgyde uskyldigt Blod, understod dog Biskoppen af Bergen sig, tvertimod Pave Coelestins Mandat og Erkebiskoppens eget Forbud, fremdeles at følge Sverre paa hans Krigstog, bolde Gudstjeneste for ham, skjønt bansat, og i hans Nærværelse at udføre alle kirkelige Sakramenter, uden at bryde sig om at Erkebiskoppen oftere havde indstevnet ham til sig. „Men“,vedbliver Paven, „da en saa stor Frækhed bør straffes paa det strengeste, overdrage og befale vi eder herved, hvis Sagen forholder sig saaledes, som angivet, at suspendere ham fra hans Embede og Len, og ikke at ophæve Suspensionen, førend han har fremstillet sig for os selv. Undlader han at opfylde din Befaling, skal du lyse Kirkens Ban over ham, og hver Søndag samt Festdag under Klokkernes Ringen og ved udslukt Lys offentlig erklære ham exkommuniceret, for at i det mindste Undseelse og Straf kan tvinge den, hvem Frygt for Herren ej kalder tilbage fra det Onde. Thi Sverre selv ville vi ikke absolvere, førend han giver saa tilstrækkelig Satisfaktion for sine begangne Synder, at vi med nogenlunde Rimelighed kunne modtage den[7].“ Men ikke nok med Forsøget paa at fjerne alle Nordmændenes Hjerter fra Sverre, søgte Innocentius at give sit Anathema endnu mere Eftertryk ved ogsaa at oprejse fremmede Fiender mod ham. Samme Dag, han udstedte Interdikt-Bullen, tilskrev han ogsaa Kongerne i Danmark og Sverige saavel som Jarlen Byrge Brosa hver et Brev til, hvori han, efterat have opregnet Sverres Forbrydelser i de selvsamme Udtryk, vi have seet af Interdikt-Bullen, opfordrede dem til saaledes at ruste sig for at forsvare Kirker og Gejstlige i deres Frihed, udfri baade Fattige og Mægtige fra Forfølgerens Haand, og kuldkaste hiint Uhyre, der kun skaanede dem, han ej kunde skade, at de derved kunde erhverve evig Løn hos Gud, og Pavens Taknemmelighed; han bad dem indstændigt hjelpe alle dem, der søgte at hindre en saa stor Skjendighed, og at modstaa dem, der søgte at befordre den, for at hiint Djævelens Lem ikke paany skulde kunne rase i Norges Rige, eller bevirke nye Forfølgelser mod Kirkerne[8]. Rækken af alle disse Tordenbreve slutter Paven endelig med et Brev til Erkebiskop Erik af 10de Oktober, hvori han svarer paa hans Forespørgsel (der da rimeligviis er skeet ved de samme Sendebud, som overbragte den Fremstilling af Forholdene, der fremkaldte de nys anførte Breve), om, hvor vidt et Alter, hvorved en exkommuniceret Gejstlig havde holdt Messe, burde indvies paany, og hvor vidt en Exkommuniceret, der vel havde aflagt Ed paa at ville holde sig Kirkens Bud efterrettelige, men endnu ej havde modtaget Absolution, kunde stedes til Samkvem med andre, fremdeles hvad Straf der skulde paalægges dem, der med eller mod deres Vilje holdt Samkvem med Bansatte, samt endelig hvad der skulde foretages med Prester, der enten styrede Skibe til Kamp, eller selv kæmpede, eller ophidsede andre til Kamp uden selv at kæmpe med. Idet Paven besvarer de første Spørgsmaal benegtende, erklærer han med den største Bestemthed, at alle Gejstlige, der paa den nys nævnte Maade deeltage i Krig, synde groveligen og bør afsættes[9]. Man har vistnok klogeligen undladt at fortælle Paven, at ingen „syndede grovere“ i dette Stykke, end Nikolas selv.

Den første Virkning af disse Breve, der maa have naaet Norden efter Vintrens Begyndelse, da Sverre opholdt sig i Nidaros, var, som man maa antage, at den eneste af Biskopperne, der endnu var bleven ham tro, forlod ham: vi finde nemlig Martin allerede i 1199 samt et Par Aar efter i Landflygtighed og Erkebiskop Absalons Gunst[10] tilligemed de øvrige norske Biskopper, der, naar de ikke befandt sig ved Baglernes Hær, opholdt sig enten i Danmark eller i Sverige[11]. Ligeledes er det sikkert nok, at Exkommunikationen for Sverre og hans Tilhængere, og Interdiktet for de Dele af Riget, der endnu vedbleve at være ham tro, nu blev forkyndt med saadan Strenghed og Offentlighed, at ethvert Forsøg paa at benegte Banbullens Egthed, ligt det forrige, nu maatte opgives. Dette betog imidlertid ikke Sverre Modet: det bragte ham kun til at anspænde alle sine overordentlige Aands-Kræfter i endnu højere Grad end før, og til at anvende langt ædlere og ham værdigere aandelige Vaaben, end dem, han tidligere havde nedladt sig til at bruge, idet han nu enten selv, eller ved Hjelp af en eller anden unavngiven talentfuld og kundskabsrig Gejstlig, der endnu var ham tro, udarbejdede og offentliggjorde et lidet Stridsskrift, hvori den norske Gejstligheds Ferd saavel i Almindelighed, som imod Kongen i Særdeleshed paa det skarpeste blev gjennemgaaet og dadlet, og Kongemagtens Sag punktviis forsvaret, alt i et kraftigt, indtrængende og populært Foredrag, med hyppige Anførsler af den kanoniske Ret, saavel paa Latin som paa Norsk, hvorved Rigtigheden af de fremsatte Paastande søgtes godtgjorte[12]. Dette merkelige lille Skrifter endnu til, og afgiver et i sit Slags enestaaende Vidnesbyrd om den Dygtighed i Pennen og de Indsigter i den kanoniske Ret, Sverre under sin gejstlige Opdragelse maa have tilegnet sig[13], thi om man end er mindre tilbøjelig til at antage, hvad der dog ligger nærmest, at han selv har ført det i Pennen, gjenkjender man dog i hver Linje hans hele, af Sagaen saa vel bekjendte, Personlighed, og kan neppe et Øjeblik tvivle paa, at Skriftet i det mindste er forfattet under hans umiddelbarel Tilsyn og Medvirkning, og at det ikke indeholder et Ord eller en Sætning, som han ikke selv paa det omhyggeligste har drøftet og gjort til sit eget. Man vil idetmindste neppe kunne paavise en eneste, der med større Sandsynlighed kunde være Skriftets Forfatter, end netop Sverre selv[14].

