Det norske Folks Historie/4/62
Kong Sverre tilbragte, som ovenfor nævnt, Vintren efter den merkelige Bergenssommer i Throndhjem, medens Baglerne havde hele Landet inde paa Thrøndelagen nær. Det var øjensynligt, at det aldeles ikke kunde lykkes ham at fordrive dem, eller at han overhoved intet kunde udrette imod dem, saa længe han selv ingen Krigsskibe havde, medens de vare i Besiddelse af mange og store Skibe. Saavel ved Thorsberg, som i Bergensleden viste det sig noksom, at der kom intet ud af at ville angribe from bordhøje Fartøjer med Smaaskuder. Men ved egne Midler kunde Sverre ikke skaffe sig nogen ny Krigsflaade: dertil maatte han have Bøndernes Bistand. Han kaldte dem derfor sammen til et Thing i Byen efter Julen (1199) og henvendte sig til dem med Anmodning om at bidrage noget til at frelse Landet for Baglernes Angreb. „Saasnart Vaaren kommer,“ sagde han, „ville Baglerne ganske vist indfinde sig heri Fjorden og gjøre eder megen Ulempe; vi Birkebeiner have nu, som I vide, ingen Skibe, og kunne saaledes ikke godt forsvare eders Gods eller Liv, thi det er umuligt for os at komme ligesaa snart ovenom til Lands, som de udenom til Søes. Om det end falder eder noget kostbart at udrede dette, ville I dog tabe endnu mere, hvis Baglerne plyndre eder.“ Bønderne fandt det nok saa rimeligt, at Kongen ønskede at skaffe sig en Flaade igjen, men ønskede dog, forinden de tog nogen Bestemmelse, at vide hvor mange og hvor store Skibe han tænkte at lade bygge. Han svarede, at han havde tænkt sig, at der for hvert af Thrøndelagens 8 Fylker byggedes eet Skib paa Bøndernes Bekostning, og at Bymændene saavel som Birkebeinerne selv (d. e. Kongen og hans Stridsmænd) bekostede saa mange flere, som de kunde skaffe Midler til: intet af Skibene skulde være mindre end paa 25 Rum, men heller, om muligt, større. „Thi,“ sagde han, „ved Thorsberg blev det mig altfor utaaleligt at Branderne paa Baglernes Skibe stode mig lige i Øjnene, nu saa jeg helst, at vore Skibe næste Gang vare ligesaa meget højere end deres.“ Kongen henvendte sig ikke forgjeves til Thrønderne, der i denne hans Trængselstid viiste ham den samme Hengivenhed og Troskab, som i hans lykkeligere Dage: et Forhold, der er dem og ham selv lige meget til Hæder. Thi denne Bevilgning havde, som man kan see, intet med Ledingen at bestille. De Skibe, hvorom her var Tale, skulde være langt større end Ledingsskibene, og blive Kongens, ikke Bøndernes, Ejendom; her var altsaa Spørgsmaal om et overordentligt Krigsstyr, fra hvilket Bønderne kunde have sluppet ved at forlade Sverre og gaa over til Baglerne. Morgenen efter kom de sammen i Olafskirken for at overlægge om Sagen, og regne efter, hvor stor Bekostningen vilde blive. De fandt da, siger Sagaen, at der ikke kom saa meget paa hver Mand, og besluttede, villigt at udrede det forlangte. De gave saaledes Kongen det Svar, at ingen Bekostning skulde fra deres Side spares i hvad han fandt nødvendigt. Da Kongen havde modtaget dette glædelige Tilsagn, lod han Skibsbygningsarbejdet saa snart som muligt sætte i Verk, thi ingen Tid var at spilde. Allerede strax efter Paaske (8de April) havde man faaet 8 store Skibe optømrede, sex ude paa Øren, eet i Kongsgaarden, og eet i Biskopsgaarden. Det, som rejstes i Kongsgaarden, var størst, dog kun paa 25 Rum, og fik Navnet Ognarbranden (Skræk-Branden); de øvrige holdt vel heller ikke meer end 25 Rum, men de byggedes alle høje i Forhold til Rumtallet. For end snarere at faa en nogenlunde brugelig Flaade i Stand, lod Sverre ogsaa nogle Fragtskibe dele paa tvers, og forlænges i Kjølen, saa at de kunde rumme en heel Rad Aarer paa hver Side, ligeledes lod han i al Hast udruste alle de Skibe der fandtes i Byen, og paa nogen Maade syntes anvendelige til Krigsskibe. Desforuden sørgedes der, som sædvanligt, for Byens Befæstning; ved Enden af Broen paa By-Siden opførtes et Kastell, og der oprejstes to Valslynger, en ude paa Øren og en anden ved Elven[1].
