Det norske Folks Historie/4/63
I Nidaros havde man imidlertid drevet paa Skibsbygnings-Arbejdet med saadan Iver, at alle Skibene vare fuldstændigt færdige udentil, men manglede kun den indvendige Klædning. Egentlig var det endnu for tidligt at tage dem i Brug, men da det gjaldt snarest muligt at standse Baglernes Uvæsen, gave Mange det Raad at bringe dem paa Søen og løbe ud med dem, saasnart man med nogenlunde Sikkerhed kunde antage, at de ikke vilde flakne under Tyngden af det talrige Mandskab. Dette Raad blev fulgt, og ved anstrengt Arbejde drev man det dertil, at hele Flaaden kunde løbe ud af Elven tidligt om Morgenen den 18de Juni[1], besat med de Folk, man havde ved Haanden, eller til den Tid havde faaet samlet. Kongen sejlede selv i Spidsen paa et Skib, han havde kaldet „Hugroen“, og som styredes af Thord Finngeirsbroder, der for femten Aar tilbage havde styret Mariesuden i Slaget mod Kong Magnus. Det store Skib „Ognarbranden“, styredes af Peter Stemmer og Eyvind Prestsmaag; Haakon, Kongens Søn, styrede „Vidsjaaen“ (som altsaa var opkaldt efter det ældre Skib af dette Navn, der blev brændt ved Oslo); Philip Jarl styrede „Hjalpen“. Da alle Skibene vare komne ud, lod Kongen blæse til Samling, steg op paa Skjermtaget, og gav de nødvendige foreløbige Befalinger. Først og fremst paalagde han alle, som ikke nys før havde skriftet deres Synder, at gjøre dette, da det nu vistnok vilde komme til et Slag, fra hvilket ikke alle vilde vende levende tilbage; dernæst bad han sine Mænd at spise og drikke, medens de skiftedes til at ro. Hvis Baglerne søgte at undgaa Slag, skulde man forfølge dem, idet man saa vidt muligt iagttog, at alle Skibene holdt sig jevnsides, omtrent i et Pileskuds Afstand fra hinanden, og at et vist Antal Smaaskuder fulgte hvert Langskib. Det var klart Solskin og enkelte Vindstød udenfra, saa at Merket idelig flagre-de fra Stangen. Baglerne havde, som Nikolas’s Tale viste, gjort sig heel ringe Forventninger om Birkebeinernes nye, i Hast sammentømrede Skibe, men det viste sig nu, at de i det mindste vare meget hurtige under Aarerne, og dette var ogsaa i sig selv højst rimeligt, da de vare ganske tørre og nys tjærebrædte, samt uden anden Ladning end Besætningen. Sverre gik selv ombord paa en Skude, og ilede i Forvejen ind efter Fjorden for at opdage hvor Baglerne var. Af en Bonde, som han traf etsteds paa Kysten (sandsynligviis paa Ydersiden af Frosten), fik han vide at Baglerne endnu laa i Aasenfjorden, og at han vilde faa Øje paa dem, saasnart han kom indenfor Horne[2]. Med denne Besked vendte han tilbage til Flaaden, og sagde, hvor man skulde styre ; hen. Men de vare neppe komne halvvejs over Fjorden, førend de saa Baglernes Flaade komme frem om Horne og tage Vejen norden om Tauterøen ud paa Fjorden. Imidlertid havde Baglerne faaet Øje paa Birkebeinernes Skibe, og saavel Biskoppen, som Sigurd Jarlssøn og Reidar Sendemand raadede til at ro ud efter Fjorden, og ikke indlade sig i Slag med Sverre, der neppe vilde kunne naa dem med sine store Skibe. Hallvard af Saastad og Philip af Veigen, en anden oplandsk Høvding, vilde derimod helst at man skulde oppebie Fienden. Det blev dog, som hine vilde, og de skyndte sig saa hastigt de kunde ud efter Fjorden, idet Nikolas gik ombord paa Raudsuden og Sigurd og Reidar ligeledes paa hurtigt sejlende Skuder, og roede foran Langskibene. Da Birkebeinerne saa dette, drejede de af og styrede vester for Tauterøen, for at møde dem: saaledes kom begge Flaader nær henimod hinanden strax indenfor Ombornes[3]. Birkebeinerne