„Begyndelsen til vor Tale,“ heder det først, „være den, at Gud den almægtige være med os og give Folk Forstand til at skjønne de Ord, jeg vil have talt. Vort Lands Sygdom er saa stor, at det er enhvers Pligt at stille de Ord sammen, der kunde bringe Almuen til at indsee, hvad der er retteligst og fornuftigst; vi ville derfor her fremsætte og udvikle disse Sager for eder, efter den Indsigt og Kundskab, Gud har forlenet os, thi nu synes det os virkelig at være kommet dertil, at Christendommen her iblandt os næsten er forspildt. Jeg beder alle at eftertænke og granske hvorfra denne Fordærvelse kommer, siden de, der ere vore Lærefædre og skulde lede os alle til den rette Tro, sige at den udgaar fra Kongen og hans Mænd.“

„For ret at forstaa dette,“ vedbliver Forfatteren, „maa man tænke sig Christus og den hellige Kirke at udgjøre et fuldkomment Legeme med fuldstændige Lemmer. Christus selv er Hovedet for dette Legeme, Kirken er Kroppen. Øjnene skulde være Biskopperne, hvis Pligt det er at vise os den rette og sikre Hovedvej, fjern fra alle Vildspor, og see vel for alle de øvrige Lemmer. Næseborene skulde være Erkediakonerne, der have at vejre og inddrage al Retfærdighedens og den hellige Tros søde Lugt. Ørene skulde være Dekaner og Provster, hvem det bør at høre alle den hellige Christendoms Anliggender og vanskelige Sager. Tungen og Læberne skulde være vore Prester, hvem det tilkommer at forkynde os gode Lærdomme, og give os gode Exempler ved deres eget Levnet. Hjertet og Brystet skulde være Kongerne, hvis Pligt det er i Raad og Daad, med Klogskab og Tapperhed at værne om det Hele. Skuldrene og Ryggen skulde være de store Høvdinger, paa hvem de største Byrder bør at hvile. Armene skulde være Lendermændene, der bør være faste Støtter saavel for Brystet som for Skuldrene. Hænderne skulde være Riddere[15], Hirdmænd og andre ringere Hærmænd, hvis Pligt det er, at tjene som Beskyttelsesvaaben og Pandser for Brystet og de øvrige Lemmer. Maven og Indvoldene skulde være Munke og Klostermænd, der alene skulle nyde og smage den Føde, hvoraf hele det øvrige Legeme tager sin Næring og Styrke. Og saa skulde endelig Benene og Fødderne dannes af Bønderne og den øvrige Almue, der med Arbejde og anden Forretning opholde hele dette Legeme. – Men desværre, nu forandre,alle Lemmer sin Natur, thi enhver ophører at udføre den Syssel og Tjeneste, den skulde udføre Øjnene blive skelende og dumme, ja de samme Skjæl ere faldne paa vore Biskoppers Øjne, som faldt fra Apostlen Paulus’s Øjne, da han blev døbt; og den Tyngde, der lagde sig paa Disciplernes Øjne, den Nat, vor Herre blev greben, den samme Tyngde har nu lagt sig paa vore Biskoppers Øjne[16], saa at at de nu see alt ligesom i Søvn-Ørhed, og skjelne ej det klare Lys eller sande Syn. Næseborene lugte nu Stank, men ikke behagelig Duft eller Sandhed. Ørene ere nu døvhørte, og kunne ej opfange Sandhed eller sund Forstand. Sandheden bliver hverken bort eller seet, og vore Biskopper saavel som de øvrige Høvdinger, der skulle bevogte Christendommen, blindes af Pengegjerrighed, Umaadelighed, Hovmod og Uretfærdighed, ja de Biskopper ere nu gjenopstandne, som Gud selv lod omkomme, Ypperstepresten Elis Sønner, hvilke forkom de hellige Offere, som Mængden vilde bringe Gud, ja tilegnede sig dem endog med Ran og Vold. Paa samme Maade skeer det nu her. Vi afkræves Tiende og andre Godgjørenhedshandlinger med Trusel og under Bansstraf. Vi nødes til at opføre Kirker, men naar de vel ere opførte, jages vi fra dem som Hedninger, og man tvinger os til at have al Bekostning for dem, men negter os Raadighed over dem. De Synder og Skrøbeligheder, hvori en og anden kan falde, benyttes som Lejlighed til Bansættelse, men straffes ikke med ordentlige Refselser, saa at enhver, der ønsker det, kan blive straffri, man tier nemlig stille med alt, saasnart der kun bydes Penge[17]. Vort Gods tages fra os, stundom med retmæssig Adkomst, stundom ikke; i dette Fald søger man at faa fat i vor Ejendom ved Saggivelser og Uretfærdigheder; og al den Rigdom, man saaledes faar piint udaf os og dynget sammen, føres ud af Landet til en daarlig Handel, idet den nemlig sendes til Rom for dermed at kjøbe Exkommunikationer og Interdikter, hvilke sendes os tilbage til vort Land istedetfor vor Christendom og Kirkevielse. Slige Gaver og Sendinger bringes os for vore Tiender og andre Ydelser; der skjenkes os Galde for Viin, Edder for Guds Blod. De Gejstliges Munde og Læber begynde nu at stamme og Tungen at klejse, thi enten tie de reent stille, eller tale hvad der er værre end intet. De Exempler, de give, ere slette og vidne om Vantro, de forføre Folks Koner, Døtre eller Slægtninger langt hyppigere end uforstandige, ulærde Mænd, de skamme sig ikke ved at bære usande Vidnesbyrd, sværge falske Eder, sidde i ulovskikkede Domme og fremture i al Slags uredelig Vindelyst, kalde det vrangt som ret er, og det ret som vrangt er, og føre saaledes hele Folket og sig selv vild med sine bedragerske Overtalelser. Og om de handle ilde mod os og vi forlange Bod af dem, sige de kun, at de have ingen Forpligtelse til at staa os til Rette, eller til at yde os nogen Bod, ret som om det var bestemt at vi[18] skulde være retløse lige over for dem, og med Rette burde taale alle Beskæmmelser, de finde for godt at tilføje os. Det er aabenbart, at de Ligklæder, som Gud løste fra Lazarus’s Ansigt i Graven, ere nu bundne om vore Lærefædres Ansigt, thi de vise os ingen anden Vej end Dødens, eftersom nogle skaffe Interdikt og Bansættelser i Landet, andre samle Hær og Flokker, Vaaben og Skjolde, fratage os vort Gods og vor Frihed, anstifte store Manddrab, og søge saaledes baade at fordærve vore Legemer og vore Sjæle[19]. Men skjønt vi maa døje Bebrejdelser af Biskoppen i Rom eller Kardinalerne, da give vi dog ikke Paven Skyld derfor, thi han veed ikke bedre Besked om hvad der foregaar i dette Land, end hvad der skeer i andre langt bortliggende Lande; men Ophavsmændene dertil ere vore Biskopper og Gejstlige, thi de forebringe Paven Usandheder og Løgne, af Fiendskab mod os, men Paven tror at de fare med Sandhed, skjønt de fare med bedragerske og løgnagtige Ord. Hvad Kongen angaar, da veed vist alle og enhver, om det er sandt, at han har gjort den hellige Kirke eller lærde Mænd nogen Fortred; vi tro at faa Konger har undet Gejstligheden bedre Net og Frihed, eller bedre holdt Haand over hellige Stiftelser, end denne Konge, naar man skal tale den rene Sandhed. Og da nu dette er den rene Sandhed, kunne alle lettelig skjønne, at om hine have bragt slette Tidender om Kongen til Paven, have de kun bragt dem med Løgn og Svig, Kongen og Folket til stor Skade og ej engang sig selv til noget Gavn. Og om end Paven har afsagt nogen Dom, da rammer den ikke Kongen eller nogen sagesløs Mand i Landet, thi Gud er altid retdømmende, og Guds Domme bestemmes derfor altid efter Retfærdighed, men ikke efter løgnagtige og svigefulde Mænds Ondskab.