Ved Pindsetid (Pindsedagen var den 6te Juni) viiste Baglerne sig i Fjorden: de kom da fra Haalogaland med hele deres Søstyrke. Først lagde de ind til Munkholmen, men da de saa at et Angreb paa Byen fra Søsiden vilde blive altfor vanskeligt, gjorde de et Tog heelt ind i Fjorden, herjede overalt og skaffede sig noget Bytte, der dog ikke kan have været meget stort, da hele Toget neppe kan have varet længere end een, højst to Dage[2], og Bønderne overalt, hvor de kom, flokkede sig sammen, skød paa dem, og tilføjede dem al den Skade, de kunde. Biskop Nikolas talede oftere for sine Mænd og førte ret det store Ord. „Sverre Prest,“ sagde han, „har nu ikke mere tilbage af Norge end et Nes, og egentlig var det nok for ham, om han kun raadede for den Strimmel af Øren, der ligger udenfor Palissaderne, og selv hang der paa Galgen. Vi Bagler behøve ikke at bryde os om hvor han farer med de Havbukke, han nu lader klinke sammen i Byen, thi førend Thrønderne have noget Gavn af dem, ville de nok see alle sine Huse forvandlede til Kul. For den Sags Skyld kunne vi gjerne sværme om i Fjorden, som vi finde for godt, uden mindste Frygt, thi Birkebeinerne have ingen Styrke, der kan maale sig med vor.“ Af disse Ytringer seer man imidlertid, at der dog har hersket nogen Betænkelighed blandt Baglerne med Hensyn til denne Flaade, Sverre nu søgte at faa i Stand. Da Baglerne kom tilbage fra dette Tog, lagde de til ved Depil (Devle) indenfor Ladehamrene med de store Skibe, hvis Mandskab her gik i Land for at søge ovenom til Broen, og der begynde Angrebet, medens Smaaskuderne roede udenom ind til Elven, hvor deres Besætning vilde gjøre Landgang. Sverre var imidlertid vel forberedt paa at møde Angrebet. Den største Deel af sin Hird havde han ladet tage Plads oppe ved Broen, under Anførsel af Haakon galen og Peter Steyper; selv stillede han sig med en ringere Styrke ude paa Øren; paa Huustagene langs hele Elven, der vare forsynede med Brystværn af Bord, næsten som Viggyrdler eller Skandseklædninger paa Skibe, stode Ledingsmænd og Bymænd, forsynede med tilstrækkeligt Forraad af store Stene til at kaste paa Fienden. Baglernes Skuder vovede ikke at lande ude ved Bratøren, hvor Sigrflugan, Sverres Merke, saaes at vaje. De roede heelt op til Skellinghellen, og skød paa Bymændene, men torde ikke komme ret nær, formedelst den Steenregn, hvormed de hilstes fra Husene og Bryggerne, og lode sig derfor drive med Strømmen ned igjen til udenfor Bakke. Sverre gik da op til Smedeboderne, og lod Baglerne hilse, at de gjerne kunde komme i Land paa Bratøren. De forsøgte virkelig ogsaa at lande der, men med øjensynlig Ængstelse; og da Sverre nu med sine Folk ilede imod dem, og angreb dem med den heftigste Pile- og Spyde-Regn, toge de strax Flugten i saadan Forvirring, at et af deres Fartøjer kom paa Grund og nær var faldt i Birkebeinernes Vold; mange af Besætningen bleve dræbte og saarede. De øvrige skyndte sig ud af Elven, og tilbage til de store Skibe. Imidlertid angreb Baglernes Hovedstyrke, tinder Anførsel af Biskop Nikolas, Hallvard af Saastad og Inge, som de kaldte deres Konge, Birkebeinerne ved Broen. Disse ilede strax imod dem, og begge Parter mødtes midt paa Broen, hvor der nu blev en overmaade hidsig Kamp, i hvilken flere faldt paa begge Sider. Birkebeinerne bleve først trængte tilbage af Baglerne, men da disse kom under Kastellet ved Bro-Enden, standsedes de ved Stene, som Besætningen slyngede ned paa dem; de tapreste af Birkebeinerne vendte sig nu atter imod dem, og drev dem paa Flugten. Derved opstod saa stor Trængsel paa Broen, at Rækværket gik af paa begge Sider, og mange af Baglerne styrtede ned i Elven, ligesom flere ogsaa bleve dræbte paa Broen. Da Baglerne saa at de intet kunde udrette paa denne Maade, trak de sig tilbage ud af Skudvidde, for at overlægge om hvad der var at gjøre. Biskop Nikolas raadede til at brænde Broen af, thi da vilde Birkebeinerne ingen anden Udvej have fra Byen, end gjennem Borgen paa Ilevollene: naar man da lejrede sig der og sperrede dem denne Vej, var det, tænkte han, en let Sag at udhungre dem. Baglerne fulgte dette Raad, og forsøgte paa antænde Broen, men skjønt de nok fik sat Ild paa den, lykkedes det dem dog ikke at brænde mere op end noget af den sydlige Ende, hvoraf et Lag blev staaende tilbage, thi Birkebeinerne vare strax ved Haanden og slukkede Ilden. Nikolas og de øvrige