lagde nu Aarerne op og iførte sig deres Rustning, i den Tanke at Baglerne vilde lægge til Strid. Men Baglerne søgte kun at komme bort. Sverre blev nu ængstlig for at de skulde forsøge et Angreb paa Byen, der i dette Øjeblik aldeles manglede Forsvarere, og bad derfor sine Mænd anstrenge sig til det yderste, for at indhente dem. Fire Mand paa Kongeskibet toge derfor fat paa hver Aare, og det gik næsten med Fuglens Fart. Baglerne halede ligeledes ud alt, hvad de kunde, men deres Skibe, der hele Vintren igjennem havde været i Søen og desuden vare sterkt ladede med Levnetsmidler og ranet Gods, gik ikke nær saa hurtigt. Da det saaledes var øjensynligt, at Birkebeinerne inden føje Tid vilde indhente deres største Skibe, sprang Hallvard af Saastad op i Løftingen paa sit Skib Skaalpen, og gav Befaling til at alle Skibene skulde standse Farten, vige noget tilbage, og, idet Birkebeinernes Skibe skøde hurtigt forbi, angribe og rydde de bagerste af dem. Det aller bagerste var Vidsjaaen, der styredes af Kongesønnen Haakon; det var svagt besat, og kunde derfor ikke komme saa hurtigt frem. Det var dog kun Baglernes Smaaskibe, som det lykkedes i en Hast at vende; de store kunde ikke paa langt nær maale sig med Birkebeinernes i Hurtighed. Kongens Skib var omtrent et Pileskud foran de øvrige, og allerede saa nær Hallvards Skib, at Stavnboerne begyndte at skyde paa det. „Seer du Hallvards Skib“, sagde Kongen til Thord Finngeirsbroder. „Hvorfor skulde jeg ikke see det“, spurgte Thord igjen. „Det gjelder din Lykke for Fremtiden“, sagde Sverre, „at du naar Hallvards Skib, thi ved det ville vi ligge i Dag“. „Det har ingen Vanskelighed, Herre“, sagde Thord, „det svajer netop saaledes som I ønske“; strax efter svajede Skibene imod hinanden med Bagbordside, dog laa de ikke sammen efter den hele Længde, da en Skude, der tilhørte Erik af Haa, var kommen imellem. Strax efter kom Philip Jarls Skib til paa den anden Side, men i saadan Fart, at det først skød forbi og saa nær Forstavnen paa Hallvards Skib, at Jarlens Stavnboer fik haget Stavnljaaer om Dragehovedet; Farten var saa sterk, at Hovedet gik af, og de maatte gribe fat i det tilbagestaaende Skaft. Derved fik de endelig deres Skib standset, og lagde nu til paa Styrbordside fra Stavnen til Øserummet. Efterhaanden kom ogsaa de øvrige Skibe, og lagde til de fiendtlige, saa at omsider sex af Baglernes store Skibe bleve aldeles omringede af Birkebeinernes; det syvende, som Biskoppen havde styret, førend han gik ombord i Raudsuden, saa sit Snit til at smutte ud, just som Strømmen drev et Par af Birkebeinernes Skibe længer fra hinanden; det roede til Land, og blev der forladt af Besætningen. Baglernes mindre Fartøjer holdt sig forsigtigt tilbage i nogen Afstand, af Frygt for at blive dragne ind i Kredsen. Det største af Birkebeinernes Skibe, Ognarbranden, lod sig ikke saa let vende, skjønt man gjorde sig al Umag derfor, og da Baglernes Skuder undgik den saa meget de kunde, kom den ikke til at tage synderlig Deel i Slaget. Man var nu kommen lige ud paa Strindsøen. Førend Slaget begyndte, holdt Sverre en kort Tale til sine Mænd, hvori han, tvert imod sin sædvanlige Mildhed, foreskrev, at hvis de, hvad han ej tvivlede om, vandt Sejr, skulde de nu huske paa, hvorledes Baglerne havde udhungret dem forrige Sommer, og derfor ikke skjenke nogen af dem Livet, undtagen dem, der henvendte sig umiddelbart til Kongen selv; det var tydeligt, sagde han, at man ikke fik disse Fiender af Vejen uden med Odd og Egg; blandt deres Rækker vare saa mange