“ … Her anføres nu flere Steder af Dekretet, som man næsten skulde formode, efter Hukommelsen, da enkelte af Udtrykkene stundom afvige noget fra Stedernes egentlige Ordlydelse, saaledes som de forefindes i Udgaverne. Disse Steder gaa alle ud paa at godtgjøre, at en uretfærdig kirkelig Dom eller Bansættelse ikke kan skade den, hvem den ufortjent er overgaaet, men er for hans Vedkommende at betragte som ugyldig, og rammer kun Ophavsmanden[20]. „Disse Exempler, og mange andre,“ vedbliver Forfatteren, „bevise noksom, at vrange Domme ej kunne skade os, skjønt vor Gejstligheds bedragerske Ondskab har voldet os den Beskæmmelse, at de fly os eller dette Land som om vi vare Hedninger. Et af to maa her være Tilfældet: enten have de vise Styrere af Kirken og Christendommen ingen Bansættelser dekreteret, skjønt man har villet ophidse dem dertil, eller og have de dekreteret Bansættelse, men denne har da rammet dem, der med Uretfærdighed og Ondskab have forlangt saadant, og ikke os, der, som vi visselig tro, ere sagesløse, og kvit for enhver Bansættelse. Vi tale vel herom i almindelige Udtryk, næsten som om det gjaldt alle de lærde Mænd, men vi ville dog gjøre Folk opmerksomme paa, at vore Ord egentlig kun sigte til dem, der føle sig betegnede ved vor Skildring af al denne Uret, Falskhed og Svig. Der er nemlig enkelte hvem den ikke rammer, skjønt den desværre rammer flere end det er dem selv til Gavn eller os til Behagelighed. Vi bede derfor dem, der ej føle sig trufne herved[21], at de ikke holde sammen med hine, der nu have betraadt denne Vildfarelsens Vej. Og de som føle sig trufne, lade af dermed, og vælge Retfærdighed i Stedet, og mage det saaledes at de ikke paadrage lig Had i dette Liv af alle dem, der kunne gjennemskue deres Handlemaade, og Sjæletab og Fordømmelse af Gud i det andet Liv. De bor erindre, hvad der kan tjene dem til et godt Exempel, at ingen Bonde overlader sine Faar til Faarehyrden, for at han enten skal sælge dem eller dræbe dem eller jage dem udover Fjeld, eller bryde deres Fødder i Stykker eller rive Ulden af dem, men for at han skal drive dem til gode Havnegange og vogte dem for alslags Fare. Og mister han en af dem, da skal han med stor Møje gjennemstrejfe alle Skove indtil han finder den, og ikke drive dem vort fra de gode Græsgange i Gabet paa glubende Ulve. Og derfor skulle alle, baade Lærde og Ulærde, forstaa, at ej ere de lærde Ledere satte over Guds Folk for at tilføje det Haan eller følelige Beskæmmelser, eller benytte det til at plukkes og uretfærdigt at udsuges, og endnu mindre for at vise det fra Gud til Helvede, ligesom i en glubende Ulvs Mund, enten med uretfærdigt Interdikt og Bansættelse, eller med vildledende Overtalelser. Heller have de med Kjærlighed at bevare dem for Gud, som hitte være christne; og er nogen saa ufornuftig, at han selv betræder Vildstien, er det deres Pligt at lede ham tilbage med gode Overtalelser, blide Lærdomme og kjærligbedsfulde Raad“[22]…

„Enkelte af vore lærde Mænd svæve i den Vildfarelse, at de tro at det regnes dem som en god Handling eller tjener til Christendommens Værn, at de oversee deres Konge eller andre Høvdinger i Landet, der tjene ham, eller hans Mænd, som styrke ham i Rigsstyrelsen, ja endog lægge ham for Had, som om Kongen var en beskikket Modstander af Gud og den hellige Kirke. Enten maa de være uvidende om, hvad den hellige Skrift byder dem, eller de forfalde i denne fordærvelige Tro ved Vranglærdom eller Avind. Men fordi vi antage, at det hos de fleste dog mest kommer af Uvidenhed, ikke af ond Vilje, skjønt der ogsaa gives dem, hvor denne er den raadende, ansee vi det nødvendigt at fremdrage de Udsagn af de hellige Bøger, der gjør det klart for alle, at deres Pligt og Guds Bud byder dem at vise Troskab mod Kongen og i alle Dele paasee hans Hæder; medens vi ansee dem som aabenbare Kjettere, der gaa imod Kongen eller den kongelige Majestæt, især hvori de ogsaa drage andre med sig, uden at lægge Merke til, hvad Gud selv siger i Euangeliet: Vee eder, som lukke Himmeriges Rige, selv gaa I ikke derind, og tillade heller ikke andre at gaa ind. Og vel kunde det behøves at passe nøje paa, at kun de Mænd bleve tagne til at være vore Lærefædre, der forstaa og skjønne de hellige Skrifter, og havde siden faa meget bedre Vilje til at overholde disse Bud, som de selv saameget bedre kunde indsee det rette; thi det forekommer os ingenlunde alvorligt, at de skulle være vore Mestere, som ikke kunne mere end vi[23], og vi tro dem ikke berettigede til at staa ved det hellige Alter og frembære de dertil hørende Offere, uden de selv forstaa, hvilket Embede der er dem overdraget[24]… Nu skulle I vide og forstaa, baade Lærde og Ulærde, at Konger og verdslige Høvdinger slet ikke ere beskikkede som Modstandere af Gud eller den hellige Kirke, men derimod forbinder Gud selv den verdslige Magt med den hellige Kirkes Tjeneste; Kongerne have Magt og Bevogtning over den hellige Kirke, og det tilkommer dem derfor at kræve og modtage megen Tjeneste af dens Ombudsmænd, saaledes som Dekreterne selv vidne. Og da Styrelsen og Bevogtningen af den hellige Kirke saa strengt paahvile Kongerne, at de ere Gud selv ansvarlige derfor, bør ogsaa de lærde Mænd til Gjengjeld for hiin Beskyttelse, vise Kongerne eller Kongedømmet saadan Troskab og Ærbødighed, at der hverken burde falde dem eller andre nogen saadan Tanke ind, som at de ej skylde Kongen Tjeneste og Troskab.“ Her anføres, foruden flere Dekretalbestemmelser, de bekjendte Steder i den hellige Skrift, nemlig Peters Bud (1ste Brev II. 13, 14) om at være Konger og Befalingsmænd underdanige, og Paulus’s (Rom. XIII. 7) om at yde Alle, hvad man er dem skyldige, Skat, Told, Frygt eller Ære, samt endelig Christi eget Udsagn i Euangeliet: Giver Kejseren det, Kejserens er, og Gud det, Guds er“, og hans Befaling til Disciplen Peter, om at betale en Stater i Skat for ham og sig selv. „Dette“ heder det, „kunne dog vore lærde Mænd ikke benegte eller dølge, thi det staar skrevet i det hellige Euangelium selv og læses i den hellige Kirke. Men det skulle alle vide, at paa den Tid, da Gud bød Apostlen Peter og sig selv at vise Kejseren eller Kongedømmet denne Lydighed, da vare baade Kejsere og alle andre Høvdinger i Verden Hedninger: det er derfor meget at undre sig over, hvorfra de hente den Lære, at man skal foragte Kongen eller hans Mænd, nu da han er christen, medens Gud selv ikke vilde foragte Kongedømmet, da Kongerne vare hedenske“.