Anførere maatte saaledes med uforrettet Sag vende tilbage til deres Skibe ved Depil. Paa Vejen aflagde de dog først et Besøg i Elgeseter, og tvang, under Trusel af at brænde Klostret op, Prioren og de øvrige Kanniker til at følge med, og gaa ombord i Biskoppens Skib for at deeltage i Kampen mod Sverre. Strax efter kom Smaaskuderne fra den uheldige Kamp ved Bratt-Øren, og den hele Flaade blev liggende paa samme Sted om Natten. Morgenen efter (den 7de Juni) lagde Baglernes mindre Skibe sig paa den anden Side af Ladehammeren, der vender mod Byen, medens Biskop Nikolas paa sit hurtige Skib Raudsuden roede over til Ilsviken, for at udsee et Sted, hvor man bedst kunde lægge til, om man paany vilde gjøre Landgang. Sverre kjendte Skibet, og lod strax en saakaldet Karfe drage fra Elven tvers over Øre-Odden, idet en Mængde Folk gik paa begge Sider, saa at den ikke kunde sees fra Søen. Nikolas fik dog strax Øje paa den, saasnart den var kommen i Søen, og bad heel forfærdet sine Mænd tage til Aarene og ro afsted saa hurtigt de kunde. „Jeg giver eder,“ sagde han, „baade grønt og rødt Klæde til Kjortler, naar I kun ro godt; men I ror jo ikke! see I da ej at vore Fiender fare som galne efter os, medens det er ligesom vor egen Skude staar stille?“ Med disse Ord sprang han ned fra Løftingen og forud i Skibet med saadan Fart, at Huen[3] fløj ham af Hovedet, og faldt i Vandet. Men han havde kun Øje for Fienden; „brug eder, som I bedst kan,“ sagde han, „det er mig, de ville have fat paa.“ Hans Frygt var overflødig, thi det var kun medens Raudsuden vendte og endnu ikke havde faaet fuld Fart, at Birkebeinernes Karfe halede ind paa den; da den først var kommen i Fart, havde det ingen Nød, og Baglerne paa de andre Fartøjer, som saa Jagten, sendte desuden strax nogle Skuder afsted for at komme mellem Landet og Karfen, og saaledes afskjære denne Tilbagetoget. Anund Ufred – saa hed Karfens Styrmand – maatte derfor skynde sig at vende tilbage, og det lykkedes ham ikke at faa fat paa Biskoppen selv, men Huen lod han dog fiske op og bragte den med til et Tegn paa, hvor nær han havde været ved at gjøre den heldige Fangst. Strax efter blæste der op en heftig Nordøstkuling, for hvilken Baglernes store Skibe laa farligt udsatte, saa at Sverre kunde skjønne at det ej var godt for dem at holde sig der. Han lod derfor 8 Heste bringe over Elven, besteg selv een af dem, og red nu selv 8de forbi Lade lige ned til Depil, hvor han just traf nogle af Baglernes Folk beskjeftigede med at løse Landtougene, da det var deres Hensigt at hale Skibene længere ud under Ankertougene. Men Sverre forstyrrede dem i dette Arbejde; en Deel af dem bleve dræbte, og en Deel andre jagede udi Søen; kun enkelte undkom paa deres Baade. Baglerne maatte nu kappe Landtougene, og forlade denne i dobbelt Henseende farlige Strand. De sejlede ud til Rødbjerget, hvor de bleve liggende i to Nætter (7de til 9de Juni). Derfra begave de sig ind i Orkedalsfjorden, landede ved Roa-Bjerget og paa mange andre Steder, og ilede overalt strax op i Land, for at plyndre Mad og Gods, baade langt op i Bygden og paa Sætrene. Sverre havde imidlertid, forudseende at dette vilde skee, sendt en Deel Folk til Orkedalen under Anførsel af Eyjulf Havlessøn og Bjalve Skindstak[4]. De lagde sig paa Luur ved Gaarden Holte paa Østsiden af Elven, og dræbte en Mængde af Baglerne, saavel i Tunet, som paa deres Flugt til Elven. En heel Deel søgte at frelse sig ved at svømme over denne, og nogle af dem druknede. De øvrige undkom til Skibene. Ogsaa ved en Sæter blev en Flok Bagler overfaldt og flere dræbte. Dette gav dem Afsmag paa at gjøre flere saadanne Strejftog i mindre Flokke. Derimod begav en Afdeling paa 360 Mand sig hen til et Sted, hvor de havde faaet opspurgt at Birkebeinerne havde bragt en Deel Kvæg sammen, drev det ned til Stranden, slagtede det alt sammen og bragte Kjødet ombord. Ved denne Lejlighed faldt en Birkebein i deres Hænder ved Gaarden Rodar[5]. Han udgav sig for at være en slet og ret Ledingsmand, men de hug dog Foden af ham. Da Baglerne paa denne Maade havde tilbragt en Uge (9de til 16de Juni) i Orkedalsfjorden, vendte de tilbage ind til Munkholmen, men fandt det dog fremdeles raadeligere at plyndre hist og her i Fjorden, end paany at angribe Byen. Denne Gang styrede de ind i Aasenfjorden, hvor de for det første lagde sig udenfor Hyndeya paa Frosten[6].