Edsbrydere og Kongesvigere, at de nu alle skulde undgjelde derfor. Kampen førtes med stor Heftighed i sex Timer lige fra Middag til Midaften. Sverre selv skød idelig med Laasbue, ligeledes Philip Jarl. Denne blev saaret af en Piil i Armen tinder Armskinnen, men drog ikke Pilen ud førend om Aftenen, da Alt var forbi. Efterhaanden begyndte Besætningen at tyndes paa Hallvards Skib, og man entrede saa vel fra Kongeskibet som fra Jarlsskibet. Hallvard var ilet ned af Løftingen, og blev dræbt midt paa Dækket, under Skjermtaget. Agter paa hans Skib var der en Mand, iført en gautsk Hjelm og Pantser, der i Begyndelsen af Slaget havde faaet Næsen knust af en Skjefteflette, men kæmpede dog fremdeles med den største Tapperhed; da Skibet begyndte at ryddes, steg han op paa Skjermtaget ved Masten. En Hirdmand blandt Birkebeinerne, ved Navn Askell, sterk af Kræfter, og iført Spangbrynje, gik op imod ham, og hug til ham, men Hugget traf en fremragende Teltstang. Den anden, der hverken havde Sverd eller Skjold, slog til Askell med en svær Steen, saa at han faldt ned af Skjermtaget. Flere, som saa dette, sagde, saa Kongen godt kunde høre det, at det vilde være en ønskelig Sag, om denne tapre Mand fik beholde Livet, og lod sig overtale til at træde over i deres Tjeneste, han vilde nok tilgavns kunne værge sit Rum. Men Kongen lod som om han intet hørte. Kort efter blev Manden truffen af en Paalstav, saa at han faldt ned af Skjermtaget. Askell var imidlertid kommen paa Benene, og Kampen mellem dem begyndte igjen; Enden blev, at Askell dræbte ham, men havde faaet store Saar. Ny blev Hallvards Skib aldeles ryddet, og derpaa de øvrige fem, det ene efter det andet. Biskop Nikolas, der tilligemed Baglerkongen Inge var ombord paa Raudsuden, havde den hele Tid ej holdt sig nærmere Striden, end at de kunde see, hvor hen Lykken vilde vende sig. Saasnart de merkede, at Birkebeinerne fik Overhaand, roede de af alle Kræfter ud efter Fjorden. Det lader til at Sigurd Jarlssøn og Reidar Sendemand fulgte deres Exempel, thi ogsaa de vare ombord paa Smaaskuder, og havde, som det synes, slet ikke deeltaget i Kampen. Da de store Skibe vare ryddede, flygtede alle de letteste Skuder ud efter Fjorden; endeel styrede derimod ind til Kysten, hvor Mandskabet vilde springe i Land, men Birkebeinerne vare lige efter dem, fældte endnu en heel Deel af dem, og toge alle Skibene. Derpaa vendte Birkebeinerne sejrrige tilbage til Byen, hvor de ikke kom, førend det allerede var Nat, og lagde op i Elven ved Flodtid. Det viste sig nu, at flere af Høvdingerne, tvert imod Kongens strenge Befaling, havde skjenket flere fangne Bagler Livet, med hvilke de stode i Slægtskabs- eller Venskabs-Forhold. Andre, som holdt sig strengt til Kongens Ord, vilde ikke vide af nogen saadan Mildhed, og dræbte nogle Bagler, som deres Beskyttere havde lukket inde i en Stue. Disse gik til Kongen og klagede derover. Men denne gav dem kun det Raad, at undersøge, om hine, der havde dræbt deres Frænder aller Venner, ikke ligeledes havde skjenket sine Frænder og Venner Livet og taget dem i sin Beskyttelse, thi i saa Fald kunde de dræbe dem til Gjengjeld. Dette ubarmhjertige Raad blev fulgt, Hobe af blodtørstige Krigere strejfede om i hele Byen og dræbte Fanger for hinanden, indtil der ikke var flere tilbage. Den Haardhed, Sverre ved denne Lejlighed viste, og som er enestaaende i hans lange Krigerliv, lader sig visselig ikke forsvare, men kun til Nød undskylde ved den Forbitrelse, han maatte føle over Baglernes Ferd, og især over Biskoppens Troløshed.