„En Mængde Exempler vise noksom og aabenbare, at enhver staar i Fare for at fortalte sin Sjæl, der ej iagttager fuldkommen Troskab og Lydighed mod Kongedømmet, thi Kongedømmet er indstiftet efter Guds Bud, ikke efter Menneskers Paafund, og ingen opnaar Kongedømmet uden efter guddommelig Tilskikkelse. Kongen vilde jo ikke være mægtigere eller mere formaaende end andre Mænd, hvis ikke Gud havde sat ham højere end andre Mænd i sin Tjeneste, thi det er Gud, ikke sig selv, han tjener i sit Kongedømme. Da nu Kongens Forpligtelse er den, at være Gud selv ansvarlig for sit Værn og Forsvar af den hellige Kirke, som ovenfor ytret, og den hellige Kirkes Tjenere derimod have den Forpligtelse at være Kongen lydig og vise ham fuldkommen og oprigtig Troskab, kunne vi ej begribe med hvad Skin af Ret vore lærde Mænd nu ville fjerne ham fra hiint, ham paahvilende, og af Gud selv ham paalagte Forsvar, især da det jo er en bekjendt Sag, at endog ringere Mænd kunne have Raadighed over en Kirke, saasom baade Riddere, Hirdmænd og Bønder, have Bestyrelsen over en Kirke, naar de ere dens Vedligholdere[25]. Paa trende Maader kan nemlig en Mand blive Bestyrer af en Kirke: a) ved Arv, naar han efter Fader eller Frænder arver en Ejendom, hvormed Vedligeholdelsen over en Kirke er forbunden; b) ved Kjøb, naar han kjøber en saadan Ejendom; c) naar han med egen Møje og paa egen Bekostning opfører en Kirke, og siden skjenker Gods til dens Vedligeholdelse[26]. Og vi skulle nu vise, saa at alle kunne skjønne det fuldstændigt, hvilken Opsigt de nys nævnte Personer ere berettigede til at føre med Kirken; det heder nemlig: „Sønner, Sønnesønner eller agtede Frænder af den, der har opført eller doteret en Kirke, ere berettigede til at føre denne velmeente Opsigt, at hvis de komme tinder Vejr med at Presten eller Kirkens Tjener besvige den for noget af det den skjenkede Gods, skulle de enten ved en venskabelig Advarsel holde ham til Orden, eller angive Sagen for Biskoppen eller Dommeren til Refselse. Er det Biskoppen, som forsøger paa noget saadant, skulle de angive det for hans Metropolitan, og hvis denne prøver noget lignende, skulle de uopholdeligen melde det for Kongen[27].“ Dette vidner dog tydeligt om, at Kongen er sat over alle andre Værdigheder, thi det er her Kongen, som skal styre Biskoppen eller Erkebiskoppen til Ret og Skjel, hvis de ikke selv ville iagttage det, og her handles der dog kun om Bestyrelsen af den hellige Kirke, ikke om verdslige Forseelser. Og man kan deraf skjønne, hvor stor Magt Kongen maa have i verdslige Sager, siden han endog har at sidde i det højeste Dommersæde i Sager, der vedkomme Kirken, og som man, naar man ikke hørte det nys anførte Sted, skulde antage alene henhørende under Biskoppernes Autoritet“[28]…

„Saaledes som altsaa Sagerne nu staa mellem Kongen og Biskopperne samt Gejstligheden, ville forstandige Folk godt kunne skjønne hvo der har Ret, og hvo der bærer Skylden, hvis Christendomsspilde skeer i vort Land. Hine søge nemlig at unddrage ham de Ting, de hellige Skrifter selv henlægge under hans Bestyrelse, skjønt de have mindre Myndighed end Kongen, og de fortælle Folk at det er Christendomsspilde og at Kongen vil gjøre hele dette Land hedensk, naar han kun vil holde fast paa og vogte hvad Gud selv byder ham at bevare og bevogte, og som han er ansvarlig for, om han ikke bevogter det. Deraf kan man skjønne, at deres Lære er falsk, og at de kalde det vrangt, som ret er, og det ret, som vrangt er.“

„Vi have ideligen hørt disse Folk slaa om sig med, og fundet deres Undskyldning i, at Kongen skulde have givet“denne Magt fra sig og overdraget den til dem. Men det kunne dog alle skjønne, som Gud har givet noget Vid i Brystet, at om Kongen end vilde frasige sig denne Magt, var han ikke engang berettiget til at gjøre det, da han, som ovenfor viist, skal svare dertil for Gud selv. Thi for alt hvad Gud har lagt under Kongedømmet, kræver han Regnskab af Kongen, ligesom han paa samme Maade kræver Regnskab af Biskopperne for, hvad han har lagt under Biskopsdømmet, og saaledes kan ikke den ene af Parterne ordne det anderledes for den anden, enten ved at give eller modtage, da det strider mod Guds egen Befaling og Anordning. Og om Kongerne virkelig vare saa ukyndige at de ikke kjendte disse Bestemmelser og derfor havde samtykket i Indrømmelser, de ej vare berettigede til at gjøre, begik hine i det mindste en Synd og Fejl i at forlange tinget, som stred imod Guds Anordning, da de jo dog vidste, at deres Bøn eller hans Samtykke ej kunde gjelde mod Guds Anordning og den hellige Lov. Vi tro imidlertid ganske vist, at Kongerne aldrig have givet noget saadant Samtykke, som de ej kunde give; vi vide med Bestemthed at man har udgivet Indrømmelsen for større end den virkelig er. De indrømmede nok til at man ej skulde lægge endnu mere deri end der allerede er lagt. Bi vide nemlig god Besked om den Sædvane, som fordum herskede her i Landet, nemlig at Kongerne bortgave hver Kirke paa egen Haand til hvem de fandt for godt, ligeledes hvad Biskopper og Abbeder angik.