- ↑ Der staar ikke udtrykkeligt, at Bro-Kastellet opførtes just nu, men da det ej omtales ved nogen tidligere Lejlighed – 1179 tales der endog udtrykkelig alene om Gjerdet ved Bro-Enden, se ovenfor S. 98 – og Sverre desuden nu efter Ødelæggelsen af Borgen paa Steenbjergene trængte til flere Befæstninger i Byen selv fra Landsiden end før, bliver det saa godt som vist, at hiint Kastell er bygget i Løbet af den her omhandlede Vinter. Hvad Valslyngerne angaar, er det vel muligt at de først ere rejste efter at Baglerne havde vist sig i Fjorden, da Opseetningen af slige Maskiner ej synes at have taget saa lang Tid (se ovenfor S. 295) men da Sverre ventede Baglernes Besøg, er det dog rimeligst, at han i Forvejen havde truffet alle Forberedelser til deres Modtagelse.
- ↑ Dette kan skjønnes af følgende Beregning. Slaget paa Strindsø foregik den 18de Juni, umiddelbart før dette havde Baglerne ligget „nogle Nætter“ (altsaa mindst to) i Aasenfjorden, og en Uge i Orkedalsfjorden, samt før deres Tog derhen to Nætter under Rødbjerget, hvorhen de begave sig Dagen efter Kampen ved Nidaros. Hele Tiden mellem denne Kamp og Strindsøslaget udgjør altsaa tilsammen mindst 12 Dage, fra 6te til 18de Juni, da det udtrykkeligt siges at Baglerne kom i Fjorden Hvitadagene (d. e. Pindsedagene) hvilket umuligt kan betegne nogen tidligere Dag end Pindseaften, 5te Juni (og selv dette kun med Nød og neppe, da man egentlig ikke regnede „Hvitadagene“ førend fra 1ste Pindsedag, se Biskop Arnes islandske Christenret, Cap. 26, hvor Pindseaften kaldes „Løverdag før Hvitadagene“), og Tiden for Slaget bliver endda knap nok. Opholdet i Aasenfjorden bliver saaledes fra 16de til 18de Juni, ved Orkaelven fra 9de til 16de, ved Rødbjerget fra 7de til 9de; Slaget maa altsaa have staaet selve første Pindsedag, den 6te Juni, og, som man kan slutte af Ytringen, at Baglerne efter Slaget overnattede ved Smil, om Eftermiddagen. Tiden til Toget indad Fjorden og tilbage igjen bliver saaledes efter den allerrummeligste Beregning fra Pindseaften den 5te, maaskee om Morgenen, til Pindsedags Middag den 6te.
- ↑ I Oldsproget „kveif,“ hvilket er en noget forandret Form af det franske og gammel engelske coif, det middelalder-latinske cuphius, en Benævnelse paa de Hatte eller Huer, gejstlige Personer plejede at bruge, naar de vare paa Rejser. Nikolas var ved denne Lejlighed ikke belavet paa Kamp, og havde derfor ikke sin Rustning paa.
- ↑ Eyjulf hørte, som vi vide, hjemme i Orkedalen, og derfor var han rimeligviis valgt til Anfører, som kjendt Mand i Egnen. Sandsynligviis var ogsaa Bjalve derfra. Det var den samme, som i 1197 havde været med at overgive Sverresborg, se ovenfor.
- ↑ Nu Rovan eller Rouen paa Geitstranden.
- ↑ Sverres Saga Cap. 155–157.