Sverres Sejr var, om ikke afgjørende, dog overmaade vigtig, thi foruden det Folketab, Baglerne lede, havde de ogsaa tabt deres store Flaade, der hidtil havde sat dem i Stand til at trodse Sverre endog i det ham hengivne Thrøndelagen, og tilføje ham mange Ulemper. Nu maatte de derimod over Hals og Hoved forlade disse Egne, medens Sverre, i Besiddelse af en dobbelt saa sterk Flaade som den, de havde haft, beherskede Søen og kunde rense Farvandene langs Norges hele Kyst. Det var ogsaa hans Hensigt, strax at benytte Sejren til paany at underlægge sig det hele Rige, og om muligt, at faa Flygtningerne i sin Vold. Han gav derfor ikke engang sine Mænd Tid til at dele Byttet, men forordnede kun paa et Thing, han Dagen efter Slaget lod holde ude paa Øren, at alt Byttet indtil videre skulde bringes hen paa Apostel-Kirkegaarden, hvor man skulde sætte Folk til at passe paa det. Derpaa sendte han en Deel af sine Folk nord til Haalogaland efter dem af Baglerne, som hørte hjemme der, og, som han kunde begribe, havde flygtet derhen; de fik ogsaa ganske rigtigt fat paa Bjarne Mardssøn, Brynjulf i Mjola og mange andre anseede Mænd, hvis Ejendomme maatte haardt undgjelde for, at de havde ført Vaaben mod Sverre. Selv drog Kongen med den største Deel af Hæren og de store Skibe saa hurtigt som muligt efter Baglernes Hovedstyrke, der havde taget Vejen syd efter. Men de havde dog allerede faaet saa stort Forspring, at han ikke kunde naa dem, skjønt han forfulgte dem lige til Lesø. Her fik han høre at de havde sejlet over til Jylland. Det nyttede saaledes ej at forfølge dem længer, og han vendte tilbage til Viken, hvor han tilbragte den øvrige Deel af Sommeren med at oppebære Leding og inddrive Boder af Bønderne, fordi de havde været ham utroe. Da Høsten kom, begav han sig til Oslo, for at tilbringe Vintren der, men havde fremdeles mange Folk om sig[4].
Til Throndhjem kom Sverre ikke oftere, og den sydlige Deel af Landet blev nu, siden han havde faaet en Flaade igjen, atter Hovedskuepladsen for Begivenhederne i de faa Aar, der vare tilbage af hans Liv. Heller ikke synes Biskop Nikolas efter denne sidste Flugt til Danmark at være kommen tilbage til Norge, saa længe Sverre levede.
- ↑ Fredagen efter Botolfsmesse, som det i Sagaen angives. Botolfsmesse er 17de Juni; den faldt i 1199 paa en Thorsdag, og Fredagen derefter er saaledes den 18de.
- ↑ Horne er den yderste Spids af Froste-Halvøen. Siden Sverre ikke saa den fiendtlige Flaade, maa han altsaa have landet paa Ydersiden af Neset.
- ↑ Dette Nes stikker, som bekjendt, frem, strax søndenfor Strandens Kirke, og sees lige i Nord fra Throndhjem.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 158, 159. De islandske Annaler.