“ – – Her følger nu den Fremstilling af Forholdene før og efter Erkestolens og Domkapitlernes Oprettelse, som allerede er meddeelt ovenfor, hvor der handledes om disses Valgret til Biskopsstolen og hvor det paastaaes, at det Samtykke, Kongerne Eystein, Sigurd og Inge gave til at Biskopsstolen skulde besættes efter Domkapitlernes Valg, kun gjaldt for det Tilfælde at der var flere Konger paa een Gang, der ellers kunde finde paa at vælge og med Magt at forfegte hver sin Kandidat; ligesom der og til Beviis paa, at Kongerne selv ikke meente det anderledes, anføres, hvad vi tidligere have omtalt, at Kong Inge efter Erkebiskop Jons Død valgte sin Kapellan Eystein til Erkebiskop uden at spørge Chorsbrødrene ad, og drev den af Eystein udnævnte Paal fra Biskopsstolen i Bergen, men satte i hans Sted Nikolas Peterssøn fra Sogn[29]. „Denne Begivenhed,“ heder det, „er ikke foregaaet for længere Tid tilbage end at mange endnu erindre den[30], og man behøver her ikke at hente Besked længere borte end hos endnu levende Folk; det er saaledes kun Vaas, ugrundet og intetsigende Snak, hvad Biskopperne og de lærde Mænd fore i Munden;af Falskhed og Svig tale de Ord, som vække almindelig Uro, og det er tydeligt nok at see, at de nu baade ville være Konger og Biskopper paa een Gang. Vi have ogsaa hørt dem paastaa, at Kongerne skulde have stadfæstet dem disse Gaver, saa og at de have pavelige Privilegier paa den samme Stadfæstelse. Men dette erklære vi for en løgnagtig Paastand; have de rigtige Beviisligheder, da staa de frem for os i Manges Paahør og lade disse Beviisligheder ransage: viser det sig da, at Brevene ere retteligt erhvervede og af et Indhold, der stemmer med Billighed, med Dekreterne, eller med Kirkeloven, da er det Kongernes Pligt at rette sig derefter. Men har man forlangt, hvad der strider mod de hellige Bestemmelser, med bedragersk List eller ondskabsfuld Vindesyge, da er det retfærdigt, at Hensyn til Maadehold og Sandhed omstyrter al Svig og alle Overgreb, thi saaledes bestemme de hellige Love selv“[31]…

„Alle disse Steder, vi nu have anført af de hellige Love og Dekreter, findes tilligemed mange andre Beviissteder, som vi her ej meddele, skrevne i en Bog. Men her ere de meddeelte med Oversættelse i vort eget Sprog, for at de, der ikke forstaa dem paa Latin, kunne forstaa dem, oplæste i Modersmaalet, enten de ere Lærde eller Ulærde. Enhver overveje nu med Retfærdighed, ikke med Partiskhed, hvorfra den Uro kommer, som nu hersker i vort Land, siden vore lærde Mænd, der ere dens Ophavsmænd, beskylde Kongen for at ville spilde Christendommen. Altsammen er saaledes oversat, som den rette Mening fordrer, skjønt Ordene hist og her falde noget anderledes end bogstaveligt efter Latinen. Er der Nogen, som siger, at vi ikke have forklaret Stederne rigtigt, da henvende han sig desangaaende, om han vil, til os, og lade sig siden overbevise, om vi faa svaret ham med gode Grunde. Thi dette have vi ikke fremført af Lyst til at trætte med nogen, men af den rene Nødvendighed, ja vi have endog udbredt os mindre vidløftigt over et og andet, end det til den rette Forstaaelse kunde synes ønskeligt. Nu vil man kunne skjønne, hvad der er Aarsag til Forstyrrelsen, om det er Kongen, som gjør Fordring paa hvad der tilkommer de Gejstlige og vil unddrage dem deres Hæder, eller det er Gejstligheden, som gjør Kongen hans Hæder stridig. Og afføder denne Uro og Forstyrrelse virkeligt Kjetteri, som det nu desværre seer ud til, da viser det sig kun, at Kjetteri og Christendomsspilde kommer fra samme Hold som sædvanligt; vi kjende nemlig faa Exempler paa at Konger have stiftet Kjetterier, men derimod mange paa, at Konger just have standset dem, og Biskopper stiftet dem, saaledes som man kan see af de Kjetteres Navne, vi nu ville opregne“… Her følger nu en lang Fortegnelse over flere af Kirkehistorien bekjendte Biskopper og Prester, hvis Læresætninger ere blevne erklærede vrange og vildledende; i Spidsen for hele Rækken stilles, besynderligt nok, de jødiske Yppersteprester Annas og Kajafas, „der fordømte Gud selv, og opeggede den store Hob til at fordre hans Død, skjønt de saa alle hans Jertegn“[32]. „Vi have her,“ heder det, „opregnet temmelig mange lærde Mænd, som have afstedkommet Kjetteri, og kunde endnu opregne flere. Vi have dvælet ved denne Omstændighed, for at Folk skulle skjønne og vide, at Kjetteri oftere er kommet fra Biskopper end fra Konger. Konger tale nemlig mest om sit Rige, sit Kongedømme og om Krigsvæsenet; Biskopperne derimod ere beskikkede til at paabyde Tro slog Christendom, og hvad enten de tale til Thinge eller i Kirker, da fordre de at alle skulle følge deres Paabud, og kalde det urigtigt og stridende mod Christendommen, hvis ikke alt skeer som de foreskrive. Findes der saaledes stundom Kjetteri i deres Flok, fordi de ikke altid have prædiket den rette Tro, som vi nys saa Exempler paa, bør man dog vide, at deres Vildfarelse ikke har været paa een og samme Viis, men at de have betraadt ligesaamange Vildstier, som de have haft Tal til; medens derimod det engang opstaaede Kjetteri stedse har været kvalt ved gode (d. e. fyrstelige) Mænds Magt og Indflydelse. Ved at fremdrage alt dette af hellige Skrifter eller Kirkens Love, have vi ej havt til Hensigt, at tilføje de lærde Mænd nogen Beskæmmelse eller den hellige Kirke nogen Skade, men vi have alene ført det i Pennen paa vort Sprog, for at ukyndige Mænd, der forhen ikke vidste ret Besked om saadanne Ting, nu kunne skjønne tilfulde og vide med Vished, hvorledes alt dette er anordnet i den hellige Skrift, og hvorledes det bør iagttages. Lader derfor af med de Overgreb, som nu en Tidlang have fundet Sted, og lader hinanden vederfares Ret. Naar man kun holder sig til hvad der staar i den hellige Skrift, nyder hver Part sin Frihed; men de, som ville gribe ud over denne, begaa Uret, og tilbagevises, saavel af Gud, som af gode Mennesker og Billigheden selv. Hvad alt dette angaar, som vi have skrevet og oplæst om de Indrømmelser, som de Gejstlige foregive at være dem gjorte, samt forøvrigt om Gaver, overveje nu enhver og forstaa nøje, paa hvad Maade man erhverver Indrømmelser og Gaver, saaledes at de ikke skulle tilbagekaldes, thi forstandige Høvdinger have noksom indseet, at det ej kunde gaa an, at det stod enhver frit at drage til sig af Kongemagten alt hvad han ved List og Underfundighed kunde faa, og tilegne sig det som en vel erhvervet Fordeel: gik saadant an, vilde nemlig Kongemagten snart komme under andre Mænd, og ikke være selvstændig. Man overveje og det øvrige, vi have udviklet, om Kirkens Forsvar, om Lydighed mod Kongen, eller om uretfærdigt Ban og Interdikt, hvilket sidste vi alene frygte for vore Synders Skyld og for den Skam, det er, naar fremmede Folk erfare den Forhaanelse, vore lærde Mænd gjøre os. Men vi frygte ikke for at blive uretfærdigt dømte af Gud selv, thi han dømmer ingen anden Dom end den som ret er, og desto nærmere er hans retfærdige Dom til at hjelpe en Mand, jo mere denne forurettes af Menneskerne med vrange Domme.“

Dette Skrift, der, som man af Indholdet selv kan see, var bestemt til at oplæses for Menigmand, og sandsynligviis i flere Afskrifter har været sendt omkring og oplæst paa Thingene, har neppe forfejlet sin tilsigtede Virkning, da vi af flere Omstændigheder maa slutte at Interdiktet ikke strengt, og kun paa enkelte Steder har været overholdt, ligesom man vel og kan antage, at mange af de frafaldne Birkebeiner, der i Løbet af Vintren vendte tilbage fra Baglernes til deres gamle Parti, ere blevne overbeviiste ved de i Skriftet udviklede, indtrængende Grunde. Af de Ytringer, som Birkebeinerne oftere lode falde om „Kjetterbiskoppen Nikolas“, og „de bansatte Bagler“[33], skulde det næsten endog synes, som om de bogstaveligt holdt sig til den i Skriftet paapegede Sætning, at en uretfærdig Bansættelse rammer dens egne Ophavsmænd, og at de betragtede Nikolas som en Mand, hvis Navn passende kunde slutte den lange Række af gejstlige Kjettere. At man maa have sat Priis paa Skriftet, kan vel sluttes endog deraf, at vi nu kun kjende det af en Afskrift, tagen i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede[34], thi det er heraf øjensynligt, at ej alene samtidige Mænd have søgt at opbevare det til kommende Slægter, men at det et heelt Aarhundrede efter de Begivenheder, der fremkaldte det, endnu læstes med Interesse. Enkelte gejstlige Korporationer vedbleve fremdeles at holde Venskab med Sverre, uden at kære sig om Bansættelsen. Dette see vi deraf, at der paa Cistercienser-Ordenens Generalmøde i Aaret 1200 blev bestemt Straf for de Munke af denne Orden i Norge, der vovede at holde Messe for den bansatte Konge[35]. Altsaa have Munkene i Lyse Kloster og Hovedøens Kloster trods Bansættelsen ikke ligefrem villet bryde med Sverre, eller i alle Fald, naar han havde Magten ved Bergen eller Oslo, føjet sig efter hans Ønsker, som om Bansættelsen ej var til. Overhoved vide vi om Hovedøens Kloster, at det holdt sig inde med enhver Konge, Fyrste eller Kronprætendent, der spillede Mester i dets Naboskab, og at det lod sig tildele Beskyttelsesbreve af ham[36].

Pavens Henvendelse til Danmarks og Sverigs Fyrster bleve ligeledes uden Virkning) Kong Knut af Danmark havde fuldt op at bestille med en farlig Krig, der paa denne Tid førtes med Markgreve Otto af Brandenburg, Grev Adolf af Holsten, saavel som flere tydske Smaafyrster, der understøttede dem[37]. Den svenske Kong Sverke synes, trods fine danske Forbindelser, at være traadt i et venskabeligt eller idetmindste ikke fiendtligt Forhold til Sverre, thi foruden at den ovenfor omtalte, af Baglerne dræbte Karl Sverkessøn, der, om han ikke var hans Søn, i alle Fald maa have været hans Farbroder, var gift med Sverres Datter Ingebjørg, egtede Kong Sverke selv paa denne Tid eller ikke længe efter Jarlen Byrge Brosas og Fru Brigida Haraldsdatters Datter Ingegerd[38], og Byrge stod, som vi vide, allerede længe i det nærmeste Venskabsforbund med Sverre, saa at endog hans egen Søn, Philip Jarl, opholdt sig ved Sverres Hof og kæmpede i hans Hær. Om Sverres Statsklogskab har haft nogen Deel i denne Ordning af Forholdene, der maatte være ham saa fordeelagtig, vides ikke, da der ingensteds tales derom eller hentydes dertil; usandsynligt er det ikke. Men saa meget er vist, at under disse Forhold kunde det ligesaalidet falde Kong Sverke, som Byrge Jarl ind at gjøre Sverre nogen Fortred. Det lader heller ikke til, at Islændingerne ved Pavens Breve have ladet sig bevæge til at afbryde den venskabelige Forbindelse med Sverre. Der tales i det mindste ikke om noget saadant, hvilket dog, om det havde skeet, vilde have været for merkeligt til ej at blive berørt; ligesom og den samtidige Forfatter af Biskop Paals Levnetsbeskrivelse omtaler Sverre i de fordeelagtigste Udtryk, og dvæler ved Venskabet mellem ham og Biskop Paal paa en Maade der viser at han ansaa det lige smigrende for begge, uden at der findes fjerneste Hentydning til, at det nogensinde afbrødes saa længe begge vare i Live. Biskop Nikolas og Sverres øvrige Fiender skuffedes saaledes vistnok for en stor Deel i de Forventninger, med hvilke de upaatvivlelig imødesaa Virkningen af de pavelige Buller og Skrivelser, som de ved deres eensidige Fremstilling af Forholdene havde fremkaldt. Men om Virkningen end ikke strax blev den tilsigtede, nemlig ganske og aldeles at styrte Sverre og hans hele Parti, var den dog farlig nok, som man af det nys anførte Stridsskrift selv kan see, og neppe vilde vel nogen have vovet at trodse denne truende Storm der ikke besad Sverres overlegne Talenter, Statsklogskab og Udholdenhed.

  1. ↑ At der virkelig fremførtes overdrevne og usande Beskyldninger mod Sverre, vil strax nedenfor sees.
  2. ↑ Innocents den 3dies Breve, 1ste Bog, No. 217.
  3. ↑ Sammesteds, No. 320. 321. Disse Breve bleve, som det udtrykkelig siges, afsendte med en Abbed Erlend, der fra Island var sendt til Rom med Skrivelser, som han dog paa Vejen ved Skibbrud havde mistet.
  4. ↑ Sammesteds, No. 382.
  5. ↑ Man kan nemlig ikke uden alt for stor Tvang antage at Innocents skulde have omtalt Gesandtskabet til Coelestin som om det havde gjeldt ham.
  6. ↑ Villjam af Newbury l. c. (III. 6). Ogsaa i sit eget Forsvarsskrift paaberaaber Sverre sig, som det nedenfor vil sees, og vistnok med Rette, at han altid havde holdt Haand over de hellige Stiftelser, og at faa Konger havde givet Gejstligheden bedre Ret.
  7. ↑ Innocents den 3dies Breve, No. 384.
  8. ↑ Sammesteds, No. 383. Liljegrens Dipl. I. No. 107.
  9. ↑ Innocents den 3dies Breve, No. 381.
  10. ↑ Martin forekommer nemlig allerede i 1199 tilligemed Erkebiskop Erik som Vidne ved et af Erkebiskop Absalon udstedt Brev (se Suhms Historie VIII. 481, hvor Brevet loves aftrykt i Bilagene, uden at det dog findes blandt disse) og i 1201 betænkte Absalon ham ved Siden af de øvrige landflygtige norske Biskopper i sit Testamente, se Langebek Scr. R. D. V. S. 424.
  11. ↑ Haakon Sverressøns Saga, Claussøns Overs. At Martin var den eneste af Biskopperne, som i 1198 holdt fast ved Kongen, sees noksom af det nys omtalte Pavebrev, hvor alene han nævnes. Om Nikolas og Ivar, Sverres afsagte Fiender, kan der ej engang være Spørgsmaal; Biskop Njaal, der havde hjemme i den af Baglerne besatte Deel af Landet, har vist ikke villet lægge sig ud med disse for Sverres Skyld.
  12. ↑ Om dette se fornemmelig Fortalen til Werlauffs Udgave af 1815 (Anecdoton historiam Sverreri regis Norv. illustrans) samt Ytringerne derom i Fortalen til udg. af Kongespejlet saavel som af Stridsskriftet, Christiania 1848, S. XVI–XVIII. At Skriftets Forfattelse netop falder i den her angivne Tid, sees noksom deraf, at det berører saavel Interdiktet som Biskoppernes Flugt fra Landet.
  13. ↑ Se ovenfor S. 55.
  14. ↑ Man seer strax i det Følgende, at hvor Skriftet bruger Udtrykket „vi“ og „os“, menes stedse Kongen og hans nærmeste Tilhængere.
  15. ↑ At „Riddere“ her og nedenfor nævnes, viser, hvad man og af andre Steder kan see, at Benævnelsen allerede, efter Udlandets Exempel, brugtes i Norge, uden dog at være bleven officiel.
  16. ↑ Matth. 26, 43. Apostlernes Gjerninger 9, 18. Her have vi rettet dette Sted saaledes som man tydeligt kan see at det bør rettes, thi i Afskriften er, øjensynligt ved Skjødesløshed, Stykket … „Apostlen Paulus’s Øjne … Disciplernes,“ udeladt, saa at der staar: „de samme Skjæl … som faldt paa Alpostlernes Øjne den Nat“ o. s. v., hvilket er urigtigt.
  17. ↑ Slutningen af det ovenfor anførte Brev fra Paven til Erkebiskoppen angaaende Biskop Martin m. m. synes rigtignok endog at aabne Sverre selv Adgang til Forlig med Pavestolen, naar han vilde give „antagelig Satisfaktion;“ her sigtes vist for en stor Deel til Pengebøder.
  18. ↑ Dette „vi“ kan alene betegne Kongen og hans Omgivelser.
  19. ↑ Her sigtes, som man noksom seer, ligefrem til Biskop Nikolas.
  20. ↑ De vigtigste af disse, og unegtelig heel slaaende, ere følgende, hentede fra Decr. P. II. C. XI. q. III. – Gelasius I: „Den, over hvem en (kirkelig) Dom er afsagt, aflægge sin Vildfarelse, saa er Dommen hævet; men er den uretfærdig, bør han saa meget mindre bryde sig derom, som en uretfærdig Dom ej kan skade Nogen hos Gud og Kirken. Derfor behøver han ikke at attraa nogen Absolution derfor, saasom han ingenlunde kan betragte sig bunden derved“ (Cap. 46). – Augustinus: „Dette siger jeg ikke paa kvantsviis, at hvis nogen Troende bansættes uretfærdigt, skader det snarere den som gjør det, end den som lider denne Uret“ (Cap. 87). Fremdeles Decr. P. II. C. XXIV. q. III. Hieronymus: „hvis nogen ved en urettelig Dom af dem, der forestaa Kirken, forjages og udestænges, hvis han ikke selv for er gaaet ud, d. e. hvis han ikke selv har gjort sig fortjent til at udjages, skades han aldeles ikke derved at han ved en saadan urettelig Dom af Mennesker synes udjaget. Og saaledes skeer det stundom, at den, der jages ud, er indenfor, og den er udenfor, som synes at være inde“ (Cap. 4).
  21. ↑ Her sigtes, som det synes, til Biskop Martin og andre, der nødtvungne havde maattet forlade Sverre.
  22. ↑ Her anføres og forklares omstændeligt det bekjendte Sted i Joh. Ev. 21, 15–17, hvor den opstandne Frelser tre Gange spørger Peter, om han elsker ham, og da denne svarer „du ved Herre, at jeg elsker dig“, hver Gang gjentager Budet: „vogt mine Faar“.
  23. ↑ Her synes det næsten, som om der atter er en Hentydning til Biskop Nikolas, der var mere Lægmand end Gejstlig.
  24. ↑ Her anføres Decr. P. II. C. XXV. qv. l. c. 137 hvor Udtrykket qui sacris nescit obedire canonibus, nec sacris administrare, nec communionem capere sit dignus altaribus, oversættes, unegtelig noget tvunget, men saaledes at det bedre passer med hvad man vil have frem: „de som ikke forstaa det hellige Alteres Embede eller udføre det skjødesløst, ere ikke værd at nyde de Offere, der tilhøre det hellige Alter.“
  25. ↑ I Originalen upphaldsmaðr (Opholdsmand).
  26. ↑ Man synes heraf at maatte antage at Kongerne tilegnede sig Retten til at kalde Prester ved alle eller de fleste Fylkeskirker, skjønt de gamle Christenretter bestemme anderledes; sandsynligviis have Kongerne holdt sig til, at mange Fylkeskirker, som man maa formode, i sin Tid vare opførte paa Kongens Bekostning; men af Christenretterne sees dog, at de alle, hvo der end har bekostet dem opførte, vare overdragne til det Offentliges (Fylkets) Vedligeholdelse og Gjenopbyggelse i Nedfaldstilfælde, saa at Kongen i alle Fald ej længer kunde kaldes deres „Opholdsmand“ og derfor, som det synes, heller ikke med Rette kunde gjøre Fordring paa Patronatet over dem, ej at tale om, at mange vistnok ogsaa vare opførte i Stedet for de gamle Hov eller Templer, der allerede vare offentlig Ejendom.
  27. ↑ Oversættelsen af dette Sted, som ovenfor er anført efter Dekretets Ord, kan tjene til Exempel paa, med hvilken Frihed Oversætteren har gaaet til Verks for at gjøre ethvert Sted forstaaligt for Menigmand, og saaledes egentlig popularisere den latinske Text, medens han dog nøjagtigt, eller maaskee endog derfor saa meget mere nøjagtigt, gjengiver Meningen. Oversættelsen eller Omskrivningen lyder saaledes: „Denne Forsorg have Sønner eller Sønnesønner eller andre retmæssige Arvinger af den Mand, som har opført en Kirke eller været dens Opholdsmand, at føre for samme Kirke, nemlig at bemeldte rette Arvinger give Agt paa, at ingen Deel og Ting af dem, som Opholdsmændene fra først af lagde til Kirken, blive den fravendte med Underfundighed og Nærgaaenhed, men at det anvendes for Kirken til Tjærebrædning, til Lysning og til Skrud, som fra først af dertil var bestemt. Vil Presten gjøre nogen Forandring deri, som geraader Kirken til Skade, da skulle disse Opholdsmænd, jeg nys nævnte, underrette Biskoppen derom og bede ham raade Bod derpaa, hvis de ikke selv formaa dette; vil Biskoppen ej raade Bod, eller gjør han selv de Ting, jeg nu har omtalt, skulle Opholdsmændene kundgjøre Sagen for Erkebiskoppen og bede ham raade Bod derpaa; vil Erkebiskoppen ej dette, eller gjør han saadant selv, da skulle Opholdsmændene bringe Sagen for Kongen, og lade ham rette derpaa med den Magt, Gud har overdraget ham.“
  28. ↑ Her anføres atter flere Beviissteder af Dekretet.
  29. ↑ Se ovenfor II. 877.
  30. ↑ Dette er et udtrykkeligt Vidnesbyrd om Tidsalderen, hvori Skriftet er forfattet.
  31. ↑ Her anføres fremdeles Beviissteder af .Dekretet, fornemmelig flere, der gaa ud paa at Reskripter eller Bevillinger, udvirkede mod Retten, og under falske Forevendinger, ikke bør ansees gjeldende, og at den,der udvirker dem, bor straffes. F. Ex. Decr. P. II. C. XXV. qv. II. c. 15, 16.
  32. ↑ Her nævnes Arius, Macedonius, Nestorius, Priscillianus, Pelagius, Apollinaris, o. fl. Men den merkeligste af dem alle, som slutter Rækken, er en „Nikolaus Advena“, der skulde have været Christi egen Discipel og siden blev Biskop i Serkland (Arabien), men ikke desto mindre var den samme, der senere blev bekjendt under Navnet Maumet (Mohammed), og stiftede den mohammedanske Lære. Dette Sagn, der maa have været omtalt i et eller andet, nu tabt eller lidet kjendt, theologisk Skrift fra Middelalderen, har, saavidt vides, ikke været berørt i noget nyere kirkehistorisk Verk, men kunde nok fortjene en nærmere Eftergranskning. Skulde man ellers formode, at Sverre, eller Skriftets Forfatter, med Flid har sluttet Rækken med denne „Nikolaus, den største og værste af alle Kjettere“, for derved at lede Tanken hen paa Biskop Nikolas og endog gjøre Navnet forhadt? Det er slet ikke usandsynligt.
  33. ↑ Se ovenfor de Udfald mod Baglerne og Biskop Nikolas, der lægges Thorstein Kugad i Munden.
  34. ↑ Den eneste Afskrift, vi nu kjende, findes i en Lovbog, skreven omkring 1330.
  35. ↑ Martene, Thesaur. nov. Anecd. IV. S. 1294.
  36. ↑ Langes Klosterhistorie S. 613, 624.
  37. ↑ Suhms Historie af Danmark VIII. 478, 479.
  38. ↑ At Sverke var gift med Ingegerd, Byrge Jarls og Brigidas Datter, siges baade i Fagrskinna Cap. 215 og i Knytlingasaga Cap. 93. Paa begge Steder lægges der udtrykkeligt til, at deres Søn var Jon, der siden blev Konge i Sverige. Jon var, som Sverres Saga Cap. 182 udtrykkelig angiver, ved Morfaderen Byrge Jarls Død 1202 et Aar gammel; han var altsaa fød 1201, hvilket ogsaa tildeels fremgaar deraf at han ej kronedes før 1219, det vil sige efter opnaaet Myndighedsalder af 18 Aar. Hans Forældres Giftermaal falder saaledes allersenest i 1200, men maaskee allerede i 1199. Ifølge en ikke synderlig paalidelig Kilde (den sorøiske Slægttavle over Absalons Æt aftrykt hos Langebek IV. 545 fgg.) skulde Sverke ogsaa have været gift med Benedikta, en Datter af Erkebiskop Andreas Sunessøns Broder, Ebbe Sunessøn, der faldt, kæmpende for Sverke, i Slaget ved Lena 1208. I sig selv er dette ikke usandsynligt, men vel, at Benedikta skulde have været hans første Hustru, thi i saa Fald maatte hans Sønner med hende have gaaet forud for Jon i Arveretten til Riget. Rimeligere er det at han har egtet Benedikta efter Ingegerd, og at dette kan have været en af Aarsagerne til, at Folkungerne bleve hans Uvenner.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/61&oldid=81894»